Skip to main content

Full text of "Den hellige Birgitta: et kulturhistorisk billede fra det 14. aarhundrede"

See other formats 


Go ugle 



This is a digital copy of a book thai was preservcd for general ions on library shelves before il was carefully scanned by Google as part of a projecl 

to makc thc world's books discovcrable online. 

Il has survived long enough Tor the copyright lo expire and thc book to cntcr thc public domain. A public domain book is onc thai was ncvcr subjecl 

to copyright or whosc legal copyright icrrn has expired. Whcthcr a book is in thc public domain may vary country lo country. Public domain books 

arc our galeways to thc pasl. rcprcscnling a wcalth ol'history. cullurc and knowlcdgc ihat's ol'tcn dillicult lo discover. 

Marks, notations and other marginalia present in thc original volumc will appcar in this lilc - a reminder of this book's long journey from the 

publisher lo a library and linally lo you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner wilh libraries lo digili/e public domain malerials and makc ihem wide ly accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely iheir cuslodians. Neverlheless. ih i s work is expensive. so in order lo keep providing ihis resource. wc have taken sleps to 
prevent abuse by commercial parlics. iiiclutliujj pladujj lechnical reslrictions on aulomatcd querying. 
We alsoasklhat you: 

+ Make non -commercial u.se of the files We designcd Google Book Search for use by individuals. and we requesl thai you usc these files for 
personal, non -commercial purposes. 

+ Refrain from aiitoiatiteil t/nerying Do not send automaled queries of any sort lo Google's system: If you are conducting research on machine 
translation. Optical character recognition or other areas where access to a large amount of texl is helpful. please conlact us. We encourage the 
use of public domain malerials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each lilc is essenlial for informing people aboul this projeel and helping them find 
additional malerials ihrough Google Book Search. Please do nol remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use. remember thai you are responsible for ensuring ihat what you are doing is legal. Do not assume that just 
bccausc we believe a brøk is in the public domain for users in thc Uniied Staics. thai thc work is also in ihc public domain for users in other 

counlries. Whelher a book is slill in copyright varics from country lo counlry. and we can'l offer guidance on whelher any specilic usc of 
any specilic book is allowed. Please do nol assume ihal a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manncr 
anywhere in the world. Copyright iiifringcmcnl habil i ty can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google 's mission is lo organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover ihc world's books wlulc liclpinjj aulliors and publishcrs reach new audienecs. You eau search ihrough llic lul I lexl of this lu mk on llic web 
al |_-.:. :.-.-:: / / books . qooqle . com/| 



Go ugle 



Dette er en digital kopi af en bog. der har været bevaret i generationer pa bibliotekshylder, fur den omhyggeligt er scannet af Coogle 

som del af et, projekt, der går nd pa at gøre verdens buger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe 1 nok til. at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. Kn offentligt ejet bog er en bog. 

der aldrig har været underlag! eopyrighi . eller hvor de juridiske copyright vilkår er udlobet. Om en bog er offenllig ejeudoui varieret 1 fra 

land til land. Bøger, der er oli'entlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 

ofte er vanskelig ni opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i der oprindelige bind. vises i denne til - en påmindelse om denne bogs lange 

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Coogle er stolle over at indgå partnerskaber med bibliotekerom al digitalisere offentligt ejede materialer og gore dem bredll ilgamgelige. 
Offentligt ejede boger tilhorer alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, sa. har vi taget, skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger pa automatiserede forespørgsler for fortsat at, 
kunne tilvejebringe denne kilde. 
Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke- kommercielt brug 

Vi designede Google fiogsogning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge; disse; filer til personlige, ikke-kon mi ordelle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende; automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse. optisk l.egngenkernlelse eller andre omrader, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formal, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google-" vane Imæ.rke" du ser pa hver lil er en vigtig made at fon adle mennesker om deni 1 projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google' Bogsøgniug. Lad væm med at fjerne ilet. 

• Overhold regierne 

Uanset hvad du bruger, skil du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke;, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt, anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke al en bogs tilstedeværelse i Google Bogsugning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erst.al.ningspligl.em for krænkelse af eopyrighi kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogso»'iiiii|; 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at. gore dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsogning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at ilet hjælpfy forfatte re og udgivere rned at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gennem hele teksten i denne bog på internet, t-Ct pa |http : //books . google , coiti| 



B E U X E l E 

LIBRARY 



ey\ 



UN!VE:.31TY of 
CAUFORfilA 




CONVERTED 



ø 

" . >- <" 






i'-' 




V 



4 



e 



J * 



li l *> . 



/ 



v 



^•yvfV V^ll -».*«. \»i^ (je+7** b m ~ u H* 

(F6rat vil jeg dig sighia, hura dig 
a-ru andelik understand i lsc gifin.) 



DEN HELLIGE BIRGITTA 



ET KULTURHISTORISK BILLEDE 



DET 14. AARHUNDREDE 



PASTOH A. BRINKMANN 



MED 12 ILLUSTRATIONER 



KOBENHAVN' 

I KOMMISSION HOS CHR. MACKEPRANG 



yp^N STAC& 



3X4 7c c 
3cB7 



INDHOLD. 



FØRSTE DEL. Birgitta i Sverrig 1302-1346. 



Side 



Første Kapitel. Om Syner i Almindelighed og om 
den hellige Birgittas Syner i Særdeleshed. — 
Kilderne til hendes Historie 1 

Andet Kapitel. Birgittas Forældre og Fødsel 29 

Tredje Kapitel. Birgittas første Ungdomsaar. — Mo- 
derens Død 36 

Fjerde Kapitel. Birgittas Giftermaal med Lagmand 

Ulf Gudmarson. — Ridderfruen paa Ulfåsa. 55 

Femte Kapitel. Birgittas Børn 74 

Sjette Kapitel. Birgitta ved Hove. — Pilegrimsrejse 
til St. Olaf og St. Jakob. — Ulf Oudmarsons 
Død (1335—1344) 89 

Syvende Kapitel. Birgitta i Alvastra Kloster. — Hen- 
des daglige Liv. — Hendes Aabenbarelser. 
— Grundlæggelse af Vadstena Kloster. — 
Rejse til Stockholm. — Hun beslutter at rejse 
til Rom 118 

ANDEN DEL Birgitta i Rom. 1347-1373. 

Første Kapitel. Tilstande i Rom og i Italien. — 
Kirkens Stilling. — Birgitta og Luther. — 
. Den hellige Birgittas Karakter 159 

131 



IV 

Andet Kapitel. Birgitta og hendes Eejsefæller i 
Eom. — Helgenindens Bestræbelser for at 
mildne Guds Vrede. — Clemens VI 180 

Tredje Kapitel. Cola di Eienzo. — Birgitta besøger 

Roms Kirker. — Ny Naade. 1347—1350 . 187 

Fjerde Kapitel. Den sorte Død. — Den hellige Bir- 
gittas Kærlighed til Næsten. — Vidunderlige 
Helbredelser og Omvendelser. — Birgittas 
Breve 196 

Femte Kapitel. Den hellige Birgittas Sjæleiver. — 

Forfølgelser. — Ave maris stella. 1350 . . . 210 

Sjette Kapitel. Den hellige Birgittas Rejse til Abbe- 
diet Farfa og til Bologna. — Klosterreformer. 
— Katharina af Sverrig opsøger sin Moder. 223 

Syvende Kapitel. Katharina af Sverrig. — De to 
hellige Kvinders Ankomst til Rom. — Lidel- 
ser og Fristelser 236 

Ottfnde Kapitel. Den hellige Birgittas og hendes 
Fællers Levevis. — Vidunderlig Hjælp i Nø- 
den. — Pave Clemens VI'sDød. 1351—1353 245 

Niende Kapitel. Pave Innocens VI. — Valfarten til 

Assisi. — Portiunkula-Afladen. 1353 og 1354 257 

Tiende Kapitel. Den hellige Birgittas Iver for at 
forbedre Klerus, Klostrene og Romerindernes 
Sæder 264 

Ellevte Kapitel. Særegen Naade og særegne Naade- 
gaver. — Den hellige Birgittas Sorger for 
hendes Børn. — Ingeborgs Død. — Den 
hellige Agnes kroner Birgitta. — Alfons af 
Jaen. 1355—1362 274 

Tolvte Kapitel. Birgitta løser forskellige af Datidens 
vigtige Spørgsmaal. — Pave Johan XXH's 
Dekretaler. — Antikristens Komme 283 



V 



Sid« 



Trettende Kapitel. — Det svenske Kongehus. — 
Birgitta ser i Eom Munkenes Tilstand i 
Alvastra. — Sverrigs Fremtid. 1362—1364 291 

Fjortende Kapitel. Birgitta i Neapel. — Den første 
Flytning af Pavestolen tilbage til Rom. 1364 
—1372 300 

Femtende Kapitel. Rejsen til det hellige Land. 1372 

—1373 320 

Sekstende Kapitel. Birgittas Død og Tiden før og 

efter denne. 1373—1391 340 

Syttende Kapitel. Vadstena Kloster og Birgittiner- 
ordenen i Norden 363 

Attende Kapitel. Tilbageblik 385 



Kanonisationsbulle for den salige Brigitta fra Konge- 
riget Sverrig, Kristi ærværdige Brud, udstedt 
af Pave Bonifacius IX 399 

Bekræftelse paa den salige Brigittas Kanonisation af 

Pave Martin V 416 



ILLUSTRATIONER: 

Den hellige Birgitta (Titelbillede). 

Målaren 31 

Upsala 48 

Stockholm 90 

Alvastra , 120 



VI 

Vadstena Kloster 142 

Rom 180 

Neapal 300 

Pederskirken i Rom 309 

Jerusalem 327 

En Birgittinernonne 364 

Vadstena Kirke 384 



VII 



følgende Værker ere benyttede: 

•1. Bollandisternes Værk Ada Sanciorum Octobrts, IV. 
Bind (8. Oktober, S. Birgitta); Værket citeres saale- 
des : B. 384 n. 62 betyder Bolland. IV. p. 384 Nr. 62. 

2. Das Leben der h. Birgitta von Schweden, bearbeitet von 
einer Klosterfrau der ewigen Anbetung zu Mainz. Mainz 
1875. — Anden Del er med Forfatterindens udtrykke- 
lige Samtykke hovedsagelig taget af denne fortræf- 
felige, især med Birgittas Aabenbaringer grundig be- 
kendte Forfatterindes Arbejde. Bogen citeres: M. 
med vedføjet Sidetal. 

3. Leben der h. Birgitta von Schweden, bearbeitet von 
Bettina Eingseis, Regensburg 1890; Bogens sidste 
Kapitler ere hovedsagelig tagne deraf. 

4. Den hellige Birgitta og Kirken i Norden af Fr. Ham- 
merich, København 1868; citeres H. med vedføjet Si- 
detal. 

5. Revelationes S. Birgittae olim. a Card. Turrecremata 
recognitae. Romae 1606. Continent: a) VIII libri 
Revelationum (1 — 803). b) Extravagantes, det er: 
»særligt Tillæg af nogle Aabenbaringer« (803 — 851). 

c) Vita abbreviata St. Birgittae (852—858). d) Vita 
St. Catharinae (859 — 876). — Aabenbarelsernes otte 
Bøger (VIII libri Revelationum) citeres saaledes: i?. IV 
3, det er Revelationum Uber IV, caput 3, — Pe andre 



VIII 

Citater af denne kostbare Kilde citeres paa følgende 
Måade: R. med vedføjede Sidetal. 

6. Claras, Leben u. Offenbarungen der h. Birgitta, Re- 
gensburg 1856. 4 Theile. Citeres C. (Bind, Side). 

7. Joh. Janssen, Geschichte des deutschen Volkes seit 
dem Ausgange des Mittelalters. Freiburg im Br. Ci- 
teres: Janssen (Bind, Side). 

8. Bulla Canonizationis B. Brigittae 7. Oktober 1.-J91 
(findes oversat i nærværende Bogs Tillæg, S. 399). 



FØRSTE DEL. 



Birgitta i Sverrig 1302—1346. 



FØRSTE KAPITEL Om Syner i Almindelighed 
og den h. Birgittas Syner i Særdeles- 
hed. — Kilderne til hendes Historie. 

JJex hellige Birgitta af Sverrig, hvis Levned vi her 
skulle beskrive, var i Middelalderen en af Kirkens mest 
yndede Helgeninder. Hun var kendt af alle Samfunds- 
klasser i alle kristne Lande, og endskønt Bogtrykkerkunsten 
endnu ikke var opfunden, vare hendes Skrifter, især Aaben- 
barelserne, udbredte over hele Tyskland, Italien, Frankrig, 
Spanien og England; overalt fandtes der Oversættelser og 
Afskrifter af dem baade hos Høje og Lave; og næppe var 
der gaaet et Aarti efter Birgittas Død, førend talrige og 
mægtige Personer baade af gejstlig og verdslig Stand fra 
Nord og Syd bestormede den hellige Stol med Bønner om 
at optage blandt Helgenerne denne nordiske Fyrstinde, hvis 
herlige Dyd skinnede ligesom en enlig Stjerne fra Nordens 
Mørke ud over hele den øvrige Verden. Efter en nøjagtig 
Undersøgelse føjede Pave Bonifacius IX de kristne Natio- 
ners Ønske, idet han — hvad der er næsten enestaaende 
i Helgenkroningens Annaler — allerede i Aaret 1391, ikkun 
18 Aar efter Birgittas Død, helgenviede hende. 

Men hvor yndet end denne elskværdige og ydmyge 
Helgeninde var i hele Kirken, saa var det dog fremfor alt 
det høje Norden, som den Gang mest hædrede sit Barn- 



A. BRINKMAJTN : DEN HELLIGE BIRGITTA. 



— 2 — 

Sverrigs og Danmarks Kongehuse, især den danske Dron- 
ning Margaretha tillige med de tvende Nationers Stormænd, 
støttede med Magt og Penge deres Landsmandindes Helgen- 
udkaarelse, og Datidens Forfattere fortælle, med hvilken 
ubegrænset Jubel Sverrig modtog sin Helgenindes Lev- 
ninger, da Skibet med den dyrebare Skat lagde til paa 
Soderkopings Red. 

Denne Birgittas almindelige Popularitet har for det 
første sin Grund i Birgittas personlige Forhold, Hun 
var en ædel, hojbaaren Frue af kongelig Slægt, som af 
Kærlighed til Jesus Kristus frivilligt steg ned til sin Frel- 
sers ringe, fattige Stand; derfor yndede saavel Konger og 
Adelsmænd som Fattige og Almuesfolk denne Helgeninde 
som deres Ligemand. 

En anden Aarsag dertil er hele hendes Stilling og 
Livsopgave. Birgitta 1 ) havde været et helligt Barn, en 
overordentlig ren Jomfru, en fortræffelig Hustru og Moder, 
et Monster i sin Enkestand, endvidere en Ordensstifterinde 
og en Reformator for Adel og Gejstlighed, og endelig et 
guddommeligt Sendebud til sit Folk, sin Konge og til 
Kirkens Ovcrhyrde: Intet Under, at et saadant Monster 
for alle Stænder og Samfundsklasser ogsaa har vundet alle 
Folks Yndest. 

Men denne almindelige Folkeyndest skylder hun dog 
vel mest Middelalderens Tidsforhold. Det var en Tid, 
som udmærkede sig ved en levende og inderlig Tro, hvis 
Kraft og Glød den Dag i Dag straaler os i Møde i de 
herlige Domkirker, kostbare Kunstskatte og videnskabelige 
Værker, som ere levnede os, og som tale et stumt, men 

') Kanonisationsbullen kalder hende stedse Brigitta eller Bri- 
gida. At >Birgittac er den eneste rigtige Form, kan der 
ikke være Tvivl om; hun opkaldtes efter sin Fader Birger — 
Birgitta d. e. Birgers Datter. 



— 3 — 

meget veltalende Sprog om hin af vort Aarhundrede saa 
stærkt bagtalte Tid. Ogsaa Birgitta udmærkede sig ved 
sin barnlige, levende Tro. Alle hendes Aabenbarelser ere 
grundede paa dette Fundament; de forudsætte et ophøjet 
Trosliv, men de fremme det ogsaa; de ere ikke andet 
end en glimrende, dybtgribende Fortolkning af den hellige 
Skrift og Evighedens vigtigste Sandheder; alle Tidens store 
Ideer spejle sig i hendes Aabenbarelser under ejendommelig 
Belysning og sprede Lys over Middelalderens Tidsaand. 
Derfor tiltalte hendes Skrifter Middelalderens Slægter i 
højeste Grad; de rørte stærkt ved den Streng, som angav 
Tidsaandens Grundtone, Troen paa og Begejstringen for det 
overnaturlige, og deraf kom det, at hendes Skrifter fandt 
en saa hurtig og almindelig Udbredelse og hendes Kano- 
nisation saa stort Bifald i alle Lande. »Adelige og Borgere, 
Republikker og Stæder, Universiteter og Fyrster«, siger hen- 
des Samtidige, Kardinal de Turrecremata, »kappedes om at 
faa en Afskrift; mange Fyrster og Adelige droge alene af 
den Grund til Rom, andre sendte deres Befuldmægtigede for 
at faa Adgang til Fru Birgittas Aabenbarelser og lod dem 
da kopiere paa deres egen Bekostning.« Blandt andre nævnes 
den tyske Kejser, den franske Konge, Cyperns, Siciliens 
og Spaniens Dronninger; ved Oxforder Universitetet og i 
London holdtes endog regelmæssige Forelæsninger over 
Birgittas Aabenbarelser. 1 ) 

Hvilken Forandrihg er der ikke siden indtraadt heri! 
Troen paa Kristendommen er svækket, Begejstringen for 
det overnaturlige forsvunden, og Kærlighed til Gud kølnet; 
i Stedet for Tro har Stolthed og en formastelig Kritik gjort 
sig gældende, som ikke engang vil bøje sig for Skriftens 
Mirakler og profetiske Syner, ja, endog forgriber sig paa 



l ) B. 408' 11. 165. 



— 4 — 

alle overnaturlige Sandheder, forkaster Sjælens, Evighedens, 
Guddommens Tilværelse, og holder det overnaturlige, Mi- 
rakler, Syner o. s. v. enten for en Daarskab eller en Umu- 
lighed. I Stedet for Begejstringen for det hojere, udfolder 
Materialismen og Industrien sit Tryllebanner og opflammer 
til de dristigste timelige Foretagender; den varme, offer- 
villige Kærlighed til Gud og de guddommelige Ting deri- 
imod synes aldeles at være opslugt af Sanselighedens 
og Egoismens graadige Drift. Men vakle saaledes i vore 
Dage de overnaturlige Fundamentalsandheder, som dog 
alt i saa mange Aarhundreder have hævdet deres Plads, 
og er selv Interessen for de allernødvendigste Frelsemid- 
ler forsvunden, hvor foragtelige og forkastelige maa da 
ikke navnlig disse Privataabenbaringer og Syner og Mirakler 
være i vor Tids Øjne. Dertil kommer endvidere for Nor- 
dens Vedkommende, at Protestantismens Lære behersker 
alle Forhold. Men det er bekendt, at Protestantismen 
særlig afskyer al Helgendyrkelse, fordi denne efter dens 
Mening fordunkler vor Herres Fortjenester og nødvendigvis 
fører til en ugudelig Tilbedelse; derfor er St. Birgittas 
Minde her til Lands skrevet i Glemmebogen, maaske kender 
man intet Steds mindre til Nordens Helgeninde end netop 
i Norden; ikke engang Gravens Hvile blev respekteret; St. 
Birgittas Ben bleve først tagne op af det kostbare Skrin, 
som Nordens Kongehuse havde hædret deres Slægtning 
med, og jordede paa et ganske simpelt Sted, og derfra 
bleve de atter opgravede og spredte, saa Gud veed hvor og 
i hvilke usømmelige Omgivelser de nu befinde sig; thi de 
Levninger, som forevises i Vadstena, bære Uægthedens 
Præg og synes snarere at tjene til Helgenindens Forhaa- 
nelse end til hendes Ære. 

I denne Stolthedens, Kritikkens, Materialismens og Pro- 
testantismens Atmosfære færdes ogsaa rettroende Kristne, 



Kirkens Børn; ogsaa de ere Børn af deres Aarhundrede, 
ogsaa de staa alle mere eller mindre under Tidsaandens 
Indflydelse, og deraf kommer det, at man i vor Tid endogsaa 
overfor de Bedste næppe tør komme frem med andre Sy- 
ner og andre Mirakler end dem, som den hellige Skrift inde- 
holder; deraf kommer det, at ogsaa de Troende møde saa- 
danne private Syner og Aabenbarelser med en vis Mis- 
tænksomhed, om de end ere slaaede uigendrivelig fast; 
deraf kommer det, at den hellige Birgittas Levned, som 
fra Ende til anden hviler paa Mirakler, Syner og Aaben- 
barelser, i vore Dage kun er lidet kendt og endnu mindre 
afholdt, ja læses med en vis Fordom; og næppe tør Præsten 
offentligt fremføre hendes herlige, ildfulde, aandrige Syner 
af Frygt for, selv hos de Troende, at høste Tvivl og Kinge- 
agt i Stedet for Opbyggelsens Frugt. 

Den protestantiske Forfatter Fr. Hammerich, som ellers 
viser Ærbødighed baade for St. Birgittas Person og Skrifter, 
skriver bl. a.: »Birgittas Aandstilstand trænger til at op- 
klares ved en ædrueligere Betragtning, der desuden vil 
sprede Lys over Middelalderen i det hele; thi dens Liv 
er i mange Henseender et drømmende, dens Bevidsthed er 
bunden, vi færdes i Morgengryningen og ikke i den klare 
Dag. Der gives ikke en eneste af disse Middelalderens 
Stormænd, som ikke mere eller mindre har været hildet i 
sine Syner. Yderlinierne for Betragtningen maa her straks 
afstikkes : Birgitta er ingen Bedragerske, og hun er ingen 
Profetinde, hendes Aand er den naturlige Menneskeaand, 
løftet op over det sædvanlige, overspændt, men tillige po- 
tenseret og klarsynet« (Den h. Birgitta og Kirken i Norden, 
S. 96). »For p,t forstaa hendes Henrykkelsestilstand, maa 
vi først tænke paa Sansebedraget, hun er som den Feber- 
syge . . . Sanserne synke hen i Dvale, hun er indvugget 
i en halvvaagen Drom: og i den hører hun nu den Rost, 



— (i — 

der kommer fra hendes eget Bryst, som en Rost fra oven« 
(S. 98). »For hende, det troende Barn, maatte Sansebe- 
draget staa som en sand Aabenbarelse, hele hendes Sam- 
tid tog det jo derfor, hvor kunde hun da andet« (S. 40). 
»Det blev følgelig Birgittas og Tidsalderens store Brøst, at 
de troede paa disse Aabenbarelser som guddommelige« 
(S. 101). Og et andet Sted: »Legenden i Birgittas Liv kom- 
mer hvert Øjeblik frem, det gaar saaledes dem ilde, der nægte 
at tro paa hende; man mærker, hvor Birgitta, Skriftefæd- 
rene og de forste Udgivere alle omtrent have vieret lige let- 
troende« (S. 216). Ja, det er en Fortolkning, men betragter 
man hine Mænds store Lærdom og, som vi ville se, grun- 
dige Undersøgelser, saa er man, naar man beser sligt, langt 
mere berettiget til at sige : »Man mærker straks, hvor lidet- 
troende mange af vort Aarhundredes Udgivere ere«. Og dog 
tilføjer den samme Forfatter, den eneste, som i Danmark 
har udgivet Birgittas Levned, straks efter: »Desuagtet vil en 
fordomsfri Betragtning ikke kunne nægte Aabenbarelsemes 
Ægthed, men benyttes maa de altid med Valg og Skøn- 
somhed«. Saa nægter den samme Pen atter de Mirakler, 
som saare hyppigt forekomme i disse Aabenbarelser, idet 
han skriver: »Hendes saakaldte Mirakler have naturlig- 
vis højst ringe Værd for os« (Fortalen S. 3). — Kærlig- 
hed til alt, hvad der er nordisk, og en naturlig Oprig- 
tighed lader Forfatteren være retfærdig mod den be- 
rømte, nordiske Kvindes store Evner og oprigtige Sindelag; 
men stærkt paavirket af vor Tids Aandsretning som han 
er, synes det samme at være hændet ham, som han be- 
brejder Middelalderens store Mænd, nemlig selv at være 
hildet af vort Aarhundredes vantro Luftdrag, besnæret i 
den Anskuelse, at Aabenbarelser, Visioner og Mirakler, i 
det mindste for Privatpersonernes Vedkommende, ere umu- 
lige — derfor er Birgitta efter hans Mening »den begavede, 



potenserede Menneskeaand, men Profetinde er hun ikke. 
Mirakler har hun ikke gjort, alt overnaturligt er Legender, 
Sagn, Fabler«. Da nu St. Birgittas Levned fra først til 
sidst ikke er andet end en næsten uafbrudt Kæde af Sy- 
ner, Aabenbarelser, Spaadomme, Sjælehemmeligheders Afslø- 
ringer, blandede med mange Mirakler og Helbredelser, 
saa bliver den danske Forfatters Fremstilling af Birgittas 
Liv i eet og alt et meget kunstlet og forvirret Væv, idet 
han paa den ene Side gerne vil holde, fast ved dette: hun 
er ingen Bedragerske, hun taler Sandhed; men netop der- 
ved paa den anden Side nødes til bestandig at gøre Vold 
paa Aabenbarelsernes historisk fastslaaede Ordlyd og deres 
utvetydige Mening, for dels at frikende hende for Løgn 
eller Hallucinationer, dels at kunne bortforklare alt over- 
naturligt, og iføre hendes Ord Naturlighedens og Sanddru- 
hedens ukunstlede Klædebon. 

Den som i vor Tid foretager sig at beskrive St. Bir- 
gittas Levned, kan derfor ikke unddrage sig det Arbejde, 
først og fremmest at undersøge og bevisliggøre det Funda- 
ment, hvorpaa alle denne Helgenindes Handlinger og hele 
hendes Berømmelse i og hendes Betydning for Kirken grun- 
des: hendes Visioner, Aabenbarelser, Mirakler. Er 
det Kendsgerninger, der fortælles, eller er det Sansebe- 
drag? er det objektiv Sandhed eller kun subjektiv Menen 
og Følen? det er det afgørende Spørgsmaal. Er det 
første Tilfældet, saa er hun det, Kirken siger om hende, 
en af Gud oplyst Helgen; er det ikke objektiv Sandhed, 
saa er hun ikke noget andet for os end en bedraget Kvinde, 
som selv atter bedrager andre. 

Hvad det første angaar, saa gives der vel næppe en 
berømt Personlighed fra hin Tid, om hvilken vi ere i Be- 
siddelse af saa mange og saa paalidelige Efterretninger, som 
den h. Birgitta. Mange af hendes egne Slægtninge og 



— 8 — 

mange Samtidige have ikke forsømt at optegne denne over- 
ordentlige Helgenindes endnu mere overordentlige Livsger- 
ninger. »Kilderne til at fremstille Birgitta efter,« siger 
Hammerich (Fortalen, S. 2), »ere mange, Stoffet rigt, her er 
Farver nok til at dyppe Penselen i.« Yi have: 

1. Den saakaldte liber attestationum, Bevisliggørel- 
sernes Bog, som i Anledning af Birgittas Helgenkroning 
bragtes fra Vadstena til Rom, og af hvilken Bonifacius 
IX tildels øste sin Kanonisationsbulles Materiale; denne 
Bog er rimeligvis for største Delen skreven af Birgittas 
Datter Catharina, som bragte den til Rom. 

2. Diarium Vastanense , Vadstenas Dagbog, et 
paalideligt Arbejde, forfattet af en Samtidig, Thorer An- 
derson. 

3. En svensk Levnedsbeskrivelse af Abbedissen for 
Vadstenas Kloster, Margaretha Klausdatter, en Slægtning 
af den h. Birgitta (f 1486). 

4. Biskop Alfons af Jaens Optegnelser om Jerusa- 
lemsrejsen og de sidste 20 Aar af hendes Levned — et 
lærd og helligt Øjenvidnes Arbejde. 

5. Bonifacius IXs Kanonisationsbulle (1391). Selv 
Hammerich erklærer den for en vigtig, samtidig Kilde. 

6. En Monografi om Birgittas Dyder af Bertholdus 
Romanus, forfattet henved 1440. 

7. En anden Monografi, som meddeler de talrige 
Mirakler, der skete paa den h. Birgittas Forbøn, hvis For- 
fatter, efter alt at dømme, ledsagede Birgittas Levninger 
i'Aaret 1374 fra Rom til Vadstena. 

8. Den vigtigste af hendes egentlige Levnedsbe- 
skrivelser er forfattet af Ærkebiskoppen af Upsala, Birger 
Gregorson, Birgittas Samtidige og Paarørende, der desuden 
var en meget dannet og from Mand (1360 — 1383). 

Alle disse Kilder ere kritisk undersøgte, prøvede og 



— 9 — 

alt efter deres Værd benyttede af Bollandisterne i disses 
Værk: Acta Sanctorum, Oktober IV S. 368— 560. ! ) 



l ) Dette Værk, Acta Sanctorum, der giver en saa nøjagtig Lev- 
nedsbeskrivelse som muligt af alle Helgener i den katolske 
Kirke, er paa Grund af sin udmærkede Grundighed og emi- 
nente Videnskabelighed saa verdensberømt og saa almin- 
deligt kendt og agtet i alle lærde Kredse, at det er nok 
for en Sags Bevislighed at kunne paaberaabe sig Bollandi- 
sternes Autoritet. Selv Hammerich, der dog ellers er 
meget mistænksom over for katolske Kildeskrifter, hvad 
der klart fremgaar af hans Bog, nødes til i Fortalen til denne 
at sige: >Fra protestantisk Side gives der ingen Levneds- 
beskrivelse af Birgitta, som fortjener Omtale, undtagen C. F. 
Lindstrøms, som dog er meget kortfattet og et svagt Arbejde 
paa anden Haand . . . det bedste Arbejde om Birgitta er 
uden Sammenligning Levnedsbeskrivelsen i Acta Sanctorum, 
Oktober 4de Bind, forfattet af Bollandisten J. Bueus. Fra 
romersk Side er det et ret godt Indlæg . . det leverer en 
Mængde Oplysninger fra romersk-katolske, for os utilgæng- 
elige Kilder og opreder og anskueliggør Birgittas Op- 
hold i de sydlige Lande . . .« Det er et meget rosvær- 
digt Vidnesbyrd. — Hammerich gør kun Bollandisterne een 
eneste Bebrejdelse: » Arbejdet c , siger han (S. 7), »kender 
intet til den svenske Litteratur i det hele sidste Aarhundrede 
og er mindre paalideligt hist og her, navnlig saa længe det 
behandler nordiske Forhold. c 

Efter omhyggeligt at have gennempløjet hele Bollandis ter- 
nes Undersøgelse have vi fundet, at de have kendt alle gamle 
svenske Kilder, som den nyere Litteratur nævner, og at de 
alle Vegne, hvor de nordiske Forhold bidrage noget til at 
belyse St. Birgittas Liv, eller hvor der omtales et omstridt 
Punkt, benytte sig af en stor Mængde nordiske Kilder, saa 
at Læseren ikke savner noget væsenligt. Vi have kun fun- 
det eet Sted hos Hammerich, hvor han beviser Bollandister- 
nes »Upaalidelighed hist og her. c Det er angaaende Fru 
Ingeborgs Dødsaar, som Bollandisterne sætte til 1310, me- 
dens Hammerich i Medfør af Familiediplomerne henfører det 
til Slutningen af 1314 (S. 42 not.). 



— 10 — 

9. Men Hovedkilden er og bliver dog Birgittas egne Skrif- 
ter, især hendes Revelationes^) eller Aabenbarelsernes 8 
Bøger, og det er derfor dem, som vi bør hellige en nærmere 
og mere indgaaende Belysning. Det er jo netop Aaben- 
barelserne, som paa den ene Side have gjort St. Birgitta 
verdensberømt og givet Anledning til hendes Stilling og 
store Indflydelse paa Kirke og Stat, paa Lægfolk, Gejst- 
ligheden og Ordensstanden ; men det er ogsaa dem, som 
paa den anden Side have gjort Mange til hendes Modstandere 
og vakt mange Forfølgelser baade i Stockholm og i Rom. 
Aabenbarelserne ere oprindelig skrevne af Birgitta 
selv paa svensk, men bleve efter Kristi Befaling (B. 406) 
oversatte paa Latin af Prior Petrus af Alvastra. Atter 
ifølge Syner fra Birgittas sidste Tid blev det hele samlede 
Materiale leveret til den lærde og fromme Biskop Alpoks 
af Jaens, for at han skulde ordne og forklare »de skønne 
Blomster, som ere Kristi Ord«. Han inddelte dem da i 8 
Bøger, og forsynede ottende Bog med en lærd Fortale om 
Birgittas Syner. Ordningen af Bøgerne er planløs; i det 
mindste ere de hverken ordnede kronologisk eller efter 
Indholdets Sammenhæng. Det hele, Aabenbarelser, Breve, 
Efterretninger, Syner, Mirakler ligge imellem hverandre; 
Gentagelser forekomme hyppigt; sjældent angives Tid og 
Navn. Man kan bedst sammenligne dem med en storartet 
Skov, som byder et langt mere ophøjet Syn og opløfter Sin- 

Vi indrømme for øvrigt gerne, at Hammerich anfører 
mange Enkeltheder, som for os Nordboer ere af speciel In- 
teresse. Med Taknemmelighed have vi derfor gjort Brug af 
hans i mange Henseender udmærkede Arbejde. Hammerichs 
Bog citeres: H. 11. (o: Hammerich Side 11.). — Bollandi- 
s ternes IV. Bind for Oktober citeres: B. 491 n. 24 (o: 
Side 491 Nr. 24.) 
*) Revelationes (o: Aabenbarelserne) citeres R. IV. 3. (o: 4. 
Bog 3. Kap.). 



— Il- 
det langt mere til den almægtige og alvise, evige Gartner, 
end en kunstigt anlagt Park. Som en nogenlunde nøjagtig 
Oversigt kunne maaske følgende Bemærkninger tjene: De 
4 første Bøger omhandle Syner af Kristus og de Hel- 
lige angaaende Kristi og hans hellige Moders Liv, Lidelser 
og Dydsøvelser; endvidere omtale de Sjælelivets asketiske 
Grundsætninger og de evige Sandheder, især den særskilte 
Dom, og endelig indeholde de Breve og Aabenbarelser til 
Paverne, forskellige Biskopper og Præster, uden at nogen 
bestemt Orden lader sig spore, men de ere skønne baade 
i teologisk, eksegetisk, asketisk og poetisk Henseende. — 
5te Bog, liber quæstiomim, er en Disputationsakt i Him- 
len. Birgitta ser et Menneske, der staar paa en Stige 
imellem Himlen og Jorden 1 ) og henvender en Mængde 
spidsfindige, haanlige Spørgsmaal til Kristus, f. Eks. : hvor- 
for han, saafremt han virkelig havde villet alle Menneskers 
Salighed, da i fire tusinde Aar har forsinket sin Menneske- 
vordeise og endnu den Dag i Dag lader Menneskeslægtens 
største Del hensidde i Hedenskabets Mørke. Disse Spørgs- 
maal og Kristi beundringsværdige Svar, som af og til af- 
brydes med Oplysninger af Kristus og Maria til Birgitta, 
have givet denne Bog sin Titel (liber quæstionum, d. e. 
Spørgsmaalenes Bog). — I 6te Bog have vi en Del Syner, 
der gælde bestemte Personer, og mange værdifulde Oplys- 
ninger angaaende Sjælens sande Reformation. — 7de Bog 
drejer sig mest om nogle Valfarter, Ophold i Neapel og 
paa Cypern, Jerusalemsrejsen og Birgittas sidste Dage ; en 
historisk Ordning efter Birgittas sidste Leveaar er umis- 
kendelig. — 8de Bog, liber coelestis imperatoris ad 
reges, indeholder Straffetøler til den svenske Konge og 
Dronning samt flere Stormænd; her sættes vi bedst ind i 



l ) Mere derom findes nedenfor i I. Del 7. Kap. 



— 12 — 

Birgittas politiske Betydning. — Endelig sluttes der med 
Extravagantes , det vil sige en Del Aabenbarelser, som 
efter St. Birgittas Død skriftlig bleve meddelte Vadstenas 
Klosterbrødre af Pater Petrus, Prior for Alvastraklostret, 
med den højtidelige edelige Forsikring, at han selv havde 
fornummet dem af Birgittas Mund og oversat dem paa 
Latin. 

Vejledet ved den lærde Kardinal Turrecrematas og 
Universitetskansler Gersoxs Afhandlinger om disse Aaben- 
barelser, og i Overensstemmelse med Fornuftens, Skriftens 
og Teologernes almindelige Lære, tro vi at kunne opstille 
følgende Sætninger: 

1. St. Thomas af Aquino (2. 2. 175. a. 3. ad. 4.) skel- 
ner efter den h. Augustinus (sup. Genes. c. 28. et 29.) 
imellem tre Slags Syner, visio corporalis, imaginaria, 
intellectualis, det vil sige: a) Legemlige Visioner eller Sy- 
ner, hvis Genstand ved en overnaturlig Kraft fremstilles 
for vore Sanser i sanselig Skikkelse, det være uden for os 
som Luftbillede, eller inden i os ved en umiddelbar Ind- 
flydelse paa vore Sanser, især Øjets og Ørets Organer. 
Efter Teologernes Mening, som paaberaaber sig Skriftens 
Eksempler og Kirkefædrenes Autoritet, ere sædvanlig Eng- 
le, enten gode eller onde, disse Syners virkende Kraft, 
b) Den anden Art af Visioner fremkaldes ved Fantasiens 
Mellemkomst (visio imaginaria), idet Genstanden umiddel- 
bart og paa en overnaturlig Maade fremstilles for vor Fan- 
tasi; denne Art er fuldkomnere og klarere end den første, 
siger St. Thomas, fordi Fantasievnen er et fuldkomnere Er- 
kendelsesorgan end Sanserne. Dette Slags Syner betjener 
Gud sig sædvanlig af, naar han ved et Billede enten vil 
klare en hemmelighedsfuld, abstrakt Sandhed eller afsløre 
Fremtidens dunkle Tildragelser, c) Den fuldkomneste Aaben- 
barelse finder Sted ved et rent Fornuftsyn (visio intelleo- 



— 13 — 

tualis), idet en Sandhed, en Hemmelighed, umiddelbart uden 
Sansernes eller Fantasiens Medvirkning fremføres for For- 
standen. Denne Art er i sig selv den mest ophøjede, er 
rent aandelig; den, mest indlysende for selve Seeren, og 
derfor for hans eget Vedkommende den mest paalidelige, 
fordi Gud alene kan indvirke umiddelbart paa den menneske- 
lige Forstand, men tillige ogsaa den vanskeligste at adlyde 
for andre, fordi dens Indhold og Form er af rent aandelig 
Natur '). 

2. Alle disse tre Arter findes hyppigt i den h. Bir- 
gittas Skrifter. Men da efter Kristi udtrykkelige Vilje 
hendes Syner hovedsagelig gjaldt andre og skulde være til 
Gavn for alle Stænder og Aarhundreder, saa er det for- 
staaeligt, at de to første Arter forekomme forholdsvis oftere 
og uden Tvivl ere fremherskende. Kristus, Maria, Eng- 
lene, Helgenerne vise sig for hende i sanselig Skikkelse, 
tale til hende, diktere og aabenbare Hemmeligheder; ikke 
sjældent faar hun Kundskab om forskellige fraværende Perso- 
ners Sjælehemmeligheder, deres Død osv., hun ser Kirkens, 
Sverrigs Forhold under storslaaede, poetiske Sindbilleder, 
og Fædrelandets og Kongens Fremtid aabnes for hendes 
aandelige Øje som en Bog. 

3. Saadanne Syner, Aabenbarelser og Mirakler ere 
mulige. Skulde de være umulige, saa ere ogsaa alle Pro- 
feternes og Apokalypsens Syner, Aabenbarelser og Mirakler 
Løgn eller Hallucinationer. Men de ere mulige, tænkelige, 
fordi de sande Visioner ikke ere noget andet end Medde- 
lelser fra Guds Side til Skabninger, og Gud kan jo med- 
dele sine Tanker til sine Skabninger, ligesaavel som vi 
indbyrdes formaa det. Lige saavel som han har aaben- 

l ) Birgitta selv skeluer kun mellem to Arter af Syner, legem- 
lige og aandelige, idet huu indbefatter Fantasi og Forstand 
under samme Begreb, 



- 14 — 

baret sig for Abraham, Moses, for Profeterne, for Maria 
og Josef ved Syner og Aabenbarelser, kan han (lerfor og- 
saa i Tidernes Lob aabenbare sig for en Helgeninde. 

4. Saadanne Syner og Mirakler lindes i Kristi Kir- 
ke; thi det er paa det bestemteste forudsagt. Hele den 
gamle Pagts Tilværelse og Virksomhed hviler paa Aaben- 
barelser og Mirakler, og indtil Johannes den Døbers Tid 
er det Englene og Jehova selv, som aabenbare sig dels 
for hele Folket, dels for Enkelte af det. Blev altsaa Kirkens 
Forbillede værdiget til en umiddelbar Omgang med Gud, hvor 
meget nærmere maa det da ikke ligge, at den samme Gunst 
bliver Kristi hellige Brud, Kirken, til Del. Endvidere er 
det en afgjort Trossandhed, at Kristus selv og den Hellig- 
aand og talløse Engle hver eneste Dag, vel usynligt men 
dog virkeligt og virksomt, færdes i Kirken i og med de 
Rettroende; er det da forunderligt, at de engang imellem 
ogsaa synligt røgte det, som de usynligt bestandig, gøre? 
Det kan paa Forhaand kun den forkaste, som ikke tror paa 
noget overnaturligt. Endelig siger Profeten Joel (2, 28) : »I 
de sidste Dage vil jeg udgyde af min Aand over alt Kød, 
og eders Sønner og Døtre skulle profetere, eders Ynglinge 
se Syner og eders Oldinge have Drømme, Ja, ogsaa 
over mine Tjenere (Trælle) og over mine Tjenerinder (Træl- 
kvinder) vil jeg i disse Dage udgyde af min Aand og de 
skulle profetere«. Disse Ord ere sagte om Kirken, og det 
om alle Kirkens Tider. Thi 1.) Ordene »i de sidste Dage« 
betyde efter Skriftens forskellige Steder, Frelserens, Kri- 
stendommens Tider; 2) fortolker St. Petrus, Kirkens første 
Styrer, dem ordret om Kirken (Apostl. Gern. 2, 17); 3) 
er der ikke Tale om de Fortrin, der skulde udmærke Apost- 
lene som Evangeliets Lærere og Sendebud, thi ogsaa Kvin- 
der (Døtre, Tjenestepiger, Trælkvinder) skulde have Sy- 
nernes og Aabenbarelsernes Gave; 4) skulle disse sidste 



— 15 — 

Dage vedvare indtil den yderste Dag, indtil Verdens Ende; 
thi umiddelbart med disse Undertegn forbinder St. Petrus 
den yderste Dags Tegn, som om bægge Dele vare eet og det 
samme (v. 19 og 20); Kirkens Tid paa Jorden, fra Pinse- 
festen i Jerusalem indtil Verdens Ende, det er, de sidste 
Dage i Herrens Mund, for hvem een Dag er som tusinde 
Aar, og tusinde Aar som een Dag *) (II. Petr. 3, 8.) — 
Paa Apostlenes Tid udgydes Synernes og Aabenbaring- 
ens Aand, som Apostlenes Gerninger berette, over mange 
Mænd og Kvinder. I de følgende tre Aarhundreder er det 
Kristus og den Helligaand, som ved forskellige Syner og 
Aabenbarelser trøster hine Troshelte, der hengive deres Blod 
for deres Tro; Martyrakterne ere opfyldte af dem. Denne 
blodige Mystik flygter da, efter at Forfølgelsens Periode er 
udrunden, i det 4de Aarhundrede til Ægyptens, Syriens og 
Mesopotamiens Ørkener for at gøre Plads for den asketiske 
Mystik, og vi møde atter mange Tusinder, der omgaas Gud 
og Englene som deres daglige Venner; og Syner, Aaben- 
barelser og Mirakler vare hos dem ikke noget sjældent. 
Vi minde kun om den hellige Antonius, Pachomius og Be- 
xedictus'es Levnedsbeskrivelser (Montalembert die Mønche 
des Abendlandes, I.). Fra det 8de Aarhundrede af, efter 
at Troens Lære og Kirkens Sandhed ved talrige Tegn og 
endnu talrigere Blod- og Hellighedsvidner uomstødelig er 
fastslaaet, standses denne Aandsudgydelses fyldige Strøm, 
og den overnaturlige Aandsgave bliver mere enkelte ophøj- 
ede Sjæles Eneret; men den bliver ved at fremvælde gen- 
nem alle »de sidste Dage«. Fra Aarhundrede til Aarhun- 
drede findes der altid, hist og her, især iblandt Ordens- 



*) Jfr. J. Knabenbaueb S. J. Commentarius in Prophetas mi- 
nores. Paris. 1886. S. 232, hvor Skriftstedet forklares. — M. 
Meschler S. J., Uber Visionen u. Prophezeiungen. Stim- 
men aus Maria-Laach XIV. 523. XV. 54. 246. 405, 



— 16 — 

folk og Præster, Guds Tjenere og Tjenerinder, over hvem 
Guds Aand blev udgydt; og det er tilstrækkeligt at hen- 
tyde til den h. Ansgar, hvis Syner tillige med deres vel- 
signende Følger for Nordboerne ere bekendte, den h. Bern- 
hard, den h. Fraxciscus af Assisi, den h. Domlxicus, den h. 
Hildegard og den h. Gjertrud, indtil langt om længe, ved 
det 14de Aarhundredes Begyndelse, Birgitta, den glimrende 
Aandsstjeme paa Højnordens Horisont, opgaar. 

5. Efter at det er godtgjort, at Aabenbarelserne baade 
ere mulige og i Sandhed findes i Kristi Kirke, mangler 
kun det tredje, men vigtigste og vanskeligste, nemlig i et- 
hvert enkelt Tilfælde at bevisliggøre deres Ægthed. Thi 
det ville vi ikke lægge Dølgsmaal paa, at Skuffelser og 
Vildfarelser ikke alene ere let mulige paa dette Omraade, 
men at ogsaa mange selv blive bedragne og atter be- 
drage andre. Den samme Frelser, som omtaler de Tegn, 
hvorpaa man kan erkende de ægte, troende Disciple, ad- 
varer ogsaa imod de falske Profeter og deres Tegn. »Der 
skal,« siger han, »opstaa falske Kristuser og falske Profeter, 
og de skulle gøre store Tegn og Undergerninger, saa at 
endog de Udvalgte (om det var muligt), skulle ledes i 
Vildfarelse« (Matt. 24, 24). St. Paulus lærer os, at ogsaa 
Satanas paatager sig Skikkelsen af en Lysets Engel (II. 
Cor. 11, 14); og St. Johannes formaner os: »Prøver Aan- 
derne, om de ere af Gud; thi mange falske Profeter ere 
udgangne i Verden« (1.4, 1). Disse Skriftens Ord bevidne: 
1) at der gives ægte og falske Aabenbarelser og Syner; 
Ophavsmanden til de ægte er Gud, men til de falske er 
det Djævelen og hans Forbundsfæller; 2) at vi skulle fore- 
tage en nøjagtig Prøvelse, om de ere af Gud eller ikke; 
3) at vi have den Ret, ja den Pligt, at forkaste dem, saa 
snart der viser sig noget, som virkelig er mistænkeligt. 
Hver Gang det har drejet sig om at bedømme private Vi- 



— 17 — 

sioner eller Aabenbarelser, har det været Kirken magtpaa- 
liggende at prøve alt meget omhyggeligt, især over for 
Kvinderne, og underkaste det en indgaaende og nøjagtig 
Kritik. Dette er i høj Grad sket med Hensyn til Birgittas 
Aabenbarelser; og enhver, som med uhildet Øje og en for- 
domsfri Aand studerer disse Undersøgelser, vil komme til 
den Overbevisning, at hendes Syner og Aabenbarelser ere 
af Gud. Pave Benedikt XIV anfører i sit berømte Værk 
de beattficattone servorum Det, hist og her, men især 
1. HI, c. 53. o. s. v. de Kendetegn, hvorpaa man kan 
skelne de sande Aabenbarelser fra de falske. Er Gud selv 
enten umiddelbart eller middelbart ved sine Engle, Aaben- 
barelsens Ophav, saa bør den i eet og alt bære Guddom- 
mens Præg; ligesom Solen kun udstraaler Lys, saaledes bære 
alle Guds Ord og Gerninger den guddommelige Naturs, 
Visdommmens, Sandhedens, Hellighedens, Godhedens Præg. 
Fra dette Synspunkt skal man undersøge Aabenbarelsens 
Subjekt, Objekt x>g Frugt eller: 1) Personen, hvem Sagen 
meddeles; denne skal være en i enhver Henseende gud- 
frygtig, hellig Person, af mere end almindelig Dyd; er det 
ikke Tilfældet, kan Aabenbarelsen være Sandhed, men vi 
have Grund til at være mistænksomme og forkaste det 
hele; thi Gud plejer i Regelen efter Fornuftens og Skrif- 
tens og Erfaringens Love ikke at meddele overordentlige, 
vidunderlige Naadegaver til ganske almindelige, endsige 
daaiiige Kristne, men til saadanne, som udmærke sig ved 
overordentlig og ualmindelig Hellighed; 2) selve Aabenba- 
relsens Genstand; den maa aldrig indeholde noget slet 
— det strider mod Guds Hellighed — ej heller noget 
latterligt eller utilbørligt — det svarer ej til Guds Maje- 
stæt; den bør altid staa i Samklang med Skriftens, 
Fornuftens og Kirkens Lære — det kræver Guds Visdom 
og Sandhed. »Hver Aand, som opløser Jesum Kkistum, er 

A. BK1NKMAKN: DKN 1IKIXIGK BIRGITTA. 2 






— 18 — ' 

ikke af Gud« (I. Joh/ 4, 3) ; 3) skal Ægtheden erkendes 
paa Frugten. »Paa deres Frugter,« siger vor Herre, »skulle 
I erkende de falske Profeter« (Matth. 7, 16). Ethvert Syn, 
som er en Hallucination, bliver ufrugtbart eller bærer kun 
Naturens Frugt, men kan ikke tilskynde os til Selvfornæg- 
telse og overnaturlig Hellighed; ethvert Syn, som har sin 
Rod i Lidenskaben eller bevirkes ved Mørkets Engel, bærer 
altid Mørkets, Slethedens Frugt, men ethvert Syn, som er 
af Gud, bærer gode Frugter, især Selvfornægtelsens, Yd- 
myghedens og Bønnens Frugt i selve Personen, hvem den 
overordentlige Naade bliver til Del, og i alle dem, som 
med god Vilje læse eller hore derom. Endelig er det 
4de Kendemærke: den kirkelige Myndigheds Godkendelse, 
som forvisser os om Tilværelsen af de tre førstnævnte 
Kendemærker. 

Nu vel, alle disse lire Kendetegn findes i den h. Bri- 
gittas Syner, thi: 1) var hun selv allerede fra Ungdom- 
men af næsten en Helgeninde; man opdager næppe een ene- 
ste større Synd i hele hendes Liv, men ser hende øve alle 
Dyder i heroisk Grad. Desuden var hun begavet med en 
fin Følelse og skarpsindig Forstand og af meget høj Byrd 
og Dannelse, saa at Sjæleadel og Legemsadel tilsammen 
gjorde hende skikket til sit ophøjede Kald ; 2) bære hendes 
Skrifter alle uden Undtagelse Opbyggelsens, Lærdommens 
og Visdommens ophøjede Præg, og staa saa fuldkomment i 
Samklang med alle Skriftens og Kirkens Læresætninger og 
Skikke, at endog Birgittas mest forbitrede Modstandere, 
som havde uddraget 160 formentlig kætterske Sætninger 
af hendes Skrifter (Clarus, XCI) bleve modbeviste og bragte 
til Tavshed; 3) have de modnet især Hellighedens og Selv- 
fornægtelsens, Ydmyghedens og Lydighedens Frugt hos 
Birgitta selv, og modne uafbrudt Troens, Haabets og Kær- 



— 19 — 

lighedens dejlige Blomst hps enhver, der med et redebont 
Hjerte læser dem. Endelig besegler 4) Myndigheden, baade 
sagkyndige Mænd og den kirkelige Autoritet med glimrende 
Vidnesbyrd hendes Aabenbarelsers Ægthed. Ingen frygtede 
mere end Birgitta selv for at blive skuffet og bedragen. 
Det udtaler hun mange Gange baade for vor Herre i Bøn og 
for sine Skriftefædre, og overgiver alle sine Åabenbarelser 
til dem og til andre lærde Mænd med den faste Beslut- 
ning, uden noget som helst Forbehold at underkaste sig 
deres Dom, men ingen af dem vovede at nægte deres 
Ægthed, i det mindste fandt de ikke eet eneste Punkt, 
der kunde give Anledning til Mistanke (B. 406). Herom 
siger den lærde Kardinal Johannes de Turrecremata, som 
af Kirkemødet i Basel (1433) fik det Hverv at under- 
søge de birgittinske Åabenbarelser: »Da Birgitta selv ikke 
vilde tro de Syner, hun havde, og frygtede for at skuf- 
fes af Helvedes Engel, henvendte hun sig til sin Skrif- 
tefader, der var en ligesaa from som i de aandelige Ting 
vel erfaren Mand, Magister Mathias af Sverrig, en udmærket 
Teolog og Professor, som forny hg har oversat hele den 
hellige Skrift paa Svensk. Han, som selv ikke var uerfaren i 
saadanne overnaturlige Tildragelser, paalagde hende Bøn, 
Bod, Faste og andre aandelige Øvelser. Men da nu Aa- 
benbarelserne bleve hyppigere, og hendes Angest tog til, 
nøjedes hun ikke mere med sin Skriftefaders befæstende 
Dom, men forelagde dem for mange andre aandelige og i 
alle Videnskaber vel bevandrede Mænd, saasom Ærkebi- 
skoppen af Upsala, Biskop Alfons af Jaen 1 ), endnu tre 
andre Biskopper og en Abbed. Alle disse drøftede Aaben- 
barelserne med stor Alvor, baade hver for sig og i Fæl- 
lesskab, og afgav den Kendelse, at alle hendes skrevne 



l ) Om ham handles der udførligere i II. Del, 11. Kap. 

2* 



— 20 — 

Aabenbarelser bare Præg af guddommelig Oprindelse, og 
derfor maatte tilskrives den Helligaands Xaade 1 ). 

For specielt at anføre et af disse Udsagn, saa siger 
ovennævnte Magister Mathias, Birgittas Skriftefader, i sin 
Fortale til Fru Birgittas himmelske Aabenbarelser: »Føl- 
gende Kendsgerninger stadfæste disse Aabenbarelsers Sand- 
hed: 1) at en ulærd Kvinde fremfører dem, som ikke 
vil opdigte noget, da hun er af fornem Byrd og velprøvet 
Opførsel og lever som Enke i Ydmyghed og Tilbagetruk- 
kenhed; og om hun end vilde opdigte noget, formaaede 
hun det dog ikke, da hun er i høj Grad jævn og sagtmo- 
dig; 2) fordi den 2 ), som skriver det, selv er en Mand, der 
frygter Gud og hverken er skikket til eller vilde paatage 
sig at skrive denne Kvindes Aabenbarelser, hvis ikke Kri- 
stus havde truet ham dertil ved en haard Sygdom, for 
hvilken han pludseligt blev helbredet, da han gav sit Sam- 
tykke; 3) fordi et af Djævelen besat Menneske i Ost- 
gotland, i Paasyn af tvende troværdige Vidner blev ud- 
friet og renset ved nogle Ord, som jeg udtalte over den 
Besatte, og som hin gudfrygtige Kvinde havde faaet af 
Kristus og paa Herrens Befaling havde meddelt mig; 
4) fordi jeg anvendte de samme Ord senere ved en anden 
Besat, som ligeledes blev befriet; 5) fordi mange Stor- 
mænd i Sverrig bleve omvendte ved de Ord, som denne 
hellige Kvinde efter Kristi Paabud tilsendte dem, hvad 
de selv, saafremt de ville være oprigtige, maa tilstaa.« 
(Clarus, Birgittas Aabenbarelser, IV. S. 352.) Paa lig- 
nende Maade talte alle ovennævnte fromme og lærde 
Mænd 3 ). 



l ) B. 406, B. E. F. 

*) Det var Petrus Olafson, Superioren i Alvastraklosteret. (Se 

nedenfor 7. Kaj).). 
•"*) 500 Aar efter disse vægtige og lærde Øjenvidner, som 



— 21 — 

Men efter at Birgitta var afgaaet ved Døden, og der blev 
ansøgt om hendes Helgenkaaring, inddrog Kirkens øverste 
Læreembede Sagen for sin Domstol. Catharina, Birgittas 
Datter, kom med sin Moders autentiske Skrifter til Rom, 
og Pave Gregor XI overgav den svenske Seerindes Syner 
til 7 lærde Mænd, for nøjagtigt at prøve dem. Disses 
Dom var følgende: »Efter nøje og gentagne Gange med 
al mulig Omhu at have gennemlæst og med Opmærksom- 
hed prøvet den svenske Enke Birgittas Aabenbarelser, er- 
klære vi, ikke at have fundet det mindste, som kunde 
være forkasteligt (reprobum) eller mistænkeligt (suspectum) 
eller uoverensstemmende (dissonum) med den rette (orto- 
dokse) Tro; men snarere, at alt, hvad de indeholde, uden 
Undtagelse i højeste Grad udmærker sig ved Sandhed og 
Hellighed« ! ). 

Kort Tid efter denne Undersøgelses Afslutning gen- 
optog Pave Urban VI i 1379, Åaret efter Gregor XI's 
Død, sin Forgængers Arbejde, lod endnu engang Birgittas 
Værker prøve og drøfte og offentliggjorde da følgende Dom : 
»Vi anse disse Aabenbarelser for ægte (authenticae), det 
vil sige, virkelig hidrørende fra den hellige Birgitta, 
fulde af Sandhed (veritate plenae) og virkeligen meddelte 



vare Kardinaler, Ærkebiskopper, Teologer og lærde Pro- 
fessorer, er det naturligvis let for en protestantisk Professor 
som Hammerich at sige: »Pennen førtes af meget lettro- 
ende Beundrere, og derfor maa deres Skrifter betragtes med 
behørig Skønsomhed« (Fortalen, S. 3); »Man mærker, hvor Bir- 
gitta og Skriftefædrene og de første Udgivere alle omtrent 
have været lige lettroende« (p. 216). — Nej, det stik mod- 
satte mærker man, naar man læser deres Ord. Vel stemp- 
ler Hammerich dem med Lettroenhedens sorte Plet, men 
han beviser ikke sin Paastand. 
l ) Omni veritate conspicuum et sanctitate præclarum, plenum, 
perlucidum ae perfectum B. 408. B. 



09 — 

af Guds Aand (a Dei spiritu veraciter edoctae), derfor 
skulle de for Fremtiden i Guds Kirke betragtes med An- 
dagt og Ærefrygt, og anses som meget tjenlige til at 
fremme de Læsendes og de Horendes Tro.« 1 ) 

Støttet endelig paa disse og en tredje ti Aar derefter 
foretagen grundig Undersøgelse optog Pave Boxtfacius IX 
i Aaret 1391 Fru Birgitta iblandt de Helliges Tal og ud- 
stedte ved denne Lejlighed den helt og holdent paa Øjen- 
vidnernes edfæstede Udsagn grundede Kanonisationsbulle. 
I denne omtaler han Aabenbarelserne med folgende Ord: 
» . . . . Ved de hellige og heltemodige Dyder og Gernin- 
ger, som denne hojhjertede Enke vedholdende øvede, for- 
tjente hun ved den Helligaands særlige Naade at skue 
mange Syner og fornæmme mange Aabenbarelser og frem- 
tidige Hændelser, af hvilke ikke saa faa allerede ere gaaede 
i Opfyldelse.« 

Skønt Sagen dermed var afgjort, og Striden angaa- 
ende St. Birgittas ganske overordentlige, næsten enestaa- 
ende Syner og Reformationskald var endt, saa føjede Gud det 
dog saaledes, at hendes Skrifter endnu to Gange skulde 
gennemgaa en endnu grundigere Ildprøve. Aabenbarelser- 
nes Skrifter bleve forelagte to almindelige Kirkemøder, 
Koncilierne i Constanz 1415 og i Basel 1433. Paa Konci- 
liet i Constanz var det, at den lærde Universitetskansler 
Gerson holdt en berømt Tale, »de probatione spirituum« 
om Aandernes Prøvelse; og det er denne Tale, som de 
birgittinske Aabenbarelsers Modstandere støtte sig til, naar de 
paastaa, at Gerson utvetydigt har fordømt Birgittas Syner 
som Hallucinationer og subjektive Skuffelser. Ogsaa Ham- 
merich kalder Gerson Birgittas ivrigste Modstander (S. 216). 
Men for den, som har læst Gersons Tale, er dette ganske 

l ) B. 40S. C, 



— 23 — 

uforstaaeligt; ikke med eet eneste Ord af selve Talen kan 
denne Dom stadfæstes; Clarus holder det derfor for det 
bedste, Ord til andet at gengive hele Gersons Tale, for 
derved at tilintetgøre hele Anklagen. Ved at læse denne 
Tale faar man uvilkaarlig det Indtryk, at ingen af disse 
Modstandere selv har læst den, men at den ene har skre- 
vet det efter den anden, og kun forud indtagen mod Seer- 
indens Gerning har lagt noget i Gersons Ord, som disse ikke 
indeholde. I øvrigt bliver Sagen endnu mere indlysende, naar 
vi erfare, at Konciliets Fædre paa ny have »billiget og an- 
befalet den hellige Birgittas Aabenbarelser«. ») 

Pave Martin V stadfæster 1419, støttet af Konciliets 
Undersøgelser, endnu engang ved en højtidelig Rundskri- 
velse sin Forgænger Bonifacius IX's Bulle, og roser den 
hellige Birgitta og hendes Skrifter. 

Den stærkeste og sidste Storm rejste sig i Aaret 
1432, da Kirkemødet i Basel skulde samles. Modstanderne 
opbød endnu engang alle deres Kræfter for at ødelægge 
disse fromme Skrifter. De samlede deres Ankepunkter, og 
1) blev Birgitta anklaget for at have været en anmassende 
Kvinde, fordi hun imod Apostelens Formaning (I. Tim. 2, 
12; I. Cor. 14, 34) havde formastet sig til at lære i Kir- 
ken, at reformere Gejstligheden og Klostrene, at give endog 
Kirkens Overhyrder Forskrifter og gøre dem Bebrejdelser: 
Mulier taceat in Ecclesia, Kvinden skal tie i Kirken; 2) 
kaldte man de Ord, hun efter Foregivende paa Kristi Befa- 



*) En af dem, som overværede Konciliet, Ambrosius Cathari- 
nus, siger saaledes: >Hvo vil vel driste sig til at paastaa, 
at den hellige Birgittas Aabetibarelser enten vare Fantasier 
elier indgivne af Mørkets Engel, da de dog paa Kirkemødet 
i Konstanz, selv i det Møde, hvor de bekæmpedes, blevc 
billigede og anbefalede c (etiam in judicio contradictionis pro- 
batæ ae commendatæ fuerunt. B. 409. C.) 



— 24 — 

ling udtalte imod nogle af Pavedømmets Indehavere, en stor 
Forargelse for hele Kirken; 3) samlede man endog ikke 
mindre end 123 mistænkelige, stødende eller kætterske 
Steder af Birgittas Skrifter (Clarus IV, S. 256) og frem- 
førte alt dette for Kirkemødets Domstol i Basel (1433), 
for at bevirke en Kettelse eller snarere en Tilbageta- 
gelse af Birgittas Kanonisation. Man ser, at alt, hvad 
man kan ønske i det oplyste 19de Aarhundrede, allerede 
er sket i det 15de; man ser, at denne Tids Lærde og 
Teologer ikke have været lettroende, og at man heller 
ikke trænger til Protestanternes Hjælp for ogsaa fra Mod- 
standernes Side at belyse en katolsk Helgenindes Gøren 
og Laden, men at det var Katolikerne selv meget magt- 
paaliggende at undgaa Skuffelse og faa den objektive, 
nøgne Sandhed frem. Konciliets Fædre stævnede endnu 
engang de birgittinske Skrifters autentiske Tekst for Skran- 
ken. Vadstenaklosterets Skriftefader Gervinus og Abbe- 
dissen fik Befaling til selv at møde for Forsamlingen med 
Aabenbarelsernes autentiske Manuskripter. En Kommis- 
sion blev da udnævnt, for paa ny at drøfte alt, navnlig de 
omtvistede Citater. Til denne- Kommission hørte den oven- 
omtalte lærde og berømte Kardinal Johannes de Turre- 
cremata (Torquemada), og i Anledning af denne Undersø- 
gelse skrev han sin berømte Forsvarsaf handling om St. Bir- 
gittas Aabenbarelser, som siden den Tid har ledsaget alle 
Udgaver af de birgittinske Skrifter. Kardinalen gaar ud 
fra de Ord, Kong Ozias og Bethuliens Ældste sige til Ju- 
dith (Judith 8, 28): «Alt, hvad du har sagt, er sandt, 
og der er ingen Fejl i dine Taler; bed du nu derfor for 
os, thi du er en hellig og gudfrygtig Enke.« — Disse Ord 
anvender han paa den hellige Enke fra Sverrig, og opstil- 
ler saa 5 Kendetegn, hvorpaa man med Sikkerhed kan 
skelne og erkende sande og hellige Aabenbarelser fra de 



— 25 — 

falske, som Løgnens og Helvedes Aand søger at skuffe 
Menneskene ved. Det første er store og erfarne Mænds 
og Øjenvidners paalidelige Dom. — Det andet Frugterne, 
som Aabenbarelserne virke i selve Personen, som fik dem, 
nemlig Fromhed, Ydmyghed, Iver for Guds Ære og Frem- 
skridt i alle Dyder. Det tredje, at Indholdet helt og hol- 
dent staar i Samklang med den sunde Fornuft, Guds na- 
turlige Aabenbaring; og det fjerde, at det staar i Sam- 
klang med Skrifterne, Guds overnaturlige Aabenbaring. Det 
femte Seerindens prøvede Hellighed. — Efter at dette er 
forudskikket og kort men grundigt udviklet, påaviser Kar- 
dinalen meget indgaaende og upartisk, at alle 5 Kende- 
tegn findes i den hellige Birgittas Skrifter; han gennem- 
gaar sluttelig alle 123 omtvistede Steder og fastslaar hver 
eneste Sætnings Korrekthed. — Kardinalens Afhandling, 
som derefter blev offentligt oplæst og drøftet, vandt Kon- 
ciliefædrenes udelte Bifald. Hele Undersøgelsens Resultat 
kan sammenfattes i de Ord, hvormed Kardinalen selv slut- 
ter sin Afhandling: Sandelig, jeg har prøvet alt og hvert især 
med den største Omhu og ikke fundet eet eneste Sted, 
som strider imod Skriftens eller Kirkefædrenes Lære, saa- 
fremt man blot med et beskedent og oprigtigt Sindelag 
trænger ind i dets Mening; og det er min faste Overbe- 
visning, at Fru Birgittas Aabenbarelser alle staa i fuld 
Samklang med dem og gerne maa læses og benyttes i 
Kristi Kirke paa samme Maade som Kirkelærernes prøvede 
Bøger og Helgenernes Levnedsbeskrivelser. *) 

Det var nu det sidste Forsøg, som Helvedes Aand, 
der gerne fremmer Løgn og falske Profeter, men efter 
Evne hader og forstyrrer alle Guds sande Aabenbarelser, 
gjorde for at rokke den hellige Birgittas Aabenbarelser i 



l ) B. 409 E. — 410 A. B. — Clarus IV. p. 258. 



— 26 — 

Kristi sande Kirke. Ligesom det kraftige og sunde Træ 
ved Stormenes voldsomme Magt kun slaar desto fastere 
Rod i Jorden, saaledes tjente alle disse Storme kun til 
desto dybere at befæste deres Anseelse i Hjerterne. Efter 
at nu saaledes fire Paver og to almindelige Koncilier have 
aflagt et alvorligt og glimrende Vidnesbyrd om deres Sand- 
hed og Opbyggelighed, nyde de med Rette en uforstyrret 
Agtelse og ualmindelig stor Myndighed paa Askesens Om- 
raade, og de henrundne 5 Aarhuridreder have ved talrige 
Kendsgerninger og Velsignelser slaaet Pavernes og Kon- 
ciliernes Dom fast og retfærdiggjort de Ord, Pave Urban 
VI udtalte i Aaret 1379: »Birgittas Aabenbarelser ere 
fulde af Sandhed og kunne i Kristi Kirke være til Gavn 
for alle dem, som høre eller læse dem.« (B. 408 C.) ] ) Men 
Pavernes og Konciliernes Udsagn bør ikke opfattes som en 
Troserklæring angaaende Guds Ord eller Kirkens 
Lære, ikke som fides divina (guddommelig Tro). Kirkens 
og Konciliernes Vidnesbyrd udtale kun, som Benedikt XIV 
(de beatif. serv. Dei 1. 2 c. 32 n. 11; 1. 3. c. ult.) udtrykke- 
lig fremhæver, følgende to Punkter: 1) at enhver kan 
tro paa de anførte Kendsgerninger med den samme Fast- 
hed og Overbevisning (fide humana) og paa Grund af de 
samme Beviser, som man tror paa andre historiske Kends- 
gerninger; 2) paastaar Kirken derved, at disse Skrifter 



*) Af Hr. Pastor Storp, katolsk Sognepræst i Kolding, har 
jeg faaet en prægtig Udgave af samtlige Birgittas Værker 
paa Latin, altsaa i det Sprog, i hvilket Originalmanuskrip- 
terne ble ve prøvede og undersøgte. Udgaven er trykt i 
Rom 1606, under selve Pavens Beskyttelse (cum Privilegio 
summi Pontificis). Foruden alle Birgittas Skrifter indehol- 
der den ogsaa Kardinal Turrecrematas ovennævnte Afhand- 
ling, Magister Mathias'es anførte Fortale, og (SS. 852— 858) 
en kort, men udmærket Levnedsbeskrivelse, hvis Titel 
er: Vita abbreviataprædilectae Sponsae Christi, Sanctae Bri- 



— 27 - 

ikke indeholde noget, der strider imod Kristendommens 
Tros- eller Sædelære, men at de snarere ere overordentlig 
skikkede til at fremme Troens og Dydens Liv. — Denne 
kirkelige Dom forbyder altsaa i og for sig ikke at for- 
kaste eller betvivle noget af de birgittinske Skrifters Ind- 
hold; men med Ret og Føje bemærke Toletus og Bellarmin, 
(Mainzer Udgaven, 514), at det vilde va^re meget formaste- 
ligt uden meget vægtig Grund at forkaste eller betvivle no- 
get af dem, især da de saa tit og saa grundigt ere drøf- 
tede af Kirkens Myndigheder. 



Angaaende nærværende Bogs Titelbillede, som jeg har 
foretrukket for de andre Billeder af Birgitta, meddeler 
Hammerich, at hans Broder lod det tage efter et Alterbil- 
lede, som findes i Birgittas Hus i Rom; rimeligvis er det 
malet allerede ved Slutningen af det 14de Hundredaar, 
maaske lige paa den Tid, da Birgitta kanoniseredes (1391). 
Det byder altsaa den størst mulige Sikkerhed for at være 
hendes virkelige Portræt og det fra den Tid i hendes Liv, 
da Helligheden til fulde var modnet, fra hendes sidste Leve- 
aar i Rom. I denne Mening blev jeg desto mere bestyr- 
ket, da jeg i Aaret 1879 besøgte Vadstena ved Vettern og 
det gamle Skokloster ved Mælaren. I Vadstena, hvis Kirke 



gittae, de regno Svetiae, continens in se certas revelatio- 
nes divinas cura aliquibus miraculis, det er: En kortfattet 
Levnedsbeskrivelse om den hellige Birgitta af Sverrig, Kri- 
sti Brud, indeholdende nogle guddommelige Aabenbarelser 
tillige med nogle Mirakler. Hvad jeg anfører af denne Bog, 
som blev trykt allerede halvandet Aarhundrede efter den 
sidste Undersøgelse af Birgittas autentiske Manuskripter, 
citeres: R. 1. I. O. 1. (Revelationes, Aabenbarelserne , 1. 
Bog 1. Kap.); anføres noget af den medfølgende korte Lev- 
nedsbeskrivelse, saa er dets Tegn: R. S. 853 (Side 853). 



— 28 — 

og Dobbeltkloster er St. Birgittas egentlige Stiftelse og 
hvor hun vilde bisættes, fandt jeg paa Kirkeloftet en i 
Klosterkrøniken ofte omtalt gammel Billedstøtte af Træ, 
som fremstiller Helgeninden i siddende Stilling; Kloster- 
reglernes aabne Bog hviler paa hendes venstre Knæ, medens 
den højre Haand holder Pennen i Vejret. Støtten stod i 
en mørk Krog, var meget støvet og sværtet og Edderkop- 
perne havde vævet et fint, men dog sørgeligt Perleslør 
om det smukke Hoved. Den svenske Præst, som ledsagede 
mig, og jeg droge Statuen frem, og det var mig, som om 
Ansigtets dejlige Træk og de vemodige Øjne sagde til mig: 
»Se, hvorledes mit Folk, som jeg har elsket saa højt, og i 
hvis Midte jeg vilde hvile, behandler mig, efter at det har skif- 
tet Religion. Mit Helgenskrin staar vanhelliget i Sakristiets 
Krog; dets Kostbarheder og Ædelstene ere ranede, mine 
Ben ere paa en barbarisk Maade berøvede deres hellige Hvile 
og spredte over Jorden; alt, hvad der mindede om mig, Vad- 
stenas Frue og Klosterets Ejerinde, er sønderslaaet eller 
bortført, og mig selv have de forvist til Kirkeloftet.« Men 
hvad der især slog os, var Ligheden med vort Titelbille- 
de, som jeg tilfældigvis førte med mig. — Ogsaa i Skoklo- 
steret ved Mælaren, som blev stiftet af Birgittas Forældre, 
fandt jeg et lille Oliemaleri, et meget middelmaadigt Arbejde, 
men som øjensynlig, ligesom Billedstøtten i Vadstena, stam- 
mer fra det 14de eller 15de Aarhundrede. Det forestiller 
St, Birgitta helgenkronet, svævende paa Skyerne, idet hun 
velsignende udstrækker Hænderne over sine Ordensbørn, 
som knæle forneden, Nonnerne til højre, Brødrene til ven- 
stre. Men hvor middelmaadigt Maleriet end er, det bærer 
dog tydelig de samme Træk, som det romerske Portræt. 
Derfor samtykker jeg gerne i de Ord, Hammerich tilføjer 
til sit Titelbilledes Forklaring: I hvert Tilfælde lindes der 
intet Billede af hende, som vækker større Formodning 



— 29 — 

om at kunne have lignet. — Linierne under Billedet ere 
et Faksimile efter Birgittas egen Haandskrift og betyde 
ordret: »Først vil jeg dig sige, hvorledes dig aandelig 
Forstaaelse er given«. 1 ) 



ANDET KAPITEL. Birgittas Forældre og Fødsel. 

Hen ved otte danske Mile øst, lidt sønden for Up- 
sala, i en Indsænkning af Landet, hvorigennem det Vand- 
drag gaar, der søger sit Udløb i Vigen ved Norrtelge, lig- 
ger i den svenske Provins Upland Finstad Gaard, en Mils- 
vej fra selve Byen Norrtelge, under hvis Sogn Gaarden 
hører. Egnen, fuld af mindre Søer, Strømme Dg Smaakul- 
ler, er tæt begroet med Barskov, men dog ikke uskikket 
til Agerbrug. Den nærliggende Indsø Bjorken har dejlige 
Bredder, fra hvis nordøstlige Ende en Aa lober forbi Gaar- 
den mellem lave Aaser, hvor Asp og El, Birk og Gran 
veksle med hverandre. Talløse Bautastene, Runestene, Kæm- 
pehøje og Stensætninger i Dalgangen og paa Bækkens 
Skraaning minde endnu den Dag i Dag om Livet, som havde 
hjemme i disse Egne. Her holdt ved Begyndelsen af det 14. 
Aarhundrede Uplands Lagmand Birger Pederson og hans 
Hustru Ingeborg, Bengts Datter, Disk og Dug. (H. 15). 

l ) (Ego [Maria] indicare tibi [Birgitta] vol o, quomodo data cst 
tibi intelligcntia spiritualium visionum). Ordene findes Rev. 
1. 8, henimod Slutningen af det 56de Kapitel, som indehol- 
der en storartet Vision angaaende Kong Magnus. De ere 
skrevne tilligemed Resten af Kapitlet paa en aflang Perga- 
mentstrimmel og gemmes som et kostbart Brudstykke af 
Birgittas egenhændige Brev paa det stockholmske Bibliotek, 
hvor jeg saa dem. 



— 30 — 

Sverrig var paa hin Tid delt i 9 Lag eller Distrikter, 
hvis øverste Dommer ug Embedsmand kaldtes Lagmand, 
og saa længe Kongevælden endnu ikke var arvelig i Landet, 
valgte disse 9 Lagmænd Kongen. Bægge, saavel Birger 
som Ingeborg, regnede deres Æt ned fra Nordens Konger. 
Birgers Fader Peder havde været Lagmand i Tiundaland, 
og dennes Fader Anders til Mohammar nedstammede fra 
Kong Sverker I og Kong Erik den Hellige (B. 377 n. 34. — 
379 n. 42) — Næppe var der nogen Mand i hele Sverrigs 
Rige, som kunde maale sig med Lagmand Birger Pedersox. 
Diplomerne vise os hans forbavsende Rigdom paa Len og 
Jordegods i Upland, Nerike, Ostergotland, Smaaland, More 
og paa Gaarde med Fæstere; ogsaa Smeltehytter fandtes 
paa Ejendommene; og han stod i fortroligt Forhold til 
Kong Birgers Brødre, Hertug Valdemar og Erik. Men 
Birger var ikke blot en rig, men ogsaa en meget dannet 
og erforen Mand; især var han hjemme i Lovgivningen, 
og det var ham, som i Spidsen for et Udvalg forfattede 
den nye Uplandslov, som Tinget vedtog og Kongen 1296 
gav Stadfæstelse for hele Riget. Hans Lagstol var den 
fornemste i hele Riget, og hans Myndighed strakte sig ikke 
blot over Tiundaland, men alle Uplande, hvortil Nordlan- 
dene regnedes med, og som Uplands Lagmand havde han 
Sæde i Rigets Raad. (H. 17). 

Men mere end ved Byrd, Magt og Kløgt udmærkede 
Hr. Birger sig ved Fromhed. Alle Vegne var han kendt 
som en dygtig og retsindet Mand. Hver Fredag skriftede 
han sine Synder og lod sig da, for at mindes Kristi bitre 
Lidelse, hudflette af sin Huskapellan. Dengang kendte 
man ikke noget til den sanselige, søde Andagt, som nu, 
der kun vil fæste urokkelig Lid til Jesu Fortjenester, men 
aldeles glemmer det andet, den lidende Frelsers Efterføl- 
gelse i Gerning, et kristeligt Krav, som Apostelfyrsten 



— 31 — 

dog sætter saa megen Pris paa: »Dertil ere I kaldte, efterdi 
Kristus har og lidt for os, efterladende eder et Eksempel, 
at I skulle efterfølge hans Fodspor« (I. Petr. 2, 21). »Jeg 
vil«, plejede denne ædle Kristne at sige, »om Fredagen saa 
tilrede mig, at jeg kan være redebon de andre Dage til at 
taale, hvad Gud tækkes, jeg skal lide«. Han var utrætte- 
lig i at give Almisser og Gaver til gudelig Brug, og hvor 
han gav, gav han rigeligt; han havde ladet mange Kirker 
og Klostre opføre fra Grunden af og forsynede dem alle 
med de tilbørlige Indtægter; det sidste, han byggede, var 
Mælarens berømte Skokloster, som han udstyrede med 
rigelige Ejendomme og overgav til Cisterciencernonnerne. 
Lige saa stor var hans Iver i at søge Gudstjenesten paa 
Søn- og Søgnedage, at høre den hellige Messe og at fore- 
tage andre gudfrygtige Øvelser. Han gjorde mange fromme 
Pilegrimsrejser, bl. a. til Rom, til St. Jakob i Kompostella, 
og havde endogsaa begivet sig paa Rejsen til det hellige 
Land, for med sit Sværd og sine rige Hjælpemidler at for- 
svare Herrens Grav, men i Rom holdt Paven ham tilbage 
og befalede ham at hellige sin Magt og sit Sværd til sit 
eget Fædrelands Vel. (B. 377 n. 35. — 486 n. 2.). 

Ikke mindre end Faderen rose Forfatterne Birgittas 
Moder. Det er jo en gammel Erfaring, at Æblet falder 
ikke langt fra Stammen; ønske Forældrene at have gode, 
hellige Børn, som engang kunne blive dem -selv til Gavn, 
Fædrelandet og Kirken til Hæder, og Forældrene til Glæde, 
saa bør de fremfor alt hellige sig selv ; i saa Fald modner 
det hellige Træ en hellig Frugt, og Gud, som gerne vel- 
signer gode Forældre, velsigner dem netop i det, som er 
Forældrenes højeste, timelige Gode, i Børnene. »Den Godes 
Efterslægt skal velsignes« (Ps. 111, 2). »Ros aldrig en 
Mand før Døden, thi han kendes først paa sine Børn« 
(Sir. 11, 30). »Tag Vare og hør paa alle disse Ord, som 



— 32 — 

jeg byder dig, at det maa gaa dig vel og dine Børn efter 
dig evindeligen« (V. Moseb. 12, 28). Saaledes formaner 
Skriften alle Forældre til at beflitte sig paa det gode, og 
Skriftens Ord sandes umiskendeligt hos Birgittas Forældre. 
Hendes Moder omtales som en meget from og god Kvinde, 
rig paa Dyder, og i enhver Henseende sin Husbond vær- 
dig. Vel optraadte hun offentlig med den Pragt, som sva- 
rede til hendes Stand og Rigdom, men, siger Krøniken, 
hun skjulte i sit Bryst en dyb og inderlig Fromhed. Da 
hun saaledes en Dag med sin Familie aflagde et Besøg 
hos sine asketiske Veninder i Skoklosteret, forargedes en 
af Søstrene ved Fru Ingeborgs rige Klædedragt og holdt 
hende i sit Hjerte for en forfængelig og stolt Kvinde, som 
vel ikke kunde være saa from, som der gik Ry om. Men 
Gud selv tog sig af sin højhjertede, ædle Tjenerinde. I 
den følgende Nat ser den uforsigtige Nonne, som havde 
bedømt Hjertet efter Klæderne, pludselig en ærværdig 
Olding, som i temmelig streng Tone siger: Du har holdt 
denne Guds Tjenerinde for stolt, det er hun ingenlunde, hun 
vil om kort Tid blive Moder til en Datter, som højlig skal 
forherlige mig, og som jeg vil skænke en saadan Naade- 
fylde, at alle Nationer skulle forbavses derved. (B. 377 n. 36). 
Ogsaa Fru Ingeborg var af kongelig Byrd; hun var 
en Datter af Lagmand Bengt Mansson, der boede paa 
Ulfåsaborgen ved Borensøen, hvor vi snart ville møde St. 
Birgitta som Husets Frue. Bengt hørte til Folkungar- 
nes tapre men stolte Æt, og var paa Faderens Side i 
Slægtskab med den regerende Konge Birger Magnusson, 
og paa Moderens Side med den danske Konge Knud den 
Hellige; (B. 426 n. 2 — 380 n. 45 — H. 16.) og Hammerich 
kalder Ingeborg simpelthen en norsk Kongedatter (S. 17). 
Saaledes var det Barn, som engang skulde være de tre 
nordiske Rigers Pryd, Mønster øg Patroninde, beslægtet 



— 33 — 

med alle tre nordiske Kongehuse, og deraf kom det vel, 
at Birgitta i de italienske Dokumenter, især i Kardinal 
Turrecrematas Afhandling, kaldes Fyrstinde (principissa 
Sveciae); hun er ligesom alle tre nordiske Nationers fæl- 
les Helgeninde, et ægte Nordens Barn. 

Gud havde velsignet Birgers Ægteskab med syv Børn : 
tre Sønner, Peder, Benedikt og Israel, og fire Døtre, In- 
grid, Margaretha, Katharina og Birgitta, af hvilke efter Ham- 
merichs meget paalidelige Beregning (S. 43) Birgitta var det 
femte Barn, Israel og Katharina yngre. ') Angaaende de fire 
ældre Søskende godtgør Hammerich paa Grundlag af Fa- 
milie- og Testamentdiplomerne (S. 43, Anmærkn.), at de 
allerede i deres Ungdom vare afgaaede ved Døden, førend 
Fru Ingeborg døde; og derfor have vi vel kun nærmere 



') Abbedisse Margarethe Klausdatter, som ellers er nøje be- 
kendt med Birgittas Familieforhold, nævner Birgitta- sidst 
iblandt Børnene, og paa det berømte birgerske Gravmo- 
nument i Upsala Domkirke staar hendes Billede ligeledes 
sidst, og det uden Hclgenskær om Hovedet, et sikkert Be- 
vis paa, at Billederne paa den sorte Marmorsten bleve ud- 
huggede før Kanoni8ationsaaret 1391. Til højre staar Bir- 
ger som Riddersmand i Ringbrynje, med Sværd og Skjold, 
Skæg bærer han ikke; til venstre Fru Ingeborg. Ved Fa- 
derens højre Side ses de tre Sønners Billeder og Navne i 
følgende Orden: Petrus. Benedictus, Israel; og ved Mode- 
rens venstre Side de fire Døtre i følgende Orden: Ingridis, 
Margaretha, Katharina og Birgitta. Uden om Ligstenen læ- 
ses Indskriften: Hic jacet nobilis miles Dominus Birgerus, 
Petri filius, Legifer Uplandiarum et ejus uxor Domina In- 
geburgis cum liliis eorum, quorum animae requiescant in pace. 
Orate pro nobis! Her hviler den ædle Riddersmand Hr. 
Birger, Peders Søn, Uplandenes Lagmand, og hans Gemal- 
inde Fru Ingeborg med deres Børn (Sønner), hvis Sjæle 
hvile i Fred. Bed for os! (B. 379 n. 41). Hertil bemærker 
Hammerich (S. 42): Birgitta havde ved Moderens Død ing- 
en flere Søskende i Live end Katharina og Israel, der 

A. BRLNKMANN : DEN HELLIGE BIRGITTA. 8 



— 34 — 

Oplysninger om de to yngre, om Katharina, der blev gift 
med Lagmand Magnus Gudmar af Vestgotland, og om 
Israel, som oftere omtales i Birgittas Skrifter og sy- 
nes at have staaet i et mere inderligt og aandeligt For- 
hold til hende end de andre Søskende. Han var en over- 
ordentlig brav Mand, slægtede i eet og alt Faderen paa, 
især i alle Fromhedens Øvelser, blev Faderens Eftermand 
paa den uplandske Lagstol og arvede med Faderens Sin- 
delag ogsaa, hans ovennævnte Valgsprog: Om Fredagen 
vil jeg saa tilrede mig, at jeg de andre Dage kan taale, 
hvad Gud tækkes, jeg skal lide. Han døde paa et Korstog 
mod de Vantro i Lifland. ') 

Birgitta var dog dette hellige Ægteskabs kostbareste 
Frugt, og ligesom Gud alt længe i Forvejen havde ladet 
dette Barns Storhed forud forkynde, saaledes blev og 
dets Fødsel ledsaget af paafaldende Tegn. Nogen Tid for- 
inden gjorde Fru Ingeborg en Sørejse. Under Øland, der 
er en frugtbar og dejlig i Østersøen og ligger en halv Mil 
fra Kalmarreden, blev Skibet overfaldet af Storm; det stødte 
mod en Klippe, og mange af dem, som vare om Bord, baade 
Mænd og Kvinder, druknede. Men den raske Hertug Erik 

bægge vare yngre end hun, det godtgør Birgers Testamente 
af 14de Marts 1315. Hvorfor hun alligevel er bleven ud- 
hugget nederst blandt Døtrene paa Forældrenes Ligsten i 
Upsala, kan jeg ikke afgøre, men Diplomet maa beholde 
Ret lige over for Ligstenen. I øvrigt har Ligstenen gjort 
sit til, at hun gerne angives som yngste Barn; men 
i Arvedelingen af 13de September 1320 (Dipl. 3, 477) kaldes 
Birgitta secundogenita (andenfødt), Katharina derimod ter- 
tiogenita (tredjefødt af Døtrene), Israel erklæres 25de Marts 
1328 (Dipl. 4, 54) for endnu umyndig og følgelig efter svensk 
Lov endnu ikke 15 Aar gammel ; derfor kan han ikke være 
født før 1313, og Fru Ingeborg maa da have været i Live 
endnu. 
*) Nærmere om hans Død, se II. Del, 13. Kap. 



9 



— 35 — 

kastede sig uden Betænkning i Bølgerne, greb sin Vens 
Hustru og bragte hende uskadt i Land. Natten derefter 
havde Fru Ingeborg et mærkeligt Syn; en lys Skikkelse 
iført et glimrende Klædebon viste sig for hende og sagde: 
»Nu blev du frelst for det Barns Skyld, du bærer under 
dit Hjerte; det er dig skænket af Gud, opfostre det derfor 
i Guds Kærlighed (B. 381 n. 50. — Kanonisationsbullen). 
Paa Øland ved Byen Klæpping, hvor et Næs skyder ud i 
Havet, staar et smukt Stenkors, 5 Alen højt. Det skal 
være rejst af Birgitta til Minde om denne Tildragelse, og i 
fordums Tid paakaldte Søfarerne, naar de sejlede forbi, gerne 
Jesu Navn om god Bør og lykkelig Fart (H. 20). 

Da endelig Øjeblikket var kommet, da det velsignede, 
af Forældrene længselsfuldt forventede Barn blev født, 
vaagede Sognepræsten i det nærliggende Norrtelge, en ær- 
værdig Olding af prøvet Dyd, langt ud paa Natten i Bøn. 
Pludselig blev han henrykket i Aanden og havde en yn- 
dig Vision. En lys Sky viste sig for hans Aands.Øje; 
midt i Skyen saa han en Jomfru sidde med en Bog i 
Haanden og fornam tydeligt de Ord, Jomfruen sagde til ham: 
I dette Øjeblik er Lagmand Birger en Datter født, hvis 
vidunderlige Kost engang skal høres i hele Verden (B. 382 
n. 53. — Kanonisationsbullen). Uden Tvivl har den fromme 
Birger og hans gudfrygtige Hustru med stor Glæde, men 
ogsaa med en vis Ærbødighed budt det af Gud saa øjen- 
synligt benaadede Barn velkommen, hvis Fødsel ligesom 
Johannes den Døbers var ledsaget af saa overordentlige 
Tegn, og med Rette kunde ogsaa de sige de samme Ord, 
som fordum bleve sagt om Johannes: Hvad monne vel 
dette Barn blive, thi Herrens Haand er øjensynligt med det? 
Ja tilvisse, det skal ogsaa, som Johannes den Døber, en- 
gang blive Herrens Sendebud, ikke til Jøderne, men til 
Konge og Pave; den raabende Frelsers Røst i det 14de 

3* 



— 36 — 

Aarhundredes Ørken! i en Tid, hvor et stort Børe, men 
ogsaa en uheldsvanger Omvæltningsaand gik igennem det 
kristne Europa, i et Aarhundrede, hvor Fædrelandets og 
endnu mere Kirkens Poler syntes at skulle flyttes fra de- 
res faste Stade. 

Efter Bollandisternes nøjagtige Beregning fandt Fødse- 
len Sted enten i den sidste Halvdel af 1302, eller i den 
første Halvdel af 1303. Da Birgitta døde, gik hun nemlig 
i sit 71de Aar; men hendes Dødsdag var den 23de Juli 
1373; hun maa altsaa være født ved Begyndelsen af 1303. 
eller, hvad der er mere sandsynligt, ved Slutningen af 
1302. Fødselens Dag eller Maaned er ikke bekendt, ej heller 
naar eller hvor hun blev døbt, men i Daaben, det vide 
vi af Margaretha Klausdatters Familienotitser, blev hun 
opkaldt efter sin Fader Birger og kom til at hedde Bir- 
gitta, d. v. s. Birgersdatter. 



TREDJE KAPITEL. Birgittas første Ungdomsaar. 
— Moderens Død. 

Tørend vi begynde at fortælle om vor Helgenindes før- 
ste Leveaar, vil det ikke være uden Interesse at fæste 
Blikket paa det Sted, hvor Birgitta først saa Verdens Lys, 
og som har været Skuepladsen for hendes første Opdragelse. 
Vide vi end ikke saa nøje, paa hvilken Dag af Aaret, hun 
blev født, saa vide vi dog ganske bestemt, hvor hun blev 
født, det var paa Finstad Gaard. (B. 382 n. 55). Da 
nu Lagmand Birger var en af Sverrigs rigeste og mest 
dannede Stormænd, og ikke mindre en fornem Ridders- 
mand, saa er det uden for al Tvivl, at hvad der fandtes 
paa hin Tid af Kultur og Civilisation i Sverrig, ogsaa i 



— 37 — 

en større eller mindre Grad har afspejlet sig i hans Her- 
resæde paa Finstad. 

Hammerich giver os, paa Grundlag af mange omhyg- 
gelig sammenstillede, nordiske Kilder, et ligesaa opbygge- 
ligt som tiltrækkende Billede af, hvorledes Forholdene 
omtrent have været dengang paa en katolsk Herregaard. 
Af hans Beskrivelse (SS. 21 — 38) udhæve vi følgende En- 
keltheder: Finstad, siger han, var næppe en gotisk Borg 
med Taarne, takkede Murkroner og Glasmalerier i Vin- 
duerne (som vi finde dem i det 14de Aarhundrede ved Ri- 
nen, i Frankrig og Italien): denne Grad af Kultur var 
endnu ikke naaet til Sverrig; vi vide end ikke, om den har 
haft noget Stenhus. Snarest maa vi forestille os, at Hoved- 
bygningen lignede den paa Ornæs i Dalarne, der staar 
endnu som for 500 Aar siden: et Hus af svære Bjælker, 
to Stokværk højt, med Svalegang udenom det øverste, Ud- 
siderne rødmalede og belagte med Træskæl, Taget af 
Spaaner. Glasruder hørte dengang til Sjældenhederne i 
Sverrig, i deres Sted hjalp man sig med udspændt Linned, 
Blærer eller Pergament; for Forsvarets Skyld vare Vin- 
duesaabnin gerne faa og smaa, til Dels anbragte i Taget; til 
Skønheden toges intet synderligt Hensyn. Gaardens Be- 
hov krævede en Hal, der tit gik gennem hele Huset og 
havde Taget til Loft, et Rustkammer, Borgkapel, Jomfru- 
bur, Borgestue, Badstue o. s. v. Kapellet paa Finstad øde- 
lagdes tidlig ved Ildsvaade; i den Tilstand er det afbildet 
i Dahlbergs bekendte Kobberværk: Væggene her ere Klip- 
peblokke, Taget borte, Buskværk og et stort Løvtræ over- 
skygge Gulvet. Gaardens Beliggenhed begunstigede ikke 
Forsvaret, desto sikrere kunne vi være paa, at den var vel 
befæstet. Det er Borgbygningens Tid i Sverrig, og ingen 
Mand i Birgers Stilling kunde undvære »Skærm og 
Skjold«. Volde af sammenstablede Klippestykker, Pallisa- 



— 38 — 

der, maaske Grave med Vindebro, massive Blokhuse, der 
i Fejdetid kunde rumme en hel Besætning, smykkede med 
udskaarne Stolper, med Spir og forgyldte Vejrfløje, som vi 
endnu træffe det paa mangen gammelnordisk Gaard: alt i 
Forening maatte danne et anseligt Billede i det stille 
skovgroede Landskab, især naar vi tænke os Vagter paa 
Volden og Banneret udslaget med Hr. Birgers og Fru 
Ingeborgs Vaabenmærker, de to Englevinger og Loven. 
Det indre savnede næppe sin Hygge : Snitværket paa Væg- 
gene og de jærnbeslagne Egedøre fra hin Tid bære Præg 
af troskyldig Kunst, man sporer byzantinske og oldnordiske 
Mønstre, — vi kende det fra Museerne. Af Stole brug- 
tes kun faa, et Skab hist og her, i øvrigt meget tarveligt 
Bohave; men paa Bænken laa Bolstre, Hallen klædtes med 
Tæpper, paa Bordet stod Fade, vældige Krus og Drikke- 
horn, alt af det blanke Sølv. En saadan Borg var gerne 
omgiven af »Abildgaarden«, en Æble- eller Frugthave, af 
»Rosenlunden«, et Slags Park, af Stald og Lader, samt en 
lang, noget uordentlig Bække Huse til Tjenestefolk og Hof- 
mænd, hvor de boede, naar der ikke var Fejde. Trælle 
har Birger næppe haft; thi Trællestanden forsvinder nu i 
Sverrig »til Guds og Marias Ære«; selv havde han i TJp- 
landsloven forbudt Salget af dem, »fordi Kristus blev solgt 
og løste alle Kristne«. Tallet paa hans frie Arbejdsfolk og 
Tyende har derimod været betydeligt; det var ikke Skik at 
ty til fremmede Haandværkere, en Gaard maatte selv have 
Folk paa Stedet, der forstod at smede Vaaben saavel som 
Plovjærn, at mure, at tømre, snedkre, sy Sko og Klæder. 
Hvor stor den Flok Hofmænd var, der bar Birgers Far- 
ver, vide vi ikke, men en Herre, hvert Øjeblik udsat for 
ridderlig Fejde, kunde umuligt nøjes med faa Folk. Det 
var retløse Tider, de saakaldte »Storflokke« strejfede om- 
kring; pludseligt brød en Skare Krigsfolk frem af Skoven, 



— 39 — 

skændte og brændte, tvang Bonden eller Klosteret til at 
føde sig og øvede meget Hærværk, derpaa forsvandt den 
hastigt som den kom. En saadan Herre, som saa mange 
Folk vare undergivne, førte et patriarkalsk Liv paa sin 
Gaard; han sad med sin Familie til Højbords i Hallen 
midt imellem Hofmænd og Tjenestefolk ; idelig maatte han 
være i Virksomhed, allerede den Gaards Drift, han paaboede, 
krævede ikke lidet. Saa maatte han hen i Huggehuset 
eller Smedjen, saa være ved, naar Høet kørtes ind eller 
der sknlde skoves, saa gøre langvejs Rejser, naar der var 
købt en ny Gaard eller der skulde ryddes et Stykke Sve- 
dieland i Vildmarken, eller Smeltehytterne og Savbrugene 
trængte til Eftersyn paa fjerntliggende Ejendomme, saa 
gennemgaa Regnskabet med sine Sysselmænd, saa sørge 
for de Fattige. Agerdyrkningen stod paa et lavt Trin, ofte 
kom der Uaar, Sæden fros bort paa Ageren; dette og de 
urolige Tider, de mange smitsomme Syger bragte stor 
Elendighed over Smaafolk. — Finstad var nu ikke den 
Gaard, hvor der førtes et yppigt Liv, medens den Fattige 
forgæves bankede paa. Ikke blot ved Juletider, naar det 
alle Vegne i Norden gjaldt for Kristenpligt selv at lægge 
en Kærv ud i Sneen for Himmelens Fugle, ikke blot ved de 
store Gilder, hvor Fattigmand fik sin Plads nederst i Hal- 
len og blev fyldt til Overdaad: nej ved alle Lejligheder 
var der Hjælp at hente paa Finstad. Den lille Birgitta 
blev Vidne til, at hendes Fader og Moder tørrede mangen 
Taare bort, og tidlig lærte hun her Medfølelse med den 
menneskelige Elendighed. I den Tid, Birgitta blev født, 
var der kommet roligere Tider. Birger var en gæstfri 
Herre. Ofte blæste Kuren paa Finstad i Hornet og meldte 
enten Hr. Mads Kettilmundson, eller Hertug Erik eller en 
anden Stormand. Da blev der muntert paa Gaarden, Vaa- 
bønklir og Hestetramp; Fru Ingeborg fik Hænderne fulde 



— 40 — 

med at modtage Gæsterne. Jagthornet lyder, en Jæger- 
flok tumler sig i de vidtstrakte Skove og jager snart El- 
gen, snart Ulven og Bjørnen. Eller Skrankerne rejses, 
stumpe Lanser brydes i Dystløbet, til Fods prøves Kampen 
med Sværd, medens Ridderne opbyde, hvad de kunne af 
Vaabenpragt, og Damerne glimre i Bliant, Skarlagen og 
Hermelin. Det 14de Aarhundredes Begyndelse viser os i 
Norden Ridderlivets Flor; og Birgitta øste her, hvorSver- 
rigs ædleste Riddere mødtes, sit ædle, ridderlige Sindelag; 
for hende er Kristus »den ædleste Ridder«, »den store 
Drot«, »den tapreste Feltherre«, en Mængde livfulde Bille- 
der i sine Aabenbarelser henter hun fra Jagten, Turnering- 
en og Kampen (R. II. 9 og 15. IV. 15). 

Disse ridderlige Sammenkomster paa Finstad havde 
ikke blot denne muntre, ophøjede Side, de havde ogsaa. 
deres Alvor. Endnu var Lysten til Korstog levende hos 
Nordboen, endnu for faa Aar siden havde Thorgils Knut- 
son kæmpet med de hedenske Kareler, endnu lød Kors- 
togssalmen her oppe. Desuden gik højlærde Kanniker og 
alvorlige Munke og fromme Nonner ud og ind paa Gaar- 
den, som havde de hjemme der, og især var det Dom- 
provst Anders And fra Upsala Domkirke, Birgers fortro- 
lige Ven og Frænde, en af Datidens klogeste og lærdeste 
Mænd, som meget hyppigt saas paa Finstad. Det kan 
derfor ikke fejle, at mangt et Ord er skiftet om Guds 
Kirke og dens Trængsel, om den Lykke »i Kamp at naa 
Kristi Vunders Tal«, at mangt et Løftets Bæger tømtes 
paa et finsk Korstog, at der berettedes om Ættens fromme 
Konger, om Knud den Helliges Martyrdød i Danmark, og 
Erik den Helliges Blodstrid i Sverrig. »Af saadanne hel- 
lige Kongers Blod ere vi komne«, det var Omkvædet paa 
alle Fortællinger, var Familiens egentlige Stolthed. Dertil 
kom Forældrenes personlige Fromhed, Dydsøvelser, Pile- 



— 41 — 

grimsrejser. Intet Under, at et saadant Liv, en saadan 
Omgivelse har gjort et dybt Indtryk paa Birgittas rene 
Barnesjæl; intet Under, at det Ønske tidlig opstod i 
hende, engang at træde i sine hellige Aners Fodspor, siden 
alt, hvad hun saa og hørte i sit fædrene Hus, henledede 
Tanker paa en anden, en højere Verden. 

Dog syntes Barnets første Leveaar fuldstændig at 
skuffe Herrens Ord, »at hendes Røst skulde høres i hele 
Verden«; thi det dejlige Barn var stumt og blev stumt, 
forgæves ventede Birger paa for første Gang at høre den 
Lille fremstamme det søde Fadernavn; forgæves forsøgte 
den fromme Moder at lære Birgitta at udtale Jesu og 
Marias hellige Navne; der hengik tre falde Aar, og endnu 
kom der ingen Lyd over det maalløse Barns Læber. Alt 
fra den tidligste Barndom af blev Birgitta nødt til at lære 
Forsagelsens Hemmelighed, en Dyd, som hun senere i en 
saa heltemodig Grad skulde øve. Endskønt nemlig For- 
ældrene og de ældre Søskende med stor Inderlighed el- 
skede det yngste Barn, saa kunde de dog ikke altid rigtig 
forstaa den Stummes Ønsker og Fornødenheder, og mange 
Forsagelser maatte hun derfor bære; men Barnet var dog 
altid glad, rolig og tilfreds, og takkede hjertelig med sine 
glædestraalende Øjne og sine tavse Kærtegn for enhver 
Tjeneste, de ydede hende. »Men,« siger Birgittas Paarørende, 
Ærkebiskop Birger af Upsala, »han, som gør Børnenes 
Tunger veltalende, løste selv paa en vidunderlig Maade 
hendes Tunge, som engang skulde tale Herrens Ord for 
Konger og Paver og hele Verden. Pludselig, efter at hun 
havde fyldt det tredje Aar, begyndte Barnet med eet at 
tale, ikke som andre Børn paa stammende Vis, men 
paa en langt fuldkomnere Maade end ellers Fireaarsbørn 
pleje at tale« (B. 383 n. 59). 

Stor var Forældrenes Glæde, og især gjorde Fru Ing- 



— 42 — 

eborg nu alt for at efterkomme det Ord, som dybest 
havde indpræget sig i hendes Hjerte i hin skæbne- 
svangre Nat efter Skibbruddet; bestandig lød det i hendes 
Indre : Barnet er dig skænket af Gud, opfostre det i Guds 
Kærlighed. Og hun har i Sandhed paa en glimrende 
Maade skilt sig ved sin Opgave. Fortælle Kilderne end 
ikke i det enkelte alt, hvad den fromme Moder har foreta- 
get sig, saa fortælle de dog nok til at bevidne Forældre- 
nes Omhu. Vi have jo hørt, hvorledes Birger og hans 
Hustru selv plejede at leve, hvorledes Tro og Bøn, Selv- 
fornægtelse og Kærlighed til de Fattige stadigt øvedes paa 
Finstad; paa samme Maade blev derfor ogsaa Birgitta 
opdragen, med Ord og endnu mere ved Forældrenes ty- 
sende Exempel. Det, som Fru Ingeborg selv roses mest 
for af Forfatterne, lærte hun ogsaa fremfor alt sine Børn, 
nemlig at bede og at øve Kærlighed til Næsten. Hver 
Morgen og hver Aften bad hun med dem, hver Dag tog 
hun dem med sig til Borgkapellet for at høre den hellige 
Messe, og tidlig vejledede hun dem til at skrifte og gøre Bod ; 
daglig tog hun snart den ene, snart den anden med til de 
Fattiges og de Syges Hytter for at lære dem den men- 
neskelige Elendighed at kende og at vænne dem til Gav- 
mildhed og Medfølelse. O hvor meget kan en Moder ikke 
udrette, naar hun er from og klog. For Undervisning og 
den for en ung adelig Dame nødvendige aandelige Dan- 
nelse bar Hr. Birger og hans Ven, den lærde Domprovst 
And, tilligemed Borgkapellanen, Omsorg, og vi se af Bir- 
gittas Skrifter, at der heller ikke i den Retning har mang- 
let noget; alle Vegne viser hun Sans, Forstaaelse og In- 
teresse for Kunst og Videnskab. 

Ærkebiskop Birger (B. 383 n. 59) udkaster et kort 
men kraftigt Billede af Birgittas Ungdomsliv indtil det 
12te Aar: Hun voksede op som den reneste Lilje, der 



— 43 — 

gemte al Sædelighedens Glans og Duft, og hævede sig 
fra Dødelighedens Rod til den udødelige, himmelske Skøn- 
hed. Hun bevarede Legemets og Hjertets Benhed ube- 
smittet som en skjult, kostbar Skat, og hun kunde sige 
ligesom Sara, Raguels Datter: »Du veed, o Herre, at 
jeg aldrig har længtes efter en Mand og altid har bevaret 
mit Hjerte rent fra enhver ond Tilbøjelighed, aldrig har 
jeg blandet mig imellem dem, som levede i Letsindighed 
og Forlystelser (Tob. 3, 16). Hun var rig paa alle Dyder, 
paa Beskedenhed, hjertelig Enfoldighed, Ydmyghed, Taal- 
modighed, Lydighed, Kærlighed til Næsten, men især ud- 
mærkede hun sig ved en stor Iver i Bønnen og glødende 
Kærlighed til den lidende Frelser (S. 486 n. 6). 

Men stærkere dog end Forældrene formaaede det, 
drog Himlen selv Barnets Sjæl bort fra det jordiske og 
højt op til det himmelske og det etige. Næppe var Bir- 
gitta kommen til Skelsaar og Alder, før vi møde det 
første Syn, som alle Datidens Kilder overensstemmende 
berette. Det førte Birgitta lige fra hendes første Ungdom 
af med uimodstaaelig Magt ad den Vej, som vi Hverdags- 
mennesker næppe forstaa, og hvor hun kun har eet for 
Øje, Herrens Ord: Samler eder ikke Skatte paa Jorden^ 
hvor Rust og Møl fortære, men samler eder Skatte i Him- 
melen, hvor hverken Rust eller Møl fortære, og hvor Tyve 
ikke bryde ind og stjæle. En Nat — hun var dengang 
omtrent syv Aar gammel — vaagner hun og ser lige 
over for sin Seng et Alter, og derover vor Frue i straalende 
Klæder med en Krone i Haanden. »Kom hid, Birgitta,« 
sagde den hellige Jomfru. Da Birgitta hørte det, rejste 
hun sig fra Sengen og ilede hen til Alteret. Da sagde 
Maria: »Vil du have denne Krone?« »Ja, ret gerne,« sva- 
rede Barnet og udstrakte sine Hænder efter den, og i det 
samme Øjeblik satte Gudsmoder den dejlige Krone paa 



— 44 — 

Barnets Hoved, saa at hun følte Kronens Ring slutte fast 
om Tindingerne. Synet forsvandt, men Indtrykket aldrig. 
Stor Længsel efter den evige, uforgængelige Krone, og en 
barnlig Kærlighed til Gudsmoder var Synets Frugt (B. 
486 n. 5). 

Denne Vision var ligesom en Forberedelse til en an- 
den, hun faa Aar derefter havde angaaende vor lidende 
Frelser. Den lidende Frelser er Kristendommens Midt- 
punkt og hele Sjælelivets Kerne; og al Gudsmoders An- 
dagt har kun det Formaal: at fore os til Sønnen. Saale- 
des skete det ogsaa her; ligesom forberedt ved Moderen 
ser hun kort derefter det Syn, som man vel kan kalde 
det afgørende Vendepunkt i St. Birgittas Liv. Da hun 
omtrent var ti Aar gammel, hørte hun en Dag i Kirken 
en Prædiken om vor Herres Lidelse; dybt bevæget, over- 
vejede hun hele Dagen, hvad hun havde hørt, og søgte lige- 
som at skrive alt paa sit Hjertes Tavle. Natten efter saa 
hun Jesus paa Korset saaledes, som om han var bleven, 
korsfæstet i samme Time, og hørte Frelseren fra Korset 
sige til hende : »Se, hvor jeg pines!« Forskrækket for hun op, 
og i den Tanke, at det nylig var sket, udraabte hun: 
»Min søde Frelser, hvem har mishandlet dig saaledes?« 
Han svarede: »De, som forsmaa mig og glemme min 
Kærlighed.« Ved dette Syn blev Mindet om og Følel- 
sen for vor Herres Lidelse saa dybt og uudslettelig ind- 
præget i hendes Hjerte, at hun brast i Graad, hver Gang 
hun tænkte derpaa; fra nu af svæver den Korsfæstede 
idelig for hendes Sjæls Øje; den Korsfæstede er den Bog, 
hun i Ord, Tanker og Gerning bestandig læser i, og hvor 
hun lærer den heltemodige Verdensforagt, hun senere har 
øvet; Andagten til den korsfæstede Frelser er den, hun 
selv mest øver og vejleder andre i at øve. Paa denne 
Maade staar Synets Frugt i fuld Samklang med St. Pauli 



— 45 — 

Ord: »Jeg agtede mig ikke at vide noget iblandt eder uden 
Jesum Kristum, og ham korsfæstet«' (I. Kor. 2, 2); og med 
vor Herres Ord: »Naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, vil 
jeg drage alt til mig« (Joh. 12, 32). l ) 

Vi kunne ikke undlade her at indflette den yndige Be- 
skrivelse, som vor nordiske Forfatter giver om dette Afsnit 
af Birgittas Liv, og som viser, hvor meget Hammerich, trods 
sine Fordomme mod den katolske Kirke, dog ærlig har 



*) Disse to Syner have en dyb mystisk Betydning. De staa 
ligesom to Vejvisere ved Indgangen til den Visionsverden. 
Birgitta fra nu af gennemvandrer, og ere ligesom Indholdet 

- og Fortolkningen af hele hendes Visionsliv og Vcrdens- 
kald. Netop det samme finde vi hos Profeten Isaias, hvis 
første Syn er ligesom en kort Indholdsfortegnelse over hele 
hans Profetgerning. 

Paa den Dag, hvor Verdens Fyrste overlistede den første 
Kvinde, og ved hendes Hjælp forførte vor Stamfader Adam 
til at spise af den forbudne Frugt, paa hin Dag havde Gud, 
hvis Barmhjertighed mod os Mennesker paa Jorden, ovcr- 
gaar Retfærdigheden, paa det bestemteste forjættet at 
ville sende en anden, stærkere Kvinde, en bedre Eva, som 
skulde hævne vort Fald paa Verdens Fyrste, og føre alle 
dem, som vilde lade sig føre. til Frelseren, den anden Adam, 
og derved tilbage til den sande Vej, til det sande Liv, til 
det evige Paradis: »Jeg er Vejen, Sandheden og Livet«. 
Det ligger i de paradisiske Forjættelsesord : »Jeg vil sætte 
Fjendskab mellem dig (Slangen) og Kvinden (Maria) og 
imellem din Sæd (Synd, Lidenskab, Helvede), og hendes 
Sæd (Jesus). Hun (Maria) skal knuse dit (Slangens) Ho- 
ved, og du skal efterstræbe hendes Hæl« (I. Moseb. 3, 15). 
Det er derfor Kirkens og alle Kirkefædrenes og Kirkelæ- 
rernes overensstemmende Opfattelse af Mariadyrkelsen i 
Kirken: Maria drager de Kristne, som ved Daaben 
blive Guds Børn, til Kristus vor Helliggørelscs 
eneste Grund og Formaal. Den hellige Augustinus si- 
ger: »For at genoprejse Menneskeslægten fra dens Fald 



— . 46 — 

elsket den romerske Kirkes skønneste Dydsblomst i Nor- 
den, og -hvilket rigtigt Syn han har angaaende de Midler, 
Kirken bruger for at opdrage et Barn til Hjertets From- 
hed og Daadens Kraft: Hver Dag, siger han (H. 37. 38.), 



har Jesus Kristus anvendt de tilsvarende Lægemidler : Adam 
var stolt, Kristus ydmyg; ved en Kvinde kom Døden ind i 
Verden, ved en Kvinde Livet; Eva bragte Undergang, Ma- 
ria Frelse; hin lod sig overtale af Forføreren og syndede, 
denne forblev menløs og fødte Frelseren ; hin tog villig mod 
Syndens dødbringende Bæger, som Slangen rakte hende, 
°& g av det til sin Mand ; denne blev overøst med den 
himmelske Naades Dug og fødte Livet, ved hvilket de Døde 
kunne opvækkes til Livet« (1. de symbolo ad eatech, o. 4). 

Han selv (den h. Augustinus) henvender sig i følgende Bøn 
til Maria: Frembær vore Bønner for Guds Naades Trone 
og udvirk Forsoning for os. For din Skyld tilgive Gud 
den Skyld, som vi ved dig bekende for ham; ved dig blive 
os forundt, hvad vi tillidsfuldt bede om. Tag imod, hvad 
vi frembære for dig, giv os tilbage, hvad vi anmode dig om, 
fordi du er Syndernes eneste Tilflugt. Ved dig haabe vi 
at opnaa vore Synders Forladelse, og ved dig. o Højsalige, 
forvente vi at komme i Besiddelse af Livsens Krone. Hel- 
lige Maria, kom de Elendige til Hjælp, oprejs de Modfaldne, 
trøst de Sørgende, bed for Folket, gaa i Forbøn for Præ- 
steskabet, vær de gudindviedc Kvinders Midlerinde; gid 
alle maatte erfare din Hjælp som fejre dit hellige Minde; 
(Serm. 18 de Sanctis). 

Men det var Birgittas fremtidige Kald; hun skal blive 
Herrens Sendebud; hun skal som Profetiude og Reformator 
i god Forstand arbejde i Kirken paa Gejstlighedens og Fol- 
kets Forbedring efter den kristelige Lovs Principer, derfor 
er det nødvendigt, at hun selv først grundigt og dybt lærer 
vor Herre at kende, og det den Herre, som alene frelser 
Verden, den Korsfæstede. Derfor stemmer det aldeles med 
Forløsningsplanen, at Maria, Guds Moder, først viser sig 
for hende, drager Barnet til sig og river det ved Synet af 
den himmelske Krone først og fremmest løs fra do jordiske 



47 



saa hun Fader og Moder gaa til Messe i Gaardens Kapel. 
Selv knælede hun og Sosteren ved deres Side, hun var 
til Stede ved det hemmelighedsfulde Nadveroffer med dets 
Røgelseduft og Salmesang: om Fredagen gik hun med 



Tings Tryllekrcds, fordyber hendes Sind i de evige, uforgæn- 
gelige Goder, og derefter fører hende lidt efter lidt til ham, 
som alene er Evighedens Konge og det evige Livs Kilde. 
til Korset paa Golgotha, og den korsfæstede Frelser. Men 
efter at hun en Gang har naaet Golgothas Hemmelighed, 
da drejer alt, baade Englenes og Helgenernes og Guds- 
moders Syner og Ord, og alle hendes Aabenbarelscr og 
Sendefærd sig om den ene Grundsandhed, Om Jesus don Kors- 
fæstede; hun agter slet ikke at vide noget i sit Verdens- 
kald uden Jbsum Kristum og ham korsfæstet (I. Kor. 2. 2). 

Men hvor er Skyggesiden af dette Billede? spørger 
man med Rette. Ogsaa Birgitta er et Adamsbarn; Arve- 
syndens sørgelige Frugt, onde Tilbøjeligheder og Synd inaa 
ogsaa være faldne i hendes Lod. Flittigt har jeg hos For- 
fatterne ledt efter moralske Forseelser og Svagheder i 
Birgittas Ungdomsliv, for ej at begaa den Fejl, som des- 
værre saa mange Helgenbcskrivelser lide af, idet de kun 
fremhæve deres Dyder, aldrig deres Lyder, kun tale om de- 
res Sejre, men aldrig skildre deres Kampe og det Besvær, 
de havde for at faa Bugt med deres Lidenskaber. Uden 
Tvivl har ogsaa hun haft sine Svagheder og onde Tilbøje- 
ligheder, dog synes de at være fremtraadte saa lidt. at 
Datidens Øjenvidner helt have overset dem. Men den Ret- 
færdige, siger Skriften, anklager sig selv, og vi finde i Aa- 
benbarelserne nogle Antydninger af Birgttas egen Haand 
angaaende hendes Naturel. Hun anklager sig saaledes for, 
at Vredens første Glimt mangen Gang blusser op. og at 
hun taler et spydigt Ord eller handler i Overilelse; men 
saa ofte det hænder, gør hun straks Bod og tager sædvan- 
lig en bitter Urt i Munden, for at straffe det Redskab, som 
i Overilelse løb af med hende. 

En anden Fejl, som er lige saa dybt begrundet i den 
kvindelige Natur, er Forfængelighed og Pyntesyge. En 



— 48 — 

til Skrifte og græd bitterligt over sine barnlige Synder. 
Holdtes der Prædiken hjemme eller i et Nabosogn, da 
manglede hun sikkert ikke; Sangen, Ordet, de nye hel- 
lige Billeder gjorde i Forening deres Indtryk. Betraadte 
hun et Kloster, var det for hende hellig Grund, en 
Indgang til Paradisets Engleliv, og med Andagt kyssede 
hun Søstrenes Hænder. Hvor maa de store Fester ikke 
have tiltalt hende med deres Processioner, deres halv- 
dramatiske Fremstillinger: Kristus i Krybben, de hellige 
tre Konger og Stjernen, Kristi Begravelse! Julemorgen 
med det gode Vinterføre; Bjælder lyde fra alle Kanter, 
et langt Tog, Slæder, hver med sit Fyrreblus komme 
ud af Skoven og haster afsted til den oplyste Kirke, 
til Julotten (Julemessen). Upsala Domkirke, bygget af 
Bonneville, regnedes, skønt endnu ikke færdig, for et 
af Sverrigs Underværker. Herinde mellem disse opad- 
stræbende gotiske Piller talte alt til hende om St. Erik, 
hendes Ætfader: hans Helgenskrin med Guld og ædle 
Stene, hine Hedinstykker (Tapeter), hvori hans hellige 
Idrætter og Martyrdød saas indvirkede. De nordiske Kir- 
ker have deres Lod med i den latinske Digtning, navnlig 
besang de den indfødte Helgens Liv. Til St. Eriks Ære 



Skygge af den synes ogsaa, saa længe hun færdedes ved 
Hoffet og i sin Stands fornemme Kredse, at have klæbet 
ved hendes Sjæl. I Aabenbarelserne fortælles nemlig, at 
den hellige Jomfru en Dag spurgte hende: »Sig mig, 
hvorledes tale og klæde de fornemme Fruer sig i dit 
Land? c »O min Frue,« svarede Birgitta, »det tør jeg ikke 
sige, thi jeg er jo selv en af dem.« »Saa vil jeg sige dig 
det,« gensvarede Maria, og da skildrer hun de svenske 
Adelsfruer som stolte, forfængelige og pyntesyge Kvinder 
og slutter sine Ord med den Formaning: Saa vær da 
ydmyg og klæd dig altid tarveligt og simpelt. (Se II. Del 
8. Kap.) 



— 49 — 

lød da Antifonen i Brødrenes Sang mere fuldtonende her 
end noget andet Sted i Riget: 

Ave, Martyr pretiose, Hil dig, Martyr, som har givet 

Miles Christi gloriose, for din Tro og Dyden Livet; 

Ave, regum gloria! hil dig, Kongers høje Pryd! 

O Erice, rex Svecorum, Erik, du bar Sverrigs Krone; 

Posce nobis peocatorum opnaa alle Synders Sone 

Veniam et gaudia! for os og en evig Fryd! 

Og hun turde stemme i med : ora pro nobis (bed 
for os!). Den romerske Kirke forstaar at fremstille Tros- 
livet i skønne, fantasifulde Former, der vække en Anelse 
om det højeste; de vakte den her hos Barnet. Med sin 
levende Sans for det skønne blev hun greben af den him- 
melske Skønhed og kunde græde af Glæde. (H. 37. 38.) 

Saaledes voksede Barnet op imellem sine Søskende, og 
dog en helt anden end dem ; med hele sin Viljeskraft higede 
hun efter alt, hvad der minder om det evige, hun levede 
næsten altid i en anden Verden, hvor Frelseren, hans Mo- 
der og de Hellige, viste sig for hendes Aand. Det var ikke 
blot, naar hun klædte sig af og paa, satte friske Blomster 
hen for Krucifikset i sin Stue eller tændte Lampen ved 
Gudsmoders Billede: det var inde og ude, i Skov og Mark, 
ved Elven, i Rosenlunden ved Finstad, ihvor hun saa fær- 
dedes. Hun gik nu i sit tolvte Aar, de ældre Børn vare 
alle døde, hun var den ældste, Katharina yngre, og Israel 
ganske lille, da følte Fru Ingeborg sig angreben af en 
Sygdom, som blev hendes Helsot. Det var en Dag i 
Slutningen af September 1314, Huskapellanen, Hr. Anders, 
havde læst Messen, han, en Kone og en Pige stode ved 
den Syges Seng; hun var meget lidende. Hr. Birger 
traadte ind, den Syge talte om sit nærforestaaende Ende- 
ligt og Begravelsen hos Brødrene i Skenninge Kloster, 



A. BK1NKMAMN : DKN HELLIGE BIRGITTA. 



— 50 - 

hvor Birger og hans Hustru tidligere havde udset sig et 
Hvilested. »Men,« udbrød Birger, »allerkæreste Ingeborg, du 
glemmer jo vor sidste Aftale om, at vi vilde begraves i 
Kapellet i Upsalas nye Kirke, der hvor vore Smaa ligge!« 
»Ja, kære Herre og Husbond,« svarede Ingeborg, »du har 
Ret, tilgiv mig ! I min store Svaghed og Smerte glemte jeg 
det. Men gør du nu, hvad vi have aftalt med hinanden, 
lad mit trætte Legeme stedes til Hvile i Upsala Kirke, 
og giv mindst 200 Mark Penge som min Sjælegave til 
Brødrene der.« Birgitta og de to andre Smaabørn hente- 
des ind; alle svømmede i Taarer. »Hvi græde I,« sagde 
den Døende, »længe nok har jeg levet; hellere skulde I 
glæde eder, thi jeg er kaldet herfra af en mægtigere Her- 
re.« Som Ærkebiskop Birger tilføjer, havde hun nogle Dage 
i Forvejen faaet sin Dødsstund at vide og meddelt det. Nu 
velsignede hun sin Mand og sine Børn og tik den sædvanlige 
Dødskerte i Haanden. Saaledes hensov den fromme og 
vældædige Kvinde, rig paa alle Dyder, men især paa Kær- 
lighedsgerninger, som en anden Tabita (H. 41. — B, 486 
n. 5). Snart ringede alle Klokker paa Vejen fra Finstad til 
Upsala til hendes Begravelse; Liget bragtes til St. Katha- 
rinas og St. Niels'es Kapel i Domkirken, som endnu stod 
under Bygning; der gik Jordfæstelsen for sig, sikkert med 
al fyrstelig Pragt. Hr. Birger gjorde sit Testament og 
indsatte Hertug Erik og Domprovst Anders And til Vær- 
ger for Børnene (H. 42). 

Da det er en bekendt Sag, at kun et Kvindehjerte 
rigtig forstaar at opdrage et Pigebarn, og det ædleste i 
Barnet, Hjertets Udvikling, alt for ofte bliver forsømt un- 
der Faderens mandige, noget ensidige Adfærd, naar Mode- 
ren er død, saa var den kloge Hr. Birger fremfor alt be- 
tænkt paa at sætte det velsignede, saa haabefulde Barn 
under kvindelig Varetægt. Han havde en Svigerinde, hans 



— 51 — 

afdøde Hustrus Søster, Fru Ingrid, der var gift med Drost 
Knut Jonsok og boede paa Aspenæs, en af Folkungeættens 
gamle Gaarde ved en Indsø i Vestmanland. Fru Ingrid 
var bekendt som en dygtig Husmoder, og Ærkebiskop 
Birger (B. 486 n. 5) roser hende især for hendes udmær- 
kede Kløgt og Fromhed; hun var i Sandhed skikket til at 
opdrage en ung Helgeninde. Hvor tung end Skilsmis- 
sen maatte være for Faderen, bragte han dog dette Offer 
for Barnets Bedste og sendte Birgitta til Aspenæs. 

De Forhold, hvorunder Birgitta her kom til at be- 
væge sig, vare ganske af samme Art som paa Finstad: og- 
saa Knut Jonsons Familie hørte til Rigets Stormænd; kun 
var der den Forskel, at Gud nu kunde drage Barnets Sjæl, 
der i en vis Forstand var løsrevet fra Fader og Moder og fra 
Hjemmet, endnu lettere og inderligere til sig. Birgitta fik 
her straks sit Jomfrukammer, der længe efter bevaredes i 
gammel Stil som en Helligdom, og Mosteren begyndte at 
prøve og øve den halvvoksne Pige ogsaa i alle de Ting, 
som en dygtig Husmoder skal lære. En Dag sad Barnet 
og baldyrede; hun skulde udsy et kostbart Stof med Silke- 
blomster, Guld og Perler; men da Arbejdet ikke var saa 
let at udføre, henvendte Birgitta sig fuld af Angest til 
Maria og bad hende om at hjælpe sig med Arbejdet. Saa 
tog hun behjertet fat paa Broderiet, og det gik øjensynlig 
heldigt fra Haanden. En Stund derefter traadte Mosteren 
ind og saa ved Siden af Birgitta en Jomfru fald af 
Majestæt og blændende Skønhed, som hjalp flittig til, men 
forsvandt øjeblikkelig ved hendes Indtræden. »Birgitta,« 
spurgte da Fru Ingrid, »hvo var den skønne Jomfru, som 
hjalp dig ved Arbejdet?« Birgitta rødmede dybt og sva- 
rede: »Tante! jeg har ingen set; men da jeg ikke kunde 
komme ud af det, paakaldte jeg Guds Moder om Hjælp, 
og saa gik Arbejdet godt fra Haanden.« Mosteren svarede 



— 52 — 

intet, men tog Broderiet, der ved sin fuldendte Kunstfær- 
dighed noksom viste, at det ikke var udført af et Tolvaars- 
barn, og gemte det som en kostbar Skat (B. 384 n. 62). 

Alt fra den Tid, den lidende Frelser havde vist sig 
for Barnet, plejede hun gerne hver Nat at staa op og til- 
bringe en eller to Timer, selv i den koldeste Vinter, i 
Bøn og Betragtning foran den Korsfæstedes Billede. En 
Nat kom Fru Ingrid, der som omhyggelig Husmoder fra 
Tid til anden ogsaa om Natten visiterede hele Huset, 
ganske sagte op i Birgittas Sovekammer. Da fandt hun 
Barnet halvnøgent med Taarer i Øjnene, knælende ved Kru- 
cifikset foran hendes Seng. Opdragelsen var paa den Tid 
streng, hun antog det for en utidig Barnagtighed og mente 
at burde straffe Barnet for denne ufornuftige og farlige 
Letsindighed. Hun tog altsaa Riset for at revse den be- 
dende Birgitta; men i det samme Øjeblik knækkede det 
i Stykker og faldt i smaa Stumper til Jorden. Forskræk- 
ket udraabte hun da: »Birgitta! hvad har du gjort? Have 
de tossede Kvinder (Troldkvinder) nu igen lært dig en af 
-deres overtroiske Bønner?« »Nej, Moster,« svarede Birgitta, 
»men jeg stod op af Sengen, for at love og prise ham, 
der altid er mig nær og redebon til Hjælp.« »Hvem er saa 
det?« spurgte Fru Ingrid. »Jesus Kristus,« svarede Bir- 
gitta, »den Korsfæstede, som jeg nylig har set« (R. 853. — 
B. 487 n. 8). Fru Ingrid vidste ikke ret, hvad hun skulde 
sige dertil, men fra nu af elskede hun Birgitta endnu 
mere, vaagede med endnu større Omhu over den hende 
betroede kostbare Himmellilje og behandlede Barnet med 
endnu større Ærbødighed; og aldrig vovede hun mere at 
forstyrre Birgittas natlige Bønner eller andre Øvelser, 
fordi hun vel mærkede, at en højere, hellig Magt styrede 
det ualmindelige Barn. 

Men der var en, som med stor Forbitrelse saa denne 



— 53 — 

Gud velbehagelige unge Sjæl udvikle sig og søgte med 
Magt at forhindre og efter Evne at forstyrre dens Vækst: 
det var Helvedes mørke Aand. Han forudsaa, at et saadant 
helligt Barn, naar det først kom til Skelsaar og Alder, vilde 
berede ham mangt' et Nederlag og frarive ham mangen en 
Sjæl. Fuld af Had og Misundelse begyndte han derfor 
at plage og pine Barnet, uden at indse, at han netop 
derved mest fremskyndede Dydsblomstens fulde Udfoldning, 
thi Kraften fuldkommes i Skrøbelighed (H. Kor. 12, 9). 
Endskønt han daglig gaar omkring paa Jorden som en 
brølende Løve, søgende hvem han kan opsluge, saa viser 
han sig dog ikke for os almindelige Mennesker i synlig 
Skikkelse; det behøver han ikke, han finder i vore Liden- 
skaber og Svagheder saa meget Medhold, at han ikke 
trænger til overordentlige Midler, ja tværtimod, jo mere 
man lænkebindes af ham, desto mere synes Satan at gøre 
sig usynlig, saa at netop de værste Mennesker især be- 
nægte Djævelens Tilværelse. Men anderledes forholder 
Sagen sig med Helgenerne: Birgittas Indre var ganske 
rent, og alt som Barn vaagede hun med en saa stor 
Bøns- og Bodsiver over alle sine Sanser og Følelser, at 
hun allerede dengang syntes at være helt afdød fra sig 
selv. Her kunde Sjælemorderen ikke udspejde noget paa- 
lideligt Angrebspunkt for at forstyrre hendes aandelige 
Udvikling eller fange hende i sine Fristelsers Net, der- 
for forsøgte han at skræmme det hellige Barn ved udvor- 
tes, gyselige Syner. En Dag var hun sammen med nogle 
andre Piger for at lege, da saa hun pludselig midt under 
Lystigheden Djævlen, der som et vanskabt, gyseligt Uhyre 
krøb paa hundrede Fødder og Arme hen til hende. For- 
færdet løb hun ind til Krucifikset i sit Sovekammer, hvor 
hun plejede at holde sin Aften- og Nattebøn, og anbefa- 
lede sig inderlig til sin Frelser. Men ogsaa herhen for- 



— 54 — 

fulgte det rædselsfulde Uhyre Barnet, dog standsede det 
nogle Skridt fra det bedende Barn og sagde: »Havde jeg 
blot Magt til at gøre dig noget ondt, men jeg kan ikke, 
uden Kristus tillader mig det« (R. 853). Fra den Tid 
tabte Birgitta al Lyst til at lege, og Djævlesynet be- 
fæstede kun desto mere hendes Tro paa det evige og 
hendes ømme Andagt til den Korsfæstede, for hvem og- 
saa Helvedes Aander bøje sig, og uden hvis Tilladelse 
ikke engang det skrækkeligste Væsen, endsige en jordisk 
Magt formaar at skade os. I et fortroligt Øjeblik fortalte 
Birgitta Djævlesynet til Fru Ingrid; denne tog forstandigt 
paa Sagen, formanede hende til at tie stille dermed, 
sætte sin Lid til Gud, vogte sig for det onde og elske Je- 
sus Kristus desto mere (B. 487 n. 9). 

Med dette Syn sluttes Rækken af de Syner, som 
Øjen- og Ørevidner fortælle fra Birgittas Ungdom; de re- 
præsentere alle, hver for sig, ligesom et Træk i hendes 
Sjæl og give os et klart Indblik i hendes A åndsliv. Her 
finde vi Begejstring for den allersaligste Jomfru Maria og 
de evige Goder, en levende Tro paa og Kærlighed til 
Kristus den Korsfæstede og hans Fortjenester, et Liv fuldt 
af Alvor, Menneskekærlighed, Bod, Bøn, Arbejde, Anfæg- 
telser og Aarvaagenhed mod den snedige Arvefjendes An- 
greb. Saadanne vare Birgittas Ungdomsdage, de viste 
allerede Grundtrækkene i det Livsbillede, som nu snart 
skal udfoldes for vore Øjne; og medens Gud umiddelbart 
forberedte Sjælen, havde Mosteren ikke forsømt at fuldende 
ogsaa den udvortes Opdragelse, der jo i saa meget støtter 
det indre Liv, og som Hr. Birger og Fru Ingeborg med 
Held havde begyndt paa Finstad. Fader og Moder havde 
lagt Videnskabens, Næstekærlighedens, Ridderlighedens og 
Fromhedens Spire i Barnets Sjæl, intet af det blev for- 
sømt af Fru Ingeborg, men den dygtige og forstandige 



— 55 — 

Kvinde glemte heller ikke at undervise Birgitta i alle de 
Arbejder og Sysler, som skønt mere prosaiske, dog vare 
nødvendige for en Kvinde, der engang som Hustru og 
Moder . skulde blive et herligt Mønster for alle nordiske 
kristne Familier. 

Smuk og rigtbegavet, som Birgitta var, med en livlig 
Indbildningskraft, med en dyb Følelse for sit Folk og 
for Naturen, med en klar, skarpsindig Forstand og en 
energisk Vilje, med Begejstring for Kirken og et ridder- 
ligt Liv, med Sans for Videnskab og alt skønt og ædelt 
og med Bevidsthed om sin Byrd som Næstsøskendebarn 
til Kongen af Sverrig og Dronningen af Danmark syntes 
hun kaldet til en høj og indflydelsesrig Stilling; hun gik 
nu i sit 15de Aar (annum pubertatis). Øjeblikket var 
kommet, hvor hun blev kaldt hjem til det fædrene Hus, 
for der efter Tidens Skik at bortgiftes til en ung Mand, 
som Guds Forsyn ikke mindre havde forberedt til under 
Ægteskabets Slør at vogte denne kostbare Himmelperle: 
det var Ulf Gudmarson, Lagmand for Nerike. 



FJERDE KAPITEL. Birgittas Giftermaal med Lag- 
mand Ulf Gudmarson. — Ridderfruen 
paa Ulfåsa. 

fcysT for Vettern i Ostergotland ligger Indsøen Boren, 
hvorigennem Motalastrømmen flyder. Den har dejlige 
Bredder, en Afveksling af Agerland og Bakker, begroede 
med Birke og Barskov; i Syd aabner Udsigten sig mod 
den vide, ostgotiske Slette med dens Uendelighed af Kir- 
ker, Landsbyer og Gaarde. I Aska Herred, Ekebyborna 
Sogn, skyder paa den søndre Bred af Boren en højlændet 



- 56 — 

Odde, Djurgaardsodden, ud i Boren, Landet hæver sig i 
Terrasser; midt i Skovgrunden her laa det ældste Ulfåsa- 
slot, hvor den Riddersmand boede, til hvem Birger Pe- 
dersoxs Datter skulde bortgiftes, Ulf Gudmarson. Ulf 
hørte til en mægtig, talrig Æt. Som Stamfader nævnes 
Ulf Gluct, der var gift med Gyde, en Datterdatter af den 
navnkundige Skjalm Hvide i Danmark og Søster til den 
svenske Dronning; Faderen Gudmar, Jonas Knuds Søn, 
havde giftet sig ind i Polkungeætten og var derfor, om end 
langt ude, beslægtet med Birgers Familie paa mødrene Side ; 
han beklædte det vigtige Lagmandsembede i Vestergotland. 
Gudmar havde to Sønner, Ulf og Magnus, to vel oplærte, 
raske og rige unge Mænd, og især roses Ulf som en 
ung Mand af meget rene Sæder, hvis paalidelige Dygtig- 
hed og store Anseelse allerede fremgaar deraf, at han 
næppe tredive Aar gammel blev Lagmand i Nerike; det 
var; som vi før sagde, et Embede, som kun blev betroet 
Mænd af høj Byrd, stor Kløgt og ulastelige Sæder. Bægge 
besluttede, med hele Ættens Samtykke, thi saaledes kræ- 
vede Tidens Skikke det, at fri til Birger Pedersons Døtre. 
Det varede derfor ikke længe, inden der spurgtes nyt paa 
Finstad; Hr. Birger havde med Haandslag og alle Fræn- 
ders Samtvkke fæstet sine to Døtre bort, Birgitta til Ulf 
og Katharina til Magnus (H. 51. 47). »Fæstningsfæet« 
og Medgiften var aftalt, Vennegaverne udvekslede, Fæ- 
stensøllet drukket og alle Lovens Fordringer opfyldte. 
Nøje kan det ikke bestemmes, hvor gammel Birgitta var; 
den paalidelige, samtidige visingsborgske Skindbog angiver 
det 14de Aar; 1 ) Margarethe Klausdatter, som levede 



x ) Diplomerne, som omtale Hustruernes Arv og ere udstedte 
den 20de September 1316 vise, at Bryllupperne lige vare 
holdte; men da var Birgitta omtrent 14 Aar gammel. 



— 57 — 

henved 100 Aar senere, men var beslægtet med Birgitta, 
siger kun »da hun havde naaet den giftefærdige Alder«, 
altsaa omtrent det 15de Aar; og at Piger i den umodne 
Alder bleve gifte, var aldeles ikke usædvanligt i Norden, 
hverken ved Kongernes eller de Stores Hoffer. Men eet 
er vist: det var alene efter Faderens udtrykkelige Ønske, 
at Birgitta gav Ulf sit Ja; hendes Hjertes Lyst derimod 
var, som baade Pave Bonipacius IX's Kanonisationsbulle 
og den romerske Levnedsbeskrivelse udtrykkelig fremhæve 
(det. anføres derfor ogsaa af Hammerich S. 47), at leve og 
dø i den jomfruelige Stand; og senere fortalte hun flere 
Gange sin Datter Katharina, at hun helst vilde være ind- 
traadt som Nonne i et Kloster, men at hun havde erkendt 
det som Guds Vilje, at hun skulde give efter for sin Fa- 
ders Ønske. 

Tiden gik nu hen med travle Forberedelser til Bryl- 
luppet; et Par Aar efter Fru Ingeborgs Død, havde det 
været mere stille paa Finstad; Birgitta, maaske ogsaa 
Søsteren, bleve opdragne udenfor Huset; nu maatte dog 
Loven ske Fyldest, Qg Bruden skulde hentes fra sin Faders 
Hus, medens det efter Lovens Bestemmelser tilkom Brud- 
gommen at gøre Bryllup hjemme, og Diplomet angaaende 
Giftermaalet, er undertegnet af Svigersønnerne 20. Septem- 
ber 1316 i Ørbæk, et Sted, som ligger tæt ved Ulfåsa, 
saa at rimeligvis Ulfåsa har været Bryllupsgaarden. Ham- 
merich giver nu en meget detailleret Beskrivelse af et høj- 
tideligt Bryllup i Norden og siger: Upaatvivleligt er alt gaaet 
til, ganske som Loven bød, thi Lagmand Birger kan ikke 
have overtraadt, hvad han selv var sat til at haandhæve; 
vi kunne altsaa ved hans Døtres Giftermaal bruge Lovens 
Bestemmelser som Kilde. Jeg vil derfor anføre den lærde 
nordiske Granskers interessante Beskrivelse, som atter gør 
os bekendt med vore katolske Forfædres Skikke. 



— 58 — 

Det var i September 1316, Birken gulnede stærkt, i 
Rosenlunden begyndte det at blive øde; men paa Gaarden 
vajede Bannerne, der herskede Munterhed, og den havde 
smykket sig paa det bedste, vistnok, som Skik var, med 
Granris, Løv og Blomster paa Gulv og Vægge og med 
udhængte Tapeter. Riddere, maaske selv Hertug Erik og 
Valdemar, Hofmænd, Tjenerskab, Fruer og Terner gik ud 
og ind, Bordene bugnede af 01 og Mad. En talrig Skare, 
afsendt af Brudgommen, nærmer sig Finstad, det er hans 
Frænder i Vaaben og Brudejomfruerne, alle til Hest og 
med udslagne Bannere. Trompeten lyder, den vagthavende 
Hofmand modtager Melding, Brudefølget giver Gisler og 
begærer frit Lejde samt Bruden udleveret af Hr. Birger, 
hendes Giftemand. Denne paa sin Side giver ligeledes 
Gisler for Lejdet og tager Følgets Vaaben og Sadler un- 
der Forvaring. Hallen er fuld af Gæster; Birgitta ledes 
frem, smykket som Fyrstinde, med Brasen af Ædelstene, 
det rigt baldyrede Bælte, der var den adelige Jomfrus 
Ære, og Brudekronen paa Hovedet; vore Museer oplyse 
os om Tidens Dragter. Hun er i den Alder, da Overgang- 
en sker fra Barn til Mø, en fin ungdommelig Skikkelse, 
et ægte fornemt, mildt og sjælfuldt Ansigt med en kroget 
Næse; noget tiltrækkende er der ved hele Personligheden. 
Saaledes fremstilles hun, rigtignok i et senere Tidspunkt 
af sit Liv paa det ældgamle Billede, der er bevaret i hen- 
des Hus i Rom. Hendes Fader overleverer henda til 
Følget, og snart bevæger Toget sig afsted hen til Bryllups- 
gaarden. Det tilkom Brudefølget at sørge for Brudens 
Sikkerhed, indtil hun kom hjem til Brudgommen. Vistnok 
var der lyst Fred over Følget, og svær Straf traf ham, som 
brød den; men i Tider, saa fulde af Fejder var al mulig 
Forsigtighed dog ikke mere end nødvendig. Følget er 
altsaa væbnet til Tænderne og rider fremad i fuld Slagor- 



u "-^- » »'««,'»■ 



— 59 — 

den med Bruden i Midten. En idelig Galopperen frem og 
tilbage, Meldinger, som gaves og modtoges, hørte med til 
Skikkene, og finder endnu Sted ved Bondebrylluper ; kom 
der farlige Skovpasser, maatte de først afsøges. Endelig 
er Rejsen tilende, og Trompeterne forkynde Ulf Gudmar- 
son, at hans Brud nærmer sig. Paa Ulfåsa vrimler det 
ligesom paa Finstad med højbaarne Gæster; thi Loven 
foreskrev, at alle Frænder skulde indbydes »inden tredje 
Knæ«, et Giftermaal angik jo hele Slægten. I denne rid- 
derlige Forsamlings Paasyn tilkom det nu Birger som 
Giftemand at føre sin Datter til hendes Brudgom med de 
Ord: »Jeg gifter dig hende til Hæder og Hustru, til Laas 
og Nøgler, til hver tredje Penning og al deri Ret som 
Lov er, i Navnet Faderens, Sønnens og den Helligaands !« 
Det var 'det' egentlige »Giftermaal«, det Maal, den Tale, 
Giftemanden skulde holde. Ogsaa Vielse i Kirken horte 
til l ) og Bryllupsmaaltidet. Der er ingen Tvivl om at 
dette jo var i ypperlig Stil. Ikke sjælden opførtes til 
den Ende et eget Plankehus, behængt med Tapeter eller 
beklædt fra øverst til nederst med Klæde og oplyst af 
Kerter. Længe forud vare Forberedelser trufne; Vin, 
Mjød, Kirsedrank og det kostbarste, den tyske Krambod i 
Stockholm eller Visby kunde opdrive, kom paa Bordet. Se- 

*) Ægteskabets Sakrament bevirkes (conficitur) ved de to 
kristne Forlovedes højtidelige Ægteerklæring; før det tri- 
dentinske Koncil (1546 — 63) kunde et kristeligt Ægteskab 
gyldigt afsluttes ogsaa uden Præstens Overværelse; men 
fordi unge, uerfarne Folk ofte misbrugte det eller lode sig 
vildlede, har Kirken i Kraft af sin højeste Myndighed paa 

■ ovennævnte Kirkemøde (Sess. 24. ep. 1) forordnet, at 
hvor det vedkommende Dekret er blevet forkyndt, kan 
intet kristeligt Ægteskab herefter gyldigt sluttes uden for 
Sognepræsten og to Vidner; Præsten er nu det af Kirken 
beskikkede, nødvendige Vitterlighedsvidne. 



— 60 — 

nere i Middelalderen træffe vi en guldbroderet Tronhim- 
mel over Bruds og Brudgoms Plads, den stod der vist al- 
lerede da; glimrende Brudegaver, Musik, Lege, Dans mangle 
ikke ved Gildet. Lystigt spilledes der paa Fedel og Gige, 
Trommer og Trompeter faldt med ind, Dansen gik gen- 
nem Salen, næste Morgen var det Brudens Bet at kræve 
sin Morgengave, hvortil føjedes et Spyd, maaske som Sind- 
billede paa, at hun skulde deltage i Husets Forsvar. Hun 
viste sig nu i Hustruens Dragt med Hue paa Hovedet, 
og hendes Indvielse til Husmoder betegnes ved, at hun 
skænker for Gæsterne. Gildet varede gerne flere Dage; 
Dansere, Sangere, Gøglere kunde ikke undværes, og ved 
saa stor en Festlighed maatte vel ogsaa Lanserne bry- 
des til det unge Pars 'Ære. Selv den Fattigste maatte 
ikke gaa glædesløs derfra; fra alle Nabobygder strøm- 
mede de derfor sammen, dem tilkom deres Del i 01 og 
Mundgodt, og jo rundeligere den ydedes, desto større Ære 
for Bryllupshuset. Paa lignende Maade maa det være 
gaaet til ved Katharinas Bryllup, der vel fulgte straks ef- 
ter, da hun var den yngre; thi hvor Formen skulde over- 
holdes, gik det ikke an, paa een Dag at gøre to Bryllup- 
per (H. 47—51). 

Baade Kanonisationsbullen og den romerske Levneds- 
beskrivelse (R. 853) meddele et meget ophøjet Træk fra 
Brudekamret, som fortjener at overleveres, og som beviser 
baade den unge Frues og hendes Gemals ualmindelige Dyd 
og Fromhed. Vi læse nemlig i den hellige Skrift, at den 
unge Tobias efter sit Giftermaal med Sara, Raguels Dat- 
ter, tiltalte sin Brud "med følgende Ord : »Sara, staa op og lad 
os i tre Dage bede til vor Herre, om han maaske vil for- 
barme sig over os; vi ere de Helliges Børn og bør ikke 
komme sammen saaledes som Hedningerne der ikke kende 
Gud.« Og de tilbragte saa tre Dage i streng Afholdenhed 



— 61 — 

med hellig Faste og Paakaldelse (Tob. 8, 4—6). Paa samme 
Maade sagde Birgitta efter Vielsen til sin Ægtemand: 
»Se, Ulf, ogsaa vi ere de Helliges Børn og ere komne af 
hellige Martyrkongers Blod, vi bør derfor ikke komme sam- 
men saaledes som Hedninger, der ikke kende Gud. Lad 
os først ved en længere Afholdenhed, med Bøn og Faste 
paakalde Gud om at hellige vort Ægteskab, og ikkun i 
det Tilfælde at velsigne det med Børn, naar han forudser, 
at de engang ville blive salige i Himmelen.« Med Glæde gik 
Ulf ind paa sin fromme Hustrus Forslag, og ligesom To- 
bias og Sara havde gjort i tre Dage, og Maria og Jo- 
sef hele Livet, saaledes levede Birgitta og Ulf med hinan- 
den i henved to Aar i streng Afholdenhed som Broder og 
Søster, men helligede sig saa meget mere til det, som 
Herrens er: Bøn, Faste og Velgørenhed. Og da Bir- 
gitta haabede at Gud senere vilde skænke dem Børn, var 
det hendes bestandige Bøn Dag og Nat: »Herre, Herre! 
skænk mig Børn, som søge dig og engang naa Himmelen.« I 
5. Kapitel ville vi se, at og hvorledes hendes fromme Bon 
blev bønhørt. 

I sit huslige Liv paa Ulfåsa færdedes den unge Fru 
Birgitta som et sandt Mønster for alle Husmødre. Vel har 
St. Paulus sagt: Den ugifte Kvinde og Jomfruen har 
Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, for at 
hun kan være hellig baade paa Legeme og i Aand, men 
den gifte Kvinde har Omhyggelighed for det, som hører 
Verden til, hvorledes hun kan behage Manden (I Kor. 7, 
34), men Birgtta var allerede alt for dybt befæstet paa 
Dydens Vej, til at Giftermaalet kunde blive hende en Hin- 
dring, og hun viste ved sit Eksempel, at St. Paulus ved 
disse Ord ikke vilde opstille en Kegel, der ingen Undtagelse 
tilsteder, men at den vise Sirachs Ord ogsaa hævder sin 
Ret: »Salig er den Mand, som har en god Hustru; som 



— 62 — 

Solen, der oprinder paa Herrens høje Pavlun, er en saadan 
Kvinde sit Huses Prydelse; ligesom Grundvolden paa en 
Klippeø varer evig, saaledes ere Guds Bud grundede i en 
hellig Kvindes Hjerte (K. 26).« Endskønt endnu meget 
ung fandt Birgitta sig dog snart til Rette i sin Stilling og 
forstod ypperlig at hævde sin Plads og sin Værdighed. 
Den sande, ægte Hellighed modner hurtig, erstatter Ung- 
dommens Uerfarenhed og udgyder selv over unge Folk 
et Værdighedsskær, som ofte Alderen ikke giver; det 
kommer deraf, at i et saadant Hjerte har den guddommelige 
Visdom og Majestæt selv taget Sæde: »Om nogen elsker 
mig,« siger vor Herre, »skal han holde mit Ord, og min 
Fader skal elske ham, og vi skulle komme til ham, og tage 
Bolig hos ham (Joh. 14, 23).« Men Kærlighed til vor 
Herre og alle Herrens Ord, det var den unge Frues høje- 
ste Glæde, og det syntes, som om hun kun benyttede den 
Frihed og Selvstændighed, hun vandt ved sit Giftermaal, 
for mere at hengive sig til alle Dyders Øvelse. Alle de 
frumme Indtryk, hun havde faaet fra Barndommen, bevares 
og fremmes; daglig hørte hun den hellige Messe i Borg- 
kapellet eller i Ekeby; hver Søndag annammede hun med 
en glødende Andagt til alle Borgfolkenes Opbyggelse den 
hellige Kommunion; hver Fredag gik hun til Skrifte, og 
lagde især Vægt paa dette Sakrament, som »lukker Helve- 
des Mund og aabner Paradisets Porte«. Hun bekendte 
med saa stor Alvor og Anger sine smaa Synder og græd 
saa bitterlig over dem, at hendes Skriftefader Mathias, 
Kannik ved Lindkoping •Domkirke, plejede at sige til sine 
Venner : Det er mig et sikkert Tegn paa, at Fru Birgitta 
er kaldet til en høj Fuldkommenhed og til overordent- 
lige Naadegaver, at hun angrer og begræder sine smaa 
Synder, som andre deres store, og at hun intet lader gaa 
uransaget hen, det være i Ord eller Gerning (B. 390 n. 91). 



— 63 — 

Efter sin Mands Død plejede hun endog hver eneste Dag 
at skrifte de daglige Fejl, og det altid med ualmindelig 
stor Anger, idet hun hver Gang bitterlig græd over de 
mindste Forseelser, og underkastede alt: Tanker, Ord, 
Gerninger og Følelser den allerstrengeste Prøvelse. 

Mange vilde maaske spørge, hvad da en saa ren, 
uskyldig Sjæl havde at skrifte? Det er netop Forskellen 
imellem de Fuldkomne og de Ufuldkomne; jo ufuldkomnere 
et Menneske er, og jo syndigere hans Levned, desto mere 
miste Buddenes Overtrædelser deres Vederstyggelighed i 
hans Øjne og betragtes til sidst som smaa, ubetydelige 
Natursvagheder; det aandelige Øje er ved hans ugudelige 
Gerninger svækket eller forblindet ; men jo fuldkomnere et 
Menneske er, og jo dydigere han lever, desto mere skær- 
pes det aandelige Øje, og ved Troens stærke Lys opdages 
der tusinde Fejl og Forseelser, hvor den Ufuldkomne in- 
gen seer, eller endog seer Dyd i Stedet for Fejl. De utal- 
lige smaa Støvgran, der fare om i Værelset og indaandes 
hvert Øjeblik, ses heller ikke ; først naar Soléhs lyse Straale 
falder paa dem, blive vi dem var og forskrækkes ved be- 
standig at maatte sluge dem. 

Med denne alvorlige Stræben efter Hjertets Renhed 
forbandt Birgitta en ligesaa stor Iver for alle de Gerninger, 
der anbefales af den hellige Skrift: Faste, Bøn og Bod. 
Hun hengiver sig til en streng Askese, bærer inderst paa 
Kroppen haarde Klæder, holder Fastedag fire Gange om 
Ugen og afholder sig altid fra lækre Spiser, hvor det kan 
ske uden at vække Opsigt. Var Hr. Ulf fraværende, saa 
vaagede hun ofte hele Nætter i Bøn, indtil legemlig Ud- 
mattelse omsider tvang hende til at søge sit haarde Leje ; 
og ikke sjældent tilbragte hun en stor Del af Natten med 
at bøje Knæ foran et Krucifiks, og efter St. Pauli Ord at 
spæge sit Legeme og at holde det i Trældom (I Kor. 9, 27. — 



— 64 — 

B. 390 — 391). For ej at forstyrres i sine Andagtsøvelser 
havde hun paa Slottet indrettet et lille Bedekammer, hvor 
hun tilbragte mange Timer, og hvor hun ofte trak sig til- 
bage fra de huslige Sysler for at samle sine Tanker og 
monstre alle sine Ord og Gerninger (B. 391 n. 96). 

En Dag da hun inderlig bønfaldt Gud om at lære 
hende at bede paa den rette Maade, meddelte Jesu 
Moder hende nogle Bønner om Sønnens Lidelse og 
Moderens Lov og Pris, Bønner, som Birgitta hver Dag 
plejede at bede; men man mærker paa Bønnerne, at ogsaa 
her, ligesom hos Profeterne, den Helligaand afpasser sine 
Aaben bareiser efter Redskabets Natur; det er i Sandhed 
Ridderens Datter og Ridderens Hustru, der i Ridderskabets 
blomstrende Tid beder: »Min Herre Jesus Kristus, Du 
est den stærkeste Kæmpe og mandeligste Ridder. O Jom- 
fruens Søn, hvor var din Pine haardere end nogen andens. 
Men nu udraabes Din Ære af alt Himmelens Hærskab til 
den Hujde, ingen kan skue Ende paa, i Guddommens 
Vælde, og Raabet lyder ned til Helvede, hvor Dybet aldrig 
findes i Afgrunden; og din Lov forkyndes af Venner 
og Fjender i Verden, fordi Du var fremmest i Striden. 
Der blev din Kærligheds Banner rejst og set, da du raabte 
Consummatum est, det er fuldbragt. Thi hellere vilde du, 
at dit Hjerte brast, end at Sjælene skulde miste Himmerige. 
O ! Du oplod Himmelen og vandt Helvede med dit Hjerte- 
blod. Da fik Lucifer saa stort Fald, at han daanede og 
al Djævelflokken hylede og skjalv af Rædsel, Stjernerne 
rørtes, Jorden rystede. O Hertug af Bethlehem, saa fuld- 
byrdede du din Høvdingedaad, da du ledte den store Skare 
fra Mørke og Drøvelse til evindelig Glæde! Hvor man- 
delig fuldkommede du Ridderskabets Regel! Min kære 
Herre Gud, jeg er en af dem, du købte med din Død, 
men jeg har forskyldt Helvede saa mangelunde og faar 



— 65 — 

aldrig Himmerig' uden af din guddommelige Kærlighed. 
Min Herre Jesus! hør min Bøn, du som hørte Røveren 
paa Korset: gør mit Hjerte brændende af din Kærligheds 
Ild, saa alt, der er dig imod i det, maa bortvejres af 
Stormen. Min Frue og alle Helgener og Englene beder 
med mig og for mig« (B. 391 n. 97). 

Og for at øve den Dyd, som vor Herre Jesus Kri- 
stus har elsket saa højt, Lydighed indtil Døden, beflittede 
hun sig paa en saa fuldkommen Lydighed og Ydmyghed 
lige over for sin Skriftefader, at hun bestandig, endog i de 
allermindste Ting, vilde afdø fra sin egen Vilje og følge 
sin aandelige Foresattes Anordninger, men fremfor alt viste 
hendes sande Hellighed sig i en næsten ubegrænset Kær- 
lighed til hendes Medmennesker, og medens hun var streng 
imod sig selv, lære vi hende at kende som Barmhjertig- 
hedens ivrigste Udøver. Aldrig glemte hun de Fattige, 
hendes milde Hjerte var stedse rede til Hjælp, og Ulfåsa 
blev et aabent Herberg for Nødlidende. Hver Dag bespiste 
hun tolv Fattige paa Slottet, og. betjente dem selv; hver 
Torsdag vaskede hun, til Minde om Herrens Gerning paa 
Skærtorsdag, disse sine tolv Fattiges Fødder; hun byggede 
Hospital og Fattighus baade her og paa andre Gaarde for 
Mænd og Kvinder; og det var Birgittas største Hjertens- 
glæde, som hun fra Barndommen af havde lært og øvet 
hos Moderen, at besøge og betjene de Syge. Ja, den 
fornemme Frue gøs ikke tilbage for endog at rense de 
Spedalskes Saar og at udsuge deres Bylder, hvis hun tro- 
ede derved at kunne lindre deres Smerter. Saa snart 
Børnene vare voksede til, maatte de ledsage hende, for 
tidlig at øves i den Dyd, som er alle moralske Dyders 
glimrende Dronning (B. 393 n. 103). 

Intet Under, at et saadant klartlysende Dydseksempel 
spredte sine velsignelsesrige Straaler over hele hendes 

A. BK1NKMANN: DEK HKLLIGK BIRGITTA. 5 



— 66 — 

Omgivelse; først og fremmest gjorde denne Indflydelse sig 
gældende hos hendes ædle Ægtefælle. Ulf Gudmarson var 
en ædel Karakter, mild, rolig og gavmild af Naturen ; men 
han elskede Pragt og Fornøjelser og især offentlige, højti- 
delige Optrin. Lidt efter lidt forstod Birgitta at drage 
ham bort fra det verdslige og at interessere ham mere 
for de højere Ting; ogsaa han kom til, hver eneste Dag 
at høre den hellige Messe, at skrifte hver Fredag, at an- 
namme den hellige Kommunion hver Søndag, og især at 
støtte sin gavmilde Hustrus storartede Barmhjertighedsger- 
ninger; og han takkede hver eneste Dag Gud for, at han 
havde skænket ham en i enhver Henseende saa gudfrygtig 
Hustru — hun ejede jo den herlige Skat, som alene kan 
gøre Familielivet til et Paradis, en ualmindelig stor Gud- 
frygtighed (B. 393 n. 104. — H. 60). 

Ogsaa hos Slottets Tyende bar denne Indflydelse stor 
Frugt. Næppe forgæves havde Fru Ingrid haft hende un- 
der Tugt; hun fandt sig snart til Rette i de Krav, Livet 
stillede til hende: hun førte Tilsyn med Tjenestekvinder, 
med Have og Hus, med Køkken, Bryggers og Spindestue; 
det var hende en Gla^de sammen med sine Piger at væve, 
sy og baldyre Ting, der enten kunde bruges til Gudstje- 
nesten eller Undre de Fattiges Nød. Med fin Følelse und- 
gik hun selv det mindste, der kunde give Bagtalelsen Stof; 
altid var det de bedste og sædeligste Smaasvende og Ter- 
ner, som fik Tjeneste paa Ulfåsa. Alle Vegne forstod hun 
at gøre sig gældende, saa ung af Alder hun end var. 
Alle Tjenende paa Borgen saa derfor op til den unge Frue 
med usigelig Ærefrygt og bleve selv lastefrie, fromme Folk 
(B. 488 n. 10. 11). 

Da Hr. Ulf, som vi før sagde, i det hele taget var 
meget pragtelskende og holdt af Heste, Festligheder og 
ridderlige Lege og Øvelser, saa var det ganske naturligt, 



— 67 — 

at mange og fornemme Gæster saas paa Ulfåsa; mange 
længtes efter det Øjeblik, da de skulde se Taarnet paa Ulf- 
åsa tone frem over Skovene. Der kom Hertugerne Erik og 
Valdemar, gamle Birger Pederson, Birgittas Moster Fru In- 
grid med Knut Jonson, den anden Moster Fru Ramborg, 
Lagmand Israel, Birgittas Broder, og hendes Svoger Mag- 
nus Gudmarson med Fruens Søster Katharina, Drost Mads 
Kettilmundson, Ærkebiskop Olof og mange andre Herrer og 
Fruer, gejstlige og verdslige, og Birgitta var da Sjælen i 
den gæstfrie Borg; thi den sande Hellighed glemmer sig 
selv, passer frem for alt sin Standspligt og ofrer sig gerne 
for andre. Da maatte Fruen vise, at hun forstod at 
raade for Laas og Nøgler og skaffe de Fremmede en glad 
Velkomst. Men hvor forekommende hun end var mod 
alle, taalte hun dog ingen Uhøviskhed, ikke det mindste 
utilbørlige Ord; blot hendes Nærværelse var tilstrækkelig 
til at tæmme den kaadeste Tunge. Med sit forstandige Blik 
og sit varme, nordiske Hjerte, der havde Følelse for alles 
ogsaa den Ringestes Nød, virkede hun saare velgørende, 
og den Aandrighed, som udgør et af Aabenbarelsernes 
Særkender, maa have vist sig i Omgangslivet paa tusinde 
Maader og gjort den unge Frue tiltrækkende for enhver, 
der havde Sans for noget højere (H. 58. 59). 

Men ogsaa paa andre Omraader møde vi hende, hvor 
man ellers ikke ser en Kvinde sysle, mindst i hin Tid: 
hun havde stor Lyst til Læsning og Omgang med Lærde; 
ogsaa det var grundlagt i det fædrene Hus. Der var ikke 
langt fra Ulfåsa til Skenninge Kloster med dets Præste- 
seminarium og Lektorer, eller til Kannikerne i Linkoping. 
Her var det, hun lærte den Mand at kende, som hun be- 
troede sine Børn: Nils Hermanson. Han var af fornem 
Byrd, sjælden begavet, from, mild, fast, en ægte svensk 
Mand. I længere Tid trak han sig tilbage paa et skjult 

5* • 



— 68 — 

Sted og levede der i uafbrudt Bøn ug Faste; som Teolog 
havde han rige Kundskaber i Kirkeretten og Dogmatikken ; 
siden blev han Doktor juris i Orleans og Biskop i Linko- 
ping. Som ung Skolar kom han til Ulfåsa, og medens 
han ved sine Kundskaber baade var til Gavn for Børnene 
og til Glæde for Birgitta, gjorde derimod Borgfruens store 
Hellighed det største Indtryk paa ham, og det maa uden 
Tvivl for største Delen tilskrives dennes Indflydelse og Vej- 
ledning, at han selv naaede Fuldkommenhedens Tinde; — 
han døde 1391 og blev den sidste Svensker, der ophøjedes 
til Helgen i den katolske Kirke (1520). Det var ham, 
som forfattede den underskønne Lovsang over vor Hel- 
geninde med de klingende Bimbogstaver : 



Rosa rorans bonitatem, Rose, du som aander (xodhed, 

Stella stillans claritatem Stjerne, du som lyser Klarhed, 

Birgitta, vas gratiae! o Birgitta naaderig! 

Rora coeli pietatem, Dryp fra Himlen til os Fromhed, 

Stilla vitae sanctitatem, nedbed Sinds og Livets Renhed 

In vallem miseriae. for os her paa Jorderig. 



Desuden gjorde hun Bekendtskab med Kanniken Me- 
ster Mathias, som blev Birgittas Skriftefader. Denne 
Mand havde i Udlandet erhvervet sig Magistergraden, var 
en begavet Prædikant og en af Sverrigs mest fremtrædende 
Lærde. Hans Fortolkninger over Bibelen var et paa den 
Tid dygtigt Værk; han skrev en Fortale til Birgittas Aa- 
benbarelser, og baade som latinsk og svensk Skribent har 
han Sproget i sin Magt. Han førte Birgitta ind i det latinske 
Sprogs Kundskaber. Med Beundring lyttede hun til hans 
Skriftfortolkning og Formaninger og fik ingen Bo, før 
han lovede hende en svensk Oversættelse af Bibelen (B. 
488 n. 12). Denne Bibeloversættelse omtaler Hammerich 



— 69 — 

med følgende smukke Ord: Endelig var hun kommen i 
Besiddelse af en svensk Bibel; den omtaler hun som den 
gyldne Skrift, hvori hvert Ord er af Gud, og den henrev 
hende. Efter den svenske Bibliotekar Klemmixgs Mening 
var det den samme, som nu er udgiven, en Oversættelse 
af Mester Mathias'ks latinske Bibeltekst, besørget af Forfat- 
teren selv. Hvad der er os levnet, maaske det er det hele, 
indeholder de 5 Mosebøger, frit omarbejdede og fortolkede, 
med en lang Indledning og Efterskrift om Lovens Betyd- 
ning for de Kristne. Der er Fynd og Klang i Sproget, 
og Indholdet, en Blanding af Mystik og Skolastik, er et 
godt Sammendrag af Tidens teologiske Viden, især St. Au- 
gustin er jævnlig benyttet. Mange af de Spørgsmaal, som 
dengang vare almindelige, om Verdens Evighed, Englenes 
Natur og Fald, Skabelsen, Synden og dens Følger træffe 
vi her behandlede 1 ) (H. 78). 



! ) Birgittas svenske Bibel gendriver tilstrækkelig den gængse 
Bagtalelse, at det var Luther, der gav Bibelen i Folkets 
Hænder; kun den aldeles Uvidende tror endnu paa slige 
evjentyrlige Talemaader. I Norden var det den hellige 
Birgitta, den katolske Helgeninde, som formaaede en 

* lærd, katolsk Præst til, længe før Luther, at udgive den 
hellige Skrift paa Modersmaalet , og da Bogtrykkerkun- 
sten var opfunden, finde vi dot første, svenske Bogtryk- 
keri i St. Birgittas Vadstena Kloster, og her trykkes af ka- 
tolske Munke den første svenske Bibel for Folket. I Tysk- 
land blev Bibelen inden Udgangen af det 15de Aarhundrede. 
altsaa fra 1452—1500. optrykt over hundrede Gange, og in- 
den Reformationens Begyndelse (1517) var der udkommen 
15 fuldstændige Udgaver af Bibelen i det højtyske, og fem 
i det plattyske Sprog. 1483 udkom en rigt udstyret Folkebi- 
bel, forsynet med mere end hundrede Træsnit (Janssen I. 
16). Den første tyske Bibel findes paa H. Klemms Museum i 
Dresden. Dennes første Udgave er trykt hos Epstein i 
Strassburg 1466. Samme Museum foreviser denne Bibels 9de 



— 70 — 

Men ogsaa Husbondens Sysler interesserede den 
dannede og aandrige Hustru. Ulf Gudmarson havde fuldt op 
at tage vare med sine Hofmænd og de mange Ejendomme, 
hvoraf en Del laa i Nerike, en Del paa Visingsø i Vettern 
og i andre Landskaber. Han tilbytter og tilkøber sig 
Godser, pantsætter nu og da en Gaard, opdyrker Jorden, 
anlægger Møllebrug, sørger for sine Fattige. Det gamle 
Ulfåsa Slot svarede ikke længer til Familiens stigende Be- 
hov, hvorfor han gav sig til at nedbryde Gaarden og no- 
get derfra opføre en ny. Efter de Levninger af Mure 
og Kældere at dømme, som endnu vises paa Stedet, stod 



Udgave, som udkom 1483, samme Aar som Luther blev født 
(Deutsche Reichszeitung 1883 Nr. 300). Dansk Kirketidende 
for 11. November 1883 anfører, at 21 tyske Oversættel- 
ser af Bibelen vare til, inden Luther blev født. Den 
ældste danske Bibeloversættelse gemmes paa det kongelige 
Bibliothek i København; den er et Haandskrift fra det 
femtende Aarhundredé (1490) og indeholder de første 12 
Bøger af det gamle Testamente (P. Hansen: Illustreret 
dansk Litteraturhistorie I. Del S. 56). Bibellæsningen har al- 
drig været forbudt Folket i de gamle katolske Tider — 
tværtimod, Kirkens Gejstlighed har fremmet den mest af 
alle; først da Luther stemplede Bibelen som eneste Trtos- 
kilde og forkastede det af Kristus beskikkede levende Lære- 
embede, der skal vaage over en sand og sund Fortolkning 
af de hellige Skrifter, først efter at den vilkaarlige Bibel- 
fortolkning havde affødt talløse Sekter og de taabeligste 
Paastande, først efter at Luther og efter ham mange andre 
havde begyndt at forvanske Bibelens Originaltekst for at 
afpasse den efter deres private Lærdomme (Protestanten 
Bunsen kalder Luthers Bibeloversættelse for den mindst 
paalidelige; den indeholder efter ham mere end 3000 Urig- 
tigheder), først da befalede den katolske Kirke paa Kon- 
ciliet i Trient, at Folket kun maatte faa saadanne Bibel- 
udgaver at læse i Modersmaalet, som vare forsynede med 
tilbørlige Tekstforklaringer og den biskoppelige Approbation. 



— 71 — 

her et Stenhus som fast Kerne imellem en Række Bjælke- 
huse. Det hele maa dengang have haft Udseende af en 
stærk Borg, der laa ligesom paa en Holm ; endnu kende- 
lige Grave og Volde eller Mure forsvarede Adgangen, . Ban- 
neret med Hjortehovedet betegnede den Mands Æt, som 
raadede derinde. Desuden syslede Ulf med de svenske 
Love; thi Kundskab til dem var nødvendig for enhver 
Frelsemand, som satte sig et højere Maal, og det gjorde 
Ulf Gudmarson. j ) I alt stod hans Hustru ham bi; selv 
naar han granskede i Loven eller skulde dømme i en ind- 
viklet Sag, kunde hun gaa ham til Haande og gjorde det 
gerne: ikke for intet var hun Lagmand Birgers Datter. 
Der er flere Steder i Aabenbarelserne, som bære Spor af 
Kendskab til Lands Lov og Ret; Birgitta nævnes ogsaa 
som den, der egentlig stod for den nye Gaards Bygning, 
og af Aabenbarelserne om Vadstena Klosters Bygning lære 
vi hendes Evner hertil at kende (H. 53. 52. 54). Med 
Rette tegner Hammerich denne Del af St. Birgittas Liv 
med de faa, men karakteristiske Ord : »En Ridder som 
Hr. Ulf og en Frue som Birgitta sad ikke dengang paa 
enhver Borg i Sverrig.« 

Sønden for Ulfåsa ligger den østgotiske Sletbygd, fuld 
af Kirker og Klostre. Et Par Miles Vandring bringer til 
vor Frues Kloster i Vadstena, hvor Ulf var Lensmand, 
til Cistercienserne i Alvastra, Nonnerne i Vreta, Brødrene 
i Skenninge og Linkoping og Birgittas Moster i Svanshals 
ved Tåkkernsø. Birgitta vandrede paa dette Tidspunkt ofte 
disse Veje, nu for at høre en Prædiken, nu for at hente 



*) 1330 blev han Lagmand i Nerike og fik med det samme 
Sæde i Rigets Raad. Brevskaber og Dokumenter godtgøre 
hans Driftighed som Jorddrot og Deltagelse i Landets Re- 
gering ; god svensk Mand som han var, gj orde han sit til at 
styrke Rigets Forbindelse med Skaane Stift (H. 57). 



— 72 — 

et godt Raad; det var en af hendes Gudfrygtigheds Øvel- 
ser, og i Pilgrimsdragt med Stav i Haand saas den ædle 
unge Frue forlade sin Borg; Sagnet fortæller endnu den 
Dag i Dag om St. Britas Kilde i Ekeby og en stor Sten, 
hvor hun hvilede og læste sine Bønner (H. 63). 

I denne Tid indtraf ogsaa Faderens, Hr. Birger Pe- 
dersons Død ; Forholdet mellem ham og Børnene og Sviger- 
sønnerne havde altid været godt. I Aaret 1328 endte han 
sit daadrige Liv paa Finstadgaard. Jordefærden gik for sig 
ved Paasketid med næsten kongelig Pragt. Vi have endnu 
Optegnelser over, hvad Svigersønnerne gav ud til den: 
Frem for alt skænkedes rundelige Sjælegaver til Messe- 
offerets Frembærelse i Kirker og Klostre ; Malere, Forgyldere, 
Tapetserere, Haandværkere af alle Slags toges i Arbejde. 
Tapeter og andre Pragtstykker anskaffedes; og længe gik 
der Ry af det ødsle Overflod i fransk og rinsk Vin, Sukker, 
Rosiner, Mandler, Ingefær, Krydderier og de mange kostbare 
Ting, som serveredes ved Ligbegængelsen, og som ellers 
sjældent naaede op til Sverrig. Paa Vejen til Upsala, i 
Stockholm, i Sigtuna, i Botvidskirk en ringede Klokkerne og 
holdtes der Sørgegudstjeneste for Birgers Sjæl. Sørgeto- 
get bevægede sig igennem Upsalas Gader; foran Kisten 
red vel efter Skik og Brug en Ridder i Rustning med den 
Afdødes Sværd, Odden vendt nedad r og hans Skjold paa 
Byggen. Hele Kirkens Præsteskab, fra den Højeste, Ærke- 
biskop Olof, og til den Laveste, Medlemmerne af den høj- 
baarne Æt, Frænder og Frænders Frænder, Stormænd rundt 
fra Sverrig gik i Følget med brændende Vokslys, Kors og 
Faner. Toget standsede i St. Niels og St. Katharinas 
Kapel, her blev Hr. Birger jordet ved sin Hustrus og sine 
Børns Side. En Gravsten af sort Marmor i gotisk Stil 
ligger endnu den Dag i Dag paa deres Grav; paa den ere 
Hr. Birgers og Fru Ingeborgs Billeder og Vaaben udhug- 



— 73 — 

gede og rundt om dem mindre Billeder af Børnene. Ste- 
nen maa være bleven færdig, inden Birgitta blev helgen- 
kronet, altsaa inden 1391, thi paa hendes Billede findes ingen 
Helgenglorie, som Datidens troende Aand ellers sikkert ikke 
vilde have glemt at pryde Helgenindens Billede med. Den 
meget store Arv i Godser, Penge og Klenodier skiftedes 
mellem Birgittas og Katharinas Mænd og den endnu 
umyndige Israel. Israel beholdt Finstad, Hr. Ulf fik 
Gaarde, Møller og Jærnhytter i Nerike og Upland (H. 
67. 68). 

Lad os slutte dette Kapitel med den herlige Skildring, 
som Pave Bonifacius IX giver i sin Kanonisationsbulle fra 
1391 om Birgittas huslige Liv paa Ulfåsa, der sammen- 
fatter og stadfæster alt det, vi have meddelt: »Hun havde 
Agt paa sit Huses Vandel og spiste aldrig sit Brød med 
Ladhed; hun udbredte sin Haand til de Elendige og ud- 
strakte sine Hænder til de Fattige (Ordsprog 31); thi hun 
øvede utrættelig for Guds Skyld en uudtømmelig Kærlig- 
hed imod alle trængende, syge og foragtede Folk. Allerede 
i den Tid, da hendes Gemal endnu var i Live, plejede hun 
hver eneste Dag at bespise Fattige ved sit Bord. Af sine 
private Indtægter lod hun i forskellige Egne af sit Fædre- 
land flere forfaldne Hospitaler istandsætte og besøgte og 
passede som en kærlighedsfuld, barmhjertig og ivrig Tje- 
nerinde alle Husets Fattige og Syge med største Omhu; 
hun rensede og toede deres Saar og lagde Bind om dem. 
Der boede en saa vidunderlig Taalmodighed i hende, at hun 
med den mest tiltalende Ydmyghed bar baade sit eget 
Legemes Skrøbeligheder og alle Krænkelser, der tilføjedes 
hende, saavel som alle andre Livets Genvordigheder, med 
den største Ligevægt uden Knurren eller Klagen ; altid og i 
alle Ting lovpriste hun Herren, blev mere og mere stand- 
haftig i Troen, lysende i Haab, inderlig i Kærlighed. Hun 



— 74 — 

elskede Retfærdighed og Billighed, foragtede med et høj- 
hjertet Sindelag al Kødets Forlystelse og Tillokkelse, Ver- 
dens tomme Pragt og Ærens hule Glans. Hvo kan finde 
en mere duelig, forstandig og fortræffelig Kvinde end hun 
har været fra den tidligste Alder indtil den sidste Stund! 
Saa vidt det er muligt for den menneskelige Svaghed 
forstod hun kløgtigt at bedømme alt, og aldrig kaldte hun 
det gode for ondt eller det onde for godt, og hun har 
ej gjort Lys til Mørke eller Mørke til Lys.« Sandelig 
et glimrende Vidnesbyrd, som Jesu Kristi Statholder paa 
Jorden i det mest officielle Aktstykke, i Helgenkroningens 
Dokument, udsteder om vor Helgeninde, et Vidnesbyrd, 
som har desto større Værd, fordi Pave Bonifacius var 
Birgittas Samtidige og omtaler meget, som han selv var 
Øjenvidne til. Birgitta hørte i Sandhed til hine stærke 
Kvinder, om hvilke den Helligaand siger, at deres Lige 
maa søges ved Verdens Ender, og hvis Værd er større end 
Perler; mange Døtre have samlet sig Rigdom og Skatte, 
men Birgitta overgik dem alle tilsammen; al Yndighed 
er bedragelig og al Dejlighed forfængelig, men den Kvinde, 
i hvilken der bor Herrens Frygt, hun skal roses (Ordspr. 
31, 29. 30). 



FEMTE KAPITEL Birgittas Børn. 

»Utte Børn«, siger Ærkebiskop Birger, »fødte Birgitta 
til Jorden, og lige saa mange Hellige til Himlen« — det 
vil ikke sige, at Kirken har erklæret dem alle for Hellige, 
men kun, at de alle otte døde, iførte den helliggørende 
Naades evige Bryllupsklædebon. 



— 75 — 

Vi ville forsøge, efter Bollandisterne (B. 384—390) 
at tegne disse Børns Historie, for saa vidt den hører ind i 
denne Levnedsbeskrivelses Ramme. 

1. Iblandt Sønnerne var Karl den ældste, som vel 
maa være født 1319 eller 1320; han blev baade Faderens 
og Moderens Yndling, og var en ridderlig, livsglad Natur, 
der elskede Liv og Eventyr, straks rede til at drage Kaar- 
den, en Ven af Pragt og Yppighed, men ofte kaad og vild. 
Hans verdslige Liv bekymrede i det hele Forældrene, han 
gjorde den ene kaade Streg efter den anden og forvoldte 
Moderen mange Taarer; Birgitta kalder ham sine Taarers 
Barn, hun indesluttede ham i sine varmeste Bønner, og 
hun havde Brug for al sin Udholdenhed og Kraft for at 
ave denne heftige, opbrusende Karakter, thi han syntes 
snarere at stamme fra Sydens Glød, end fra det kolde 
Norden. Kun i eet Stykke lignede han sin fromme Moder, 
nemlig i Andagt til den hellige Jomfru, som han var saa 
inderlig hengiven, at han hellere vilde lide evig Pine, end 
at den kære hellige Gudsmoder skulde miste blot det al- 
lermindste af sin Salighed, — saa havde han for Skik at 
sige. 

Da han var bleven voksen, vandrede han uagtet al 
Moderens Aarvaagenhed og Omsorg længe paa den brede 
Vej, som fører til Fortabelsen. Hans Letsind og Overmod 
indviklede ham i højst forskellige Eventyr, som Middel- 
alderen var saa rig paa, og han faldt i mangen grov Synd. 
En Dag kom han ind til sin Moder med en Dødssynd 
paa sin Samvittighed, uden at det var muligt, at hun ad 
blot naturlig Vej kunde vide dette. Men saa snart hun fik 
Øje paa Sønnen, skuede hun dog lige ind i hans Hjerte 
og tilraabte ham: »Gaa straks til en Præst og skrift 
den Dødssynd, du har øvet!« Karl vilde glide let hen 
over det og forsikrede, at de Smaafejl, hans livlige Sind 



— 76 — 

henrov ham til, sikkert ikke kunde fornærme Gud synder- 
ligt; nogen grov Synd havde han ikke paa sin Samvittig- 
hed. Men Birgitta svarede med stor Alvor: »Min 
Søn, jeg veed med Vished, at Du har gjort dig skyl- 
dig i en Dødssynd; gaa derfor hen og skrift!« Med disse 
Ord saa hun saa roligt og alvorsfuldt paa Sønnen, at han 
nok mærkede, hvorledes hans Moders klare Øje trængte 
helt ind i hans Inderste; han indrømmede, at han havde 
forbrudt sig, og skyndte sig fuld af Anger og Ydmyghed 
hen og skriftede sin Brøde for Præsten (M. 24). 

Birgitta tog ofte sine Børn med til Hospitalerne og 
de Fattiges Hytter. Og ved slig Lejlighed rørtes Karl 
letteligen til Taarer og gav store Almisser; men hans Mo- 
ders Haab om, at han saaledes skulde opnaa den Naade 
til fulde at blive omvendt, var dog forgæves: saa snart han 
ikke mere havde Elendigheden for Øje, hengav han sig 
med fornyet Liv til Verdens Glæder, til nye Eventyr og 
nye Farer. 

Men Birgitta havde aldrig holdt op med at bede for 
ham. En Dag havde Herren talt saaledes til hende: »Du 
undres over, at jeg ikke bønhører dig angaaende ham, der, 
som du ser, græder saa meget og giver saa store Almis- 
ser.« Og derpaa forklarede Herren, hvorledes den kølnede 
Kærlighed til Gud i hendes Søns Hjerte først maatte lue 
op paa ny og med Styrke, før han kunde faa den Naade i 
Sandhed at blive omvendt (R. H. 13). 

Da Karl engang i Letsind havde brudt Vigilfasten 
før Johannes den Døbers Fest, og hans Moder var meget 
bedrøvet derover, trøstede denne Helgen hende i et livsa- 
ligt Syn med det Tilsagn, at han for hendes Smertes 
Skyld herefter vilde tage hendes Søn i sin Varetægt og 
give ham Vaaben i Hænde mod hans kødelige Fristelser. 
Og i en endnu mere trøsterig Vision saa hun snart efter 



— 77 — 

Karl faa denne Udrustning, eftersom han havde lovet Her- 
ren at tjene ham i Krig og virkelig gjorde sig Umage, men 
dog var for svag og vaabenløs: han blev nu væbnet med 
Panser, Sværd og Skjold som et mystisk Sindbillede paa 
Dyderne. Fra den Stund var Karl i Virkeligheden som 
forvandlet ; var han end stadigt den heftige, ildfulde Yng- 
ling, og vaagede end hans Moder ængsteligt over alle hans 
Skridt, saa havde hun dog ikke mere den Sorg, at han 
fornærmede Gud med nogen grov Synd. Med barnlig Yd- 
myghed hørte han sin Moders Ord, blev en trofast Søn af 
Kirken og havde fra den Tid ikke noget inderligere Ønske, 
end at han engang maatte komme til at kæmpe i Palæstina 
med de Vantro og da falde for sin hellige Tro (R. IV. 74). 

Alt dette beviser, at ogsaa hellige Forældres Børn 
fødes i Lighed med andre Adamsbørn, og ikke som Hel- 
gener; men at det er Forældrenes Opgave, ved en omhyg- 
gelig Opdragelse at gøre dem til hellige Børn. Birgitta 
har som kristen Moder forstaaet, alvorligt og med stor 
Kløgt og Taalmodighed at varetage sin allervigtigste Pligt, 
og en saadan Moders Iver og Møje vil altid blive belønnet. 

Karl fulgte senere sin Fader som Lagmand i Nerike, og 
var tre Gange gift. Vadstenas Krønikebog fortæller om 
to af hans Efterkommere noget overordentlig opbyggeligt. 
Karl havde nemlig en Søn af samme Navn, som var en 
lærd ung Mand, hvis hele Hu fra Ungdommen af stod 
til Videnskaben, og som idelig følte sig dragen til at hel- 
lige sig helt og holdent til Herrens Tjeneste som Præst; 
men han slog denne Tanke ud af Sind, giftede sig 
med Katharina, Algoth MaGxVus'es Dattter og levede med 
sin Hustru i nogle Aar meget lykkelig paa Ulfasa; Gud havde 
skænket ham en Datter, som Forældrene efter den elskede 
Bedstemoder kaldte Birgitta,* og som næppe otte Aar 
gammel blev sat i Vretaklosteret i Nerike, for der at op- 



— 78 — 

drages af Cistexciensernonnerne. Men saa from Karl end 
var, og saa ærligt han end mente det, havde Gud dog ved 
Anlæg, Tilbøjeligheder og ved en indre Stemme kaldt ham 
til Præstestanden, og sjældent forlader man, om end i god 
Tro, uskadt den Vej og den Stand, Gud har bestemt en 
til. En Dag, det var i Aaret 1398, besøgte han, som han 
ofte gjorde, det nærliggende Vadstenakloster, for der at 
bede til sin helgenkronede Bedstemoder. Pludselig staar 
hun paa Alteret foran ham med et næsten udrundet Time- 
glas i Haanden. — »Karl,« sagde den hellige Birgitta, 
»ser du dette Timeglas?« »Ja, jeg ser det,« svarede han. 
»Veed du ogsaa, hvad det næsten udrundne Timeglas bety- 
der?« »Nej, kære Bedstemoder, det veed jeg ikke.« »Nu 
vel,« genmælede Helgeninden, »med de faa Sandskorn, som 
her ere tilbage, udrinde ogsaa dit Livs Dage. Havde du 
adlydt den guddommelige Naades Tilskyndelse, og ladet 
dig optage iblandt Herrens Tjenere — thi dertil var du 
bestemt ved Guds Vilje — saa vilde du have levet længe, 
længst af hele vor Familie, du var da bleven Biskop i 
Linkoping, og en Støtte for hele vor Kirke i Norden.« 
Da svarede Sønnesønnen med et angerfuldt og sønderknust 
Hjerte : »O min Frue, bed for mig — jeg vil øjeblikkelig 
vende tilbage til min Pligt, og. gøre alt godt igen!« »For 
silde, min Søn,« svarede Birgitta alvorlig, »for silde, Dom- 
men er fældet, din Tid er omme.« Hun forsvandt; for- 
skrækket og i den Mening, at han havde drømt, spurgte 
han sine Tjenere, som knælede bag ved deres Herre, om de og- 
saa havde set eller hørt noget; de svarede, at de vel ikke 
havde set noget, men hørt Herren selv tale højt; og en 
stor Del af Klosterets Beboere havde hele Tiden set Ka- 
pellet saa stærkt oplyst, som om dfct stod i Flammer. 
I samme Øjeblik begyndte en heftig, brændende Feber at 
ryste Karls Lemmer, han følte Dødens Komme, vendte 



— 79 — 

ufortøvet tilbage til Ulfåsa og døde der faa Dage efter, 
vel berettet med alle Kirkens Sakramenter (B. 388 n. 84). 
Datteren af dette Ægteskab, der ikke var sket efter 
Guds Ønske, delte i en vis Forstand Faderens Skæbne, 
hans store Naade, men ogsaa hans tidlige Død. Hun 
var kun 9 Aar gammel og begyndte allerede at sygne 
hen; snart laa ogsaa hun paa det yderste; Præsten 
havde netop besøgt Barnet, som med stor Anger hav- 
de skriftet alle sine smaa, barnlige Synder; nu laa hun, 
medens en af Nonnerne vaagede, og samlede sine Tanker, 
for den kommende Morgen værdigen for første, og maaske 
sidste Gang at bespises med vor Herres hellige Kød og 
Blod. Da staar pludselig Oldemoderen, den h. Birgitta, 
ved Fodenden af Sengen og siger: »Min egen Birgitta, 
skrift straks dine Synder, thi Dødens Time stunder hurtig 
til.« »O min elskede Patroninde,« svarede Barnet, »jeg har 
jo nylig skriftet alle mit Livs Synder !« »Jeg veed det«, lød 
Svaret, »men bekend ogsaa det, at du, Natten førend du for 
første Gang skulde have en ny Kaabe paa og en Blomster- 
krans paa Hovedet, af Glæde og Forfængelighed næppe kunde 
falde i Søvn, det har du glemt.« Øjeblikkelig blev Præsten 
kaldt tilbage, og den lille Birgitta skriftede sin Evasynd 
under en Strøm af Taarer. Men den gode Oldemoder 
havde ikke blot revset sit Barn, men ogsaa lovet hende 
friske, dejlige Jordbær som Vederkvægelse, endskønt det 
var midt om Vinteren imellem Jul og Mariæ Renselses- 
fest, og et tykt Snelag dækkede Jorden vidt omkring. — 
»Ak Søster,« sagde pludselig det syge Barn til Sygevog- 
tersken, efter at Præsten var gaaet, »jeg føler en saa stor 
Længsel efter friske Jordbær, jeg beder dig, hent mig 
nogle.« »Hvad tænker du paa, stakkels Barn,« svarede 
Nonnen, »Jordbær? se dog ud af Vinduet, midt om Vin- 
teren kan man umuligt faa friske Jordbær!« »Jo Søster, 



— 80 — 

det kan man: lad kun Pigerne gaa op ad den Bakke, som 
ligger tæt op til vort Kloster, under Snetæppet skulle de 
nok linde de dejligste Jordbær, det har Oldemoder hvisket 
til mig.« Nonnen gik da selv med Pigerne derhen, og 
de fandt virkelig under Sneen en Mængde grønne Jordbær- 
buske, som var det midt om Sommeren, og under deres 
friske Blade kostelige modne Jordbær. Den følgende Dag 
dode Barnet; Liget blev fort til Vadstena og begravet paa 
Vadstena Kirkegaard (B. 389 n. 85). 

2. Birgittas anden Son hed Bikoen og var fra Ung- 
dommen af næsten i eet og alt Moderens udtrykte Billede; 
han var meget stille, beskeden og from, og har aldrig be- 
drøvet sin Moder eller forvoldt hende Sorg og Taarer. l ) 
lian ledsagede senere sin Moder til Jerusalem, giftede sig 
efter sin Tilbagekomst for anden Gang, og da Broderen 
Kaki, imidlertid var afgaaet ved Døden i Neapel, blev han 
udnævnt til hans Efterfølger paa Nerikes Lagstol. Fra dette 
Tidsrum, altsaa fra det sidste af Birgittas Leveaar have 
vi et Brev fra hende til Sønnen, som, hvad det prakti- 
ske angaar, er et af de smukkeste Aktstykker iblandt 
Birgittas Skrifter og vidner baade om hendes Kløgt og 
moderlige Tilsyn med Børnene, og om Birgers hæderlige 
Karakter; det fortjener at skrives andre Steder end i 
Glemmebogen. Hun skriver : 

»Vær hilset! Ære, Lov og Pris være vor Herre Jesus 
Kristus, især for den bitre Lidelses Skyld, han led for 
vore Synder. Min egen, højt elskede Søn! 

»1) Dersom du virkelig længes efter at faa en oprigtig 
Kærlighed til din Skaber og Frelser, saa beflit dig paa 
stedse at ihukomme hans Lidelse og saa ofte som muligt 
efter din Sjælehyrdes Bestemmelse at annamme den hellige 
Eukaristi. 

"^Jfr. II Del, 14 Kap. 



— 81 — 

»2) Hvor som helst du end befinder dig, glem aldrig de 
Fattige, og hjælp dem efter Evne; Gud vil rigelig gen- 
gælde dig det. 

»3) Betal enhver Arbejder redeligt hans Løn, og vær 
altid barmhjertig, naar du vil revse dine Undergivne. 

»4) Vær tro mod Gud, din Næste og Øvrigheden. 

»5) Saa snart du er staaet op om Morgenen, skal du 
anbefale Legeme og Sjæl til Gud og bede indstændig om, 
at han vil styre alle dine Gerninger; sign da din Pande og 
dit Bryst med Korsets Tegn, idet du siger: Domine Jesu 
Christb, NAzarene, Judæorum Rex, miserere mei! Herre 
Jesus Kristus, Jødernes Konge fra Nazaret, forbarm dig over 
mig! Under Prædikenen tænk paa Guds Magt, overvej din 
Frelsers Lidelse, og tab aldrig dine Synder af Sigte. 

»7) Naar du sidder til Bords, da opløft dit Hjerte og 
fly al ugudelig Samtale; og gaar du fra Bordet, vogt dig 
for at te dig som et Dyr efter de Ugudeliges Vis. 

»8) Brug aldrig Djævelens Navn (noli nominare diabo- 
lum), men vil du tale eller svare, saa sign dig først med 
Korsets Tegn, og bed vor Herre Jesus Kristus, at han 
maa gøre dig viis. 

»9) Førend du fælder en Dom, skal du grundig tage 
■ alle Sagens Omstændigheder under Overvejelse og nøje veje 
dine egne Ord. 

»10) Dommen over din Næste være retfærdig, idet du 
stedse mindes, at ogsaa du snart skal dømmes og gøre 
Regnskab over alle Ting. 

»11) Er du paa en uretfærdig Maade bleven krænket 
af din Næste, saa døm ham efter de almindelige, gængse 
Love. Lad dig aldrig af Vrede henrive til Hævn; slaa 
dig til Taals, ifald man ikke gør Retfærdighed imod dig, 
og anbefal din Sjæl til vor Herre Jesus Kristus. Amen.« 
(B. 387 n. 77. 78). 

A. BRINKMANN : DEN HELLIGE BIRGITTA. 6 



— 82 — 

Birger rejste 1373 for anden Gang med sin Søster 
Katharina til Rom, for efter Moderens sidste Befaling 
derfra at overføre hendes Levninger til Vadstena, og lian 
var en af dem, der bar hendes Ligkiste ind i Kirken J ) (B. 
380 n. 45). 

3. Den tredje Søn, Benedikt eller Bengt, døde som 
Dreng og blev jordet hos Brødrene i Alvastra Kloster. 
Ved hans Død tildrog sig følgende mærkelige Hændelse, 
der i Samklang med Skriftens Ord, anskueliggør en Sand- 
hed, som vi Mennesker i denne Taarernes Dal kun altfor 
ofte bør ty til, dersom vi ville klare os det guddommelige 
Forsyns Vilje angaaende mange af vore Lidelser. Drengen 
laa syg i Klosteret og led haarde Smerter. Moderen 
plejede sit Barn med Ømhed, men da hun saa det uskyl- 
dige Barn lide saa meget, blev hun saare bedrøvet, Især 
ved den Tanke, at det rimeligvis var for Forældrenes 
Synder, at Benedikt maatte lide saa grusomt. Dette 
Øjeblik benyttede Mørkets Aand sig af, han som altid 
fisker i Lidelsernes plumrede Vande, og sagde haanende 
til Moderen: »Kvinde, hvorfor svækker du dog din 
Synskraft ved dine idelige Taarer og piner dig forgæves? 
Kan da Taarernes Vand stige op til Himmelen?« Men 
øjeblikkelig var ogsaa vor Herre ved Birgittas Side og sagde : 
»Denne Sygdom har ikke sin Grund i Stjernernes Indfly- 
delse, ej heller i hans egne eller Forældrenes Synder, nej, 
dens Spire laa i hans Naturs Beskaffenhed; Gud har ladet 
Naturens Kræfter frit udvikle sig for at forøge den Syges 
evige Herlighedskrone. Hidtil kaldtes han Benedikt, fra 
nu af skal han nævnes Taarernes og Bønnernes Søn, 
og nu vil jeg gøre Ende paa hans Trængsel.« Fem Dage 
derefter hensov Drengen sødt og blidt (B. 387 n. 79). 



l ) Jfr. H. Del 15. Kap. 



— 83 — 

4. Den fjerde, Gudmar, søgte Skolen i Stockholm og 
døde der fromt og opbyggeligt, førend lian naaede Ynglinge- 
alderen. 

5. Af Døtrene var Mærete -eller Martha (Marta) den 
ældste og overhovedet Birgittas første Barn; hun synes at 
være født 1318. Hun lader til at have været en dygtig Na- 
tur, men noget ligegyldig for Moderens Formaninger. En 
ung dansk Herre af løse Sæder, Sigvid Ribbing fra Skaane, 
friede til hende, og Hr. Ulf gav ham Jaord, thi han var 
rig og af høj Byrd, i Slægtskab med Hertug Knud Pors i 
Halland. Birgitta talede ivrig derimod, uden dog at kunne 
sætte sin Vilje igennem. Allerede var Brudefølget kom- 
met, Hr. Ulf skulde med de Skikke,* vi kende, overlevere 
sin Datter til det, alt stod færdigt paa Bryllupsgaarden, 
kun Moderen savnedes ; hun havde nemlig besluttet, slet ikke 
at være til Stede. Men i yderste Øjeblik bestemte hun 
sig om, betvang de mørke Anelser, klædte sig pragtfuldt 
paa, kom ind og vakte almindelig Glæde, fordi hun kom 
saa uventet (B. 388 n. 80). 

Hendes Uvilje mod Ægteskabet var ingenlunde uden 
Grund, og Sigvids senere Liv blev til stor Forargelse. 
Slægtskabet med Knud Pors og Hertuginde Ingeborg skaf- 
fede ham Befaling over Sønderhalland; her sad han med 
Fru Mærete paa Falkenberghus som en Fyrste, og levede 
af sit gode Sværd. Han synes at have næret Planer om 
et uafhængigt Herredømme paa Grænsen af de tre Riger; 
jævnlig laa han i Fejder til Søs og til Lands med de Lyb- 
ske eller andre Herrer. For ingen Forbrydelse gyste han til- 
bage og hørte til de tøjlesløseste Riddersmænd i hine Næ- 
verettens Dage. Birgitta besvor ham i den hellige Jom- 
frus Navn at bedre sit Levned og til Bod tage Korset, men 
hans Svar var en raa Ed. I sine Aabenbarelser (R. VI 23 — 25) 
omtaler Birgitta ham under Navnet »Røveren« (H. 66. 87). 



— 84 — 

Men Ordsproget siger med Rette: Der er aldrig no- 
get saa galt, at det jo er godt for noget; ved dette Gif- 
termaal med en dansk Herre blev Mærete bekendt med 
det danske Hof, og efter sin Mands Død udvalgt til at 
være Hofmesterinde hos den elleveaarige danske Dron- 
ning Margaretha, Valdemar Atterdags Datter, som var 
gift med Kong Hakon VI af Norge, Kong Magnus Smeks 
Søn. Her viste Fru Mærete, at hun ikke forgæves 
var optugtet i sin hellige Moders Skole. Snart i Sverrig, 
snart i Norge opdroges Margaretha sammen med Fru 
Mæretes Datter Ingegerd, som siden blev Abbedisse i 
Vadstena. Mærete sparede ingenlunde Eiset paa sin unge 
Dronning, hvis Kød skulde tvinges og spæges, mens Kraf- 
ten og Viljen hærdedes; ikke desto mindre vidste hun 
at vinde hende og indprente hende Ærbødighed for 
Troen og dens viede Tjenere; og Historien har sandelig 
paa en glimrende Maade viist, hvor fortræffeligt Birgittas 
Datter skilte sig ved sin vigtige Opgave: Dronning 
Margaretha er uden al Tvivl en af de mest lysende 
Stjerner paa den nordiske Histories Himmel; de danske 
Forfattere forherlige hende som en af Nordens dydigste 
og dygtigste Fyrstinder, stor ved sin Kløgt, større ved 
sin Dyd, men størst ved sin mandige Energi og Stats- 
visdom. »Skønt«, siger Allen, »hendes dybe Statsvisdom 
er mest iøjnefaldende i Ledelsen af Rigets ydre Anliggen- 
der, saa aabenbarer den sig dog ikke mindre i den indre 
Bestyrelse af de tre nordiske Riger, hvor hun forstod at 
vedligeholde Fred og Rolighed«. Barfod kalder hende ef- 
ter hendes græske Navns (»Margarita«) Betydning, en Perle, 
der i en Tid, da ikke blot den sorte Død slog Folk legem- 
lig ihjel, men tillige en aandelig Død rugede over Kristen- 
heden, skinner i den mørke Omgivelse. Mei^ det højeste, 
hun opnaaede, den Tanke, som alt længe havde levet i 



~ S5 - 

Norden, det var dog Kalmarforeningen, da paa Trefoidig- 
hedssøndagen, den 17. Juni 1397 hendes Søsterdattersøn 
Erik af Pommern kronedes i Kalmar Domkirke til hele 
Nordens Konge, for til evig Tid at forene de tre nordiske 
Eiger i een Haand. Var denne hendes Plan lykkedes og 
gennemført, vilde de tre nordiske Riger have dannet en 
stærk og uovervindelig Magt, vel i Stand til at hævde de- 
res Ret lige over for Europas Stormagter. Men især 
fremstraaler dog i Dronning Margaretha det, som til sy- 
vende og sidst alene gør Mennesket stor i Guds Øjne og 
vejer paa den evige Doms Vægtskaal, nemlig hendes Tro 
og Trosgerning. »Hun fik«, siger Barfod, »det Vidnes- 
byrd, at hun elskede Gud af hele sit Hjerte, og tjente ham 
baade aarle og silde; hun vilde aldrig nogen Tid spise el- 
ler drikke, før hun havde hørt tre Messer; hun ofrede 
hver Dag Guld ved de samme tre Messer; hun lod og give 
alle fattige Folk Penninger i Kirken, ihvor hun saa kom; 
aldrig indlod hun sig paa at tale med nogen, mens hun 
hørte Messe, men vedblev i sine gudelige Bønner at love 
og takke Gud; hun skænkede en Guldkalk til hver Domkirke 
i Danmark, lod mange Kirker og Klostre bygge og skæn- 
kede større Gaver i Gaarde og Godser til alle Hovedkirker 
i Riget«. I Samklang med dette Trosliv stod hendes Sæ- 
der, hun var en uplettet, ren Kvinde, af ganske ulastelige 
Sæder, som alle havde kær, der lærte hende at kende. 
Allen gør endog en svensk Historieskrivers Tanke til 
sin, idet han siger: »Døden gjorde Ende paa hendes Liv, 
men ikke paa hendes Berømmelse, der vil leve til evige 
Tider«. 

Hvilket vidunderligt aandeligt Baand ser man ikke 
slynge sig om de enkelte Generationer, naar man af og 
til faar Lejlighed til opmærksomt at efterspore Historiens 
Traad? hvilken forbavsende og storartet Indflydelse kan ikke 



— 86 — 

eet eneste fromt Ægtepar ofte udøve fra Slægt til Slægt! 
Hr. Birger Pederson og hans Hustru Ingeborg vare fortræf- 
felige, kristelige Folk, de udbredte Velsignelse over hele 
deres Tid og Fædreland, men de opdroge til den samme 
velsignelsesrige Gudsfrygt en Datter, den hellige Birgitta. 
Denne indrettede sit eget Hus efter det, hun havde set 
hjemme hos sine Forældre, og derefter blev hun til "en 
Velsignelse for hele sit Land, sin Slægt og for mange Tu- 
sinder. Ligeledes opdrog hun i den samme Aand sin Dat- 
ter Mærete, den senere Hoftnesterinde for vor berømte 
Dronning Margaretha, som i sin lange Levetid har væ- 
ret en velsignende Sol for hele Norden. Maatte dog alle 
Forældre og især alle Mødre erkende deres Kalds store 
Betydning! 

6. Den anden Datter var Katharina, som senere led- 
sagede sin hellige Moder og er bekendt under Navnet »den 
hellige Katharina af Sverrig«. Hun var en yndig og me- 
get begavet Pige, og kunde gøre sig Haab om at opnaa en 
høj Stilling i Livet, men hendes Tanker vare langt fra 
denne Verden, hun syntes alt i sine første Aar at ville 
træde i Moderens Fodspor; at gaa omkring med Moderen 
hos de Syge og de Fattige var hendes Lyst, en Celle i 
Klosteret hendes kæreste Haab. Ikke desto mindre føj- 
ede hun sig efter Faders og Frænders Vilje og rakte den 
ædle unge Eggart von KDrnen sin Haand, kort før Hr. 
Ulf døde. Hendes Brudgom tilhørte en Slægt, som var 
indvandret fra Tyskland under Magnus Ladelaas, stod 
Kongehuset nær og udmærkede sig baade ved Magt og 
Rigdom. Men de to kom aldrig til at leve sammen 
som Ægtefolk; Josefs og Marias rene, jomfruelige Ægteliv 
blev deres lysende Forbillede; i Brudekamret fik hun sin 
fromme Brudgoms Ja, og de tiisvore hinanden bestandig 
Afholdenhed; deres Samliv hengik i Velgørenhed og Bøn, 



— 87 — 

og det unge Par vakte almindelig Beundring ved deres 
Elskværdighed og fromme Liv. Efter at Moderen var rejst 
til Rom, kunde Katharina ikke længere styre sin Længsel, 
og med sin Mands Tilladelse rejste hun da ogsaa til Rom, 
for siden at være baade sin hellige Moders bestandige 
Ledsagerinde, og hendes Dyders heroiske Efterfølger, som 
vi senere ville se 1 ) (H. 86). 

7. Ingeborg var den tredje Datter; hun blev tidlig 
sat i Risaborg Kloster for at opdrages af Cistercienser- 
nonnerne, men Barnet tog snart selv Sløret og døde me- 
get ung, men i Hellighedens Ry, idet mange Mirakler og 
paafaldende Helbredelser skete ved hendes Grav, og Mode- 
ren, som paa den Tid levede i Rom, fik i samme Øje- 
blik hendes Hjemgang at vide. 2 ) ' 

8. Cæcilia var den sidste af alle Børnene og fødtes 
henimod 1330. Mens Barnets Fødsel forestod, led Moderen 
næsten utaalelige Smerter; raad vilde stod Lægerne og flere 
Bekendte omkring Birgittas Sygeleje, thi hendes Til- 
stand var livsfarlig — da aabner Døren sig, en Dame, skøn 
og majestætisk som en Dronning, træder hen til Sengen, 
bøjer sig over den Syge og berører velsignende alle 
den Lidendes Lemmer, nikker venligt med Hovedet ad 
Birgitta og forlader Værelset, medens alle staa maalløse 
af Forbavselse og lammede af Ærefrygt. Men Smerterne 
vare borte, og Birgitta blev uden Besvær forløst med 
sit yngste Barn* Da viste Jomfruen sig atter for Moderen, 
og pegende paa Barnet sagde hun: »Da du nylig led de 
grumme Fødselssmerter, kom jeg Maria, Guds Moder, til 
dig og frelste dig; det vilde derfor være meget utaknem- 
meligt, dersom du ikke elskede mig, beflit dig derfor paa, 



>) II. Del 7. Kap. 

2 ) Extrav. c. 98; B. 388 n. 82. Se II. Del 11. Kap. 



— 88 — 

saaledes at opdrage dine Børn, at de ogsaa blive mine 
(B. 488 n. 13). 

Af denne Grund var det vel, at Birgitta haardnakket 
ønskede, at Barnet skulde tage Sløret; hun blev derfor 
overgiven til Nonnerne i Skenninge Kloster, og Moderen 
opmuntrede ofte Datteren til helt at indvie sig til Herrens 
Tjeneste; men Cæciuas Hu stod ikke til Klosterlivet *), og 
Karl hentede hende derfor bort derfra. Hun var derefter to 
Gange gift, men overlevede baade sine Ægtefæller og 
Børn, og trak sig til sidst tilbage til Vadstena Kloster, hvor 
hun 1399 døde efter et meget uskyldigt Levned, og efter 
at have testamenteret de fleste af sine mange Godser til 
Klosteret (B. 388, n. 81). 

Birgitta og t hendes fromme Ægtefælle havde virkelig 
forstaaet at opdrage deres Børn i Gudsfrygt og dermed 
bevist, hvormeget Forældre formaa over for deres Børns ti- 
melige og evige Vel. Gud har sagt, at han er en nidkær 
Gud, der hjemsøger Fædrenes Misgerninger paa Børnene i 
tredje og fjerde Led, men gør Miskundhed mod dem, som 
elske ham og holde hans Bud, i tusinde Led (2. Mosebog 20, 
6). Vilde kun Forældrene hellige deres Ungdoms- og især 
deres Forlovelsestid, og træde ind i Ægtestanden med en 
nogenlunde ren og højere Hensigt for Øjet; vilde de som 
Kristne, i Sandhed vise sig at være de Helliges Børn, o, 
hvor mangt et Ægteskab vilde da ikke frembringe Hellig- 
hedens Frugt! Men naar allerede Ungdommen ikke vog- 
tes for, men smittes af Urenhedens Lyde, og især For- 
lovelsesaarene besudles af utæmmelige, lidenskabelige Ud- 
skejelser, hvorledes kan man da forvente en hellig Frugt? 
Samler man maaske Vindruer af Torne eller Figener af 
Tisler? — Saaledes bærer ethvert godt Træ gode Frug- 
ter, men det slette Træ bærer slette Frugter (Math.7,17). 

>) Jfr. II, Del 11. Kap. 



— 89 — 

SJETTE KAPITEL. Birgitta ved Hove. - Pilegrims- 

rejse til St. Olaf og St. Jakob. — Ulf 
Gudmarsons Død (1335-1344). 

JJen tyranniske Kong Birger af Sverrig og Norge 
(1290—1319) havde i Aaret 1317 ladet sine Brødre, Her- 
tugerne Erik og Valdemar, kaste i Fængsel paa Nykoping 
Slot, hvor bægge nogen Tid derefter omkom paa en yn- 
kelig Maade. I almindelig Forbitrelse herover rejste Fol- 
ket sig imod den grusomme Tyran, som flygtede til sin 
Svoger i. Danmark. Lidt efter Midsommer 1319 samledes 
saa alle Landets Lagmænd, Frelsemænd og Bønder ved 
de gamle Stensætninger paa Moraengen; Drost Mads Ket- 
tilmundson bar den meget afholdte Hertug Eriks treaarige 
Søn Magnus paa sine Arme ind i Kredsen, og Folkets Ud- 
valgte kaarede ham med høje Eaab og Skjoldegny N til 
Sverrigs Konge, medens den kløgtige og gudfrygtige Ket- 
tilmundson forvaltede Eiget under Kongens Mindreaarighed. 
I Aaret 1334 havde Kong Magnus Erikson Smek fyldt sit 
18de Aar og var bleven myndig, saa at han selv kunde 
styre Eiget. Begyndelsen af hans Eegering var meget 
lovende og varslede stor Velsignelse; den udmærkedes ved 
flere vise og gavnlige Love, saasom Trældommens Afskaf- 
felse i Vestergotland og Værende, »til Jomfru Marias Hæ- 
der og for hans Faders og Farbroders Sjæle«, fornyet For- 
bud mod at rejse gennem Landet med »Storflokke« til Fol- 
kets Besvær, fremdeles ved en Lov om Gæstgiverier og 
Forsøg paa at ophjælpe Agerbruget i Finland (H. 69). 
Birgitta var nær beslægtet med Kongehuset; Kong Mag- 
nus'es Fader var Birgittas Næstsøskendebarn og havde væ- 
ret hendes Faders fortroligste Ven, han havde, som vi 
have hørt, frelst baade hendes og hendes Moders Liv. 
Ulf Gudmarson og hans Gemalinde havde derfor under de 



— 90 — 

mest vanskelige Forhold holdt sig til Hertug Eriks Sag, 
og vare ogsaa velsete ved Hoffet i Stockholm, især da Hr. 
Ulf som Lagmand var nødt til at tilbringe en Del af 
Aaret i Kongens Nærhed. Desuden nød Ulf Gudmarson 
paa Grund af sin ædle Karakter og. sine juridiske Kund- 
skaber, men endnu mere hans hellige Hustru formedelst 
sine høje Dyder og en sjælden Ynde, almindelig Anseelse 
og Beundring. Da nu Kongen 1335 formælede sig med 
Blanka af Namur, en ung og smuk fransk Prinsesse, men 
endnu næsten et Barn, udsaa Magnus sin Slægtning Bir- 
gitta til sin unge Gemalindes Hofmesterinde. Det var 
nemlig Skik i hin Tid at de unge Dronninger fik en saa- 
dan. »Men en klogere og mere tiltalende Hofmesterinde 
end vor Frænde Fru Birgitta,« mente Kongen, »kunde 
vel næppe opledes i hele Riget.« Birgitta forskrække- 
des, Hoflivet med dets støjende Festligheder, Farer og Fri- 
stelser vare hende forhadte, hellere vilde hun være for- 
bleven paa Ulfåsa hos sine Fattige, daglig syslende med 
sine mange ydmyge og hellige Gerninger; men hendes 
Mand, som jo var nødt til at færdes en stor Del af sin 
Tid ved Hove, ønskede inderligt, at Birgitta skulde gaa 
ind paa Kongens Forslag, og begejstret for Fædrelandet 
som han var, haabede han, at hans Hustrus ophøjede Dy- 
der vilde udøve en velsignelsesrig Indflydelse baade paa 
Kongen og Dronningen og saaledes komme hele Riget til 
Gode. Birgitta gav efter, lydig som altid, bragte de to 
yngste Døtre Katharina og Ingeborg til Nonnerne i Risa- 
berg, hvor de skulde opdrages, og flyttede saa henimod 
Midsommer 1335 med Manden og de andre Børn til sta- 
digt Ophold ind i Stockholms berømte Kongeslot. 

Blanka besad, skøndt hun var letsindig og nydelses- 
syg af Naturen, dog en oprigtig Karakter, var besjælet af 
en levende Tro og fattede snart en inderlig Kærlighed til den 



— 91 — 

alvorlige Hoftnesterinde, hvis Aandrighed, Fromhed og fine, 
taktfulde Maade at være paa hun beundrede og følte sig 
tiltrukken af. Fra Frankrig havde hun medbragt en lille 
værdifuld Elfenbensæske, som iblandt andet gemte en me- 
get kostbar Relikvie af Kong Ludvig den Hellige af Frank- 
rig. Denne kostbare Gave forærede Droningen til sin Hof- 
mesterinde, og Birgitta, der altid havde n^ret en stor 
Andagt for Helgenernes Relikvier, var henrykt derover, 
og en mærkelig Begivenhed gjorde den dyrebare ' Skat 
endnu kostbarere i hendes Øjne. Medens nemlig Birgit- 
tas Værelser bleve ordnede, havde en af Tjenerne stillet 
Relikvieskrinet paa Gulvet; Birgitta kommer ind og slaas 
af en stærk Lysglans, der udgaar fra Skrinets Indre, og 
hun hører en Stemme, der højt taler følgende Ord til 
hende: »Se der, Guds hellige Klenodie, som æres højt 
i Himmelen, vanæres og foragtes paa Jorden! Lad os 
flytte herfra og drage til andre Steder« (Extrav. 58). For- 
skrækket løftede hun den hellige Skat og gemte den fra 
nu af stedse paa Alteret. 

Ogsaa Kongen skattede sin Frænde meget højt, og 
spurgte hende ofte til Raads. Saa længe den kloge og 
dydige Mads Kettilmundson endnu var Minister, og den 
hellige gudoplyste Birgitta hans første Raadgiver, blomst- 
rede Fred og Velstand frem i Landet. Men Kong Mag- 
nus Smek havde i sine Ungdomsaar ført et temmelig tøj- 
lesløst Levned, og Dronning Blanka, opdragen ved det 
franske Hofs Pragt og løse Sæder, higede efter Festlighe- 
der og offentlige Optrin; bægge vare altfor ubefæstede i 
Dyden til at kunne taale en Krones Glans og Smigre- 
rier, og de hengav sig lidt efter lidt til Hoffets Glæder 
i fulde Drag. Og da Hoffets kostbare Festligheder og 
det unge Kongepars ufornuftige Ødselhed krævede uhyre 
store Summer, saa begyndte Kongen at trykke Folket med 



— 92 — 

store og ulovlige Afgifter. En Dag da Birgitta hørte, at 
atter nye og endnu tungere Skatter skulde udskrives, for 
dermed at betale den store Gæld og dække Hofholdningens 
umaadelige Udgifter, gik hun ligefrem op til Kongen, led- 
saget af sine to Sønner Karl og Birger og sagde frimo- 
dig: »Herre! gør det ikke, I gør Uret, og denne Synd 
raaber til Himmelen om Hævn. Tag her bægge mine 
Sønner og giv dem som Pant, indtil I kan betale eders 
Gæld, men fornærm ikke Gud, og pin ikke eders Under- 
saatter!« Kongen blev dybt rørt og vendte sig for en kort 
Tid til det bedre. 

Helgeninden viser her og ved de følgende Træk, at 
ved Siden af Kærlighed til Gud og Lydighed imod Paven 
og Kirken, er et katolsk Hjerte stort nok til at rumme 
en lige saa stor Offerkærlighed til sit Folk og Fædreland. 
Engang, da hun inderligt bad for Kongen og Fædrelandets 
Vel, sagde vor Herre til sin Tjenerinde: »Kongen, for 
hvem du beder, skal omgive sig med gejstlige Mænd, som 
virkelig besidde min Visdom, og spørge saadanne til Raads, 
som ere besjælede af min Aand; han skal da efter deres 
Raad genopbygge Kirkens Mure, og bære Omsorg for, at Gud 
bliver æret, den rette Tro atter blomstrer frem, den gud- 
dommelige Kærlighed opflammes paa ny, og min Lidelse 
og Død indpræges i Folkets Hjerte; han forene de retfær- 
dige Kristne, for saaledes aandelig at genopbygge alt, hvad 
der blev nedbrudt. Sandelig, min Kirke er langt borte 
fra mig; uden min Moders Forbøn vilde intet Haab paa 
Barmhjertighed være til for Riget« (R. VI. 26). Hun gik 
frejdig til Kongen og meddelte ham Herrens Ord og for- 
manede ham ved forskellige Lejligheder med følgende var- 
me og aabenhjertige Ord: »Skift Ret i Riget, rejs om 
paa Tinge, omvend eder; hvo der vil bringe andre ind i 
Himmerige, maa først have omvendt sig selv.« Hun be- 



— 93 — 

brejdede da som oftest Kongen og Dronningen deres Barn- 
agtigheder: Hofnarren og hans Bjældedragt skal afskaffes, 
og Kongen skal læse for sig i de Helliges Levned og gode 
Krøniker, samt være nidkær i gudfrygtige Øvelser! Ja, 
hendes Raad gaar endog i den Grad i det enkelte, at hun 
viser, hvorledes Kong Magnus skal indrette sit Hof, hvem 
han skal bede til sit Bord, hvilke Samtaler han skal føre 
ved Bordet; hun ivrer imod de slette Raadgivere og de 
Smigrere, han laante Øre; han skal forsamle om sig 
vise Raadgivere og gudfrygtige Mænd, uddele sine Gaver 
med Forstand, overholde Loven, afskaffe Strandretten, 
haandhæve Ret og Retfærdighed baade paa Tinge og i 
Raadsalen. Troen, betoner hun, er Udgangspunktet for al 
sand Politik; den kristne Tro kan alene være et solidt 
Grundlag for et Folks Velfærd. Det var omtrent de Aa- 
benbarelser, som Birgitta under sine Bønner og ved for- 
skellige Lejligheder fik om og for Kongen. Hun formanede 
ham til Korstog imod de hedenske Undersaatter, men ikke til 
at hverve en stor Hær af Lejetropper, han skulde hellere 
sikre sig djærve, indfødte kristne Ridderes Arme og tage 
gode Missionærer med; ved Mildhed og Ordets Magt bøjes 
Hedninger til Troen, ikke ved Vold; den skal alene bru- 
ges mod de haardnakkede (R. VIH, 2—6. 56; VI 9; Ex- 
trav. 51). 

En Tid fulgte Kong Magnus Birgittas Raad. Men 
desværre lod han sig omsider omstemme af daarlige Raad- 
givere og hengav sig til Forlystelser og Laster. Han be- 
gyndte da at kedes ved Hofmesterindens stadige Forma- 
ninger og gjorde til sidst endog Nar ad hende. 

Endnu mindre undlod vor Helgeninde at vaage over 
den unge Dronning; det var jo hendes egentlige Livsopga- 
ve; og hun opfyldte sin Pligt med Alvor og Punktlighed. 
Hendes Sans for det sømmelige og det skønne, forenet 



— 94 - 

med stor Dyd og megen Kløgt, gjorde Birgitta i høj Grad 
skikket til dette Embede, og det manglede sandelig ikke 
paa Anledning fra den unge, opbrusende og forfængelige 
Dronnings Side; snart kom det ene snart det andet, Hof- 
mesterinden maatte anke over. Hun taler til Dronningen 
om Hovmod og Forfængelighed, dadler hendes Ødselhed 
og Pragtsyge, de yppige, franske Sæder, hun bragte med, 
gør hende opmærksom paa de løse Ord, der undslippe 
hende, paa den franske Snakkelyst, og formaner hende 
stedse til Gudsfrygt (H. 75). Blanka blev ikke sjældent, 
som Ungdommen plejer, opbragt over disse Irettesættelser, 
men ind6aa dog deres Berettigelse; hun lovede Bedring, 
og den gode Forstaaelse forstyrredes i Begyndelsen ikke. 
Men lidt efter lidt, alt efter som Dronningen mere hengav 
sig til Fornøjelser, idelig brød sine gode Forsætter og æg- 
gede Kongen til at optræde med mere Pragt, blev ogsaa 
hun ked af de stadige Formaninger. Rænkespillet fra de 
franske Omgivelsers Side bidrog sit dertil; der faldt ikke 
saa faa spydige Bemærkninger, og Forholdet mellem Dron- 
ningen og hendes Hofmesterinde blev til sidst meget spændt. 
En Dag da Birgitta med stor Inderlighed bad for den 
unge, vankelmodige Dronning, gav Kristus hende den 
Kamp til Kende, som bestandig bølgede op og. ned i Blan- 
kas Sjæl, en Kamp, som tolker Skriftens Ord om Guds 
Naade, der stadig tilskynder Mennesket til det gode, og 
Helvedes Aand, der stadig søger at forføre det til det onde. 
Den gode Aand (Skytsenglen) formaner hende til at høre 
paa sin Hofmesterindes advarende Ord, at øve Bod og Dyd, 
at foragte de jordiske Ting og Verdens Fornøjelser, men 
den onde Aand vil med Magt holde hende tilbage fra at 
følge disse gode Indskydelser. Den gode Aand tilhvisker 
hende: »Rigdommene ere en Byrde, de verdslige Æresbe- 
visninger Røg, og de sanselige Forlystelser en kortvarig 



— 95 — 

Drøm, alle Glæder forgængelige og alle jordiske Ting for- 
fængelige; forsag al Overdaad, indskrænk Udgifterne, tænk 
paa det strenge Regnskab, du engang skal aflægge for den 
strenge Dommer; du kan ikke undfly denne Dom og hel- 
ler ikke dens strenge Straffe.« Men den onde Aand sva- 
rede straks, for at udslette Naaderøstens Indtryk: »Lad 
slige Tanker fare, Gud er god og lader sig let forsone; 
nyd kun frejdig de Goder, han har skænket dig, og med- 
del rigeligt af det, du har ; du er født til at lovprises og 
at gøre vel imod alle, som bede derom.« Og atter lød den 
gode Engels Stemme : »Du veed, at der gives to Riger ef- 
ter Døden, Himmel og Helvede; hvo som elsker Gud over 
alt, han kommer til Himmelen; hvo som ikke elsker Gud, 
kan ikke naa derhen. Stig ned fra dit Hovmods Trone, 
ydmyg og spæg Legemet ved Pilegrimsfart; hob ikke 
Synd paa Synd.« Og Engelen minder hende om Folkets 
store Fattigdom og Nød, «og vækker Bekymring og Med- 
lidenhed i Dronningens Hjerte, idet han siger: »Du er 
Skyld deri, din Ødselhed er bleven til en Byrde for 
Folket.« Han fremførte for Blankas Hukommelse den h. 
Elisabeth af Thuringens Eksempel, der, skønt formælet 
som hun selv, dog gerne taalte Fattigdom og Foragtelse 
og blev lønnet af Gud med mere Trøst og en skønnere 
Krone, end alle Verdens Æresbevisninger og Glæder vilde 
formaa at give. Men straks genmælede den sorte Engel, 
for at gøre Blaxka angest: »Hvilken Nedværdigelse at 
gaa Pilegrimsgang; i Stedet for Rigets Scepter faar du 
en ru Stav i Haanden, i Stedet for en Krone vil en slidt 
Flig pryde dit Hoved, og en graa, hullet Sæk være din 
Purpurkaabe; og da vil Utaalmodighed faa Overhaand over 
dig, _ og du vil ønske, at dine Livsdage vare omme; det 
formaar du ikke, det er du ikke vant til! Og hvis du 
skulde bære Fattigdom og Ydmyghed og alligevel fik 



- 96 — 

hverken Trøst eller Krone af Gud, hvad saa? Da vilde 
du sandelig forgæves angre at have hengivet dig til 
Strenghed.« 

Birgitta saa den unge Dronnings Kamp og de An- 
strengelser, hun gjorde for at følge den gode Engels Indsky- 
delser. — Pludselig opmander Blanka sig, og Aandernes 
Dyst ender med den højhjertede Beslutning: »Nu vel, om 
end alt dette er en tung Byrde, saa veed jeg dog, at Gud 
ikke lader noget Menneske friste over dets Kræfter, og 
han vil bevare mit Sind, min Tro og min gode Vilje; jeg 
har nu engang hengivet mig helt til ham, hans Vilje ske !« 
Da sagde Kristus til Birgitta; »Fordi nu denne Kvinde 
er besjælet af disse gode Tanker, saa lægger jeg hende tre 
Ting paa Hjerte : 1) skal hun ihukomme, til hvilken Æres- 
stilling, hun er bleven ophøjet; 2) hvilken Kærlighed og 
Godhed Gud har vist imod hende i Ægtestanden; 3) med 
hvilken Barmhjertighed og Overbærenhed hun hidtil er ble- 
ven bevaret i dette dødelige Liv. Men jeg formaner hende til 
at agte paa tre Ting: 1) at hun engang skal aflægge Regn- 
skab over alle jordiske Goder indtil den sidste Hvid, hvor- 
ledes hun fik og hvorledes hun brugte dem; 2) at der kun 
er tilmaalt hende en kort Tid at leve i, og hun hverken 
veed eller formoder, naar hendes Tid er omme ; 3) at ingen 
Persons Anseelse gælder hos Gud; Gud skaaner ikke Hersker- 
inden fremfor Tjenerinden. Derfor giver jeg hende et tre- 
dobbelt Raad: 1) skal hun hjerteligt angre alt det onde, hun 
Jiar gjort, forbedre alt, hvad hun har skriftet, og endelig 
begynde at elske Gud af ganske Hjerte; 2) skal hun paa 
en fornuftig Maade bære Omsorg for at afbøde og *ndgaa 
Skærsildens Straffe; 3)_ anbefaler jeg hende at trække sig 
tilbage fra sine verdslige og sanselige Omgivelser og at 
søge det Sted, hvor Vejen er kort til Himmelen, hvor Skærs- 
ildens Straffe let kunne afsones og undgaas, hvor mange 



— 97 — 

Aflad kunne vindes, som Paverne have meddelt (d. e. en 
Pilegrimsrejse til Eom. E. IV. 4). 

Birgitta tøvede ikke med at meddele Dronningen alle 
de Oplysninger, Advarsler og Eaad, hun havde faaet at 
vide af Vor Herre. Eigesom Kongen blev og Dronning 
Blanka dybt rystet og lovede alvorligt at efterkomme 
Herrens Vink i eet og alt. Hun bad Hofmesterinden om 
at hede Herren om Kraft for sig til at fuldbyrde hans 
Vilje. Men allerede faa Dage efter erklærede hun sin Af- 
magt: »Hvad Herren kræver, er for tungt; jeg kan ikke 
beslutte mig til helt at forandre min Levemaade, og 
endnu mindre at gøre en Pilegrimsfart til Eom.« Bir- 
gitta læste i den ustadige Dronnings Sjæl og erkendte, 
at den onde Aand og Verdens Forfængelighed mere og 
mere fik Overhaand i Blankas Indre, og at hun med Magt 
kvalte alle den gode Aands Indskydelser. Vor Helgeninde 
fordoblede sine Bønner og Bodsøvelser og græd bittert 
over Kongeparrets Blindhed og Forvildelse. Da sagde Kri- 
stus til hende: »Dronningen har igennem dig søgt Op- 
lysning og Eaad hos mig; men efter at hun har faaet 
mit Eaad at høre, holder hun det for tungt; siig derfor til 
hende: I Profeten Elias'es Tid var der en Dronning, der 
elskede sin Magelighed mere end mig, hun taalte ikke 
Sandhedens Ord, men forfulgte dem, og hun troede ved 
sin Kløgt at kunne klare alle Skær; derfor blev hun 
ogsaa foragtet og forkastet af alle dem, som tidligere havde 
hædret hende, og hun maatte døje tunge Lidelser i sin 
sidste Stund. Paa lige Maade siger jeg, .Gud, som tyde- 
ligere gennemskuer Fremtiden, end hun gør, at Dronning- 
ens Levetid vil blive kort; Eegnskabet, hun paa Domme- 
dagen maa aflægge, vil bliv^e tungt, og hendes Endeligt skal 
sandelig ikke blive som hendes Begyndelse, hvis hun ikke 
bekvemmer sig til at adlyde mine Ord (E. Vin. 14). 

A. PRINKMANN : DEN HELDIGE BIBOITT4. 7 



— 98 — 

Ogsaa om og til Kong Magnus fik hun mange Ærin- 
der fra Himmelen. Men Kongen blev mere og mere døv 
for de gode Raad og Formaninger, Birgitta gav ham. Det 
gode Forhold mellem Kongeparret og Hofmesterinden løs- 
nedes Dag for Dag; Kongen afskedigede desuden ogsaa sin 
tro Minister Mads Kettilmundsox og gjorde Bengt Algot- 
son, et ugudeligt og ryggesløst, men tillige listigt Menne- 
ske, til sin Fortrolige; han hengav sig til Udsvævelser og 
unaturlige Synder; den ene Forlystelse fulgte paa den an- 
den, og alt dette faldt i Dronning Blankas og de franske 
Hofkavalerers Smag. Forviklingerne og Finansnøden tiltog 
i Riget, de Stores Herskesyge, Hoffets Udsvævelser og 
Ødselhed tyngede haardt paa hele Folket; Magnus var 
hadet af sine Undersaatter, fordi han udsugede hele Lan- 
det og alle Stænder ved ulovlige og store Skatter og Byr- 
der; ja han gik saa vidt, at han lagde Haand paa Kir- 
kens Indtægter og endog ranede de Penge, som ved 
milde Stiftelser trindt om i Landet vare anlagte til den 
pavelige Stols Udgifter. Til sidst blev han for disse For- 
brydelser bandlyst af Paven. 

Omtrent paa den Tid forekommer et overordentlig stor- 
artet Syn, som minder om St. Johanneses Aabenbaringer 
paa Patmos og Profeten Isaias og Ezechiels Syner over 
Jerusalem. En Aften efter en glimrende Festlighed paa 
Stockholms Slot, som Birgitta havde været nødt til at 
overvære, søgte hun Hvile hos Gud og bad til langt ud 
paa Natten for Kongen og Dronningen og sit ulykkelige 
Fædreland. Medens hun laa hensunken i Bøn, trak plud- 
selig Nattens Mørke sig som et Tæppe til Side for hen- 
des aandelige Øje. Sol og Maane viste sig paa den uro- 
lige, skumle Nathimmel i det klareste Lys, og Lyset spredtes 
over hele Himmelen. Gode og onde Engle kæmpede sammen 
med Sol og Maane; dog formaaede de onde intet, indtil 



— 99 — 

en forfærdelig Drage steg op fra Dybet. Sol og Maane 
skænkede Dragen deres Glans; Solen blegnede og sort- 
nede, mens Maanen flyede bag ved Jorden. Idet hun sku- 
ede ned paa Jorden, saa hun den fyldt med Øgler og Or- 
me, der opaad Jordens Grøde og med deres Haler dræbte 
Menneskene. Til sidst sank Solen ned i Afgrunden, og 
Maanen var ikke mere at finde (R. VIII. 31). 

Birgitta studsede over det mærkelige Syn, men for- 
stod ikke Betydningen, endskønt hun vel anede, at Solens 
og Maanens Skæbne var Symboler paa Kongeparrets Liv. 
Elleve Aar derefter (1346) da Sverrigs Sol, Kong Mag- 
nus Smek plettede sit Liv ved store Afskyeligheder og Ve- 
derstyggeligheder, forklarede Frelseren Synet for hende paa 
følgende Maade: »Husk paa det Syn, min Brud, jeg vi- 
ste dig en Aften paa Stockholm Slot; nu vil jeg udtyde 
det for dig: Den mørke, urolige Himmel, du har set, er 
dit Fædreland, Sveariget; thi dette Rige, der som Himme- 
lens Rige skulde være roligt og retfærdigt, jages og kastes 
hid og did af Trængslernes og Uretfærdighedens Storme 
og kues under Afgifternes tunge Aag. Og det er intet 
Under; thi Kongen og Dronningen, der engang straalede 
som Sol og Maane, ere allerede sorte som Kul, fordi de have 
vendt sig til det onde ; og de have opelsket og ophøjet en Mand 
af Øgleæt (Bengt Algotson) , for at kaste mine Venner og 
det svage Folk til Jorden. Denne Drage skal blive til 
Skamme, og endnu hurtigere fare ned til Afgrunden, end 
den blev ophøjet derfra, og mine Venner skulle da ophøjes 
og befries af deres Trængsler. Men Solen skal blegne 
mere og mere, indtil den ødelægges ved den Krone, som han 
ikke forstod at bære; og jo større hans Glans har været, 
des dybere vil Mørket blive (R. VIII. 31). 

Historien beretter, hvor sørgeligt Kongeparrets Endeligt 
blev omtrent 20 Aar derefter; Birgitta formaaede nu næppe 



— 100 — 

mere noget andet end at bede og bøde for den ulykkelige 
Konge og hans forfængelige Gemalinde. Det Forsagelses- 
liv hun paa Ulfåsa havde begyndt, fortsatte hun paa Slot- 
tet i Stockholm. Ulfs og Birgittas Gaver til Kirker 
og Klostre bleve rigere, og Birgittas Fromhedsøvelser 
tiltog i Strenghed. For at forsone Himmelen vaagede hun 
langt ud paa Natten i Bod og Bøn, hudflettede sig, saa 
Blodet piblede frem, forøgede sin Faste og Abstinens og 
beværtede og betjente ogsaa her hver Dag tolv Fattige, 
førend hun selv satte sig til Bords. Hun hører af Jesu 
Moder de belærende Ord: Legemet er ligesom et Asen, 
som behøver tarvelig Føde for ej at hengives til Sanselig- 
hed, anstrengt Arbejde for ej at hovmodes, og bestandig 
Frygt, for ej at blive kaad og overgiven (R. IV. 25). ] ) 



l ) Ved Beskrivelsen af disse Øvelser gør Hammerich (S. 81 f.) 
følgende Bemærkning: »Heri er Birgitta ganske sin Tids 
Barn; hun jager efter at komme til at lide: en Forvildel- 
se, vi kan spore allerede i det andet, maaske i det første 
Hundredaar, medens den i stor Stil viser sig i Middelalderen. 
Hvilken uhyre Byrde har Luther med sin frejdige Tro ikke 
befriet Menneskeslægten for; Birgitta sukker daglig under 
den, og daglig læsser hun mere paa. c Luther behøvede 
sandelig ikke at udfrie Menneskeslægten for denne uhyre 
Byrde ; thi intetsteds i Middelalderen, ej heller i det første 
eller i det andet Aarhundrede, ej heller i vor Tid er det i 
og af den katolske Kirke befalet, at »læsse paa« — disse 
Øvelser paatages frivillig, og de aabenbares ikke paa 
farisæisk Maade for hele Verden, men skjules saa omhygge- 
lig i Løndom, at hverken Kirken eller Verden aner noget 
derom. Men ligesom der gives Millioner i Kirken, som al- 
drig jage efter at lide, aldrig røre ved en Svøbe, aldrig 
læsse mere og mere paa, men nøjes med at overholde Her- 
rens ti og Kirkens fem Bud, og derved blive Himmelens 
Arvinger, saaledes findes der ogsaa mange, som følge Her- 
rens evangeliske Ovi : »Vil du være fuldkommen, da sælg alt: 



— 101 — 

Endnu een Gang tilbyder Gud den bandsatte Konge 
Naade og Tilgivelse ved Birgittis Meddelelser. Maria 

hvad du har, og giv det til de Fattige, og du skal have en 
Skat i Himmelen, og saa kom og følg efter mig« — det vil dog 
vel ikke sige noget andet, end: følg mig paa Forsagelsens Vej! 
Hvorledes vilde vel Hahmerich, opløftet af Luthers frej- 
dige Tro, forklare St. Pauli Ord: »Jeg tugter mit Legeme og 
tvinger det til Lydighed, for at jeg ikke, efter at have 
prædiket for Andre, selv skal blive forskudt« (I Kor. 9, 27)? 
Mon St. Paulus ogsaa er en af dem, der maaske alt i det 
første Aarhundrede er falden som et Offer for denne For- 
vildelse? Og hvad skal saa St. Petri Ord betyde: »Dertil 
ere I kaldte, efterdi Kristus har og lidt for os, efterla- 
dende os et Eksempel, at I skulle efterfølge hans Fodspor« 
(I Petrus 2, 21). Mon endogsaa selve Apostelfyrsten har 
forvildet sig, medens Luther, ved at tale for Kødets Let- 
telse, har forstaaet at finde det rette? Nej! at lide, at bøde 
her paa Jorden, det er vor egentlige Opgave ; enhver fik sit 
Kors at bære: »Hvo som vil være min Discipel, han for- 
nægte sig selv og tage sit Kors paa sig«; men at jage efter 
Lidelse, det er den højeste Fuldkommenhed, thi det var det, 
vor Herre gjorde: »En Daab skal jeg døbes med. og hvor- 
ledes længtes jeg, indtil den er fuldbragt« (Luk. 12, 50). 
Ja alle, som høre Kristus til, have korsfæstet Kødet med 
dets Lyster og Begæringer (Gal. 5, 24). Vistnok har Luther 
udfriet Protestanternes Slægt fra denne Byrde, men derved 
ogsaa udfriet dem fra Kristi og Pauli og Petri Kristen- 
dom, og derfor har det af Luther rensede Gruds Ord heller 
ikke formaaet at modne een eneste Helgen af den Slags, 
som St. Birgitta og St. Ansgarius, som vare Bodsøvelsernes 
Helgener. Da derfor i det 19de Aarhundrede en protestan- 
tisk teologisk Kandidat (Schebel) følte sig kaldet til at op- 
stille for det danske Folk Landets Helgener som kriste- 
lige Dydsmønstre, hentede han dem alle tilsammen fra 
den katolske Tid og udgav dem under Titlen »De danske 
Helgener«. Han synes ikke at have fundet een eneste i det 
rene Evangeliums Tid, der var værdig at staa ved Siden 
af de katolske Helgener. 



— 102 - 

sagde til hende : »Jeg vil vise mig naadig imod det Rige, 
i hvilket du er født, og yde Bistand imod dets fysiske og 
aandelige Fjender; lad en eller flere af mine Venner gaa 
op til Kongen og sige til ham: Vi have noget at med- 
dele eder, angaaende eders Sjæls Frelse: 1) staar I i et 
meget daarligt Rygte i hele Landet paa Grund af eders 
Utugt og eders unaturlige Laster; 2) er der megen Tvivl 
om, hvorvidt I have den rette Tro, siden I, skønt ekskom- 
municeret, alligevel vover at søge Kirken og bivaane den 
hellige Messe; 3) er I en Røver, der sætter Kronens og 
Rigets Ejendom over Styr; 4) øve I Forræderi imod eders 
Tjenere og Undersaatter, som redelig have tjent eder. 
Hvis I nu ville forbedre alt dette, skulle vi tjene eder, 
hvis ikke, opsige vi eder vor Tjeneste; thi efter Lovene 
ere vi ikke forpligtede til at adlyde en Konge, som er band- 
lyst, og vi ville søge at faa en anden Konge« (Extrav. 80). 
Og Vor Herre selv tilføjede fremdeles: »Jeg vil forbarme 
mig over Kongen, hvis han gør alt for at udrydde de 
Laster i Landet, som han selv ved sit ryggesløse, laste- 
fulde Levned har fremkaldt, og afsoner sine Misgerning- 
er ved Udøvelsen af gode, kristelige Gerninger, og ved 
at lade nogle Klostre opføre til Ære for min Moder. Men 
i Fald denne forstokkede Konge lukker sit Øre for mine 
Formaninger, vil jeg rejse mig i min Vrede, og hjemsøge 
Konge og Folk, der bægge vandre paa Tøjlesløshedens Vej, 
og jeg vil hverken skaane Gammel eller Ung, hverken de 
Retfærdige eller de Uretfærdige, men med min Harmes 
Plov vil jeg pløje hele Riget og ødelægge Mark og Skov, 
saa at af Tusind næppe et Hundrede bliver tilbage, og 
Husene forblive ubeboede (Extrav. 74) og ved Trængs- 
ler og Domme vil jeg tugte hele Landet, indtil Fol- 
ket lærer angerfuldt at raabe om min Barmhjertighed!« 
(Extrav. 76). 



— 103 — 

Endnu een Gang gik da Seerinden, om end nødigt, 
op til Slottet og meddelte Kongeparret Herrens Raad og 
strenge Trusler, men forgæves. Blanka skælvede, thi hun 
vidste, at Birgitta var en stor Guds Tj ener i n( ie, at baade 
hendes Syner og hendes Ord vare Sandhed, men hun var 
sunken ned i Verdslighedens Dyb og bleven for svag til 
at rejse sig, medens Kongen, især paa Grund af sine una- 
turlige Udskejelser, var helt forhærdet, gjorde Nar ad Hof- 
mesterindens Ord og slog det hen i Spøg. De fortsatte 
deres skæbnesvangre Vej, indtil endelig Seerindens Ord 
blev Sandhed. 

Under disse Omstændigheder længtes Birgitta med 
stor Attraa efter at komme bort fra Hoffet, da hun kun 
altfor godt indsaa, at hendes Virksomhed for den konge- 
lige Familie var uden Nytte, og at bægge med hurtige 
Skridt gik deres Undergang i Møde. Hvad hendes Mand 
angaar, saa var Ulf endnu mere vunden ved sin hellige 
Hustrus aandelige Liv; han havde lidt efter lidt tabt 
al Sans for Pragt og Festligheder og delte helst sin Hu- 
strus gudelige Øvelser. Endnu heftigere end Birgitta 
attraaede han at komme bort fra et Hof, hvis Fyrste var 
bandlyst, og hvis Omgivelser kun trællede for Verdslighed 
og Udskejelser. De vendte derfor henad Slutningen af 
Aaret 1338 tilbage til Ulfåsa. Her var det Birgittas første 
Idræt, at afføre sig al Hoffets Glans og at genoptage alle 
de herlige Sysler, som ere Frugter af Ydmyghed og Næ- 
stekærlighed. 

Længe havde hun og Hr. Ulf ønsket at gøre en 
større Pilegrimsrejse. At valfarte, at gaa Pilegrimsgang, 
det laa i Tidens Aand, det var jo Udgangen af Korstoge- 
nes Tid; hvo som havde Raad og Tid dertil drog val- 
fartende enten til det hellige Land, til Rom eller til 
St. Jago di Compostella. Ogsaa Birgittas Fader og Mo- 



— 104 — 

der havde 1321 gjort en Andagtsrejse til Rom. Paa mang- 
en en mindre Pilegrimstur havde hun alt været, og de 
mange Aabenbaringer, den Sjæletrøst og de Oplysninger, 
hun fik ved de hellige Steder, havde gjort disse Vandring- 
er til en Nødvendighed og en aandelig Nydelse for hende. 
Blandt de Steder, hvorhen hun vandrede, nævne Aabenba- 
relserne Vexiø med hellig Sigfrid, Skara med hellig Bryn- 
julf, Upsala Domkirke med hendes Ætfader og Patron, 
den hellige Erik; Botvidskirken paa et Næs i Mælaren, 
hvor hellig Botvid dyrkedes som Patron for Søfarende. 
Ved St. Eriks Grav havde hun, for at anføre et af disse 
Syner, følgende Aabenbaring: Medens hun beder, ser hun 
pludselig en Sjæl, der lider i Skærsildens Luer. Kristus 
giver hende da først en herlig Oplysning om Sjælens 
ophøjede Værd, Adel, Udødelighed, hvorledes den er 
skabt i den treenige Guds Billlede, og ophøjes endnu langt 
mere ved Daaben og Daabsløftet; fremdeles om Lege- 
mets Stilling til Sjælen, om de 5 Tjenere, Sjælen faar, 
de 5 Sanser, og om de 5 Tjenerinder, Sjælen skal have: 
Gudsfrygt, Andagt, Beskedenhed, Taalmodighed og Blufær- 
dighed. »Den Sjæl, som du ser, har besudlet sig med 
verdslige Ting, og Djævelen har paa en nidobbelt Maade 
faaet den til at plette sin egen Skønhed, derfor maa 
den lide en nidobbelt Straf. Iblandt dem er den fjerde: 
Den lider en brændende Tørst, fordi den brændende* at- 
traaede jordiske Ting; den syvende: den veed ikke, om 
den bliver salig eller ikke, fordi den har været i alle 
Ting saa ligegyldig og saa lunken; den niende: den lider 
Kulde og Graad, fordi den ikke attraaede Guds Kærlighed. 
JÆen to Ting have frelst Sjælen: 1) den havde en levende 
Tro og stor Tillid til min Lidelse ; 2) fordi den i høj Grad 
har elsket min Moder og mine Helgener og ved megen 
Faste har æret deres Minde. Tillige vil jeg og sige dig, 



— 105 — 

hvorledes Sjælens Lidelse lettes: 1) formedelst min Li- 
delse, da Sjælen har bevaret Kirkens Tro; 2) formedelst 
det hellige Messeoffer, som er Sjælenes Lægemiddel; 3) 
formedelst mine Helgeners Bønner, som ere i Himmelen; 
4) formedelst de gode Gerninger, som forrettes i Kirken; 5) 
formedelst de Bønner og de Almisser, som retfærdige og 
fromme Kristne opofre paa Jorden; 6) formedelst de Pil- 
grimsrejser, som mine Tjenere ofte med Besvær foretage; 7) 
formedelst de pavelige Aflad; 8) formedelst de Bodsøvelser, 
som de selv ikke øvede, men nu andre øve for dem. Se, 
min Datter, denne kostbare Aabenbarelse har din Patron, 
den hellige Erik, hvem hin lidende Sjæl flittig har dyrket 
paa Jorden, fortjent dig ved sine Bønner« (R. VI. 66). 

Intet Under, at slige aandelige Gaver lokkede Birgitta 
desmere til disse hellige Steder, og vi kunne saa godt for- 
staa, hvor højt hendes Hjerte bankede, naar hun til Fods 
med Pilegrimsstaven i Haanden i det fjerne øjnede den 
attraaede Valfartskirke, rig paa Aflad og Relikvier, eller et 
Kapel, hvor en berømt Prædikant holdt Prædiken, eller 
Skovhytten- imellem Bjergene, hvor Eneboeren byggede ved 
Kildens Bred, alene med sin Gud og med sin Bønnebog 
og Rosenkrans, sit Timeglas og Dødningehoved. 

Da Børnene nu vare i en Alder, hvor de lettere 
kunde undvære Moderens daglige Tilsyn, Lagmand Ulf 
selv mindre bunden til Hoffet, og alt hjemme paa Ulf- 
åsa gik sin regelmæssige Gang, besluttede de hellige 
Ægtefæller sig til en Pilegrimsrejse, som de længe havde 
længtes efter, nemlig til Trondhjem i Norge, hvor en af 
Nordens pragtfuldeste Domkirker hvælver sig over den 
berømte norske Martyr, Kong Olafs, Ben. Korig Olaf 
havde rodfæstet Kristendommen i Norge, udryddet Heden- 
skabets sidste og skjulte Arnesteder i Landet, var falden 
som Offer for sit Værk og havde naaet Martyrkronen 1030. 



— 106 — 

Forend de begav sig paa Rejsen, aflagde Ægtefællerne efter 
indbyrdes Overenskomst Kyskhedsloftet; opflammede af 
Kærlighed til Gud besluttede de, fra nu af kun at leve 
for Livets store Opgave, for at tjene Gud og deres Sjæls 
Frelse og støtte hinanden deri som Broder og Søster (Ka- 
nonisationsbullen). Saa tog de Pilegrimshat, Stav og Pose, 
og nu gik det jned et stort Følge, som det sømmede sig 
for den fornemme Lagmand, afsted fra Ulfåsa, over de vilde 
Fjælde, der skille Sverrig og Norge; Vejen over de skandi- 
naviske Alper til Trondhjem er yderst besværlig, den fører 
over det bekendte Dovrefjæld, Nordens St. Gotthard: i 36 
Dage vare vore Pilegrimme undervejs, næsten stadig til Fods, 
endskønt de førte Rideheste med sig: det var en An- 
dagtsrejse, ingen Fornøjelsestur. Norges Alper kappes i 
Skønhed med Svejtseralpernes smukkeste Partier. Smaa 
henrivende Søer, storartede Kløfter, langstrakte med glatte 
Stene belagte Fjælde, himmelragende Jøkler, friske, vellug- 
tende grønne Græsgange, som omkranse og hænge hen 
over smukke, rigeligt med Skov bedækkede Dale, alt dette 
skifter uafbrudt i broget og dog majestætisk Virvar, som 
giver Landskabet hvert Øjeblik et nyt og altid fortryllende 
Præg. Intetsteds findes en saadan Rigdom paa muntre 
Bjærgstrømme og interessante Vandfald som i Norge, en 
sand Luksus af Kaskader, af smaa Sølverbække, af brusende 
Strømme, der storme ned fra alle Sider igennem Skov og Eng, 
over bratte Klipper, igennem Hulveje og Kløfter, alle lys- 
levende ilende til Maalet, til deres Evighedsmaal, det store 
Ocean ! Hver eneste Klippe har sit Vandfald, alle forskel- 
lige i Form og Omgivelse, og intetsteds i Verden, end 
ikke ved Svejts'es smukkeste Punkter, samles i saa 
høj Grad alt, hvad Naturen kan byde af Skønhed, saa 
endrægtig, som her: Fjord og Sø, Bjærg og Skov, nydelige 
Græsplæner, snebedækte Toppe, sønderkløvede og gennem- 



— 107 — 

furede Fjælde, brat til Søen nedgaaende Klippevægge, de 
mest maleriske Dale, og det hele oplivet af tusinde rislende 
Bække, støvede Vandfald og skummende Strømme — det 
er Højnorges evigt vekslende og evigt fortryllende Panora- 
ma! (Baumgartner, Stimmen aus Maria Laach, 1887). 

Birgittas rene og ægte poetisk anlagte Sjæl, der som 
Nordens ægte Barn havde en fin Sans og dyb Følelse for 
alle Naturens Skønheder, jublede højt og nød Naturens Glæde 
i fulde Drag, men alting betragtede hun, den hellige Seer- 
inde, fra det højeste Stade; Naturen var for hende, hvad 
den oprindelig efter Guds Mening skulde være, en storstilet 
Bog, der talte i alle Sprog om Skaberens Visdom, Magt 
og Skønhed. Hun lovpriste Gud i sit Hjerte og bøjede 
sig i dybeste Andagt og Ydmyghed for Naturens almæg- 
tige og algode Herre, og Norges Natur lod hende ane, 
hvad hun havde i Vente, hvis hun engang fik at høre de 
trøsterige Ord: »Velan, du gode og tro Tjenerinde! fordi 
du har været tro over det lidet, vil jeg sætte dig over 
meget, gaa ind til din Herres Glæde.« 

Endelig dukkede Trondhjems Spir op i Horisonten, 
og Nordens skønneste Domkirke, opført i ren gotisk Stil, 
tilvinkede hende sit Velkommen. Hvor højt bankede ikke 
Helgenindens Hjerte af Glæde og Andagt, da hun endelig 
naaede det Maal, hun i saa mange Aar havde drømt om. 
Hensunken i Bøn knælede hun ved den hellige Martyr- 
konges Grav og Levninger; Aandens Vinger droge Seerin- 
den højt op til St. Olafs evige Trone, og hun fik her 
flere vigtige Aabenbaringer om sig selv og sin Fremtid og 
om Verdens Forgængelighed — Aabenbaringer, som hun vel 
omtaler i sine Skrifter, men hvis Indhold intetsteds med- 
deles. Et Trøstens og Naadens Lyshav bølgede igennem 
Birgittas Sjæl, hun kunde næppe løsrive sig fra det hel- 
lige Sted, næsten baade Dag og Nat knælede hun foran 



— 108 — 

Helgenskrinet. Ulf og hun fornyede her deres Kyskheds- 
løfte, og tiltraadte faa Dage efter Tilbagerejsen (B. 398 
n. 122. 123). 

Undervejs aflagde de et Besøg paa et af deres God- 
ser, som laa ved en Indsø; hele Rejseselskabet tog her 
Ophold i nogle Dage. Folkene i Gaarden, Forvalteren i 
Spidsen, vare kun lidet gudfrygtige; i Stedet for den En- 
foldighed og Simpelhed i Sæder og Klæder, som ellers og 
navnlig paa hin Tid fandtes alle Vegne paa Landet, her- 
skede Forfængelighed og Pragt baade hos Forvalterens Fa- 
milie og Tyendet. Birgittas skarpe Øje gennemskuede 
snart det hele, men hun havde dog ikke Mod til at dadle 
og formane dem til større Simpelhed. Og se, medens hun 
var der, opstod pludselig en voldsom Ildebrand, som øde- 
lagde næsten hele Husets Bohave, men især bleve Birgit- 
tas og alle hendes Undergivnes værdifulde Klæder og Pyn- 
tesager ødelagte. Og hvad havde været Aarsag til denne 
Ulykke? Vi ere ved saadanne Lejligheder kun altfor vante 
til at anse det for et Tilfælde, men Vor Herre oplyste sin 
Tjenerinde om, at saadanne timelige Ulykker ikke sjæl- 
dent er en Straf fra oven for selve Menneskenes Taabelig- 
hed. Medens hun nemlig holdt sin Bøn, sagde Kristus 
til hende: »Fordi du nærer og taaler i din Familie For- 
fængelighed og smukke Klæder, og undser dig for at dadle 
og forbedre dine Undergivnes Unoder, derfor er denne Ilde- 
brand opstaaet, og du skal erkende deraf, at det ikke er 
nok, selv at stræbe efter Dyd og Fuldkommenhed, men at 
man ogsaa skal holde andre, især sine Paarørende og Hus- 
fæller, dertil. Alt det, du kan forbedre, men af timelige 
Bevæggrunde undslaar dig for at gøre, vil tilregnes dig til 
Dom og Brøde. Desuden maa du vide, at Forvalteren er 
hengiven til tvende Synder; han tror, at alting- styres ved 
Skæbnen (Fatalisme) og bruger taabelige Besværgelsesfor- 



— 109 — 

mularer for at fange Fisk. Da han nu er en af dine Un- 
dergivne, saa forman ham til at omvende sig; vil han ikke, 
saa falder han snart i Djævelens Vold og gaar til Grunde.« 

Kostbarhedernes Tab havde Birgitta taalt med fuld- 
kommen Ligegyldighed, men Herrens alvorlige Irettesæt- 
telse opfyldte hende med Angest og Skræk. Straks lod hun 
Forvalteren komme, foreholdt ham hans ugudelige Synde- 
vaner og truede med Himmelens Straf. Men Mandens 
Hjerte var forhærdet. Vel undskyldte han sig og lovede 
Bedring i Ord, som saa mangen en Vanesynder gør, men 
Hjertet og Viljen omvendte sig ikke, han fremturede hem- 
meligt i sin brødefulde Adfærd; og se, inden Birgitta for- 
lod Godset, kun faa Dage efter Synet, fandtes den kraftige 
Mand liggende død i Sengen paa sin Ryg, med Hovedet 
drejet baglængs. Fra den Dag vaagede Fyrstinden af Ne- 
rike med den største Omhu over sit talrige Tyende og 
taalte hverken hos sig, eller hos sine, eller hos Slottets 
Beboere Klædepragt, offentlig Forfængelighed eller nogen 
som helst anden Ugudelighed (R. VI. 76). 

Henimod Slutningen af 1339 vare de atter i Ulfåsa, 
og nu tænkte Ægtefællerne for Alvor paa Compostella, 
det stadige Maal for Birgittas Ønsker; derhen, til St. 
Jagos Grav, kom hendes Fader og Moder, derhen droge 
ogsaa tit Nordens bedste Mænd og Kvinder, derhen vilde 
hun og ikke mindre Ulf; thi St. Jago di Compostella 
i Spanien var virkelig et af Datidens berømteste Valfarts- 
steder i hele den kristelige Verden. 

Den Trang, at søge og finde Gud ved visse Steder 
mere end andetsteds, synes at være medfødt vor menne- 
skelige Natur. Gud selv har i den gamle Pagt udvalgt 
Jerusalem til sin Stad, hvor han særlig vilde bo iblandt 
sit Folk og tilbedes af dem; og han havde befalet, at alle 
Mænd, der havde fyldt det 12te Aar, tre Gange om Aaret 



— 110 — 

skulde mode i det Tempel, som i Jerusalem blev rejst paa 
hans Befaling. Og han havde lovet netop der at være 
særlig opmærksom paa deres Bønner og villig til at bon- 
hore dem: »Og Herren sagde til Salomon: Jeg har helli- 
get dette Hus, som du har bygget, og vil sætte mit Navn 
der indtil Evighed, og mine Øjne og mit Hjerte skulle være 
der alle Dage (HI. Kong. 9, 3). Og naar mit Folk ydmy- 
ger sig, og de bede og soge her mit Ansigt og omvende sig 
fra deres onde Veje, saa vil jeg høre dem fra Himmelen 
og forlade dem deres Synder og gøre deres Land sundt, 
og mine Øjne skulle være aabnede og mine Øren give 
Agt paa den Bøn, som sker paa dette Sted« (II. Kronik. 
7, 14. 15). Paa samme Maade opstode i de kristelige 
Aarhundreders Lob i alle katolske Lande saadanne hellige 
Steder, der fik Borommelse ikke saa meget derved, at Fol- 
ket samledes der i store Skarer, som fordi Gud selv ud- 
mærkede dem ved ualmindelig store Naadegaver og Mirak- 
ler. Disse Steder ere i mange Aarhundreder helligede ved 
utallige Bønner, Ofre, Ydmygelser, Tros- og Kærlighedsovel- 
ser, og Millioner efter Millioner have i Tidernes Løb bøjet 
deres Knæ i disse Helligdomme. Hvo som een Gang med Op- 
rigtighed og Iver har bedet ved et saadant Sted, bliver 
for alle Tider dets Ynder; og deraf kommer det, at de 
Tusinder, som Aar efter Aar samles der, ogsaa alle vende 
tilfredse og begejstrede tilbage til deres Hjem og forkynde 
de store Ting, Gud har gjort paa disse Steder. De mest 
berømte Valfartssteder ere unægtelig de hellige Steder i 
Palæstina, som vor Frelser har helliget ved sit Liv, sin 
Lidelse og Død: Bethlehem, Nazareth, Jerusalem! Der- 
efter kommer Rom, hvor Herrens to helligste Tjenere, Pe- 
trus og Paulus og omtrent 1 Million kristelige Martyrer 
have forherliget Gud; det tredje berømte Sted er Loretto, 
hvor der staar det hellige Hus fra Nazareth, i hvilket Or- 



— 111 — 

det er blevet Kod, og Himmelens Engel bar bedet det første 
»Hil dig, Maria«. Efter disse tre er vel især St. Jago di 
Compostella i Spanien: det Sted, bvor den hellige Jacobus 
den ældres Legeme hviler, blevet berømt! 

Paa dette Sted indtraadte et Vendepunkt i Birgittas 
Liv, thi nu begyndte de højere og vigtigere Aabenbaringer, 
der skulde forberede hende til det ophøjede reformatoriske 
Kald, vor Herre Jesus Kristus udvalgte sin Tjenerinde til. 
Rejsen maa være gaaet for sig ved Udgangen af 1339 til 
Midten af 1340. Ogsaa denne lange Pilegrimsfart foretoges 
for det meste til Fods med et talrigt Følge af Lægmænd og 
Præster, Mænd og Kvinder fra Norden. Rejsen gik først 
Syd paa gennem Diøceset Linkoping, hvor de besøgte Vor 
Frue Kloster i Alvastra, som ligger paa den sydlige Side 
af Ombjerget ved den skønne Vettern, hvis rolige Vande, 
dejlige Omgivelser og skovkransede Bakker endnu den 
Dag i Dag gøre Indtryk af at være skabte til Ensomhed 
og Betragtning. Klosteret var bygget og doteret ved Alf- 
hild, Kong Sverker I's Gemalinde, henved 1150. I Først- 
ningen var det et Benediktiner-Abbedi, men paa Birgittas 
Tid tilhørte det Cistercienserne. Vor Helgeninde syntes at 
være sendt af Gud til dette Kloster, for at berede Prioren 
en kristelig Dodsstund. Denne Ordensmand, som ellers 
var en hæderlig Guds Tjener, havde af Menneskefrygt ladet 
sig forlede til at tilstede en Adelsmand, der var død i Eks- 
kommunikation, en kristelig Begravelse. Birgitta kom just 
til Klosteret, da Bisættelsen fandt Sted, og overværede 
Sjælemessen, Prioren læste over den Afdøde. Ved denne 
Messe aabenbarede Gud hende, at den svage Mand, for ej 
at lide noget Tab i Klosterets Ejendomme, havde ladet sig 
bevæge til at overtræde Kirkens strenge Forbud. Gaa op 
til ham, lød Herrens Befaling, og siig ham, at han selv til 
Straf skal være den næste, som skal begraves. Slige Sen- 



— 112 — 

defærd vaxe altid en stor Pine for Birgitta, og i Regelen 
høstede hun kun Utaknemmelighed deraf. Hun lod sig 
altsaa melde hos Prioren og meddelte ligefrem, hvad hun 
havde hørt. Prioren vidste godt, at Fyrstinden af Nerike 
talede ret, og at han af meget verdslige Grunde havde sat 
sig ud over Kirkens Bestemmelser. Han modtog Helgen- 
indens Ord med ægte kristelig Sønderknuselse, skriftede 
straks sin store Synd og beredte sig til Døden. .Denne 
indtraadte tre Dage derefter, og en Sørgegudstjeneste blev 
holdt over hans Lig. Birgitta havde været en Velsignelse 
for ham (R. I. 13). 

Her i Alvastra lærte hun den ved sin Dyd, sin 
Bodsiver og sin store Lærdom ikke mindre end ved sin 
englelige Levemaade udmærkede Cisterciensermunk Petrus 
Olafson at kende, den Mand, som senere i henved 40 Aar 
har været Birgittas Ledsager baade til Rom og til Jeru- 
salem, og paa Guds Befaling maatte oversætte alle hen- 
des Aabenbarelser. Petrus fik af sine Poresatte Tilladelse 
at følge med til Compostella (B. 401 n. 137. 138). Den 
Vej Pilegrimmene tog frem og tilbage er os ubekendt; 
men nogle af de Steder, hvor de enten paa deres Hen- 
eller Hjemrejse opholdt sig og forrettede deres Andagt, ere 
dog optegnede: I Marseille ærede de den hellige Maria 
Magdalena; i Tarragon den hellige Martha; de kom ogsaa 
igennem Koln ved Rinen, hvor de med hellig Andagt hyl- 
dede de hellige tre Kongers Levninger fra Østerland (B. 
401 n. 137). 

Kilderne meddele os to Begivenheder fra denne Rejse : 
En Munk af Alvastraklosteret, der hørte med til Birgittas 
Rejsefølge, saa en Dag, da han laa meget syg, i en Hen- 
rykkelse Fru Birgittas Hoved omstraalet af 7 glimrende Kro- 
ner, medens Solen var helt sortnet, og han hørte en Stemme, 
der sagde: »Hin Sol, som du ser formørket, er Kongen i 



— 113 — 

eders Rige, der fordum lyste som Solen, men vil blive 
mere foragtelig end noget andet Menneske; men den Kvinde, 
du ser, skal prydes med den Helligaands syv Gaver, og 
det er de syv Kroners Betydning. Som Tegn paa, at det 
er Sandhed, du ser, skal du komme dig af din Sygdom, 
vende rask tilbage til dit Kloster og ophøjes til en højere 
Værdighed«. Efter sin Hjemrejse blev han valgt til Abbed 
for Alvastraklosteret (B. 398 n. 125; R. VI. 36). 

Det andet Træk fortæller Biskop Birger af Upsala 
med følgende Ord: »For mere at løsrive sig fra al Ver- 
dens Forfængelighed og inderligere at hellige sig til Her- 
rens Tjeneste droge Hr. Ulf og Fru Birgitta, ligesom 
Abraham i fordums Tid, bort fra Hus og Børn og Slægt- 
ninge, langvejs bort til St. Jago di Compostella i Spanien, 
under meget Besvær og store Omkostninger. Efter at have 
besøgt forskellige hellige Steder blev Ulf paa Hjemrejsen 
saa heftig syg i Arras, at man frygtede for hans Liv, og 
Stadens Biskop meddelte ham den sidste Salvelse. Da 
aabenbarede den hellige Dionysius, Frankrigs Patron sig 
for Birgitta og trøstede hende med følgende Ord: »Jeg 
er Dionysius, som fra Rom kom herhen for at prædike 
Guds Ord. Da du nu med særlig Andagt har æret og 
elsket mig, saa vil ogsaa jeg lade dig vide, hvad Gud for- 
medelst dig vil kundgøre for hele Verden. Du blev betroet 
til min Varetægt, og derfor vil jeg være din Støtte. Som 
Tegn paa, at mine Ord er Sandhed, skal din Mand ikke 
dø af denne Sygdom.« Faa Dage derefter gentog den 
hellige Dionysius den samme Forsikring og meddelte end- 
videre Birgitta, at hun skulde komme til Rom og til Je- 
rusalem, den hellige Stad, og naar og paa hvifken Maade 
hun skulde dø (B. 399 n. 126; Extrav. 92). 

Endelig efter en langvarig Sygdom kom Ulf sig fuld- 
kommen, men langt mere end Legemet var hans Sjæl hel- 

A- PRIHKMAIW: PPN UVhhlQE BIRGITTA. $ 



— 114 — 

bredet for al Verdslighed. Hele Rejsen havde været for 
ham en uafbrudt Bodsøvelse, hans Bønner vare mange og 
trak tit langtud paa Natten, hans Afholdenhed var fuld- 
kommen; dertil føjede han mange legemlige Tugtelser og 
uddelte alle Steder Almisser; iblandt andet havde han lo- 
vet paa Rejsen at taale Tørst i den højest mulige Grad 
(B. 399 n. 130). Nu var den fromme Fyrstes Dyd modnet 
til de højeste Ofre, men ogsaa han selv var modnet til 
snart at plukkes som Himmelens Frugt og forflyttes til det 
evige Paradis. Efter Hjemkomsten kom han overens med 
sin Hustru om at forlade Verden og gaa i Kloster. TJur 
ordnede sine Papirer, disponerede over sine Ejendele, tog 
Afsked med Kone og Børn og bankede paa Alvastrakloste- 
rets Dør for at hellige sine sidste Leveaar udelukkende til 
sin Sjæls Frelse; dette skete henimod Midsommer 1340. 
I Cisterciensermunkenes- Midte levede Ulf endnu i fire 
Aar som et Mønster paa Klostertugt og Ydmyghed. En- 
delig slog hans sidste Time; han sendte Bud til Birgitta, 
sagde kærlig Farvel til hende og rakte hende en Ring, 
hun skulde bære til Minde om ham. Den 12te Februar 
1344 døde han i Alvastraklosteret og blev jordet i Cister- 
eiensernes Munkedragt, stille og uden Bram, imellem Orde- 
nens andre Afdøde, saaledes som det sømmer sig en Klo- 
sterbroder. Nogle af Klosterets Forfattere tælle ham endog 
iblandt Cistercienserordenens Helgener (B. 402 n.- 143). 

Birgitta havde elsket sin Mand af ganske Hjerte. »Jeg 
elskede ham«, høre vi hende senere sige, »som mit eget 
Hjerte, dog nu er for mig al jordisk Kærlighed begravet 
med ham. Ulfs sidste Leveaar og hellige Død trøstede 
hende meget i hendes Bedrøvelse; med mange Bønner og 
Bodsøvelser anbefalede hun hans Sjæl til Herren, og hun 
fik den Naade, at skue ham kort Tid efter Døden i Skærs- 
ildens lutrende Flamme; Guds Retfærdighed holdt ham 



— 115 — 

der endnu en Stund tilbage, men det blev ham forundt at 
søge Hjælp hos sin Hustru. 

Begivenheden fortæller Birgitta selv i sine Aabenba- 
relser, og den er i Sandhed for lærerig til at fordølges; 
den slaar nemlig tvende Skriftens Ord fast: »Jeg siger 
eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab paa Dommens 
Dag for hvert et utilbørligt Ord, som de have talt« (Matth. 
12, 36) — og: »Judas sendte tolv tusinde Drakmer 
Sølv til Jerusalem, at et Offer maatte frembæres for de 
Afdødes Synder; thi det er en hellig og gavnlig Tanke at 
bede for de Afdøde, for at de kunne blive forløste fra de- 
res Synder« (IL Mak. 12, 43. 46 '). I det 56de Kapitel 
af Ekstravaganterne skriver hun følgende Ord om sin af- 
døde Mand: »Kort efter Døden viste han sig for mig og 
sagde: Dommens Retfærdighed har jeg prøvet, men fra 
nu af formildes Strengheden lidt efter lidt og Barmhjer- 
tigheden forøges. Paa en femdobbelt Maade har jeg syn- 
det i mine jordiske Dage, uden tilstrækkeligt at have gjort 
Bod for det, inden jeg døde: 1) har jeg altfor meget gi- 
vet efter for hin Drengs (Karls) vanvittige og underlige 
Indfald, og glædet mig over hans Barnestreger; 2) undlod 
jeg at give en Enke, af hvem jeg havde købt flere Godser, 
det fulde Vederlag, skønt det skete ikke af Ondskab, 
men af Efterladenhed. For at du nu kan tro, at jeg taler 
Sandhed, saa skal hun i Morgen komme til dig; giv hende 
da alt, hvad hun begærer, thi hun vil ikke forlange mere, 
end der tilkommer hende ; 3) har jeg i mit Hjertes Overil- 
else letsindigt lovet en Mand, at staa ham bi i alle vanske- 
lige Forhold ; altfor dristig ved dette Løfte har han sat sig 
op imod Kongen og Lovene; 4) har jeg hengivet mig til 



*) Jfr. P.P. Er romersk-katolsk ægte Evangelisk? Side 217 
og f. 



— 116 — 

Turnering og Verdens Forfængelighed mere for at glimre 
end til Gavn; 5) har jeg ved en Adelsmands Landsforvis- 
ning vist mig haard og ubøjelig, og om end Dommen var 
retfærdig, var den dog mindre barmhjertig end den bur- 
de.« — Derefter svarede Birgitta : »O, lyksalige Sjæl ! siig 
mig nu ogsaa, hvad der har været til Gavn for din Frelse, 
eller ogsaa, hvad der kan tjene dig til Lettelse og Udfri- 
else?« Han svarede: »Seks Gerninger have gavnet mig: 
1) det Skriftemaal, som jeg aflagde hver Fredag, naar jeg 
fandt Lejlighed dertil, idet jeg stedse havde det faste For- 
sæt, at gøre alt, hvad der blev mig paalagt; 2) naar jeg 
sad til Doms, har jeg aldrig fældet Dom af Pengesyge el- 
ler Menneskegunst, men omhyggeligt prøvet alle mine 
Kendelser,' altid rede til at rette enhver Fejl, jeg begik, 
eller at kalde tilbage, hvad der var mindre godt eller ret- 
færdigt; 3) at jeg har øvet Afholdenhed efter min aan- 
delige Vejleders Anbefaling, saa ofte jeg mærkede, at 
du befandt dig i velsignede Omstændigheder; 4) har 
jeg været meget forsigtig med Hensyn til de Fatti- 
ges Bespisning og Herberge; jeg viste mig ikke gna- 
ven imod dem, men heller ikke altfor kostbar, og for- 
langte det samme af mine andre Husfæller, ej heller 
har jeg nogensinde gjort Gæld, uden at jeg forudsaa, at 
jeg kunde tilbagebetale den i rette Tid; 5) den Maadehol- 
denhed, jeg øvede paa Pilegrimsrejsen til Compostella; jeg 
havde nemlig foresat mig aldrig i hele Døgnet at drikke 
noget uden ved Maaltiderne ; ved denne Afholdenhed har jeg 
afsonet de mange unyttige Timer, den Snaksomhed og de 
Overtrædelser, jeg ved Bordet har gjort mig skyldig i. Og 
nu er jeg sikker paa min Frelse, men hvad Time den 
bliver mig til Del, veed jeg ikke; 6) fordi jeg altid over- 
drog mine Kendelsers Eksekution til paalidelige, retfærdige 
Personer, om hvilke jeg vidste, at de virkelig fuldbyrdede 



- U1 - 

det, som var min Pligt. Og fordi jeg frygtede for at ind- 
vikles i Gæld og at paatage mig for meget Ansvar, har 
jeg i min Levetid givet Kongen alle Lensgodser tilbage, 
for at min Sjæl ikke maatte blive besværet dermed ved 
Guds Domstol. — Da jeg har faaet Lov til at søge Hjælp 
hos dig, saa beder jeg dig om, at du et helt Aar igennem 
hver Dag lader den hellige Messe læse til Ære for vor 
Frue, den salige Jomfru Maria og alle Engle og Helge- 
ner, og til Gavn for de arme Sjæle i Skærsilden ; desuden 
til Minde om vor Herres Lidelse, fordi jeg paa denne 
Maade kan haabe, tidligere at forløses. Men især maa du 
bære Omsorg for de Fattige, og ikke tage i Betænkning 
at fordele iblandt dem de kostbare Kar, de Heste og saa 
mange andre Ting, jeg fordum fandt saa umaadelig stort 
Behag i, og hvorved jeg har syndet mest. Undlad heller 
ikke, saafremt du formaar det, at skænke nogle Kalke til 
Herrens Oflfer, da det visselig vil tjene til min Sjæls 
Frelse. Men overlad ellers alt rørligt og urørligt Gods til 
Børnene; thi jeg føler mig ikke besværet i min Samvittig- 
hed ved noget, der kunde være erhvervet eller gemt paa 
en uretfærdig Maade« (Extrav. 56). 

Synet beviser sandelig, hvilken herlig Mand, Birgittas 
Gemal har været, men ikke mindre, hvor streng Dommen 
er efter Døden. Lykkelig den Mand, som faar en Hustru, 
der som Birgitta først forædler Mandens Gemyt og Leve- 
maade og efter Døden faar Lov til at komme ham til 
Hjælp; Ulf var vel uden Tvivl aldrig bleven til det, han 
var, hvis han ikke havde haft en hellig Birgitta som 
Ledsagerinde paa sin Vej. 



— 118 — 



SYVENDE KAPITEL Birgitta i Alvastra Kloster. — 
Hendes daglige Liv. — Hendes Aaben- 
barelser. — Grundlæggelse af Vadstena 
Kloster. — Rejse til Stockholm. — Hun 
beslutter at rejse til Rom. 

JLillige med Ulf havde ogsaa Birgitta gjort det 
Løfte, at give Afkald paa alt og gaa i Kloster, men Her- 
rens Vilje havde endnu holdt hende tilbage i Verden (B. 
n. 139). Hun affører sig de fyrstelige Klæder, fordeler 
sine Kostbarheder, især sine Smykker iblandt de Fattige, 
og ifører sig den simple svenske Borgerdragt; den Ring, 
Ulf havde givet hende paa det yderste, kastede hun bort; 
og da hendes Omgivelser dadlede det som Tegn paa ringe 
Kærlighed til sin Mand, svarede hun: »Jeg elskede ham 
som mit eget Hjerte, men fra nu af skal al sanselig Kær- 
lighed være begravet« (B. n. 151). Baade fra Hoffets og 
Slægtens Side forsøgte man at bevæge hende til at indgaa 
et nyt Ægteskab. Hun viste det med stor Bestemthed 
tilbage og tilkendegav som sin Vilje, snarest muligt at følge 
Ulfs Eksempel. Denne Erklæring vakte en stor Storm; 
thi de fleste Verdensbørn begribe ikke Herrens dybsindige 
Ord: »Vil du være fuldkommen, saa sælg alt, hvad du 
har, og følg mig efter.« Alle vare imod hende, ja mange 
Slægtninge overøste hende endog med bitre Bebrejdelser; 
kun hendes Broder Israel, som paa hin Tid var en af 
Rigets Embedsmænd, holdt Haanden over sin hellige Sø- 
sters Færd og understøttede hendes Ønske. Hun selv 
plejede gerne at imødegaa Bebrejdelser og Haan med de 
venlige Ord: »For mine Børn skal jeg nok sørge; og naar 



— ii9 — 

jeg for Herrens Skyld beslutter mig til at forlade dem, 
vil visseligen Herren selv tage sig af dem, men jeg vil 
gøre, hvad Gud vil, og hvis I elske mig oprigtigt, maa det 
og være eders Ønske, at jeg følger Guds Vilje; men hvis 
I ikke elske mig, hvad bryder I eder da om mig; det er 
jo intet Tab, om en saadan elendig Kvinde, som jeg er, 
forlader Verden« (B. n. 153). 

Hun spurgte den lærde Magister Mathias, som hun 
under sit Ophold i Stockholm havde lært at kende, til 
Raads. Denne var imidlertid forflyttet til Linkoping, og 
bestemte sit hellige Skriftebarn til, med hans Anbefaling 
at bede Prioren for Alvastra Kloster om at afstaa hende en 
lille Lejlighed i Klosterets Forgaard, for der som en anden 
Judith at hellige sine Enkedage i Bøn og Bod, og der at 
afvente Herrens Befalinger (B. n. 145. 146). Efter at det 
var sket og bevilget, uddelte Birgitta det meste af Arven 
til Børnene og de Fattige, og beholdt kun en ganske ringe 
Del til egen Tarv. Birger, Birgittas anden Søn, arvede 
Ulfåsa og flyttede med sin fromme Gemalinde Benedikta 
ind i det færdrene Hus. Karl havde for anden Gang giftet 
sig med en fornem norsk Kvinde Gydda; Mærete havde, 
som ovenfor nævnt (S. 83), for nogle Aar siden ægtet den 
mægtige Sigvid Ribbing, der sad som Befalingsmand over 
Sønderhalland paa Falkenberghus og levede af sit gode 
Sværd. Den fromme Ingeborg var Nonne i Risaberg 
Kloster, den lille Cæcilia fik en fortræffelig Opdragelse i 
Skenninge, medens den yngste Søn, Benedikt, i samme 
Øjemed blev sat i Alvastraklosteret. Katharina, Moderens 
mest udtrykte Billede og tillige af vidunderlig Skønhed og 
Ynde,' havde ægtet Eggart, Herre til Eggersnæs. Efter 
dette Bryllup forlod Birgitta, fri for alle Pligtens Baand, led- 
saget af sine Børns og alle sine Husfællers Taarer, sit her- 
lige Hjem, sejlede over Borensøen ned til Vettern, og naaede 



— 120 — 

henimod Slutningen af 1344 Alvastra Kloster. Mellem 
Takkernsø og Vettern hæver Landet sig paa een Gang og . 

falder med en lille Bjærghøjde, Omberg, stejlt ned imod 1 

Vettern. Bjærget knejser omtrent 450 Alen over Vetterns 
dejlige Bredder; Gran og Bøg klæde dets Sider, undtagen 
ud til Søen. Ved en lille Bøgelund paa Skraaningen laa 
det berømte Cistercienserkloster, og endnu overraske dets 
Ruiner: store rundbuede Hvælvinger, nedstyrtede Altere, 
brustne Piller, alt omslynget og gennemflettet af en yppig 
Plantevækst. Ved Bjærgets Fod ligger den østgotiske 
Slette; en Mængde Eventyr om Jættedronningen Omma, som 
har sin Grotte og sit fortryllede Slot i Ombjærget, om 
Gilbert Troldmand og Kettil Rune have stadfæstet sig i 
disse Egne (H. 103). 

I Klosterets Forgaard beboede Birgitta en lille Celle 
og hengav sig der til et Bodsliv, som uvilkaarlig minder 
om Eremitternes Levned i de ægyptiske Ørkener. Vel er 
det sandt, at de udvortes Bodsøvelser ikke ere det væsent- 
lige i det kristelige Liv; men lige saa sandt er det paa 
den anden Side, at den udvortes Bod er en Frugt af den 
indre fuldkomne Selvfornægtelse, der efter Vor Herres 
Eksempel søger helt at afdø fra sig selv, for udelukkende at 
leve for Gud. »De, som høre Kristus til, have korsfæstet 
Kødet med Lysterne og Begæringerne,« siger St. Paulus 
(Gal. 5, 24); og derfor finde vi fra Johannes den Døber 
af og indtil vore Dage, at alle de, som fik et særlig op- 
højet Kald i Jesu Kirke, ogsaa af den Helligaand, ligesom 
Vor Herre, bleve førte til Bønnens Ensomhed, og til Faste 
og overordentlig Selvfornægtelse. Desuden beviser et saa- 
dant indre og ydre Bodsliv, hvad Guds Naade formaar 
over det svage, skrøbelige Menneske. Hvor mange Kristne, 
som formene ikke at kunne overholde Herrens ti Bud, 
maa ikke beskæmmes ved at se, hvorledes Helgener, 



— 121 — 

som Birgitta, der ere opdragne i al Rigdommens og 
Højhedens Glans, i saa mange Aar kunde føre et saadant 
Fornægtelseils Liv. Bollandisterne fortælle os med følgende 
Ord om dette Birgittas Bodsliv, som hun fra nu af førte 
i tredive Aar indtil sin Død: Sløret tog hun vel ikke, 
hverken nu eller senere, men frivillig holdt hun alle Klo- 
sterløfterne. Naar hun trængte til noget af sit eget, ud- 
bad hun sig det først af sin Sjælefører og iagttog den 
strengeste Lydighed mod sin Skriftefader. Fra et uset 
Sted overværede hun Munkenes Korbøn baade om Dagen 
og om Natten, og tilbragte tit hele Natten i Bøn foran 
Alterets helligste Sakrament. Da hendes Gemal endnu 
levede, skriftede hun hver Fredag, men nu i det mindste 
een Gang om Dagen, idet hun med stor Sønderknus- 
else begræd alle sine smaa Fejl saa bitterlig, som an- 
dre Mennesker end ikke deres store Synder; og der var 
ikke een eneste Tanke eller et Ord eller en Gerning i det 
daglige Liv, som hun ikke underkastede den mest nøjag- 
tige Ransagelse. Selv midt om Vinteren sov hun paa 
en Maatte paa den bare Jord med et Hynde under Ho- 
vedet og en tynd Kappe over sig: »Jeg føler saa me- 
gen Varme i mig,« sagde hun, »at jeg kun lidet frygter 
Kulden.« Inderst paa Legemet bar hun en Haarsæk og om 
Livet et Reb med Knuder; Brugen af Linned kender hun 
fra nu af ikke mere. Foruden de af Kirken befalede Fa- 
stedage paalagde hun sig selv fire Fastedage om Ugen; 
om Fredagen nøjedes hun, for at mindes Herrens Lidelse, 
hele Dagen med lidt Brød og Vand og forsømte heller 
ikke at helligholde mange Helgeners Mindedage med Bod, 
Faste og Abstinens; men især var det Fredagen, Herrens 
Lidelsesdag, hun holdt højt i Ære, for ved Lidelser at 
ligedannes med sin Frelser. Hver Fredag gik hun med en 
bitter Urt (den saakaldte Gentiana) i Munden, for at 



— 122 — 

tænke paa den Galde, hvormed vor Herre blev læsket, 
og for at ære den Tørst, han led, og den Tavshed, han 
iagttog under hele sin Lidelse ; og hver Gang et ubetænk- 
somt, Hastigt Ord undslap hende i Ugens Løb, maatte 
Tungen bøde for det ved Malurtens Brug. Hver eneste 
Fredag korsfæstede hun sit Kød med de mest følelige 
Smerter: hun heldte saaledes ikke sjældent hede Voksdraa- 
ber paa Armene, og ridsede Saarene op, naar de heledes 
i Ugens Løb; og hun knælede saa tit og bad saa ved- 
holdende, at Knæene svulmede op derved. Det er i det 
hele taget næsten ufo^staaeligt, hvorledes Helgenindens 
spinkle Legemsbygning kunde holde ud i samfulde 30 Aar 
under saa mange og haarde Øvelser, især da hun dog var 
opvokset under Rigdommens og Overflødighedens blødagtige 
Forhold. Det Bodsliv, der førtes af Birgitta, af den be- 
rømte Eremit Paulus, der blev 113 Aar gammel, og af 

m 

den hellige Antonius, der blev 90 Aar gammel, beviser 
Uholdbarheden af den Paastand, at man dræber sig selv 
ved at øve for megen Bod — langt flere dræbe sig selv 
for tidligt ved at spise og nyde for meget, og at afholde 
sig for lidt. I sin Tjeneste ved Hospitalerne og hos de 
Fattige blev hun endnu nidkærere; hun tog sig af Foræl- 
dreløse, Enker, Gamle; og for at kunne række dem Hjælp, 
gik hun ofte selv i pjaltede Klæder og Sko (B. 403 n. 
146—149). 

Men hvis man mener, at denne Levemaade er falden 
hende tung, tager man højlig fejl. Ikke forgæves har 
Vor Herre sagt: »Tager mit Aag paa eder, og I skulle 
finde Hvile for eders Sjæle; thi mit Aag er sødt og min 
Byrde er let.« Hvad Lyset er for Øjet og Vandet for Fisk- 
en, det er Gud og Jesu Kristi Efterfølgelse for Sjælen. 
Alle de Ofre, vi bringe for hans Navns Skyld, plejer han 
at betale hundredefold allerede i dette Liv. Naar Ere- 



— 123 — 

mitten Paulus, hvis hele Liv var en fortsat Bodsøvelse, 
havde vaaget hele Natten i Bøn, anklagede han Morgen- 
solen for, at dens Straaler udjog ham fra Paradiset og 
tvang ham til at færdes paa den øde Jord. Den hellige 
Franoiscus Xaverius, hvis Missionsgerning i Indien har 
været en uafbrudt Kæde af store Savn og store Ofre i 
Herrens Tj enes ^ e » ^ ev saaledes overøst med Herrens Naa- 
defylde, at han tit jidraabte: »Herre! Herre! nu er det 
nok; du giver mig jo alt hele Lønnen paa Jorden, saa at 
der ikke bliver nogen tilovers for mig i Himmelen.« 

Det samme prøvede den h. Birgitta. En Dag, da 
Jmn dybt nedslaaet og tænkende over sin Tilstand og Frem- 
tid var hensunken i Bøn, blev hun pludselig henrykt i 
Aanden; en lys Sky viste sig for hendes Sjæleøje og hun 
hørte en Røst fra Skyen: »Kvinde! lyt til mig!« To Gange 
gentog den samme Stemme de samme Ord: »Kvinde! lyt 
til mig!« Og saa talede Herren til hende ud af Lyset. 
Og Herren sagde: »Jeg er din Gud, som vil tale med dig.« 
Forfærdet og forskrækket over, hvad hun hørte, frygte- 
de hun at det hele kun var en Skuffelse, men Herren 
vedblev da: »Frygt ikke, thi jeg er alle Væseners Ska- 
ber og ingen Bedrager; mit Ord udgaar til dig, dog 
ikke blot til din, men til alle Kristnes Frelse. Du skal 
være min Brud, skal faa mine Hemmeligheder at se og 
høre og forkynde dem for Verden, og min Aand skal 
forblive hos dig indtil din Dødsdag. Jeg er ingen Be- 
drager, men den, der fødtes af den rene Jomfru, den 
samme, som led og døde, opstod og for til Himmels. 
Frygt derfor ikke og betro Synet til Mester Mathias, som 
forstaar at skelne imellem Sandhedens og Løgnens Aand« 
(Extrav. 47). »Fordi Birgitta«, siger samme Mester Ma- 
. thi as, »fordelte alt sit Gods imellem sine Børn og de 
Fattige og valgte Frelserens haarde, selvfornægtende Liv 



— 124 — 

til sin Lod, derfor overøste Frelseren hende med de mest 
øjensynlige Naadesbeviser og al Trøstens Fylde (B. 404 n. 
151). Og Herren selv antyder det (R. I. 2), idet han 
taler til hende paa følgende Maade: »Jeg har udvalgt og 
antaget dig som min Brud for at meddele dig mine Hem- 
meligheder. Lovmæssig er du nu min Ejendom, fordi du 
ved din Mands Død helt og uden Forbehold har hengivet 
dig til min Vilje, og fordi du, efter at din Mand var heden- 
faren, ipderligt har overvejet, hvorledes du bedst kunde øve 
Fattigdommens Dyd og endogsaa har givet Afkald paa 
alt. Derfor er du nu med Ret og Føje min, og derfor er 
det og min Pligt, at bære Omsorg for dig.« 

Rygtet om det overordentlige i Birgittas Liv ud- 
bredtes overalt; hun bedømtes naturligvis højst forskelligt; 
mange kaldte hende for afsindig, for en Troldkvinde og 
en Bedragerske, og en Del Venner og Frænder vare i 
høj Grad forargede paa hende. Verden bliver dog altid 
den samme; Sandheden og Guddommen taales ikke i Ver- 
densfyrstens Rige: Jøderne stenede deres Profeter: det høje 
Raad dømte Guds Søn fra Livet, og han var dem og Fol- 
ket en Forargelse og en Daarskab: Romerne holdt Kri- 
stendommens store Martyrhelte for en gudsforgaaen Sekt, 
og for en Slægt, der hadede alle Mennesker (osores ge- 
neris humani). Men Birgitta, som var sig bevidst, at 
det var Gud der ledte hende, svarede med overlegen 
Ro: »Jeg begyndte ikke dette Levned for eders Skyld, 
og opgiver det heller ikke for eders Skyld; jeg foresatte 
mig i mit Hjerte gerne at taale Spot og Bedrøvelse; 
beder altsaa for mig, at jeg maa holde ud i det gode; 
Gud er mit Vidne, at jeg af Kærlighed til Kristus hellere 
vil taale Forargelse, Spot og Haan, end bære en Konge- 
krone.« Paa # Grund af disse idelige Anfægtelser og Udta- 
lelser blev hun dog urolig og opfyldt af Tvivl om, mu- 



— 125 — 

ligt at være bleven et Bytte for den onde Fjendes Be- 
dragerier. Men Herren oplyser sin Brud om, at den 
Aand, der taler til hende, er den gode Aand, fordi 
hun som Følge af disse Syner kun attraaede Gud og det 
gode; thi falske Syner gøre hovmodige og egensindige. 
Han selv viste hende den Vej, som er grundlagt ved Kri- 
stendommens første Aabenbarelse, og som alle falske Pro- 
feter med stor Foragt vise tilbage : »Hvo som hører mine 
Apostle og deres Stedfortræder,« sagde han til hende, »hø- 
rer mig; henvend dig til din Skriftefader« (R. I. 4). Bir- 
gitta betroede alting til Mester Mathias, og denne udvik- 
lede for hende Kendetegnene paa Guds og Djævelens Ind- 
skydelser, paalagde hende visse, forsigtig valgte Bodsøvel- 
ser og Ydmygelser, og anbefalede sit Skriftebarn, med de- 
sto større Iver at søge Alterets Sakrament og at ydmyge 
sig selv. Saa blev hun lidt roligere. 

Birgitta selv betegner disse første Syner i Alvastra, 
hvorved hun fik Vished om sit Forhold til Kristus som 
Brud til Brudgom, og tillige Oplysning om sin Fremtids 
Færd, som sit Livs egentlige Vendepunkt; ja Kristus si- 
ger, endog et Steds i disse Syner: »Dit Hjerte var hid- 
til koldt og haardt som Staal, der fandtes kun en lille 
Gnist deri, men den faldt paa et Svovlbjærg, da Verden 
gik dig imod, og din Mand døde.« 

Den vigtigste Aabenbarelse, der meddeltes hende paa 
hin Tid, var Forklaringen af den senere efter Birgittas Navn 
opkaldte Birgittinerorden, der maa anses som et Arnested 
for Oplysning og Kultur i Norden, og hvis Medlemmer 
have gjort overordentlig meget til Gavn for Rige og Fattige 
i Sverrig, Danmark, Tyskland, ja i hele Europa. Birgitta 
undfangede Tanken i en Henrykkelse: i eet eneste Øjeblik 
blev alt klart for hende, og hun følte saa usigelig stor 
(Jlæde i sit Hjerte, som skulde det briste af Salighed. 



— 126 — 

Paa Kristi Befaling betroede hun det hele til Underprio- 
ren Peder ved Alvastra Kloster og befalede ham i Jesu 
Navn, at nedskrive den aabenbarede Ordensregel Ord til 
andet. Saasnart dette var sket, forlod den ovennævnte 
Henrykkelsestilstand hende. Hun beskriver Ordenes hele 
Konceptionstanke med følgende Ord: »Uden Lignelse er 
det umuligt at forstaa, hvorledes saa mange Ord, jeg 
hørte, kan fremføres i saa kort Tid og begribes. Det gik 
omtrent til, som om man saa et Kar, fyldt med mange 
forskellige Klenodier og andre kostbare Ting; Karret hel- 
des og man faar hvert enkelt Klenodie nøjagtigt at se. 
Ligesom om nu hvert enkelt Stykke, alt som det kom 
frem, dybt og uforglemmelig var indpræget i Sindet, 
saaledes stod hele Regelen og alle dens enkelte Dele, ja 
hvert eneste Ord i et Nu straks for mit Blik, saa snart 
Vor flerre, der viste sig for mig, aabnede sine velsig- 
nede Læber og begyndte at tale. Det var dog ikke, som 
om alle Ord vare skrevne paa Papir; men hvorledes det 
gik til, kan jeg ikke forklare; det veed kun han selv, 
som paa en saa forunderlig Maade talte til mig. Imid- 
lertid er jeg vis paa, at jeg forstod alt og formaaede at 
skelne hvert eneste Ord og dets Mening, og jeg forblev 
saa længe i denne Henrykkelses Tilstand, indtil alting 
ved Jesu Kristi Naades Bistand klart og bestemt havde 
indpræget sig i min Hukommelse. Efter denne Vision 
følte jeg mit Hjerte gennemstrømmet af en saadan 
Glædesfylde og Andagtsiver, at det ved den mindste 
Forøgelse sikkert vilde være bristet. Ja! mit Hjerte 
var som opsvulmet, indtil jeg fik alle Regelens Artik- 
ler Ord for Ord forklaret for en lærd, af Gud elsket 
Mand, som bragte alt med største Nøjagtighed paa Pa- 
piret. Efter at dette var sket, slappedes den overna- 
turlige Spænding, og baade Hjertet og Legemet vendte 



— 127 — 

lidt efter lidt tilbage til deres naturlige Tilstand« (B. 
419 n. 212). 

Birgitta fik desuden Befaling af Kristus til at med- 
dele den tyske Kejser Aabenbarelsen af disse Begler: 
»Skriv saaledes til den tyske Kejser (Karl IV. 1346 — 55): 
Du, som har Enevælden, skal vide, at jeg, hele Verdens 
Skaber, har dikteret en Klosterregel til Ære for min højt- 
elskede Moder; jeg har meddelt den til denne Kvinde, 
som skriver dig til; gennemlæs den med Opmærksomhed, 
og gør hele din Anseelse hbs Paven gældende for at disse 
Begler, sem ere udgaaede af mine Læber, maa blive stad- 
fæstede af min Statholder paa Jorden, ligesom jeg har 
stadfæstet den for mine himmelske Hærskarer« (B. VIII. 51). 

Her vil det vist være være passende, at tegne et Om- 
rids af denne Klosterregel. Thi en Begel, udtænkt og dik- 
teret af Frelseren selv til Ære for hans velsignede Moder 
kan ikke undlade at vække alle Kristnes Interesse. For- 
talen til selve Klosterreglerne fortælle disses Tilblivelse 
paa følgende Maade : Under ovennævnte Henrykkelse saa 
Birgitta en Mand og en Jomfru af en blændende og 
ualmindelig Skønhed. En Stemme sagde til hende: »De 
to Personer, du ser, ere Jesus Kristus og hans vel- 
signede Moder Maria, som her vise sig for dig saaledes, 
som de engang vare, da de endnu levede paa Jorden. 
Efter at disse Ord havde lydt, aabnede Jesus sine velsig- 
nede Læber og sagde til Birgitta: Jeg er som en mæg- 
tig Konge, der har plantet mange gode Vinbjærge, som i 
lang Tid bare herlig Frugt. Disse Vinbjærge vare de Or- 
dener, som hellige Mænd stiftede, og hvori de udtørrede 
Sjæle bleve vederkvægede, de kolde Hjerter opflammede, 
de Stolte ydmygede, de Blinde oplyste. Men nu beklager 
jeg, at Vingaardene ere ødelagde, deres Vogtere sove, Tyve 
ere trængte ind, Vinstokkenes Bødder ere undergravede 



— 128 — 

af Muldvarpe, Stokkene ere udtørrede, og Druerne selv ved 
Blæsten kastede til Jorden og knuste *). For at det derfor 
ikke skal mangle paa Vin, vil jeg plante mig en ny Vin- 
gaard, hvori du skal nedlægge mine Ord som nye, kraf- 
tige Skud, men jeg selv, din Gud, vil give min Naade 
dertil. Til denne min Vingaard vil jeg sende Vogtere, der 
ikke sove, hverken om Dagen eller om Natten; den gud- 
dommelige Kærlighed skal være den Mur, hvormed jeg vil 
omgive min Vingaard; og jeg vil lægge den gode Viljes 
Spire i dens Jord og befæste den, saa ingen Djævelens 
Fristelse skal formaa at undergrave eller rokke den. Vin- 
stokkenes Grene vil jeg udbrede over hele Jorden til Gavn 
for mange, og gøre deres Andagts og Gerningers Druer 
søde og velsmagende 2 ). Derfor bør du, som skal plante 
Vinstokkene, være stærk og standhaftig i at lære: aar- 
vaagen i at annamme dem, tro og forsigtig i at forvare 
alt det, du skal modtage, for at Djævelen ej skal bedrage 
dig. Staa derfor fast, elsk mig af ganske Hjerte og over 
alt, fly Hoffærdigheden, omfavn Ydmygheden og bevar din 
Mund og alle dit Legemes Sanser og Lemmer rene og 
ubesmittede til min Ære; vær lydig, som jeg har befalet 
dig; ransag hver eneste Time din Samvittighed for at 
erkende, naar og hvor meget du fejler; og er du falden, saa 



! ) I mange Klostre var den oprindelige Klostertugt i det 
14de Aarhundrede kommen i Forfald, og vi faa senere at 
se, hvorledes Kristus sender sin Brud til forskellige af dem 
for at reformere dem. 

2 ) Nu følger en herlig Formaning fra Frelseren om, hvorledes 
den skal være, som vil reformere Ordenslivet, sandelig en 
moralsk Modsætning til Martin Luther, som reformerede 
Klosterlivet ved selv at bryde sine Klosterløfter og erklære 
Klosterlivet for Galskab og Forbrydelse, og som under Tro- 
ens Paaskud aabnede Døren paa vid Grab for alle tænkelige 
Udskejelser. 



— 129 — 

rejs dig straks igen og henvend dig til mig ; bryd dig ikke 
om Verdens Glans og Glæder; naar du har mig, vil alting 
blive sødt for dig, og hvis du elsker mig faldkommen, vil 
alt det, som er i Verden, blive saa bittert for dig som Gift 
og Galde 1 ). 

Hvad Ordenens Indretning, Statutter og Skikke angaar 
fremhæve vi (R. 755 — 770) følgende Punkter som væsent- 
lige: 1) Ordenen skal bære Navnet »Frelserens Orden«, 
efterdi den er stiftet af Frelseren til hans Moders Ære; 
derfor skal den ogsaa i sit Væsen være en Nonneorden, hvori 
Munkene indlemmes for at besørge de gejstlige Funktioner 
baade for Søstrene og det kristelige Folk. Ordenen er i 
det hele taget indrettet efter den hellige Kirkelærer Augu- 
stinus'es Regel. Hvert Kloster, der grundes, skal bestaa 
af 60 Nonner og 25 Munke; nemlig 13 Præster med 
Klosterets almindelige Skriftefader i Spidsen, som fore- 
stille de 13 Apostle, thi den hellige Paulus skal og ibe- 
regnes; fremdeles 4 Diakoner, som* skulle gøre Tjeneste 
ved Alteret, og som forestille de fire store latinske Kirke- 
lærere, Ambrosius, Augustinus, Gregorius og Hieronymus; 
endelig 8 Lægbrødre, som ved deres Gerning skulle passe 
Præsternes Husholdning. De 60 Søstre, 13 Præster, 4 
Diakoner og 8 Lægbrødre, 85 Personer i det hele, repræ- 
sentere Herrens 13 Apostle og 72 Disciple. Abbedissen, 
som er Klosterets højeste Forstanderinde, repræsenterer 
den salige Jomfru Maria, Jesu helligste Moder. Hvert 
Køn skal bo for sig, og ogsaa i Kirken skulle de have 
hver sit Kor. De tre Dyder : Ydmyghed, pletfri Kyskhed 
og frivillig Fattigdom skulle være Klosterlivets Grundlag. 
Det er ingen Tiggerorden, beregnet paa at vandre omkring 
og prædike; det er heller ikke nogen egentlig Velgørenheds- 



l ) R. S. 753, Kap. 1—3. 



— 130 — 

orden, beregnet paa at stifte Skoler og Hospitaler; nej, 
baade Søstrene og Præsterne skulle hellige deres Liv til 
Gudstjeneste, Studium og Bøn ; Bibelen og gudelige Skrif- 
ter skulle de oversætte, og Søstrene skulle ikke blot sy 
og arbejde, synge deres »Tider«, det paaligger dem ogsaa 
at »næmme Bog«. Præsterne ere «!< vuden forpligtede til 
hver Søn- og Helligdag at udlægge Evangeliet for Folket 
i dets Modersmaal; Prædikenen skal være kort, enfoldig, 
grundet i Skrifterne og lempet efter Tilhørernes Tarv, ikke 
fuld af Inddelinger, Ordskvalder og spidsfindige Haarklø- 
verier, hvorved de blot kede; ellers skulle de ikke overtage 
noget Embede eller anden Slags Beskæftigelse. Det er Ho- 
vedopgaven; dog kommer endnu dertil Fattigpleje, Sjæle- 
pleje trindt om i Landet og Missionsgerning iblandt Hed- 
ningerne. 

2) Præsterne skulle hver Dag læse den hellige Messe 
og synge de kirkelige Breviarbønner; de ere fuldstændig 
afskaarne fra Søstrenes Kloster og have deres særegne 
Gaard paa den anden Side af Kirken, hvorfra der er en 
Indgang til Kirkens nedre Kor. Søstrenes Kor skal være 
under Kirkens Hvælving, men dog saaledes indrettet, at 
de kunne se ned paa de Altre, ved hvilke den hellige 
Messe læses, og høre og følge Præsternes Timebønner. 

3) Alle Medlemmer ere forpligtede til mange og strenge 
Fastedage; deres Leje skal være det bare Halmstraa. Sø- 
strenes Klædning skal være jævn og praktisk. 1 ) 

4) Søstrene synge daglig de smaa Dagstider til Ære 
for vor kære Frue; Brødrene derimod læse det store, kir- 
kelige Officium, Breviarbønnen. Hver Dag synges to Kon- 
ventualmesser (Levitmesser). Brødrene begynde deres Ma- 
tutin og Laudes i den aarle Morgenstund, umiddelbart der- 



*) Klædningen beskrives nøjere i 2. Del, 17. Kap. 



— 131 — 

efter Søstrene deres Matutin og Låudes ; og saalédes skif- 
tes der fra den tidlige Morgen indtil den sene Aften. 

5) Baade Brødrene og Søstrene foretage de i de andre 
Klosterregler foreskrevne sædvanlige Bodsøvelser og iagt- 
tage paa bestemte Tider af Dagen en særlig streng Tavs- 
hed. I hvert Kloster skal der være en aaben Grav, som 
Søstrene hver Dag, efter at den tredje Timebøn er sungen, 
i Fællesskab skulle søge, Abbedissen kaster en Smule 
Jord ned i Graven, medens alle bede Salmen De pro- 
fundis. Uden for Indgangen til Kirken fra Søstrenes Side 
skal der opstilles en Ligbaare med lidt Muld paa, for be- 
standig at minde dem om Døden og om, at de er Støv 
og skulle vende tilbage til det, hvoraf de ere tagne. 

6) Abbedissen skal, efter at Konventet (Klostermenig- 
heden) har raadført sig med Biskoppen, vælges af hele 
Konventet, og Valget skal derefter godkendes af Biskop- 
pen. Abbedissen, som til Ære for og til Minde om Jesu 
Moder, der efter hans Himmelfart var Apostlenes Hoved 
og Dronning, fremstiller den allersaligste Jomfru Maria, 
til hvis Ære jo selve Ordenen er stiftet, skal af denne 
Grund ogsaa være Klostermenighedens Hoved og Hersker- 
inde. Hun skal, efter at have raadført sig med Søstrene 
og Brødrene, vælge en almindelig Skriftefader for dem alle, 
og Biskoppen skal billige og stadfæste Valget. Naar da 
Biskoppen har tildelt ham den kanoniske Jurisdiktion (o: 
Myndighed til at høre Skriftemaal og at vejlede andre) skulle 
alle Præster og Brødre adlyde ham paa lignende Maade, 
som Søstrene adlyde Abbedissen. 

Biskoppen, i hvis Diøces et Kloster er beliggende, 
skal være Klostermenighedens Fader og Visitator; han skal 
ogsaa kende alt vedrørende Søstrene og Brødrene. Bigets 
Fyrste skal« være Klosterets Skytsherre, og om fornødent 
forsv&re dets Rettigheder ; men Paven skal staa over bægge, 



— 132 — 

saavel Biskoppen som Fyrsten, og være ligesom Søstrenes 
og Brødrenes Formynder, til hvis Dom og Hjælp de skulle 
ty, naar det bliver fornødent. 

Det er i Korthed Grundtrækkene for den Orden, hvis 
Regler, Skikke og Formaal vor Herre Jesus Kristus selv 

har dikteret. Birgitta befandt sig hele Tiden i en vis 

# 

ekstatisk Tilstand, nedskrev alt i sit Modersmaal og befa- 
lede derefter, paa Herrens Vegne sin Skriftefader, Magister 
Mathias, at oversætte det hele paa Latin, hvorefter hun 
sendte Afskrifter til Landets Biskopper og andre gudfryg- 
tige og lærde Mænd, for at de grundig og upartisk kunde 
prøve det hele (R. VI, 101). 

Birgitta helliger Resten af sit Liv til at iværk- 
sætte Herrens Vilje; Birgittinerordenens Stiftelse betragter 
hun fra nu af som sit Livs Hovedopgave, endskønt hun 
snart faar en endnu vigtigere Opgave, nemlig at føre Pa- 
verne fra Avignon tilbage til Rom. Under Frelserens og 
hans hellige Moders Ledelse og efter deres særlige Aaben- 
barelser dels gennemdrøfter og gennemarbejder hun da alle 
Reglernes enkelte Punkter, dels arbejder hun uafladelig 
for Reglernes Stadfæstelse og for at grundlægge Vad- 
stenaklosteret, der skulde blive Frelserordenens Vugge. 
Pave Urban V anbefalede i en egen Bulle til tre af 
Sverrigs Biskopper, nemlig i Upsala, Strengnæs og Vexid 
Birgittas Værk til alles Velvilje og gav gerne sin Ind- 
villigelse til Vadstenaklosterets Grundlæggelse. Han, lige- 
som ogsaa hans Efterfølger Gregor XI, underkastede Reg- 
lerne en nøjagtig Prøvelse, men bægge døde, inden Undersø- 
gelsen var afsluttet, indtil endelig Urban VI ved en højti- 
delig Bulle 1380 stadfæstede hele Klosterregelen. Bullen blev 
endnu samme Aar af Birgittas Datter Katharina overbragt 
til Nikolaus, Biskop af Linkoping, under hvis Jurisdiktion 
Vadstena hører, og endnu inden Aarets Udløb foretog den 



— 133 — 

samme Biskop i Vadstena den højtidelige Stiftelse af Bir- 
gittinerordenen (M. 467. 341. — Vita S. Cath. c. 17). 

Hidtil havde Magister Mathias, Kannik ved Domkir- 
ken i Linkoping baade prøvet Birgittas Aabenbaringer og 
oversat dem paa Latin ; men da denne kun sjældent kunde 
møde i Alvastra Kloster, og desuden ved mange andre Ar- 
bejder blev tilbageholdt ved sin Domkirke, saa befalede Vor 
Herre Birgitta at henvende sig til Superioren for Alva- 
stra Kloster, Petrus Olafson, og at sige til ham : »Paatag 
dig fra nu af Oversættelsen af de Aabenbaringer, Herren 
giver mig, og du skal lønnes for hver Stavelse, du skriver 
ikke med Guld og Sølv, men med Skatte som aldrig 
ældes.« Ydmyg og undselig, men dog med et Barns Enfol- 
dighed udrettede Birgitta sin Herres Befaling, men Superio- 
ren vilde ikke gaa ind derpaa. Vel var han ikke mindre 
end Magister Mathias overbevist om Synernes Sandhed, og 
Birgittas Hellighed stod højt i hans Tanker; men nu, da 
det skulde være ham, igennem hvem disse Aabenbaringer 
skulde gaa ud i Verden, begyndte han at frygte, og 
endnu mere at tvivle paa, om dog ikke det hele var San- 
sebedrag eller djævelsk Blendværk. Paa den anden Side 
i sit inderste Hjerte overbevist om, at alting kom fra 
Gud og bar den guddommelige Aabeiibarings sande 
Præg, følte han sig altfor stærkt rystet ved den Tan- 
ke, at skulle være valgt til Eedskab for en saa hel- 
lig og, som det lod til, hele den kristne Verden om- 
fattende Sag. Han besluttede sig altsaa til ikke mere at 
blande sig i Birgittas Aabenbaringer og paa det bestem- 
teste at afslaa sin Medvirkning ved deres Oversæt- 
telse. Men denne velmente Beslutning kom ham dyrt til at 
staa. Næppe var nemlig Beslutningen fattet, førend et saa 
heftigt Slag ramte ham i Hovedet, at han kastedes omkuld; 
Brødrene fandt ham liggende bevidstløs paa Gulvet, ude 



— 134 — 

af Stand til at røre et eneste Lem eller bruge sine 
Sanser, medens dog de indre Aandsevner vare klare og 
han ftildt vel følte alt, hvad der foregik. Brødrene bragte 
deres Superior i Seng, og han laa der paa sit Leje hele 
Natten, uden at kunne faa Magt over sine Lemmer og San- 
ser. Da kom han med eet i Tanker om, at det maaske 
kunde være en Straf for hans Tvivl og Genstridighed. 

Som det gerne plejer at ske med os Mennesker, at 
det haarde Sind snart bliver føjeligt, naar Vor Herre rører 
lidt ved Ben og Kød, saaledes skete det ogsaa med Su- 
perioren fra Alvastraklosteret. Petrus sagde da ved sig 
selv; »O Gud! hvis det er Grunden, saa skaan mig; Se! 
jeg er din Tj ener °g er re ^e til at høre paa alle de Ord, du 
taler til din Tjenerinde, og til at oversætte dem alle, saa 
godt jeg formaar.« Og se, i det samme kom han sig 
og følte ikke mere det mindste Besvær. Tidligt om Mor- 
genen skyndte han sig ud til Helgeninden, som allerede 
var underrettet af Kristus om, hvad der var foregaaet. Kri- 
stus havde nemlig sagt til hende: »Jeg har slaaet ham, 
fordi han ikke vilde adlyde, men jeg har ogsaa helbredet 
ham, saa snart han gav efter; men siig ham nu i mit 
Navn: Tag og læs og gennemgransk atter disse Skrifters 
Ord; vær overbevist om, at jeg formaar at fuldbyrde det 
store Værk, som denne Kvinde skal meddele dig paa mine 
Vegne, og de Mægtige skulle ydmyges, og de Vise for- 
stumme; tro heller ikke, at de Ord, denne Kvinde taler 
til dig, ere indgivne af den onde Aand, jeg skal nok ved 
mine Gerninger vidne om alt, hvad jeg har lait (M. 103 
—105).« 

Petrus Olapson beflittede sig fra nu af paa omhyg- 
geligt at skrive og oversætte alle Aabenbaringer, Birgitta 
meddelte ham, at hun havde faaet fra oven. Kort Tid der- 
efter blev han valgt til Klosterets Prior, og fordi han da 



- 135 - 

som Følge af sin Stilling var overlæsset med andre Arbejder 
og desuden fra den spædeste Alder havde lidt meget af 
heftig Hovedpine, saa anmodede han den hellige Seerinde 
om Forbøn hos Herren, at han vilde tage dette utaalelige 
Onde bort. Birgitta opfyldte straks hans Ønske og hørte 
af Vor Herre følgende Ord: »Gaa hen og siig til Broder 
Petrus, at han fra dette Øjeblik skal blive fri fra alle 
Jlovedlidelser ; byd ham kun behjertet at skrive alt, hvad 
jeg dikterer dig, senere skal han faa en Medarbejder !« Fra 
denne Dag har Petrus Olafson i de 30 Aar, han endnu 
levede, aldrig mere lidt af Hovedsmerter (Extrav. 109). 

Den Tid, Birgitta opholdt sig ved St. Mariakloster 
i Alvastra fik hun saa mange Oplysninger fra oven, at 
Magister Mathias fra Linkoping, til hvem Petrus fra Tid 
til anden sendte Optegnelser, alt inden Aaret 1350 lod et 
omfangsrigt Bind udgaa om Birgittas himmelske Aabenba- 
relser. Fortalen begynder med de Ord : »Undertegn og 
Rædselstegn blive hørte i vort Land.« Mathias drøfter i 
dette Værk de Birgittinske Visioners Ægthed og anfører 
som Øjenvidne baade en stor Mængde Omvendelser, som 
bevirkedes ved Helgenindens himmelske Ord, og flere Un- 
dertegn, Herren gjorde paa hendes Forbøn. Iblandt disse 
Syner ere de yndigste og mest tiltrækkende de om Jesu 
Moders Ungdom og vor Herres Barndomsaar, Syner, som 
tillige bidrog meget til at sætte Birgitta ind i Ordenslivets 
Hemmeligheder og Enkeltheder, da jo Jesus, Maria og 
Josefs Levned i Nazareth maa betragtes som Verdens før- 
ste Klosterliv og Klosterlivets Mønster. »Nu,« sagde den 
saligste Jomfru Maria til Birgitta, »vil jeg undervise dig 
i, hvorledes jeg fra Begyndelsen af har baade frygtet og 
ivret for min Sjæls Frelse. Efter at have hørt og for- 
staaet, at Gud var min Skaber og engang vilde dømme alle 
mine Handlinger og kræve Regnskab over alt, begyndte jeg 



— 136 — 

straks" baade at elske og at frygte ham over alt, og 
hele mit Sind gik stadig ud paa aldrig at fornærme 
ham, hverken i Ord eller Gerning. Men da jeg Qk at vide, 
paa hvilken underfuld Maade han har givet mit Folk 
Bud og Love, og hvilke store Jærtegn han har virket i 
deres Midte, fattede jeg den urokkelige Beslutning, udeluk- 
kende at tjene denne store Herre og ingen at elske 
uden ham alene; og alle jordiske Ting begyndte jeg da 
at føle Afsky for. • Da jeg ved vore Profeters Aaben- 
baringer fik at vide, at den samme almægtige og kær- 
lighedsfulde Gud vilde frelse Verden fra Synd og fø- 
des af en Jomfru, opflammede en saadan Kjærlighedslue 
mit Hjerte, at jeg ikke mere formaaede hverken at elske 
eller at ønske noget uden Gud og hans hellige Viljes Op- 
fyldelse. Jeg trak mig saa vidt muligt tilbage fra 
alle Venners Selskab, endog fra mine kære Forældres, og 
fordelte alt, hvad jeg raadede over, iblandt de Fattige. For 
mig selv beholdt jeg kun et simpelt, beskedent Klædebon 
og nøjedes med tarvelig Kost. Det var mit Hjertes høj- 
este Ønske at maatte opleve Frelserens Fødsel og at 
blive hin ophøjede Jomfrus ringe Tjenerinde; jeg lovede 
derfor i mit Hjerte Gud, selv for hele Livet at forblive 
en Jomfru og intet at ville eje paa Jorden; denne At- 
traa var mine daglige Bønners fornemste Genstand. Og 
da endelig Tiden kom, da Jomfruerne efter Mosebogen 
fremstilledes i Herrens Tempel i Jerusalem for at formæ- 
les, gik ogsaa jeg op til Templet, af Lydigbed imod mine 
Forældre, som ønskede det, idet jeg tænkte ved mig selv, at 
intet er umuligt for Gud, som kan og vil bevare mig 
og mit Jomfruelighedsløfte. Da blev jeg trolovet med den 
hellige Josef, en Mand af Davids Hus, og vendte tilbage til 
Nazareth, mere end nogensinde opfyldt af Kærlighed til 
Gud. — Josef viste sig fra hin Dag af mere som min 



— 137 — 

Tjener og Beskytter end som min Herre; men ogsaa jeg 
ydmygede mig for ham, saa meget jeg formaaede, og 
føjede mig i alle hans Ønsker. Mere end nogen Sinde trak 
jeg mig tilbage; jeg ønskede hverken at se andre eller selv 
at ses; alle mine Tanker havde kun eet Maal: Gud; jeg 
vaagede over hvert Ord, jeg sagde, og frygtede meget, at 
et Ord skulde undslippe min Mund, eller mine Øjne skulde 
se noget, der muligvis kunde fornærme Gud eller føre 
mig bort fra ham. Kun paa Lovens højeste Festdage gik 
jeg ud, ellers læste jeg flittigt hjemme i de hellige Bøger, vaa- 
gede tit langt ud paa Natten ; jeg helligede visse bestemte Ti- 
mer til Haandarbejde og huslig Gerning, og overholdt en be- 
skeden Faste, saa vidt Kræfterne slog til for at vedligeholde 
min Sundhed til Herrens Tjeneste. Alt, hvad vi havde til- 
overs, fordelte vi iblandt de Fattige; Josef hjalp og tjente 
mig saaledes, at aldrig et gnavent eller unyttigt Ord 
undslap -hans Mund; med stor Taalmodighed bar han 
Fattigdommens Besvær, var tro og flittig til sit Arbej- 
de, var sagtmodig, naar andre vrededes eller skændtes, og 
forsvarede paa det ivrigste min Jomfruelighed; afdød fra 
al jordisk Begæring, attraaede han kun eet: at erkende 
Guds Vilje og at opfylde den. Ogsaa han kom sjældent i 
Berøring med andre Mennesker, men helligede Tid og Tan- 
ker til tro at fuldbyrde Guds Vilje.« 

Ikke mindre interessant er den Meddelelse, Birgitta 
fik om Guds Søns Menneskevordelse i Nazaretb. »Idet jeg 
saaledes,« vedbliver Maria, »satte alt mit Haab til Gud, 
randt en Dag Guds uendelige Magt og Majestæt mig i Sinde 
med overordentlig Klarhed; jeg fattede, hvorledes alle Engle, 
alle Stjerner og alle Skabninger tjene ham, og hvorledes 
hans Helligbed er grænseløs og uudsigelig stor; dybt ned- 
sunken i disse overvældende Tanker fik jeg Øje paa tre 
underfulde Ting: Jeg saa en Stjerne, men af en helt an- 



— 138 — 

den Art end Himmelens Stjerner; jeg saa fremdeles et Lys, 
men som ikke kan sammenlignes med et jordisk Lys ; og 
jeg følte en Duft, dog ikke en saadan, som Jordens vellugt- 
ende jTJrter udaande, men en Duft, der opløftede min Sjæl 
højt over alt jordisk og overvældede mit Hjerte med ube- 
skrivelig Fryd og Jubel. Derefter hørte jeg en Stemme, 
som ikke var et Menneskes Stemme; og jeg begyndte 
meget at frygte; men i samme Øjeblik stod Guds Engel 
foran mig lys og klar og sagde : »Hil dig, fuld af Naade !« 
Efter at have hørt alle Engelens Ord følte jeg en meget 
stærk Attraa efter at vorde Frelserens Moder, og fuld af 
Kærlighed, Ydmyghed og Længsel svarede jeg: »Se! her 
er jeg, jeg er Herrens Tjenerinde ; det ske mig efter dit 
Ord« (R. I. 10; VI. 59. 58). 

Ogsaa om Vor Herres Ungdomsliv fik Birgitta Op- 
lysninger, og da Herren saa tit gentager, at han vil tale 
igennem sin Brud til hele Verden, saa kunne disse Oplys- 
ninger om et Afsnit af Herrens Liv, hvorom Evangelierne 
helt tie, være baade belærende og interessante for mange. 
Den allersaligste Jomfru talte nemlig saaledes til Birgitta: 
»Da min guddommelige Søn havde naaet en modnere Al- 
der, beflittede han sig paa en bestandig Bøn og gik med 
os til Festerne i Jerusalem og andre Steder. Hans Aa- 
syn og Tale var saa yndig, at mange Sørgende sagde: 
Lad os gaa hen til Marias Søn, for at vi kunne blive 
trøstede af ham. Da han tog til i Alder og Visdom, arbejdede 
han med sine Hænder og talede bestandig Trøstens og 
Guddommens Ord til os, saa vi stadig vare opfyldte med 
uudsigelig Glæde. — Skønt vi levede i Frygt, Fattigdom 
og mange Besværligheder, skaffede han os dog ikke Guld og 
Sølv, men formanede os til Taalmodighed ; og vi bleve vid- 
underlig bevarede for Misundelse. Ogsaa fik vi alt,, hvad 
der var nødvendigt, ofte ved fromme Hjerters Medliden- 



— 139 — 

hed, men sædvanligt ved vort Arbejde; og vi søgte intet 
andet end at tjene Gud. I Hjemmet underholdt min Søn 
sig paa en fortrolig Maade med sine Venner, som kom der 
og talte med dem om Loven, dens Betydning og For- 
billeder. Han disputerede ogsaa offentligt med lærde Mænd, 
saa de undredes og sagde: Se, Josefs Søn lærer de Skrift- 
lærde, en stor Aand taler ud af ham. Engang, da han 
saa mig opfyldt af dyb Bedrøvelse, medens jeg tænkte paa 
hans Lidelse, sagde han til mig: Tror du ikke, Moder, at 
jeg er i min Fader, og min Fader er i mig? Er du ble- 
ven besmittet med Synd ved min Undfangelse, eller maat- 
te Du lide ved min Fødsel? Hvorfor hengiver du dig til 
Sørgmodighed? Det er min Faders Vilje, at jeg skal lide 
Døden, og min Vilje er eet med Faderens. Det som jeg 
har fra Faderen, kan ikke lide, men det Kød, som jeg har 
paataget mig ved dig, vil Me, paa det at andres Kød maa 
blive forløst og Sjælene frelste. — Han var ogsaa saa ly- 
dig, at naar Josef sagde til ham: Gør dette eller hint, 
saa gjorde han det straks; thi han skjulte sin Guddoms 
Magt, saa at den kun erkendtes af mig og undertiden af 
Josef; vi saa ham ofte omstraalet af et vidunderligt Lys 
og hørte Englestemmer synge over ham. Vi have ogsaa 
set, at de urene Aander, som de efter Loven prøvede Be- 
sværgere ikke kunde uddrive, ved et Blik af min Søn flyg- 
tede bort. Se, min Datter, lad dette altid blive i din 
Erindring; tak ogsaa Gud ret af Hjerte, fordi han igennem 
dig vilde aabenbare andre sin Barndom« (R. VI. 58). 

Disse og lignende Aabenbaringer og den stadige, for- 
trolige Samfærd med Jesus og Maria bevirkede bos Bir- 
gitta, at hun hurtigt og fuldstændigt blev gennemtrængt 
af Ordenslivets Aand, og at hun er bleven én berømt Or- 
densstifterinde, uden dog selv nogen Sinde at have levet 
i Klosteret; men hun naaede i en vis Forstand et endnu 



— 140 — 

højere Maal, idet hun midt i Verdens Larm og Støj, sta- 
dig omgiven af det verdslige Livs Farer, Sysler, Adspre- 
delser og Indflydelse dog forstod at indrette sit daglige 
Liv efter den af Frelseren modtagne Ordensregel, og med 
en heltemodig Energi at gennemføre det indtil sin Død. 
Kristus aabenbarede hende ogsaa det Sted, hvor det første 
Kloster, Ordenens Vuggested skulde bygges, nemlig Slottet 
Vadstena, hendes Æt, den stolte Folkungeslægts Stamme- 
sæde. Og ligesom Gud en Gang selv angav de mindste 
Enkeltheder ved Arkens og det hellige Telts Indretning 
og Templets Bygning i Jerusalem, saaledes bestemte han 
ogsaa nøjagtigt, hvorledes Klosterets " Indre og Kirken 
skulde bygges og indrettes. Allerede dengang forjæt- 
tede Frelseren store Naadesbeviser til alle, som i Frem- 
tiden med Andagt vilde søge Kirken. »Kirken,« sagde 
han, »skal have tre Indgange; den første skal hedde Tilgi- 
velsens Indgang; igennem den skal Almuen træd« ind; 
Indgangen skal vende mod Øst, fordi fra Østen kom Ly- 
set ; de som træde ind ad denne Port, skulle faa Troens 
Lys og Kærlighedens Ud, og hver den, som med ang- 
rende Hjerte og med den Vilje at forbedre sig gaar 
igennem denne Dør, skal faa Lettelse fra sine Synder, 
Kraft til det gode og Kløgt og Forsigtighed med Hensyn 
til sine Gerninger. Den anden Indgang skal vende mod 
Vest, Solens Nedgang, og den skal kaldes Forsoningens 
og Foreningens Port. Igennem den skulle Brødrene gaa 
op til deres Kor; thi ved deres Bøn og Trosgerninger vil 
Gud vise sig Synderne naadig, skal Kongerigets Forhold 
bedres og Guds Vrede formildes; ved Brødrenes Bøn skal 
Djævelens Magt undergraves og hans Fristelser ikke faa 
Overmagt 1 ). Den tredje Indgang skal nævnes Herlighedens 
og Naadens Port. Den skal være Søstrenes Indgang, og 

l ) Man kalder, i vor Tid ofte Ordensfolk for Lediggængere 



— 141 — 

enhver Søster, som med angerfuldt Sind og med den rene 
Mening, alene at ville behage Gud, træder ind ad den, 
skal faa den Naade at gaa frem fra Dyd til Dyd; her 
kan hun finde Trøst i alle sine Lidelser og Fristelser og en- 
gang den evige Herlighed. Indgangen skal derfor vende mod 
Nord; thi ligesom alt Ondskabs Mørke og Kulde hidrører 
fra Djævelen, saaledes skulle de, som fra Midnattens Egn 
igennem denne Dør træde ind i Kærlighedens og Lysets 
Hellighed, opfyldes af den Helligaand og af Velsignel- 
sens Fylde, og den guddommelige Kærligheds Glød skal 
tændes i deres Hjerter« (Extrav. 28. 29). 

Tillige havde hun et andet Syn, hvor hun saa, hvor- 
ledes Satan modsatte sig Vadstenaklosterets Bygning; hun 
hørte nemlig Himmelens Dronning sige til Jesus Kristus: 
»Min Søn! giv mig dette Sted; der, i Vadstena, skal Klo- 
steret bygges.« Men straks viste Satan sig i Skikkelse af Ver- 
dens Fyrste og hævdede sin Ret til Vadstenaslottet. »Ingen- 
lunde,« sagde han, »tør det helliges til din Ære. Jeg har 
en tredobbelt Eet til Folkungernes Stammesæde: 1) var 
det mig, som indgav Slottets første (hedenske) Bygherre 
den Tanke at bygge her, og de fornemste af dem, som have 
været med til dets Bygning, vare mine Venner og Tjenere; 
2) har Vadstena hidtil været en Eede for Straf, Vrede og 
Grusomhed, fordi Slottets -Herrer paa mit Eaad og efter 
min Indskydelse med stor Grusomhed have pint deres Un- 
dergivne; 3) har altid min Vilje og mit Eiges Attraa væ- 
ret Lov og Eet paa dette Sted.« — Men Maria svarede: 
»Der hvor Barmhjertighed og Naade ville holde deres Ind- 



og jager dem endog ud af Landet; og dog ere de saa tit 
Staternes Lys og Folkenes Salt, og een eneste andægtig Munk, 
der ligesom Moses paa Bjærget beder utrættelig for Lan- 
dets og Kongens Vel, gavner ofte Fædrelandet mere end 
alle dets højt lønnede Embedsmænd og kostbare Tropper. 



— 142 — 

tog, bør Last og Ondskab vige.« Da afgjorde Vor Herre Sa- 
gen med de Ord: »Min kære Moder! Din Fjende har længe 
nok været Herre over dette Sted, han skal vige; fra nu 
af skal du være dets Dronning og Herskerinde« (Extrav. 24). 
Birgitta jublede højt, da hun fik at høre, at det fædrene 
Slot, hvor hendes stolte Æt fra Moderens Side, de tapre 
Folkunger allerede fra den hedenske Tid af havde vundet 
stor Berømmelse, og som nu var bleven hendes private 
Ejendom, skulle forvandles til en Helligdom, hvor Jesus 
og Maria vilde tage Ophold, og hvorfra Troens Lys 
og Hjertets Kærlighed og alle Kirkens Velsignelser 
skulde udgaa over hele Norden til Ære for Vor Herre og vor 
kære Frue. Hun skyndte sig derfor med at besøge Vad- 
stena, for saa hurtigt som muligt at træffe de fornødne 
Forberedelser. 

Vadstena ligger nogle Mile nord for Ombjærg ved en 
lille Bugt af Vetternsøen. Selve Stedets Natur er egnet 
til Bøn og Betragtning; langt borte fra Sverrigs store Al- 
farveje ^afbrydes Ensomhedens Stilhed kun sjælden, medens 
Søens smukke, lidt bakkede, skovbekransede Bred, de om- 
kringliggende Gaarde med deres smaa Gran- og Pileskove 
ere ligesom skabte til at fremme ét fredeligt og beskuende 
Klosterliv. Her er en frodig Natur, en Modsætning til de 
sædvanlige Bjærge og Ødemarker; i det fjerne begrænses 
Bygden af lave Aase ; deriblandt troner Ombjærg højest med 
sine Skove (H. 92). »Her raader Skovensomhed i sin 
Vælde,« siger Hammerich (S. 100); »den mørke Furu og 
Gran, altid det samme Træ, hvis Duft allerede bedøver, Stil- 
hed overalt, kun en sagte Susen i Toppene, saa ensformig, 
saa søvndyssende. Alle Tanker og Følelser, fremkaldte uden- 
fra, vugges til sidst til Hvile i en saadan Natur.« Og 
naar da Sjælen først ved de tre evangeliske Løfter 
helt er afdød fra Verden, ctø føler den sig i en saa- 



— 143 — 

dan Natur ligesom Moses fordum i Ørkenen mægtigt hen- 
dragen til Gud og Aandens Hemmeligheder '). En lille Flok 
Ryttere bevæger sig hen ad Vejen, det er et Par gejstlige Her- 
rer i Ordensdragt og Fru Birgitta med nogle Husfolk; hun 
sidder hensunken i Bøn, med Øjnene vendte mod Himmelen; 
med eet blive Ansigtstrækkene stive, aandeagtige, Legemet 
synker hen i Dvale, der er en Tunghed, en Hvile udbredt over 
hende, men ingen Søvn: Aanden er opflammet af Guds 
Kærlighed, Tøjlerne lader hun slapt hænge ned og San- 
serne omtaages; saaledes sad hun, medens Hesten blev ved 
at gaa sin jævne Gang. 

Her paa denne Vej havde hun et meget berømt Syn. 
Hendes Aand gennemstraaledes i et Øjeblik af, hvad der 
skulde et helt Liv til at opleve eller gennemgranske. Det 
er i den mærkværdige Liber Quæstionum, Spørgsmaalenes 
Bog,. at hun har optegnet de Svar, som hun fik paa en 
Del af de dybeste Hemmeligheder angaaende det gud- 
dommelige Forsyn. Som hun fortæller, saa hun. Kristus 
sidde som Dommer paa sin Trone, den hellige Jomfru stod 
ved dens Fod, og rundt om viste sig en utallig Hærskare 
af Hellige og Engle. Fra Himmelen til Jorden rakte en Sti- 
ge, og midt paa denne stod en hende velbekendt, meget 
lærd, men ligesaa hovmodig og vantro Munk, som endnu 
var i Live. Hun kunde se helt igennem ham indtil Hjer- 
teroden og opdagede hans Slethed. Med heftigt Minespil 

*) Endnu den Dag i Dag er det Vadstenas Præg; og da jeg i 
1879 og igen i 1880 besøgte Vadstena og dets »Blaakir- 
ke« — den samme, som kort Tid efter Birgittas Død blev 
opført af Blaasten efter de af hende givne Bestemmel- 
ser — følte baade jeg og min Rejsefælle os mærkeligt greb- 
ne af den Ro og Ensomhed, der stemmer saa mægtigt til Bøn 
og Betragtning; jeg kan vel sige, at de Timer, jeg har til- 
bragt i Vadstena og dets Kirke, maa henregnes til de lyk- 
keligste i mit Liv. 



— 144 — 

og det mest uforskammede Væsen forelagde han Kristus en 
Række spidsfindige Spørgsmaal, hvorpaa Frelseren svarede 
roligt og mildt, medens hans Moder af og til forklarede 
Birgitta en eller anden Ting. Til sidst hørte hun de sør- 
gelige Ord af Kristi Mund: »Min Datter! den som du har 
hørt spørge om saa mange og saa store Ting, er endnu i 
Live, men han bliver det ikke mere een eneste Dag. Hans 
Sindelag og hans Hjertes Tanker bleve dig aabenbarede i 
Billeder, ikke til hans større Beskæmmelse, men til Frelse 
for andre Sjæle. Men se! tillige med hans Sindelag og 
Tanker skal nu og hans Liv og alle hans Forhaabninger 
ende« (R. V. prol. og 16. Quæst. 1. H. 92). I den korte 
Tid hun var henrykt i Aanden, havde hun oplevet hele 
Indholdet af Aabenbarelsernes femte Bog. Hvert Ord hu- 
skede hun, thi alt var prentet i hendes Sjæl ligesaa tyde- 
lig, som havde det været skrevet paa en Marmortavle. 

De nærmede sig Vadstena; en af hendes Ledsagere 
tog Mod til sig, greb Hestens Tømme og vovede at røre 
ved hende. Hun vaagnede af sin vidunderlige Tilstand og 
beklagede højt, at de havde revet hende ud af de himmel- 
ske Syner, som nylig vare dragne hendes aandelige Øje 
forbi. 

I Vadstena undersøgte og drøftede de omhyggeligt 
det Spørgsmaal, hvorvidt Slottet og dets Omgivelser kunde 
egne sig til Klosteret eller passe til Klosterets og Kirkens 
Opførelse ; og efter et kort Ophold vendte de tilbage til Al- 
vastra. Birgitta gav sig straks til at nedskrive alt i sit 
Modersmaal, medens hendes Skriftefader paatog sig at over- 
sætte det paa Latin. — Endnu en Gang fik hun Befaling 
til en Sendefærd. Kristus forklarede hende det Syn, hun 
for elleve Aar siden havde haft paa Slottet i Stockholm, og op- 
fordrede hende til at rejse derhen, for at gøre et sid- 
gte Forsøg paa Kongens og Dronningens Ojnvendelse, 



— 145 — 

Birgitta for gysende tilbage, men lydig som altid forlod 
hun det kære St. Mariakloster og begav sig, ledsaget af 
sine to ældste Sønner, til Hovedstaden. Tilstanden i Lan- 
det havde højligen forværret sig; de der styrede Kongen, 
vilde raade, og Stormændene vilde ogsaa raade; Forsøgene 
paa at fremme Grubedriften, Opdyrkningen, Frugttræavlen 
havde ikke baaret store Frugter, og Arbejdet paa den nye 
Landslov gik langsomt fra Haanden; Pengenøden derimod 
tiltog daglig, Adelen vilde intet yde, Krongodser pantsat- 
tes, der blev slaaet slet Mønt, ulovlige Skatter forarmede 
Bonden. Misfornøjelsen ulmede alle Vegne, især hos Eigets 
Stormænd. Der klagedes over det yppige Hof, Kongens sva- 
ge Karakter, ja man ymtede selv om, at han var forfalden 
til unaturlige Laster. Det lader til, at Bengt Algotson al- 
lerede nu har vidst at tilsnige sig en høj Grad af Ind- 
flydelse; senere Rygter sigte ham for, at han havde forført 
baade Kongen og Dronningen. Alt dette spejlede sig i 
Birgittas Syner; hun hører Herrens Røst: »Gaa hen, op- 
lad din Mund og dig skal gives;« hun ser Kongen un- 
der Billedet af et kronet Asen med et Harehjerte, fremgaaet 
af en Rod, som har vakt Guds Vrede. Hun ser Dronning- 
en som en Øgle med Dragegalde i Hjertet. Kongens 
Raadgiver er »en Ulv med et giftigt Hjerte« (H. 114, 
115). Nu stod Birgitta for anden Gang ved Hoffet, men 
med et Sind, som Elias, da han stedtes for Akab og Je- 
zabel. Hun formaner Kongen, advarer ham mod ulovlige 
Skattepaalæg og mod onde Raadgivere, bebrejder ham hans 
Livs Udskejelser og har Mod nok til at fortælle ham lige 
i Ansigtet, hvorledes hun har set ham i sine Syner! Kongen 
blev snart forskrækket, og udbad sig hendes Forbøn ; snart 
slog han det frejdig ud af Sindet, snart hjalp han sig med 
en Godtkøbsvittighed. Men desværre forbedrede han sig 
ikke, hans Hjerte blev mere og mere forhærdet. 

A. BRIHKlf AHH : DEM HELLIGE BIRGITTA. I O 



— 146 — 

Til Dronningen siger Birgitta i Marias Navn, at hun 
er en ormstukken Kerne, plantet i et fjernt Land, og be- 
sværger hende, ikke at forsmaa Gudsmoders store, ube- 
grænsede Kærlighed. Blanka fnøs og rasede, og dog beder 
hun i næste Øjeblik om hendes Forbøn hos Kristus, saa 
stor og rodfæstet var Ærbødigheden for Seerinden; men 
desuagtet vandrede den uforbederlige Dronning videre 
ad Letsindighedens og Forargelsens Vej. Ogsaa Adelens 
Laster revser Birgitta skarpt, dens verdslige Væsen, dens 
Hovmod og Verdenskærlighed, der gaar ligesom Dyret 
paa fire Ben, dens Ladhed, Utaalmodighed, Vellyst og 
Gerrighed. Den Herre Kristus vil hævne sig paa Sver- 
rigs Ridderskab med Sværd og Spyd; han staar op, 
skaaner hverken Yngling eller Olding, Rig eller Fattig. 
Med sin Plov skal han fare igennem Landet og ødelægge 
Planter og Træer, saa hvor der før stod 1000, skal kun 
100 lades tilbage. De Vældige skulle styrte, Husene 
skulle staa øde, deres Beboere skulle omkomme i deres 
Synder, Rovfuglene holde Gilde og æde, hvad der ikke 
er deres (Extrav. 74. 77). Det var en Aand, ingen 
kunde modstaa, forfærdede saa de paa den, som turde 
tale saaJedes; men da den sorte Død derefter kom og 
hærgede Land og Folk, blev mangen mindet om hendes 
Trusler og saa dem kun altfor ordret opfyldte (H. 116 
— 118). Ogsaa Folket anklager hun for Raahed, Drikfæl- 
dighed, Avindsyge, aandelig Ladhed. 

Men de færreste Mennesker kunne taale at høre slige 
drøje Sandheder, derfor var det intet Under, at hun fik 
mange Fjender, især iblandt Adelen og ved Hoflfet; og de 
vare dristige nok til at overøse hende og hendes profetiske 
Kald med Spot og Haan! En Dag lod en Adelsmand ved 
Bordet den spydige Bemærkning falde : »Min tære Fru Bir- 
gitta, I gjorde visseligen bedre i at sidde og spinde som 



— 147 — 

andre Kvindfolk end at disputere ud af den hellige Skrift!« 
En anden Gang traadte en Munk ind for Kongen og Raa- 
•det, hvor Birgitta just befandt sig, han foreviste en Bog 
»Fædrenes Levned« og læste op af den om mange fromme 
Mænd, der ved altfor stor Afholdenhed vare bedrag- 
ne af Satan: han frygtede, sagde han, det samme kun- 
de være Tilfældet her. Engang sad hun til Bords, hvor 
flere af Eigets ypperste Mænd vare til Stede, da kom et 
Menneske, der var lejet dertil, og lod, som om han var druk- 
ken. Han raabte højt til hende: »I vaager og drømmer 
mig for meget, I skulle hellere drikke og sove lidt mere. 
•Og saa bilder I jer jo ind, at Herren hellere taler igen- 
nem jer, end gennem vore mange fromme Munke.« Mange 
af de Tilstedeværende harmedes og vilde straffe ham, 
men Birgitta udbrød: »Nej! lad ham bare tale, for Gud 
har sendt ham ! Hvorfor skal jeg, som alle Dage søgte min 
•egen Eos, ikke høre, hvad der tilkommer mig med Bet- 
te? Han har kun sagt mig Sandheden.« I Stockholm gik 
Tiun en Dag gennem en lille Gyde; en adelig Herre, der 
var forbitret over hendes Indflydelse hos Kongen, aabnede 
Tinduet og hældte en Spand Vand ud over hende. »Gud 
spare eder«, sagde hun, idet hun rystede Vandet af sig, »og 
gengælde eder det ikke«. En anden Herre havde mistet 
sit Embede og betragtede hende som Skyld heri; i Kon- 
gens Nærværelse stødte han saa haardt til hende, at hun 
var nær ved at besvime, Kongen blev opbragt, men hun gik 
i Forbøn for Jsin Avindsmand. Undertiden var der ingen 
Maade med Ukvemsordene, man skældte hende ud for Heks, 
Spaakærling og Forførerske. Da traadte mangen Gang 
hendes Sønner Karl og Birger til, sloge paa Sværdet og 
truede med Hævn, saa at kun de indstændigste Forestillinger 
lioldt dem tilbage ; »Hellere,« sagde hun til dem, »vil jeg for 
Kristi Skyld taale al den Spot end bære Guldkronen.« 

10« 



— 148 — 

Selv Børn lagde hendes Fjender Skældsord og Forhaanelser i 
Munden : man havde saaledes hidset en af de smaa Kongesøn- 
ner op imod hende, og det var sikkert Dronningen, der stod 
bagved: »Frænke«, sagde Barnet, »spaa ogsaa mig! Skal 
vi have godt Vejr eller Regn i Morgen? Skal dine Sønner 
være Konger og vi jages bort?« »Blive I ikke artigere,« 
svarede hun mildt, »saa faar eders Moder kun ringe Fornøj- 
else af eder« (H. 119. 120. B. 405 n. 153-155). Ja, end- 
og store Teologer og Lærde rejste sig imod Birgitta. 
En Munk af Dominikanerordenen prædikede offentligt i Kir- 
ken imod hende, ikke af Ondskab, men af Overbevisning; 
idet han paaberaabte sig det bekendte Ord af St. Paulus: 
Mulier taceat in Ecclesia, Kvinden skal tie stille i Kirken 
(I Kor. 14, 34), erklærede han, at baade Birgitta og hendes 
Tilhæng vare blevne et Bytte for Forfængelighed og Vildfa- 
relser; at det var Taabelighed, saa troskyldig at stole paa 
en Kvindes Drømmerier og Indbildninger, og at han 
slet ikke kunde beslutte sig til at tro paa Visioner eller 
at godkende dem. Men en Dag saa denne Ordensmand 
i en Drøm Birgitta i Henrykkelse ; Ild faldt fra Himmelen 
ned paa hende. Forskrækket vaagner han, men skønt 
han aner, at det har været en Vision, slaar han dog 
det hele hen og begynder paa ny at sove; Synet viser sig 
atter, og to Gange hører han tydeligt de Ord: Ingen for- 
maar at forhindre, at denne Ild udgaar; thi det er mig, 
Almagten, der vil udsende den mod Øst og Vest, mod Nord 
og Syd! Fra dette Øjeblik forandrede Manden helt sit 
Sind, overvejede Helgenindens Liv og Aabenbarelser nærmere 
og blev i Fremtiden en af hendes og hendes Syners tro- 
fasteste Forsvarere. 

Birgitta tog med bitter Smerte Afsked med Konge- 
parret og kunde ikke holde sine Taarer tilbage, da hun 
omfavnede Blanka; hun vidste, det var for sidste Gang; 



— 149 — 

hun følte, at den ulykkelige Dronning, som havde begyndt 
med saa store Forhaabninger, og hvis Vilje i Begyndelsen 
havde været saa oprigtig, var forhærdet og vilde faa et 
skæbnesvangert Endeligt. J ) Ogsaa Konger og Prinsesser 
have deres Lidenskaber, og naar de ikke alvorlig bekæmpe 
dem, blive de ligesaa godt deres Trælle som alle andre 
Mennesker, uagtet den ophøjede Stilling og uagtet de sær- 
lige Naadesbeviser, Gud tit sender dem, fordi saa meget 
i Verden afhænger af Fyrsternes sædelige Karakter. 

Tiden nærmer sig nu, da Herrens Røst gaar ud til 
Birgitta om, som Sendebud at drage til Rom og løse den 
Opgave, Kristus havde udvalgt og forberedt sin Brud til: 
»Regelen«, sagde Kristus en Dag til hende, efter at hun 
atter var vendt tilbage til Alvastraklosterets rolige Liv, 
»Regelen er nu fuldendt, den er skreven, dens Blomster 
have skudt frem og dens Farver ere rigtig blandede; gak 
nu did, hvor du skal træffe Paven og Kejseren« (Extrav. 
41). Faa Dage derefter kundgjorde Kristus sin Vilje end- 
nu tydeligere: »Gaa til Rom og forbliv der, indtil du har 
talt med Paven og Kejseren, og meddel dem alt, hvad 
jeg vil befale dig at sige dem« (Extrav. 8; B. 423 n. 
227). 

Siden Ulfs Død havde Birgitta, ifølge den Aabenba- 
ring hun tik paa Tilbagerejsen fra Cømpostella, ventet paa 
et særligt Kald fra oven, og, idet hun løsrev sig fra Slægt, 
Slot og Ejendom, søgt at forberede sig til at blive et vil- 
ligt Redskab i Herrens Haand. Nu fik huil et nogenlun- 
de bestemt Svar, at drage til Rom, der at se Paven og 
Kejseren og at meddele dem Herrens Befalinger. Men 
Paverne havde allerede i over 37 Aar opholdt sig i Avig- 
non — Rom selv var delt i flere Partier og befandt sig 



l ) Berettes i II Del, 13. Kap. 



— 150 — 

i en Opløsningstilstand. — Kejseren havde sandelig ingen 
Lyst til at besøge den af Paven forladte revolutionære Stad; 
og det lod endnu mindre til, at Paverne vilde forlade Avignon 
og vende tilbage til deres Bispesæde, de følte sig mere. 
sikre og tilfredse ved Rhoneflodens Bred under den franske 
Kongeørns Beskyttelse. 

Birgitta begyndte at ane, hvori denne Opgave bestod, 
nemlig paa Herrens Vegne at formane Paverne til at ven- 
de tilbage til Bom; ved sine Skrifter og Syner at berolige 
Staden og at reformere Gejstlighed, 'Klostre og Folk, at ud- 
brede igennem Kejserens Mellemkonst sine Aabenbaringer 
over hele Verden, og endelig at lade den fra oven mod- 
tagne Ordensregel stadfæste, som skulde blive en Vugge 
for Hellighed, Kultur og Civilisation i Norden! Alle disse 
Tanker stormede ind paa Seerinden, og hun begyndte at 
forsage. Hvo kunde vel forarges derved? Næsten aldrig 
havde en Kvinde faaet et saadant Kald i Kirken, og det syn- 
tes ligefrem at stride imod Skriftens Ord, der befaler Kvin- 
den ikke at aabne sin Mund i Kirken — det er Mænde- 
nes, det er Gejstlighedens Sag; og hun, den ydmyge Hel- 
geninde følte alt dette saameget stærkere, som den sande 
Hellighed altid holder sig for uværdig. 

Til denne udvortes Vanskelighed rejste en anden indvor- 
tes sig fra en Side, hvor hun aldrig havde ventet den. Med 
eet vaagner Kærligheden til Slægt og Paarørende med ube- 
skrivelig Heftighed i hende. Hun skulde bort fra dem alle 
til et Land, hvis Sprog og Sæder hun ikke kendte, bort 
fra de kære Børn, fra Karl, den ældste, som hun elskede saa 
højt, bort fra Katharina, som udfoldede en uforlignelig 
Skønhed og Sjælsadel, fra den yngste, Cæcilia, som var 
sat i Skole hos Søstrene i Skenningekloster, og hvis Frem- 
tid endnu ikke var ordnet, bort fra de mange Venner og 
Frænder ; bort fra sin kære Broder Israel, Lagmand for Up- 



— 151 — 

sala. Dertil kom Kærligheden til Fædrelandet. Ja, Bir- 
gitta elskede sit Fædreland i høj Grad; Skandinaviens 
mørke, taagede Himmel, Landets Søer og Fjorde ; dets Fjel- 
de og Vandfald og dets store, alvorlige Gran- og Fyrreskove 

— alt dette var hende saa kært og stemte saa ypperlig 
med hendes alvorlige Karakter og til hendes hemmeligheds- 
fulde Syner. Hun kunde ikke sønderrive alle disse Baand 

— hun var overvældet af Bekymringer; Tankerne stormede 
ind paa hende og bølgede op og ned igennem hendes Sjæl. 
Denne Kamp er en Trøst for os andre Mennesker; ogsaa 
Helgenerne ere Mennesker, ogsaa dem bør det tit at stri- 
de mod de ædleste Følelser, naar Herren kalder, ogsaa de 
have følt den tunge Strid, der stadig staar imellem vor 
faldne Natur og Religionens Forskrifter. Men Forskellen 
imellem dem og os er sædvanlig den, at de i den 
Kamp, der opstaar imellem Guds Vilje og Skabningeng 
Krav, ikke saa tit bukke under som vi, og heller ikke saa 
længe vakle til bægge Sider, men stride mere behjertet, 
hurtigere bestemme sig, og følge Herrens Vink, og derfor 
fuldkomnere vinde Sejren! - ■ ' 

Birgitta tog som altid sin Tilflugt til Bøn og Bod, 
hine to Midler, hvis Kraft aldrig svigter og ligesom ved 
de helligste Forjættelser knytter Sejrsvisheden til vpre Fjed. 
To herlige Visioner hjalp hende over hele Vanskeligheden. 
Hun hørte den Stemme, hun kendte saa godt: »Jeg er 
den levende Guds Søn. Den Regel, som du har modtaget 
af mig, maa stadfæstes af min Statholder paa Jorden, 
som kaldes Pave, . fordi han har faaet Myndighed og Magt 
af mig til at binde og løse alt, hvad der angaar min Kir- 
kes Regering paa Jorden. Jeg er uden Begyndelse og uden 
Ende og har ordnet Alting saaledes, som det behager mig. 
Vilde nogen spørge, hvorfor jeg ikke tidligere har skabt 
Himmel og Jord, saa maatte Svaret være;. Fordi det saa- 



— 152 — 

ledes var Herrens Vilje. Paa samme Maade, hvis nogen 
skulde spørge, hvorfor jeg nu har givet denne Regel, og 
det igennem dig, saa er det eneste rigtige Svar: Fordi 
det var min Vilje. Siger ikke Skriften: Aanden blæser, 
hvor den vil? Ja, saaledes forholder det sig, men naar Aan- 
den rører sig og opfylder et Hjerte, saa har den stor Trøst 
i Medfør. Hjertet bliver opfyldt af en Salighed, som jor- 
diske Ting aldrig kunne berede, men kun Guds Aand. 
Hvis altsaa Paven, saa snart han faar din -Regel og dine 
Ord at se og at høre, føler denne Naadetrøst og Salighed 
i sit Hjerte, vil han straks erkende derved, fra hvem den- 
ne Regel og dine Ord komme. Desuden vil jeg og sende 
tre prøvede Vidner, som ere fødte i det samme Kongerige 
som du, som kende dig og som ere overbeviste om dine 
Syners Sandhed, en Biskop, en Præst og en Munk, og de 
skulle kraftig vidne for dig. Og i alle Lande hvor der, 
efter at min Statholder har stadfæstet Regelen, stiftes et Klo- 
ster efter denne Regel, skal Fred og Endrægtighed holde 
sit Indtog. Men du, som fik denne Regel, du skal gøre 
dig al Umage for, at den naar Pavens Hænder. Vel 
kunde jeg, hvis jeg vilde, bevirke, at det skete uden dig og 
i et Nu, men det er den Retfærdighed, der styrer alle ti- 
melige Ting, at jo mere møjsommelig en Gerning er paa 
Jorden, desto større er dens Fortjeneste. Arbejd derfor 
og virk af alle Kræfter for denne Sag; men jeg vil fuld- 
byrde Værket naar det behager mig« (Regelen, c. 31). 

Medens denne Vision lader os skue det guddommelige 
Verdensforsyns mægtige Traade, der gribe ind i alle Li- 
vets Forhold, for at faa Menneskenes Vilje til at gøre 
det, Verdens alvise og almægtige Styrer vil, opruller 
den anden Vision en Scene for vore Øjne, der i Sandhed 
er meget lærerig for alle Sjæle, som ville behage 



— 153 — 

Gud og stride mod Satans Fristelser: Medens Birgitta fø- 
ler en hidtil ubegribelig stærk Kærlighed opblusse i sit 
Hjerte, der ryster hendes Indre næsten indtil Fortvivlelse, 
ser hun pludselig i en rent aandelig Vision en Gryde, fyldt 
med en delikat Spise, og en lille Ild under Gryden! En 
Mand, rigt klædt i Purpur og Guld, staar ved Siden og 
sysler ivrigt med at blæse til Kullene og at ryste Bræn- 
destykkerne. Tvungen af Gud siger Manden til Birgitta: 
»Jeg vil vise dig, hvad alt dette har at betyde. Gryden, 
det er dit Hjerte, den herlige Spise, det er de søde og 
hellige Ord, som han, Skaberen, lægger i dit Hjerte ; Ilden 
er den Kærlighedsglød til Gud, som han har tændt i dit 
Hjerte. Men jeg er Djævelen, Verdens Fyrste, jeg undslaar 
mig ikke for den ydmygende Beskæftigelse atr passe Gry- 
den, om jeg maaske ved at ryste de glødende Brændestyk- 
ker kunde blande deres Aske, det vil sige de urene, san- 
selige Tilbøjeligheder til dine Slægtninge og dit Fædre- 
land iblandt dit Hjertes hellige Følelser, for' derved at dra- 
ge dig bort fra Guds Vilje og hans Kærlighed!« Manden 
forsvandt, og nu ser hun en hæslig Dreng, der lægger 
sig ned paa Gulvet og blæser af al Kraft til Kullene! 
»Hvad har du der at bestille, hvorfor gør du det?« spurg- 
te hun. »Jo,« svarede Drengen, »for at Kærligheden til 
dine Børn skal blive heftigere og blusse endnu mere op i 
dig.« »Hvo er du da?« spurgte Birgitta fremdeles. »Jeg er 
Forretningsmand,« lød Svaret (Extrav. 95. 54). Men Bir- 
gitta erkendte straks, hvilken satanisk Forretning den fæ- 
le Dreng passede i hendes Sjæl, idet han vakte, nærede 
og forøgede Naturens ædleste Følelser, for at forlede hen- 
de til at foragte og miskende Guds Vilje. 

Efter een Gang at have erkendt, hvorfra alt dette kom, 
sønderrev hun med stærk Haand alle Baand, der lænkede 
hende til Børn og Fædreland, ordnede sine Anliggender, og 



— 154 — 

drog bort. Endnu en Gang formanede Herren hende, før- 
end hun tiltraadte Rejsen, at sende alle Aabenbarelser 
omkring til alle Ærkebiskopper og Biskopper, ikke at 
skjule de Ord, hun havde hørt, at fremføre dem alle for 
Kirkens Overhoved og tillige alle de Vidner, som vilde vidne 
for deres Sandhed; og Herren sluttede denne sin sidste 
Formaning med en lignende Forjættelse, som dengang Abra- 
ham drog bort fra sit Land: »Jeg vil give dig min Aand,« 
sagde Frelseren, »og du skal alle Vegne, hvor du fin- 
der Uenighed og Splid, have den Gave, i mit Navn at ene 
og forlige dem, saafremt de kun med Tro ville modtage dit 
Ord« (R. I. 52). Udrustet med denne Magt forlod den 
nordiske Fyrstinde, iført den kristelige Fattigdoms besked- 
ne Klædebon, sit Fædreland. Som en Fredens, Forsoning- 
ens og Lysets Engel drog hun hen til den evige, men for 
Tiden haardt prøvede Stad Rom ; hun skulde være den Ar- 
kens Due, som bar Fredens Oliegren til de stridende Par- 
tier. Vi bør nu ikke mere forestille os Birgitta, siger 
Hammerich, i Purpurkaaben , snarere har hun baaret den 
Dragt, hvormed hun fremstilles paa Billedet fra hendes 
Hus i Rom. Der se vi en smuk, værdig, midaldrende Ko- 
ne, mere fyldig i Ansigtet, end man skulde ventet efter 
hendes Liv; hun bærer Enkesløret og en graa folderig Dragt 
med sort Kappe, der har nogen Lighed med Nonnernes 1 ). 
Hammerich mener, at Birgitta rejste i Aaret 1349: men 
hendes samtidige Levnedsbeskrivelser tillige med Diarium 
Vastanense (B. 423 n. 227), meddele udtrykkelig, at 
hun havde tilbragt lidt over to Aar i St. Maria Kloster 
i Alvastra, og i Aaret 1346 tog Afsked og rejste Syd 
paa. Om Faa eller Mange rejste med Birgitta til Rom, 
er ikke klart af Kilderne; men de, vi kende, vare 



') Saaledes fremstilles hun paa vort Titelbillede. 



— 155 — 

Skriftefædrene Peder fra Alvastra, og Magister Peder, 
Herr Magnus Person en Eidder, som var bleven Præst, 
og nogle fromme Kvinder, iblandt dem en fornem svensk 
Dame, Fru Emberg, om hvem Birgitta fik den mærke- 
lige Aabenbaring af vor Herre, at hendes Kejse ikke 
skulde staa længe paa, og at han vilde forkorte dens Dage 
(Extrav. 101). Eejsen gik til Søs over Vesterhavet, og 
op ad Einen; hun knælede i Køln ved de hellige tre 
Kongers Kelikvier og drog videre til Strassburg; derefter 
tog Eejseselskabet Pilegrimsstaven i Haanden, og nu gik 
det til Fods igennem Svejts, den besværlige Vej over Al- 
perne ned til Majland. Medens hun knælede ved den hel- 
lige Ambrosius'es Grav, saa hun den store Kirkefader lys- 
levende staa for sig; han klagede stærkt over sin Bispestad, 
og især over sin Efterfølger i Embedet, og viste hende den 
Straf, dér skulde ramme ham, hvis han ikke omvendte sig. 
Birgitta fik Befaling til at gaa op og meddele Ærkebi- 
skoppen det,, hun havde hørt; men Kirkefyrsten foragtede 
hendes Ord (E. HI. 6). 

I Majland opfyldtes det Ord, Kristus havde sagt til 
Birgitta om Fru Emberg; hun blev syg, led meget i de 
sidste Dage, men døde en hellig og fredelig Død. Da Li- 
get blev jordet, saa Birgitta i Aanden Djævelen, som an- 
kede over at være gaaet glip af denne Sjæl; men Herren 
bød ham: »Vig bort, Satan! Du selv har pint og tillige 
renset hende, medens hun var i Live og laa syg, men nu 
er Sjælen min, og den skal hædres af mig« (Extrav. 101). 

Fra Majland gik nu Eejsen til Oenua, hvor de ind- 
skibede sig og sejlede over Middelhavet op ad Tiberfloden; 
endelig dukkede den evige Syvhøjestad op i Horisonten! 
Hvor højt svulmede ikke Birgittas Hjerte af Glæde og 
Andagt, da hun for første Gang fra Skibet øjnede den hel- 
lige Stad, »hvis Gader ere bestrøede med evigt Guld, nem- 



— 156 — 

lig de Helliges Blod« (B. 423 n. 227). St. Pederskirken og 
alle de mange Kirker og Kloatre fra den gamle Tid traadte 
frem. Skibet lagde til; det var henad Foraaret 1347, at 
hun skiftede Fædreland og tog Ophold i den hellige Stad, 
for der at leve, at virke og at dø. 



ANDEN DEL 



BIRGITTA I ROM 1347-1373. 



1 



FØRSTE KAPITEL. Tilstande i Rom og i Italien. - 
Kirkens Stilling. — Birgitta og Lu- 
ther. — Den hellige Birgittas Karakter. 

»vJCaa til Rom og bliv der, indtil du har talt med Pa- 
ven og Kejseren og har meddelt dem, hvad jeg vil befale dig 
at sige dem« (Extrav. 8). Saaledes havde Herrens Stemme 
talt til Birgitta. Hun var af Gud udvalgt til et overor- 
dentligt Redskab for at mane Paverne om at forlade Avig- 
non og vende tilbage til deres egentlige biskoppelige Sæ- 
de i Byen Rom; udvalgt til paa Byen Rom, paa Italien, 
ja paa hele den kristne Verden og paa alle Stænder i Kri- 
stenheden, paa Biskopperne og Præsterne, paa Fyrsterne 
og Adelen, paa Klostrene og Folket at udøve en sand re- 
formatorisk Indflydelse til Forbedring af Sæderne. 

Lydig som altid, om end ogsaa først efter en tung 
Kamp, havde hun adlydt Herrens Befaling og befandt sig 
nu i den evige Stad; hele 20 Aar holdt hun ud her, taal- 
modigt ventende, formanende, under Bøn og Bod, indtil 
endelig i Aaret 1367 Pave Urban V kom dertil og bekræf- 
tede Birgittas Ordensregel, og et Aar senere Kejser Karl 
IV tilsagde den sin Beskyttelse. Urban V opholdt sig 
dog kun forbigaaende i Rom og vendte snart tilbage til 
Avignon, men Birgitta vedblev lige til sin Død i 1373 ef- 
ter Anvisning fra oven at arbejde paa sit store Værk: at 



— 160 — 

befrie Paven fra det franske Fangenskab i Avignon; først 
1377, fire Aar efter hendes Død, fejrede Kirken Kristi 
Statholders, Gregor XTs, blivende Tilbagevendelse til Rom. 

Men før vi fortælle denne anden Periode af vor 
Helgenindes paa Gerninger og Aabenbaringer saa rige 
Liv, er det nødvendigt at udkaste et tro Billede af Tids- 
forholdene i det 14. Aarhundrede og Tilstandene i den hel- 
lige Stad. Store Helgeners Virken faar først det rette 
Lys og den rette Kolorit for Bedømmelsen, naar man ret 
har vundet Kendskab til den Tid og de Tidsforhold, der lige- 
som danne den Baggrund, mod hvilken deres Optræden 
og deres Virken fortoner sig. 

Det trettende Aarhundrede, som gik forud, havde væ- 
ret en af de mest glimrende Perioder for Guds Kirke paa 
Jorden. Den romersk-katolske Kirke presenterer sig her 
for os som en Verdens-Katedral, der i sine ydre Byg- 
ningsformer er sin Fuldendelse nær og med sine himmel- 
stræbende Taarnbygninger omfatter og rager op over den 
daværende civiliserede Verden. Innocens HTs storartede 
Pontifikat (1198—1216) med sit glimrende Kirkemøde i 
Lateranet havde paatrykt dette Aarhundrede sit ejendom- 
melige Præg. Forløsningen ved Kristus var den Gang 
blevet Grundlaget for hele den civiliserede Menneskeslægt, 
for al Gøren og Laden, for det hele Liv. Det var ikke 
noget enkelt afgrænset Folk, paa hvilket den kristne Tro 
var naaet til Gyldighed, nej Kirken havde berørt hvert 
enkelt Menneskes individuelle Lir saa vel som Folkeslage- 
nes hele Samliv i alle dets Forgreninger, den havde gre- 
bet det, gennemtrængt det. Kristus, Verdens Frelser, var 
det Midtpunkt, fra hvilket og til hvilket alt Liv strømme- 
de. Derved havde Pave Innocens faaet en dobbelt Opga- 
ve, dels den, som er fælles for alle Paver, nemlig at sty- 
re den af Kristus stiftede Kirke som de Troendes syn- 



- 161 — 

lige Fællesskab; dels den, hvis Opfyldelse ikke var mulig 
for alle Paver, nemlig at vogte og fremme Staternes og 
Folkeslagenes Karakter, som dengang var mere udpræ- 
get end nogen Sinde før eller senere. Med en Sjælsstorhed,- 
der ragede højt op over hele Samtiden og bar Vidnesbyrd 
om et Statsmandsgeni, som man endnu ikke havde set 
Mage til i den kristne Tidsalder, omfattede Innocens sin 
Tid og sin Opgave, og hans Virksomhed kronedes med 
sjældne Resultater. 

Det højeste Glanspunkt i sit Pontifikat oplevede In- 
nocens paa det af ham sammenkaldte 12. økumeniske 
Koncil i det Lateranske Palads 1215. Til dette havde 
der indfundet sig 412 Biskopper, deriblandt de latinske 
Patriarker i Konstantinopel og Jerusalem, 71 Ærkebiskopper, 
800 Abbeder og mange Repræsentanter for fraværende Præ- 
later og Kapitler ; her saas Gesandter fra Kejser Frederik 
II af Tyskland, fra Kejser Henrik af Konstantinopel, fra 
Kongerne af Frankrig, Ungarn, England, Arragonien, Cypern 
og Sendebud fra mange Fyrster og Lande. Dette Møde, 
der var det mest glimrende, man nogen Sinde havde set 
i Rom, blev med Rette kaldet den hele Kristenheds store 
Rigsdag. Der udstedtes 70 Dekreter om de vigtigste 
Anliggender vedrørende Troen og Sæderne, om de Gejst- 
liges Dannelse og Vandel, om Lægfolkets kirkelige Pligter 
og om de unerede Grækere, og overfor Vranglærdommene 
blev der affattet en nøjagtig Trosbekendelse. — Det lyk- 
kedes ogsaa Paven at genforene med den romerske Stol 
de af Henrik VI frarevne Landskaber, en stor Del af 
Arven efter Markgrevinde Mathilde: Ravenna, Ancona, 
Spoleto og Assisi. Innocens m er Kirkestatens Genop- 
retter. 

Paa Grund af denne Stilling blev Innocens HI af alle 
kristne Nationer og Fyrster anerkendt som Voldgifts- 

A. BRINKMANN : DEM HELLIGE BIRGITTA. 1 1 



— 162 — 

mand over Folkeslag og Fyrster og styrede sit Embede 
med glimrende Held; i det sicilianske Eige, hvor der efter 
Henrik VTs Død truede med at udbryde Forvirring og 
Anarki i alle Forhold, genoprettede han Koligheden; han 
bevægede Kong Philip August af Frankrig til atter at an- 
tage sin forskudte Gemalinde, den danske Prinsesse Inge- 
borg; i Polen forhindrede han en forsøgt Tronrevolution ; i 
Ungarn optraadte han som Voldgiftsmand imellem de to 
Brødre og Tronprætendenter Emmerich og Andreas; i Norge, 
Dalmatien, Vallakiet bilagde han Striden imellem den gejst- 
lige og den verdslige Magt; det var Pavens almenanerkendte 
Forret at bestemme, hvilken Fyrste der skulde være 
romersk Kejser og dermed Kirkens Beskytter. Det Korstog, 
der foretoges under hans Pontifikat, førte til Erobringen af 
Konstantinopel og til Grundlæggelsen af et latinsk Kejser- 
dømme samme Steds, og Grev Balduin af Flandern blev 
udraabt til den første Kejser. Under Pave Innocens HI 
traadte Orienten' og Occidenten hinanden nærmere, end det 
nogen Sinde tidligere havde været Tilfældet. 

Saaledes havde de kristne Folkeslag under det fæl- 
les pavelige Overhoved samlet sig til een stor Familie; der 
eksisterede i Sandhed ved Begyndelsen af det 13.Aarhun- 
drede et kristeligt Folkesamfund med kristeligt Tanke- 
sæt og kristelig Dannelse ; dets Bærer var Innocens IH 
og han kaldtes almindeligt Verdens Lærer og Kongernes 
Fader. 

Under saa glimrende Forhold for Kirken indlededes 
det 13. kristne Aarhundrede, og ligesom Solstjernen, naar 
den en skøn Foraarsmorgen stiger i Vejret fra Nattens 
Mørke, mere og mere udfolder sin Pragt og sine Straalers 
Velsignelse, jo højere den stiger paa Himmelen, saa- 
ledes fortsatte dette Aarhundrede sit Løb paa en stedse 
mere glimrende Maade. Under Indvirkning af Kors- 



togene, der netop for Landene ved Middelhavet aab- 
nede en ny og vid Horisont; under den dobbelte Ledelse 
af Pavedømme og Kejserdømme, som satte Folkeslagene 
lige fra det høje Norden til det yderste Syden i levende 
Berøring med hverandre, forenede Germaner, Romaner og 
Slaver i et Fællesskab af store og sande Ideer og mulig- 
gjorde en Udveksling af de forskellige Folkefamiliers Ka- 
rakterejendommeligheder, der værnede dem mod national 
Ensidighed og Hensygnen og vakte alle Kræfter — under 
alt dette var der kommen en sand Foraarsluftning over 
Italien, som Verden ikke mere er bleven Vidne til siden 
hin Tid. Arkitektur, Plastik og Maleri, Mesterværker af 
den bildende Kunst og af Ordets Kunst vare i denne Pe- 
riode fremkomne som ved et heldigt Terningekast i deres 
højeste Fuldendelse, i harmonisk Sammenhæng og ligelig 
Udvikling; og ligesom paa Kunstens Omraade saaledes se* 
vi ogsaa paa Videnskabens Lærestole geniale Mestre virke 
for at slutte Forbund imellem Fornuft og Aabenbaring, 
imellem Natur og Naade, imellem Verdens Rige og Guds 
Rige, et Forbund, paa hvilket alene Folkenes Storhed, 
Fred og Lykke hviler, og som er Betingelsen for alt ægte 
og sundt Fremskridt. Lig Kæmper, der bære denne 
aandelige Verdenskirke, fremrage i dette Aarhundrede paa 
Hellighedens og Askesens Omraade den hellige Frans af 
Assisi (f 1226) og den hellige Dominicus (f 1221); paa 
Videnskabens Omraade den hellige Thomas af Aquin (f 1274) 
og den hellige Bonaventura (f 1274); paa Kunstens Om- 
raade den store Dante (1265 — 1321), der ligesom sammen- 
fatter Hellighedens og Videnskabens Skatte og Kirkens Glans, 
og i sin udødelige comedta divina sammenføjer Kunst, 
Videnskab og Fromhed til en Laurbærkrans, der i dette Aar- 
hundrede sættes paa Herrens Bruds Hoved. 

Men det 13. Aarhundrede var ogsaa det Aarhundrede, 

ii* 



- 164 - 

i hvilket de enkelte italienske Stæders Eigdom paa 
Grund af Handelsforbindelserne med Orienten var vokset 
i en overordentlig Grad; Florens stod i Handelsforbind- 
else med hele den da bekendte Verden. Venetianernes, 
Genuesernes og Amalfiernes Skibe hentede Varer og Kig- 
domme fra tre Verdensdele og beherskede for største De- 
len Markedet i Europa. Florens f. Eks. var paa sit lille 
Omraade lige saa rigt som hele England paa Dronning 
Elisabeths Tid (Hettinger: Dante und Beatrice, Frankf. 
Brosch. 1883 S. 252). 

Det var i Virkeligheden en stor Tid for Kirken og 
Staten, for Kulturen og Kunsten, for Videnskaben og Tro- 
en, og storartet er det Billede, som Dante i sin dtvina 
comedta opruller for os af denne Tid, af sit Fædrelands 
Storhed, af Kirkens Magt, af den Kunst, som overalt frem- 
blomstrede i den store Eigdoms Skød. Mægtige Naturer 
træde op, og højtbegavede Aander komme frem paa Hi- 
storiens Skueplads og drage Italiens Folkeslag med sig 
til deres egne høje Ideer. 

Men det er desværre en gennem Aarhundreder, gennem 
alle Folks Historie stadfæstet Erfaring, at Nationerne lige- 
som det enkelte Menneske mindst af alt formaa at have 
gode Dage. Et gammelt Ord siger derfor ogsaa træffen- 
de, at der skal en bred Eyg til at bære gode Dage. Glans 
og Ære, Eigdom og Vellevned blive kun altfor let Sæde- 
lighedens Grav, og af Usædeligheden udvikler der sig al- 
tid Forfald. Men mindst kan Kirken eller rettere sagt 
Kristi Læres Tj enere °g Tilhængere taale Eigdom og Vel- 
levned; Kirken er nu een Gang født i Bethlehems fattige 
Stald, opdragen i Ydmyghed og i det ringe Arbejde i Na- 
zareth og fuldført paa Korsets, Lidelsens og Forfølgelsens 
Træ og trives derfor stedse bedst i Armod, Forsagelser og 



— 165 — 

Lidelser. Derfor var det intet Under, at Spiren til For- 
dærvelse fremskød af dette Paradis i det 13. Aarhundrede, 
at der med Begyndelsen af det 14. Aarhundrede ved den 
Tid, da den hellige Birgitta fødtes, overalt sporedes et 
stærkt Forfald, og at der ved Siden af den ydre Herlig- 
heds Lyssider baade i Kirken og i Statslivet lidt efter 
lidt viste sig mørke Slagskygger af indre Vandartning. 
Med Kette gør Hettinger, denne grundige Kender af det 
italienske Folk og de italienske Forhold, den aandrige Be- 
mærkning: Hvad der nu til Dags gælder om Italienerne, 
det maa i en ganske særlig Grad siges om Italienerne i 
det 14. Aarhundrede: Ere de gode, da gives der ikke 
bedre Mennesker end dem, men blive de slette, da er der 
heller ingen slettere. 

Fremfor alt led den højere og lavere Klerus under 
Indflydelsen af denne glimrende Kunst-, Videnskabs- og 
Magtperiode. Gejstligheden hengav sig til Dels til Vellev- 
ned, i mangt et Kloster uddøde Ordensregelens Aand; men 
naar først de, der skulle være Verdens Lys og Jordens 
Salt, smittes af Verdens Aand, da bryder Usædeligheden 
ind over Folket med rasende Heftighed. Meget alvorlige 
og bedrøvelige ere de Skildringer, som gives i IV. Bog c. 
132 — 144 af den Helliges Aabenbaringer, og de Klager, 
som der udtales over mange Prælater, over nogle Præster 
og over mange Gejstlige. Saaledes siger Herren f. Eks. 
i IV. Bog. c. 132: 

»Ved fem Fortrin har jeg udmærket Præsterne; jeg gav 
dem min Lære, gav dem to Nøgler, den ene til Helvede, 
den anden til Himmelen ; jeg gav dem Magt til af en Guds 
Fjende at gøre en Engel og endelig Dobbeltmagten over mit 
Legeme i den hellige Eukaristi og i den hellige Messe! 
Men hvad gøre de ! De tie om min Lære, mine Vidundere 
og mine Naadegaver og prise Verden og dens Lyst; Nøglen, 



— 166 — 

hvormed de skulde aabne Himmeriget for de Elendige, have 
de mistet, men den, som aabner Helvede, den elske 
de og gemme den godt i det fineste Linned. Af den En- 
foldige, som kommer til dem, gøre de en Djævel; de 
ere værre end Judas, thi han kendtes dog ved sin Synd 
og angrede den, om end hans Anger ikke bar Frugt, og 
han gav Blodpengene tilbage; men disse holde sig for Ret- 
færdige, prale med deres Eetfærdighed og bruge Pengene til 
sig selv; de behandle mig som Jøderne, der korsfæstede 
mig imellem to Misdædere ; men disse korsfæste mig imel- 
lem to Laster: deres Ukyskhed og deres Pengebegærlig- 
hed; de ere Tyve og Forrædere, der forraade mig, smud- 
sigere end Beg; men derfor skal der komme syv Plager 
over disse Præster.« 

Den katolske Kirke og de katolske Helgener have 
aldrig skyet at sige, hvad der er sandt, og det katolske 
Folk er oplyst nok til altid at skelne imellem Personen 
og Præstens Værdighed og veed meget vel, at det ikke er 
nødvendigt at udtræde af den af Kristus stiftede Kirke 
fordi der har været Præster og Ordensfolk, maaske ogsaa 
en og anden Pave, som ikke have opfyldt deres hellige 
Kald; de vide meget godt, at de ulykkelige Præster blot 
behøve at rette sig efter Kirkens rene Lære og benytte 
dens Naademidler paa den rette Maade for atter at blive 
det, som de skulle være: Verdens Lys og Jordens Salt; 
og endelig vide de meget godt, at der ved Siden af det 
forholdsvis ringe Antal daarlige Præster gives mange Tu- 
sinde fortræffelige, pletfrie og hellige Præster, som trofast 
røgte deres Kald og trofast holde deres Løfter. Men det 
er en Kendsgerning, som hele Verden kender, at hvor Gejst- 
ligheden fører et forargeligt Levned, der gaar det frygte- 
lig hurtigt ned ad Bakke med Folkets Tro og Sædelighed. 

Som en stor Del af Klerus, saaledes var derfor ogsaa 



— 167 — 

Adelen, Ridderskabet og Folket lidt efter lidt sunket dybt. 
Korstogene havde vel i høj Grad vakt kristelig Offervillig- 
hed i alle Nationernes Lag, men de fra Orienten hjem- 
vendende Riddere og Krigsfolk havde i mange Retninger 
lært orientalsk Luksus og Blødagtighed at kende; de før- 
te muhamedanske Sæder og Anskuelser hjem med sig og 
hengav sig, forvildede ved Krigslivet, til Luksus og Ud- 
svævelser og førte et Liv i denne Retning, som den uhyre 
Rigdom i de italienske Republikker kun i altfor høj Grad 
befordrede. I Tyskland og Italien vare alle Klasser af 
Folket Uge fra Adelen ned til den ringeste Borger sønder- 
revne af de usalige Partikampe imellem Ghibelliner og 
Guelfer; Had og indbyrdes Fejder forgiftede Familierne og 
Samfundslivet. Dertil kom saa de Fejder, som Stæderne 
efter at være blevne selvstændige og at have udviklet de- 
res Municipalforfatning førte imod hverandre indbyrdes og 
imod Adelen; en slem Retsusikkerhed som Følge af Gen- 
oplivelsen af Romerretten, paa hvilken baade Kejserne og 
Stæderne beraabte sig, enhver efter sin Fortolkning og til 
sin Fordel, forøgede Forvirringen i de offentlige Tilstande. 
Som altid, naar Sædeligheden stedes til Jorden, udviklede 
der sig endelig i Folkets hensmuldrende Hjerte en Mængde 
Vranglærdomme, der drog Samfundets kristelige Karakter 
og Fællesaabenbaringen i Tvivl og affødte Sekter; nogle 
af disse vare af sværmerisk Natur som Tanchelins, andre 
rettedes imod den bestaaende kirkelige Ordning som Arnold 
af Brescias og Albigensernes, der levede værre og mere 
umoralsk end selv Saracenerne, medens de vidt forgrenede 
Valdensere udbredte kommunistiske Tendenser blandt Folket, 
og Averroes'es materialistiske Lære endog fremmede den 
krasseste Vantro. Men saa ofte de løsladte Lidenskaber i 
Kristenheden fremkalde en Orkan, mærkes dens Bølgeslag 
altid mest i Herrens Kirke: instinktmæssig bruse de op- 



— 168 — 

rørte Vande altid ind over Kom og Pavedømmet for at 
ryste Kirkens Klippe; dette opnaa de vel ikke, de opløse 
sig der i Skum, men de undlade dog aldrig at efterlade 
sig Spor. 

Saaledes blev da ogsaa Eom, Italiens Midtpunkt, 
henimod Begyndelsen af det 14. Aarhundrede draget med 
ind i Fejdernes, Sekternes, Eevolutionens og Usædelighedens 
Malstrøm. Den romerske Adel forvildedes, den højere 
Gejstlighed og en Del af Klostrene havde hengivet sig til 
Vellevned, Oppositionen imod Paverne var stor og næredes 
bestandig af de franske Konger af politiske Grunde (Eeu- 
mont, Geschichte der Stadt Eom. DL 770). Flere Paver 
havde allerede midlertidig taget Ophold i de til den hellige 
Stat skatskyldige franske Besiddelser Avignon og Grev- 
skabet Venaissin. 

Da skete det, at der efter Benedikt XTs Død valgtes 
en fransk Pave, Ærkebiskoppen af Bordeaux, Bertkand de 
Got; han lod sig krone i Lyon og besteg under Navn af 
Clemens V den pavelige Stol. Bekendt med Begiven- 
hederne og Splidagtighederne i Eom, besluttede han varigt 
at forlægge den pavelige Eesidens til Avignon. Han ankom 
dertil i Aaret 1309 i Oktaven af Epifanien, og med ham 
begynder en af de sørgeligste Perioder i Kirkehistorien 
(1309 — 1377): syv Paver langt fra deres Bispesæde, syv 
Paver i Ead moralsk i de franske Kongers Fangenskab, 
Eom, den hellige Stad, hvor Gaderne, som Frelseren en 
Gang sagde til den hellige Birgitta, ere helligede ved de 
mange Martyrers Blod og ligesom brolagte med Guld, 
prisgivet til Forvildelse og Partistrid. Vi mene nok, at 
den nuværende Tid er slem, men Kirken har i hin Tid 
gennemgaaet en meget værre Krise. 

Lad os høre, hvorledes Muratori i sit bekendte Sam- 
lerværk »Fragmenta historiæ Eomanæ, t. III.« skildrer Til- 



— 169 — 

standene i Staden paa den Tid, da Paverne vare borte fra 
Rom: »Brutal Magt var traadt i Stedet for Retten; ingen 
Agtelse for Lovene, ingen Beskyttelse for Ejendommen, 
ingen Sikkerhed for Personerne ; Pilegrimmene, der valfartede 
til Apostlenes Grave, bleve plyndrede, Bønderne overfaldne 
lige uden for Byens Porte; Kvinderne voldtoges, Uretfærdig- 
heden havde sat sig paa Dommersædet, Usædeligheden 
taget Plads i Helligdommen, Elendigheden i Familiernes 
Skød, Kirkerne i den hellige Stad forfaldt; i Sankt Peter og 
i Lateranen græssede Kvæget lige op til Alteret; Forum 
var blevet til en Køkkenhave og et Opholdssted for Dyr, 
og de ægyptiske Obelisker laa omstyrtede, sønderslaaede 
og begravne i Grus. Som Følge af den pavelige Stols 
Forlæggelse opstod der indre Partispaltning, almindelig 
Forvildelse og Affolkning, og de ypperste Digtere i det en- 
gang saa stolte Rom hængte deres Harper paa Taarepilene 
og istemte Profetens Klagesang: Hvor ensom sidder Byen, 
deti engang saa folkerige; som en Enke er Folkenes Her- 
skerinde bleven.« (Muratori S. 135). — Dertil kom saa 
som en Guds Svøbe Pesten! Den sorte Død, der i 1348 
og 1349 drog gennem Europa, bortrev Halvdelen af Ita- 
liens Indbyggere og krævede i den pavelige By Avignon 
og i Grevskabet Venaissin over 120,000 Ofre. Petrarca 
fortæller, at mange Byer og Landsbyer vare fuldstændig 
uddøde — almindelig ansaas denne frygtelige Farsot for 
en Gudsdom over det skyldbetyngede Italien. 

Saaledes omtrent var Sagernes Stilling, da den hellige 
Birgitta betraadte den hellige Stad. Vi forstaa nu bedre, 
hvor stor hendes Opgave var; Herren vilde bruge hende 
som Redskab til paa ny at føre Paverne tilbage r til deres 
Bispesæde, til Rom ; som Redskab til at reformere Biskop- 
perne, Gejstligheden og Klostrene i Italien; som Redskab 
til ved sine Skrifter og Aabenbaringer, efter at disse vare 



— 170 — 

nøje prøvede eg undersøgte af den af Kristus selv indsatte 
Autoritet, Paven, at belære og hellige Fyrster og Folkeslag; 
som Redskab endelig til ved Stiftelsen af Birgittinerordenen 
i de kommende Aarhundreder at blive en Velsignelse for 
de tre nordiske Riger. Lige som engang en Debora, en 
Judith og en Esther under den gamle Pagt af Gud kaldtes 
til hans Folks Frelse, saaledes betjente Gud sig paa lig- 
nende Maade i det 14. Aarhundrede af en svensk Fyrst- 
inde til atter at indblæse mange af Kirkens hendøde 
Lemmer den rette Aand — i Sandhed en overmaade stor 
og vanskelig Opgave for en Kvinde. 

Her er Stedet til at rette en Opfattelse, som desværre 
truer med mere og mere at vinde Indgang i Norden, den 
hellige Birgittas Fødeland, den nemlig at betegne den hellige 
Birgitta som Forløberinde for Luther, det 16. Aarhundre- 
dés saakaldte Reformator. De Trusler og Advarsler, som 
hun paa Frelserens Bud sendte til Paverne i Avignon, saa- 
vel som den skarpe Dadel, hun maatte meddele Præsterne 
og Prælaterne, vil man have opfattet som et Forspil for 
de Anklager og Angreb, Luther senere rejste imod Pave- 
dømmet og Misbrugene i Kirken, og deraf vil man saa 
drage den Slutning, at Birgitta har banet Vejen for Luther, 
og at det, hun begyndte, men som en svag Kvinde ikke 
formaaede at føre igennem, to Aarhundreder efter atter er 
blevet optaget af Morten Luther og gennemført med hans 
stærke Mandsmod. 

Denne Opfattelse er, saa vidt os bekendt, først bleven 
gennemført med et vist Apparat af Grundighed af Fr. 
Hammerich i hans Værk: »Den hellige Birgitta og Kirken 
i Norden«, er derefter senere gaaet over i mange Skolebøger 
og har saaledes vundet Fodfæste i Folkeopfattelsen. Hamme- 
rich anfører med stor Nøjagtighed alle de dadlende Be- 
mærkninger, Birgitta maatte meddele Prælaterne, men vi 



— 171 — 

maa tilstaa, at vi ikke har kunnet finde netop de værste 
af dem, som han (H. 152) udslynger imod Pavedømmet, 
i den latinske Udgave af hendes Aabenbaringer af 1606, 
og det er dog netop den, der som authentisk Samling har 
foreligget de to Koncilier i Constans og Basel. Derimod 
berører han knapt med et Ord de mange hundrede herlige 
Steder, hvor hun priser Pavedømmet og Præstedømmet 
som indstiftet af Gud for evige Tider, og heller ikke de 
andre lige saa talrige Steder, hvor hun, fri og fro, helt 
og med en ægte Katoliks fulde Tro bøjer sig under 
Pavens, Biskoppernes, Præsternes og hendes Skriftefaders 
Haand samt under Ordensløfterhe. Alligevel maa For- 
fatteren, lige som tvungen af Beviskraften i disse Steder, 
dog tilstaa (H. 150): »Paven er for Birgitta Kristi Stat- 
holder med Magt til at løse og til at binde; hvo der 
nægter det og nægter at adlyde en ugudelig Paves Love 
er selv ugudelig;« og (H. 155): »Hvor heftig hun end kan 
ivre mod Kirken og de enkelte Pavers Synder, Pavedømmet 
staar for hende dog altid som noget helligt, hun ikke tør 
forgribe sig paa.« 

Der kan vel ikke tænkes nogen større Forskel imellem 
to Mennesker og deres Virken end imellem Birgitta og 
Luther. Vil man kalde den første det 14. og den sidste 
det 16. Aarhundredes Reformator, saa have de kun Ordet 
Eeformator tilfælles omtrent i samme Forstand som St. 
Michael og Lucifer bægge have Navnet Engel tilfælles. 

Birgitta staar i eet og alt paa den romersk-katolske 
Kirkes Grund — Luther river sig i eet og alt løs fra den, 
Birgitta holder alle de katolske Dogmer højt i Ære: 
Læren om Pavedømmet, om den hellige Messe, om de 7 Sa- 
kramenter, om Afladen, om de gode Gerninger, om Jom- 
frueligheden, om Ordensstanden — Luther forkaster alt 
dette som Menneskeværk, som Ugudelighed og Afguderi. 



— 172 — 

Birgittas Skrifter, Breve og Liv bleve paa det omhygge- 
ligste prøvede af to almindelige Koncilier og befundne at 
være i fuld Overensstemmelse med alle Steder i den hellige 
Skrift, med Konciliernes Læresætninger, den hele Tradition 
og den sunde Fornuft — Luthers Skrifter, Breve og Liv 
derimod vrimle af Modsigelser og stride med, hvad der 
læres af den hellige Skrift, de almindelige Koncilier, den hele 
kirkelige Tradition — ja han har endog med fræk Haand 
forandret et Sted i den hellige Skrift (Rom. 3,28) og kastet 
St. Jakobs Brev helt ud af Samlingen af de hellige Bøger 
i det nye Testamente, fordi dette Brev kom altfor stærkt 
paa tværs med hans Lære om »Troen alene«. 

Birgitta øver Fuldkommenhed efter Frelserens Raad, 
idet hun sælger alt og giver det til de Fattige, og i Verden 
paa det strengeste udøver Fuldkommenhedens Gerninger: 
den fuldkomne Kyskhed, den fuldkomne Lydighed, og selv 
stifter en Orden, hvis Regel omfatter alt, hvad der kendes 
af Strenghed i katolske Ordener efter Evangeliets Lære. 
— Luther afkaster Kutten, bryder de Løfter, han højtide- 
ligt har aflagt, gifter sig med en Nonne, der ligeledes har 
aflagt evigt Kyskhedsløfte, og erklærer for ramme Alvor, 
at det ikke er nødvendigt at holde de 10 Guds Bud, ja 
at om ogsaa Mennesket tusind Gange paa een Dag begaar 
Mord og Hor, saa er alt dette dog ikke i Stand til at til- 
intetgøre Lammets Rige i Mennesket (ad Melancht. de 
Wette H., 37). 

Birgitta var, som det sømmer sig for en sand kriste- 
lig Reformator, Forbilledet Jesus Kristus, Verdens store 
guddommelige Reformator, saa lig som muligt; hun elskede 
Armod, Kyskhed, Underdanighed; hun var blid og sagt- 
modig af Hjertet; hun øvede Faste, Bøn, Selvfornægtelse i 
højeste Grad hele sit Liv igennem, elskede sine Fjender 
og nedbad Guds Velsignelse over dem. — Luther var For- 



— 173 — 

billedet for alle Reformatorer saa ulig som muligt, han 
kastede Armoden bort, vanhelligede sit Kyskhedsløfte, ban- 
dede og forbandede enhver Autoritet, der ikke tænkte og 
talte som han! Han var hidsig og opfarende, siger om 
sig selv, at han brænder ikke af den Helligaands men af 
sine urene Lidenskabers Ild, at han æder som en Bømer 
og drikker som en Tysker, at han ikke kan bede: »Helli- 
get vorde dit Navn,« uden at tilføje: »Forbandet, fordømt 
og formaledidet vorde Papisternes Navn«. »I Sandhed,« 
tilføjer han, »saaledes beder jeg hver Dag uafladelig mundt- 
lig og i Hjertet.« Hele II. og HL Bind af Janssens Ge- 
sehichte des deutschen Volkes vrimler af lignende Citater 
fra Luthers Pen. Melancthon klager meget over Luthers 
Heftighed, Egensind, Herskesyge (HI. 534 — 538). Paa 
hans Hovmod kun een Prøve : »Jeg er en Engel ved Gra- 
ven, en Evangeliet og Kristi Tjener; saaledes kalder Kri- 
stus mig selv, belært fra Himmelen; jeg vil være saa sikker 
i min Tro, at min Mund er Kristi Mund og min Lære 
det rene Evangelium. Ingen Engel i Himmelen og langt 
mindre noget Menneske paa Jorden skal og tør fælde Dom 
over min Lære; hvo der ikke antager den, kan ikke blive 
salig, og hvo der tror anderledes end jeg, er et Helvedes 
Barn, og hvo der forsømmer min Lære, ham skal Gud for- 
dømme (Janssen H. 44). 

Birgitta er i Livet og efter sin Død bleven forherliget 
af Gud ved saa store Undere, at ingen, der læser Beret- 
ningerne og Dokumenterne herom hos Bollandisterne (Ok- 
tober, IV. die 8 534 — 56), kan nægte, at det alene er 
Gud, der har gjort dette. — Luther derimod har i sit Liv 
ikke gjort eet eneste Mirakel, uagtet Frelseren har sagt: 
Men disse skulle være de Tegn, som følge dem, der tro 
paa mig; i mit Navn skulle de uddrive Djævle, de skulle 
tale i nye Tungemaal, tage paa Slanger, og naar de drikke 



— 174 — 

nogen Forgift, da skal det ikke skade dem, paa de Syge 
skulle de lægge Hænderne, og de skulle helbredes (Marc. 
16, 17). Og dog er det jo netop Troen som Luther frem- 
for alle andre roser sig af. Da man engang anmodede 
ham om at bekræfte sin Sendelse ved Tegn, svarede han: 
Mine Tegn ere disse, at jeg har aabnet Klostrene og be- 
friet Nonner og Munke fra det Aag, som utaalelige Løfter 
havde paalagt dem. — Virkelig! Men et saadant Tegn kan 
enhver gøre, selv den ugudeligste Forfører. Een Gang har 
han ageret Profet. Det var Aftenen før hans Død. Han 
skrev da med Kridt følgende Profeti paa Væggen: I mit 
Liv var jeg, o Pave, din Pest, døende vil jeg blive din Død 
(Janssen, IH. 538). I samme Nat, den 18. Februar 1546, 
døde han — men hans Profeti er ikke gaaet i Opfyldelse. 
Han er død, men Pavedømmet lever og blomstrer fremde- 
les. Luther døde altsaa som Løgneprofet. 

Birgitta har i Virkeligheden overalt, hvor hun kom 
hen, fremkaldt Tro, Kærlighed, Hellighed, Forbedring (vi 
ville møde disse Frugter overalt i denne anden Bog): i 
Rom, i Klostrene, hos Biskopperne, hos Folket, selv den 
ugudelige Dronning Johanna af Sicilien forbedrede sig, saa 
længe Birgitta dvælede ved hendes Hof. Og med hvilke 
herlige Ord priser ikke Fr. Hammerich den Velsignelse, som 
hendes Orden har været for Norden, især for Adelen: 
Dyd, Kunst, Videnskab, Kultur — det var de Frugter, 
som Birgittas Orden bragte til Modning i alle de nordiske 
Riger! — Luther derimod skildrer selv Frugterne af sin 
Reformation saaledes: »Det gaar overalt saa skammeligt 
og ynkeligt til, at jeg ikke gerne prædiker mere. Under 
Evangeliet vil enhver gøre, som han selv lyster. Man 
skulde høre Læren om Retfærdiggørelsen ved Troen alene 
med stor Glæde og forbedres derved og blive from, men 
saa vender det sig desværre om, og Verden bliver af denne 



— 175 — 

Lære jo længer jo værre; det er den skinbarlige Djævels 
Arbejde og Bestilling. Som man ser ere Tolk nu mere 
gerrige, ubarmhjertige, utugtige, frække og værre end før 
under Pavedømmet; vore Evangeliske blive syv Gange værre 
end før, thi efter at vi have lært Evangeliet, stjæle, lyve, 
æde, drikke vi og drive allehaande Laster. Efter at een 
Djævel er dreven ud af os, er der faret 7 andre i os, saa- 
ledes som man kan se dette nu hos Fyrster, Adelsfolk, 
Herrer, Borgere og Bønder (Janssen HI. 65 — 66).« 

Men det sørgeligste Vidnesbyrd er dog vel det, som 
den 62 Aar gamle Mand aflægger i 1545, et Aar før sin 
Død. Luther skriver til Fyrst Georg af Anhalt om Wit- 
tenbergs den By, der i næsten hele 28 Aar havde været 
Skuepladsen for hans Virksomhed: 

»Vi leve i Sodoma og Babylon; alt bliver Dag for 
Dag værre. I hele det Wittenbergske Distrikt, der om- 
fatter 2 Byer og 15 Landsbyer, kender jeg i Landsbyerne 
kun een eneste Bonde og ikke mere, der holder sit Ty- 
ende til Guds Ord, alle andre løbe den lige Vej til Fan- 
den. Alle Synder gaa med Vold, og især Ungdommen er 
tøjlesløs og vild. Hvem vilde vel have begyndt at præ- 
dike, naar vi havde vidst, at saa megen Ulykke^ ufor- 
nuftig Tale (Stotterei), Forargelse , Gudsbespottelse, 
Utak og Ondskab skulde blive Følgen deraf?* 

Wittenberg forekom ham som et Sodoma, men det 
ivrigt lutherske Wittenberg fandt han dog langt værre end 
ethvert Sodoma: »De ville fordømmes, saa ske dem da, 
hvad de have villet!« Usædeligheden og Irreligiøsiteten blev 
saa slem i Wittenberg, at han henimod Slutningen af 
1545 befalede sin Hustru at pakke alt sammen; han vilde 
forlade Wittenberg (Janssen III. 536). 

Luthers Reformation fuldbyrdedes helt udenfor Kir- 
ken og i den fuldstændigste Modsigelse med alle dens Læ- 



— 17(5 - 

besætninger og Naademidler. Det var en Reformation gaii- 
ske i denne Verdens Fyrstes Forstand, til Gunst for Sanse- 
lighed, Hovmod, Pengebegærlighed og den ubundne Frihed, 
og Luther er højtidelig bleven udelukket fra Kirken som 
Kætter. 

Den hellige Birgittas Reformation fuldbyrdedes 
helt paa Kirkens Grund, under Ledelse af alle Kirkens 
Naademidler, og forbedrede Kirkens Børn. Det var en sand 
Fortsættelse af den Reformation, Jesus Kristus havde bragt, 
og Kirken ærer hende derfor som en Helgeninde. 

Der kan saaledes vel ikke tænkes nogen større Forskel 
end den imellem det 14. og det 16. Aarhundredes Refor- 
mation. 

Vi skulle nu gaa over til at begrunde denne Dom 
ved Kendsgerningerne. For helt at værdsætte hendes 
Fortjenester i det hende paalagte Kald ville vi endnu 
kaste et Blik paa vor Helgenindes Karakter og søge at 
lære at kende de Hindringer, de Vanskeligheder og de 
Karakterfejl, med hvilke hun havde at kæmpe ved sit store 
Værk. 

Vastovius skildrer os Birgittas Karakter paa følgende 
Maade: »Fostret under Skandinaviens mørke Himmel havde 
hun i sin Dyd noget raat, der svarede til det Klima, i hvil- 
ket hun var født. Allerede de Bodsgerninger, hun øvede, kunne 
faa os til at gyse, og man vilde kalde dem for Opdigtel- 
ser, hvis man ikke vidste, at den guddommelige Kærlighed 
løfter den menneskelige Natur op over sig selv. Birgitta 
var for øvrigt kun haard, naar intet fremmed Blik saa hende, 
thi i sit Forhold til Verden viste hun kun Beskedenhed, 
Lærvillighed, Kærlighed, ja selv en behagelig Adfærd.» ! ) 
Den naturlige Haardhed og Bryskhed i Helgenindens Kårak- 



*) Vastovius: De vitis. Sanctorum Scandinaviæ 1623. 



- Hi - 

ter mildnedes i Virkeligheden ved de fineste Sæder og en 
vis Elskværdighed, hvorved hun altid forstod at vinde 
Hjerterne saavel ved Hove som i Familiens Kreds. Ind- 
til det yderste haard mod sig selv, forstod hun altid at 
være mild og taalsom mod andre. 

Saa stor Helgenindens Sjæleiver end var, saa stødte 
den dog paa næsten uovervindelige Vanskeligheder i hen- 
des offentlige Optræden, i den frygtløse Maade, hvorpaa 
hun revsede Fyrsternes og Folkenes Forbrydelser. Den al- 
vorlige Fyrstinde fra Norden manglede det ildfulde Tem- 
perament, der karakteriserede den hellige Katharina af Siena 
eller den hellige Thebesia, der var opfostret under Spa- 
niens glødende Sol. Hvad der faldt let for disse heroiske 
Jomfruer paa Grund af deres naturlige Begejstring, det 
Var uendelig vanskeligt for Nordens Datters roligere Ka- 
rakter, og mere end een Gang maatte den guddommelige 
Frelser paa ny oplive hendes synkende Mod og formane hende 
til trods disse Hindringer at advare, at true, at straffe. 

Opdragen i den svenske Adels helt igennem aristokra- 
tiske Fordomme og Anskuelser, var en vis Stolthed hende 
ligesom medfødt. Hvor meget hun forstod at undertrykke 
den, have vi allerede set; men til Stede var den, og hun 
maatte endnu mere end een Gang bekæmpe den ved at ud- 
vikle et i Sandhed heroisk Mod. Endog hendes gode 
Engel erklærer, at hun har et noget stolt og højtstræbende 
Hjerte 1 ),- og Birgitta selv meddeler os med den for en Hel- 
geninde egne Enfold følgende Samtale, som hun førte an- 
gaaende denne Genstand med den kære Gudsmoder: 

Guds Moder sagde til mig: »Hvad sige de stolte 
Kvinder i dit Bige ?« Jeg svarede hende : »Jeg er en af dem, 
derfor blues jeg ved at tale for dit Aasyn.« Og Maria sva- 



») R. I. 12. 

A. BRIKKIC AH* : DEN HELLIGE BIRGITTA. 1 2 



— 178 — 

rede : »Omendskønt jeg veed dette bedre end du, saa vil jeg 
dog høre det sige af dig.« Derpaa svarede jeg : »Da den 
sande Ydmyghed blev prædiket for os, sagde vi : Vore Fædre 
have efterladt os udstrakte Besiddelser og skønne Sæder; 
hvorfor skulle vi ikke efterligne dem? Ogsaa vor Moder 
sad blandt de Fornemste, var pragtfuldt klædt, havde saare 
mange Tj enere °g opdrog os omgiven af jordisk Ære; 
hvorfor skulde jeg ikke ogsaa efterlade saadant til min 
Datter, som jeg har lært at te sig med ædel Anstand, at 
leve i Glæder og at dø med stor Ære og Glans for Ver- 
den 1 )?« 

Disse Følelser, som Birgitta her kalder sine, vare 
mindst de samme, som hine stolte, mægtige Folkunger, 
hendes Stamfædre, nærede, det var den svenske Adels 
Følelser, og Fyrstinden af Nerike var vokset op under de- 
res Indflydelse. 

Birgitta elskede ogsaa stor Uafhængighed, og alt be- 
rettigede hende dertil : glimrende Fødsel, Rigdom, Anseelse, 
hendes Stilling ved Hoffet, hendes mægtige Indflydelse paa 
alle, som kom i nærmere Berøring med hende. Alligevel 
se vi hende efter hendes Ægtefælles Død vælge en fuld- 
stændig Afhængighed for sig. Hun adlyder sine Sjælesør- 
gere paa en Maade, der endog synes at overgaa en Ordens- 
dames Lydighed. Uagtet vor Helgeninde aldrig fik den 
Lykke at leve indenfor et Klosters stille Mure, kender hen- 
des Afhængighed, hendes Lydighed overfor dem, som hos 
hende træde i Guds Sted, dog ingen Grænser. En ejendom- 
melig Alvor og en dyb Ydmyghed karakteriserer hende paa 
en ganske særlig Maade overfor hendes Sjælesørgere. Den 
dybe Ærefrygt, hun nærer for dem, tillader hende ikke ud- 
ad til at træde i det nøje Forhold til dem, som vi træffe 

l ) R. VI. 62. 



— 179 — 

hos den hellige Paula, over for den hellige Hieronymus, hos 
Olympias overfor den hellige Krysostomus og i den nyere 
Tid imellem den hellige Frans af Sales og den hellige 
Franciska af Chantal. Vel laa dette sagtens for en Del 
i Nordens Datters alvorlige Sind; men det udsprang dog 
hos Birgitta nærmest fra den dybe Ærbødighed, hvormed 
hun altid saa op til sine Sjælesørgere. Hun er stedse den 
oprigtige, lydige Datter ved deres Fødder, der staa hende 
i Guds Sted. 

Det laa fra første Færd fjernt fra hendes Karakter at 
slutte sig til nogen med særlig Livlighed. Birgitta le- 
vede et Liv ganske for sig selv. Hun færdedes helt og 
udelt i Himmelen og traadte i meget nær Berøring med de 
Saliges forklarede Aander. Der behøvedes kun et Nik, en 
lille Bøn fra hendes Side, saa aabnede Himmelen sig for 
hende og sendte hende den af sine salige Beboere, til hvem 
hun havde henvendt sig. 

Dette er i korte Træk Billedet af den Helgeninde, 
som vi nu skulle se fra Rom, den kristelige Verdens 
Midtpunkt, paa en helt vidunderlig Maade gribe ind i Kir- 
kens og Verdens Historie. 

Alles Øjne vare rettede mod Avignon; Roms velsin- 
dede Borgere bønfaldt uafladelig om, at den hellige Fader 
dog maatle vende tilbage til den evige Stad. Men hidtil 
havde det kun været den ædle Stefan Colonna og den 
navnkundige Digter Petrarca, der med stor Ihærdighed 
arbejdede paa dette Værk. Forgæves udfoldede den sidste 
sin glimrende Veltalenhed i timelange Samtaler med Cle- 
mens VI i Avignon. Forgæves udtænkte hans Fantasi 
de mest rørende Billeder, forgæves skabte hans Digter- 
geni de herligste Canzoner; han opnaaede kun undvigende 
Svar. 

Men nu traadte den hellige Birgitta i Skranken og 

12» 



— 180 — 

£åtte Bønnens Vaaben imod den franske Politiks List og 
Rænker. Dermed besejrede hun de franske Kongers Magt. 
Birgitta havde af Gud faaet den Befaling at drage 
til Bom og blive der, til hun havde set Paven. Hun vid- 
ste altsaa, at han kom, og at hun engang skulde opnaa 
den Lykke, som hun savnede saa dybt, at komme til at 
kysse hans Fødder og tage mod hans Velsignelse. 



ANDET KAPITEL. Birgitta og hendes Rejsefæller 
i Rom. — Helgenindens Bestræbelser 
for at mildne Guds Vrede. — Clemens VI. 

JJet Ry, Birgitta havde vundet i Sverrig ved sine 
underfulde Aabenbaringer og sine ikke mindre underfulde 
Dyder, fulgte hende ogsaa til Italien. Alle Guds Venner 
— og dem var der endnu mange af i Rom — hilste der- 
for den nordiske Fyrstindes Ankomst med inderlig Glæde. 
I et Hus, der hørte til et Kardinalat og laa ved Siden af 
Kirken Sankt Lorenzo i Damaso, fandt hun en passende 
Bolig for sig og sine Rejsefæller (B. 431 n. 258). Den 
Bydel, i hvilken dette Hus saavel som den Kardinal- 
Vikars Palads, hvortil det hørte, laa, vår det tolvte Distrikt, 
sædvanlig kaldet di Parione. 1 ) Her indrettede Birgitta 

! ) Om den Tilstand, hvori den hellige Birgittas Hus nu be- 
finder sig, giver Dr. Sighardt os følgende Meddelelser efter 
sin Tilbagekomst fra Rom i Aaret 1864: Den 8. Oktober, 
den hellige Birgittas Fest, gik vi paa en Spaseretur til 
Campo di Fiori (Blomstertorvet), der ligger i Nærheden af 
Tiberen. Den hellige Birgittas Kirke ligger paa et Hjørne 
af den skønne Plads, og ved Siden af er et lille Kollegi- 



— 181 — * 

sig saa simpelt og beskedent som muligt og forlod aldrig 
sin Bolig uden at være ledsaget af en af de Præster, der 
vare komne med hende. »Hun havde bestandig«, som Al- 
fons af Jaens siger, »to ældre, modne, dydige, jomfruelige, 
erfarne, gejstlige Fædre hos sig, der fulgte hende til hen- 
des Død. Thi det sømmede sig, at hin kyske Brudgom, 
der anbefalede sin jomfruelige Moder til den jomfruelige 
Discipel, ogsaa overgav sin nye Brud til jomfruelige og 
dydige Fædres Ledelse ').« 

Bøn, Betragtning, Studium samt legemlige eller aan- 
delige Barmhjertighedsgerninger udgjorde de nordiske Pile- 
grimmes Dagsorden under deres lange Ophold i Rom. 



um, engang den hellige Birgittas Ordensgejstliges Ho- 
spits og Valfartshus for Svenskere, nu besat af Franskmæn- 
dene, som der ogsaa holde tre Præster. Hele Fagaden og 
Kirkens Indre var smykket med Kranse. Kollegiet og det 
Værelse, Helgeninden boede i under sit lange Ophold i 
Rom, stod aabent for alle. Kirken skriver sig fra .det 16. 
Aarhundrede og er ikke stor, men ren og elegant med et 
Hovedalter og omtrent otte Sidealtere i Nicher. Til ven- 
stre staar der paa et Alter et temmelig stort Krucifiks, som 
meddelte Helgeninden Aabenbaringer; ligeledes findes paa 
Alteret den sorte Sten-Bordplade, hvorpaa hun har skrevet 
sine Revelationes. Derfra gik vi over Trappen til højre 
ind i Kollegiet og kom til den hellige Birgittas Huskapel, 
der trint om er smykket med Malerier af de Helliges Liv; 
midt for Alteret overrækker Jesus den hellige Birgitta Or- 
densregelen. Paa Væggene findes Malerier fra det 17. Aar- 
hundrede. Ved Siden af ligger det Værelse, hvori den hel- 
lige Birgitta og hendes Datter, den hellige Katharina, 
boede. Det er helt af Træ med en simpel Træplatfond, 
uden noget Smykke. I det senere opførte lille Alter er 
der i en smuk Indfatning indlagt mange Relikvier af den 
hellige Birgitta. Cellen gør et meget fattigt men hjemligt 
Indtryk. 
l ) Sendschreiben Alphonsos Kap. 3. 



— 182 — 

Uagtet Petrus Olafson, der var den hellige Birgittas 
sædvanlige Skriftefader, var nødsaget til at leve udenfor 
Klosterets Klavsur, overholdt han saaledes dog med den 
største Punktlighed sin hellige Ordensregel. Han sov enten 
paa Brædder med et daarligt Bolster til Underlag eller 
paa det bare Gulv. Meget haard og streng imod sig selv, 
var han altid kærlig imod andre, og hans Livsvandel syn- 
tes kun at bevæge sig i Himmelen. 1 ) 

Birgitta fordoblede sine Bønner og Bodsøvelser. Hun 
gennemtrængtes af den Tanke, at enhver Misdaad, den være 
stor eller lille, nødvendigvis maa straffes enten af det bod- 
færdige Menneske eller af den hævnende Gud, og hendes 
Iver kendte derfor ingen Grænser. Hun var trøstesløs ved 
Synet af de ødelagte Kirker, i hvilke de kostbare Relikvier 
af de Hellige laa skjulte, upaaagtede og uden at der vistes 
dem nogen Ære, og hendes Smerte blev endnu større, da 
hun i sine ekstatiske Bønner hørte den guddommelige Frel- 
sers Klager over den hellige Stad. Det forekom hende, som 
om Improperierne paa Langfredag lød for hendes Øren, 
naar hun hørte Jesu klagende Ord: »O Rom, hvor ilde 
gengælder du mig alle de Velgerninger jeg har viist dig. 
Ak, naar du dog vilde erkende din Elendighed, da vilde 
du i Sandhed græde og ikke glædes mere. O Roma, Roma, 
dine Mure ligge i Ruiner, derfor er der ingen Vagt ved 
dine Porte ; dine Tempelkar sælges, derfor staa dine Altre 
øde; det levende Offer og Viraken om Morgenen opbræn- 
des i din Forgaard, og derfor udgaar der ikke mere nogen 
sød Duft fra det Allerhelligste.« 2 ) 

Straks efter sin Ankomst til Rom skrev Birgitta paa 
Jesu Vegne og i hans Navn følgende Ord til Pave Clemens VI : 

»Jeg har ophøjet dig og ladet dig stige højt over alle 

l ) Ex vit. Aquil. Joan. Vastovii. 
*) R I V, 10. 



— 18.3 — 

Ærens Trin. Rejs dig derfor for at stifte Fred mellem Kong- 
erne af Frankrig og England, der ligne farlige Dyr og 
ere Forrædere for Sjælene. Kom dernæst til Italien ; præk 
Guds Ord og Frelsens og den guddommelige Kærligheds 
Aar; betræd atter de med mine Trofastes Blod brolagte 
Gader, og jeg skal give dig en Løn, der aldrig skal ophøre. 
Husk paa tidligere Tider, da du har vakt min Vrede, men 
jeg har tiet ; da du har gjort hvad du har villet, men ikke 
hvad du har skullet, men jeg har været som en, der ikke 
dømmer, men er taalmodig. Nu nærmer min Tid sig, og 
jeg kræver Regnskab af dig over den slette Anvendelse 
af din Tid, og over dine Misgerninger. 

Og ligesom jeg har ladet dig stige op ad alle Trin, 
saaledes skal du paa aandelig Vis stige ned ad andre Trin, 
hvad du sandelig skal erfare paa Legeme og Sjæl, naar du 
ikke adlyder mit Ord. Din stortalende Tunge skal tie, og 
dit Navn, som du har paa Jorden, skal for mit og mine 
Helliges Aasyn geraade i Forglemmelse og Skændsel. Jeg 
vil ogsaa drage dig til Regnskab for din Uværdighed, hvor- 
med du — om end med min Tilladelse — er stegen op 
paa alle Ærens Trin, hvad jeg, Gud, veed bedre, end din 
efterladne Samvittighed kan mindes det. Jeg vil ogsaa un- 
dersøge, hvor lad du har været til at stifte Fred imellem 
Kongerne og hvor meget du har bøjet dig hen imod eet 
Parti. Forøvrigt skal det ikke glemmes, hvorledes i din 
Tid Begærlighed og Ærgerrighed har blomstret i Kirken, 
og hvorledes du kunde have forandret og forbedret meget. 
Rejs dig derfor, før din sidste Time nærmer sig, og udslet 
dine Efterladenhedssynder fra tidligere Tider ved din Iver 
i Fremtiden. Men tvivler du om, fra hvilken Aand disse 
Ord komme, saa se, Riget og Personen ere kendte; der 
har deri begivet sig Skræk og Undere; thi den Retfærdig- 
hed og Barmhjertighed, hvorom jeg taler, nærmer sig fra 



— 184 — 

alle Sider af Jorden. Ogsaa din Samvittighed siger dig, 
at det, hvortil jeg formaner dig, er fornuftigt, og kærligt 
er det, at jeg søger at overtale dig; og hvis min Taal- 
modighed ikke havde baaret over med dig, da vilde du 
allerede være stegen dybere ned end nogen af dine For- 
fædre. Gransk derfor i din Samvittigheds Bog og se, om 
jeg taler Sandhed 1 ).« 

Denne Skrivelse sendte Birgitta med en hende hen- 
given Biskop til Pave Clemens VI i Avignon. I politisk 
Henseende var denne Paves Stilling yderst vanskelig; thi 
Europa frembød fra alle Sider indviklede forhold. I Spa- 
nien fremkaldte Kongerne af Kastilien og Aragonien skræk- 
kelige Scener i Landet, Frankrig og England begyndte paa 
ny deres yderlig forbitrede Fjendtligheder og i Tyskland 
blev Forbitrelsen mod Hoffet i Avignon bestandig større som 
Følge af Ludvig af Baierns Tvist med Kurien. Clemens VI 
var langt fra at foragte Advarslerne fra den nordiske Fyrst- 
inde, om hvis vidunderlige Aabenbaringer og sjældne Dyder 
han for længst havde faaet Kundskab, og derfor bestræbte 
han sig ivrigt for at mægle Fred alle Vegne. Men trods 
sine Anstrengelser og sin behændige Overtalelseskunst for- 
maaede han dog ikke at faa Partierne til at slutte Fred. 
Englænderne beskyldte ham for at tage Parti for Frankrig, en 
Beskyldning, der ingenlunde var ugrundet, og som Kristus 
selv retter imod ham i det Brev, Birgitta sendte Paven, og 
man maatte nøjes med en treaarig Vaabenstilstand, der 
ikke engang blev overholdt 2 ). Om at vende tilbage til 
Rom vilde Glemens intet høre, han søgte bestandig at und- 
gaa at svare paa dette Spørgsmaal og knyttede Pavedøm- 
met endnu fastere til Frankrig ved at udnævne franske 
Kardinaler. 



*) R. VI. 63. 

*) Baluze, Vitæ Pap. Avenn. t. HI p. 284, 



— 185 — 

Birgitta, som levede midt i de bestandig mere trøstes- 
løse Tilstande i Kom, skrev nu til Biskop Alfons i Jaen, 
for at han skulde give den hellige Fader de fornødne Med- 
delelser om den Elendighed, der herskede i Byen. Hun 
begynder sin Skrivelse saaledes: 

»Ærværdige Fader, blandt andre Meddelelser, som man 
maa gøre vor Herre Paven, er det ogsaa nødvendigt at 
sætte ham i Kundskab om, hvor bedrøvelig Tilstanden er 
i den By, der engang baade i aandelig og legemlig Hen- 
seende var saa lykkelig. Men nu er den saavel aandeligt 
som legemligt ulykkelig. I legemlig Henseende, fordi dens 
verdslige Fyrster, der skulde være dens Forsvarere, ere 
blevne dens grusomste Røvere. Derfor ere dens Huse de- 
molerede og mange Kirker, i hvilke de indviede Ben af de 
Helgener hvile, der engang lyste med herlige Jærtegn og 
hvis Sjæle nu krones i Guds Bige, ere lagte fuldstændig 
øde. Dens Templer ere ogsaa, efter at Tagene ere øde- 
lagte og Laasene borttagne, blevne forvandlede til Opholds- 
steder for Dyrene. Men i aandelig Henseende er Byen 
ulykkelig, fordi meget af det, som de hellige Paver efter 
Helligaandens Indskydelse have fastslaaet til Guds Ros og 
Sjælenes Frelse, nu er udryddet. Derfor ere desværre 
mange Misbrug blevne indførte paa den onde Aands Ind- 
skydelse til Guds Vanære og Sjælenes Fordærvelse.« 

Birgitta anfører nu med stor Nøjagtighed forskellige 
kirkelige Sætninger og viser, hvorledes de ere blevne over- 
traadte og berøvede deres Kraft ved, at Misbrug have ind- 
sneget sig. Hun skildrer alt dette med de livligste og 
grelleste Farver, klager bittert over de gejstlige Ordeners 
Forfald og den Samvittighedsløshed, hvormed utallige Læg- 
mænd træde Guds Bud og hans hellige Kirkes Forskrifter 
under Fødder og slutter derpaa med følgende Ord: 

»Derfor jn&a I ikke undres, ærværdige Fader, naar jeg 



— 182 — 

Uagtet Petrus Olafson, der var den hellige Birgittas 
sædvanlige Skriftefader, var nødsaget til at leve udenfor 
Klosterets Klavsur, overholdt han saaledes dog med den 
største Punktlighed sin hellige Ordensregel. Han sov enten 
paa Brædder med et daarligt Bolster til Underlag eller 
paa det bare Gulv. Meget haard og streng imod sig selv, 
var han altid kærlig imod andre, og hans Livsvandel syn- 
tes kun at bevæge sig i Himmelen. 1 ) 

Birgitta fordoblede sine Bønner og Bodsøvelser. Hun 
gennemtrængtes af den Tanke, at enhver Misdaad, den være 
stor eller lille, nødvendigvis maa straffes enten af det bod- 
færdige Menneske eller af den hævnende Gud, og hendes 
Iver kendte derfor ingen Grænser. Hun var trøstesløs ved 
Synet af de ødelagte Kirker, i hvilke de kostbare Relikvier 
af de Hellige laa skjulte, upaaagtede og uden at der vistes 
dem nogen Ære, og hendes Smerte blev endnu større, da 
hun i sine ekstatiske Bønner hørte den guddommelige Frel- 
sers Klager over den hellige Stad. Det forekom hende, som 
om Improperierne paa Langfredag lød for hendes Øren, 
naar hun hørte Jesu klagende Ord: »O Rom, hvor ilde 
gengælder du mig alle de Velgerninger jeg har viist dig. 
Ak, naar du dog vilde erkende din Elendighed, da vilde 
du i Sandhed græde og ikke glædes mere. O Roma, Roma, 
dine Mure ligge i Ruiner, derfor er der ingen Vagt ved 
dine Porte; dine Tempelkar sælges, derfor staa dine Altre 
øde; det levende Offer og Viraken om Morgenen opbræn- 
des i din Forgaard, og derfor udgaar der ikke mere nogen 
sød Duft fra det Allerhelligste.« 2 ) 

Straks efter sin Ankomst til Rom skrev Birgitta paa 
Jesu Vegne og i hans Navn følgende Ord til Pave Clemens VI: 

»Jeg har ophøjet dig og ladet dig stige højt over alle 

*) Ex vit. Aquil. Joan. Vastovii. 
*) R. IV. 10. 



— 183 — 

Ærens Trin. Rejs dig derfor for at stifte Fred mellem Kong- 
erne af Frankrig og England, der ligne farlige Dyr og 
ere Forrædere for Sjælene. Kom dernæst til Italien ; præk 
Guds Ord og Frelsens og den guddommelige Kærligheds 
Aar; betræd atter de med mine Trofastes Blod brolagte 
Gader, og jeg skal give dig en Løn, der aldrig skal ophøre. 
Husk paa tidligere Tider, da du har vakt min Vrede, men 
jeg har tiet ; da du har gjort hvad du har villet, men ikke 
hvad du har skullet, men jeg har været som en, der ikke 
dømmer, men er taalmodig. Nu nærmer min Tid sig, og 
jeg kræver Regnskab af dig over den slette Anvendelse 
af din Tid, og over dine Misgerninger. 

Og ligesom jeg har ladet dig stige op ad alle Trin, 
saaledes skal du paa aandelig Vis stige ned ad andre Trin, 
hvad du sandelig skal erfare paa Legeme og Sjæl, naar du 
ikke adlyder mit Ord. Din stortalende Tunge skal tie, og 
dit Navn, som du har paa Jorden, skal for mit og mine 
Helliges Aasyn geraade i Forglemmelse og Skændsel. Jeg 
vil ogsaa drage dig til Regnskab for din Uværdighed, hvor- 
med du — om end med min Tilladelse — er stegen op 
paa alle Ærens Trin, hvad jeg, Gud, veed bedre, end din 
efterladne Samvittighed kan mindes det. Jeg vil ogsaa un- 
dersøge, hvor lad du har været til at stifte Fred imellem 
Kongerne og hvor meget du har bøjet dig hen imod eet 
Parti. Forøvrigt skal det ikke glemmes, hvorledes i din 
Tid Begærlighed og Ærgerrighed har blomstret i Kirken, 
og hvorledes du kunde have forandret og forbedret meget. 
Rejs dig derfor, før din sidste Time nærmer sig, og udslet 
dine Efterladenhedssynder fra tidligere Tider ved din Iver 
i Fremtiden. Men tvivler du om, fra hvilken Aand disse 
Ord komme, saa se, Riget og Personen ere kendte; der 
har deri begivet sig Skræk og Undere; thi den Retfærdig- 
hed og Barmhjertighed, hvorom jeg taler, nærmer sig fra 



— 184 — 

alle Sider af Jorden. Ogsaa din Samvittighed siger dig, 
at det, hvortil jeg formaner dig, er fornuftigt, og kærligt 
er det, at jeg søger at overtale dig; og hvis min Taal- 
modighed ikke havde baaret over med dig, da vilde du 
allerede være stegen dybere ned end nogen af dine For- 
fædre. Gransk derfor i din Samvittigheds Bog og se, om 
jeg taler Sandhed 1 ).« 

Denne Skrivelse sendte Birgitta med en hende hen- 
given Biskop til Pave Clemens VI i Avignon. I politisk 
Henseende var denne Paves Stilling yderst vanskelig; thi 
Europa frembød fra alle Sider indviklede F.orhold. I Spa- 
nien fremkaldte Kongerne af Kastilien og Aragonien skræk- 
kelige Scener i Landet, Frankrig og England begyndte paa 
ny deres yderlig forbitrede Fjendtligheder og i Tyskland 
blev Forbitrelsen mod Hoffet i Avignon bestandig større som 
Følge af Ludvig af Baierns Tvist med Kurien. Clemens VI 
var langt fra at foragte Advarslerne fra den nordiske Fyrst- 
inde, om hvis vidunderlige Aabenbaringer og sjældne Dyder 
han for længst havde faaet Kundskab, og derfor bestræbte 
han sig ivrigt for at mægle Fred alle Vegne. Men trods 
sine Anstrengelser og sin behændige Overtalelseskunst for- 
maaede han dog ikke at faa Partierne til at slutte Fred. 
Englænderne beskyldte ham for at tage Parti for Frankrig, en 
Beskyldning, der ingenlunde var ugrundet, og som Kristus 
selv retter imod ham i det Brev, Birgitta sendte Paven, og 
man maatte nøjes med en treaarig Vaabenstilstand, der 
ikke engang blev overholdt 2 ). Om at vende tilbage til 
Rom vilde Glemens intet høre, han søgte bestandig at und- 
gaa at svare paa dette Spørgsmaal og knyttede Pavedøm- 
met endnu fastere til Frankrig ved at udnævne franske 
Kardinaler. 



*) R. VI. 63. 

*) Baluzb, Vitæ Pap. Avenn. t. III p. 284, 



— 185 — 

Birgitta, som levede midt i de bestandig mere trøstes- 
løse Tilstande i Rom, skrev nu til Biskop Alfons i Jaen, 
for at han skulde give den hellige Fader de fornødne Med- 
delelser om den Elendighed, der herskede i Byen. Hun 
begynder sin Skrivelse saaledes: 

»Ærværdige Fader, blandt andre Meddelelser, som man 
maa gøre vor Herre Paven, er det ogsaa nødvendigt at 
sætte ham i Kundskab om, hvor bedrøvelig Tilstanden er 
i den By, der engang baade i aandelig og legemlig Hen- 
seende var saa lykkelig. Men nu er den saavel aandeligt 
som legemligt ulykkelig. I legemlig Henseende, fordi dens 
verdslige Fyrster, der skulde være dens Forsvarere, ere 
blevne dens grusomste Bøvere. Derfor ere dens Huse de- 
molerede og mange Kirker, i hvilke de indviede Ben af de 
Helgener hvile, der engang lyste med herlige Jærtegn og 
hvis Sjæle nu krones i Guds Bige, ere lagte fuldstændig 
øde. Dens Templer ere ogsaa, efter at Tagene ere øde- 
lagte og Laasene borttagne, blevne forvandlede til Opholds- 
steder for Dyrene. Men i aandelig Henseende er Byen 
ulykkelig, fordi meget af det, som de hellige Paver efter 
Helligaandens Indskydelse have fastslaaet til Guds Ros og 
Sjælenes Frelse, nu er udryddet. Derfor ere desværre 
mange Misbrug blevne indførte paa den onde Aands Ind- 
skydelse til Guds Vanære og Sjælenes Fordærvelse.« 

Birgitta anfører nu med stor Nøjagtighed forskellige 
kirkelige Sætninger og viser, hvorledes de ere blevne over- 
traadte og berøvede deres Kraft ved, at Misbrug have ind- 
sneget sig. Hun skildrer alt dette med de livligste og 
grelleste Farver, klager bittert over de gejstlige Ordeners 
Forfald og den Samvittighedsløshed, hvormed utallige Læg- 
mænd træde Guds Bud og hans hellige Kirkes Forskrifter 
under Fødder og slutter derpaa med følgende Ord: 

»Derfor jn&a I ikke undres, ærværdige Fader, naarjeg 



— 182 — 

Uagtet Petrus Olafson, der var den hellige Birgittas 
sædvanlige Skriftefader, var nødsaget til at leve udenfor 
Klosterets Klavsur, overholdt han saaledes dog med den 
største Punktlighed sin hellige Ordensregel. Han sov enten 
paa Brædder med et daarligt Bolster til Underlag eller 
paa det bare Gulv. Meget haard og streng imod sig selv, 
var han altid kærlig imod andre, og hans Livsvandel syn- 
tes kun at bevæge sig i Himmelen. 1 ) 

Birgitta fordoblede sine Bønner og Bodsøvelser. Hun 
gennemtrængtes af den Tanke, at enhver Misdaad, den være 
stor eller lille, nødvendigvis maa straffes enten af det bod- 
færdige Menneske eller af den hævnende Gud, og hendes 
Iver kendte derfor ingen Grænser. Hun var trøstesløs ved 
Synet af de ødelagte Kirker, i hvilke de kostbare Kelikvier 
af de Hellige laa skjulte, upaaagtede og uden at der vistes 
dem nogen Ære, og hendes Smerte blev endnu større, da 
hun i sine ekstatiske Bønner hørte den guddommelige Frel- 
sers Klager over den hellige Stad. Det forekom hende, som 
om Improperierne paa Langfredag lød for hendes Øren, 
naar hun hørte Jesu klagende Ord: »O Rom, hvor ilde 
gengælder du mig alle de Velgerninger jeg har viist dig. 
Ak, naar du dog vilde erkende din Elendighed, da vilde 
du i Sandhed græde og ikke glædes mere. O Roma, Roma, 
dine Mure ligge i Ruiner, derfor er der ingen Vagt ved 
dine Porte; dine Tempelkar sælges, derfor staa dine Altre 
øde; det levende Offer og Viraken om Morgenen opbræn- 
des i din Forgaard, og derfor udgaar der ikke mere nogen 
sød Duft fra det Allerhelligste.« 2 ) 

Straks efter sin Ankomst til Rom skrev Birgitta paa 
Jesu Vegne og i hans Navn følgende Ord til Pave Clemens VI : 

»Jeg har ophøjet dig og ladet dig stige højt over alle 

*) Ex vit. Aquil. Joan. Vastovii. 
*) R. IV. 10. 



— 18.3 — 

Ærens Trin. Kejs dig derfor for at stifte Fred mellem Kong- 
erne af Frankrig og England, der ligne farlige Dyr og 
ere Forrædere for Sjælene. Kom dernæst til Italien ; præk 
Guds Ord og Frelsens og den guddommelige Kærligheds 
Aar; betræd atter de med mine Trofastes Blod brolagte 
Gader, og jeg skal give dig en Løn, der aldrig skal ophøre. 
Husk paa tidligere Tider, da du har vakt min Vrede, men 
jeg har tiet ; da du har gjort hvad du har villet, men ikke 
hvad du har skullet, men jeg har været som en, der ikke 
dømmer, men er taalmodig. Nu nærmer min Tid sig, og 
jeg kræver Regnskab af dig over den slette Anvendelse 
af din Tid, og over dine Misgerninger. 

Og ligesom jeg har ladet dig stige op ad alle Trin, 
saaledes skal du paa aandelig Vis stige ned ad andre Trin, 
hvad du sandelig skal erfare paa Legeme og Sjæl, naar du 
ikke adlyder mit Ord. Din stortalende Tunge skal tie, og 
dit Navn, som du har paa Jorden, skal for mit og mine 
Helliges Aasyn geraade i Forglemmelse og Skændsel. Jeg 
vil ogsaa drage dig til Regnskab for din Uværdighed, hvor- 
med du — om end med min Tilladelse — er stegen op 
paa alle Ærens Trin, hvad jeg, Gud, veed bedre, end din 
efterladne Samvittighed kan mindes det. Jeg vil ogsaa un- 
dersøge, hvor lad du har været til at stifte Fred imellem 
Kongerne og hvor meget du har bøjet dig hen imod eet 
Parti. Forøvrigt skal det ikke glemmes, hvorledes i din 
Tid Begærlighed og Ærgerrighed har blomstret i Kirken, 
og hvorledes du kunde have forandret og forbedret meget. 
Rejs dig derfor, før din sidste Time nærmer sig, og udslet 
dine Efterladenhedssynder fra tidligere Tider ved din Iver 
i Fremtiden. Men tvivler du om, fra hvilken Aand disse 
Ord komme, saa se, Riget og Personen ere kendte; der 
har deri begivet sig Skræk og Undere; thi den Retfærdig- 
hed og Barmhjertighed, hvorom jeg taler, nærmer sig fra 



— 184 — 

alle Sider af Jorden. Ogsaa din Samvittighed siger dig, 
at det, hvortil jeg formaner dig, er fornuftigt, og kærligt 
er det, at jeg søger at overtale dig; og hvis min Taal- 
modighed ikke havde baaret over med dig, da vilde du 
allerede være stegen dybere ned end nogen af dine For- 
fædre. Gransk derfor i din Samvittigheds Bog og se, om 
jeg taler Sandhed 1 ).« 

Denne Skrivelse sendte Birgitta med en hende hen- 
given Biskop til Pave Clemens VI i Avignon. I politisk 
Henseende var denne Paves Stilling yderst vanskelig; thi 
Europa frembød fra alle Sider indviklede forhold. I Spa- 
nien fremkaldte Kongerne af Kastilien og Aragonien skræk- 
kelige Scener i Landet, Frankrig og England begyndte paa 
ny deres yderlig forbitrede Fjendtligheder og i Tyskland 
blev Forbitrelsen mod Hoffet i Avignon bestandig større som 
Følge af Ludvig af Baierns Tvist med Kurien. Clemens VI 
var langt fra at foragte Advarslerne fra den nordiske Fyrst- 
inde, om hvis vidunderlige Aabenbaringer og sjældne Dyder 
han for længst havde faaet Kundskab, og derfor bestræbte 
han sig ivrigt for at mægle Fred alle Vegne. Men trods 
sine Anstrengelser og sin behændige Overtalelseskunst for- 
maaede han dog ikke at faa Partierne til at slutte Fred. 
Englænderne beskyldte ham for at tage Parti for Frankrig, en 
Beskyldning, der ingenlunde var ugrundet, og som Kristus 
selv retter imod ham i det Brev, Birgitta sendte Paven, og 
man maatte nøjes med en treaarig Vaabenstilstand, der 
ikke engang blev overholdt 2 ). Om at vende tilbage til 
Rom vilde Glemens intet høre, han søgte bestandig at und- 
gaa at svare paa dette Spørgsmaal og knyttede Pavedøm- 
met endnu fastere til Frankrig ved at udnævne franske 
Kardinaler. 



*). R. VI. 63. 

*) Baluze, Vitæ Pap. Avenn. t. HI p. 284, 



— 185 — 

Birgitta, som levede midt i de bestandig mere trøstes- 
løse Tilstande i Rom, skrev nu til Biskop Alfons i Jaen, 
for at han skulde give den hellige Fader de fornødne Med- 
delelser om den Elendighed, der herskede i Byen. Hun 
begynder sin Skrivelse saaledes: 

»Ærværdige Fader, blandt andre Meddelelser, som man 
maa gøre vor Herre Paven, er det ogsaa nødvendigt at 
sætte ham i Kundskab om, hvor bedrøvelig Tilstanden er 
i den By, der engang baade i aandelig og legemlig Hen- 
seende var saa lykkelig. Men nu er den saavel aandeligt 
som legemligt ulykkelig. I legemlig Henseende, fordi dens 
verdslige Fyrster, der skulde være dens Forsvarere, ere 
blevne dens grusomste Røvere. Derfor ere dens Huse de- 
molerede og mange Kirker, i hvilke de indviede Ben af de 
Helgener hvile, der engang lyste med herlige Jærtegn og 
hvis Sjæle nu krones i Guds Rige, ere lagte fuldstændig 
øde. Dens Templer ere ogsaa, efter at Tagene ere øde- 
lagte og Laasene borttagne, blevne forvandlede til Opholds- 
steder for Dyrene. Men i aandelig Henseende er Byen 
ulykkelig, fordi meget af det, som de hellige Paver efter 
Helligaandens Indskydelse have fastslaaet til Guds Ros og 
Sjælenes Frelse, nu er udryddet. Derfor ere desværre 
mange Misbrug blevne indførte paa den onde Aands Ind- 
skydelse til Guds Vanære og Sjælenes Fordærvelse.« 

Birgitta anfører nu med stor Nøjagtighed forskellige 
kirkelige Sætninger og viser, hvorledes de ere blevne over- 
traadte og berøvede deres Kraft ved, at Misbrug have ind- 
sneget sig. Hun skildrer alt dette med de livligste og 
grelleste Farver, klager bittert over de gejstlige Ordeners 
Forfald og den Samvittighedsløshed, hvormed utallige Læg- 
mænd træde Guds Bud og hans hellige Kirkes Forskrifter 
under Fødder og slutter derpaa med følgende Ord: 

»Derfor jnflfl I ikke undres, ærværdige Fader, naar jeg 



— 182 — 

Uagtet Petrus Olafson, der var den hellige Birgittas 
sædvanlige Skriftefader, var nødsaget til at leve udenfor 
Klosterets Klavsur, overholdt han saaledes dog med den 
største Punktlighed sin hellige Ordensregel. Han sov enten 
paa Brædder med et daarligt Bolster til Underlag eller 
paa det bare Gulv. Meget haard og streng imod sig selv, 
var han altid kærlig imod andre, og hans Livsvandel syn- 
tes kun at bevæge sig i Himmelen. 1 ) 

Birgitta fordoblede sine Bønner og Bodsøvelser. Hun 
gennemtrængtes af den Tanke, at enhver Misdaad, den være 
stor eller lille, nødvendigvis maa straffes enten af det bod- 
færdige Menneske eller af den hævnende Gud, og hendes 
Iver kendte derfor ingen Grænser. Hun var trøstesløs ved 
Synet af de ødelagte Kirker, i hvilke de kostbare Relikvier 
af de Hellige laa skjulte, upaaagtede og uden at der vistes 
dem nogen Ære, og hendes Smerte blev endnu større, da 
hun i sine ekstatiske Bønner hørte den guddommelige Frel- 
sers Klager over den hellige Stad. Det forekom hende, som 
om Improperierne paa Langfredag lød for hendes Øren, 
naar hun hørte Jesu klagende Ord: »O Bom, hvor ilde 
gengælder du mig alle de Velgerninger jeg har viist dig. 
Ak, naar du dog vilde erkende din Elendighed, da vilde 
du i Sandhed græde og ikke glædes mere. O Roma, Roma, 
dine Mure ligge i Ruiner, derfor er der ingen Vagt ved 
dine Porte; dine Tempelkar sælges, derfor staa dine Altre 
øde; det levende Offer og Viraken om Morgenen opbræn- 
des i din Forgaard, og derfor udgaar der ikke mere nogen 
sød Duft fra det Allerhelligste.« 2 ) 

Straks efter sin Ankomst til Rom skrev Birgitta paa 
Jesu Vegne og i hans Navn følgende Ord til Pave Clemens VI: 

»Jeg har ophøjet dig og ladet dig stige højt over alle 

*) Ex vit. Aquil. Joan. Vastovti. 
*) R. IV. 10. 



— 183 — 

Ærens Trin. Rejs dig derfor for at stifte Fred mellem Kong- 
erne af Frankrig og England, der ligne farlige Dyr og 
ere Forrædere for Sjælene. Kom dernæst til Italien; præk 
Guds Ord og Frelsens og den guddommelige Kærligheds 
Aar; betræd atter de med mine Trofastes Blod brolagte 
Gader, og jeg skal give dig en Løn, der aldrig skal ophøre. 
Husk paa tidligere Tider, da du har vakt min Vrede, men 
jeg har tiet ; da du har gjort hvad du har villet, men ikke 
hvad du har skullet, men jeg har været som en, der ikke 
dømmer, men er taalmodig. Nu nærmer min Tid sig, og 
jeg kræver Regnskab af dig over den slette Anvendelse 
af din Tid, og over dine Misgerninger. 

Og ligesom jeg har ladet dig stige op ad alle Trin, 
saaledes skal du paa aandelig Vis stige ned ad andre Trin, 
hvad du sandelig skal erfare paa Legeme og Sjæl, naar du 
ikke adlyder mit Ord. Din stortalende Tunge skal tie, og 
dit Navn, som du har paa Jorden, skal for mit og mine 
Helliges Aasyn geraade i Forglemmelse og Skændsel. Jeg 
vil ogsaa drage dig til Regnskab for din Uværdighed, hvor- 
med du — om end med min Tilladelse — er stegen op 
paa alle Ærens Trin, hvad jeg, Gud, veed bedre, end din 
efterladne Samvittighed kan mindes det. Jeg vil ogsaa un- 
dersøge, hvor lad du har været til at stifte Fred imellem 
Kongerne og hvor meget du har bøjet dig hen imod eet 
Parti. Forøvrigt skal det ikke glemmes, hvorledes i din 
Tid Begærlighed og Ærgerrighed har blomstret i Kirken, 
og hvorledes du kunde have forandret og forbedret meget. 
Rejs dig derfor, før din sidste Time nærmer sig, og udslet 
dine Efterladenhedssynder fra tidligere Tider ved din Iver 
i Fremtiden. Men tvivler du om, fra hvilken Aand disse 
Ord komme, saa se, Riget og Personen ere kendte; der 
har deri begivet sig Skræk og Undere; thi den Retfærdig- 
hed og Barmhjertighed, hvorom jeg taler, nærmer sig fra 



— 184 — 

alle Sider af Jorden. Ogsaa din Samvittighed siger dig, 
at det, hvortil jeg formaner dig, er fornuftigt, og kærligt 
er det, at jeg søger at overtale dig; og hvis min Taal- 
modighed ikke havde baaret over med dig, da vilde du 
allerede være stegen dybere ned end nogen af dine For- 
fædre. Gransk derfor i din Samvittigheds Bog og se, om 
jeg taler Sandhed 1 ).« 

Denne Skrivelse sendte Birgitta med en hende hen- 
given Biskop til Pave Clemens VI i Avignon. I politisk 
Henseende var denne Paves Stilling yderst vanskelig; thi 
Europa frembød fra alle Sider indviklede forhold. I Spa- 
nien fremkaldte Kongerne af Kastilien og Aragonien skræk- 
kelige Scener i Landet, Frankrig og England begyndte paa 
ny deres yderlig forbitrede Fjendtligheder og i Tyskland 
blev Forbitrelsen mod Hoffet i Avignon bestandig større som 
Følge af Ludvig af Baierns Tvist med Kurien. Clemens VI 
var langt fra at foragte Advarslerne fra den nordiske Fyrst- 
inde, om hvis vidunderlige Aabenbaringer og sjældne Dyder 
han for længst havde faaet Kundskab, og derfor bestræbte 
han sig ivrigt for at mægle Fred alle Vegne. Men trods 
sine Anstrengelser og sin behændige Overtalelseskunst for- 
maaede han dog ikke at faa Partierne til at slutte Fred. 
Englænderne beskyldte ham for at tage Parti for Frankrig, en 
Beskyldning, der ingenlunde var ugrundet, og som Kristus 
selv retter imod ham i det Brev, Birgitta sendte Paven, og 
man maatte nøjes med en treaarig Vaabenstilstand, der 
ikke engang blev overholdt 2 ). Om at vende tilbage til 
Rom vilde Glemens intet høre, han søgte bestandig at und- 
gaa at svare paa dette Spørgsmaal og knyttede Pavedøm- 
met endnu fastere til Frankrig ved at udnævne franske 
Kardinaler. 



») R. VI. 63. 

") Baluze, Vitæ Pap. Avenn. t. IH p. 284, 



— 185 — 

Birgitta, som levede midt i de bestandig mere trøstes- 
løse Tilstande i Rom, skrev nu til Biskop Alfons i Jaen, 
for at han skulde give den hellige Fader de fornødne Med- 
delelser om den Elendighed , der herskede i Byen. Hun 
begynder sin Skrivelse saaledes: 

»Ærværdige Fader, blandt andre Meddelelser, som man 
maa gøre vor Herre Paven, er det ogsaa nødvendigt at 
sætte ham i Kundskab om, hvor bedrøvelig Tilstanden er 
i den By, der engang baade i aandelig og legemlig Hen- 
seende var saa lykkelig. Men nu er den saavel aandeligt 
som legemligt ulykkelig. I legemlig Henseende, fordi dens 
verdslige Fyrster, der skulde være dens Forsvarere, ere 
blevne dens grusomste Røvere. Derfor ere dens Huse de- 
molerede og mange Kirker, i hvilke de indviede Ben af de 
Helgener hvile, der engang lyste med herlige Jærtegn og 
hvis Sjæle nu krones i Guds Rige, ere lagte fuldstændig 
øde. Dens Templer ere ogsaa, efter at Tagene ere øde- 
lagte og Laasene borttagne, blevne forvandlede til Opholds- 
steder for Dyrene. Men i aandelig Henseende er Byen 
ulykkelig, fordi meget af det, som de hellige Paver efter 
Helligaandens Indskydelse have fastslaaet til Guds Ros og 
Sjælenes Frelse, nu er udryddet. Derfor ere desværre 
mange Misbrug blevne indførte paa den onde Aands Ind- 
skydelse til Guds Vanære og Sjælenes Fordærvelse.« 

Birgitta anfører nu med stor Nøjagtighed forskellige 
kirkelige Sætninger og viser, hvorledes de ere blevne over- 
traadte og berøvede deres Kraft ved, at Misbrug have ind- 
sneget sig. Hun skildrer alt dette med de livligste og 
grelleste Farver, klager bittert over de gejstlige Ordeners 
Forfald og den Samvittighedsløshed, hvormed utallige Læg- 
mænd træde Guds Bud og hans hellige Kirkes Forskrifter 
under Fødder og slutter derpaa med følgende Ord: 

»Derfor jn&a I ikke undres, ærværdige Fader, naar jeg 



— 186 — 

paa Grund af saadanne og mange andre Misbrug har kaldt 
Rom en ulykkelig By. Man maa frygte for, at den ka- 
tolske Tro inden kort Tid vil gaa til Grunde, hvis der 
ikke kommer en, der med uskrømtet Tro elsker Gud over 
alt og sin Næste som sig selv og afskaffer alle Misbrug. 
Hav deifor Medlidenhed med Kirken og dens Gejstlighed, 
som Gud elsker af sit ganske Hjerte ligesom han afskyr 
al slet Sæd og Skik. Kirken er nu ved Pavens Fravæ- 
relse bleven som et forældreløst Barn og dog har den for- 
svaret sin Faders Sæde, med Visdom har den modstaaet 
Forræderne og er bleven standhaftig i mange Trængsler.« 1 ) 

Clemens gjorde alt, hvad han kunde gøre fra Frank- 
rig, for at hidføre bedre Tilstande i Rom, men det eneste 
som Birgitta, som hele Verden ventede af ham: at han 
skulde vende tilbage til Rom, det undslog han sig haard- 
nakket for at gøre. Og forgæves gentog Birgitta atter 
og atter sin Bøn : »Rejs bort fra Avignon, vend tilbage til 
Apostlenes By !« I sin Smerte over disse forgæves Bestræ- 
belser trøstedes hun ved, at den første og helligste af alle 
Paver, den hellige Petrus, viste sig for hende i et Syn. 
Han talte til hende med faderlig Kærlighed og vakte hen- 
des Haab til nyt Liv, idet han forsikrede hende følgende: 

»Jeg siger dig, at du endnu i dine Dage skal høre 
det Raab : den hellige Petrus'es Repræsentant leve ! Og du 
skal se ham med dine Øjne; thi jeg vil gennemgrave 
Lystens Bjærg, og de, som sidde derpaa, skulle stige ned. 
Men de, som ikke godvillig ville stige ned, skulle mod alles 
Forventning blive tvungne dertil. Thi Gud vil ophøjes med 
Barmhjertighed og Sandhed.« 2 ) 

Birgitta, der af sin Tilbøjelighed og sin Natur, som 
næsten altid hendrog hende til Bøn og Betragtning, saa 

') R. IV. 33. 
*) R. IV. 5. 



— 187 — 

godt som bestandig levede i uafbrudt Ekstase og Vision, 
følte sig meget smertelig berørt ved, at hun paa Grund 
af Usikkerheden paa Roms øde Gader, hvor der idelig 
forefaldt Mord og Rov, ikke var i Stand til selv at kunne 
besøge de faa Kirker i Byen, som endnu vare bevarede. 
Men Gud vilde ikke længer lade hendes Længsel for- 
blive utilfredsstillet, og Rom blev da endnu i det første 
Aar, i hvilket hun ankom dertil, Skuepladsen for en lige 
saa uventet som sælsom Revolution, der tilintetgjorde 
Baronernes Magt og Tyranni og i det mindste for en Tid 
lang genoprettede Ro, Orden og Sikkerhed i Byen. 



TREDJE KAPITEL. Cola di Rienzo. - Birgitta 
besøger Roms Kirker. — Ny Naade. — 
1347-1350. 

juynet af Roms elendige Forfatning fremkaldte hos 
mange Mænd i hin Tid Mindet om det gamle Roma, der 
engang havde været saa rigt paa Navnkundighed og mi 
var sunket saa dybt. Mange Sjæle gyste ved Synet af 
den evige Stad, om hvis Ruiner en Haandfuld Tyranner 
nu stredes, og da opstod hos dem for ramme Alvor Tanken 
om atter at bringe Rom paa Fode. En Mand troede sig 
særlig kaldet til at løse denne Opgave. Det var Nikolatjs 
Gabrini, bekendt under Navn af Cola di Rienzo, der er 
en Forkortning af Nikolaus Lorenzo *). 

Cola var af ringe Herkomst, men udstyret med sjældne 
Aandsgaver; han beskæftigede sig ivrigt med Oldtidens 

*) Chbistophb: Geschiehte des Pabstthums, 8. B. S. 112. 



— 188 — 

Historie. Hans glimrende Fantasi foregøglede ham, at han 
atter kunde fremtrylle Roms Fortid, men om end dette 
ikke stod i hans Magt, saa var han dog i Stand til at 
fremkalde en vidunderlig Omvæltning i de nuværende Til- 
stande. Rienzo besad et dengang sjældent Talent til 
uden Forberedelse med Lethed at udtale sine Tanker 
gribende og lidenskabeligt, hvad der forskaffede ham stor 
Indflydelse paa Folket; dog fik han ingen politisk Betyd- 
ning blandt sine Medborgere før Aaret 1344. Da blev en 
af hans Brødre myrdet. Forgæves søgte han at faa denne 
Forbrydelse straffet, og Ønsket om at se sin Broder hævnet 
bevægede ham til at træde ud af Privatlivet og befri sit 
Fædreland for det Tyranni, hvorunder det sukkede. Snart 
viste der sig en gunstig Lejlighed. De 13 Borgere eller 
Bannerherrer, der regerede de 13 Bykvarterer, sendte for 
anden Gang et Gesandtskab til Clemens VI for paa ny at 
bede ham om at vende tilbage til den kristne Verdens 
Hovedstad. Det lykkedes^ Rienzo at skaffe sig en Plads 
herved, og han gik altsaa til Avignon. I en af de mange 
Audienser, Paven tilstod ham, skildrede han med sin 
glimrende Veltalenhed den romerske Adels Uretfærdigheder, 
Røverier og Grusomheder og den Forstyrrelse i alle Sam- 
fundsforhold, som fremkaldtes derved, i saa levende Farver, 
at Clemens opfyldtes med Uvilje imod Baronerne og ud- 
nævnte Rienzo, hvem Roms Vel syntes at ligge saa meget 
paa Hjertet, til den apostoliske Stols Notar i den hellige 
Stad.- Snart derpaa vendte denne tilbage til Rom og for- 
valtede sit Embede som apostolisk Notar med den største 
Uegennyttighed og Retfærdighed. Hans modige Protest 
mod den almindelige Fordærvelse vandt ham snart Folkets 
Gunst, og ved sine ildfulde Taler bestræbte han sig for at 
opflamme Folkets Had imod Adelen. I Aaret 1347 holdt 
han sig for stærk nok til at vove et afgørende Skridt. 



— 189 — 

Han havde indtaget Folket fuldstændigt for sig og blev 
kun lidet paaagtet af Roms stolte Adel og endnu mindre 
frygtet. 

I Sindene var Revolutionen allerede fuldendt, der 
manglede nu blot, at den ogsaa skulde træde frem som 
Kendsgerning. Ogsaa hertil frembød der sig N snart en 
gunstig Lejlighed. Henimod Slutningen af April vare 
næsten alle Baronerne udenfor Byen. Cola di Rienzo be- 
nyttede sine Modstanderes Fraværelse, kaldte Folket til 
Kapitolium og lod de Artikler i den nye Forfatning op- 
læse, som atter skulde genoprette den gode Orden i Re- 
publikken. Man tiljublede ham Bifald, og ingen vovede at 
protestere; thi Folkets Begejstring vilde have brudt enhver 
Modstand. Rienzo var nu Herre i Rom. Han satte sig 
i Besiddelse af alle Byens Kvarterer og modtog af Folket 
Navnet Roms Tribun og Befrier, Titler, som han delte med 
Raymund af Orvieto, Pavens Repræsentant 1 ). Clemens VI. 
var for klog til ikke at indse, at han ikke kunde gøre 
andet end være fornøjet med, at man vilde lade ham give 
sin Billigelse til en Ordning af Sagerne, der var kommen 
i Stand uden hans Indvilligelse. 

Imidlertid havde Rom fuldstændig skiftet Skikkelse; 
Orden, Ro og Retfærdighed var atter genoprettet. Baronerne 
bleve dragne til Ansvar for deres Forbrydelser og vovede 
ikke mere at forstyrre Freden. Sikkerheden vendte paa 
ny tilbage til Byen, og Lovene vandt igen Herredømmet. 
I alle Byens Kvarterer oprettede man Pakhuse, som stedse 
vare fyldte med Korn til Borgernes Behov. Kirkerne 
bleve atter satte i Stand, de Adelige maatte sørge for 
Sikkerheden paa Gaderne, og de kristne Pilegrimme 
kunde paa ny uhindret valfarte til Roms hellige Steder. 



*) Raynald, ann. 1347, no. 13. 



- 190 — 

Birgitta følte sig i højeste Grad lykkelig over denne 
uventede Forandring af Sagerne. De hellige Relikvier, der 
vare hende saa dyrebare, bleve ikke længere prisgivne for 
Vanhelligelse; Birgitta kunde besøge de hellige Steder og 
tilfredsstille sit Hjertes Længsel. 

»Hun agtede hverken paa den strenge Kulde eller den 
brændende Solhede, hverken paa Hindringerne ad en be- 
sværlig Vej eller paa Sne, Regn og Hagel, men besøgte 
daglig til Fods de af Kirken bestemte Stationer og for- 
skellige andre hellige Kirker, uagtet hun efter sin Stilling 
kunde have redet, og uagtet hun anstrengte sig langt 
mere, end hendes udmattede Legeme kunde taale. ')« 

Deri fandt hun sin Fryd og kæreste Glæde, og en- 
hver Beskæftigelse, der afholdt hende herfra, var hende til 
Byrde. 

Birgitta havde efter sin Skriftefaders Ønske givet sig 
til at studere Latin, straks efter at hun var kommen til 
Rom: Petrus af Alvastra underviste hende heri, og hun 
fattede ikke blot ret hurtigt, men kunde ogsaa udtrykke 
sig let og rigtigt paa Latin. Alligevel faldt det tørre 
Studium af Grammatikken, som Petrus holdt hende til, 
kun meget daarligt i denne ekstatiske Sjæls Smag, og hun 
vilde hellere besøge Stationskirkerne end give sig af med 
Reglerne for det latinske Sprog. Da hun engang var 
bedrøvet herover, talte Guds Moder saaledes til hende: 

»Hvorfor er Du saa nedslaaet, min Datter?« 

Birgitta svarede i sin Enfoldighed: »Kære Frue, jeg 
er bedrøvet, fordi jeg ikke besøger de hellige Steder, som 
ere i Rom.« 

Og Maria sagde til hende : »Det er dig nok tilladt at 
besøge de hellige Steder med Ydmyghed og andægtig 



*) Kanonisationsbullen. 



— 191 — 

Dyrkelse, fordi den Aflad, som Guds Helgener have opn^aet 
af min Søn ved deres dyrebare Blod og deres Bønner, her 
i Rom er større, end Menneskene kunne tro, men dog 
maa Du ikke derfor, min Datter, aflade enten fra din 
Undervisning i Grammatikken eller fra Lydigheden imod 
din aandelige Fader. 1 )« 

Naar allerede enhver Kristensjæl glæder sig ved at 
bede ved Apostelfyrsternes Grave, ved at besøge Roms 
Kirker og andægtig ære Guds Helgeners dyrebare Relikvier, 
saa kunne vi deraf let slutte eller i det mindste ane, 
hvilken uudsigelig Fryd vor Helgeninde opfyldtes af i den 
evige Stad, og hvor mægtigt hun følte sig hendragen til 
hine hellige Steder, hvor saa underfulde Naadegaver ventede 
hende. 

Birgitta havde i en ganske særlig Grad optaget 
Kirkeaarets hele hellige Mystik i sig, og det er historisk 
godtgjort, at mange af de Helgenaabenbarelser, hvormed 
hun benaadedes, netop fandt Sted paa vedkommende 
Helgens Festdag, ligesom hun ogsaa plejede at modtage 
sine Visioner og Aabenbaringer angaaende Hemmelighederne 
i Jesu og Mariæ Liv netop paa de Dage, da Kirken fejrer 
dem ved sin Gudstjeneste og sine Liturgier. 

Vi skulle her kun anføre nogle af de utallige Naades- 
bevisninger, hvormed Gud glædede sin trofaste Tjenerinde. 

Ved et Besøg i den hellige Laurentius'es Kirke uden- 
for Byens Mure paa Vejen til Tivoli bad Helgeninden en 
Gang fordybet i Andagt foran det Marmorskrin, der gemmer 
Levningerne af den hellige Laurentius og den hellige 
Stephanus. Da viste den sidste sig for hende, omstraalet 
af et himmelsk Lys. Han fortalte hende, hvorledes han 
fra sin Ungdom af havde elsket Herren i og hvor herlig 



f ) K VI. 105. 



- 192- 

déri Krone var, Som han nu glædedes ved. Da Birgitta 
var helt, lykkelig over Martyrens Straaleglatis , skiltes han 
fra hende med de Ord: »Fordi Du glædes over min Her- 
lighed, skal Du paa min Forbøn komme til større Guds- 
erkendelse, og Guds Aand skal blive hos Dig. Du skal 
ogsaa nok komme til Jerusalem, hvor jeg har lidt. 1 )« 

Da hun engang paa den allersaligste Jomfru Mariæ 
Renselsesfest bad i Kirken Santa Maria maggiore, hen- 
ryktes hun pludselig i Aanden, saa Himmelen aaben og 
at alt i den beredtes som til en stor Fest. Derpaa skuede 
hun et Tempel af sjælden Skønhed; der stod den ærvær- 
dige Olding, den hellige Simeon, beredt til med inderlig 
Længsel og stor Glæde at tage Jesusbarnet paa sine Arme. 
Hun saa ogsaa den allersaligste Jomfru komme hid med 
dyb Ydmyghed, bærende sin guddommelige Søn paa sine 
Arme for efter Herrens Lov at fremstille ham i Templet. 
Derpaa skuede hun en utallig Mængde Engle og Helgener. 
Hellige Jomfruer og Fruer skrede frem foran Guds Moder 
og omgave hende med Fryd og Andagt. Foran hende frem- 
båres af en Engel et langt og meget bredt Sværd. Dette 
betød hine overvættes store Smerter, som Maria havdfe 
lidt ved sin højtelskede Søns Død, og som vare forud be- 
tydede i det Sværd, hvorom Simeon havde profeteret, at 
det skulde gennemtrænge hendes Sjæl. Da nu Himmeléns 
Beboere vare fulde af Jubel, blev der sagt til Herrens 
bedende Bhid: »Se, hvor stor Ære og Herlighed der paa 
denne Dag ydes Himmeldronningen for de Smerters Sværd, 
som hun har udholdt ved sin elskede Søns Lidelse.*)« 
Herpaa forsvandt Synet, efterladende Birgitta i salig Fryd. 

En Præst læste en Pinsedag sin første hellige Messe 
i en Klosterkirke. \Rirgitta, der bivaanede Gudstjenesten, 

*) R VI. 108. 
*) R. VH. 2. 



— 193 — 

» 

saa, da Kristi Legeme opløftedes, Ild komme ned fra 
Himmelen og udbrede sig over hele Alteret. I Præstens 
Haand saa hun et Brød, i Brødet et levende Lam og i 
Lammet ligesom et menneskeligt Ansigt, der helt stod i 
Luer. Da hørte hun en Stemme, som sagde til hende: 
»Ligesom du nu ser Uden fare ned paa Alteret, saaledes 
kom paa lignende Maade en Dag som i Dag min hellige 
Aand ned paa mine Apostle og opflammede deres Hjerter. 
Men Brødet bliver ved Ordet et levende Lam, det er mit 
Legeme. Og et Ansigt er i Lammet og Lammet i An- 
sigtet, fordi Faderen er i Sønnen og Sønnen i Faderen og 
den Helligaand i dem bægge.« Og atter saa Herrens Brud, 
da den hellige Eukaristi opløftedes i Præstens Haand, en 
Yngling af vidunderlig Skønhed, der sagde: »Jeg velsigner 
eder, som tro, og vil dømme dem, der ikke tro. 1 )« 

Ogsaa om de Hemmeligheder, der først i senere Aar- 
hundreder skulde afsløres i deres fulde Klarhed, ble\ 
Birgitta allerede dengang belært ved sine Aabenbaringer 
under de mystiske Tilstande, Bønnen hensatte hende i. 
Angaaende den hellige Jomfrus ubesmittede Undfangelse 
sagde Guds Søn følgende til hende: 

»Min Moder var ved sin Fødsel saa skøn, at hun var 
ganske ubesmittet. De onde Aander erkendte dette helt 
vel og havde en saa stor Fortrydelse derover, at der hørtes 
ligesom et Djævlenes Raab ud fra Helvede, der lød saa- 
ledes: »En Jomfru fremgaar saa dydig og underfuld, at 
hun overgaar alle paa Jorden og i Himmelen og vil naa op 
lige til Guds Trone. Naar vi ville rejse os imod hende 
med alle vore Snarer, da tilintetgør hun dem, og de 
sønderrives som Blaar og gaa fra hverandre som gamle 
Reb. Komme vi mod hende med al vor Ondskab og 



>) R. VI. 8(>. 

A. BKIN1CMANN : DRN HELLIGK BIRGITTA. 1 3 



— 194 — 

Urenhed saa kaster hun den ned, ligesom Halm afskæres 
af Seglen. Men ville vi indgive hende Lyst til sanselige 
Nydelser og til denne Verdens Glæder, da udslukkes det 
alt sammen hurtigere af hende, end en Ildgnist slukkes i 
en rivende Strøm. 1 )« 

Den allersaligste Jomfru aabenbarede derpaa Birgitta 
Hemmeligheden angaaende Jesu Hjertes Tilbedelse, og lige- 
som den helljge Gertrudis i det 13. Aarhundrede havde 
faaet . en Aabenbaring fra Himmelen om Jesu tilbedelsesvær- 
dige Hjerte, saaledes skulde det samme nu ogsaa ske med 
Herrens nye Brud, for at hun i dette Hjerte kunde finde 
en sittfer Tilflugt for dette Livs Lidelser, Besværligheder 
og Kampe. 

Guds Moder sagde til Birgitta: »Min Søns Hjerte er 
sødt som Honning og rent som den klareste Kilde, fordi 
al Dyd og al Godhed udgaar fra ham som Kilden. Der 
gives heller intet kærere end dette Hjerte, thi hvad kan 
vel glæde Menneskene mere end at mindes den overvættes 
store Kærlighed, Jesus viste os ved vor Forløsning i sine 
Gerninger, sin Lære, sin Mildhed og sin Taalmodighed ? 
Hans Kærlighed flyder ikke hen som Vand, men varer 
ved og er altomfattende, saa at Synderen, om han end 
stod ved Fordærvelsens Port men dog med Vilje til at 
forbedre sig raabte om Hjælp, vilde bortrives fra Under- 
gang. 2 )« 

En af den hellige Birgittas Yndlingskirker var den 
hellige Apostel Paulus'es Gravkirke ved Vejen til Ostia. Paa 
højre Side af Koret i dette engang saa herlige Tempel 3 ) 



l ) K IV. 108. 
*) R. IV. 101. 

3 ) Natten imellem den 15. og 16. Juli 1823 blev dette prægtige 
Tempel et Rov for Luerne. 



— 195 — 

befandt der sig et Krucifiks, ved hvis Fod vor Helgeninde 
især gerne bad. 

Da hun engang i inderlig Bøn laa paa Jorden foran 
dette Krucifiks, talte Jesus fra dette Kors ned til hende og 
lovede alle dem rigelig Løn, som med Andagt vilde bede 
de femten Bønner om Vor Herres bitre Lidelse og Død, 
der vare blevne aabenbarede for hende i Klosteret i Alvastra. 
I denne Kirke yndede hun især at anstille Betragtning og 
græde over Kristi Lidelse og Død. Hensunken i Smerte 
og Kærlighed mindedes hun hans Tilfangetagelse, hans 
Lænker, hans Hudstrygning, hans Bespottelse, hans gru- 
somme Smerter, hvorledes han havde baaret Korset og 
hans Død paa Korsets forsmædelige Træ. Allerede længe 
havde hun ønsket at kende Tallet paa de Vunder, den 
guddommelige Frelser havde baaret paa sit Legeme. I Rom 
skulde hun faa Oplysning herom. Da Kristus atter en 
Gang viste sig for Birgitta paa dette Kors '), sagde han 
til hende, at hun til hver af de femten Bønner skulde føje 
et Fadervor og et Ave Maria ; og naar hun da et helt Aar 
igennem hver Dag. havde bedet disse Bønner, da havde 
hun ved Aarets Slutning æret enhver af hans hellige 
Vunder med Herrens Bøn og en Englenes Hilsen. Fra 
den Tid af og indtil sin Død bad da Birgitta hver Dag 
15 Fadervor og Ave Maria. Men Tallet af Vor Herres 
Vunder beløber sig efter denne Aabenbaring til 5475 2 ). 

Ved et af de hyppige Besøg, hun aflagde i denne 
Kirke, forærede Sakristanen i det til Kirken stødende 
Kloster til den hellige Paulus hende Relikvier af den hel- 



1 ) Det romerske Folk plejede indtil vore Tider andægtigt at 
ære dette Billede af den Korsfæstede under Navn af 
»Krucifikset, der har talt med den hellige Birgitta«. 

2 ) Clarus, Leben und Offenbarungen der heiligcn Birgitta; 
Fortalen til de aabenbarede Bønner, B. IV. S. 113 og 114. 

13 



— 196 — 

lige Anna, Jomfru Marias Moder. Da Birgitta fuld af 
Glæde herover tænkte paa, hvorledes hun skulde gemme 
dem og ære dem med Andagt, viste den hellige Anna sig 
for hende og sagde: »Mine Relikvier, som Du har faaet, 
skulle geraade de Troende til Trøst, indtil det behager 
Gud at forherlige dem endnu mere ved Opstandelsen paa 
den yderste Dag. 1 )« 

Saaledes knyttede der sig næsten til ethvert Kirke- 
besøg, til enhver Andagtsøvelse en ny Naade for Birgitta, 
en ny Gunstbevisning fra Gud og hans Hellige. 



FJERDE KAPITEL Den sorte Død. — Den hellige 
Birgittas Kærlighed til Næsten. — Vid- 
underlige Helbredelser og Omvendel- 
ser. — Birgittas Breve. 

Medens Clemens VI. uafladelig anvendte al sin Møje 
paa at slukke den Krigslue, der fortærede Frankrig, Eng- 
land, Spanien, Italien og Tyskland, sendte Orienten den 
frygtelige Svøbe, som kaldes Pesten, ud over Europa. 
Allerdfte havde den lagt største Delen af Asien øde, uden 
at noget Tegn havde kundgjort dens Ankomst til Europa; 
da optraadte den pludselig ved Udløbet af Donau og paa 
Øerne i Arkipelagus. De italienske Skibe i Havnene paa 
Levanten forfærdedes over den frygtelige Epidemis Heftig- 
hed og gik straks under Sejl for at unddrage sig dens 



») R. VI. 104. 



— 197 — 

Angreb, men de havde endnu ikke tilbagelagt Halvdelen 
af Overfarten, før allerede en stor Del af Skibsbesætningen 
laa under for den. De stansede ved Sicilien for at land- 
sætte deres Syge, og straks begyndte Folk paa Øen at dø. 
Da Skibene landede i Havnene ved Pisa og Genua, var 
der endnu nogle faa Mennesker om Bord paa dem, men 
ogsaa disse døde pludselig, da de gik i Land. Sygdommen 
optraadte straks i de to nævnte Byer og udbredte sig 
derfra med en gruopvækkende Hurtighed over Toskana, 
Romagna, Kongeriget Neapel og Lombardiets Sletter. 
Derpaa steg den over Bjærgene og udbredte sig over 
Savoyen, Provence, Dauphiné og Burgund. I Aaret 1349 
drog den igennem alle Landene ved det atlantiske Ocean 
og lagde til sidst i Aaret 1350 Tyskland, Friesland og 
Ungarn øde. Den trængte frem lige til Isregionerne, 
hærgede Rusland, Danmark, Norge og Sverrig *), der i denne 
frygtelige Gudsdom saa Opfyldelsen af de Trusler, Fyrst- 
inden af Nerike lig en hellig Profetinde for faa Aar siden 
havde udtalt. 

De Farsoter, der havde raset paa Faraos, Davids, 
Perikles'es og den hellige Gregors Tid, vare for intet at 
regne imod denne. Thi hverken hvad Ofrenes Antal eller 
den Hurtighed angaar, hvormed Døden indtraadte, kunne 
tidligere eller senere Farsoter sammenlignes med den sorte 
Død 2 ). I Tyskland og de nordlige Lande gav man Syg- 
dommen dette Navn; i Italien hed den den voldsomme 
Død; dog rasede Epidemien sjældent længere end fem 
Maaneder i et og samme Land. 



f ) Chron. di Pisa, t. XV. p. 1020. — Petri Azabu Chron. t. II. 

c. 3. 
») Gui db Cauliaco, Lugduni, 1507 tract. de apostem. fol. 35. — 

Hist. Cortus, t. XII. lib. IX. c, 14. — Petrarc. Ep. Fam. 

lib. VIII. ep. 7 ad Socratem. 



— 198 — 

I Aarene 1348 og 1349 lagde denne Rædselsfarsot 
saa ganske Beslag paa hele Verdens Opmærksomhed, at 
der kun var ringe Plads for andre Begivenheder, ja end- 
ogsaa Tanken om Pavens Tilbagevendelse til Rom traadte 
i Baggrunden. 

Clemens VI viste i al den Tid, Epidemien varede, det 
Mod, den Iver og Kærlighed, man kunde vente af de 
Troendes fælles Fader. Hvor kostbart end hans Liv var 
for Kirken, og hvor skrækindjagende Sygdommens Øde- 
læggelser end vare i Byen Avignon, saa søgte han dog 
ikke at flygte. Som den gode Hyrde forblev han i Spidsen 
for sin Hjord. Han lønnede Læger til at pleje de Syge, 
købte Levnedsmidler og drog Omsorg for Begravelsen af 
de Døde, idet han i dette Øjemed købte en Mark uden for 
Byen og der opbyggede et Kapel til Vor Frue af Champ 
Fleury, som han tillagde aarlige Indtægter for at vedlige- 
holde Mindet om denne Stiftelse. 

Han gav ogsaa store Summer til Transport og Jord- 
fæstelse af Ligene og underholdt et omhyggeligt Politi for 
at forhindre Sygdommens Udbredelse 1 ). Men Dødelig- 
heden var for stor til, at Pavens Forholdsregler kunde faa 
mere end rent lokal Betydning for det Sted, hvor han 
boede. Paven forøgede sine Velgerninger ved at give alle 
Metropoliter Magt til enten selv eller ved deres Suffraganer 
og Sognepræster at give Generalabsolution til de Troende, 
der døde af Pesten, og ved at tilføje de rigeligste Indulgenser 
for alle Præster og Troende, der vilde vie sig til de Syges 
Tjeneste 2 ), baade i aandelig og i legemlig Henseende. I 
Avignon begyndte Pesten i Januar Maaned og vedvarede 
i over et halvt Aar. 7 Kardinaler døde af Sygdommen, 
som alene i Avignon og Venaissin krævede over 120 000 Ofre. 

1 ) Fantoni, Istoria della citta d'A vignone, t. I. lib. II. p. 206. 

2 ) Baluze, Vitæ Papar. t. I. p. 294. 



— 199 — 

Hvad Paven var for Avignon, det var i denne trøstes- 
løse Tid Birgitta for Rom. Hendes opofrende Kærlighed 
til de ulykkelige Ofre for Epidemien kendte ingen Grænser ; 
hun tænkte ikke paa at forlade Rom og udsatte sig modig 
for Dødsfaren. Petrus Olafsen og de to andre svenske 
Præster delte ved deres opofrende Kærlighed den hellige 
Birgittas Farer og Fortjenester og bleve dog lige saa vel 
som hun selv fri for den rædselsfulde Sot. 

Halvdelen af Italiens Befolkning blev et Offer for 
denne Svøbe. Petrarca siger, at Pesten affolkede Verden, 
saa at næsten ingen Beboere bleve tilbage '). Man regner, 
at over 200 000 Byer og Borge mistede deres Beboere. 

Da nu det stakkels Rom — efter Guds hellige Moders 
Ord i Sandhed som en Ager, hvorpaa der groede Ukrudt — 
var blevet renset ved Jærn og Ild, og den alt hærgende 
Epidemi forsvandt, tilbød der sig et rigt Felt for den hel- 
lige Birgittas Kærlighed til Næsten. Vi se hende da 
ogsaa gennemvandre Roms Gader og gøre godt ligesom 
engang den guddommelige Forløser selv, hvem hun var 
saa trofast i Efterfølgelsen 2 ). 

Birgitta besøgte ofte Roms Hospitaler og gjorde Tjeneste 
hos de Syge med saa stor offervillig Hengivelse, at de for- 
nemme Romerinder, der ikke vare vante til at se et saa- 
dant Eksempel paa Ydmyghed og Selvfornægtelse hos en 
Fyrstinde, opfyldtes af Forbavselse og Beundring. Hun 
behandlede de Syge som en øm Moder sine ^ Børn. Hun 
trøstede dem og kælede for dem, tillavede med egen Haand 
deres Mad, vaskede og lappede deres Tøj. Hendes Kær- 
lighed til de Fattige var saa stor, at hun undertiden 



') Mundum omnem gentibus spoliavit . . . universus fere orbis 

sine habitatore remansit. 
*) R. IV. 57, 



— 200 — 

ukendt sluttede sig til de fattige Pilegrimme ved Klosteret 
San Lorenzo i Panisperna af den hellige Klaras Orden, 
bad om Almisser og med Tak kyssede det tørre Brød, 
der raktes hende 1 ). 

Surius 2 ) fortæller os følgende Eksempel paa hendes 
Barmhjertighed mod de -Fattige: Da hun engang efter 
Sædvane besøgte Stationskirkerne og kom forbi den hellige 
Praxedes'es Kirke, fik hun ved Indgangen Øje paa en fattig 
Kone, der laa bevidstløs paa Jorden. Birgitta søgte at 
rejse hende op og at faa Liv i hende, men da alle hendes 
Bestræbelser vare frugtesløse, bad hun den svenske Præst 
Magnus Pedersen, der ledsagede hende, om at hjælpe 
hende med at bære den Syge til den hellige Antonius'es 
Hospital, som laa i Nærheden. De to bar saa den fattige 
Kvinde igennem Roms Gader hen til Hospitalet. Birgitta 
leverede her Forvalteren en Sum Penge og anmodede ham 
om at drage omhyggelig Omsorg for den Syge. Birgitta 
besøgte flere Gange den Syge, der var fra Norge, og da 
denne var bleven rask igen, tog hun hende hjem til sig i 
sin egen Bolig. Her viste det sig snart, at den stakkels 
Kone led af hyppige epileptiske Anfald. Birgitta følte 
inderlig Medlidenhed med hende, bad for Staklen og lagde 
derpaa sin Rosenkrans om hendes Hals, hvorpaa straks 
Ondet forsvandt og ikke kom igen mere. 

Gud forherligede allerede dengang sin tro Tjenerinde 
ved mange Undere, hvoraf vi her kun skulle anføre et 
enkelt. En Søn af Latino af Orsini i Rom var paa Grund 
af en langvarig Sygdom Døden nær. Lægerne havde op- 
givet den Syge, og man ventede hans Endeligt. Da 
Latinos trøstesløse Ægtefælle stod ved sin Søns Dødsleje, 
faldt den Tanke hende ind: Gid blot Fru Birgitta 

*) Kanonisationsbullen. 

2 ) Sumus i» vit. S. Birgittæ § 27. 



^ 

i 



— 201 — 

vilde komme! Faa Øjeblikke efter traadte Fru Birgitta 
ganske uventet ind i Sygeværelset. Hun trøstede den be- 
drøvede Moder og bad hende om at lade hende være alene 
med den Syge. Da alle Tilstedeværende havde fjernet sig, 
bad den hellige Birgitta længe og inderligt ved det døende 
Barris Seng. Derpaa berørte hun Barnet med Sømmen 
af sin Kjole, lagde sit Ansigt op til Barnets og sagde: 
»Sov ind, mit Barn, sov ind.« Derefter kaldte hun Moderen 
ind i Værelset og sagde til hende: »Barnet dør ikke, det 
sover kun ganske sødt.« B t rgitta fjernede sig. Drengen 
vaagnede lidt efter, var munter og glad og forsikrede, at 
han ikke følte den ringeste Smerte. Han fortalte sine 
Forældre, hvorledes den fremmede Dame fra Sverrig havde 
bedet hos ham, berørt ham og helbredet ham, stod fuld- 
stændig rask op af sin Seng og legede med sine Søskende. 

Birgitta forstod dog ikke alene at læge Legemets 
Sygdomme, men hendes Bøn og Ord våre ogsaa himmelsk 
Lægedom for Sjælens endnu langt farligere og smerteligere 
Sygdomme. 

En af Roms fornemste Baroner, ojn hvem man sagde, 
at han længe ikke havde skriftet, blev dødssyg. Herrens 
Brud følte Medlidenhed med ham og bad til Gud om 
hans Omvendelse. Da viste Frelseren sig for hende og 
sagde: »Siig til din Skriftefader, at han skal gaa hen til 
dei} Syge og høre hans Skriftemaal.« Petrus begav sig 
straks til den Syges Hus, men denne svarede ham, at 
han hverken trængte til ham eller til noget Skriftemaal, 
han havde skriftet nok i sit Liv. Næste Dag gik Petrus 
efter Kristi Befaling atter til den Syge og fik det samme 
Svar som sidst. Herefter modtog Birgitta en Aabenbaring 
angaaende den Ulykkeliges Tilstand, og som Følge heraf 
begav Petrus sig tredje Dagen igen til den fornemme 
Herres Palads og skildrede ham hans gruelige Sjælstil- 



— 202 — 

stand, saalédes som den hellige Birgitta havde paalagt 
ham. »Gør straks Bod,« befalede Olafson ham nu i Guds 
Navn, »thi Herren vil forbarme sig over dig og endnu 
være dig naadig.« Nu svarede den Syge opfyldt af Smerte 
og Anger: »Hvorledes kan du overbevise mig om, at Gud 
tilgiver mig, da jeg er hildet i saa frygtelige Laster?« 
Skriftefaderen svarede: »Jeg sværger dig til, at du vilde blive 
frelst ved din Anger, om du end havde begaaet endnu 
værre Synder.« Men hin svarede: »Jeg fortvivler om min 
Sjæls Frelse, fordi jeg har overgivet mig til Djævelen, der 
ofte har talt med mig. Derfor har jeg i de 60 Aar af 
mit Liv aldrig skriftet eller modtaget Kristi Legeme; thi 
saadanne Taarer, som jeg nu græder, mindes jeg aldrig at 
have udgydt før.« Den Bodfærdige skriftede paa denne 
Dag fire Gange, og næste Dag tog han Alterens Sakramente 
efter Skriftemaalet. Sjette Dagen derefter døde han en 
salig Død. Da han indgik i Evigheden, var Kristus ham 
en barmhjertig Dommer; thi saalédes talte Herren til sin 
Brud: »Dette Menneske er allerede kommen til Renselsen, 
og et Tegn paa hans Befrielse er den Anger, han har 
viist ved sin Død. Men du kan spørge : Hvorved fortjener 
et Menneske Anger, der har været hildet i saa mange 
Synder? Jeg svarer dig: Det har min Kærlighed gjort, 
der til det sidste Øjeblik venter paa Menneskets Omvendelse, 
og min Moders Fortjeneste. Thi uagtet dette Menneske 
ikke i sit Hjerte har elsket Maria, saa havde han dog 
vænnet sig til at føle en vis Medlidenhed med hendes 
Smerte, naar han tænkte paa hende eller hørte hendes 
Navn nævne. Derfor har han ad kort Vej fundet sin 
Frelse og vil blive reddet.« 1 ) 

Efter Kristi Befaling opsøgte Birgitta snart derpaa 
en Lægbroder i et af Roms Klostre, der havde en svær 

l ) R. VI. 97. 



— 203 — 

Synd paa Hjertet, som han aldrig vilde skrifte. Helgen- 
inden sagde til ham: »Udforsk din Samvittighed omhygge-: 
ligere; du har skjult noget i dit Hjerte, og du vil ikke 
kunne dø, før du har aabenbaret det.« Broderen svarede 
hende, at han ikke vidste, han havde fortiet noget i 
Skriftemaalet. Men Birgitta sagde med Alvor og Mildhed 
til ham: »Min Broder, udforsk dig selv om, i hvad Hen- 
sigt du er gaaet i Klosteret, og i hvad Hensigt Du hidtil 
har levet i det, og du vil finde Sandheden i dit Hjerte.« 
Opløst i Taarer sagde nu Broderen: »Priset være Gud, der 
har sendt dig til mig. Efter at du nu en Gang har talt 
til mig om mine Hemmeligheder, .vil jeg sige Sandheden 
til dem, som høre. Jeg har rigtignok skjult noget i mit 
Hjerte, som jeg aldrig har vovet, ikke heller formaaet at 
aabenbare; thi saa ofte jeg gjorde Bod og skriftede mine 
andre Synder, var min Tunge altid ligesom bunden med 
Hensyn til denne Synd. I falsk Undseelse søgte jeg at 
bringe min Samvittigheds Bebrejdelser til Tavshed. Saa 
ofte jeg aflagde Bekendelse om mine Synder, udtænkte 
jeg mig hver Gang en ny Form til at slutte mit Skrifte- 
maal paa og sagde: Min Fader, jeg bekender min Skyld 
i Retning af alt, hvad jeg har sagt eder, og ligeledes i 
i Retning af det, jeg ikke har sagt eder, hvorved jeg da 
søgte at overtale mig selv til at tro, at mine skjulte 
Synder vare mig tilgivne. Men nu, Fru Birgitta, vilde 
jeg gerne, om det maatte behage Gud, offentlig og for 
hele Verden bekende, hvad jeg i saa lang Tid har holdt 
skjult i mit Hjerte. Derfor takker jeg eder og beder om, 
at I vil bede for mig.« 

Da nu Skriftefaderen blev kaldet, aflagde denne Broder 
en fuldstændig Bekendelse af sine Synder og døde endnu 
i samme Na t *). 

*) R. VI. 93. 



— 204 — 

Ogsaa over de onde Aander havde Birgitta faaet 
stor Magt, og ved eet eneste Ord eller en kort Bøn be- 
friede hun mange, der vpxe besatte af onde Aander. 

En Kvinde, der havde omvendt sig til Gud efter at 
have ført et meget lastefuldt Liv, stod i Begreb med at 
vende tilbage til sit tidligere syndefalde Levned, fordi 
Djævelen pinte hende frygteligt Dag og Nat og ved idelige 
Fristelser søgte at betage hende Modet til at holde fast 
ved det gode. Da saa Birgitta en Dag den Ulykkelige i 
hendes sørgelige Tilstand og nærmede sig hende, idet hun 
i mange Tilstedeværendes Nærværelse i en bydende Tone 
sagde: »Vig bort, Satan; thi du har længe nok voldet 
denne Guds Skabning Uro.« Fra denne Stund var Kvinden 
ikke blot befriet fra den onde Fjendes Anfald, men endog 
bleven alle onde Tanker og Fristelser kvit; hun takkede 
Birgitta og fik et godt Endeligt 1 ). 

Ved slige Gerninger og endnu mere ved sin store 
Dyd og den Andagt og Fromhed, hun daglig viste ved sit 
Besøg i Stationskirkerne og i sin Bøn, kom Birgitta i 
Rom snart i Ry for sin overvættes Hellighed. Man op- 
søgte hende, anbefalede sig til hendes Forbøn, bad hende 
mundtlig og skriftlig om Raad og nævnte aldrig hendes 
Navn uden med Beundring og Ærefrygt. 

Med et Barns Enfold føjede Birgitla sig efter alles 
Bønner. Hun rørte ved de Syge og helbredede dem, hun 
bad uafladelig, hun gav alle, som bad hende derom, Raad, 
og dog vedblev hun altid at være Herrens beskedne, yd- 
myge Brud, hvem det aldrig faldt ind at rose sig af de 
Gaver, hun havde modtaget af Gud. Alfons af Jaen, der 
levede mange Aar i hendes Nærhed og daglig kom sammen 
med hende, skildrer hendes dybe Ydmyghed paa følgende 
Maade : 
•) R. L 16. 



— 205 — 

»Hun var ikke blot udvortes ydmyg for Mennesker, 
men holdt sig ogsaa i sit Hjerte for en stor Synderinde, 
der ikke var værdig til at modtage de underfulde Gunst- 
bevisninger og Samtaler, Kristus tilstod hende. Hun 
undredes over, ja næsten bebrejdede Herren, at han netop 
havde udkaaret hende, den Uværdigste af alle, til at hore 
og se guddommelige Ting og til at nedskrive hans aller- 
helligste Ord. Aldrig var hun stolt af den Naade, Gud 
overøste hende med, men daglig ydmygede hun sig, hyp- 
pigt under Taarer; jeg har selv været Vidne dertil. Hun 
regnede sig desaarsag kun for en større Skyldnerinde 
overfor Gud og frygtede for, at der skulde kræves saa 
meget mere af hende for Dommen. Helst havde hun levet 
helt ukendt, saa at hun kunde have skjult hine guddomme- 
lige Aabenbaringer for ikke at udsætte Ydmygheden, der 
i hendes Øjne var en saa kostelig Dyd, for nogen Fare.« ! ) 

Et endnu vigtigere Vidne end Biskoppen af Jaen er 
Pave Bonifacius XI, der kalder hendes Ydmyghed »under- 
fuld og bekræftet«. 2 ) 

Den samme Sjælsstemning taler til os fra Birgittas 
Breve. Saa længe hun taler belærende, er alt affattet i 
diktatorisk Stil, men naar hun giver Eaad, aander hendes 
Stil den dybeste Ydmyghed og Selvfornedrelse. Vi anføre 
her kun to: det første er til en Kleriker, der efter et 
meget ufuldkomment Liv nu med hele sin Sjæl havde 
begyndt at hengive sig til Gud og Dyden. For at advare 
ham mod de Skær, der nu true ham i det gejstlige Liv, 
skriver Birgitta saaledes til ham: 

»Lov og Pris være den almægtige Gud for alle hans 
Gerninger! 

Evig Pris være ogsaa den, der har begyndt at virke 

') Seudeskrivclse Kap. 3. 
*) Kanonisationsbullen. 



— 206 — 

Naade i dig. Vi se, at naar Jorden er dækket af Is og 
Sne, da kan hvilken som helst Sæd, man end udsaar, kun 
spire paa de faa Steder, der opvarmes af Solstraalerne, 
hvor der da ved Solens Varme og velgørende Indvirkning 
fremspirer Græs og Blomster. Heraf kan man erkende, 
af hvad Art og Beskaffenhed Sædekornet har været. Paa 
lignende Maade forekommer det mig, at hele Verden nu 
er dækket at Hoffærdighedens, Begærlighedens og Yppig- 
hedens Aand, saa at der desværre er saare Faa, af hvis 
Ord og Gerninger man kan slutte, at der bor fuldkommen 
Kærlighed til Gud i deres Hjerter. Derfor er det vist, at 
lige som Guds Venner have glædet sig, da de saa Lazarus 
til Guds Ære opvakt fra de Døde, saaledes glædes ogsaa 
Guds Venner nu, naar de se en opstaa fra de tre nævnte 
Laster, som i Sandhed ere den evige Død. Men tillige er 
ogsaa følgende at bemærke: 

Lige som Lazarus efter sin Opstandelse blev Genstand 
for et dobbelt Had (Lazarus havde nemlig kødelige Fjender, 
de Mennesker, der vare Guds Fjender og hadede ham paa 
kødelig Vjs; men han havde ogsaa aandelige Fjender, 
nemlig de onde Aander, der aldrig ønskede at blive Guds 
Venner, og disse hadede ham paa aandelig Vis), saaledes 
træffer ogsaa et dobbelt Had dem, der opstaa fra Døds- 
synderne og ville bevare Kyskheden, men fly Hoffærdighed 
og Begærlighed. Thi paa to Slags Maader ville de Men- 
nesker, som ere Guds Fjender, skade dem paa kødelig Vis, 
ligesom ogsaa Djævlene anstrænge sig for at berede deres 
Undergang i dobbelt Forstand. For det første dadle 
Verdensmenneskene dem i deres Tale; for det andet genere 
de dem, for saa vidt det staar i deres Magt, med deres 
Gerninger for at faa dem til at leve og handle ligesom 
de selv gøre og atter bringe dem bort fra det begyndte 
Gode. Men et Menneske efter Guds Hjerte kan, om han 



— 207 — 

ogsaa først for nylig har omvendt sig til et fuldkomment 
Levned, bedst overvinde den Slags ildesindede Mennesker, 
naar han bærer deres Smædeord med Taalmod og, naar de 
se paa det, hengiver sig saa meget desto ivrigere til Ud- 
øvelsen af dydige og hellige Gerninger. 

Ogsaa Djævlene bestræbe sig paa to Maader for at 
bedrage dem, der have begyndt et nyt Liv. Først tragte 
de af alle Kræfter efter at forlede den nye Guds Tjener 
til at falde tilbage til de gamle Synder. Lykkes dette 
dem ikke, saa søge de at bringe det til, at hin udfører 
sine gode Gerninger paa en ufornuftig og uklog Maade, til 
at han hengiver sig til overdreven Faste, Vaagen og ydre 
overdrevne Bodsgerninger, for at hans Legemskræfter 
skulle udtømmes, og han som Følge heraf skal blive ud- 
mattet i Guds Tjeneste. Imod det første gives der intet 
bedre Middel end hyppigt, ydmygt og oprigtigt Skriftemaal 
af Synderne og sand indre Sønderknuselse over det fore- 
gaaende Livs Forbrydelser. Imod det andet er det bedste 
Middel en dyb Ydmyghed, saa at man hellere i alt skal 
adlyde en ældre Gejstlig end ville lede sig seR i sine 
Gerninger og Bodsøvelser. Dette Lægemiddel er i Sand- 
hed saare heldbringende, og det saa meget mere, naar 
Raadgiveren er uværdigere end den, der modtager Raadet, 
fordi det da med fald Sikkerhed kan haabes, at Gud selv 
ved sin Hjælp vil understøtte Raadgiveren til at give de 
nyttigste Raad, naar kun Giveren og Modtageren af det 
gode Raad stræbe efter Guds Ære og Forherligelse. Men 
nu, elskede Ven, eftersom vi bægge, nemlig du og jeg, 
ere opstandne fra Synderne, ville vi i Forening anraabe 
ham om at give os sin guddommelige Bistand, mig til at 
tale, dig til at adlyde. Og Gud maa saa meget mere 
anraabes om Bistand, fordi du, der er anset, ædel og viis, 
har værdigedes at spørge mig, den Uværdige, Uforstandige 



— 208 — 

og Ubekendte, til Raads. Og sandelig haaber jeg, at Gud 
vil se paa din Ydmyghed og lade det, jeg tilskriver dig 
til hans Ære, komme dig til Held for Sjæl og Legeme 1 ). 

Birgitta.« 

En Biskop, der for den hellige romerske Kirke styrede 
Mark Ankona, følte sig foruroliget i sin Samvittighed, fordi 
han var nødsaget til at være borte fra sit Stift og derfor 
frygtede for ikke ret at kunne lede de Sjæle, der vare 
betroede til hans Varetægt. Han bad derfor Birgitta sige 
ham, hvad der behagede Gud mest, enten at han vendte 
tilbage til sit Stift, eller at han vedblev at forvalte det 
ham betroede Embede. 

Birgitta tilskrev ham følgende Svar: 

»Gud være priset for al sin Godhed i Evighed. Amen. 
Min Herre og ærværdige Fader, først en ydmyg Hilsen! 
I hør i Ydjnyghed skrevet, at jeg, en eder ubekendt Frue, 
indstændig skal bede til Gud for eder. Herpaa svarer 
jeg eder i Sandhed, som min Samvittighed forpligter mig 
til, at jeg desværre er §n stor Synderinde og helt uværdig 
til at bede for eder. I har ogsaa skrevet til mig, at jeg 
skal give eder nogle aandelige Raad til Frelse for eders 
Sjæl. Og derfor har Gud set paa eders Tro og Ydmyghed 
og som en god Fader villet opfylde eders Ønsker, idet 
han ifcke har agtet paa mine Synder, men kun har set 
paa den ydmygt Bedendes inderlige Ønske. Thi da jeg, 
der som en Synderinde er helt uværdig til slige Ting, i 
Gaar bad for eder til min Herre Jesus Kristus, viste han 
sig selv for mig i Aanden og sagde til mig i en Lignelse : 
»Du, hvem det er givet at se og høre aandelige Ting, giv 
nu vel Agt og vid, at alle Biskopper, Abbeder og alle 
øvrige Kirkens Prælater, som forlade deres Kirker og de 
dem anbetroede Faar og forvalte andre Embeder for at 
•) R. VI. 79. 



— 209 — 

naa til højere Ærespladser og blive agtede af Menneskene, 
ere, selv naar de i deres Forvaltning ikke gøre sig skyldige 
i anden Uretfærdighed, at ligne med urene Dyr, som man 
har beklædt med biskoppelige og præstelige Klædebon. . . .« 
Heraf, ærværdige Fader og Herre, har jeg erkendt, at I 
skal gøre saaledes: Gransk i eders Samvittighed, om hine 
Kristi Faar, nemlig de, der ere eder betroede i eders 
Bispedømme, under eders Fraværelse blive godt og gejst- 
ligt styrede eller ikke. Ledes de til Gavn og Fordel for 
Sjælene, og ser I desuden, at I i Forvaltningen af Mark 
Ankona kan udrette mere til Guds Ære . og til Frelse for 
Sjælene end i eders Bispedømme, da siger jeg eder, at I 
efter Guds Vilje tør forblive i eders nuværende Embede, 
saafremt blot ikke Længsel efter Ære eller forfængelig 
Berømmelse fastholder eder der. Men hvis derimod eders 
Samvittighed siger eder det modsatte, da raader jeg eder 
til at opgive eders Stilling i Mark Ankona, at vende til- 
bage til eders Kirke og at fæste Bo i det eder betroede 
Stift for at styre eders eller rettere Kristi Faar og med 
Ord, Eksempel og Gerning vogte dem, ikke skødesløst og 
slet som en Lejesvend, men omhyggeligt og trofast som 
en sand og god Hyrde. Tilgiv mig, min Herre og Fader, 
at jeg, en uvidende Kvinde og uværdig Synderinde, skriver 
dette til eder. Jeg beder vor sande og gode Hyrde, der 
har værdigedes at dø for sine Faar, om at give eder den 
Helligaands Naade til værdigt at vogte hans Faar og til 
at opfylde hans glorværdigste og allerhelligste Vilje ind- 
til eders Død. 1 ) Birgitta.« 



*) R. VII. 29. 



A. niMNKMANM : DEN HELLIOE niROITTA. 1 4 



— 210 — 



FEMTE KAPITEL Den hellige Birgittas Sjæle- 
iver. — Forfølgelser. — Ave maris 
Stella. - 1350. 

1 Hedenskabets Tider hårde man fejret Aarhundredets 
Skifte red glimrende Lege; fra den kristne Tidsregnings 
Begyndelse fejredes det stedse med Bønner, højtidelig 
Gudstjeneste og Aflad. Men de egentlige Jubilæers ube- 
skrivelig store Velgerning kom dog Kirken og det troende 
Folk forst til at nyde henimod Slutningen af Middelalderen 
under Boxtfacius YllFs Pontifikat Den 18. Januar i 
Aaret 1300, da Petri Stolfest fejredes, besteg denne Pave 
Prædikestolen og forkyndte det første Jubelaar, idet han 
støttede sig paa den kirkelige Tradition om Indulgenserne 
for de romerske Pilegrimme og i Kraft af sit Embede som 
Kirkens øverste Hyrde tilstod Aflad for dem, der fra nær 
og fjern i Aarets Løb besøgte Apostlenes Basilika og 
angerfuldt bekendte deres Synder. Som Frist for de 
fromme Øvelser blev for Udlændingene sat en Maaned, for 
Romerne fjorten Dage. Tilstrømningen var uhyre, Troen 
viste sig atter genoplivet og frejdig efter de mange Kampe, 
der fra det politiske Omraade vare dragne hen over det 
indre Liv. Pavedømmet stod paa ny i sin fulde Glans 
som en verdensbeherskende Magt, og Bonifacius kunde 
med Bette glæde sig, da han Juleaften højtideligt sluttede 
Jubilæet *). 

Det var en af de sidste Glæder for denne store Pave, 
hvem Verden til Tak for den store Velgerning, han havde 
skænket den, meget snart rakte Lidelsernes bitre Kalk. 

*) Rbuxoht, Geschichte der Stadt Rom. B. II. S. 650. 



— 211 — 

BoNiFAcros tømte den med en Helgens Heltemod og skulde 
allerede faa Aar efter i Himmelens evige Glæde erfare, hvor 
mange Velsignelser det af ham først forkyndte Jubilæum 
gennem alle Tider og Aarhundreder vilde bringe Men- 
neskene. 

Halvtredsindstyve Aar vare alt henrundne siden hin 
Tid, "det havde været tunge Lidelsesaar for den hellige 
Kirke, hvilken det babyloniske Fangenskab, som man med 
Rette kalder Pavernes 70-aarige Ophold i Avignon, saavel 
som Usædeligheden blandt mange af dens Sønner, endog 
af selve Klerus, havde slaaet dybe Saar. Men som en 
barmhjertig Moder, der glemmer sine egne Lidelser, havde 
Kirken desuagtet paa ny aabnet sine rige Afladsskatte til 
Gavn og Velsignelse for alle sine Børn. Tilstandene i Rom 
vare meget forskellige fra dem for et halvt Aarhundrede 
siden, da det første Jubelaar fandt Sted. Cola di Rienzo 
havde vist sig paa den politiske Himmel som et glimrende 
Meteor, der atter var forsvundet. Han havde ikke retfærdig- 
gjort de store Forhaabninger, Romerne havde sat til ham, 
og Byen Rom var nu atter efter en kort Fredsperiode 
prisgiven Lovløshed og Anarki. 

Den pavelige Legat Annibaldo da Ceccano udfoldede 
vel Kirkefyrstens hele Pragt, da han forkyndte Jubilæet, 
men det lykkedes ham ikke at sætte sig i Anseelse hos 
Folket. Tilløbet af Pilegrimme var dog endnu større end 
for 50 Aar siden; der begyndte et Slags Folkevandring 
fra alle Vesterledens Lande til Rom. Jubelaaret, der be- 
gyndte, netop som Pestens Voldsomhed var i Færd med 
at lægge sig, kunde under de foreliggende Omstændigheder 
sammenlignes med Regnbueij efter Syndfloden; det var 
Tegnet paa, at Himmelen nu havde forsonet sig med Jorden 
og vilde skænke dem sin Trøst, hvem Sygdommen havde 
sparet. De Troende i deres Helhed imødesaa dette Tids- 



— 212 — 

punkt med Længsel. Betingelsen for at blive delagtig i 
Afladen var Besøg i de hellige Apostle Petrus og Paulus'es 
Kirker i Rom. Trods de Besværligheder, der vare for- 
bundne med Rejsen, dels paa Grund af Landevejenes slette 
Tilstand, dels paa Grund af Faren for Røvere og paa Grund 
af de Omkostninger, som Datidens Transportmidler ud- 
krævede, var dog Antallet af de Pilegrimme, som Fromlieden 
førte til Rom, saa overvættes stort, at alle Historieskrivere 
have noteret det som noget i allerhøjeste Grad paafaldende. 
Ved Synet af de Menneskestrømme, der trængtes i den 
evige Stads Gader, skulde man mindst have troet, at en 
forfærdelig Farsot i tre Aar havde lagt Jorden øde. Gaderne 
vare i den Grad overfyldte, at man, hvad enten man var 
til Fods eller til Hest, blev baaren fremad. Fra Jul, da 
Jubilæet blev aabnet, indtil den 28. Marts, da Paasken 
den Gang faldt, var der paa Tider 1 200 000 Pilegrimme i 
Rom, og aldrig under en Million. Fra Paaske til Pinse 
var det laveste Tal 800 000. I Sommertiden aftog Til- 
strømningen noget paa Grund af Heden og Markarbejdet. 
Men henimod Slutningen af Aaret, da Jubilæet nærmede 
sig sin Ende, blev Tilstrømningen atter lige saa stor som 
i de første Dage. I Begyndelsen var det mest Altnuesfolk, 
der kom, imod Slutningen kom de Fornemme. Det var 
rørende at se, hvorledes alle Stænder indfandt sig for at 
knæle ved Kirkens Beskytters Altre og bønfalde om Naade 
hos Gud, der slaar og helbreder, der straffer og tilgiver. 
Hvor stor Fryd og Jubel, der opfyldte vor Helgen- 
indes Hjerte ved Synet af den talløse Masse Pilegrimme 
i den evige Stad, lader sig ikke let beskrive; lige saa 
vanskeligt er det at afgøre, hvori Birgittas Iver lagde sig 
for Dagen i det mest straalende Lys, om det var i hendes 
Iver for selv at vinde Aflad eller i hendes utrættelige Be- 



— 213 — 

stræbeiser for ved sine Ord og sit Eksempel at anspore 
de Troende til at vinde Aflad. 

Den Iver og Andagt, hvormed den spinkle Frue be- 
søgte Stationskirkerne trods de ualmindelig voldsomme Regn- 
skyl, den saa at sige himmelske Fromhed, der forklarede 
hendes Ansigt, som var bleget af Lidelser og Bedrøvelse, 
undlod ikke at gøre et dybt Indtryk paa de kristelige 
Pilegrimme, og dette Indtryk steg til den største Beun- 
dring, da de fik at. vide, at den fromme bedende Kvinde, 
som de saa ofte havde set bede om Almisser i deres 
Midte, var den en Gang saa ipægtige Fyrstinde af Nerike, 
en nær Slægtning af det svenske Kongehus. 

Gud betjente sig under Jubilæet af sin trofaste Tje- 
nerinde til at udrive talløse Sjæle af Fordærvelsen og vinde 
dem for Himmelen. Hun modtog nogle Aabenbaringer om 
den Forberedelse og Sjælsstemning ! ), der udkræves til at 
vinde Jubilæumsaflad, og bekendtgjorde efter Kristi Befaling 
disse Meddelelser for det troende Folk. Hun formanede 
dem i Guds Navn til at aflægge et oprigtigt, angerfuldt 
Skriftemaal og til værdigt at modtage det hellige Alterens 
Sakramente som den første og uundværligste Betingelse for 
at vindenden Naadeskat, Guds forbarmende Kærlighed til- 
byder, og beviste med vidunderlig Veltalenhed, hvorledes 
ved sand Bod den tabte Naade genvindes, Synden udslet- 
tes og Guds Barmhjertighed findes i sin rigeste Fylde. 

Om hvor stor Aflad der overhovedet kunde vindes i 
Eom, offentliggjorde Birgitta følgende Aabenbaring, som 
hun havde modtaget: 

»Afladen i Roms Kirker er større, end man aner; thi 
de Mennesker, der komme med fuldkomment, det vil sige et 
af Bod renset Hjerte til denne Aflad, faa ikke alene Til- 

') H. IL 27, 



— 214 — 

givelse for deres Synder, men ogsaa den evige Herlighed. 
Men om ogsaa et Menneske tusinde Gange hengav sit Liv 
for Gud, saa var han dog ikke den ringeste Glorie værdig, 
som gives de Hellige. For de utallige Synder tilkommer 
der ogsaa Mennesket utallige Straffe, og om han saa levede 
tusinde Aar, vilde det dog ikke være ham muligt at gøre 
Fyldest og afbetale sin Gæld; men ved Afladen blive 
mange Straffe eftergivne, og den sværeste og længste Straf 
forvandles til den ringeste. Men de, der efter at have 
faaet Aflad skilles fra Verden med fuldkommen Kærlighed 
og sand Anger, fritages for alle Straffe, fordi jeg, Gud, 
ikke alene giver mine Hellige og Udvalgte, hvad de bede 
om, men endogsaa giver dem det dobbelt og hundred- 
foldigt for deres Kærligheds Skyld. 1 )« 

I Jubelaaret blev den Svededug, som den hellige Ve- 
ronika rakte Kristus paa hans Smertens Vandring forevist 
paa Søn- og Festdage i St. Peterskirken, ved hvilke Lej- 
ligheder Trængselen var saa stor, at undertiden flere Men- 
nesker fandt Døden. 2 ) En fornem Krigsmand vovede en- 
gang i Birgittas Nærværelse at drage Ægtheden af dette 
kostbare Klenodie i Tvivl. Straks efter sagde Kristus til 
hende; »Om min Svededug skal hin Mand vide, at lige 
som mit Blods Sved ved Begyndelsen af min Lidelse fra 
mit Legeme randt til Jorden, saaledes er hin Sved flydt 
fra mit Ansigt til Trøst for de kommende Slægter. 3 )« 

Ved Offentliggørelsen af alle disse Aabenbaringer og 
det underfulde Eksempel paa; Dyd, som Birgitta gav, blev 
det troende Folks Iver og Andagt saa stor, at man i Kom 
ikke kunde finde Præster nok til at høre de fromme Pile- 
grimmes Skriftemaal. 

x ) R. VI, 102. 

8 ) Reumont: Geschichte der Stadt Rom B. II. S, 885, 

8 ) R. IV. 81. 



— 215 — 

Ogsaa fra Sverrig og Norge "kom talrige Pilegrimme 
til Rom for at øse af Kirkens Naadeskat. Den forfærde- 
lige Pest, der i Begyndelsen af Jubelaaret udbrød i Sver- 
rig, havde gjort Skandinaviens stolte Sønner og Døtre yd- 
myge og i store Skarer strømmede de nu til den hellige 
Stad for ved Apostelfyrsternes Grave at bede om Naade 
og Barmhjertighed for sig selv og deres Fædreland. Bir- 
gitta modtog de nordiske Eomafarere med inderlig Glæde; 
hun stod dem bi med Raad og Daad i alle deres Anlig- 
gender og gav gerne de Fattige iblandt dem et Asyl i sin 
beskedne Bolig. Men Petrus Olafson, der ved sin Sjæle- 
iver og sit dydige Levned havde erhvervet sig stor Agtelse 
i Rom, blev af Pavens Repræsentant, Biskoppen af Orvieto, 
udnævnt til den svenske Nations Pønitentiarius og til 
Skriftefader ved St. Peterskirken i Rom og forsynet med 
ekstraordinær Magtfuldkommenhed ! ). 

Blandt de svenske Pilegrimme befandt sig ogsaa Kong 
Magnus'es Stormarskal. Han opsøgte Birgitta, og det lyk- 
kedes hende snart at opflamme denne Hofmand, der havde 
været hengiven til Verdens Glæder og Nydelser, saa stærkt 
til Gud, at han efter at have aflagt et angerfuldt Skrifte- 
maal daglig besøgte Stationskirkerne til Fods og med blottet 
Hoved og inderlig bad Gud om, at han hellere vilde lade 
ham dø og aldrig gense sit Fædreland end lade ham 
falde tilbage til sine gamle Synder. Gud bønhørte denne 
fromme Bøn, thi paa Hjemvejen naaede han ikke længere 
end til Montefiascone, hvor han blev syg og døde. Herren 
underrettede Birgitta om hans Dødsstund og sagde til hende: 
»Se, min Datter, hvad den gode Vilje formaar, og hvor 
stor Guds Barmhjertighed er. Hin Sjæl var i Løvens Gab, 
men dens gode Vilje har udrevet den fra Løvens Tænder, 

») R. VI t 71. 



— 216 — 

og nu er den paa Vejen til sit sande Hjem og vil blive 
delagtig i alt godt, som sker i Guds Kirke 1 ).« 

En fornem Kriger fra Skaane, hvem Birgitta ligeledes 
havde omvendt ved sine Bønner og Formaninger, døde, 
straks efter at han havde vundet Jubelafladen, og viste sig 
for Helgeninden. Hun saa den Afdøde iført et skarlagen- 
rødt Gevandt, der dog var isprængt med nogle sorte Draa- 
ber. Da hun nøje havde betragtet dette Syn, forsvandt 
det atter. Tre Dage efter viste den Afdøde sig for anden 
Gang for hende, og hans røde Gevandt vaT nu besat med 
nogle lysende Ædelstene. Da Helgeiunden tænkte over, 
hvad dette kunde betyde, sagde Herren til hende: 

»Denne Sjæl var besværet af Verdens Sorger, men da 
den havde sand Tro, kom den til Rom for at vinde Afladen, 
opnaa den guddommelige Kærlighed og den Naade : for 
Fremtiden ikke mere at fornærme Gud med nogen frivillig 
Synd. Skarlagensdragten, som du saa den Afdødes Sjæl 
iført, betyder den guddommelige Kærlighed, som Mandens 
Sjæl om end kun ufuldkomment opnaaede før hans Død. 
De sorte Pletter derimod betyde den naturlige Kærlighed 
til Slægtninge og Fædreland, der endnu rørte denne Sjæl 
mægtigt og fængslede den til dette forgængelige Liv. De 
skinnende Ædelstene, som du saa paa den Afdødes Gevandt, 
da han anden Gang viste sig for dig, betyde, at hans Sjæl 
paa Grund af sin gode Vilje og Jubelafladens velsignelses- 
rige Virkning er kommen nærmere til den Krone, hvor- 
efter den har længtes. Se altsaa, min Datter, og oveTvej, 
hvor megen Naade der tilvendes Menneskene ved Aflad i 
Byen Rom, naar de kun valfarte hertil i en ren, hellig 
Hensigt; thi Guds Kærlighed og Naade bliver i Sandhed 
formedelst denne Aflad, som mine Helgene have fortjent 

*) H. IV. 34. 



— 217 — 

og erhvervet ved deres Blod, forlenet de Troende og til- 
vendt dem i rigt Maal 1 ).« 

Ogsaa med denne Aabenbaring gjorde Birgitta det 
troende Folk bekendt, for endnu mere at anspore de fromme 
Eomafarere til at benytte Afladens rige Naadeskatte og 
med hende prise og forherlige Gud, der i sin Kærlighed 
har skænket Menneskene et saa let Middel til at udslette 
Syndestraffene og naa til den evige Saligheds Glorie. 

Petrus Olafsok, der som en simpel og ydmyg Søn 
af den hellige Berkhard kun ugerne saa sig forlenet med 
en højere kirkelig Værdighed, overtog imidlertid med stor 
Glæde den dermed forbundne Møje og Anstrengelse og 
gjorde under Jubilæet Kirken vigtige Tjenester. Hans 
store Lærdom og Fromhed havde allerede for længe siden 
vundet ham den pavelige Vikars Tillid, og denne var glad 
ved i den svenske Ordensmand at have fundet en kraftig 
Støtte. 

En Dag kom der til Petrus en Pilegrim, der hørte 
til Sverrigs højeste Adel, og bad om, at han vilde høre 
hans Skriftemaal. Den Ulykkelige havde paa saa gruop- 
vækkende Maade gjort sig skyldig i den Synd, om hvilken 
Apostelen siger, at den ikke engang skulde nævnes blandt 
Kristne, at Petrus uagtet alle sine Fuldmagter dog ikke 
vovedq at give ham Absolution. Næste Dag kom den 
arme Synder atter ind i Skriftestolen og bad om Abso- 
lution. Men Petrus, der var greben af Forfærdelse over 
en saa frygtelig Forbrydelse, vovede endnu stadig ikke at 
løse ham fra hans Synder. Den arme Bodfærdige opsøgte 
nu den hellige Birgitta, tilstod under hede Taarer sine 
Forbrydelser for hende og beklagede sig derpaa bitterligt 
over, at Skriftefaderen nægtede ham Absolutionens Naade. 

l ) R. IV. 81. 



— 218 — 

Birgitta skjulte den Afsky, der fyldte hendes rene Sjæl 
ved at høre paa slige Laster, trøstede den angerfulde Syn- 
der med milde Ord, og lovede at bede for ham og Skrifte- 
faderen. Da Birgitta nu kastede sig ned paa Jorden og 
anraabte om Barmhjertighed for den arme Synder og om 
Raad og Oplysning for Petrus Olafson, sagde Guds Søn 
til hende : »Siig til hin gode Skriftefader, at han skal ab- 
solvere alle Syndere, der komme til ham med sand An- 
ger indtil der kommer en, om hvem jeg siger, at han 
ikke skal absolveres. Men han skal vogte sig for at fore- 
gribe Kirkens ofFentlige Dom. 1 )« Da Petrus Olafson havde 
hørt dette, tøvede han ikke længer med at absolvere den 
skyldbetyngede Synder, og vor Helgeninde jublede med 
Himmelens Engle over Omvendelsen af en Synder, der i 
Sandhed havde gjort Bod. 

Birgitta udvirkede ogsaa paa Herrens Befaling, at 
alle Skriftefædre, saa længe Jubilæet varede, fik Lov til 
at give Syndsforladelse i alle de Tilfælde, hvori det ellers 
alene er forbeholdt Biskopperne at absolvere, for at, som 
Kristus selv sagde til hende, de stakkels Syndere ikke i 
lange Tider skulde sendes frem og tilbage, udspørges, 
afskrækkes fra Skriftemaalet og saaledes udsættes for den 
Fare at dø i deres Synder. 2 ) 

Saaledes var Herrens Brud i Sandhed bleven den 
Kanal 8 ), gennem hvilken der skulde tilflyde Verden mange 
Naadegaver, Synderne Omvendelse og den hellige Kirke 
stor Trøst. Hun var ligesom Midtpunktet for alt aande- 
ligt Liv, og hendes Indflydelse paa alle Samfundets Lag 
var ubeskrivelig stor. Folket og de Fattige strømmede til 
hende; thi de saa i hende en Moder og en trofast Del- 

■) R. IV. 71. 
•) R. VI. 72. 

8 ) Extravagantes 47, 



— 219 — 

tager i deres eget Liv, eftersom hun jo saa gerne dvæ- 
lede iblandt de Allerringeste for at bede om Almisser 
sammen med dem. Adelen og Fyrsterne opsøgte hende, 
fordi man regnede det for en Pligt, Anstanden bød, at 
aflægge et Besøg hos Fyrstinden af Nerike, der stod det 
svenske Kongehus saa nær, og at vise hende den Agtelse, 
der tilkom hendes Stand. 

Men i det samme Kom, hvor man ærede denne Guds 
Tjenerinde saa højt, skulde der snart rejse sig en frygtelig 
Storm af Forfølgelse imod hende. 

Det romerske Folks Tøjlesløshed dannede en skarp 
Kontrast til Pilegrimmenes Andagt. Den pavelige Legat 
Kardinal Annibaldo da Ceccano, en Mand, der forenede 
sjælden Klogskab i Statsstyreisen med stor Fromhed, gjorde 
sig megen Umage for under Jubilæet at forsyne Kom med 
alt fornødent, at sørge for Sikkerhed paa Gaderne og i 
alt at gaa frem med den Mildhed og Kærlighed, der søm- 
mer sig en gejstlig Regering. Da han frygtede for, at 
Levnedsmidlerne skulde slippe op paa Grund af den uhyre 
Folkemængde, der strømmede til Rom, og da han vilde 
gøre det muligt ogsaa for de fattigste Pilegrimme at vinde 
Jubelafladen, saa formindskede han Antallet af de til 
Øvelserne bestemte Dage og fastsatte endelig een eneste 
Dag som Frist for Romafarerne. Denne vise Foranstalt- 
ning misbilligedes af mange Romere, der kun tænkte paa 
at berige sig ved et længere Ophold af de Fremmede. 
De fremkaldte en Opstand mod Kardinalen, og Pøbelens 
Raseri steg endnu mere, da Annibaldo en Dag tilraabte 
Romerne: »I ere selv Skyld i, at Paven holder sig borte 
fra Rom. 1 )« Det forblindede Folk gik nu saa vidt, at 



*) Reumont, (Jeschichte der Stødt ]$om f B t Ilt S. 885, 



— 220 — 

* 

det molesterede hans Palads, saarede hans Tjenere og 
endog vovede et Anslag imod hans Liv. 

Birgitta fyldtes af dyb Smerte over disse Forbrydel- 
ser, bebrejdede de fortørnede Komere deres Ugudelighed 
og formanede dem til Bod og Bedring. Ved denne Lej- 
lighed forkyndte hun nogle af sine Aabenbaringer, i hvilke 
enkelte af de da herskende Laster og Misbrug strengt 
revsedes. Hun henvendte sig ogsaa til den pavelige Vikar, 
Biskoppen af Orvieto og bad ham om at hævde sin An- 
seelse med større Bestemthed, at gøre en Ende paa Op- 
standen og at straffe de Forbrydelser, der vare begaaede 
imod Kardinalen. Men hendes Bestræbelser vare denne 
Gang frugtesløse. Biskoppen af Orvieto gav kun liden 
Agt paa hendes Formaninger, hendes Aabenbaringer skæn- 
kede han ingen Tiltro og søgte at overtale sig selv til at 
tro, at det kun var et Foster af en sværmerisk Kvindes 
altfor levende Indbildningskraft. Men Folket blev mere 
og mere forbitret og hørte kun op med at forfølge Kar- 
dinalen, fordi det troede i Birgitta at have fundet en 
endnu værdigere Genstand for sit Had. 

Helgeninden bar al denne Modgang med Taalmodighed, 
uden Knurren og Klage, i den dybeste Ydmyghed, pri- 
sende Hefren. *) Kun eet bedrøvede hende, det at selve 
Pavens Repræsentant, Biskoppen af Orvieto, ingen Tiltro 
skænkede Herrens Ord. Men Kristus trøstede hende, 
idet han sagde til hende: »Hvorfor forvirres du over, at 
hin kalder mine Ord falske? Bliver jeg maaske slettere 
ved hin Prælats Dadel, eller bliver jeg bedre, naar han 
roser mig? Jeg er uforanderlig; min Salighed kan hver- 
ken forøges eller formindskes, og Ros trænger jeg ikke 



l ) Kanonisationsbullen. 



— 221 — 

til. J ) Vid imidlertid, at hin Biskop aldrig vil opnaa, hvad 
han med hele sin Sjæls Kraft stræber efter; hvad han 
har samlet skal han forlade og dø paa et fjernt Sted 2 ).« 
Birgitta meddelte ogsaa dette til Biskoppen, men med 
lige saa lidt Held. Fra den følgende Dag forlod Prælaten 
den hellige Stad og rejste til Avignon, hvor han straks 
efter sin Ankomst døde helt uventet. Hadet hos de 
Ildesindede blandt Folket formindskedes imidlertid ingen- 
lunde derved. Man begyndte offentlig at spotte, at udle 
og udskælde hende. Til sidst gik det forblindede Folk 
saa vidt, at de udskældte hende for en Landstrygerske, 
en Heks, en Spaakvinde og tragtede hende efter Livet. »I 
Ilden med hende, brænd denne Kætterske!« var det for- 
færdelige Raab, der skingrede i hendes Øren, hver Gang 
hun vovede at forlade sit Hus. Men Guds Tjenerinde 
forblev stedse rolig og uanfægtet overfor disse store For- 
haanelser. Kun da Pøbelens Kaseri syntes at have naaet 
sit Toppunkt, tænkte hun paa at forlade Bom for en Tid, 
for at ikke hendes Staldbrødre skulde udsættes for samme 
Fare, og de svage iblandt de svenske Pilegrimme skulde 
tage Forargelse. Dog kunde hun ikke komme til nogen 
afgørende Beslutning, eftersom hun, da hun forlod sit 
Fædreland, havde foresat sig ikke at forandre sit Ophold, 
med mindre Kristus eller hendes Skriftefader direkte be- 
falede hende det. 

Da hun nu i Bønnen anraabte Gud om Raad og 
Oplysning i denne Sag, viste Kristus sig for hende og 
sagde: »Du ønsker at vide min Vilje, om Du skal blive 
i Rom, hvor du har saa mange Fjender, der tænke' paa 
din Død, eller om du for en kort Tid skal unddrage dig 



l ) R. II. 28. 

*) Extravag. 102. 



- 222 - 

deres Ondskab. Jeg svarer dig herpaa, at naar du har 
mig; da behøver du ikke at frygte for nogen. Med min 
mægtige Arm skal jeg holde Ondskaben i Tømme, saa 
den ikke formaar at skade dig. Og uagtet mine Fjender 
engang med min Tilladelse have korsfæstet mig, saa 
ville de dog ingenlunde være i Stand til at skade eller 
dræbe dig.« Samme Dag viste den allersaligste Jomfru 
Maria sig for Birgitta, trøstede hende og sagde: »Min 
Søn, der har Magt over Mennesker, Djævle og alle Skab- 
ninger, holder paa usynlig Maade ethvert af dine Fjenders 
onde Anslag tilbage. Men jeg vil for dig og dine være 
det skærmende Skjold imod alle Anfald af dine aandelige 
og legemlige Fjender, derfor vil jeg, at du og dine Venner 
hver Aften skulle komme sammen for at synge Hymnen 
Ave maris stella, og jeg vil hjælpe eder i al Nød og i alle 
eders Bønner ! *)« 

Opfyldt af inderlig Tak mod Jesus og Maria, hendes 
mægtige Beskyttere, tænkte Birgitta nu ikke mere paa 
at forlade Kom. Hun samlede endnu samme Aften sin 
lille Menighed, meddelte den den hellige Jomfrus Befaling 
og sang daglig med sine Venner den yndige Hymne til 
den hellige Gudsmoders Ære. 2 ) 

Fra denne Dag af ophørte Forfølgelserne imod Birgitta ; 
Ave maris stella var blevet hende en beskyttende Vold. 
Maria gjorde sin elskede Datters Liv rent og hendes Vej 
sikker, indtil hun, beskuende Jesus, i evig Glæde skulde 
synge sin mægtige Beskytterindes Pris i Himmelen. 



*) Extrav. 8. 

*) Til Minde om denne Begivenhed indførte Petrus Olafson 
og den hellige Katharina af Sverrig i Birgittinerordenen 
den Skik daglig at synge Ave maris stella, en Øvelse, som 
den hellige Birgittas Døtre endnu den Dag i Dag udføre 
med den største Troskab. 



- 223 - 



SJETTE KAPITEL Den hellige Birgittas Rejse 
til Abbediet Farfa og til Bologna.— 
Klosterreformer. — Katharina af Sverrig 
opsøger sin Moder. 

iIerren havde befalet sin tro Tjenerinde ikke at for- 
lade Rom, saa længe Forfølgelsens Storm der rasede imod 
hende; hun skulde lære fastere og fastere at sætte sin 
Lid til ham og erfare den Kraft, der laa i hans mægtige 
Beskyttelse. Men næppe havde Folkets Kærlighed og 
Ærefrygt for Birgitta atter vundet Overhaand, før Kristus 
bød hende ufortøvet at rejse til Castel Nuovo, der hørte 
til Abbediet Farfa, hvor han havde beredt hende et Kam- 
mer. Helgeninden, der altid var beredt til at adlyde, til- 
traadte straks Hejsen, ledsaget af sin Skriftefader Petrus 
Olafson og to svenske Matroner, der havde ledsaget 
hende til Kom. 

Farfa, der er et af de i Middelalderen berømteste 
tre italienske Klostre (Monte Cassino, Nonantula og Farfa), 
ligger i Sabinerlandet ved den lille Flod af samme Navn. 1 ) Det 
eksisterede allerede, før Longobarderne foretog deres Indfald 
i Italien, men blev tilligemed mange andre Klostre ødelagt 
af dem. Det blev genopbygget i Aaret 681 af en Præst 
ved Navn Thomas fra Maurienna, der paa Tilbagerejsen 
fra det hellige Land kom til Farfa, og opnaaede snart en 
meget høj Anseelse. Af de longobardiske Konger og 
senere af Karolingerne saavel som af andre Velgørere 
og af Paverne fik det rige Gaver og udstyredes med Pri- 
vilegier og Fritagelse for alle Skatter og Afgifter. I lange 
Tider haandhævede det tillige en god og streng Disciplin 

') B. 432 n. 263 etc. 



— 224 — 

efter den hellige Benedikts Regel. Betegnende er den 
Forskrift, der efter Anmodning af Abbed Fulcoald til- 
stodes Klosteret af Hertug Lupo af Spoleto, at nemlig 
ingen Kvinde maatte betræde Klosteret eller de Celler, der 
omgav det, og heller ikke turde færdes ved Klosteret paa 
andre Veje end de særlig hertil bestemte. I Aarhun- 
dredernes Løb forandredes Tilstandene i Klosteret meget 
ofte. Til sine Tider se vi det ved sin Dyd og Viden- 
skabelighed fra Begyndelsen af saa navnkundige Abbedi 
nedsunket i en yderst : sørgelig og forkommen Tilstand. 
Sædelig Slaphed og Overmod traadte i Steden for den en- 
gang saa alvorlige og strenge Disciplin, og Klosterets 
Rigdomme have mere end een Gang for dets Munke været 
en Kilde til Fordærvelse. Da fremstod der atter fra Tid 
til anden udmærkede Mænd i Farfa, hvem det lykkedes 
med Bistand af de faa velsindede Munke at fremkalde et 
heldigt Opsving i Tingene. Dette skete saaledes navnlig 
i Begyndelsen af det ellevte Aarhundrede under den yd- 
myg 6 °S ivrige Abbed Hugo. Han drog Munke fra Subi- 
aco, Monte Cassino og Ravenna til Farfa, men de opnaaede 
kun lidet. Imidlertid kom den udmærkede Abbed Odilo 
af Clugny med sin Ven, Abbed Vilhelm af St. Benigne, 
fra Dijon til Italien, og under deres Ledelse udførte Hugo 
Clugny's Reform. Under vekslende Skæbne har Klosteret 
holdt sig lige til vor Tid. 

Da Birgitta havde naaet det omtrent 20 Mil fra. Rom 
beliggende Castel Nuovo, bankede hun ledsaget af sin 
Skriftefader paa det pragtfulde Abbedi Farfas Klosterport 
og bad ydmygt om at faa Herberg der for nogle Dage. Men 
man afviste hende med haarde og grove Ord, idet man 
støttede sig paa Klosterets gamle Forskrift, der forbød 
Kvinder Adgang, skønt der desværre under den daværende 
Abbed i Farfa havde indsneget sig en helt modsat Praksis. 



— 225 — 

Alt hvad Birgitta med stort Besvær og efter indstændige 
Bønner kunde opnaa var, at man til Bolig anviste hende 

• 

og hendes Ledsagere en i Nærheden af Klosteret liggende 
Faarehyrdehytte, der lignede en Hule. Munter og tilfreds 
begav Prinsessen af Nerike sig til # det hende anviste Her- 
berg for at vederkvæge sig lidt efter Rejsens Anstren- 
gelser. Da viste den guddommelige Frelser sig for hende 
i sin himmelske Glans og sagde mildt smilende til hende: 
»Dette er det Kammer jeg har beredt for dig; det er for 
dig en Lyksalighedens Skole, i hvilken du kan samle For- 
tjenester og lære ophøjede Ting at kende. Du, der tid- 
ligere har boet i høje og prægtige Huse, kan nu af Er- 
faring lære, hvad mine Hellige, der have boet i Huler, 
have lidt ! ).« 

Herrens lærvillige Discipel benyttede denne Forma- 
ning med stor Troskab. Helt fordybet i Gud skuede hun 
de første Kristnes Liv, deres natlige Gudstjeneste i Kata- 
komberne, deres af Bod og Forsagelse opfyldte Liv, deres 
Martyrium, som Bødlernes og Tyrannernes Grusomhed havde 
bragt dem, og deres inderlige Længsel efter Gud og Him- 
melen, et ublodigt Martyrium, der bøjede deres Hjerter, og 
som Birgitta saa godt forstod at føle med dem. Hun af- 
brød kun- disse Betragtninger for trofast mod Herrens Be- 
faling at arbejde paa at naa sin Rejses Maal. Det Øje- 
med, hvori Kristus havde sendt sin Brud til Farfa, var 
intet ringere end at reformere Abbediet, hvis Klosterdisci- 
plin dengang atter var kommet i fuldstændigt Forfald. 
Efter at have haft nogle Samtaler med den uværdige Abbed, 
var Birgitta fuldkomment paa det rene med, at han var 
et i Bund og Grund forfængeligt og hoffærdigt Menneske. 
To Ting vare hende især paafaldende, først at hun aldrig 



>) Extrav. 97. 

A. BRIKKMAVN: DEN HBLUQB BIRGITTA. 15 



■ 



— 226 - 

saa ham læse den hellige Messe i Klosterkirken og der- 
næst, at han i sin Dragt afveg fra den Simpelhed og Ar- 
mod, som var den herskende i Benediktiner- og Cister- 
cienserordenerne. Imidlertid fik hun dog forst af den 
allersaligste Jomfru Uuderretning om denne Ordensmands 
ulykkelige Sjælstilstand. 

Da Birgitta tænkte over, hvad der maatte gøres for 
at reformere Klosteret, viste' Maria sig for hende og 
spurgte: »Hvad strafbart ser du hos denne Abbed?« Bir- 
gitta svarede: »At han saa sjældent læser den hellige 
Messe.« Men Maria svarede: »Ikke for det bør han for- 
dømmes; thi der gives mange, som ved at tænke paa 
deres Gerninger af Ydmyghed holde sig borte fra daglig 
at fejre de hellige Hemmeligheder, og som alligevel ikke 
ere mig mindre kære for det. Hvad ser du ellers hos 
ham?« Og Birgitta svarede: »At han ikke bærer de af 
den hellige Benedikt anordnede Klæder.« Men Maria und- 
skyldte Abbeden ogsaa heri, idet hun sagde: »Det sker 
ofte, at en Vane gør sig gældende; og om end alle, der 
erkende den for slet, bør dadles, saa skal man dog ikke 
lige straks fordømme dem, der slet ikke kende rosværdige 
Grundsætninger og gerne vilde øve Armod, hvis ikke lang 
Vane havde vundet Overvægten. Men hør nu - paa mig, 
saa skal jeg sige dig, i hvilke tre Punkter han i Sandhed 
er strafværdig. For det første deri, at hans Hjerte, i 
hvilket Gud skulde hvile, er opfyldt af syndig Kærlighed 
til Skabningerne. For det andet deri, at den Ejendom 
han forlod, kun var ringe, men at han nu tragter efter 
meget fremmed Gods: han har lovet at fornægte sig 
selv, men følger nu ganske sin egen Vilje. For det tredje 
har Gud skabt hans Sjæl saa skøn som en Engels, og 
han burde derfor ogsaa føre . et Liv, der var en Engels 
ligt, men nu bærer hans Sjæl derimod Billedet af den 



— 22? — 

Engel, der frafaldt fra Gud paa Grund af sin Stolthed. 
Han er stor for Menneskene, men hvorledes han er for 
Gud, det veed kun Gud alene *).« 

Birgitta skrev disse aabenbarede Ord op og sendte 
dem til den uværdige Ordensmand. I en Samtale hun 
snart efter havde med ham, besvor hun ham med Bønner 
og Taarer om at forbedre sit Liv og frelse sin Sjæl. Be- 
snæret af denne Verdens forfængelige Glæder og Goder, 
som han ikke vilde opgive, foragtede den stolte Munk dog 
Helgenindens Bønner og Formaninger. Da hun talte med 
ham sidste Gang før sin Afrejse fra Farfa, sagde hun i 
Kristi Navn de frygtelig alvorsfulde Ord til ham: »Som 
Forstander og Abbed i dit Kloster skulde du være et Spejl 
for Ordensmændene, men du er berygtet for dine Synder 
og Forbrydelser. Du skulde være en Trøst for de Fattige, 
for Almissegiverne og de Trængende, men du er bleven 
en hovmodig Herre af andres Almisser. Dette ser man 
af, at du hellere bor i Slotte end i Klosteret. Du skulde 
være en Lærer og en Moder for dine Brødre, men du er 
bleven en Stiffader og en Stifmoder for dem. Du svæl- 
ger i Yppighed og Pragt, men hine ere bedrøvede og 
knurre den hele Dag. Naar du derfor ikke forbedrer dig, 
saa vil jeg afsætte dig fra dit Embede, fordrive dig fra 
dine Slotte, og du skal ikke have noget Fællesskab selv 
med den ringeste af Brødrene. Du skal heller ikke 
vende tilbage til dit Fædreland, saaledes som du tror, ej 
heller skal du nogen Sinde indgaa til mit Fædreland. 2 )« 
Med disse Ord skiltes Birgitta fra den overmodige Præ- 
lat, der spottede hendes Trusler, men kun altfor snart 
skulde erfare deres Opfyldelse. Han blev af Konventet for 

i) R. III. 27. 

2 ) Extrav. 105. 

15* 



— 22'8 — 

Klosteret Farfa afsat fra sit Embede, faldt i en skrækkelig 
Sygdom og døde en usalig Død 1 ). 

Sørgmodig og nedslaaet vendte vor Helgeninde til- 
bage til Rom. Hun begræd den ulykkelige Abbed af 
Farfa, der havde foragtet Guds Stemme, og søgte ved sin 
Bøn og sine Taarer at opnaa Guds Naade til, at der 
maatte komme en fuldstændig Reformation af Klosteret. 
Birgitta bad ikke forgæves, thi snart efter Abbedens Død 
vendte atter Klosterdisciplinen tilbage, og den hellige Regel 
overholdtes paa ny i Farfa. 

Da Helgeninden faa Dage efter sin Tilbagekomst til 
Rom efter Sædvane var fordybet i Kontemplation, udgik 
for anden Gang Herrens Befaling til hende om at rejse 
til Bologna for at reformere det derværende Dominikaner- 
kloster, hvis Aand og Disciplin ligeledes, vare i en meget 
daarlig Forfatning. Nedslaaet over sin sidste frugtesløse 
Mission, forfærdedes hun over denne Befaling og blev 
endnu mere sørgmodig end før, da hun ikke kunde fri- 
gøre sig for den Tanke, at hendes Bestræbelser her vilde 
blive lige saa frugtesløse som i Farfa. Hun følte desuden, 
hvor vanskeligt det vilde være for en Kvinde at optræde 
som Reformator for et Kloster af Prædikantordenen. Hen- 
des Tankegang var, som hun selv fortæller, følgende: 
»Naar du selv er god og dydig, saa er det jo egentlig nok. 
Hvad vedkommer det dig at dømme andre, at omvende 
eller belære de Gode. Dette er hverken efter dit Embede 
eller din Stand.« 

Men Birgitta følte, hvad hun ligeledes selv tilstaar, 
at hendes Hjerte blev haardt ved slige Slutninger, at hen- 
des Sind blev mere og mere ukærligt derved, og at Kær- 
ligheden til Gud svækkedes .i hendes Sjæl. Guds Moder 



') R. III. 22. 



— 229 — 

kom hende ogsaa denne Gang til Hjælp, bebrejdede hende 
slige ukærlige, egoistiske Tanker og formanede hende til 
ufortrødent og med fornyet Iver at arbejde paa andres 
Sjæles Frelse og Helliggøreise *). Hun sagde ogsaa føl- 
gende trøsterige Ord til hende: »Vid min Datter, at Guds 
Venner krones for hvert Ord og hver Gerning, som de 
sige og gøre for Guds Skyld og for at forbedre Sjælene, 
hvad enten de saa have omvendt mange eller slet ingen 2 ).« 
Paa ny styrket og ved godt Mod tiltraadte Birgitta nu 
sin Eejse, ledsaget af sin Skriftefader og to svenske Kvin- 
der, beredt til at gøre alt for Guds Ære og Sjælenes 
Frelse, selv om hun ikke skulde opnaa noget bedre Resul- 
tat end ved sin første Kejse. Da hun var kommen til 
Bologna, besøgte hun straks den hellige Nikolais Kirke for 
at bede ved den hellige Dominikus'es Grav, ære denne store 
Ordensstifters Relikvier og anraabe ham selv om Raad 
og Hjælp for hans Klosters Reform. Da hun saaledes laa 
paa Knæ foran den hellige Patriarks herlige Grav og bad 
med den inderligste Andagt, viste den allersaligste Jom- 
fru, som, er den hellige Dominikus'es særlige Beskytterinde, 
sig for Birgitta og fortalte hende, hvor stærkt Prædikant- 
ordenen laa hende paa Hjertet, paa hvilken Maade den 
var bleven stiftet efter den Helligaands Inspiration, og 
hvor meget godt den alt havde virket og endnu fremdeles 
skulde virke 3 ). 

Opfyldt af himmelsk Trøst forlod Birgitta Helgenens 
Grav for at begynde sin vanskelige Mission under den 
allersaligste Jomfrus Beskyttelse. Hun begav sig med sine 
Rejsefæller til Klosteret, hvor hun imod Forventning mod- 
toges med stor Ærbødighed af Forstanderen saavel som 

') R. IV. 21. 
2 ) R. IV. 31. 
8 ) R. III. 17. 



— 230 — 

af hele Konventet. Prioren, der for længe siden havde 
hørt om vor Helgenindes underfulde Aabenbaringer og 
hendes store Dyder, priste sig lykkelig ved at lære hende 
at kende og lod hende anvise en anstændig Bolig i de i 
Klostergaarden beliggende Lokaliteter. Af nogle Samtaler 
med Prioren skønnede Birgitta let, hvor mange Misbrug 
der havde indsneget sig i Klosteret, og hvor lidet tilbøjelige 
Munkene syntes at være til at indføre nogen som helst 
Reform. Men der var ogsaa nogle Punkter, som Birgitta 
selv ikke kunde blive klar paa. Der var nemlig nogle 
Lettelser i Klosterregelen, som vare blevne approberede 
af Paven. For Birgitta rejste der sig nu det Spørgsmaal, 
om disse Lettelser, saafremt der skulde foretages en Re- 
form, kunde faa Lov til fremdeles at staa ved Magt, eller 
om de burde stryges. Da hun i den Anledning med en 
inderlig Bøn henvendte sig til Guds Moder, viste denne 
sig for hende, og Birgitta tiltalte hende med følgende 
Ord: 

»Vredes ikke paa mig, min Herskerinde, naar jeg spørger 
dig: Kan man dadle disse Munke, fordi de nyde Kød og 
andre Retter, som man sætter for dem, efter at Paven 
har gjort den strenge Regel mildere?* 

Maria svarede derpaa, at Paven havde tilladt denne 
Formildelse i Betragtning af den menneskelige Svaghed, 
for saa vidt Brødrene derved bleve mere skikkede til at 
prædike, og at man altsaa hverken kunde dadle Kristi 
Statholder eller dem, der levede efter denne mildere Regel. 

Herrens Brud spurgte fremdeles: »Dominikus befa- 
lede, at Klæderne skulde forfærdiges hverken af det daar- 
ligste eller af det bedste Klæde; bør man dadle dem, naar 
de iføre sig blødagtigere Klæder?« 

Maria svarede: »Dominikus, der affattede sin Regel 
i min Søns Aand, befalede, at man ingen kostbare Klæder 



— 231 — 

skulde bære, paa det at man ikke skulde kunne beskj T lde 
Brødrene for Forfængelighed. Han anordnede, at de ikke 
skulde bære Klæder af det allerringeste og haardeste Klæde 
for ikke at generes altfor meget af Dragtens Haardhed, 
hvis de vilde sove efter Arbejdet. Derfor prise vi Domini- 
kus paa Grund af hans Anordninger, men dadle dem af 
hans Brødre, som bære Dragten af Forfængelighed og ikke 
af Nødvendighed, og i Snit og Stof afvige fra den givne 
Regel.« 

Birgitta spurgte endnu en Gang : »Bør maaske de 
Brødre dadles, som bygge prægtige Kirker for din Søn, 
eller bør de fordømmes, naar de tigge for at bygge slige 
Bygninger?« 

Den allersaligste Jomfru svarede: »Naar Kirken er 
stor nok til at rumme dem, der komme i den; naar Mu- 
rene ere høje nok til ikke at indsnævre dem, der komme 
i Kirken, og saa stærke, at de ikke kastes omkuld af et 
stærkt Vindstød, og naar Taget er fast sammenføjet, da 
have de bygget tilstrækkeligt. Thi Gud finder større Be- 
hag i et ydmygt 'Hjerte i en lav Kirke end i høje Mure, 
hvor de Bedendes Kroppe vel ere indenfor, men deres 
Hjerter udenfor. Derfor have Brødrene ikke nødig at fylde 
deres Kister med Guld og Sølv til at bygge Kirker for, 
thi selve Salomon hjalp det ikke, at han opførte prægtige 
Bygninger, da han forsømte at elske ham, for hvis Skyld 
de vare blevne opførte ').« 

Birgitta vovede dog endnu ikke at foretage noget af- 
gørende Skridt. Milde Forestillinger og Formaninger for- 
bleve fuldkomment frugtesløse overfor den rent verdslig- 
sindede Prior, og paa ny at gaa frem med skaanselløs 
Strenghed og lige som i Farfa true med Guds frygtelige 

») R. III. 18. 



— 232 — 

Straffedomme, det kunde hun ikke bringe over sig, da hun 
mente at være bleven sendt til forstokkede Syndere '). Det 
Gæstevenskab og den Ærefrygt, man viste hende i Klos- 
teret, gjorde hende det endnu vanskeligere at optræde med 
Haardhed og Bestemthed. Hun tænkte ved sig selv : »Naar 
min Gud, der er almægtig og alles Herre, taalmodigt har 
kunnet bære over med ham, der forraadte ham, hvor me- 
get mere bør da ikke jeg bære over med dem, hos hvem 
jeg bor, for at de ikke ved min Formaning og Dadel skulle 
blive endnu værre.« Kristus foreholdt sin Brud, at denne 
Tanke vel var gudfrygtig, men dog ingenlunde svarede til 
den Iver, hun skyldte at vise for hans Ære, og han sagde 
endvidere til hende: 

»Tal nu med Tillid om de Udskejelser, der begaas af 
dem, som ere mig utaalelige paa Grund af deres fortsatte 
Synder. Hvor forhærdede de end kunne blive imod mig 
paa Grund af din Dadel, saa vil det dog ikke blive regnet 
dig til Synd, men din Løn vil vokse i Størrelse. Thi og- 
saa Apostlene prædikede for mange, og om de end ikke 
omvendte alle, saa var dog deres Løn ikke ringere for det ; 
saaledes vil det ogsaa være med dig. Siig dem altsaa, at 
hvis de ikke forbedre sig, saa vil jeg pludselig komme til 
dem med saadan Strenghed, at alle, som høre det, skulle 
sukke, og de, som erfare det, skulle forgaa. Thi jeg vil 
dømme dem som Tyve med uudsigelig Skam overfor Eng- 
lene og alle Helgener, fordi de have taget Ordensklæd- 
ningen af andre Grunde end for den Fortjeneste, der følger 
af at føre et helligt Liv. De ere i mine Øjne som Røvere, 
der ere i Besiddelse af Gods, der ikke tilhører dem, men 
dem der leve gudeligt. Og som Bedragere vil jeg hen- 
rette dem med mit Sværd, der skal sønderhugge alle deres 

') R. IV. 76. 



— 233 — 

Lemmer fra Hovedet lige ned til Fødderne. Jeg vil og- 
saa opfylde. dem med bølgende Ild, der aldrig udslukkes, 
thi jeg har formanet dem som en kærlig Fader, og de 
have ikke hørt mig. Jeg har viist dem min Munds Ord, 
saaledes som det aldrig er sket tilforn, og de have for- 
agtet dem. Naar jeg havde sendt Hedningerne mine Ord, 
vilde de maaske have antaget dem og angret deres Syn- 
der. Derfor vil jeg ikke skaane dem, ej heller antage 
min elskede Moders og mine Helgeners Bønner for dem, 
men saa længe jeg er i min Herlighed, der er uden Ende, 
skulle de være i Pine. Saa længe Sjælen imidlertid er 
indesluttet i Legemet, saa længe staar Porten til min Barm- 
hjertighed aaben for dem.« 

Da Birgitta havde hørt de truende Ord, tøvede hun 
ikke noget Øjeblik mere med at vove alt for de forblin- 
dede Munkes Frelse. Hun ilede straks til Klosteret, lod 
Prioren kalde og meddelte ham Ord til andet, hvad Kri- 
stus havde, aabenbaret hende angaaende Klosterets ulyk- 
kelige Tilstand. Vor Helgenindes hele Mod og Iver var 
atter vaagnet, og efter at hun havde forkyndt den hellige 
Dominikus'es vildfarne Søn den Straf, der ventede ham, bøn- 
faldt hun ham med en saa henrivende Veltalenhed om 
ikke at tilbagestøde Guds Tilgivelse og Barmhjertighed, der 
endnu en Gang var tilbudt ham, at han, truffen af Naa- 
dens Straale, faldt for hendes Fødder og erklærede sig 
beredt til at gøre alt, hvad hun vilde forlange af ham i 
Guds Navn. Birgitta betoges af en ubeskrivelig Glæde 
over denne uventede Forandring af hans Sind og befalede 
ham atter at vaske sin Sjæl ren i Gudslammets Blod ved 
et oprigtigt og ydmygt Skriftemaal, at forandre sine Sæder, 
at forandre sit Liv og derpaa med al Iver at arbejde paa 
at reformere sit Kloster. Hun lovede at understøtte ham 
med sin Bøn og sit Raad i dette hellige Værk. 



— 234 — 

Da Prioren nogle Dage efter med Angerens Taarer 
havde skriftet sine Synder for Petrus Olafson og var 
forsonet med Gud, opsøgte han Birgitta og meddelte hende, 
at han havde besluttet at frasige sig sin Myndighed og 
Titel som Prior for at afsone sit tidligere Liv i Ydmyg- 
hed og Lydighed som den ringeste iblandt Brødrene. Bir- 
gitta afslog bestemt at gaa ind herpaa, da hun var fast 
overtydet om, at netop han nu var bedst skikket til i sit 
Embede som Klosterets Forstander at virke for hele Ordens- 
husets Reform. Hun bød ham at vedblive med at være 
Klosterets Prior og ligesom han hidtil havde været en 
Genstand for alle sine Undergivnes Forargelse, saaledes 
nu at blive dem et lysende Forbillede paa alle Dyder. 
Guds Tjenerinde havde ikke taget Fejl. Priorens Eksem- 
pel udøvede en vidunderlig Indflydelse paa alle Brødrene, 
den gejstlige Disciplin blev atter genoprettet, Misbrugene 
afskaffede, og Birgitta havde snart den Glæde at se kloster- 
lig Dyd og Selvfornægtelse holde deres Indtog i et Ordens- 
hus, hvis Medlemmer før næppe havde været synderlig 
anderledes end Verdens Børn. 

Den fuldstændige Reform af Klosteret gjorde det nød- 
vendigt for Birgitta at opholde sig endnu i nogen Tid i 
Bologna. Medens hun nu med utrættelig Iver hengav sig 
til dette saare vigtige Værk, udbad Petrus Olafson sig 
en Dag ganske uventet hendes Tilladelse til at maatte 
vende tilbage til Rom. Han kunde ikke angive nogen 
anden Grund til sin Rejse, end at han følte en indvortes 
uforklarlig Drift til at rejse tilbage til Rom saa hurtigt 
som muligt. Birgitta blev bange ved Tanken om at skulle 
blive alene tilbage i Klosteret; men hun vovede ikke at 
gøre nogen Indvending, bad sin Skriftefader om at give 
hende sin Velsignelse og lod sig ikke engang mærke med, 
hvor haardt det faldt hende at skulle undvære ham. 



— 235 — 

Petrus paaskyndede sin Rejse og besøgte straks efter 
sin Ankomst til Rom Sankt Peterskirken for ved Apostel- 
fyrstens Grav at bede for Birgitta og hendes Anliggender. 
Da han nærmede sig den hellige Grav, fik han Øje paa 
en ung kvindelig Pilegrim, der knælede ved Graven og 
bad inderligt, opløst i Taarer. Fuld af Medlidenhed traadte 
han hen til den Fremmede for at trøste hende og spørge 
om Aarsagen til hendes Sorg. Til sin største Forbavselse 
genkendte han da i den unge Kvinde vor Helgenindes 
elskede Datter Katharina. Katharinas Taarer standsede 
snart, da hun saa sin Moders Skriftefader ved sin Side. 
I otte Dage havde hun forgæves søgt efter sin Moder i 
Rom. Efter en kort, inderlig Takkebøn forlod de bægge 
Basilikaen 1 ). Petrus erkendte nu, hvorfor Herren havde 
kaldt ham til Rom, og Katharina fortalte ham, hvorledes 
hun var bleven opfyldt af en uudsigelig Længsel efter sin 
Moder og havde faaet Tilladelse af sin Ægtefælle til at 
rejse til Rom og vinde Jubilæumsafladen ; hvorledes hun 
da i otte Dage forgæves havde søgt at udfinde, hvor Bir- 
gitta opholdt sig, men ikke havde kunnet faa andet at 
vide, end at Birgitta for flere Uger siden havde forladt 
Rom, ledsaget af sin Skriftefader, uden hverken at sige, 
hvor hun rejste hen eller hvorfor hun tog bort fra Rom. 
Katharina og Petrus Olafson priste Gud, hvis kærlige 
Forsorg de paa en saa øjensynlig Maade havde erfaret, og 
rejste derpaa den næste Dag bort til Bologna. 

Gensynet mellem de to Helgener var ubeskrivelig sa- 
ligt. Birgitta saa* i Katharinas Ankomt Opfyldelsen af 
en Forjættelse af Herren, der allerede flere Gange havde 
lovet hende at ville sende hende en, der kunde være hende 
til Hjælp og Støtte ved hendes besværlige Arbejder og 



l ) B. 431 n. 262. 



— 236 — 

anstrengende Vandringer 1 ). Men Katharina, der altid 
havde æret sin Moder som en Helgeninde, var overvættes 
lykkelig ved at gense hende, og modtage hendes Velsignelse. 
Katharina blev nu modtagen med stor Kærlighed og 
Ærefrygt af Prioren i den hellige Nikolais Kloster; thi han 
var nu bleven en saare from Ordensmand og gav hende 
gerne Herberge i Klosteret. Men Birgitta, hvis velsignel- 
sesrige Arbejder i Bologna nu vare fuldendte, besluttede 
saa snart som muligt at vende tilbage til Rom med sin 
Datter, for sammen med hende at besøge de hellige Steder 
i den evige By. Prædikantmuhkene, som ved Birgitta atter 
vare blevne sande Sønner af den hellige Dominikus, led- 
sagede hende med deres Bønner og Ønsker om Herrens 
Velsignelse, da hun med sin Datter og sine øvrige Led- 
sagere kort efter forlod Klosteret og legemlig saare udmat- 
tet, men med Sjælen fuld af Tak og Jubel ilede tilbage 
til Staden paa de syv Høje. 



SYVENDE KAPITEL. Katharina af Sverrig. - De 
to hellige Kvinders Ankomst til Rom- 
Lidelser og Fristelser. 

Vi ville her afbryde vor Helgenindes Levnedsbeskri- 
velse for at kaste et flygtigt Blik paa Katharina af Sver- 
rigs Liv, eftersom vi fra nu af se hende uadskilleligt for- 
enet med sin hellige Moder. 



l ) Vita S. Cathabinæ; Cap. IV, 



— 237 — 

Katharina viste allerede som Barn en vidunderlig 
Kærlighed til hellig Renhed og en lige saa stor Afsky 
mod dem, der vare berøvede denne Dyd. Birgitta havde 
betroet den Lille til en Amme, som uden at Birgitta vid- 
ste det, førte et meget letfærdigt Liv. Fuld af Afsky 
vendte Barnet sig bort fra denne Person, hver Gang hun 
vilde give det Die, medens Barnet derimod smilende strakte 
sine smaa Hænder ud efter sin Moder og andre tugtige 
Kvinder og kun vilde tage Føde af dem. Da Katharina 
fem Aar gammel blev overgivet til den fromme Abbedisse 
af Risaberg for at opdrages af hende, gennemstraaledes 
hun allerede saa stærkt af den guddommelige Naade, at 
alle Klosterdamer i hende troede at se en lille Engel. 

Da Katharina blev ældre, hengav hun sig med glødende 
Andagt til fromme Øvelser. Hun bad hver Dag den aller- 
saligste Jomfru Marias Dagstider og, før hun lagde sig 
til at sove, de syv Bodssalmer. Fire Timer om Dagen 
anvendte hun, knælende paa den bare Jord, til Betragtning 
af sin guddommelige Frelsers bitre Død og syntes altid 
saa helt fordybet i Gud, at allerede Synet af hende op- 
flammede alles Hjerter til Kærlighed mod Gud. 

Da hun var vendt tilbage til sine Forældre og bleven 
formælet med en ung dygtig Adelsmand ved Navn Eggart, 
overtalte den fromme Jomfru, der var Gud og sin jom- 
fruelige Moder saa inderligt hengiven, med hellige For- 
maninger og indstændige Bønner, under Bistand af ham, 
der indgyder al Renhed og alle kyske Tanker i sine Ud- 
valgtes Hjerter, sin. Husbond til med hende at aflægge 
Jomfruelighedens Løfte. Efter at de Nygifte med en hel- 
lig Ed gensidig havde tilsvoret hinanden evig Kyskhed, 
elskede de hinanden ømt i Herren og narrede under Skin 
af ydre verdslig Pragt Kyskhedens Fjende med hellig 
List. Guds Velbehag over dette Løfte viste sig ved føl- 



— 238 — 

gende lille Begivenhed, som nok fortjener at omtales. Da 
den fromme Adelsmand efter Datidens Skik en Dag var 
paa Jagt og forfulgte en Hjort, skete det, at Katharina 
med en af sine Fruer paa en lille Rejse maatte køre 
igjennem den Skov, til hvilken den af Hundene jagede 
Hjort havde taget sin Tilflugt. Dyret nærmede sig Ka- 
tharina uden at vise mindste Sky, som om det vilde søge 
Beskyttelse hos hende og lagde hengivent og tamt sit 
trætte Hoved i den kyske Jomfrus Skød. Da hendes 
Husbond og de Øvrige, som forfulgte Vildtet, nærmede sig, 
bad Katharina ydmygt om Frihed for sin Fange, som 
hun viste dem under sin Kappe. Denne Bøn blev natur- 
ligvis tilstaaet, og Hjorten løb glad tilbage til Skoven. 
Men Eggart og hans Venner vare nu fulde af Glæde og 
Trøst og takkede ham, der tæmmer Skovens Dyr. 

De to fromme Ægtefæller underkastede sig det stren- 
geste Levesæt. Naar de havde tilbragt største Delen af 
Natten med Bøn og Bodsøvelser, sov de paa Gulvet i 
deres Sovegemak og havde kun et Bolster under Hovedet 
og et Tæppe over sig. Selv i Vintertiden mildnede de 
ikke denne Strenghed, thi jo mere de for Guds Skyld 
nægtede sig alle Livets Bekvemmeligheder, desto inderligere 
følte de sig gennemglødede og opflammede af den gud-, 
dommelige Kærlighed. Katharina gjorde sig Umage for 
at faa sin Ægtefælle til at udføre alle de fromme Øvelser, 
som hun fra Ungdommen af havde set sin hellige Moder 
Birgitta udøve, efter som det var hendes højeste Ønske 
i eet og alt at blive dette hende saa dyrebare For- 
billede saa lig som muligt. Derfor knyttede de til Vaa- 
gen og Beden ogsaa streng Faste, for at alle Sjælens Dy- 
der kunde komme til at blomstre hos dem. De øvede 
sig for Guds og deres egen Saligheds Skyld i Afholden- 
hed af enhver Art. Thi de havde vel erkendt, at Af holden- 



— 239 — 

hed forlænger Livet, bevarer Kyskheden, forsoner Gud, 
besejrer de onde Aander, oplyser Forstanden, styrker Aan- 
den, tæmmer Lasterne samt hendrager og opflammer Hjer- 
tet til Kærlighed mod Gud. Deres Forbindelse var salig, 
fordi de med Henblik paa Guds Barmhjertighed og Kær- 
lighed bestræbte sig for saa meget som muligt at efter- 
ligne Forbindelsen imellem den allersaligste Jomfru og den 
hellige Josef. De vare i deres Dage ligesom to duftende 
Lilier i Herrens Have og i Ægteskabets Stand, de strøede 
Virak for Gud ved deres jomfruelige Kyskhed og duftede 
med den herligste Vellugt for Næsten ved deres dydige 
Eksempel. 

Nogle Paarørende af de hellige Ægtefæller forargedes 
over det aandelige Liv, de førte, fordi de slet ikke kunde 
forstaa det, og greb derfor den første Lejlighed, der tilbød 
sig at mistænkeliggøre Katharina for sin Broder Prins 
Karl ved at beskylde hende for Særhed og allehaande 
Taabeligheder. Karl, der havde endnu mindre Forstand 
paa hvad der hører til Herrens Aand, overøste sin Søster 
og hendes Mand med Forhaanelser og Fornærmelser, der 
dog af bægge Ægtefolkene toges med Ydmyghed og Taal- 
modighed uden at fremkalde den mindste Forandring i 
deres tilvante Levevis. 

Katharina begyndte ogsaa lidt efter lidt at aflægge 
de kostbare Dragter, som stred mod god gammel Skik i 
hendes Fædreland. Hun foragtede den Pragt og Over- 
daadighed, som dengang var Mode blandt Sverrigs Adel, 
og forsmaaede al overflødig Pynt. Efter hendes Eksempel 
skilte mange af hendes fornemme Veninder sig ved deres 
prægtige Dragter og forfængelige Prydelser. Ogsaa Prins 
Karls anden Gemalinde Gyda, en fornem norsk Dame, der 
i Førstningen standhaftig havde forkastet Katharinas Raad, 
hengav sig ifølge en guddommelig Advarsel villig til sin 



— 240 — 

fromme Frænkes Ledelse. Det begav sig nemlig, at Prin- 
sesse Gyda, da hun engang i Colmar i et Kapel for den 
allersaligste Jomfru sammen med Katharina bad foran Guds 
Moders Billede, pludselig betoges af en blid Slummer. Da 
forekom det hende, som om Maria saa meget kærligt og 
med et smilende Ansigt paa hendes Gemals Søster, men 
derimod tilkastede hende selv et alvorligt og straffende 
Blik. Ængstet ved dette Syn, bad Gyda grædende til 
Guds kære Moder og spurgte hende derpaa.fuld af Sorg: 
»Hvorfor, o elskede Herskerinde, ser du saa alvorlig paa 
mig?« Men den allersaligste Jomfru svarede hende : »Hvor- 
for følger du ikke min elskede Katharinas Raad ? Naar 
du efter hendes Raad og Eksempel vilde forandre dine 
Sædvaner, da vilde jeg ogsaa se venlig til dig med 
min Naade.« Da Gyda var vaagnet, frasagde hun sig glad 
sine prægtige Klæder og alle sine forfængelige Smykker 
og bestræbte sig ivrigt for i alt at blive den fromme 
Katharina lig. Men da Karl, der dengang endnu var 
meget verdsligsindet, saa den vidunderlige Forandring, der 
var foregaaet med Gyda, skændte han med stor Heftighed 
paa sin Søster og sagde til hende: »Det er dig ikke nok, 
at du gør dig selv til Nonne, nu vil du ogsaa gøre min 
Hustru til Klosterdame og til Spot for Verden !« Katha- 
rina bar denne nye Uret med stor Glæde. Men naar man 
roste hende, bad hun straks for Kristi Barmhjertigheds 
Skyld, at man dog hverken vilde sige eller tænke sligt om 
hende. 

Da Birgitta forlod Sverig var Katharina den, hvem 
det faldt tungest at skilles fra sin elskede Moder. Hun ud- 
talte sig senere til den hellige Katharina af Siena paa føl- 
gende Maade: »Saa snart min Moder var borte, veg Smi- 
let fra mine Læber; mine taarefyldte Øjne vedbleve at 
være rettede mod Øst, paa den V,ej, hvor min gode Moder 



— 241 - 

havde efterladt de sidste Spor af sine Fødder. Der var 
ikke længer nogen Glæde for mig, og selv Kærligheden 
til min Eggart formaaede ikke at trøste mig 1 ).« 

Næsten fire Aar vare henrundne, siden Birgitta var 
draget fra sit Fædreland til Rom ; da grebes Katharina 
af en saa mægtig Længsel efter at følge hende dertil, at 
hun næsten syntes at hensygne i Suk og daglig voksende 
Længsel. Den ellers i ungdommelig Skønhed blomstrende 
Jomfru blev bleg, mat og syg. Da hendes fromme Gemal 
lagde Mærke til dette, spurgte han om, hvad Grunden vel 
kunde være til disse Suk og denne heftige Sindsbevægelse, 
og i Tillid til Eggarts Godhed aabnede Katharina hele sit 
Hjerte for ham. Den kloge Mand, der kendte sin Gemal- 
indes fuldkomne Liv, formodede straks, at hendes Længsel 
maatte udgaa fra Herren, og vovede derfor ikke at frem- 
komme med nogen alvorlig Indsigelse. Da Katharina 
først var nitten Aar gammel, frygtede han for at udsætte 
en saa ung og blomstrende skøn Jomfru for Farerne ved 
en saa lang Rejse og tøvede derfor med at give sit Sam- 
tykke. Men paa den anden Side turde han heller ikke 
modsætte sig Guds Vilje og maatte derfor til sidst give 
efter for sin Hustrus indstændige Bønner. Der blev straks 
truffet Anstalter til Afrejsen, og Katharina belavede sig 
paa at rejse, saa snart alt var i Orden. Prins Karl blev 
imidlertid yderst opbragt, da han fik at vide, at hans Søs- 
ter tænkte paa at tage til Rom. Han skrev til sin Svo- 
ger og truede ham med Døden, hvis han tillod sin Hustru 
at forlade sit Fædreland. Dette Brev kom Katharina i 
Hænde, da Eggart netop var fraværende, i det Øjeblik Bre- 
vet kom. Hun anede, hvad det indeholdt, og lukkede det 
op. Da hun havde læst det, leverede hun det til sin 



l ) Surius: Vita S. Catharinæ. 

A. BR1NKMANN : DEN HELLIGE BIRGITTA. 1 6 



— 242 — 

Morbroder Israel, der var en lige saa from som mægtig 
svensk Prins. Han trøstede hende venlig og formanede 
hende til ikke af sin Broders Trusler at lade sig afholde 
fra sit hellige Forehavende; han lovede hende ogsaa, at 
han nok skulde gøre Truslen mod hendes Mand til intet. 
Derpaa gav han hende rige Gaver og paaskyndede hendes 
Afrejse. Katharina tøvede nu ikke længer. .Hun skiltes 
med Tak og Kærlighed fra sin Husbond og indskibede sig 
tillige med Sverrigs Marsk Gorstago Thunasson og to æl- 
dre svenske Damer. 

Efter at Katharina med stor Møje og under usigelige 
Besværligheder var kommen over Havet og havde gennem- 
vandret Tyskland og Italien, naaede hun omsider i August 
Maaned i Aaret 1350 Byen Rom. Vi have allerede set, 
hvorledes Gud førte hende i hendes Moders Arme. I de 
første Dage af September Maaned kom de to hellige Kvin- 
der atter tilbage til Rom. Birgittas Kræfter vare helt 
udtømte af Rejsen og de foregaaende aandelige Anstren- 
gelser; men da hun alligevel ikke vilde opgive den strenge 
Faste og stadige Nattevaagen, faldt hun saaledes sammen, 
at hun ikke længer med fuld Tydelighed kunde opfatte de 
Ord, der taltes til hende under de himmelske Aabenbaringer, 
hvormed hun benaadedes. Da sagde Kristus til hende: 
»Giv dit Legeme den nødvendige Føde; thi jeg vil ikke 
have, at Aanden paa Grund af altfor stor legemlig Svag- 
hed skal forhindres i at fatte og forstaa de guddommelige 
Ting ').« Ogsaa Guds Moder formanede Birgitta til at 
holde Maade med sin Iver og sagde til hende: »I. alt, 
hvad du gør, skal du handle med Klogskab og Lydighed. 
Thi det er min Søn kærere, at du spiser, end at. du fa- 
ster i Ulydighed. Fast altsaa med Klogskab, min Datter, 

l ) R. VI. 91. 



- 243 — 

og saa ofte du bliver syg, vær da mild imod dit Legeme, 
idet du har Medlidenhed med det som med en ufornuftig 
Skabning, paa det at det ikke skal ligge under for altfor 
stor Anstrengelse. Afpas din Faste efter, hvad du kan 
taale, og hav stedse Tillid til min Søns Barmhjertighed 1 ).« 

Birgitta adlød og under Katharinas kærlige Pleje 
genvandt hun snart sine Kræfter. Katharina fortalte sin 
Moder om Sverrig og om Pestens Rædsler, der havde hærget 
alle tre nordiske Riger. Men skønt Birgitta nu saa længe 
havde opholdt sig ved Tiberens Bredder, vidste hun dog 
langt bedre end Datteren, hvorledes det gik alle dem i 
Hjemmet, som hendes Hjerte hang ved, thi hendes Seer- 
blik skuede fra Rom, hvad der gik for sig langt borte i 
det høje Norden. Saaledes sagde hun en Dag til sin Datter, 
at Magister Matthias var død den foregaaende Nat, thi 
medens hun bad, havde en Stemme sagt; »O Magister 
Matthias, salig ved den Krone, som er bleven dig beredt 
i Himmelen, kom nu til den Visdom, som aldrig faar 
Ende 2 ).« Svenske Pilegrimme, som henimod Jubelaarets 
Slutning kom til Rom, bragte nærmere Underretning om 
Dag og Time, da Magister Matthias var død t og det var 
netop i den samme Stund, da vor Helgeninde havde hørt 
hine Ord. 

Birgitta besøgte sammen med Katharina Stations- 
kirkerne og alle hellige Steder i den evige Stad. Da de 
havde tilbragt nogle Uger i Rom, traf Katharina Anstalter 
til at vende tilbage til Sverrig. Da Dagen for hendes Af- 
rejse allerede var fastsat, spurgte Birgitta pludselig paa 
Herrens Befaling, om hun ikke til Guds Ære vilde for- 
blive i Rom og for Jesu Kristi Skyld paatage sig de Be- 

») Extrav. 58. 
*) R. 1.3. 

16* 



— 244 — 

sværligheder, som vare forbundne med at indvie sit Liv 
ganske til ham. Katharina svarede med hellig Begejstring, 
at hun gerne vilde forlade sine Venner og Slægtninge, sit 
dyrebare Fædreland, sine Rigdomme og Glæder, ja selv 
sin elskede Ægtefælle, der var hende dyrebarere end hendes 
eget Liv, naar det behagede Gud saaledes. Efter at hun 
altsaa var gaaet irid paa at forblive hos sin Moder be- 
standig, sagde Kristus til Birgitta: »Din Datter Katha- 
rina er den Ledsagerske, som jeg forlængst har lovet dig; 
hun er en skøn Plante, som jeg selv vil pleje, paa det at 
hun maa vokse op til et frugtbringende Træ. Og da hun 
behøver min Naades Dug, vil jeg bedugge hende med min 
Visdom. Jeg vil handle imod hende, som en Fader hand- 
ler mod sin Datter, der elskes og begæres af to Friere. 
Den ene af dem er fattig, den anden rig. Men Jomfruen 
elsker dem bægge. Den vise Fader tager Hensyn til sin 
Datters Tilbøjelighed og giver den Fattige, som hun elsker, 
Klæder og Foræringer, men den Eige giver han Datteren 
selv. Saaledes vil jeg ogsaa gøre. Katharina elsker mig, 
men hun elsker ogsaa sin Ægtefælle. Fordi jeg nu er den 
rigeste og Herre over alle Ting, vil jeg tilvende hin mine 
Gaver i rigeste Maal. Jeg vil give ham, hvad der er nyt- 
tigst for hans Sjæl ; jeg bar besluttet at tage ham til mig, 
og den Sygdom, han for Tiden lider af, er et Tegn paa hans 
nære Død.« 

Birgitta var overvættes lykkelig over at se de hurtige 
Fremskridt, hendes elskede Datter nu gjorde i Dyd ; men 
hendes Glæde blev dog endnu større, da hun under Bøn- 
nen i himmelsk Syn hørte sin Datters Lovprisning lyde 
fra selve den hellige Jomfrus velsignede Læber. 

Da Birgitta nemlig en Dag anraabte Guds hellige 
Moder om bestandig mere og mere at opflamme Kærlig- 
heden til Jesus i hendes Datters Hjerte, da paamindedes 



- 245—. 

hun af Maria om at afbryde sin Vision og hengive sig 
til moderlig Omsorg for sin fromme Datter. Maria roste 
derpaa Katharinas Kærlighed til Armod, der var saa stor, 
at hun følte sig allerlykkeligst, naar hun fik Lov til at 
bære de ældste og daarligste Klæder. Derpaa sagde den 
allersaligste Jomfru : »Salig er hun, som frivillig har fra- 
sagt sig Verden. Hun forlod sin Ægtefælle, sine Frænder 
og Venner i jordisk Forstand for i aandelig Forstand at 
kunne staa dem bi og bekymrede sig ikke for sit jordiske 
Gods. Derfor ere ogsaa alle hendes Synder eftergivne 
hende og, i Stedet for jordisk Ejendom har hun faaet Himme- 
riges Rige og Jesus Kristus selv til Gemal. Men alle, 
der elske hende, skulle komme Gud nærmere for hendes 
Skyld >).* 



OTTENDE KAPITEL. Den hellige Birgittas og 
. hendes Fællers Levevis. — Vidunderlig 
Hjælp i Nøden. — Pave Clemens VI's 
Død. 1351-1353. 

Vor Helgenindes lille Menighed førte et fuldstændig 
klosterligt Liv. Petrus Olafson vedblev at være Birgit- 
tas Skriftefader, medens Pater Petrus af Alvastra var 
hendes Lærer og tillige den lille Klostermenigheds Skaf- 
fer, der skulde sørge for alle jordiske Anliggender, og hvem 
alle adlød. Katharina deltog i sin Moders Undervisning 
i Grammatik og bad Dagstiderne sammen med hende. Den 
fromme Jomfrus Ynde og Elskværdighed mildnede noget 

l ) Extrav. 69. 



— 246 — 

den hellige Birgittas store Alvor, der ogsaa havde med- 
delt sig til hendes Omgivelser. 

Kristus selv foreskrev Birgitta og dem, der vare hos 
hende, følgende Levevis under deres Ophold i Rom: »Jeg 
raader eder til at anvende fire Timer før Midnat og fire 
Timer efter Midnat til at sove i. Men kan nogen af eder 
uden at udtømme sine Kræfter altfor meget nøjes ni ed 
kortere Tid, da skal han derfor faa saa meget større Løn 
og Fortjeneste. Derefter skulle I have fire Timer til Bøn 
og andre fromme Øvelser, paa det at ingen af eders Timer 
skal blive uden Frugt for Himmelen. To Timer kunne I an- 
vende til at spise og vederkvæge eder i, men forkorte I 
denne Tid, saa skulle I have eders Løn derfor af Gud. 
Seks Timer skulle I anvende til at udføre de nødvendige 
Gerninger, som I ere forpligtede til, eller som man har 
paalagt eder. Endvidere skulle I anvende to Timer til 
Vesper og Complet og andre fromme Bønner. Anvend om 
Aftenen ligeledes to Timer til Maaltidet og til uskyldig 
Vederkvægelse for Legemet. Naar I ere staaede op om 
Morgenen, skulle I bevare Tavshed i fire Timer, saa at I 
ikke tale uden Tilladelse og kun med faa Ord besvare de 
Spørgsmaal, der rettes til eder, og som I ikke kunne und- 
gaa at svare paa. 

»Jeg har sagt i mit Evangelium, at hvem der giver 
en blot et Bæger koldt Vand, fordi han er min Discipel, 
ikke skal miste sin Løn derfor. Saaledes skulle I ogsaa 
faa eders Løn selv for den ringeste Forsagelse, I paalæg- 
ge eder med sand Fromhed til min Ære. Fremdeles vide 
I vel, hvorledes I paa Rejsen skulle holde eders Faste. 
Hvis I levede i et Kloster, vilde I maaske have det 
mageligere og nyde større Overflod. Tag med forstan- 
dig Knaphed det til eder, som er nødvendigt for Legemet, 
men det meste skulle I lade blive staaende for Guds Skyld. 



— 247 — 

To Slags Kød eller Fisk skal det dog være eder til- 
ladt at nyde ved Bordet. Men hvad der gaar ud her- 
over skulle i ofre af Kærlighed for mig. Det Brød, der 
sættes for eder, skulle I spise, og naar I trænge til mere 
end der er sat for eder, maa I i mit Navn forlange det 
af eders Mester. Hvad der gælder om Brød skal ogsaa 
gælde om Vand. Vid ogsaa, at en Syg ikke kan følge 
samme Regel som en Rask. Han maa derfor forlange, 
hvad han trænger til, og der skal gives ham, hvad der 
haves. Da I endvidere have foresat eder ikke at ville eje 
noget, saa maa I heller ikke uden Tilladelse give noget 
bort, ej heller uden Tilladelse modtage, hvad der gives eder. 
Jeg advarer eder for de Snarer, Djævelen daglig lægger 
for eder. Derfor raader jeg eder til at mærke eder de 
Ord, I have talt uden Nødvendighed i den Tid, I skulde 
tie stille; anklag eder derfor oprigtigt i Skriftemaalet og 
gør skyldig Fyldest derfor. Men naar der iblandt Ordene 
findes nogen unyttig og ikke vel overvejet Tale eller Svar, 
da maa Boden og Fyldestgørelsen være større. Men skulde 
nogen endog have talt i stor Ophidselse eller Vrede, da 
maa han, saa snart ske kan, liggende paa Knæ bede et 
Ave Maria og bede Gud ydmygt om Tilgivelse. Endelig 
skulle I hver Fredag komme i Kapitlet 1 ) med den faste 
Vilje, at I ikke ville skjule nogen af eders Fejl og ej heller 
gentage den, men I skulle med Glæde forrette den Bod, der 
er paalagt eder, og alvorlig bestæbe eder for at forbedre 
eder *).« 

Men denne Levevis var ikke nok for Birgittas glø- 
dende Iver. Hun afveg fra den ved at tilbringe en hel 
Del af Natten med Bøn og Beskuelse, og naar Dagen be- 



l ) Kapitel betyder her den i Klostrene sædvanlige offentlige 

Anklage for de imod den hellige Regel begaaede Fejl. 
*) Extravag. 65. 



— 248 — 

gyndte, skriftede hun hos Petrus Olafson, der ligeledes 
iagttog hele sin Ordens Strenghed. Med Morgenrøden for- 
lod da bægge Hjemmet for at besøge Stationskirkerne og 
vendte ofte først tilbage til deres Bolig Kl. 9. Birgitta 
var saa bekymret for at bevare sin Sjæls Renhed, at hun 
mangen Gang skriftede tre Gange om Dagen, og hun græd 
da saa bitterlig for sin Skriftefader over de Smaaforseelser, 
som hun havde gjort sig skyldig i, at han ofte havde Møje 
med at trøste og berolige hende. Hvor stort Velbehag Gud 
følte over denne hendes Iver og Længsel efter den præstelige 
Absolutions usigelige Naade, det beviser følgende lille Begi- 
venhed. Medens Birgitta engang skriftede, blev hendes 
Skriftefader kaldt ud af en Præst i Rom. Petrus glemte, 
da han rejste sig, at give sit hellige Skriftebarn Absolution. 
Da Birgitta samme Aften vilde begive sig til Ro, sagde 
den Helligaand til hende: »Staa op, min Datter, opvæk 
Anger og knæl saa ydmygt ned for at modtage Absolution; 
thi din Skriftefader har ikke absolveret dig.« Da hun havde 
modtaget Absolutionen, sagde den Helligaand alvorligt til 
hende: »Den der ikke giver Agt paa det mindste, vil snart 
fejle i det største ; thi ogsaa en tilgivelig Synd, som Sam- 
vittigheden bebrejder os, kan bringe Sjælen Døden, naar 
man ikke opgiver den ! ).« 

Klosterløfterne iagttog Birgitta med saa stor Streng- 
hed og Samvittighedsfuldhed, som kun den helligste Ordens- 
dame forstaar at gøre det. Hendes Kærlighed til den 
hellige Renhed var saa glødende, at den skaffede hende 
Titel og Rettigheder som en Kristi Brud. Lige over for 
Prælaterne, Priorerne og Skriftefædrene iagttog hun en saa 
punktlig og vedholdende Lydighed, at hun uden Skrifte- 



') R. VI. 114. 



— 249 — 

faderens Tilladelse knapt vovede at slaa Øjnene op '). Naar 
Birgitta, ledsaget af en af de Præster, til hvis Varetægt 
Gud havde betroet hende, besøgte Stationskirkerne eller de 
andre hellige Steder i Rom, opløftede hun ikke en eneste 
Gang sine Øjne, naar hun ikke i Forvejen udtrykkelig af 
sin Skriftefader havde begæret og faaet Tilladelse dertil. 
Alligevel mente hun aldrig at øve denne Dyd helt fuld- 
komment og foruroligedes, naar hun følte endog den ring- 
este Modsigelse imod en hende given Befaling, selv om 
hun ogsaa havde udført denne Befaling med nok saa stor 
Trofasthed og Ydmyghed. Guds Søn selv trøstede hende 
desangaaende med følgende Ord, da hun engang havde 
beklaget sig for ham over, at hun havde været utaalmodig 
i sin Lydighed: »Jeg er i det, som du har adlydt, derfor 
skal du belønnes derfor til enhver Tid, ja endog i det Øje- 
blik, da du efter din Vilje er beredt til at adlyde, om og- 
saa Kødet undertiden strider imod, og det skal blive reg- 
net dig til Eftergivelse af dine Synder 2 ).« 

Armod øvede Birgitta med ubrødelig Troskab lige- 
som hendes aandelige Fader Sankt Franciskus, der plejede 
at kalde den sin elskede Brud. Hvad hun eller hendes 
Nærmeste trængte til, bad hun liggende paa Knæ Petrus 
af Alvastra om. Hun plejede da gerne med dyb Ydmyg- 
hed at sige : »Jeg beder eder, min Fader, i Jesu Kristi 
Navn, giv mig dette; jeg tror at behøve det.« Det 
saa ud, som om hun aldrig havde ejet noget selv og ikke 
havde den ringeste Ret til den Smule Formue, hvoraf 
hun og hendes levede, skønt hun alene var den retmæssige 
Ejerinde deraf. Hun viste den største Omhu for, at de 
andre ikke skulde lide nogen Mangel. Hun undværede 
gerne alt, for at de andre ikke skulde mangle noget, 

*) Kanonisationsbullen. 
*) R. VI. 43. 



— 250 — 

og forstod ofte at skjule det endog for sin kærlige Datter 
Katharina, naar hun selv berøvede sig de nødvendigste Ting. 
Ogsaa Herren syntes at føle Glæde over, at hans Brud 
ligesom han selv, medens han vandrede paa Jorden, maatte 
kæmpe med stor Armod, og han lod hende ofte føle den 
søde Byrde heraf 1 ). 

Før Allehelgensfest i Aaret 1351 var Birgitta i stor 
Pengenød. Hun havde allerede i længere Tid modtaget 
betydelige Summer af forskellige Personer, da hun næ^ 
sten i tre Aar ingen Penge havde faaet . hjemme fra. 
Hun var nu meget bekymret for, hvorledes hun skulde 
faa de laante Penge betalte tilbage, eftersom Kreditorerne 
daglig krævede dem. Da sagde Kristus til hende: »Laan 
kun dristig den nødvendige Sum og trøst dine Kreditorer. 
Giv dem dit Ord paa, at du den første Søndag efter Ok- 
taven af Helligtrekongersdag, n^ar man fremviser Herrens 
Svededug, skal betale det alt sammen.« Birgitta gjorde, som 
Herren havde sagt hende; og paagældende Søndag om 
Eftermiddagen indtraf der et JJud fra Sverrig, som bragte 
Birgitta en saa betydelig Sum Penge, at hun endnu 
samme Dag kunde betale sin Gæld *). Til Underhold for 
hende og hendes Hus blev der imidlertid kun saare lidet 
tilbage, og efter nogle Maaneders Forløb saa hun sig atter 
hensat i den yderste Armod. Hun sendte Katharina led- 
saget af flere fromme Romerinder hen til Sankt Peters- 
kirken for ved den hellige Evangelist Johannes'es Alter at 
bede om Hjælp i Nøden. 

Da Birgittas Datter var ankommen til Kirken, fik 
hun pludselig Øje paa en fremmed kvindelig Pilegrim i 
hvid, bølgende Dragt, med Ansigtet bedækket af et hvidt 
Slør og med en sort Kappe over Dragten. Med hurtige 

l ) B. 437 n. 285. 286. 
■) Extrav. 103. 



r- 251 — 

Skridt nænnede hun sig til Katharina, hilste paa hende, 
idet hun nævnte hende ved Navn, og bad hende bønligt 
om, at hun vilde bede for en norsk Kvindes Sjæl. Ka- 
tharina rettede sig i Vejret og spurgte den Fremmede, 
hvem hun var. Hun svarede, at hun kom fra Sverrig, og 
at Gydda, Prins Karls Gemalinde, nylig var død. Da 
Katharina hørte dette, bad hun den Fremmede om at 
følge med hende til Birgitta, der gerne vilde give hende 
Herberge. Men den Fremmede afslog dette Tilbud, 
idet hun sagde, at hun ingen Tid havde til at blive 
længer, men gentog hvad hun havde sagt: »Bed for 
den norske Kvinde; I skulle snart faa Tidende og Hjælp 
fra eders Fædreland; thi Gydda har testamenteret eder den 
fyrstelige Guldkrone, som hun plejede at bære ved store 
Fester.« Efter at have sagt dette var den Fremmede for- 
svunden. Katharina forundrede sig saare herover og 
vendte sig til Kvinderne, som bad i Nærheden af hende. 
Hun spurgte dem, hvor den Fremmede, som hun lige 
havde talt med, kunde være bleven af. De svarede hende: 
»Vi have nok hørt dig tale med nogen, men vi vide ikke, 
til hvem du henvendte dine Ord; thi vi have ikke set 
nogen fremmed kvindelig Pilegrim.« Da forfærdedes Ka- 
tharina og fortalte, saa snart hun var kommen hjem, 
sin Moder, hvad hun havde set og hørt. Birgitta svar- 
ede intet ; hun trak sig straks tilbage til sin Celle 
for at bede. Da blev det hende aabenbaret af Gud, 
at Gyddas Sjæl havde vist sig for Katharina og bedet 
hende om Hjælp, thi den holdtes endnu tilbage i Skærs- 
ilden for nogle Smaaforseelser *). Ikke længe derefter 
kom Sigvald Asmundsson, en Ven af den hellige Birgitta, 
fra Sverrig og bragte hende Efterretning om Prins Karls 



') Vita S. Cathabinæ Cap. X. 



— 252 — 

fromme Gemalindes Død. Han overleverede hende ogsaa 
den Afdødes Gave, den Guldkrone, som hun i levende Live 
plejede at bære efter Landets Skik; thi Gydda nedstam- 
mede fra en meget fornem norsk Slægt. Denne Krone 
havde en saa stor Værdi, at Birgitta og hendes Husfæller 
kunde leve et helt Aar af de Penge, der kom ind for den. 

Gud forherligede ogsaa sine tro Tjenerinders Armod 
ved øjensynlige Mirakler. 

En Dag, da Katharina laa syg til Sengs, lod en fornem 
romersk Baron ved Navn Ludovikus, som stod paa Ven- 
skabsfod med Birgitta, denne melde, at han ønskede at 
besøge hendes Datter. Birgitta gav kun nødigt sit Sam- 
tykke dertil; thi hun vilde gerne skjule sin frivillige 
Armod for Verdens Øjne. Men den Syges ynkelige Leje, 
der kun bestod af en Straasæk, et lille Bolster og en 
gammel Kappe i Steden for Tæppe, maatte ufejlbarlig for 
den fornemme Besøgende røbe, hvor vidt de Savn gik, 
som de to svenske Fyrstinder vare underkastede i Rom. 
Men Jesus Kristus, der ved sin Armod har hævet sine 
Fattiges Trang til Ære og Herlighed, har ogsaa udmær- 
ket de svenske Fyrstinders frivillige Armod med sin Naade 
i den rige og mægtige Ludovikus'es Øjne. Thi da denne 
Baron med sit Følge havde betraadt det Værelse, hvori 
den fromme Jomfru hvilede, forekom det ham, at hendes 
Leje var prægtig udstyret, og at Sengetæppet var af guld- 
virket Skarlagen. Han blev saare forbavset herover 
og sagde, da han atter forlod den hellige Birgittas Bolig, 
til de Tjenere, som havde fulgt ham: »Disse svenske 
Fyrstinder holdes af alle Folk for fattige, fordi de saa ofte 
laane Penge til at tilfredsstille de allernødtørftigste For- 
nødenheder med. Det vilde være bedre, om de solgte noget 
af det kostbare Purpur og al det andet prægtige Udstyr, 
vi have set hos dem, til at købe sig det nødvendige 



— 253 — 

for, end at de lade sig trykke af Mangel og af Savnet af 
de nødvendigste Fødemidler og Klæder 1 ).« 

Hvor stor den hellige Birgittas Bekymring ofte var 
for at skaffe det allernødvendigste til Underhold for sine 
Husfæller, viser følgende Samtale, som hun førte med Guds 
Moder angaaende sine jordiske Anliggender. Vi lade hende 
selv fortælle det. Maria havde talt til sin elskede Datter 
om, at hun ikke skulde sørge for den Dag i Morgen, men 
sætte sit Haab til Gud, der føder Spurvene og saa meget 
mere vil opholde dem, han har forløst med sit dyrebare 
Blod. »Jeg svarede hende,« beretter Birgitta i Bogen om 
hendes himmelske Aabenbaringer : »O dyrebare Hersker- 
inde, du som baade er rig og skøn ; rig, fordi du er Guds 
kæreste Veninde; skøn, fordi du aldrig har syndet, hør 
mig, som er fattig paa Dyder og fuld af Synder: i Dag 
have vi endnu saa meget, at vi kunde opholde Livet, men 
til i Morgen have vi intet mere og maa gaa fuldstændig 
til Grunde af Mangel. Hvorledes kunne vi da være ube- 
kymrede?« — Den hellige Jomfru svarede: »Have I noget, 
I kunne undvære, saa sælg det, for at I kunne leve uden 
Sorger!« — Jeg svarede: »Vi have de nødvendige Klæder 
og en Smule Kar til vort Bord. Men Præsten har sine 
Bøger, og til den hellige Messe have vi en Kalk og de 
nødvendige Paramenter.« — Da svarede Jomfruen: »Præ- 
sten kan ikke undvære Bøgerne og I kunne ikke undvære 
Messen, og til den skulle I ogsaa have Kalk og Messeklæder. 
Derfor ere alle disse Ting uundværlige for eder.« — Jeg 
spurgte videre: »Skal jeg maaske sætte mit Ord i Pant 
og laane Penge for en vis Tid?« — Guds Moder svarede : 
»Ja, naar du er sikker paa at kunne betale Pengene til- 
bage i rette Tid, men er du ikke det, saa maa du ikke 



') Vita S. Cathabinæ Cap. XII. 



— 254 — 

gøre noget Laan.« — »Skal jeg da engang give mig 
til at arbejde, prøve paa at underholde min Husstand ved 
Haandarbejde?« — Guds Moder sagde: »Hvad plejer du 
nu at bestille ?» — Jeg svarede: »Jeg lærer Grammatik, 
beder og skriver.« — Maria svarede herpaa: »Det sømmer 
sig ikke at opgive sligt Arbejde for det jordiske Underholds 
Skyld.« — »Men hvad skulle vi da leve af i Morgen?« 
— Guds Moder svarede: »Naar I ikke have mere, saa bed 
om Almisser i Jesu Kristi Navn.« — Birgitta adlød med 
Glæde, og alle hendes Bekymringer for Udkommet forsvandt 
ved den trøstende Tanke, at hun atter i de Fattiges Skare 
skulde bede om en Kærlighedsgave i Guds Navn. 

Under disse Omskiftelser i det daglige Livs Gerning 
var der to Ting i Birgittas Liv, som altid uforandret ved- 
blev at være de samme, nemlig hendes inderlige Forhold 
til Gud gennem Bøn og Beskuelse og hendes glødende Iver 
for Sjælenes Frelse og Kirkens Vel. Hvad det første an- 
gaar, da tjente alt, det være sig det ubetydeligste saa vel 
som de højeste Ting, til at blive Genstand for fortrolige 
Samtaler med Jesus og Maria, ligesom alt paa den an- 
den Side for disse blev et Middel til at belære, trøste og 
glæde deres trofaste Tjenerinde med himmelske Gunst- 
bevisninger. Naturen med alle dens Fremtoninger, alle 
udvortes Ting, de Klæder Birgitta bar, hendes ringe Red- 
skaber, hendes Beskæftigelser — alt blev for hendes gud- 
dommelige Brudgom og hans helligste Moder et Middel til 
at forklare hende Sandheden og føre hende ad Naadens 
Vej. Saaledes sagde den guddommelige Frelser engang til 
hende: »Du har i Dag i Grammatikken læst Ordsproget: 
melius est prævenire quam præveniri, det er bedre selv at 
komme i Forkøbet end at lade sig komme i Forkøbet. 
Saaledes er jeg først kommen dig i Møde med min Naade, 



— 255 — 

for at Djævlen ikke skal herske over din Sjæl. 1 )« Af Guds 
Moders Mund hørte Birgitta engang, medens hun bad, 
følgende trøstende Ord : »Jeg er Barmhjertighedens Moder 
og bereder min Datter Klæder, medens hun sover; medens 
hun klæder sig paa, bereder jeg hende Spise, og medens 
hun arbejder, bereder jeg hende Himmelens Krone 2 ).« 

Men Birgitta glemte ikke over den himmelske Fryd 
og de Henrykkelser, Gud lod hende nyde i Bønnen, at 
hendes egentlige Kald var at arbejde for Sjælenes Frelse 
og Kirkens Vel. Hendes Blik var altid med Længsel ret- 
tet imod Frankrig, hvor den hellige Petrus'es Efterfølger 
opholdt sig i en forsmædelig Landsforvisning, og om end 
hendes Haab om at se Clemens VI vende tilbage til 
Rom, blev svagere med hver Dag, saa ophørte hun dog 
ikke med atter og atter at tilraabe ham de bønfaldende 
Ord: »Vend tilbage til Rom, hellige Fader, til det stak- 
kels faderløse Rom, der uden eder maa undvære sin Sol, 
sit Midtpunkt!« 

Pave Clemens VI havde allerede i 1348 købt Avignon. 
Denne By laa vel midt i det Landskab, som tilhørte Kir- 
ken, der allerede siden 1229 var i Besiddelse af Grev- 
skabet Venaissins skønne Sletter, men var dog Herskerne 
af Neapels Ejendom. Han underhandlede med Johanna, 
den da fordrevne og ulykkelige Dronning af Neapel, hvis 
Formue var fuldstændig udtømt, og erhvervede for den 
ringe Sum af 80000 Gylden Avignon med alt Tilbehør. 
Men han skulde ikke ret længe komme til at glæde sig 
over denne Besiddelse. 

Fra de sidste Dage i Aaret 1351 var Clemens meget 
lidende. Af og til var han dog rask, saa at der var Haab 
om, at han kunde komme sig. Men henimod Slutningen 

x ) R. VIII. 34. 

•). R. IV. 38. 



— 256 — 

af Aaret 1352 tog Ondet atter til; han modtog Kirkens 
Sakramenter med Ydmyghed og Andagt og opgav pludse- 
lig Aanden den 3. December samme Aar. 

Clemens VI kaldtes med fuld Ret »en stor og smuk 
Apparition i det 14. Aarhundredes Historie. 1 )« Man har 
bebrejdet ham, at han bortødslede Kirkens Formue; men 
det skete for at trøste de Fattige 3 ), for at udføre nyttige 
Foretagender, for at hjælpe 3 ) Frankrig, hans Fædreland, 
der var udtømt af Krigen. Kunde man gøre nogen bedre 
Brug af Pengene? Selv Petrarka, der er saa sparsom 
med sin Ros over for Paverne i Avignon, lader Clemens 
VFs Mildhed og Blidhed vederfares Retfærdighed. 4 ) 

Men hvorledes lade disse Domme, hvis Sandhed vi 
ikke kunne drage i Tvivl, sig bringe i Overensstemmelse 
med den alvorlige Dom, som den evige Sandhed selv har 
fældet over Clemens over for Birgitta? Løsningen af dette 
Spørgsmaal er meget simpel. Pave Clemexs VI var i Vir- 
keligheden en i mange Henseender ganske fortræffelig Per- 
sonlighed. Men han var den eneste blandt Paverne i Avig- 
non, som intet Forsøg gjorde paa at sprænge de Lænker, 
hvormed den franske Politik havde fængslet den hellige Pe- 
trus'es Efterfølgere til Frankrig; han var aabenbart kom- 
men ind i en Partistilling. Fra Bredderne ved Rhone tog han 
sig i Verdens Øjne ikke Isriger ud som Kristenhedens fælles 
Fader og var derfor hos Flertallet af de Troende bleven 
en Genstand for Forargelse. Men Kristus, der, medens 
ban vandrede paa Jorden, har sagt de alvorlige Ord: »Ve 
det Menneske, ved hvem der kommer Forargelse, 5 )« han, 

') Chbistophe, G-eschichte des Pabstthums B. 9. S. 167. 
*) Thessyer, Hist. de la ville d'Avignon. t. II. p. 14. 
8 ) Baluze Vitæ papar. p. 264 og 278. 

4 ) Nulli major inest clementia; nomen ab ipsis Dignum rebus 
håbet. Carmen cardin. Joannis de Columna edit. Basil. p. 100 
6 ) Matth. 18, 7. 



— 257 — 

for hvem der ikke gælder Persons Anseelse >), aver og 
straffer den givne Forargelse ogsaa paa den, hvis Hoved 
Tiaraen smykker, og han aver og straffer den altid saa 
meget mere ubønhørligt, jo højere Værdighed den er i Be- 
siddelse af, der giver de Smaa og Svage Forargelse. Cle- 
mens vendte sig imidlertid med fordoblet Kærlighed og 
Anger til sin guddommelige Forløser, da hans Dages Ende- 
ligt nærmede sig; han døde i Samfund med ham, hvis 
Statholder han havde været paa Jorden, og derfor kom 
hans Dommer ham i Møde paa Halvvejen som en kærlig 
Fader, da han stod paa Evighedens Dørtærskel. 



NIENDE KAPITEL Pave Innoeens VI. - Valfarten 
til Assisi. — Portiunkula- Afladen 1353 
og 1354. — 

Ulemens'es Efterfølger var den lærde og sædeligt rene 
Innocens VI. Af Naturen sparsom med sin egen Formue 
og overbevist om, at man maatte være det endnu mere 
med Kirkens, banlyste han fra sit Hof al Pragt, formind- 
skede sit Huses Udgifter og afskedigede alle Tjenerne, som 
kun vare til Luksus; Kardinalerne vare nødsagede til at 
efterligne Pavens Eksempel og at vende tilbage til Sim- 
pelhed i deres Husholdning 2 ). 

Under en af sine Ekstaser modtog Birgitta følgende 

l ) Matth. 22, 16. 

*) Baluze : Vitæ Pap. Aveun. t. I. p. 357. 

A. BRIKKMANN : DEN HELLIGE BIRGITTA. 1 7 



- 258 - 

Aabenbaring angaaende Innocens VI: »Denne Pave Inno- 
cens,« saaledes talte Jesus til sin Tjenerinde, »er af bedre 
Malm og et Stof, der er skikket til at antage de bedste 
Farver. Menneskenes Ondskab kræver, at han snart skal 
borttages fra deres Midte. Hans gode Vilje vil blive reg- 
net ham til Krone og Hæder. Men hvis han hørte mine 
Ord i de Bøger, som ere blevne givet dig, vilde han blive 
endnu bedre, og de, som overbragte ham disse Ord, vilde 
blive endnu herligere kronede *).« 

Vor Helgeninde traadte aldrig i nogen anden Forbin- 
delse med Innocens end igennem Bønnen. Hun skrev ak 
drig til ham, opfordrede ham aldrig til at vende tilbage 
til Rom; thi hendes Seerblik erkendte, at Beslutningen om 
at bringe Petri Stol tilbage til Rom var rodfæstet i den 
nye Paves Hjerte, men at det først skulde forundes hans 
Efterfølger at udføre denne Plan. 

Den 4. Oktober i Aaret 1354 var der forberedt vor Hel- 
geninde en stor aandelig Glæde. Paa den hellige Franciskus'es 
Festdag besøgte Birgitta Kirken S. Francesco a Ripa — 
saaledes kaldet, fordi den ligger tæt ved Tiberfloden — 
ved hvilken den hellige Franciskus'es Sønner have haft 
deres Bolig lige siden 1229. Her viste Frans af Assisi 
sig i et Syn for Kristi Brud og sagde til hende : »Kom 
til min Celle og spis og drik med mig 2 ).« Da Birgitta 
var kommen hjem, traf hun straks Anstalter til at rejse 
til Assisi for at adlyde sin hellige Fader. Det gik hende 
denne Gang som det engang var gaaet den hellige Fran- 
ciskus selv, der, da Gud havde opfordret ham til at 
redde Herrens Hus fra at styrte sammen, atter vilde op- 
bygge den gamle forfaldne Sankt Damianskirke ved Assisi. 
Hun forstod Helgenens Ord efter deres naturlige Betydning; 

l ) R. IV. 136. 
*) R. VII. 3. 



— 259 — 

det samme hændte hende ogsaa undertiden, naar Kristus 
eller hans hellige Moder talte med hende og vilde have 
deres Ord opfattede paa aandelig Vis J ). 

Birgitta rustede sig altsaa til Pilegrimsfarten til Assisi, 
og Kristus bød hende at tage Katharina med, da denne 
længe havde glødet af Længsel efter at valfarte til det 
navnkundige Portiunkula-Kapel 2 ). Han forsikrede ogsaa sin 
Tjenerinde om sin Beskyttelse for hende og Katharina i 
alle de Farer, der kunde forestaa dem, og opmuntrede dem 
til uden Frygt at begive sig paa Rejsen. Saaledes begav 
da de to Helgeninder, ledsagede af Birgittas Skriftefader, 
Pater Petrus af Alvastra og to fromme Matroner sig paa 
Vejen. Landevejene vare usikre, fordi de under Vaaben 
staaende Tropper drog hen ad dem. Kardinal Albornoz 
havde først for nogle Uger siden generobret Hertugdømmet 
Spoleto, og for at undgaa at møde Soldater forlod vore 
Pilegrimme snart Vejen til Spoleto for at slaa ind paa en 
Sti, som førte over Bjærgene. Da Dagen heldede, vare de 
paa Toppen af et Bjærg, paa hvis stejle Stier de vare 
faret vild. Regnen styrtede ned i Strømme, og intetsteds 
frembød der sig noget skærmende Ly for den udmattede 
Vandringsmand. 

• Da hørte de pludselig Tonerne af en Faarehyrdes 
Horn. Dette tydede paa, at der maatte ligge et Mejeri 
i Nærheden. De fulgte efter Klangen og fandt snart 
i en tæt Egeskov et enkeltliggende Hus, i hvilket de 
søgte og fandt Herberg. Stedet syntes imidlertid kun lidet 
skikket til Ro, thi saa vel Husets Indre som ogsaa dets 
Beboere havde et uhyggeligt Udseende. Birgitta og hendes 



') Alphons af Jaen, Scudeskrivelse Kap. IV. 

2 ) Portiunkula, d. e. lille Portion, kaldtes et til Englenes Dron- 
ning indviet Kapel ved Assisi, som den hellige Franciskus 
havde genopbygget. 

17« 



— 260 — 

Ledsagere besluttede at vaage hele Natten i Bøn. Hen 
imod Midnat indfandt der sig en talrig Røverbande i det 
ensomme Hus. Røverne tændte Fakler og betragtede op- 
mærksomt de tilstedeværende Pilegrimme. Blændede af 
Katharinas Skønhed, vare de i Begreb med at gribe Jom- 
fruen, som skælvende bøjede sig ind til sin Moder. Da 
hørte man pludselig Vaabengny, Skjold og Spyd bleve med 
Heftighed stødte mod den tillukkede Dør for at bryde den 
op, og man hørte udenfor nogen raabe : »Ned med Rø- 
verne!« Dette Raab gentoges af Tusinder af Stemmer 
og lød frygteligt i den stille Nat. Røverne, der indsaa, at 
de maatte være opdagede, flygtede tilligemed alle Husets 
Beboere igennem en skjult Indgang og vovede hele Natten 
igennem ikke at komme tilbage til Herberget. Birgitta 
og de, der fulgte med hende, bleve ganske alene tilbage i 
Mejeriet. Da de vare komne sig af den første Skræk, 
ilede de ud for at se, hvem de havde at takke for deres 
uventede Frelse. Men de saa ingen. Natten var rolig, 
Regnen og Stormen var forbi, og der hørtes kun en sagte 
Susen af Vinden i Egetræernes Toppe, der lød som en 
venlig Takkehymne efter den overstaaede Fare. Gud havde 
sendt sine Engle til Beskyttelse og Værn for de hellige 
Kvinder. Birgitta opfordrede nu sine Ledsagere til at 
tage sig et kort Blund, for at de næste Dag med nye 
Kræfter kunde fortsætte deres Valfart. Alle adlød gerne, 
kun Katharina gentog endnu ofte sagte de Ord : »Hav Tak, 
min mægtige Skytspatron ; o hellige Sebastian, bed for os.« 
Dermed var Faren imidlertid endnu ikke forbi. De 
ryggesløse Personer, som om Natten vare blevne forskræk- 
kede af Israels Vogtere, lejrede sig ganske tidligt om 
Morgenen ved Vejen og besatte bægge Sider af den Vej, 
som Birgitta og hendes Ledsagere skulde passere, for 
paa denne Maade at iværksætte deres ugudelige Forsæt. 



— 261 — 

Men disse fortsatte deres Rejse i Tillid til Gud. De saa 
paa bægge Sider af Vejen Røverne, som pønsede paa deres 
Fordærvelse, men bleve dog ikke sete af dem. Alt rundt 
omkring var oplyst af et klart Skin, men over Røverne 
alene laa der sort Nat, et Forbillede paa det Mørke, der 
skulde bryde ind over dem. Saaledes undgik de fromme 
Pilegrimme deres Fjender og fortsatte i Herrens Navn 
deres Valfart til Assisi, hvor de efter at være ankomne 
til Dørtærskelen af Helligdommen for de Fattiges hellige 
Patriark priste Guds Underværker og uforstyrrede hengav 
sig til Bøn og Betragtning l ). 

t Fem Dage tilbragte de nordiske Pilegrimme i Assisi, 
og Birgitta, der havde lidt mere end de andre af Rejsens 
Besværligheder, fik ogsaa af Gud større Naade end hendes 
fromme Ledsagere. En Gang kom Birgitta ganske ned- 
slaaet og bedrøvet til den hellige Franciskus'es Kirke; thi 
man havde i hendes Nærværelse draget Ægtheden af Porti- 
unkula-Afladen i Tvivl og dristet sig til at sige, at den 
hellige Franciskus havde opdigtet den. Da Birgitta endnu 
tænkte over, hvor grov en Synd hine havde gjort sig 
skyldige i, der ikke vilde anerkende denne af Kirken ap- 
proberede Aflad, viste Herren sig for hende og talte med 
hende om den hellige Franciskus og om den Tilstand, hvori 
hans Orden paa den Tid var. Birgitta hørte opmærksomt 
paa hans Ord, men endnu hvilede der dog stadig Tung- 
sind og Sorg paa hendes Sjæl. Da sagde Kristus med 
uudsigelig Mildhed til hende: »Sig mig, skønt jeg veed 
alt, hvorfor er du saa sørgmodig i dit Hjerte?« Birgitta 
svarede: »Jeg er bedrøvet, fordi der er nogle, som sige, 
at Franciskus har opdigtet Portiunkula-Afladen, og at den 
ikke er ægte!« Kristus svarede: »Den der opdigter noget, 
er som et Rør, der bøjer sig efter smigrende Taleres 

*) Vita S. Cathabinæ Cap. IX. 



— 262 — 

Gunst. Min Tj ener Franciskus derimod har været som en 
ildfast Sten, der staar i Ilden, fordi han i sig havde mig, 
der er den guddommelige Ild. Og ligesom Ild og Halm 
ikke kunne høre sammen, saaledes finder heller ikke Løg- 
nen nogen Plads der, hvor Sandheden og den guddomme- 
lige Kærligheds Ild bo. Men min Tjener ejede Sandheden 
og talte Sandhed. Og fordi han saa Menneskenes lige- 
gyldighed imod Gud, og deres Længsel efter Verdens Go- 
der, følte han heftig Smerte. Derfor har han af mig be- 
gæret et Kærligheds Tegn, ved hvilket Menneskene kunde 
opflammes til Kærlighed og Begærligheden formindskes. 
Hvad han bønfaldt om af Kærlighed, kunde jeg, der er 
den evige Kærlighed, ikke nægte ham; jeg gav ham et 
Tegn, nemlig at alle, der vilde komme med tomme Hænder 
i denne Kirke, skulde opfyldes af min Velsignelse og be- 
fries fra deres Synder!« 

Birgitta stillede derpaa det Spørgsmaal: »Kan da, 
min Herre, den hellige Petrus'es Efterfølger tilbagekalde, 
hvad du, som er den, der giver al Magt og Godhed, har 
tilstaaet?« Kristus svarede: »Hvad jeg har sagt til Pe- 
trus og hans Efterfølgere staar fast: »Hvad du binder, 
det er bundet.« Dog blive for Menneskenes Ondskabs 
Skyld mange Naadegaver borttagne, og for Troens og 
Fortjenesternes Skyld blive de Gaver, som allerede ere 
tilstaaede, forøgede *).« Efter disse Ord "forsvandt Herren, 
og Birgitta meddelte dem, der havde tvivlet om den af 
Paven tilstaaede Aflads Ægthed, den guddommelige Frel- 
sers Ord. 

Den Dag, som vor Helgeninde havde bestemt til sin 
Afrejse, var brudt frem; endnu een Gang besøgte hun 
Portiunkula-Kirken for at anbefale sig og sine til den hel- 



l ) Extrav. 90. 



— 263 — 

lige Franciskus'es Beskyttelse. Da stod pludselig den med 
Kristi Saarmærker smykkede Guds Tjener ved hendes Side 
og sagde med et venligt Smil til hende: »Vær velkom- 
men, min Datter! jeg har rigtignok indbudt dig til min 
Celle for der at spise og drikke med mig. Men vid nu, 
at dette Gudshus ikke er den Celle, som jeg talte til dig 
om, men min Celle er den sande Lydighed, som jeg altid 
trofast har iagttaget, saa at jeg aldrig kunde undvære at 
have en, hvis Befalinger jeg skulde fuldbyrde. Derfor har 
jeg altid haft en Præst hos mig, som jeg adlød i alt, og 
dette var min Celle. Gør nu ligesaa, fordi det saaledes er 
Gud velbehageligt. Men min Spise, som jeg følte mig 
meget vederkvæget ved, bestod i, at jeg drog min Næste 
bort fra dette jordiske Livs Forfængelighed, for at han kunde 
tjene Gud med hele sit Hjerte, og den Glæde* jeg smagte 
derved, var for mig som den sødeste Spise. Men min Drikke 
var den salige Fryd, jeg følte, naar jeg saa, at de Sjæle, 
jeg havde omvendt, af alle Kræfter elskede Gud, hengav 
sig til Betragtning og Bøn, ledede andre til en Gud 
velbehagelig Livsvandel og øvede og elskede den sande 
Armod. Se, min Datter, denne Drik frydede min Sjæl 
saa meget, at alt, hvad der er i Verden, var mig imod. 
Gaa derfor ind i min Celle, spis min Spise og drik denne 
Drik med mig. Drik den, paa det at du i Evighed maa 
blive vederkæget hos Gud *).« 

Birgitta følte sig vidunderlig styrket og vederkvæget 
ved dette himmelske Syn og disse hellige Kaad. Hun 
hungrede og tørstede nu mere end nogensinde efter Guds 
Ære og Sjælenes Frelse, og hun hengav sig fra dette Øje- 
blik af med saa glødende Iver til Kærligheds- og From- 
hedsgerninger, som om hun før slet ikke havde gjort 

l ) R. VH. 3. 



— 264 — 

noget godt. Hun takkede den hellige Franciskus, bønfaldt 
ham om hans Velsignelse og begav sig med Hjertet fuldt 
af Trøst og Tak paa Tilbagerejsen til Rom tillige med sit 
Følge. 

Lykkelig og velbeholden ankom de fromme Pilegrimme 
til den evige Stad, idet de priste Gud for den Naade og 
de Gunstbevisninger, han havde skænket dem. Birgitta 
meddelte ikke blot Klarisserne i Panisperna, som hun stod 
i Venskabsforhold til, og den hellige Franciskus'es Sønner 
de Aabenbaringer, hun havde faaet, men hun gjorde sig 
ogsaa den største Umage for at faa Aabenbaringen om 
Ægtheden af Portiunkula-Afladen udbredt alle Vegne blandt 
det troende Folk. Herved oplivedes paa ny Ærbødigheden 
for den store Helgen fra Assisi i en mægtig Grad, og 
Iveren for at vinde denne Aflad fremmedes. 



TIENDE KAPITEL. Den hellige Birgittas Iver for 
at forbedre Klerus, Klostrene og Romer- 
indernes Sæder. 

Den hellige Stols Afhængighed af Frankrig og de 
verdslige Magthaveres Indblanding i Kirkens indre Anlig- 
gender, især Overdragelsen af vigtige kirkelige Embeder 
til uværdige Mænd, bevirkede, at Kirkedisciplinen i høj Grad 
forfaldt. Den hellige Birgitta maatte med sine egne Øjne 
være Vidne til disse sørgelige Virkninger. Der frembød 
sig derfor for hende en vid Mark til at raade Bod paa 



— 265 — 

disse alvorlige Ulemper, og da hendes Bestræbelser stedse 
ledsagedes af de varmeste Bønner og de strengeste Bods- 
øvelser, lykkedes det hende snart at hidføre en næsten 
vidunderlig Forandring i Præsternes Liv. 

Vel vidende, hvilken mægtig Indvirkning Overhyrder- 
nes Ord og Eksempel har paa den lavere Gejstligheds Sinde- 
lag og Liv, bestræbte Birgitta sig med stor Iver for at 
reformere Biskoppernes Sæder. Hun avede og dadlede med 
hensynsløs Strenghed Prælaternes og Kirkefyrsternes For- 
seelser og opnaaede ved sit Mod de mest glimrende Re- 
sultater. En Biskop havde indviet et ugyldigt Ægteskab 
i Betragtning af, at man jo altid bagefter kunde ind- 
hente den hellige Faders Dispensation. Birgitta foreholdt 
den letsindige Prælat hans Forseelse og truede ham med 
de strengeste Straffe, hvis han ikke opbød alt for atter 
at skille de Nygifte ad og sone sin Forseelse ved Bod. 
Han adlød og søgte tillige at gøre den Forargelse, han 
havde givet ved sin Svaghed, god igen. x ) 

Angaaende en anden Biskop, der var ganske uværdig 
til sit Embede, modtog Birgitta forskellige Meddelelser 
fra den hellige Laurentius, der viste sig for hende i Bøn- 
nen. Han sagde til hende: »Da jeg levede paa Jorden, 
øvede jeg især tre Dyder, nemlig Afholdenhed og Dødelse 
af de jordiske Lidenskaber overfor mig selv, Barmhjertig- 
hed overfor min Næste, Kærlighed overfor Gud. Derfor 
har jeg ivrigt prædiket Guds Ord, med Visdom uddelt 
Kirkegodserne og med Glæde taalt Slag, Ild og Døden. 
Men denne Biskop taaler og skjuler Uafholdenhed og et 
Liv hos Kierkerne, hvor ingen Lidenskaber dødes, han ud- 
deler Kirkens Godser med ødsel Haand til de Rige og el- 
sker kun sig selv og sine. Derfor gør jeg ham bekendt 



*) R. IV. 125. 



— 266 — 

med, hvorledes allerede en ganske let Sky er opstegen til 
Himmelen, omskygget af to mørke Fakler, for at den ikke 
skal ses af mange. Men denne Sky er Guds Moders 
Bøn for Kirken, hvilken Bøn Begærlighedens og Uandæg- 
tighedens Fakler overskygge saaledes, at Mildheden fra Guds 
Moders Barmlyertighed ikke kan trænge ind i Menneske- 
nes Hjerter. Derfor skal hin Biskop straks omvende sig; 
han skal hengive sig til den guddommelige Kærlighed, 
forandre sit Liv og vejlede sine Undergivne til Dyd ved 
sine Ord og sit Eksempel. Hvis ikke, skal han føle 
Dommerens Haand, hans Kirke skal renses af Ild og 
Sværd og hjemsøges saa stærkt af Rov og Kummer, at 
der i lang Tid ikke skal findes nogen, der trøster den ').« 

Vor Helgeninde optog den alvorlige og tunge Pligt at 
meddele hin Biskop den for ham givne Aabenbaring Ord 
for Ord. Han fæstede Tro til den, forbedrede sine Sæder 
og bad hende at staa ham bi med sin Bøn og sit Raad, 
for at han for Fremtiden maatte leve paa en for hans 
hellige Embede værdig Maade. 

Birgitta nedskrev nu, oplyst af den Helligaand og 
undervist af Guds hellige Moder, en Række af himmelske 
Belæringer for Biskopperne, som med hendes andre Aa- 
benbaringer snart bleve udbredte alle Vegne og fremkaldte 
en stor Forandring i Prælaternes Liv. Denne Undervis- 
ning er dels rettet til enkelte Biskopper, dels til det hele 
Episkopat; der indeholdes deri en udførlig Dagsorden og 
Leveregler, der ere lige saa praktiske som gennemtrængte 
af den sande Visdoms Aand. ,J ) 

Birgitta, der vel vidste, hvor meget en Præsts Fuld- 
kommenhed afhænger af den Trofasthed og Andagt, hvor- 



*) R. I. 23. 

a ) R. III. 1. 2. 3. 4. IV. 125. 126. etc. 



— 267 — 

med han beder sit Breviar, gjorde sig den største Umage 
for at føre de Klerker, der vare blevne efterladne heri, . 
tilbage til den hellige Pligt. For en Prælat, den davæ- 
rende Provst for Sankt Peterskirken, aabenbårede hun, at 
hvis han ikke blev ivrigere i at bede de kirkelige Dags- 
tider, da ventede der ham en frygtelig Dom i Evigheden, 
og at han efter sin Død maatte aflægge et langt streng- 
ere Regnskab angaaende dette Punkt end angaaende 
mange andre Fejl, der endnu tyngede paa hans Samvit- 
tighed. Hun sagde til ham, at Kristus kaldte Breviaret 
for sin Bog, at han kun da kunde tilhøre Herren, naar 
han daglig med stor Andagt vilde læse i denne Bog, og 
opflammede derved den efterladne Prælat til ny Iver. *) 

Kristus paamindede Birgitta om de overordentlige 
Naadegaver, han har givet dem, der skulle staa i hans 
Helligdom, idet han sagde til hende: »Se, min Datter, jeg 
er som et Menneske, der, naar han forlader denne Verden f 

skænker sine kære Venner det, han ejer. Saaledes har jeg 
til Præsterne, hvem jeg har udvalgt fremfor alle Menne- 
sker og Engle, da jeg forlod Verden, betroet det, der var. 
mig det dyrebareste, og har efterladt dem fem Gaver. 
For det første min Tro; for det andet de to Nøgler til 
Himmel og Helved; for det tredje Kraft til af en Guds 
Ejende at gøre en Engel ; for det fjerde Magten til at kon- 
sekrere mit hellige Legeme, hvad ingen Engel kan gøre; 
for det femte Forretten til at turde berøre mit hellige Le- 
geme med deres Hænder. Men nu handle de med mig 
som Jøderne, der baade nægtede, at jeg havde opvakt 
Lazarus, og udspredte det Rygte, at jeg vilde være Konge, 
havde nægtet at give Skat og vilde genopbygge Templet 
paa tre Dage De ere værre end Judas; de forraade 

') R. VI. 15. 



— 268 — 

mig som Tyve og Forrædere. ')« Disse Klager fra den 
evige Ypperstepræst, der kom til Præsterne igennem en 
Helgeninde, kunde ikke forfejle deres Virkning selv paa de 
mest forhærdede Hjerter, og hvad Birgitta ikke opnaaede 
ved sine himmelske Aabenbaringers Ord, det opnaaede hun 
dog altid ufejlbart ved sine varme Bønner, som hun uaf- 
ladelig opsendte til Himmelen for Kirken og Klerus. 

Til en enkelt Præst havde vor Helgeninde forfattet 
en Vejledning til paa den rette Maade at forrette alle 
Handlinger og Øvelser, der sædvanlig udgøre en from Klerks 
Dagværk. Denne Vejledning kom med Udeladelse af Nav- 
net paa den Klerk for hvem den var skreven, snart i 
Hænderne paa mange Præster og stiftede meget Godt. 

Men Birgittas glødende Sjæleiver udstrakte sig ikke 
blot til Forbedringen af Klerus, men vendte sig ligesom 
i fordobletMaal ogsaa til de Sjæle, der havde unddraget sig 
Farerne i Verden for at tjene Gud indenfor et Klosters 
hellige Mure. Birgittas fornemme Stilling og sjældne 
Fromhed skaffede hende let Adgang til Roms Klostre, i 
hvilke der frembød sig en vid Mark for hendes inderlige 
Længsel efter at vinde alle Hjerter for Gud. 

Især anvendte hun al sin Omhu paa at faa Kloster- 
forstanderne til at forbedre deres Liv, eller hvor det ikke 
behøvedes, paa at vejlede dem til stedse større Fuldkommen- 
hed. Hun vidste kun altfor godt, hvor frugtesløst de gode 
Formaninger tabe sig, naar de ikke ledsages af Eksemplet 
paa et helligt Liv. Saaledes lykkedes det hende at stifte 
ubeskrivelig meget godt, og hvor Birgitta havde fæstet 
Bo i et Kloster, blev dette ret snart Stedet for sand Dyd 
og Hellighed. Ved at forkynde frygtelige Straffedomme 
over Ordensfolk, i hvis Indre hun i sine Visioner saa 



») R. IV. 132. 



— 269 — 

klart indtil de mindste Enkeltheder ■), opskræmmede hun 
de Dovne og Efterladne af deres Slummer og manede 
dem, som Kærlighedens Ild ikke formaaede at antænde, 
til at sænke deres Blik ned i Helvedes forfærdelige Flam- 
mer, for at dets frygtelige Glød kunde drive dem til ikke 
længer at leve i Modsigelse med deres hellige Stand. 

Da Birgitta en Gang besøgte et Nonnekloster, fik 
hun blandt Nonnerne Øje paa en afskyelig sort Kvinde, der 
bar Ordensdragt og sort Slør. Da hun undredes herover, 
sagde Kristus til hende : »I mit Evangelium staar skrevet, 
at man skal vogte sig for dem, der gaa om i Faareklæ- 
der, men indvortes ere rivende Ulve. Derfor siger jeg nu til 
dig, at denne sorte Kvinde, der lader sig se blandt Kloster- 
damerne i Ordensdragt, er Begærlighedens Djævel, der over- 
taler dem til at samle Ejendomme, Slotte og Skatte for 
at kunne leve bedre deraf og give rigeligere Almisser, paa 
det at de under Skin af Fuldkommenhed skulle forlade 
den Armod, jeg finder saa stort Velbehag i, og komme i 
aandeligt Forfald, indtil de omsider bryde den Klosterregel, 
de have lovet at følge, og ødelægge deres Sjæle. Derfor 
skal du vide, at naar de ikke omhyggeligt vogte sig for 
denne Begærlighedens Ulv og lade sig nøje med, hvad de 
have, da skulle ogsaa de sunde Faar i denne Hjord gri- 
bes af Fordærvelsen og sønderrives af Ulvene. Thi det 
behager mig bedre, at de leve roligt i den hellige Armod, 
de ved deres Løfte have indviet sig til, end at de indvikle 
sig i jordiske Sorger, selv om det ogsaa kun sker for at 
kunne give Almisser af deres Rigdomme 2 ).« Birgitta tø- 
vede ikke med at aabenbare for Klosterdamerne, hvem de 
husede midt iblandt dem, og de frasagde sig fra samme 



') R. VI. 19. 39. 

*) R. VI. 99. 



Stund al Lyst til jordisk Besiddelse for kun at søge de- 
res Rigdom i sand Armod. 

Birgitta truede Abbedissen i et Benediktinerkloster 
med en frygtelig Dom, hvis hun ikke frasagde sig sine 
blødagtige Klæder og al Ejendom og vendte tilbage til en 
trofast Opfyldelse af sin hellige Regel. Hun forkyndte 
den hellige Benedikts vanslægtede Datter, at hendes Livs 
Ende ikke var fjern og sagde følgende alvorlige Ord til 
hende: »Da ville Ravnene sønderrive dig i Helvede, fordi 
du ikke sammen med de Afholdne og Ydmyge vilde flyve 
til Himmelen.« 

Abbedissen, som nærede stor Højagtelse for vor Hel- 
geninde, optog hendes strenge Advarsel med Ydmyghed 
og Tegn paa sand Anger. Hun overlod sig til Birgittas 
Vejledning og døde snart derefter en salig Død, idet hun 
paa sit Dødsleje gav et godt Eksempel paa sand Bod. Ef- 
ter at Birgitta havde bedet meget for hendes Sjæl, viste 
denne sig en Nat for hende, iført et hvidt Gevandt, men 
lige som omvundet med et glødende Jærnnet. Hendes 
Tunge brændte som Ild, hendes Hænder og Fødder syntes 
at være af Bly og stærke Taarestrømme randt fra hendes 
Øjne. Birgitta skælvede ved dette frygtelige Syn; men 
den Afdødes Sjæl sagde til hende: »Du studser, fordi jeg 
viser mig saa frygtelig misdannet for dig. Dette er Guds 
retfærdige Gengældelse. Naar jeg bærer en hvid Klædning 
saa kan jeg alene derfor takke min Jomfruelighed, som jeg 
med Guds Naade har baaret ukrænket. Jærnnettet, som 
du ser mig indviklet i, betyder, at jeg ikke har overholdt 
vor hellige Regel og ikke erhvervet Taalmodighedens kost- 
bare Skat. Thi ligesom der i et Net er sammenknyttet 
mange Masker, saaledes maa jeg lide meget, fordi jeg har 
undladt mange gode Gerninger, som det hverken har 
skortet mig paa Tid eller Lejlighed til at udøve. Det er 



— 271 — 

billigt, at min Tunge ser ud som Ild, eftersom jeg i Mod- 
sigelse med min hellige Livsgeming har misbrugt den 
til saa mange Gange at føre forfængelig og letfærdig 
Tale. Mine Hænder og Fødder synes dig som Bly, fordi 
mine Gerninger, der antydes ved Hænderne, burde have 
skinnet som Guld, men kun have lignet Bly. Ogsaa mine 
Fødder, hvormed jeg var forpligtet til at gaa i Spidsen for 
mine Søstre med et godt Eksempel og en hellig Vandel, have 
betraadt de verdslige Tings slibrige Sti og vare sendrægtige 
til alt aandeligt Godt. Mine Øjne ere fulde af Taarer og 
det med Rette; thi jeg har ikke villet lade dem græde 
den Gang, da jeg derved kunde og skulde have tilintet- 
gjort al Efterladenhed i mit Liv. Alligevel er jeg i Naa- 
dens Stand og har opnaaet Barmhjertighed; jeg forventer 
den evige Salighed formedelst alt det, som sker i Guds 
Kirke, og de Helliges Bønner og Kristi Blod >).« 

Med dette alvorlige og afskrækkende Eksempel viste 
Birgitta Klosterdamerne, hvor ubønhørlige Guds Domme 
ere imod dem, der opfylde Ordensstandens hellige Pligter 
paa en skødesløs Maade og hengive sig til et blødagtigt 
Liv uden at afdø fra deres Lidenskaber; men tillige hen- 
ledede hun Nonnernes Blik paa det store Værd, Jomfrue- 
ligheden har, som havde iklædt denne stakkels Sjæl det 
hvide Lysgevandt, der var hende Pantet paa den Glorie, 
hun engang skulde opnaa. 

Medens Birgittas sjældne Hellighed og Seergave aab- 
nede hende Vejen til Klostrene og Kirkens Prælater, for- 
skaffede den Fyrstekrone, der smykkede hendes Vaaben, 
hende Adgang til de fornemme Romerinders Paladser ; thi 
Gud vilde, at den hellige Enke ogsaa her skulde optræde 
som Reformator og ved sit Ord og Eksempel fremkalde en 

l ) VI. 98. 



— 272 — 

alvorlig Forbedring af Sæderne hos de romerske Matroner. 
Overdreven Pragt og Yppighed i Klæder var den fremher- 
skende Last hos hin Tids Romerinder, hvorved ikke Pen- 
geforholdene, men, hvad der var meget værre, ogsaa den 
kristelige Moral rokkedes i mange adelige Familier. Den 
jævne Fyrstinde fra Nerike bestræbte sig derfor fremfor alt 
for at imødegaa dette Onde med stor Bestemthed. 

Ved denne Tid døde en meget fornem Dame i Rom, 
der i sin Ungdom havde været i Besiddelse af stor Skøn- 
hed, men tillige var i høj Grad forfængelig og tøjlesløs i 
Sæder og derfor ganske havde forladt Dydens Vej. Hun 
havde en Datter, der vel var noget bedre sindet og tilbøje- 
lig til Fromhed, men som dog paa Grund af den slette 
Opdragelse, hun havde faaet af sin Moder, snart kom til 
at træde i Moderens Fodspor. Gud vilde udrive denne 
forvildede Sjæl af den evige Fordærvelse, der truede den, 
og aabenbarede derfor for sin elskede Brud, at hin for- 
fængelige Romerindes Moder var bleven fordømt, og paa- 
lagde hende tillige at bringe de Efterlevende dette skræk- 
kelige Budskab. Da Birgitta gjennemvaagede den paa- 
følgende Nat i Bøn, viste den Fordømte sig for hende i en 
frygtelig Skikkelse og ligeledes en Datterdatter af hende, 
der ogsaa for ganske nylig var gaaet ud af denne Verden 
og som Følge af den slette Opdragelse, hendes Moder og 
Bedstemoder havde givet hende nu led frygtelige Kvaler i 
Skærsilden, efter at hun selv, som hun fortalte vor Helgen- 
inde, kun ved et Vidunder af den guddommelige Barmhjer- 
tighed var bleven udreven af den evige Fordærvelse. Der- 
paa saa Birgitta i sin Vision den Romerinde, som endnu 
levede, og hun hørte de forfærdelige Eder og Forbandelser, 
hvormed hendes Moder overøste hende. Dybt rystet over, 
hvad hun havde hørt og set, begav Fyrstinden af Nerike 
sig næste Dag til den fornemme Dames Palads og med- 



— 273 — 

delte hende, hvad hun havde set i sin Vision. Denne 
grebes af Rædsel, sagde sig løs fra Verden, traadte ind i 
en streng Orden og endte sit Liv i sand Bod og Hellig- 
hed. ! ) 

Kundskaben oni denne skrækkelige Aabenbaring ud- 
bredte sig snart i Rom, og da det her drejede sig om 
Personer, som alle kendte, gjorde Efterretningen et dybt 
Indtryk paa de romerske Kvinder. Overhovedet besad 
Birgitta, hvor det gjaldt om at forbedre Romerindernes 
Sæder, en mægtig Stotte i Katharina, hvis Ynde og Elsk- 
værdighed hurtig vandt alles Hjerter. 

Katharina havde af sin Moder faaet Lov til at komme 
sammen med de romerske Matroner og modtage deres Be- 
søg; den fromme Jomfru var i Besiddelse af glimrende 
Veltalenhed, fine Sæder og en henrivende Elskværdighed i 
hele sit Væsen. Hun forstod at tale med, saa megen Ynde 
om aandelige Ting, at alle, som hørte paa hende, opbyg- 
gedes deraf og fyldtes med stor Trøst. Katharina besøgte 
ofte i Selskab med sin hellige Moder de Syge i Hospita- 
lerne, og bægge paatoge sig de ringeste Arbejder og de 
fattige Lidendes Pleje med stor Iver og saa øjensynlig 
Glæde, at de stolte Homerinder snart satte deres Ære i 
at efterfølge det vidunderlige Eksempel, som de nordiske 
Fyrstinder gav dem. 



») R. VI. 52. 

A. BRINKMANN : DEN HELLIGE BIRGITTA. 4 8 



— 274 — 



ELLEVTE KAPITEL Særegen Naade og særegne 
Naadegaver. — Den hellige Birgittas 
Sorger for hendes Børn. — Ingeborgs 
Død. — Den hellige Agnes kroner Bir- 
gitta. - Alfons af Jaen. — 1355—1362. 

JJe overordentlige Visioner og Extaserne under Bøn- 
nen vare hos Birgitta saa at sige Udslag af hendes indre 
Liv. *) To Egenskaber, der kom frem under Birgittas Op- 
hold i Rom, vare ligeledes ejendommelige for hende. Hun 
fik nemlig en stærk bitter Smag i Munden, hvis hun kom til 
at sige noget, der indeholdt selv den allerringeste Fornær- 
melse mod Gud, og hvis nogen, der havde en Dødssynd 
paa sin Samvittighed, nærmede sig hende, mærkede hun 
en saa afskyelig Svovllugt, at hun legemlig led derved. 
Mest utaalelig var denne Lugt, hvis Paagældende havde 
forset sig imod Kyskheden eller Ydmygheden. Birgitta 
plejede da ofte at holde et Tørklæde for Næse og Mund 
for ikke at komme til at indaande denne forpestede Gift- 
dunst, der truede med at kvæle hende. 2 ) 

Da hun en Dag sad til Bords sammen med en Bi- 
skop og nogle adelige Herrer, blev hun pludselig ganske 
bleg paa Grund af en utaalelig ilde Lugt som af raadden 
Fisk. Medens de Tilstedeværende studsede herover, traadte 
en fornem Romer ind i Huset som var ekskommuniceret, 
men paa Grund af sin Magt og fornemme Stilling lo ad 



') Kanonisationsbullen. 
*) Extrav. 81. 



— 275 — 

« 

den Banstraale, der var slynget imod ham. Da den Ulyk- 
kelige atter var borte, sagde Kristus til hende: »Ligesom 
raadden Fisk er farligere for Legemet end alt andet, som 
er gaaet i Forraadnelse, saaledes er Ekskommunikationen 
en aandelig Sygdom, der er skadeligere for Sjælen end en- 
hver anden; thi den skader ikke blot den Ekskommunicerede 
men ogsaa dem, med hvem denne kommer i Berøring. 
Derfor skulle saadanne straffes strengt, for at ikke Omgang- 
en med dem ogsaa skal ødelægge andre.« Birgitta med- 
delte straks disse Ord af Herren til den tilstedeværende 
Biskop, paa hvem de gjorde et dybt Indtryk. 

Ogsaa angaaende selve de guddommelige Aabenbaringer, 
Birgitta havde faaet, modtog hun en Aabenbaring. Hun 
var bekymret over, hvad der vel engang vilde blive af de 
Bøger, som hun havde nedskrevet efter den Helligaands 
Indgivelse, naar Nid og Ondskab vilde forsøge paa at af- 
kræfte og forfalske Guds Ord. Da hun i den Anledning 
havde hengivet sig til Bønnen, sagde Kristus til hende: 
»Frygt intet! Ingen vil kunne afkræfte mine Ord, de ville 
naa til de Steder og de Folkeslag, til hvem jeg vil sende 
dem. Men alligevel skal du vide, at de ere som kostbar 
Olie; derfor skulle de males, søndertrædes og udpresses, 
snart af Misundere, snart af saadanne, der ville udvide 
deres Kundskab, snart af dem, der søge Lejlighed til at 
fremme min Ære.« ') 

Da Birgitta Julenat i Aaret 1357 tænkte over Guds 
Søns Fødsel af den reneste Jomfru og udgød sit Hjerte i 
øm Kærlighed til Maria, viste den ubesmittede Jomfru sig 
for hende og sagde: »Hør, min Datter, jeg er Himmelens 
Dronning, og fordi du elsker mig med en saa umaalelig 
Kærlighed, saa forkynder jeg dig, at du skal valfarte til 



l ) K. VI. 100. 

18' 



— 276 — 

den hellige By Jerusalem, naar det vil behage min Søn; 
derfra skal du gaa til Bethlehem, og der vil jeg paa selve 
Stedet vise dig den Maade, hvorpaa jeg har født min Søn ; 
thi saaledes er det ham velbehageligt 1 ).« 

Dette Løfte, som den hellige Jomfru saaledes gav 
Birgitta, skulde dog først opfyldes efter flere Aars Forløb. 
Først skulde Guds Tjenerinde blive ganske ren, ganske 
lutret, ganske forklaret, og til den Ende førte Herren hende 
stedse atter til Lidelsernes og Prøvelsernes velsignede Skole. 

Birgitta havde modig og med glad Hjerte skilt sig 
fra sine Børn, da Herren kaldte hende fra det fjerne Norden 
ti] den evige Stad; men alligevel vedbleve disse at være 
hende uendelig dyrebare, og derfor skulde netop hendes 
Moderhjerte lide, for at hun helt løsnet fra enhver Ved- 
hængen ved et skabt Væsen kunde naa til den højeste 
Fuldkommenhed. 

En Tj ener hos Kardinal Hugo Roger, i hvis Hus Bir- 
gitta endnu bestandig boede, pintes af Nysgerrighed efter 
at faa at vide, om Fyrstinden af Nerike ogsaa virkelig var 
saa hellig, som hun havde Ord for at være, og kom der- 
for paa den Tanke en Dag paa skalkagtig Vis at sige til 
hende: »Fru Birgitta, eders Søn Prins Karl er bleven 
hængt i Sverrig.« Birgitta svarede med vidunderlig Ro: 
»Det forbyde Gud ! men sig mig, fra hvem har du da hørt 
den Tidende?« Han svarede: »Det have svenske Pilegrim- 
me fortalt mig.« Birgitta forblev rolig hengiven ; men Uger 
igennem var hendes Hjerte kummerfuldt over at have 
mistet sin Yndling paa den Maade, indtil der endelig ind- 
løb Breve fra Sverrig, som gendrev dette Rygte. Henimod 
Slutningen af samme Aar blev Kardinalens Tjener syg; han 
skriftede, gjorde Bod og døde snart efter. Birgitta, der 

•) R. VII. 1. 



— 277 — 

var meget bekymret for hans Sjæls Frelse, bad vedholdende 
for den Afdøde. Efter syv Dages Forløb saa hun i et Syn 
Helvedes Afgrund, over hvilken der var lagt en Bjælke, 
paa hvilken den Dødes Sjæl viste sig for hende. Samtidig 
saa hun ved sin Side Jomfru Maria, som sagde til hende: 
»Ingen aner, i hvor stor Frygt denne Sjæl smægter, og 
det fordi den i sit jordiske Liv har foruroliget Guds Ven- 
ner. Dog skal du vide, at den hører blandt Tallet paa 
dem som blive frelste ! ).« 

De Breve fra Sverrig, som beroligede Birgitta med 
Hensyn til Sorgen for hendes Søn Karl, bragte hende til- 
lige den Efterretning, at hendes yngste Datter Cæcilie, der 
blev opdraget i Klosteret i Skenninge, ikke vilde blive der, 
men ønskede at vende tilbage til Verden. Dermed var et 
af den hellige Enkes kæreste Ønsker tilintetgjort. Hun 
bavde ofret dette Barn, som allerede ved Fødselen var saa 
benaadet, ganske til Herren, og da den lille Cæcilie i sin 
tidligste Ungdom var bleven overgiven til Klosterdamernes 
Opdragelse og altsaa aldrig havde lært Verdens skuffende 
Glæder at kende, tvivlede Birgitta ikke om, at Længselen 
efter at tage Sløret og blive Kristi Brud vilde vaagne i det 
uskyldige Barns Hjerte. Men nu var det kommet ander- 
ledes. C/Ecilies Opdragelse var fuldendt, Barnet var vok- 
set op til en dydig, elskelig Jomfru, men der viste sig in- 
tet Kald hos hende til Ordensstanden, og Abbedissen i 
Klosteret i Skenninge ønskede derfor, at Cæcilie skulde 
vende tilbage til sin Familie. 

Da Birgitta sørgmodig og nedslaaet over denne Ti- 
dende søgte Trøst i Bønnen, sagde Herren til hende: »Du 
har viet din Datter til mig; men jeg har endnu ikke sagt 
dig, hvad der er mig mest til Behag: enten at hun for- 



') Extrav, 112, 



— 278 — 

bliver i jomfruelig Stand, eller at hun gifter sig; ej heller 
har jeg meddelt dig, om dit Offer har behaget mig 
eller ikke. Jomfrueligheden er god, fordi den gør den 
Rene Englene lig. Men naar Jomfruelighed i Kødet ikke 
er forenet med Jomfruelighed i Hjertet, da er det kun et 
Misfoster af Jomfruelighed. Thi en from gift Kvinde, der 
besidder sand Ydmyghed, er mig kærere end en hovmodig 
Jomfru. En gift Kvinde, der lever i Herrens Frygt efter 
sin hellige Regel ! ), kan samle lige saa megen Fortjeneste 
som en kysk og ydmyg Jojnfru. Hvad enten din Datter 
nu vil forblive i jomfruelig Stand eller hun vil gifte sig, 
saa ere bægge Dele mig lige meget til Behag, naar hun 
kun i alt opfylder min Vilje. Hvad kunde det nytte hende 
med sit Legeme at være indelukket indenfor Klosterets 
Mure, naar hendes Aand og hendes Tanker vare udenfor? 
Jeg, der veed alt og forudser alt, tillader aldrig noget uden 
at have vægtige Grunde dertil 2 ).« 

Birgitta underkastede sig ydmygt Guds Vilje, og Cæ- 
cilie forlod de fromme Dominikanerinders Kloster i Sken- 
ninge for at vende tilbage til sin Families Skød, hvor hun 
først fæstede Bo hos sin Broder Prins Karl 3 ). 

Snart efter fik Birgitta et Sorgens Budskab fra Cistér- 
ciensernonnernes Kloster Risaberg. 4 ) Hendes Datter Ingeborg 
var død. Da Helgeninden modtog denne Tidende, sagde hun 
med synlig Glæde; »O Herre Jesus Kristus, du min Sjæls 
Elskede, velsignet være du, fordi du har kaldet hende, 
før Verden drog hende ind i sit Net.« Derpaa trak hun 

') Herren taler her om den hellige Franciskus'bs tredje Orden 
for Gifte, til hvilken ogsaa Birgitta hørte, og om hvis høje 
Værd for alle, der maa leve i Verden, han her vilde belære 
sin Tjenerinde. 

*) E. IV. 71. 

3 ) Se S. 87-88. 

4 ) Jfr. S. 87. 



— 279 — 

sig straks tilbage til sit lille Oratorium, græd heftigt og 
overlod sig til saa stærke Udbrud af Smerte, at hendes 
Omgivelser forbavsedes over denne pludselige Forandring. 
Men hvad der var Grunden til disse Taarer, og hvad der 
tildrog sig imellem Kristus og hende i denne Bønnens 
Stund, meddelte hun snart efter sin Skriftefader Petrus 
Olafson, der optegnede det i Aabenbaringernes Bog. 

Birgitta havde kastet sig paa Knæ for den Korsfæste- 
des Billede og græd bitterlig; da viste den guddommelige 
Frelser sig for hende og spurgte hende, som han saa ofte 
plejede at gøre, og som han engang spurgte den hellige 
Magdalene: »Kvinde, hvorfor græder du? Skønt jeg veed 
alt, vil jeg dog høre det af dig.« Og Helgeninden svarede 
ham : »O min Herre, jeg græder ikke, fordi min Datter er 
død; nej, jeg glæder mig derover, fordi hun, saafremt hun 
havde levet længere, maatte have aflagt et strengere Regn- 
skab for dig. Jeg græder kun, fordi jeg ikke har under- 
vist hende nok i dine Bud, fordi jeg ofte har givet hende 
Eksempel paa HofFærdighed og ikke straffet hende strengt 
nok, naar hun fejlede.« Kristus svarede: »Enhver Moder, 
der græder, naar hendes Datter fornærmer Gud, er den 
sande Kærligheds Moder og en Taarernes Moder, og hen- 
des Datter er en Guds Datter for hendes Moders Skyld. 
Men den Moder, der glæder sig over, at hendes Datter 
retter sig efter Verden og dens Sæder, er ingen sand Mo- 
der, men kun en Stiftnoder. Derfor skal din Datter for 
din Kærligheds Skyld og formedelst din gode Vilje ad en 
kort Vej naa til den evige Herligheds Krone.« 1 ) 

Denne trøsterige Forjættelse af Herren fandt snart 
sin Bekræftelse i mange Undere, som forherligede Inge- 
borgs Grav. 



») Extrav. 98. 



— 280 — 

Efter at Birgitta saaledes havde bekræftet sin Taal- 
modighed og Standhaftighed i Lidelse, vilde Herren vise 
hende den store Løn, som knytter sig til enhver Lidelse, 
der bæres i Ydmyghedens Aand, og ved en saare naadig 
Vision lod han hende opfyldes* med himmelsk Trøst. 

I en under Bøn gennemvaaget Nat saa Birgitta den 
hellige Agnes træde ind i sit Oratorium, bærende i sin 
Haand en straalende Krone, som var besat med kostbare 
Stene. Kristi jomfruelige Martyr sagde til Birgitta : »Kom 
hid, min Datter, for at jeg kan krone dig. Hvad er vel 
Kronen andet end Bekræftelsen paa det Taalmod, som 
smeltes af Sorg og krones af Gud? den første Sten i denne 
er en Jaspis, som den har indføjet, der forhaanede dig ved 
at sige til dig, at han ikke vidste, af hvilken Aand du 
talte, og at det vilde passe bedre for dig at spinde lige- 
som andre Kvinder end at disputere om den hellige Skrift. 
Ligesom Jaspis skærper Synet og tænder Hjertets Glæde, 
saaledes tænder Gud ved Sorgen Glæde i Sjælen, oplyser 
Forstanden for aandelige Ting og døder Hjertets uordent- 
lige Begærligheder. Den anden Sten, Safiren, har den for- 
skaffet dig, der behandlede dig venlig, men bag din Ryg 
angreb din Ære. Lige som Safiren afspejler Himlens 
Blaa, saaledes giver Menneskenes Slethed den Retfærdige 
Vidnesbyrd om, at hans Hu staar til det himmelske. Den 
tredje Sten er en Smaragd. Den kan du takke kam for 
der paastod, at du havde sagt Ting, som du hverken 
havde tænkt eller sagt. Lige som Smaragden let kan 
brydes itu, men er af en skøn Farve, saaledes bliver hans 
Løgn meget snart til intet, men gør din Sjæl meget smuk, 
fordi din Taalmodighed belønnes. For det fjerde straa- 
ler der en Perle i din Krone; den har han indføjet, der 
i din Nærværelse spottede en af Guds Venner, en Bespot- 
telse, der gjorde dig mere ondt, end om den havde 



— 281 — 

været rettet imod dig selv. Ligesom Perlen er hvid, ren 
og skøn, . saaledes indfører Smerten Kærligheden til Gud 
i Sjælen og gør den ren og skøn. Den femte Sten, To- 
pasen, har han indføjet, som du velsignede, medens han 
kun førte bitter Tale imod dig. Ligesom den straaler lig 
Guld, ssaledes er intet saa skønt og velbehageligt, som 
naar vi elske den, der gør os ondt, og bede for dem, der 
forfølge os. Den sjette Sten, Diamanten, har han paa- 
sat din Krone, der slog dig og kastede . dig til Jorden, 
hvad du taalte med Taalmodighed, medens du endog bad 
om Naade for din Fornærmer. Ligesom den ægte Diamant 
ikke lader sig sønderbryde ved Slag, saaledes beviser Men- 
nesket sin ægte Dyd, naar han villig bærer Mishandlinger og 
Foragt og altid tænker paa, hvad Gud har lidt for ham. 
Den syvende Sten, Karfunklen, har den Tjener indføjet, 
der bragte dig den falske Tidende om, at din Søn Karl 
var død, hvad du tog med Taalmod, idet du overlod dig 
til Guds Villie. Ligesom nu Karfunklen lyser og straa- 
ler saare skønt i Ringen, saaledes nødsager det Men- 
neske, der vedbliver at være taalmodig, naar han rammes 
af Tabet af en, han har kær, Gud til at elske ham; han 
lyser for de Helliges Aasyn som en kostbar Sten. Bliv 
derfor standhaftig, min Datter; thi for at din Krone kan 
blive fuldendt, ere endnu nogle Stene nødvendige. ! )« 

Det himmelske Syn forsvandt. Birgitta blev nu til- 
bage i stor Fryd, men dog tillige i alvorsfulde Tanker. 
Hendes Krone var endnu ikke fuldendt, som den him- 
melske Beskytterinde jo havde sagt, og de Ædelstene, 
der smykkede den, vare alle erhvervede ved Lidelser. 
Deraf indsaa Birgitta klart, at ogsaa de manglende 
Perler og kostbare Stene maatte fortjenes ad samme Vej. 

') IV. 124. 



— 282 — 

Et Øjeblik bævede hendes Natur tilbage ved Forestillingen 
om de tornefulde Stier, der laa for hende, men et Blik 
paa hendes Krucifiks bragte denne Rørelse af menneskelig 
Svaghed til Tavshed. Birgitta havde intet andet Ønske 
i denne Verden, end at Guds Vilje maatte ske ved og over , 
hende. 

En af de store Naadegaver, Herren beviste sin tro- 
faste Brud i alle hendes Lidelser og Prøvelser, bestod deri, 
at hun aldrig var uden aandelige Førere, hos hvem hun i 
hele sit mystiske Liv kunde søge og finde Raad og Bistand. 
I de Lidelser, Arbejder og Prøvelser, som endnu ventede 
hende lige til det Øjeblik, i hvilket den sidste Ædelsten 
skulde indføjes i hendes Krone, gav Gud sin Tjenerinde en 
yderligere mægtig Støtte i Alfons af Jaen, med hvem hun 
blev bekendt hen imod Slutningen af Aaret 1361, og som 
fra denne Tid af var hendes trofaste Ledsager paa hen- 
des Rejser og i hendes i Sandhed apostoliske Virksomhed. 
Alfons var Spanier. Hans Fader hed Fernando Rodriguez, 
hans Moder var en født Martinez fra Segovia. Hans For- 
ældre boede i Segovia, hvor hans Fader døde. Hvorledes 
han er kommen dertil, vides ikke; om Alfons'es Nation- 
alitet som Spanier har der aldrig været rejst Tvivl. Han 
besad lige saa mange Dyder, som han havde Aand og 
glimrende Kundskaber. Da han havde faaet Bestyrelsen 
af Bispedømmet Jaen, kom han i Aaret 1361 til Rom, 
hvor han lærte Birgitta at kende. Han nærede allerede 
den Gang det Ønske at frasige sig sit Bispedømme og hel- 
lige sig til en Eremits skjulte Liv, men kunde først i Aa- 
ret 1368 udføre sit Forehavende. Han ærede med stor 
Iver den kære Gudsmoder og var derfor værdig til at 
blive vor Helgenindes aandelige Fader; han syntes at staa 
hende nærmere end de svenske Præster, der havde fulgt 
hende til Rom. Den allersaligste Jomfru sagde til Bir- 



— 283 — 

gitta om Biskop Alfons: »Min Ven skal elske dig som 
sin Moder, som sin Herskerinde, som sin Datter, som sin 
Søster. Som sin Moder paa Grand af de Raad, du skal 
give ham. Som sin Herskerinde paa Grand af den Naade, 
Gud skænker dig, ved gennem dig at aabenbare sine Hem- 
meligheder for Verden. Som sin Datter, for at han kan 
belære og trøste dig og sørge for dig som en Fader. Som 
sin Søster, for at han kan straffe dig, naar det er nødven- 
digt, formane dig og ved Ord og Eksempel anspore dig til 
at stræbe efter den fuldkomneste Dyd. 

Alfons efterkom med stor Troskab denne Forpligtelse, 
som Himmeldronningen saaledes paalagde ham. Han ærede 
i Birgitta en Helgeninde, hvis Udtalelser for ham vare 
af stor Betydning, og hvem han adlød som en god Søn sin 
Moder. Men tillige var han hendes Lærer, hendes Fører, hen- 
des aandelige Fader, og er ved den Sendeskrivelse, han skik- 
kede forud for ottende Bog af hendes Aabenbaringer, bleven 
den ivrigste Forsvarer af disses Ægthed, ligesom han og- 
saa har aflagt det tilforladeligste Vidnesbyrd angaaende 
hendes heroiske Dyder og hendes daadrige Livs Hellighed. 1 ) 



TOLVTE KAPITEL. Birgitta løser forskellige af 
Datidens vigtige Spørgsmaal. — Pave 
Johan XXIFs Dekretaler. — Antikristens 
Komme. 

JJen hellige Birgittas Aabenbaringer ere ligesom en 
stor, vidunderlig og billedrig Katekese, som Jesus og Ma- 
ria holde for Menneskeheden igennem deres Tjenerindes 

») B. 370. F. et alibi. M. 270. 



— 284 — 

Mund, fuld af Solvarme og aandelige Lyn for at brænde- 
mærke Lasterne, opmuntre til Dyd, true med Rædslerne 
for de evige Straffe og lade Himmelens Glæder vinke. De 
Klæder, vi bære, det Hus, vi bo i, alle Redskaber, Naturen 
med dens mangfoldige Fremtoninger, alt maa tjene til at 
forklare Sandheden, til at opflamme til Fromhed, til at 
berede Vejen for Naaden; med alle sanselige Iagttagelser 
bringes en oversanselig Anskuelse i Forbindelse. Mange 
Aabenbarelser ere fattelige i og for sig selv for et Barn, 
andre derimod blive først forstaaelige ved nogen Oplysning 
eller alvorlig Eftertanke, ligesom jo ogsaa den slebne 
Krystal først da udstraaler sin Glans, naar den kommer i 
det rette Lys. Saaledes imødegaar da Birgitta som en 
hellig Lærerinde ved Ord og Skrift Vantroen og Umorali- 
teten i sit A århundrede, i hvilket man vovede at angribe 
Kristendommens Dogmer, ligesom man ogsaa søgte at til- 
intetgøre den kristelige Moral; thi Troen og Sædelæren 
ere saa nøje forbundne med hverandre, at de bægge blomstre, 
eller bægge komme i Forfald. 

Tidens Mangel paa Tro blev viist Birgitta i et af 
hendes intellektuelle Syn, og hun glødede af Længsel efter 
at afhjælpe dette det skrækkeligste af alle Onder. Hun 
blev ikke træt af at bede og bønfalde om, at Gud, som 
han havde lovet hende 1 ), vilde sende sine Venner for at 
advare og frelse de ulykkelige Mennesker. Det, hun i sine 
inderlige Bønner anraabte Gud om, var altsaa, at han 
vilde forunde hende at opfylde sin egen Mission, og hun 
tabte end ikke Modet i saa Henseende, naar Herren for at 
prøve sin Tjenerindes Ydmyghed sagde til hende, at om han 
ogsaa vilde sende hende, saa vilde dog hendes Stemme 
ikke være stærk og mægtig nok til at udføre et saa stort 

') R. VI, 33, 



— 285 ^ 

Værk. 1 ) Hun kæmpede i sine Skrifter, som i Virkeligheden 
have et meget stort kateketisk Værd, imod Datidens Van- 
tro og Usædelighed og løste med en Klarhed og Sikker- 
hed, som kun Inspirationen giver, Spørgsmaal af den største 
Vigtighed, som sysselsatte hendes Aarhundrede. 

Det dybe sædelige Forfald, som paa mange Steder 
havde fundet Indpas hos Gejstligheden, havde fremkaldt 
det Spørgsmaal, om det dog ikke var bedre at ophæve 
Præsternes Cølibat, og om dog ikke mange Synder vilde 
kunne forhindres ad denne Vej. Selv en from Guds Tje- 
ner, en Ærkebiskop, havde udtalt den Tanke, at hvis han 
var Pave, saa vilde han afskaffe Cølibatet, og han mente, 
at dette vilde være Gud velbehageligt. Birgitta bekæm- 
pede denne Vildfarelse, idet hun forkyndte den Aabenbaring, 
hun havde modtaget herom, for hin Biskop og for det 
troende Folk. 

Den allersaligste Jomfru viste vor Helgeninde, hvor- 
ledes den uudsigelige Værdighed, der gaves en Præst, at 
kunne konsekrere Guds Søns allerhelligste Legeme, paa 
ingen Maade lod sig forene med en jordisk Forbindelse, og 
sluttede med de alvorlige Ord: »Du skal vide, at en Pave 
vilde paadrage sig en frygtelig Dom, hvis han vilde til- 
lade Præsterne at gifte sig; thi en saadan Pave vilde Gud 
berøve al aandeligt Syn og Hørelse og tillige de aandelige 
Ord og Gerninger; hans aandelige Visdom vilde stivne, og 
desuden vilde hans Sjæl efter Døden blive nedstødt i Hel- 
vedes evige Pine for der til evig Tid at blive Djævelens 
Føde. Ja selv om den hellige Gregor havde anordnet dette, 
saa vilde han for en slig Afgørelses Skyld ikke have fun- 
det Naade hos Gud, hvis han ikke før sin Død havde til- 
bagekaldt den 2 ).« 

') R. IV. 37. 
2 ) R. VII. 10. 



— 286 — 

Ogsaa Jesu Kristi Statholders Autoritet paa Jorden, 
Pavens Ufejlbarhed, havde det 14. Aarhundredes Vrang- 
og Vantro jsøgt at gøre tvivlsom under Foregivende af, 
at en Pave, der er besmittet med Synder, ikke kan være 
ufejlbar i sine Afgørelser. Men Birgitta, den katolske 
Kirkes trofaste og ydmyge Datter, opstiller atter den simple 
Læresætning, ved hvilken de Troende gennem alle Aar- 
hundreder have holdt fast: »Den sande og katolske Tro 
er den, at den Pave, som er uden Kætteri, selv om han 
ogsaa besmittes af andre Synder, dog aldrig ved disse Syn- 
der og sine øvrige ufuldkomne Gerninger bliver saa slet, 
at der i ham ikke findes den fuldkomne Autoritet og den 
fuldkomne Magt til at løse og binde. Denne Magt er gaaet 
over til ham fra den hellige Petrus og han har modtaget 
den af Gud. Og selv om mange Paver ikke finde Naade 
for Guds Domstol, saa ere ikke desto mindre de Domme, 
de have fældet i Verden, retfærdige og vise; de vedblive 
at være gyldige og ere godkendte og bekræftede af Gud 
selv. *)« 

Der disputeredes i hin Tid meget om, hvad der skulde 
blive af Hedningerne baade i denne og den anden Verden. 
En Ordensgejstlig paastod i Birgittas Nærværelse, at de 
Hedninger, der ikke bleve kaldede til Vinbjærget, ikke 
vilde faa nogen Del i Vinstokkens Frugter. Da Bir- 
gitta tænkte herover, sagde Guds Søn til hende : »Hvad 
har den snakkesalige Broder sagt til dig? Sig du ham, at 
der skal komme den Tid, da der kun er een Hjord og een 
Hyrde, een Tro og en klar Erkendelse af Gud, og da skulle 
mange, der vare kaldede til Vinbjærget, blive forkastede. 
Men de, der ikke vare blevne kaldede, men alligevel efter 
Evne have stræbt efter at blive kaldede, skulle for Gud 

■) R. VII. 7. 



— 287 — 

modtage Barmhjertighed og Lettelse i deres Lidelser, selv 
om de ikke kunne indgaa i Vinbjærget. Sig ham frem- 
deles : det er dig bedre i from Enfold at bede et Fadervor 
end for at opnaa forfængelig Berømmelse i Verden at dis- 
putere paa filosofisk Vis om vanskelige Spørgsmaal. ')« 

Men især udkrævedes der en Anseelse som den, vor 
Helgeninde nød, for at dæmpe den Uro og Forvirring, der 
greb Romerne, da pludselig det Rygte udbredte sig i den 
hellige Stad, at Antikristens Komme og Verdens Under- 
gang var nær. En frafalden Munk, der var sat i Kirkens 
Ban, og havde tilbragt nogen Tid i Jerusalem og derpaa 
kom tilbage til Rom, var Ophavsmanden til dette Rygte. 
Han havde skrevet en stor Bog om de Begivenheder, der 
skulde gaa forud for Verdens Ende, og foregav, at de hel- 
lige Apostle Petrus og Paulus havde aabenbaret ham, at 
han var værdig til Præsteværdighedens højeste Embede og 
skulde være Pave og Kejser. Han forstod saa godt at 
spille Helgen og skuffe det lettroende Folk, at han allerede 
havde en stor Mængde Tilhængere; men mange af de 
Troende ilede i deres Angest og Forvirring til Birgitta for 
af hende at erfare, hvad man skulde mene om Munkens 
Udsagn, og hvorledes de skulde forholde sig overfor de Fa- 
rer, der truede dem. 

Birgitta havde allerede paa Guds Befaling læst den 
skinhellige Ordensmands Skrifter og kun fundet Ærgerrig- 
hed og Selvros i dem. Da hun imidlertid var mistroisk 
imod sin egen Dom, vendte hun sig til den guddommelige 
Forløser og bønfaldt ham om at gøre hende bekendt med 
Sandheden. Guds Søn sagde nu til sin Brud: »Jeg siger 
dig med Hensyn til den Munk, om hvis Aand du er i 
Tvivl, at han af Ubestandighed har forladt sit første Klo- 

') R. VI. 77. 



— 288 — 

ster og paa bedragerisk Vis er gaaet ind i dét andet. — 
Han skammede sig over at være on ydmyg Munk og var 
ikke udholdende i sit hellige Kald. — De Aabenbaringer, 
han har, komme fra Djævelen. Sig ham derfor, at han hver- 
ken skal blive Pave eller Kejser; ja, naar han ikke for- 
bedrer sig og som en ydmyg Munk vender tilbage til sit 
Kloster, da skal han om kort Tid dø som en Frafalden, 
uværdig til de Helliges Samfund *).« 

Men om Antikristens Komme og Verdens Ende fik Bir- 
gitta følgende Aabenbaring. Guds Søn sagde til hende: 
»Denne Verden ligner et Skib, der er ladet med Møjsom- 
melighéder og Lidelser og drives frem og tilbage af Fristel- 
sernes Storme. De Mennesker, der ere paa dette Skib, 
ere aldrig i Sikkerhed, før de have naaet Rolighedens Havn. 
Ligesom nu et Skib har tre Afdelinger, saaledes er der 
ogsaa tre Tidsaldre i Verden. Den første gik fra Adam til 
min Menneskevordelse. Denne betegnes ved Skibets for- 
reste Del, der var høj, vidunderlig og stærk. Høj i Patri- 
arkernes Gudsfrygt, vidunderlig i Profeternes Viden, stærk 
i Lovens Overholdelse. Mellemskibet, det vil sige Verdens 
anden Tidsalder, begyndte, da jeg, den levende Guds Søn, 
paatog mig en Tjeners Skikkelse; thi lige som Mellem- 
skibet er lavere og mere nedtrykt end den øvrige Del af 
Skibet, saaledes blev der ved min Ankomst prædiket Yd- 
myghed, og mange have efterfulgt den lang Tid. Men nu 
begynder, fordi Ugudelighed og HofFærdighed tage til og 
min Lidelse næsten er glemt, den tredje Tidsalder, der 
skal vedvare indtil Dommen, og i denne Tidsalder har jeg 
ved dig sendt min Munds Ord til Verden, og hvem der 
hører dem og følger dem, skal blive salig. Thi ligesom 
Johannes siger, ikke i sit men i mit Evangelium: »Salige 



>) R. VI. 68. 



— 28& — 

ere de, som ikke se, men dog tro,« saaledes siger jeg nu: 
Salige, i Sandhed evigt salige, ere de, der høre disse Ord 
og følge dem. Ved Slutningen af denne Tidsalder skal 
Antikristen fødes. Og ligesom der af et helligt Ægte- 
skab fødes Guds Børn, saaledes skal Antikristen fødes af en 
forbandet Kvinde, der foregiver at forstaa aandelige Ting, 
og af en forbandet Mand, af hvis Sæd Djævelen med min 
Tilladelse skal danne sit Værk. Men denne Antikristens 
Tid vil ikke være den, som hin ryggesløse Munk angiver, 
hvis Skrifter ere dig bekendte ; men paa den Tid, som jeg 
alene veed, naar Uretfærdigheden gaar over alle Grænser, 
og Ryggesløsheden er vokset til det umaalelige, da skal 
Antikristen komme. Vid ogsaa, at før den Tid skulle Troens 
Porte aabnes for endnu nogle Folkeslag. Naar de Kristne 
elske Kætteriet, og naar de Uretfærdige træde Gejstligheden 
og Retfærdigheden under Fødder, saa er dette Tegnet paa, 
at Antikristens Komme er nær.« 1 ) 

Kristus befalede sin Brud at kundgøre denne Aaben- 
baring for Romerne; Birgitta adlød ufortøvet og beroligede 
snart atter det ophidsede Folk, der med stedse voksende 
Ærefrygt hang ved vor Helgeninde. Hun var blevet Midt- 
punktet for det religiøse Liv i Rom. Herren havde stillet 
hende paa Stagen for at lyse for Folkeslagene ved sine 
Dyders Lys og den himmelske Visdoms Inspiration, og han 
forherligede hende desto mere i hele Verdens Øjne jo dyb- 
ere hun ydmygede sig i Bevidstheden om sin egen Intet- 
hed og altid i alt gav ham alene Æren. 

Hvor det drejer sig om Løsningen af teologiske 
Spørgsmaal, af hvilke man forelagde Birgitta saa mange, 
ere hendes Svar korte, klare og træffende. Hun bevæger 
sig helt og holdent paa den skolastiske Teologis Omraade, 



') R. VI. 67. 

A. BRINKMANN : DEN HKLLIGR BIRGITTA. 1 9 



— 2d0 — ■ 

medens Forstaaelsen af hendes eget Liv med dets vidun-* 
derlige Visioner og Ekstaser kun maa søges paa Mystikens 
Enemærker. Det er ejendommeligt, at bægge de Retninger, 
som gjorde sig gældende i Middelalderens Teologi, nemlig 
Skolastiken og Mystiken, repræsenteres af to store hellige 
Kvinder fra det fjortende Aarhundrede, af den hellige Bir- 
gitta af Sverrig og den hellige Katharina af Siena. Bir- 
gitta søger i sine Skrifter at paavise den indre Sammen- 
hæng imellem de enkelte Dogmer og udlede andre Sand- 
heder af dem og gendriver Hæretikernes Indvendinger med 
stor Klarhed og Bestemthed. Katharina af Siena er den 
mystiske Skoles Discipel; hendes Sprog er billedrigt, hun 
beskæftiger sig i sine Skrifter mindre med Dogmerne og 
betragter de guddommelige Ting ikke paa dialektisk Vis, 
men ved Beskuelse; netop derved tilkendegiver hun sig 
som Bærer af den mystiske Skole; thi den mystiske Teo- 
logi er, som Gørres siger, »en Skuen og Erkenden med 
et højere Lys som Gennemgangsled og en Virken og Gøren 
med en højere Frihed som Gennemgangsled«. 

Birgitta kommer til Italien fra det fjerne Norden nøj- 
agtig paa samme Tid, da Katharina af Siena, denne Syd- 
ens elskelige Blomst, saa Verdens Lys. Birgitta gaar for- 
ud for den gudoplyste Jomfru og forbereder Hjerterne for 
hendes helt himmelske Lære; Birgittas Disciple blive sen- 
ere den hellige Katharinas trofaste Disciple og kalde den 
gudbegejstrede Jomfru deres Moder. x ) Katharina derimod 
lægger, ligesom ansporet af taknemmelig Kærlighed til 
Birgitta den sidste Haand paa det store Værk, som vor 
store Helgeninde med opofrende Kærlighed helt og holdent 
havde viet sig til, paa den apostoliske Stols Tilbageførelse 



') Alfons af Jaens sluttede sig efter Birgittas Død til Ka- 
tharina af Sienas Disciple. 



— 29i — 

til den evige Stad, paa Jesu Kristi Statholders Tilbage- 
venden til Rom, det stakkels forældreløse Rom. 



TRETTENDE KAPITEL Det svenske Kongehus. 
— Birgitta ser i Rom Munkenes Til- 
stand i Alvastra. — Sverrigs Fremtid. 
1362-1364. 

1 ilstanden i Rom var i Virkeligheden sørgeligere end 
nogen Sinde. Efterat Cola di rienzo var bleven styrtet, 
lykkedes det Kardinal Albornoz'es overlegne Politik for et 
Øjeblik at holde Adels- og Folkepartierne i Ave. 1 ) Men 
hans Arbejder i Romagnaen og hans fortsatte Kamp med 
Viscontierne, Pavedømmets mest forbitrede Modstandere, til- 
lode ham ikke at bevare denne heldige Indflydelse ret 
længe. Romernes urolige Aand vendte tilbage. Innocens 
VI mente at kunne stanse Ondet ved at udnævne en, som 
var fremmed for Byen, til Senator. Men dette vandt ikke 
det forventede Bifald; Romerne følte sig fornærmede og 
ansaa det for et Angreb paa deres nationale Ære. I deres 
Vrede ophævede de Senatorværdigheden og indsatte i Stedet 
for en Magistrat bestaaende af syv Medlemmer, som antoge Ti- 
tel af Republikkens Reformatorer. 2 ) Innocens taalte et halvt 
Aar denne oprørske Regering og gjorde først en Ende paa den 



*) Cuetius. Commentarii de Senatu Romano p. 428. 

*) Romani — non vollero piu il Scnatore e crearono sette loro 
cittadini, ai quali diédcro il titolo di reformatori della repu- 
blica romana. Gigli, ap. Vital. Storia diplomatica dei senatori 
di Roma. 1. 1 q. 289. 

19* 



— &92 — 

ved at udnævne Kongen af Cypern, Hugo Lusion an, til Sena- 
tor, som med Kraft holdt Folkets urolige Aand nede. 
Men denne Monark havde knapt afstaaet sin Værdighed 
til sin Efterfølger, Paul af Argento, Greve af Campello, 
før en ny Revolution indsatte en Skomager ved Navn 
Lello Pocadote til Diktator. Dybere kunde Romerne- ikke 
fornedre sig. ') 

Birgitta betragtede med taarefyldte Blikke de brogede 
Revolutionsbilleder, som droge forbi hende. Hun følte, at 
der kun gaves eet Middel til at bringe Fred i den evige 
Stad: Pavens Tilbagekomst. Hun skønnede tillige, at denne 
ikke længer kunde være ret fjern, thi hun var jo stævnet 
til Rom for at se Paven og Kejseren der, og hendes byr- 
defulde Livs Aften var allerede frembrudt. Hun fordoblede 
sine Bønner, sin Faste, sine Bodsgerninger, og hendes Seer- 
blik var stadig rettet mod Avignon, der i sit pragtfulde 
Palads husede Jesu Kristi Statholder, den ydmyge hellige 
Petrus'es Efterfølger. 

Ixnocens VI var den 22. September 1362 gaaet ind 
til det hinsidige i sit Pontifikats tiende Aar. Det aposto- 
liske Palads i Avignon skylder ham Opførelsen af det store, 
høje Kapel og af Hovedbygningen paa Sydsiden. Men skønt 
Ixnocens havde gjort meget for Opførelsen af Vatikanet i 
Avignon, saa havde han dog endnu et andet Palads i Ville- 
neuve, som han foretrak. Han boede gerne der, og en 
stor Mængde af hans Breve ere daterede fra dette Ynd- 
lingsopholdssted, som han kaldte Velsignelsens Dal (vallis 
benedictionis). Paa det Sted, Ixnocens havde elsket saa 
højt i levende Live, vilde han ogsaa begraves. De Andæg- 
tige rejste ham et prægtigt Gravmæle i Kirken til det 
Kartheuserkloster, han selv havde oprettet. Denne Pave 



') Gigli. Storia diplomatica etc. p. 290—293. 



— 293 — 

havde i hele sit Pontifikat smertelig følt det Misforhold, 
hvori den hellige Petrus'es Efterfølgere stode over for hele 
Kristenheden, saa længe de residerede i Avignon, og maa- 
ske var ogsaa dette Grunden til, at han, hvem det ikke 
var forundt at vende tilbage til Rom, i det mindste efter 
sin Død vilde forlade dette Forvisningssted. 

For at ende en Strid, som var udbrudt angaaende det 
nye Pavevalg, fremsatte de Indsigtsfuldeste det Forslag, at 
man skulde vælge en Person, som ikke hørte til Kardinal- 
kollegiet. Dette Forslag gik igennem, og Stemmerne sam- 
ledes paa Abbeden for St. Viktor i Marseille, Vilhelm Gri- 
moard. l ) 

Abbed Vilhelm var paa en Rejse, som han havde 
gjort efter Pavens Ordre, da han fik Efterretning om, at 
Innocens VI var død, og at han selv var valgt til hans 
Efterfølger. Han vendte tilbage til Marseille, sendte Med- 
delelsen om, at han modtog Valget, til Kardinalerne, der 
endnu vare indelukkede i Konklavet, og holdt i al Stilhed 
sit Indtog i Avignon. Den 6. November modtog han den 
biskoppelige Konsekration og Pavekronen af Kardinalen af 
Maguelone, Audoix Auberts Haand og antog Navnet Ur- 
ban V. Den Kavalkade, som plejer at finde Sted ved Pa- 
vernes Kroning, kom ikke i Stand denne Gang, uagtet alle 
Forberedelserne til den vare trufne. Urbans Beskedenhed 
var Grunden til, at denne glimrende Parade blev udeladt. 3 ) 

Det Valg, Kardinalerne havde gjort imod Sædvane 
udenfor det hellige Kollegium, vakte nogen Utilfredshed, 
men denne gav snart Plads for den Mening, at Urban V's 
Valg skyldtes en guddommelig Indskydelse. 3 ) »Hellige Fa- 

*) Mubat. Specimen Historiæ Pistoriensis, t. XVI p. 1069. 

8 ) Libro del Polistore, Murat. Rerum italic. script, t. XXIV p. 

846. Baluze, Vitæ Pap. Avenn. t. I. p. 199. 
8 ) Contin. Guiliel. de Nangis, ap. Dachery. Spicileg. t. II. p. 129. 



— 294 — 

der,« skrev Petrarka til ham, »tro ikke, at en af Kardi- 
nalerne nogen Sinde skulde have tænkt paa, jeg vil ikke 
sige at gøre Dem til Pave, men at ønske, at De skulde 
blive det, Gud alene har valgt Dem, idet han har lagt 
dem Deres Navn i Munden.« 

Birgitta delte denne Opfattelse og hilste med inder- 
lig Glæde Valget af en Pave, der mere end alle hans For- 
gængere syntes skikket til at sønderbryde de forsmædelige 
Lænker, der endnu bestandig fastholdt Jesu Kristi Stat- 
holder i Avignon. Hun modtog dengang ikke noget Hverv 
til ham og bevarede derfor den samme Tavshed, hun havde 
iagttaget under Innocens VTs Regering. 

Urban var en i Sandhed apostolisk Mand. Hans Om- 
sorg strakte sig ikke blot til de kristne Folkeslag og 
Regeringers gensidige og indbyrdes Forhold, men den ret- 
tede sig ogsaa med ikke ringe Kraft paa Kirkens indre 
Organisation. Forøvrigt havde Urban V før sit Valg ud- 
mærket sig blandt dem, der med Ivrighed krævede Pave- 
sædets Tilbageførelse til Rom. Han havde sagt offentlig, 
at hvis det ved Guds Naade blev givet ham at se en Pave, 
der for Alvor tog sig af at faa den hellige Stol ført til- 
bage til Italien, saa vilde han gerne dø Dagen efter. ! ) 

Imidlertid lod det dog i Begyndelsen af hans Ponti- 
fikat, som om ban havde forglemt sin tidligere Begejstring 
for Rom. Han var i den Grad omhyggelig for at forskønne 
Avignon, at man skulde tro, han vilde følge sin Forgæn- 
gers Eksempel og forblive der for bestandig. Han fuld- 
endte Byens Mure, lagde den sidste Haand paa Fuldend- 
elsen af. det apostoliske Palads ved at bygge Englenes 
Taarn, den skønneste og beundringsværdigste Bygning i 
det hele Kompleks; han udsmykkede Værelserne imod 



') Matteo Villani lib. XI. c. 26. 



— 295 — 

Øst, hvorfra man havde Udsigt til de rummelige Haver, 
som gav denne Del af Paladset et saa prægtigt Udseende, 
at man senere kaldte det for Rom. 1 ) 

Birgitta græd og bad, da Tidenen om denne nye 
Forskønnelse af Avignon kom til Rom, men hun tav endnu 
stadig; thi Herren havde ikke befalet hende at tale med 
sin Statholder paa Jorden. Den aldrende Petrarka der- 
imod, der nu havde opgivet alt Haab om at se Roms Til- 
stand forbedre sig, naar ikke Paven forlagde sit Sæde der- 
til, skrev 1363 et veltalende Brev til Kristi Statholder, 
i hvilket han skildrer den store Elendighed i den evige 
Stad : »Skal da Byernes Dronning vedblive stedse at sidde 
Enke?« udbryder den fromme Digter i sin retfærdige 
Smerte. »Skal hun, hvad der er værre end Enkestand, 
høre om sin Brudgom, hvorledes han bor hos andre, fæng- 
sles af fremmed Kærlighed, og ikke kunne holde ham fast 
ej heller se ham? Ved sin Nærværelse kunde han gøre 
sig selv og hende hæderkronet og lykkelig! men med hvilke 
Følelser — tilgiv mig, barmhjertige Fader, min dristige 
Ærbødighed — med hvilke Følelser slumrer du ved Rhones 
Bredder, under Gemakkernes gyldne Lofter, medens Late- 
ranen ligger styrtet til Jorden, medens alle Kirkers Moder 
staar uden Tag, aaben for Vind og Regn, medens Petri 
og Pauli hellige Hus skælver og Apostlenes fordums Bo- 
lig allerede ligger i Ruiner, en uformelig Stenhob, der 
udsender Sukke, selv fra sit Stenbryst. 2 ) Naar min Ring- 

') Hist. manuscripte d* Avignon, par Teissier t. II. p. 27. 

8 ) I August 1361 afbrændte Kirken. En Tagdækker skulde 
reparere Taget paa Hovedskibet, der var tækket med Bly. 
Uden at han lagde Mærke til det faldt der et brændende 
Kul ud af hans Pande og kom til at ligge paa en Bjælke, 
der langsomt begyndte at gløde. Snart grebes de andre 
Bjælker af Ilden, og hele Bygningen stod i Luer. Hvor 



— 296 — 

hed ikke er værdig til noget Svar paa alt dette, ville I da 
ikke, du og dine Brødre, i det mindste give Svar til Pro- 
feten Hågai og den Helligaand, der taler gennem din 
Mund? Men hvad kunne I overhovedet svare? Er det Tid 
til, at I bo i rige Huse, og at dette Hus staar øde? Du, 
eller hvis du forkaster mig, i Stedet for dig det hele nuvæ- 
rende og tilkommende Kristenfolk kunde holde for, at disse 
Ord bleve talte til det af ham, der intet usandt kan tale 
og der, naar det er hans Vilje, kan faa ikke blot Syndere 
og Uvidende, men endogsaa umælende Dyr til at tale : Saa 
længe Rom ikke har sin Brudgom, ville hverken de men- 
neskelige Ting nogen Sinde gaa godt eller Kristi Øjemed 
blive opnaaede.« 

Dette saa veltalende Sprog syntes dog kun at gøre 
ringe Indtryk paa Urban V. Men han blev snart ført til- 
bage til sine tidligere Tanker ved en Begivenhed, der i og 
for sig har Karakteren af en himmelsk Paamindelse. 

Peter af Aragonien, en ung Fyrste, der havde om- 
byttet Verdens Pragt med en Franciskanermunks Fattigdom, 
kom til Avignon ene og alene for at meddele Paven et Syn, 
han havde haft, og i hvilket Verdens Frelser havde paa- 
lagt ham at sige til Paven , at han snarest mulig skulde 
vende tilbage til Rom for at arbejde paa Kirkens Refor- 
mation. l ) 

Fra dette Øjeblik rettedes Urbans Tanker udelukkende 
paa Italien. »Ikke alene,« skrev han i Juni Maaned 1364 
til Kejser Karl IV, »nære vi Længsel efter, men have og- 
saa taget den faste Beslutning at vende tilbage til Apost- 



mange Folk der end løb til og hjalp, saa afbrændte dog 
hele Hovedskibet tillige med andre Dele af den omfangsrige 
Bygning og Sankta Sanktorum Kapel, saa at der ikke blev 
andet staaende end de nøgne Mure. 
*) Wadding. Annales Minorum., ann. 1366 n. 11. et 12. 



— 297 — 

lenes Stad *). Ogsaa ved et Besøg i sit kære Abbedi St. 
Viktor erklærede han, at han vilde tage til Kom, om det 
saa blot var for at anspore de Troende til Fromhed. 

Vi ville nu et Øjeblik forlade Rom og det yndige 
Grevskab Venaissin, vi ville forlade Avignon med dets 
prægtige Palads for at vende tilbage til den skandinaviske 
Halvø, vor Helgenindes Hjem, med dets graalige Kuller 
og Fjelde, dets mørke, majestætiske Birke- og Fyrreskove 
og den tungsindige Himmel, der begrænser dette alvorlige 
Billede. 

De frygtelige Straffedomme, hvormed Birgitta en Gang 
havde truet det svenske Kongehus, nærmede sig deres Op- 
fyldelse. Kong Magnus havde to Sønner, af hvilke Ha- 
kon fik Norge, Erik Sverrig. Erik blev forgivet af sin 
egen Moder, Bl ank a, som til Gengæld selv blev forgivet 2 ) og 
døde 1363, da hendes ældste Søn Hakon blev gift med 
den danske Konge Valdemar Atterdags Datter Margaretha, 
der blev navnkundig ved 1397 at stifte Kalmarunionen, 
som sammenføjede Danmark, Norge og Sverrig til eet 
Rige. Kong Magnus havde ligeledes drukket af den Gift, 
der voldte hans Gemalindes Død, men det lykkedes hans 
Livlæge at frelse hans Liv. Til Løn herfor gav Kong 
Magnus sin Livlæges Søn, Laurentius, Birgittas Datter, 
den skønne og dydige Cæcilie, der levede ved Hoffet, til 
Ægte. 

Det svenske Rige var i stor Forvirring. Kongen, der 
var i Kirkens Ban, havde ganske mistet sine Undersaat- 
ters Kærlighed og Tillid. Han blev berøvet sit Rige og 
sin Krone, og Svenskerne, der frygtede for, at Margare- 
thas danske Parti skulde tilrive sig Magten, overdrog Sver- 

*) Licet non solum desiderium, sed etiam propositum habemus. 

Raynald, 1364. n. 11. 
*) Pont. lib. 8. Rer. Danicar. 



— 298 — 

rigs Krone til Hertug Albrecht af Meklenborg, som at- 
ter mistede den og blev tagen til Fange i Slaget ved 
Falkøping af Margarethas Feltherre Ivar Lykke (1368). 
Magnus tilbragte syv Aar i Fængsel og druknede der- 
paa paa en Sejlads ved Norges Kyst. Saaledes endte 
det svenske Kongepar, der havde foragtet den store Hel- 
genindes Lærdomme og Advarsler, hvormed hun under 
usigelig Møje havde søgt at lede dem paa Dydens Vej. ! ) 

Birgittas Broder Israel, der havde afslaaet den ham 
tilbudte Kongekrone, vilde ikke længere være Vidne til For- 
virringen i Sverrig, men fulgte 1362 sin Hu, der stod til 
at kæmpe med de Vantro og drog til Lifland, hvor han 
deltog i Kampene imod dem. 1362 ankom han til Riga 
i Nærheden af den russiske Qrænse. Her blev han syg 
og følte Døden nærme sig. 2 ) Han bad sine Vaabenfæller 
bære ham ind i Byens Hovedkirke, hvor der var en navn- 
kundig Statue af Jomfru Ma.ria. Israel trak en kostbar 
Ring af Fingeren og satte den paa Statuens Haand, idet 
han sagde: »Du har stedse været min Herskerinde, som 
jeg elskede over alt; at dette har været saa, derpaa kalder 
jeg nu dig selv til Vidne. Derfor overgiver jeg nu min 
Sjæl til din milde Varetægt og overlader mig ganske til 
din barmhjertige Kjærlighed.« Herpaa modtog han Døds- 
sakramenterne og døde glad og fuld af Tillid, idet han ind- 
til sit sidste Aandedræt gentog Navnet Maria. 3 ) 

Da Birgitta modtog Budskabet om sin Broders salige 
Død og bad for hans Sjæl, viste Jomfru Maria sig for 
hende og sagde: Israel har givet mig sin Ring til Pant 
paa sin Troskab og forlangt mig til sin Brud. I Sandhed, 
min Datter, du skal vide, at han, saa længe han har levet, 

*) Jfr. I Bog 7. Kap. 

9 ) Efter andre Angivelser skal han først veere død 1368, 

3 ) R. VI 95. B. 378. 39. 40, 



— 299 — 

altid her elsket mig, og det af hele sit Hjerte, og i alle 
sine Handlinger frygtet min Søn. Derfor har jeg ført 
ham ad den Vej, der var bedst for ham, og fremstillet 
ham for Englenes og Helgenernes Hærskarer, af hvilke han 
altid blev elsket. Hans gode Vilje var Gud lige saa vel- 
behagelig, som det vilde have været, om han blandt Hed- 
ningerne havde hengivet sit Liv i Kampen for den hellige 
katolske Tro ').« 

Birgitta saa ogsaa fra Rom Brødrenes Tilstand i Klos- 
teret i Alvastra. Det blev aabenbaret hende, at en hel Del 
Munke vilde dø i kort Tid, og tillige erkendte hun hver 
enkelts aandelige Tilstand. Hun saa dem, der i Renselses- 
stedet maatte afbøde deres Fejl og Skødesløsheder; men 
Sjælene af dem, der i pletløs Renhed og Enfold havde tjent 
Herren og ved streng Bod. havde friet sig fra Synden og 
SyndestrafFen, saa hun flyve op til Himmelen i Skikkelse 
af skinnende hvide Duer 3 ). Nogle Uger efter fik Petrus 
Olafson Tidende fra Alvastra. 33 Munke vare i kort Tid 
indgaaede til Evigheden. Det var dem, hvis Navne vare 
nævnte for Birgitta. 

Hvert Dødsbudskab, Guds Tjenerinde fik, modtog hun 
med den Sjælero, der kendetegner en Sjæl, der har fundet 
alt i Gud: Fader, Moder, Broder og Brudgom. Birgitta 
kunde i Sandhed sige med den hellige Franciskus: Min 
Gud og mit Alt. Hendes stakkels Fædrelands og det ulyk- 
kelige Kongepars sørgelige Skæbne fyldte derimod hendes 
Sjæl med dyb Vemod. Hun skuede i Aanden hele Nor- 
dens og især sit dyrebare Sverrigs trøstesløse Frem- 
tid. Men Herren vilde heller ikke herom lade sin tro 
Brud uden Trøst og aabenbarede hende, at der engang 
skulde oprinde bedre Tider for Sverrig, i hvilke Guds 

*) VI. 95. 
9 ) VI. 113, 



— 300 — 

Rige atter skulde grundfæstes i mange Hjerter. Birgitta 
benaadedes med en Aabenbaring, i hvilken den guddom- 
melige Frelser underviste hende om mange Ting henhør- 
ende til Aandens Liv. Ved Slutningen af hele sin him- 
melske Belæring sagde Kristus til sin Tjenerinde: »Se, 
min Datter, denne Aabenbaring har din Skytsengel, den 
hellige Erik 1 ) fortjent til dig; thi der vil komme den Tid, 
da Ondskaben i dette Land (Sverrig) skal kølnes og Sjæle- 
iveren optændes i manges Hjerter 2 ).« 



FJORTENDE KAPITEL Birgitta i Neapel. - Den 
første Flytning af Pavestolen tilbage 
til Rom. - 1364-1372. 

Henimod Slutningen af Aaret 1364 fik Birgitta af 
sin guddommelige Brudgom Befaling til at rejse til Neapel 
og besøge dette Kongeriges hellige Steder. 

Skønt træt og udtømt af sin apostoliske Virksomhed 
i Rom og sine Spægelser, tøvede hun ikke et Øjeblik, men 
tiltraadte Rejsen ledsaget af sin Datter Katharina, af Skrif- 
tefaderen Petrus Olafson, Præsten Magnus, den svenske 
Biskop af Vexiø og nogle fromme Kvinder. 

Saa snart hun var kommen til Neapel, modtog Høje 
og Lave hende med megen Udmærkelse, og Almuen strøm- 
mede til for at hilse paa hende og bede om hendes For- 
bøn; thi hendes Ry for Hellighed og Vidundergaver var 

*) Kong Erik af Sverrig f 1250. 
a ) VI. 661. 



Hoapgl. 



~ 301 — 

kommet der længe før hende selv. De Store tilbøde den 
fornemme Adelsdame at bo i deres Slotte, men hun foretrak 
at opholde sig hos Kristi Fattige, hvor hun kunde bru- 
ge hver ledig Stund til at hjælpe de Syge. Det Sted, 
hvor hun helst opholdt sig, var et til det hellige Kors ind- 
viet St. Klarakloster, som Dronning Sancia havde stiftet, 
og hvor denne selv havde tilbragt Slutningen af sit from- 
me Liv, efter at hun i Aaret 1342 havde mistet sin Ge- 
mal. 

Landets regerende Dronning var den berygtede, usæ- 
delige Johanna, hvis Hof holdtes for et af de mest dan- 
nede og fine, men derhos mest fordærvede, og da hun er- 
farede Birgittas Komme, holdt hun sig ikke tilbage, men 
indbød hende og hendes Følge, dels af Nyfigenhed og dels 
af virkelig Ærbødighed for hende. Den hellige Kvinde 
tovede ikke med at modtage Indbydelsen, thi hun mindedes 
det Eksempel, Frelseren havde givet hende, da han spiste 
sammen med Synderen og* Tolderen, og hun haabede at 
kunne øve gavnlig Indflydelse paa Dronningen. Men det 
var kun saare nødigt hendes Datter Katharina tog til det 
kongelige Slot, og lige til hendes Livs Ende kunde denne 
ikke blive fri for den Følelse af Afsky, som hun fik der. 

Fra først af syntes Johanna tilgængelig for Birgittas 
alvorlige, truende Formaninger, som hun viste sig rede 
til at efterkomme, og Birgitta modtog flere Aabenbaringer 
om den Ulykkeliges Sjælstilstand; i fjorten Punkter skulde 
hun paalægge hende at forny sit Liv. Hun skrev da til 
Dronningen, at hun fremfor alt maatte rense sin Samvittighed 
ved oprigtigt at skrifte alle Synder i hele sit Liv, og der- 
næst ordne baade sine egne og Statens Anliggender efter 
de Raad, som Birgitta nu gav hende i Guds Navn '). 

•) R.6. 11. 



- 302 — 

Johanna viste god Vilje; den hellige Kvindes hele Op- 
træden og hendes gribende, alvorlige Ord gjorde et stærkt 
Indtryk paa hende, men dette varede dog kun, saa længe 

« 

Birgitta selv var der paa Stedet; næppe var hun tagen bort, 
før Dronningen med hele sit Hof faldt tilbage til de gamle 
Vaner og Synder, og hun faldt stadig dybere til Trods for 
alle Advarsler og Profetier, som Guds Barmhjertighed og- 
saa senere forundte hende — til sidst ved bægge de 
hellige Kvinder, Katharina af Sverrig og af Siena — 
indtil hun endelig blev hildet i sine egne Garn, faldt i 
Fangenskab og fik en sørgelig Død for en Snigmorders 
Haand. 

Med Adelen og Hovedstaden gik det helt anderledes; 
paa den og paa det menige Folk indvirkede Birgitta saa 
stærkt ved sit Ord og Eksempel, at Mangfoldige omvendte 
sig endogsaa for hele Livet. 

Men idet Birgitta paa vidunderlig Vis førte andre 
til Gud, samlede hun ogsaa rige Skatte for sin egen Sjæl. 
Med uforlignelig Andagt og under Møjsommeligheder, som 
vi forkælede Nutidsmennesker slet ikke drømme om, og 
heller ikke let kunne tænke os dernede under den milde, 
sydlige Himmel, besøgte hun fra Neapel adskillige hellige 
Steder, deriblandt fire Apostelgrave: St. Bartholomæus'es 
i Benevent, Skt. Thomas'es i Ortona, St. Matthæus'es i 
Amalfi; endvidere den store Biskop St. Nikolaus'es Re- 
likvier i Bari, samt den Hule i Bjerget Gargano, som i 
Middelalderen var vidt berømt, fordi Erkeengeleil Michael 
havde viist sig der; alle Vegne forundtes der hende Visioner 
og andre Naadegaver. Paa en af disse Rejser blev hun 
meget syg, dels af de gennemgaaede Møjsommeligbeder 
og dels af sit strenge daglige Liv, og det samme skete 
derefter med flere af hendes Ledsagere, men alligevel 
havde hun i Adventstiden Betænkelighed ved at gøre Brud 



— 303 — 

paa den da gældende, strenge Faste for den tredje Orden, 
ved at spise af de Kødspiser, som Ærkebiskoppen af 
Bari havde sendt det fromme Pilegrimstog. Men da viste 
Frelseren sig selv for hende, for i egen Person at bort- 
tage hendes Tvivl og give hende Dispensation 1 ). Over- 
hovedet er det saare mærkeligt, hvorledes Herren, der 
hos andre saa dybt beklager vor Koldsindighed og Ulyst 
til ved Bodsøvelser at tage Del i hans hellige Lidelse, giver 
indskrænkede Forskrifter overfor disse af Kærlighed og 
Bodsiver glødende Sjæle, og for Eksempel sætter rigeligere 
Tid for dem til Hvile, idet han skiftevis tilskynder og hol- 
der tilbage. 

Birgittas Ophold i Neapel havde nu varet over et 
Aar, men Erkebiskoppen vilde gerne have det forlænget; 
thi han satte baade stor Pris paa hendes Raad, og ønskede 
derhos ogsaa, at hendes hellige Eksempel og alle de Naade- 
gaver, som strømmede ud fra hende, saa længe som muligt 
maatte komme Landet til Gode; men i Fastetiden 1366 tog 
hun dog tilbage til Rom. 

Nu var endelig den Tid kommen, da Stiftelsen af 
heades Kloster skulde modnes. I Vadstena vilde Bygningen 
snart være færdig, hvorhos Sagens gejstlige Ordning med 
det første maatte være tilendebragt, og Birgitta haabede 
om ganske kort Tid at kunne forelægge den hellige Fader 
den nye Ordens Bestemmelser og Regler. I dens Breviar 
fattedes nu kun de Stykker, som daglig i den første Mor- 
genbøn skulde bedes til Ære for den hellige Jomfru. Bol- 
landisterne fortælle, at en Engel efter Paabud af Gud har 
dikteret hende disse Læsninger, og at hun i sit lille Bede- 
kammer, hvor hun kunde se over til Kirken San Lorenzo 
i Damaso, har lyttet til hans Ord med Tavle og Griffel i 



l ) Extrav. 99. B. 440. n. 302. 



— 304 — 

Haanden. Paa den Maade er den herlige Sermo angelicus 
fremkommen. 1 ) 

Medens den hellige Kvinde selv bad det nye, vidunder- 
lige OfFicium (d. e. Samling af pligtige Bønner), som inde- 
holder de dybeste Tanker om Guds Moders Herlighed, især 
om hendes ubesmittede Undfangelse, skuede hun denne 
Troens Løndom i al dens Ophøjethed, fem Aarhundreder 
før den af Kirken blev erklæret for en Trosartikel. 

Kristus selv var hendes Lærer i alt, hvad der angik 
hendes nye Orden, og af ham modtog hun da følgende 
himmelske Lærdomme, der til alle Tider kunne være Ret- 
tesnor ikke blot for den hellige Birgittas egne Døtre, men 
overhovedet for alle gudindviede Jomfruer: 

»Enhver, som vil være Guds Brud,« — saaledes talte 
Vor Herre og Frelser, — »maa mere gøre sig Umage for at 
udføre Guds Vilje, end tænke paa sit eget Tarv eller paa 
selv at faa sin Vilje. De skulle være ligesom Jomfruer, 
der ere paa Rejse langt borte fra deres eget Gods og saa 
maa søge Husly paa deres Brudgoms Ejendom. Deres 
eget Gods, det er Friheden og den jordiske Vandel samt 
alt det, der tilhører dem selv, alt hvad de af fri Vilje 
uigenkaldelig maa give Afkald paa. De maa iføre sig 
Bryllupsklæder, og det er Ydmyghed, Taalmod og Lydig- 
hed, der alle pryde Sjælen og gøre den fager i Guds Øjne. 
De maa rejse sig og skride videre for at kunne træde frem 
for Brudgommen og dem, der ere indbudne til Bryllupet, 
d. e. de maa have skriftet med den faste Vilje, ikke oftere 
at synde, samt frasige sig alle verdslige Ting, slet ikke 
bryde sig om at have disse og i eet og alt opgive deres 
egen Vilje. Hvor ren og sædelig bør ikke deres Vandel 
være lige over for dem, som se dem. Thi disse Bryllups- 



l ) B. p. 443. n. 310—312. 



— 305 — 

gæster, hvis Øjne hvile paa dem, det er jo Guds Moder 
Maria og alle Himmelens Hærskarer. Men Brudgommen, 
som længes efter dem, det er den sande Gud, Kongernes 
Konge, ham som har Magt højt over alle Skabninger. Til 
ham indvies de ved deres hellige Løfter og deres højtide- 
lige Ord, at ville efterleve Reglerne; og idet de holde 
Løfterne og de hellige Regler, vandre de den rette Vej til 
Brudgommens Højtidssal. ! ) Med Løftets Aflæggelse frem- 
bryder Bryllupets første Dag og varer ved, til Sjælen gaar 
bort fra dette Liv, for oppe i Himmelen at komme til den 
næste, den i al Evighed vedvarende Dag, da deres Forening 
med Gud fejres.« 

Midt under disse hellige Arbejder var imidlertid det 
Aar 1367 kommet, som endelig skulde skaffe Birgitta hen- 
des Ønsker opfyldte, medens det ulykkelige Rom atter 
skulde faa sin Sol, Jesu Kristi Statholder tilbage. 

I lang Tid havde Urban V fuldt og fast sat sig det 
for; han trængte ikke mere til Digteren, som havde spurgt 
ham, »om han engang helst vilde opstaa med Synderne i 
Avignon eller med Roms Apostle og Martyrer«. Thi Pa- 
ven længtes selv efter den evige Stad, efter Apostelgravene 
og den hellige Jord, som utallige Sandhedsvidner havde 
farvet med deres Blod. 

Allerede i 1365 havde Karl IV besøgt Paven i Avig- 
non, og Pavens Tilbagekomst til Rom var saare vigtig for 
dem bægge. Den 1. August 1366 havde Romerne paa ny 
skildret Paven, hvor ilde Staden var stedt, og ved Hjælp 
af Albornoz lod han Tropper afgaa dertil, ligesom han i Sep- 
tember lod Kejseren og Romerne vide, at han næste Paaske 
agtede sig dertil. Den gejstlige Vikar Biskop Pietro af Or- 
vieto, havde allerede i Begyndelsen af 1365 faaet Paalæg om 
at lade Pavens Residensslot i Rom sætte i Stand, hvorhos 

') R. S. 808. Kap. 17. 

A. BBIHKMANN: DEN HELLIGE BIRGITTA. 20 



— 306 — 

Vatikanets Have, der dels var taget under Plov, dels over- 
groet med Ukrudt og forfalden, skulde renses og beplantes. 
Paa samme Tid lod Kardinal Albornoz ogsaa Slottet i Vi- 
terbo indrette til Residens for Paven ; Galejer fra Venedig, 
Neapel, Pisa og Genua skulde ledsage ham paa Rejsen, og 
i Maj 1367 vilde Karl IV og Urban V mødes i Italien. 
Fra alle Kanter af Italien tilbød man Paven Bistand. 
Men jo mere man der glædede sig, jo større var Uviljen 
baade ved det pavelige og ved det franske Hof. I det 
hellige Kollegium mødte Urban stærk Modstand hos Kar- 
dinalerne, der vare blevne vante til det behagelige Liv i 
Avignon og ikke blot frygtede Rejsens Besvær, men ogsaa 
.vare bange for Romerne, hvorfor de vægrede sig Ved at 
vende tilbage. Men Urban lod sig ikke rokke. Ved en Sende- 
færd, hvor Kongens egen tidligere Lærer Nikolaus Oréme 
var den første, søgte Karl V af Frankrig, der i 1364 
havde succederet sin Fader efter dennes Død i engelsk 
Fangenskab, at faa Paven fra sit Forehavende. Og under- 
ligt nok, de Ord, som Herren ifølge Legenden »Domine 
quo vadis« sagde til Petrus: »Jeg drager til Rom for at- 
ter at blive korsfæstet,« vare Teksten for den Tale, som 
Oréme i Konsistoriet holdt til den hellige Petrtjs'es Efter- 
følger. Han søgte at godtgøre, at Paven burde blive i 
Frankrig, fordi dette var hans eget Fødeland, Evropas 
Midtpunkt, frommere og helligere end Rom og bedre styret 
end Italien, Men Urban svarede med at paaskynde For- 
beredelserne til Rejsen. For at gaa ombord i Marseille, 
forlod han den 30. April 1367 Avignon, som trods al sin 
Pragt og det glimrende Palads kun havde været ham et 
gyldent Fængsel. Tre Kardinaler bleve tilbage i Avignon ; 
de andre fulgte med ham, men det var mere ifølge Tvang 
end af fri Vilje. To Dage holdt Urban Rast i det pave- 
lige Slot ved Pont de Sorgue, og saa drog han med de 



— 307 — 

otte Kardinaler, som skulde sejle med ham, til Marseille, 
hvor han tog ind i Abbediet St. Viktor, for hvilket han tid- 
ligere selv havde været Forstander. Seks Kardinaler rejste 
til Lands, og iblandt dem Kardinalen af Beaufort, dér si- 
den blev TJrbans Efterfølger. Disse droge enkeltvis gen- 
nem Lombardiet og over Bologna til Viterbo, hvor de 
skulde vente paa Paven. Det var med en Flaade paa 25 
Galejer, denne sejlede til Italien, paa hvis Jord ingen Pave 
havde sat sin Fod i over 60 Aar. Da man var stødt fra 
Land, gave de franske Kardinaler deres Klager Luft, og 
trods sin ophøjede Ro kunde Paven ikke holde det TJdraab 
tilbage: »De Kardinaler plage mig vel meget.« Efter en 
langvarig Sejlads kastede Flaaden Anker ved Korneto om 
Morgenen den 3. Juni. 

Alt var rede til at modtage Paven. I store Skarer 
ventede Folk dem, der skulde komme, og Strandbredden 
var fuld af Telte med Silketæpper og Løvsale. Kun een 
Mand var der ikke, han hvem Paven kunde takke for, 
at han endnu havde en Stat; Kardinal Albornoz laa syg 
af Feber i Viterbo. I et Telt læste Urban den hellige 
Messe, hvofpaa han tog til Minoriterklosteret, og der mødte 
Udsendingerne fra Rom for at overgive ham Magten over 
Staden og Nøglerne til Engelsborg. Efter tre Dages Op- 
hold i Korneto rejste Paven videre og kom den 9. Juni til 
Viterbo. Og det var ikke alene Byernes Indbyggere, men 
ogsaa Omegnen, der jublede ham imøde, ligesom Albornoz 
opbød alle sine Kræfter for selv at modtage den hjem- 
vendende Overhyrde; det var hele Kirkestaten, han nu 
kunde overgive til ham, alle Oprørere vare overvundne, og 
alle Byerne anerkendte Pavens Højhedsret. Men den 24. 
August bukkede den store Mand under for Sygdommen,' der 
saa længe havde undergravet hans Liv, og Paven, som vis- 



20' 



— 308 — 

selig følte Størrelsen af det Tab, der saaledes ramte baade 
Kirken og ham selv, var da endnu i Viterbo. 

Tidligt om Morgenen den 16. Oktober forlod Paven 
Viterbo med et glimrende Følge af en Mængde italienske 
Herrer, og om Eftermiddagen var man ved Roms Porte. 
Det var i eet og alt som en Suveræn, at Urban drog 
derind. Markgreven af Ferrara Nikolaus af Esta aabnede 
Toget i Spidsen for tusinde Ryttere. Elleve Kardinaler 
rede derefter to og to sammen, tillige med deres Kapellaner 
og Følge. Saa kom Paven. Amadætjs VI af Savoien holdt 
Tømmerne paa hans Hest; Rudolf af Kamerino red lige 
efter ham med Kirkens vajende Banner, derpaa kom Ga- 
leotto Malatesta med 300 Ryttere og til sidst Ærkebiskop- 
perne, Biskopper, Abbeder og en Skare Baroner, samt Ka- 
merinos Ryttertrop. Man anslog Antallet af Munkene og 
andre Gejstlige til to Tusinde. Saaledes drog Toget frem 
gennem Leos Stad under Folks jublende Tilraab, og medens 
de, der vare opstillede langs med Vejen, sang Hymner. 
Da man var kommen til Pladsen ved St. Peter, stode 
Fyrsterne af deres Heste, og Greven af Savoien gav tolv 
Adelsmænd Ridderslaget. Imidlertid steg Paven op ad 
Basilikaens Trappe. Det var med Taarer i Øjet, han ud- 
talte Ordene i Salmen: »Ved Babylons Vande vi grædende 
sad, naar vi mindedes Zion.« Og siddende paa den pave- 
lige Trone skænkede han Aflad til alle Tilstedeværende, 
hvorpaa han tog til Vatikanet, der nu var bleven indrettet 
til hans Modtagelse. Den 18. Oktober skete den højtide- 
lige Overtagelse af Laterankirken og den 30. Oktober læste 
Urban Højmessen ved St. Peters Højalter, hvor ingen havde 
fungeret siden Bonifacius VIII. ! ) Da Paven for første 
Gang igen betraadte Basilikaen for at give det jublende 



*) Reumont: Geschichte d. Stadt Rom. II. 10. 



— 309 — 

Folk sin Velsignelse, var det omfangsrige, herlige Tempel 
helt opfyldt af talløse Andægtige, og iblandt disse vare to 
Kvinder, som uanset den bølgende Mængde vare saa dybt 
hensunkne i Bøn, at de snarere syntes at tilhøre Himme- 
len end Jorden. Det var Nordens tvende store Helgener, 
St. Birgitta og St. Katharina fra Sverrig. 

Romernes Jubel var uendelig stor over, at de igen 
havde deres Fader, Kristi Statholder, midt iblandt dem. 
Bom blev paa ny Midtpunktet for et storslaaet Liv, og Pa- 
vestolen syntes atter at have faaet sit Verdensherredømme. 
Paa alle Omraader udviklede Urban en beundringsværdig 
Virksomhed. Allerede i Avignon havde han med stor Iver 
taget sig af kirkelige Beformer; nu fordoblede han sine 
Anstrengelser i saa Henseende. Og Birgitta, som i over 
et Aar havde været optaget med at fuldføre alt, hvad der 
angik hendes Orden, og saaledes havde levet et mere stille, 
skjult Liv, hun optraadte nu efter Paabud fra oven atter 
i sit store Kald som den af Gud sendte Profetinde og lod 
de Kundgørelser, Herren dikterede hende, udgaa til de 
Store i Kirken og i Staten. Hun skrev et Bønskrift til 
Urban om Stadfæstelse af den nye Orden og dens Begler, 
og søgte saa om Audiens, der straks tilstodes hende. Ef- 
ter tyve Venteaar, fulde af Storme, Lidelser og Arbejde, 
havde hun saaledes endelig naaet det Maal, hun saa in- 
derligt havde længtes efter, og faaet den smukkeste Løn 
for sit urokkelige Taalmod og hellige Udholdenhed. 

Ogsaa Birgittas Sønner vare imidlertid komne til 
Bom for at besøge deres Moder og bringe hende den til 
Ordenens Anliggender nødvendige materielle Hjælp, og de 
vare nu med hende ved den første Audiens, som fandt 
Sted i Slutningen af Aaret 1367. Urban modtog hende 
meget kærligt, og hun forestillede sine Sønner for ham. 
Den yngste af disse, Hr. Birger, var vel standsmæssig klædt, 



— 310 - 

men dog langt tarveligere end hans Broder Hr. Earl, der 
var en stor Ynder af Pragt og nu optraadte i en svensk 
Adelsmands fulde Glans, og til den førstnævnte sagde da 
Urban: »Du er din Moders Søn,« hvorimod han sagde til 
Earl : »Du er et Verdens Barn,« l ) For Birgitta nærede 
han stadig den største Beundring og Anerkendelse af hen- 
des Fortjenester, Ydmyghed og andre Dyder, og han lovede 
hende snarlig Opfyldelse af hendes Bøn. 

I en Vision faa Dage efter fik Birgitta flere Udtal- 
elser fra Herren til Urban, der bl. a. lød saaledes : »Denne 
Pave er Guld, som kan lade sig bøje til det gode, men 
han er helt omgiven af denne Verdens Sorger; gaa der- 
for hen til ham og sig til ham i mit Navn : »Din Tid er 
kun kort, staa op og se til, hvorledes de dig anbetroede 
Sjæle kunne frelses.« I Henseende til hendes Orden og 
dens Regler blev det tilsagt hende, at hun selv skulde 
komme til at fuldføre alt. 8 ) 

I en senere Audiens meddelte hun Paven, hvad Her- 
ren saaledes havde sagt, og ligesom forrige Gang modtog 
han hende med stor Eærlighed og Mildhed, hvorhos huji 
fik alle de Begunstigelser, Stadfæstelser og Aflad, som hun 
havde anmodet om. 

Efter Paalæg af Herren skrev den hellige Birgitta og- 
saa til Kejser Karl IV, hvis Sanktion ligeledes var ønske- 
lig for den nye Orden, da dennes Klostre ikke skulde have 
nogen Undtagelsesstilling, men skulde staa under Biskop- 
perne i de vedkommende Diøceser og have Landets Fyrste 
til øverste Værge. Brevet derom tillige med en Afskrift af 
Reglerne sendte Birgitta i Begyndelsen af 1368 til Kej- 
seren, men hun glemte ikke, at hun ogsaa havde andet at 
varetage end at faa sin Orden grundet, glemte ikke sin 

l ) B. 385. 70. 
*) R. VI. 137. 



— 311 — 

langt alvorligere Mission overfor Pave og Kejser. Og der- 
for skrev hun snart efter et andet Brev til ham, hvori hun 
besvor ham at kæmpe mod de i det tyske Rige herskende 
Laster og sørge for, at Dyd og Fromhed kunde blomstre 
paa ny. Den uretfærdige Tilstand, som han skulde hjælpe 
til at formindske, fremstiller hun for ham ved et Billede: 
Fire Søstre, som ere en mægtig Konges Døtre, ere for- 
drevne fra deres fædrene Gods, og deres Plads have fire 
andre med Urette tilrevet sig. De førstnævnte ere Yd- 
myghed, Afholdenhed, Nøjsomhed og barmhjertig Kærlig- 
hed, og de fire andre; Hoflfærdighed, Begærlighed, Unøj- 
somhed og Simoni, hvad hun saa nærmere udvikler paa 
en ganske original Maade. ') Men ogsaa til Paven skriver 
hun en lignende Klage; Billedet der er et andet, men 
hele Indholdet af den mærkelige Vision gaar ud paa Af- 
skaffelsen af de samme Misligheder og en Del Reformer i 
Liv og Sæder for den højere Klerus, ligesom Birgitta for- 
maner Paven til at bruge Strenghed der, hvor Mildhed 
ikke frugter; befri Kirken for dens Brøst, tage Rusten bort 
fra dens Dørhængsler, bøje eller rette alt, hvad der træn- 
ger dertil, og bringe alt i Orden lige fra Taget til Gulvet. ') 
Men alle disse Billeder have en Kraft og Ejendommelig- 
hed, som vilde forsvinde ved en forkortet Gengivelse. 

Den Aabenbaring, Birgitta saaledes meddelte Pave 
Urban, optog han med oprigtig Ydmyghed. Den store 
Pragt, som omgav hans Kardinaler, deres med Uforbehold- 
enhed udtalte Ønsker om at komme tilbage til det yndige 
Grevskab Venaissin maatte i hans Øjne kun altfor meget 
tale for Rigtigheden af de Ord, den nordiske Seerske med- 
delte ham. Han gav strenge Forskrifter for Verdenspræst- 
erne, reformerede Klostrene og søgte for Alvor at gøre 

l ) R. VII. 51. IV. 45. 
*) R, VI, 49, 



— 312 — 

baade sit Hof og Kardinalernes Levemaade tarveligere. 
Alt syntes at stiile sig gunstigt. Kejseren, som fra først 
af skulde have ført Paven ind i dennes egen Stad, var 
vel ikke kommen endnu, men han vilde komme næste 
Aar. Sendemænd fra alle Kanter havde allerede indfundet 
sig, og i et Tidsrum af et Aar kom efterhaanden den rom- 
erske og den græske Kejser til den evige Stad, hvor ogsaa 
mange andre Fyrster opholdt sig i den Tid. Ifølge sin 
Aftale kom Karl IV i Maj 1368 til Italien, og i Oktober 
var han i Viterbo, hvorhen ogsaa Urban paa ny var kom- 
men. Derfra drog han til Rom, og Paven umiddelbart ef- 
ter ham, idet han atter holdt et højtideligt Indtog, nem- 
lig den 21. Oktober. Karl red ham imøde til By stadens 
Port, hvor han stod af Hesten, da den hellige Fader nær- 
mede sig, og derpaa førte han hans Hest ved Tøjlen lige 
til de Trapper, der gaa op til St. Peter. Og Folk jublede 
over denne Enighed mellem Jordens to største Magtha- 
vere *). 

Paa Allehelgensdag kronede Paven Kejserens fjerde 
Gemalinde, Elisabeth af Pommeren, medens Karl selv fun- 
gerede som Diakon. Og indtil Begyndelsen af Aar 1369 
blev Kejseren endnu i Rom, hvor han i en Audiens gav 
Birgitta Tilsagn om at tage hendes Orden i sin Varetægt 
Saaledes gik de Ord af Herren i Opfyldelse: »Drag til 
Rom, og bliv der, indtil du har set Kejseren og Paven og 
i mit Navn har sagt dem de Ord, som jeg selv vil sige 
dig 2 ).« 

I den Tid fik Birgitta ogsaa Efterretning om, at Vad- 
stena Kloster nu var fuldfærdigt, og hun ventede saa med 
Længsel paa Stadfæstelsen af Kristi Statholder, for at 
hun kunde indføre den nye Orden i sit kære Fædreland. 

') B. 455. N. 320. Reumont. Gesch. II. 955. 
*) R. S. 805. Kap. 8. 



— 313 — 

Paa samme Tid havde hun en Vision, som fyldte hen- 
des Hjerte med Sorg; hun skuede atter Kirkens sørgelige 
Tilstand, og det forestaaende Skisma viste sig for hendes 
Sjæls Øje. 1 ) Hendes Sorg over denne truende Fare 
skulde forøges endnu mere. Pave Urban følte sig ikke 
rigtig hjemme i Eom. Efter at Kejseren var dragen bort, 
blev hans Stilling betænkelig, og ved den ukloge Udnæv- 
nelse af seks nye franske Kardinaler, havde disses Parti 
faaet en overvejende Indflydelse. I Staden gærede det 
atter, og Paven var i Uro over Stormændenes Fejder. Han 
begyndte ogsaa selv at længes tilbage til det fredelige 
Avignon, saa at det lidt efter lidt blev hans Agt igen at 
drage dertil. Om Foraaret omtalte han denne Plan, og snart 
efter iværksatte han den. Allerede den 17. April forlod 
han den evige Stad, som han aldrig mere skulde faa at 
se, og drog til Viterbo. Sorgen herover var almindelig, 
men det var forgæves, at der i Montefiascone mødte en 
Sendefærd af Romere, som vilde have ham til at vende 
om; han holdt fast ved sit Forehavende og troede, at han 
med Guds Bistand kunde være Kirken til Gavn ogsaa i 
Frankrig. 

I Montifiascone blev han til den mildere Aarstid, og 
der udfærdigede han den Bulle, som opfyldte Birgittas 
Ønsker angaaende den nye Orden. Den er stilet til Ær- 
kebiskoppen i Upsala og Biskoppen i Vexio, og Paven be- 
myndiger hende deri til at oprette Dobbeltklostre paa 
den tidligere nævnte Maade og stadfæster det alt færdige 
Vadstena Kloster. Dog skulde indtil videre de nye Klostre 
følge St. Augtjstinus'es Regel og kun organiseres efter 
Birgittas egen Bestemmelse; thi Paven forbeholdt sig at 
underkaste de egentlige Ordensregler en grundig Prøvelse. 2 ) 

') R. IV. 79. III. 10. 
») B. 443. § 21. 



— 314 — 

Men uagtet al den Længsel, hvormed Birgitta havde 
bedet og bønfaldet om Stadfæstelsen for Ordenen og Klo- 
steret, var dennes Meddelelse dog ikke i Stand til at trøste 
hende over Pavens Tilbagerejse til Avignon.« 

Da hun en Nat var hensunken i Bøn, havde hun en 
Vision, som opfyldte hendes Hjerte med Angest; i den saa 
hun endnu tydeligere, hvad der ogsaa trykkede hende, 
naar hun var vaagen: Pave Urbans store Skyld og An- 
svar, og med det samme modtog hun en forfærdelig Trusel 
til ham for det Tilfælde, at han virkelig tog tilbage til 
Frankrig, hvad der ikke skete efter Tilskyndelse af Gud 
— skønt Guds Moder omtalte ham som Kristi Statholder 
og hendes anden Søn. I Løbet af meget kort Tid vilde 
han blive straffet med et tungt Slag paa sit Hoved. For 
to Ting — saaledes talte Herrens Moder til Birgitta — 
skulde han nøje gøre Gud Rede og Rigtighed : for hvad 
han havde udrettet paa Pavestolen, og for hvad han havde 
kunnet udrette, men havde undladt, skønt han sad inde 
med den højeste Magt i Guds Kirke *). Det var med større 
og større Smerte, at Birgitta lyttede hertil, og grædende 
bad og bønfaldt hun om Hjælp og sand Oplysning for 
Pave Urban. 

Næste Morgen meddelte hun Alfons af Jaen den hele 
Aabenbaring, og han nedskrev den selv, hvorpaa hun straks 
i Følge med ham drog til Montefiascone, for at advare og 
frelse Paven. Først henvendte hun sig dog til Kardinal 
Roger af Beaufort, der var en god Ven af Alfons og selv 
satte Birgitta meget højt. Men denne blev saa dybt rystet 
af Aabenbaringen, at han ikke turde meddele den til Ur- 
ban. Efter Tilskyndelse af den Helligaand og uden at 
ændse mulige Følger af, hvad hun nu gjorde, bestemte Bir- 

•) ft.IV. 31 



— 315 — 

gittå sig saa til selv at overrække Paven den nedskrevne 
Aabenbaring, Med barnlig Ydmyghed og med Taarer bøn- 
faldt hun inderlig den hellige Fader om ikke at forlade 
Italien og ikke svigte Gud og sin Pligt. ») Og da Urban 
ikke vilde lade sig rokke, saa forkyndte hun ham med al 
sin Missions forfærdelige Strenghed den Straf, som. ventede 
ham. Men han vilde ikke tro paa hendes Ord, og græd- 
ende og bedende vendte hun tilbage til Rom. Lige saa 
lidt nyttede den fromme Fransiskaner Peter af Arragoniens 
Taarer og Bønner. Men i Aanden saa nu Birgitta det 
Skisma, som forestod, og hun kundgjorde det for Paven. 

Efter at have været tre Aar og tre Maaneder i Ita- 
lien, tog Pave Urban saa derfra. 

Men alle, der havde Hjertelag for Kirkens Vel, sørg- 
ede dybt. Birgitta bad for, at Urban maatte times den 
Naade at faa en god Død; thi hun vidste, at Døden var 
det, der ventede ham udenfor Italien. I Virkeligheden 
havde han da ogsaa medbragt Spiren til en dødelig Syg- 
dom, og snart efter at han var kommen til Avignon, buk- 
kede han under for den. En stærk Feber brændte i ham, 
og da det Dag for Dag blev værre med ham, mindedes 
han den Aabenbaring, han havde faaet ved Birgitta, og 
nu, da det var for sent, angrede det ham, at han ikke 
havde troet den hellige Seerskes Ord. Han gjorde det 
Løfte, at han vilde drage til Rom, hvis han atter blev rask, 
men Løftet kom for sent. 

Døende lod han sig bære hen til det Sted, hvor hans 
dengang fraværende Broder boede, og liggende i Benedik- 
tinerkutten paa et fattigt Leje og for aabne Døre, saa at 
alle kunde se ham, forlod han den 19. December 1370 
dette Liv i en Alder af 61 Aar. 

l ) M. 344. 



— 316 — 

Den 29. December traadte Kardinalerne sammen i 
Konklavet, og allerede samme Dag blev Peter Koger af 
Beaufort udvalgt til Pave. Han udmærkede sig ved From- 
hed og rene Sæder, og for hans store Dyders Skyld havde 
hans Onkel Clemens VI udvalgt ham til Kardinal, dengang 
han endnu kun var 18 Aar gammel. Nu var han ikke 
over 40 Aar, men paa Grund af skrøbeligt Helbred saa 
han ældre ud, og hans hele Skikkelse og Holdning indgød 
baade Kærlighed og Ærefrygt. Som Petri Efterfølger an- 
tog han Navnet Gregor XI. 

Med glødende Bønner havde Birgitta støttet Kardi- 
nalernes Konklave, og hun blev saare glad over deres Valg, 
thi Roger syntes hende at være den rette Mand til at 
genoptage og gennemføre Pavestolens Tilbageflytning til 
Rom, som Urban havde paabegyndt. 

I den Henseende fik hun af den hellige Jomfru to 
Aabenbaringer til ham, fulde af indtrængende og kærlige 
Formaninger; allerede den første af disse sluttede med 
en saare alvorlig Trusel om Guds retfærdige Straf, i 
Fald han var ulydig: »Thi hans Liv skal forkortes, og 
han selv stedes for Guds Domstol. Og saa kan ikke 
verdslige Fyrsters Magt hjælpe ham, Lægernes Kunst og 
Visdom ikke gavne ham, og hans Liv ikke blive en Smule 
længere, naar han indaander sin Hjemstavns milde Luft. 
Og om han end er kommen til Rom, men ikke vil gøre, 
hvad jeg har sagt ham, saa vil hans Liv blive forkortet, 
og han maa dø *).« 

Gregor XI var alt dybt rystet ved Birgittas forfær- 
delige Spaadomme til Urban V, og med Ydmyghed og Tro 
modtog han nu denne Aabenbaring, som hun bragte ham 
ved Latino Orsini. Han sendte den hellige Kvinde sin 



') R. IV. 139. 



— 317 — 

» 

apostoliske Velsignelse og lod hende vide, at det var hans 
faste Forsæt at vende tilbage til Rom. 

Men • da Gregor alligevel ikke gjorde Forberedelser 
dertil, sendte Birgitta ham paa ny en Skrivelse, og den ly- 
der endnu mere indtrængende og alvorlig: Nu skulde han 
ikke længere tøve af Kærlighed til Slægt og Venner samt 

denne Verdens Goder og Nydelser »Men da det er hans 

Ønske, ret at faa Guds Vilje i den Henseende at se med 
fuld Vished,« saa siges det ham, at han uden nogen Op- 
sættelse skal vende tilbage i Marts eller senest i Begynd- 
elsen af April. »Saafremt han ikke adlyder, saa maa han 
være forvisset om, at der aldrig mere i denne Verden vil 
times ham den Trøst, at faa noget Besøg eller Aabenbaring 
af Maria.« Endvidere meddeles det ham, hvorledes der i 
Frankrig aldrig skal herske en saa fast og sikker Fred, at 
Indvaanerne i fuld Ro og Endrægtighed kunne glæde sig 
derover, saa længe Folket ikke har forsonet Guds Søn med 
store Kærligheds- og Ydmygheds -Gerninger, efter at det 
nu har vakt hans Vrede ved saa mange Synder og onde 
Gerninger.« . Og da Paven tænkte paa et Korstog, lod den 
hellige Jomfru ham vide, at slig Valfart til Kristi Grav 
af de til de Ugudeliges Selskab hørende Krigsmænd lige 
saa lidt vilde tækkes ham, den sande Gud, som det Guld, 
Israels Folk kastede i Ilden, og hvoraf Djævelen dannede 
den støbte Guldkalv o. s. v. *) 

Ligesom første Gang svarede Gregor, at det var hans 
inderlige Ønske at flytte den hellige Stol til Rom, men at 
dette endnu ikke var gørligt; Krigen mellem England og 
Frankrig gjorde hans Nærværelse i Avignon nødvendig. 
Og dette Svar gjorde Birgitta meget ondt; April 1371 
var hengaaet, og Gregor var endnu ikke kommen. Hun 



') R. IV. 140. 



— 318 — 

vidste, hvilke Naadegaver han unddrog sig ved sin Ttøven; 
og i Virkeligheden fik hun heller ikke mere nogen Aaben- 
baririg til ham fra den hellige Jomfru. 

Birgitta led imidlertid synligt; hendes Kræfter vare 
udtømte, hendes Sjæl nedbøjet. Skønt hun var rede til at 
lide endnu længere for Kirken, saafremt dette maatte be- 
hage Gud, længtes hun efter at faa det fulde Skue åf Gud, 
efter Himmelen, og baade hendes Alder og hendes Udmat* 
telse gav hende Ret til at haabe, at Enden paa hendes 
jordiske Pilégrimsfærd snart maatte være nær. Men der 
var en Forjættelse, hun havde faaet, som endnu ikke var 
gaaet i Opfyldelse: hun skulde jo selv se det forjættede 
Land, og der havde hun Tilsagn om at skulle faa store 
Aabenbaringer 1 ). Men maaske skulde alle disse Forjættel- 
ser kun forstaas paa aandelig Vis, maaske skulde hun kun 
paa Betragtningens Vinger føres til de hellige Steder? det 
er rimeligt, at hun selv kan have heldet til den Mening, 
thi hendes Kræfter syntes ikke at kunne strække til til 
nogen som helst anden Rejse, end den sidste, den alvors- 
fulde og dog saa inderligt attraaede, den til Evigheden. 
Men Guds Raadslutning var dog anderledes. 

Den 25. Maj 1371 talte Herren saaledes til hende: 
»Vær rede til at valfarte til Jerusalem, og der at besøge 
min Grav og de hellige Steder, og rejs fra Rom, saa snart 
jeg siger dig det 2 )!« 

Med stor Forbavselse svarede Birgitta Herren, at hun 
var saa gammel og træt, at hun slet ikke var i Stand til 
at foretage en saadan Rejse, men i fuld Lydighed gjorde 
hun dog sine Forberedelser, og nogle Maaneder efter kom 
saa det andet Paabud, idet hun hørte de Ord: Drag nu 
afsted og rejs til Jerusalem! Hvor kan du paaberaabe dig 

') R. VII. l. 
2 ) R. VH. 9. 



— 319 — 

din Alder? Jeg er jo den, som har skabt Naturen. Jeg 
kan forringe og styrke de naturlige Kræfter, alt efter min 
egen Vilje. Jeg vil selv være med eder, lede eders Gang, 
fore eder derhen og atter tilbage til Rom. Ogsaa med alt, 
hvad der er nødvendigt, vil jeg sørge for eder, og det endnu 
rigeligere end nogen Sinde forhen 1 ).« 

Ved disse kærlighedsfulde Tilsagn fik Birgitta lige- 
som nyt Liv, hendes Kræfter syntes at forynges, og det 
var ikke blot med Mod, men med Begejstring, at hun sørge- 
de for alt, hvad der skulde til, og gjorde sig færdig til 
Rejsen, idet hun med inderlig Glæde følte, at hun nu mag- 
tede alt i Samfund med ham, der gav hende Kræfter. Og 
det var i Hast, hun kom til Ende med Forberedelserne, 
thi hun havde kun faa Sager med sig. Hendes Vandrings- 
stav paa denne Rejse var skaaret af Hvidtjørn ligesom den 
fattigste Pilegrims, og som en dyrebar Relikvi gemmes den 
endnu i Birgitinerklosteret i Altomunster tillige med en 
Skaal af Buksbomtræ, som hun brugte i Rom og paa sine 
. Valfarter. Inde i Skaalen har Birgitta ladet skære en 
lille Bøn, hun havde for Skik at læse, hver Gang hun 
drak: »Jesu Naz. Rex Jud. misserere !« 2 ) 

Som Rejsefæller medtog hun sin Datter Katharina, 
sine to Sønner Karl og Birger, samt Peter af Alvastra, 
Petrus Olafson og Alfons af Jaen). 

Af Birgittas Børn var Karl hende kærest; han var 
hendes Smertens Barn *), som det havde kostet hende saa 
stor Overvindelse al lade alene tilbage, dengang hun blev 
kaldet til Rom. Men nu saa hun ham virkelig i Færd med 
at rejse til Palestina, om end ikke som Korsridder, saa 

•) R. VIL 9. 

*) M. 353. 

8 ) B. 385. n. 71. 

*) Jfr. S. 75 Nr. 1. 



— 320 — 

dog med al den ham særegne Iver higende mod Maalet. 
Men lige til det sidste Var og blev han Genstand for hen- 
des Omsorg og Forbøn, og hendes store, trofaste Moder- 
hjerte skulde endnu lide meget for hans Skyld. Ligesom 
St. Augustinus'es Moder, den hellige Monika kæmpede hun 
for sin Søn, men ligesom Sejren forundtes Monika, saa- 
ledes fik hun den ogsaa. 

Saa snart det blev almindelig bekendt i Rom, hvad 
Birgitta havde for, strømmede alle til hende for at tage 
Afsked; mange vare bange for, at hun ikke skulde gaa de 
Anstrengelser igennem, nogle vilde følges med Pilegrimmene, 
og de fornemste og ædleste Matroner i Staden kappedes 
om at sørge godt for deres Underhold paa den lange Rej- 
se. Birgitta forsikrede venligt dem, som vare ængstelige 
for hende, at hun ganske vist skulde vende tilbage, og 
sagde som Seerske, at de kun med Undtagelse af een ene- 
ste, alle vilde vende tilbage i god Behold ! ). 

Latino Orsini, der elskede og ærede den hellige 
Kvinde som en Moder, ledsagede hende til Neapel. Ogsaa 
til ham sagde hun: »Vi ses igen, Orev Orsini, men den 
dyrebareste af mine Rejsefæller mister jeg om kort Tid.« 



FEMTENDE KAPITEL Rejsen til det hellige Land. 
1372-1373. 

JJa den lille Karavane havde begivet sig paa Vej, 
blev Birgitta alle Vegne paa neapolitansk Orund modtagen 
med største Ærefrygt. I alle Stæder og Landsbyer, hun 

») B. 386. 71. 



— 321 — 

kom til, nødte man hende til at dvæle nogen Tid, og Vel- 
gerninger og Undere ledsagede hendes Fjed. 

Et Sted tog den hellige Kvinde ind i et Hus, hvor 
der gaves falske Orakler, som den overtroiske Befolkning 
i Omegnen troede* paa. Thi til alle Tider, og det ikke 
blot hos Hedningerne, men endog midt i Kristenheden, har 
der været slige lønlige Aabenbaringer fra en anden Ver- 
den, som nogle tro paa, andre bestride; Vantroen er ikke 
uvillig til at give sig hen til dem, hvorimod Troen hol- 

r 

der sig til de Undere, som ommeldes i Ouds Aaben T 
baringer eller øves af hans Hellige, og den agter de- Ger- 
ninger, der efterabe disse, for et Værk af Løgnens Fader. 
Det omtalte Sted i det neapolitanske Rige var blevet 
berømt ved sine Orakelsvar, og mange kom dertil for at faa 
Hjælp, og der ofredes, mange Gaver; ja de Øgler,. som fandtes 
der, bleve af den overtroiske Landbefolkning opfødte med 
Mælk. Saa snart Birgitta kom over Dørtærskelen paa det 
usalige Hus, forstummede Oraklet, og Øglerne flygtede ned 
i fjerne Kroge. Og medens hun om Natten var fordybet 
i Bønnen, saa hun i Aanden, hvorledes Stedets Beboere 
havde hengivet sig til Overtroen i al dens Vederstyggelig- 
hed, opgivet Troen paa Herren og Alterets helligste Sakra- 
mente og i Stedet for tilbade Lykkens Gudinde, saa at de 
vare hjemfaldne til Afguderiets Laster. Næste Morgen for- 
talte hun sin Skriftefader dette og opfordrede ham i Guds 
Navn til at undervise den ulykkelige, vildledte Befolkning 
og igen føre den tilbage til Troen. Den nidkære Præst 
adlød med Glæde, og medens Birgitta hjalp ham med sine 
Bønner, lykkedes det ham at røre de Vildledtes Hjerter, 
og de gave slip paa deres Trolddom; det Sted, Forbandel- 
sen havde hvilet over, fik nu Velsignelse og Naade 1 ). 



l ) R. VI. 78. 

A. BSI5KMAVV : DEM II EL LIGE BIRGITTA. 2 1 



— 322 — 

I de første Dage af Februar naaede hun til Hoved- 
staden, hvorfra hun under store Møjsommeligheder endnu 
en Gang vandrede til St Thomas'es Grav gennem Is og Sne, 
og uden at komme under Tag om Natten, skønt det baade 
sneede og stormede, men der skulde hun ved et rørende 
Under modtage en fra Apostelen hidrørende Relikvie, der 
for længe siden var forjættet hende. I Neapel agtede hun 
kun at blive nogle Dage, men man søgte at holde hende 
tilbage i hele Uger, og Høje og Lave overvældede hende 
med Beviser paa Højagtelse og Kærlighed. 

Ærkebiskoppen forelagde Birgitta flere Spørgsmaal, 
som hun skulde bønfalde Gud om Svar paa. Og Herren 
gav hende da ikke alene disse, men ogsaa en udførlig An- 
visning om, hvorledes Prælaten skulde lede sit Husvæsen 
og styre Diøceset, hvad der højlig glædede den fromme 
Mand >). 

Ogsaa Dronning Johanna sendte hende en rundelig 
Understøttelse til Pilegrimsfærden og bad om hendes For- 
bøn, men denne usalige Kvinde skulde kaste en mørk 
Skygge over Birgittas Vej. Denne holdt det nemlig for en 
Taknemmelighedsgæld at tage Afsked med Dronningen før 
Afrejsen og gik derfor til hende sammen med sine Sønner 
og Katharina. Men der i Landet gjaldt den Skik, at man 
knælende skulde yde Dronningen den paabudte Hyldest og 
saa kysse hendes Fod. Birgitta, Birger og Katharina 
efterkom ganske troskyldig denne Skik, hvorimod Karl 
hastigt rejste sig op og med al sin Forvovenhed kyssede 
den endnu forføreriske Johannas Mund, men han anede 
ikke, at hun nu skulde blive Skyld i, at Gud gav ham 
Døden. Johanna blev langt fra vred over den svenske 
Adelsmands Dristighed, hun blussede op i heftig Kærlig- 



») R. VII. 12. 



- å2å - 

hed til ham og vilde holde ham tilbage ved sit Hof, ja 
ytrede endog, at hun tænkte paa med Tiden at ville tage 
ham til Ægte. Hendes kongelige Gemal, Jakob af Mal- 
lorka — som da for Tiden var i Spanien — og Karls 
tredje Hustru Katharina levede bægge, men det var for- 
gæves, at Birgitta gjorde den uværdige Kvinde Forestil- 
linger; hun var og blev døv for alle Formaninger og for- 
sikrede gentagne Gange, at hun nok skulde sætte igennem, 
hvad hun nu havde sat sig for. Birgitta derimod bøn- 
faldt i sin Hjerteangest grædende Gud om hellere at tage 
hendes Søn bort fra denne Verden, end tillade, at han blev 
Genstand for en brødefuld Kærlighed. Og hendes Bøn blev 
opfyldt/ Som den hellige Kvinde styrket ved Bønnen og 
ved godt Mod kom tilbage, hvor hun boede, mødte hun 
der sin Yndling, som allerede nu var bleg og svækket, pint 
af store Smerter og i hidsig Feber ; og kun faa Dage efter 
var han et Lig. Det var med en vidunderlig Ro Birgitta 
plejede ham; i hendes Arme hensov han, hun lukkede 
hans Øjne. Ingen Taare kom paa hendes blege Kind, 
ingen Lyd undslap hendes tavse Mund, men med Ydmyg- 
hed og Taalmod og i Bøn føjede hun sig efter Guds Vilje. 
Hendes Søn var død en salig Død, havde faået de hellige 
Dødssakramenter og Kirkens Velsignelse, og var end hen- 
des Hjerte saaret paa det ømmeste Sted, saa lovpriste og 
takkede hun dog Gud for denne Naade; hun var den 
stærke Kvinde, hun forenede den højeste Kærlighed til Gud 
med en Moders dybeste Følelse, led tavs og hengiven, og 
af al sin Evne efterlignede hun den moderlige Sjæl, som 
til alle Tider staar som det højeste Forbillede for dem, 
som ere rige paa Smerter — Jomfru Maria, der staar 
ved Korset. 

Saa snart Dronningen fik Underretning om Karls Død, 
skyndte hun sig med at vise Birgitta sin Ærefrygt og 

21» 



— 324 — 

Deltagelse; og den hellige Kvinde modtog hende med Ro 
og Mildhed, hvorimod Katharina ikke var fri for at føle 
Afsky ved at se den Kvinde, hvis utøjlede Lidenskab var 
Skyld i hendes Broders Død. Men Johanna — saaledes 
fortæller en gammel Krønike — elskede endnu Karls 
Lig. Hun paabød, at Eksekvierne skulde holdes paa det 
højtideligste, og Jordefærden med fyrstelig Pragt. Der var 
stor Deltagelse, hele det glimrende Hof og Rigets Stor- 
mænd fulgte, og svømmende i Taarer sluttede Johanna sig 
til Toget med alle Tegn paa lidenskabelig Smerte. Bir- 
gitta derimod var ganske rolig, føjede sig i Guds hellige 
Vilje, og straalende af himmelsk Fred fulgte hun efter 
sin Yndlings Lig; hvo der saa hende, maatte beundre 
dette. Det var i den første Halvdel af Marts 1372, at 
Karls Død og Jordefærd indtraf til Opfyldelse af, hvad 
Birgitta selv havde forudsagt. 1 ) 

Faa Dage efter Ligfærden tog hun til Søs fra Neapel 
med sit Følge, og efter at have været otte Dage i Messina 
sejlede de videre til Cypern, hvor hun ogsaa havde en 
Mission. Med dyb Fred i sit Hjerte og helt fordybet i hel- 
lige Tanker, passede hun paa Skibet sine vante Andagtstimer 
lige saa alvorlig og samlet, som om hun havde været i 
sit Bedekammer. Hun havde nu naaet Toppunktet af egen 
Lidelse, sit Kalvariebjerg, og var saaledes godt forberedt 
til at valfarte til det Sted, hvor Guds Søn fuldførte Kors- 
ofret. Men allerede i Neapel havde hendes fromme Sjæl 
faaet en vidunderlig Trøst. Thi der begyndte en stor 
Vision, som om end med midlertidige Afbrydelser led- 
sagede hende paa hele Valfarten og først fandt sin Afslut- 
ning i den hellige Gravs Kirke i Jerusalem. Straks i dens 
Begyndelse lod den hellige Jomfru hende vide, at hendes 



l ) B. 449 n. 838 og Kanonisationsbullen. 



— 325 — 

Søn Karl var død under hendes egen Varetægt og havde 
fundet Naade ved Guds Domstol, og efterhaanden udfoldede 
et mægtigt Billede af hele den saaledes stedfundne Retter- 
gang sig for hendes aandelige Øje *). 

Den 14. August kastede Skibet Anker i Famagusta, 
og Birgitta var da netop helt borte fra den sanselige Ver- 
den, saa at hun ligesom vaagnede op af en dyb Søvn, da 
man sagde hende, at det nu var paa Tide at gaa i Land. 

Enkedronning Eleonora, som alt forinden havde faaet 
Underretning om hendes Komme, mødte med et glimrende 
Følge og modtog hende med stor Kærlighed og Ærefrygt. 
Ogsaa var Birgittas Ey kommet forud for hende selv, og 
da Dronningens Stilling var vanskelig, bad denne hende 
om at blive nogen Tid i Famagusta for at yde hende Raad 
og Hjælp med sit overnaturlige Lys. Familietvist, politiske 
Stridigheder, Mord og mange andre Forbrydelser, hvori Eleo- 
nora selv havde nogen Skyld, havde frembragt utaalelige 
Tilstande baade i Kongehuset og paa Øen, og Landet 
var hyllet i en Nat af Synd og Brøde, midt i hvilken den 
hellige Kvinde straalede som en klar Stjerne. 

Eleonora maatte dele Regentskabet med sin Svoger, 
skønt hun vidste om ham, at han havde myrdet hendes 
Gemal, og hun brændte af Lyst til at hævne sig paa ham. 
Men hun var i Tvivl, om hun helst skulde vende tilbage 
til Aragonien, der var hendes Hjemstavn, eller blive der 
paa Øen og formæle sig igen; alt dette forelagde hun 
Birgitta, hvem hun ikke blot raadspurgte om alle Statens 
Anliggender, men ogsaa aabenbarede sit Hjertes inderste 
Hemmeligheder. Og oplyst af Aanden raadede Birgitta 
hende til ikke at drage til sit Hjem, men derimod blive i 
den Stilling, Gad havde sat hende i, elske Herren af hele 
sit Hjerte og ikke tænke paa nyt Ægteskab; thi det søm- 
l ) R. VIL 13. 



— 326 — 

mede sig langt mere fur hende at græde over sin Fortid 
og udsone den ved oprigtig Anger og Bod. Birgitta for- 
manede hende ogsaa til at jage alle Tanker om Hævn ud 
af sit Hjerte, underkaste sig en viis Sjælesørgers Ledelse 
og indrette sit Liv efter hellige Dronningers og Kvin- 
ders Eksempel, om hvem hun derfor flittigt skulde læse. 
Med Hensyn til Opdragelsen af hendes Søn Petrinus og 
Regeringens Ledelse fik hun de viseste Raad af Birgitta, 
men til at opfylde Dronningens Ønske om, at hun skulde 
tage Ophold der, indtil den unge Konge var bleven kro- 
net, kunde hun ikke beslutte sig, men blev der kun en 
Maaned 1 ). Hun kunde ikke føle sig hjemme paa Øen; 
Gud havde aabenbaret hende, at de prægtige Paladser 
engang skulde falde sammen for deres Beboeres Skyld 
ligesom tidligere Sodoma og Gomorrha 2 ). Stedets Pragt 
var St. Franciskus'es fattige Datter imod, og hun længtes 
efter at komme bort fra al denne Yppighed. Eleonora 
var meget sørgmodig over at maatte skilles fra hen- 
de, men Birgitta lovede, at hun ved den hellige Orav 
vilde ihukomme hende og hendes Rige. 

Saa gave Pilegrimmene sig da atter paa Rejsen. Da 
de fik Joppe i Sigte, blev det en forfærdelig Storm, Bøl- 
gerne tumlede med Skibet, som om det var en Bold, og 
syntes at ville opsluge det. Men paa Joppes Red steg 
Faren til det højeste; med en forfærdelig Bragen fik Skibet 
en Læk, man kastede Ladningen over Bord og var be- 
redt paa at omkomme i Bølgerne. Selv de modigste opgave 
alt Haab, kun Birgitta forblev rolig midt i Faren, hendes 
Vilje var eet med Guds, intet kunde udrive hende af den 
dybe Fred. Rede til at dø, naar og hvor det maatte be- 



l ) M. 376—377. 
*) R. VH. 16. 









æ 



\ [ 



JfiL2» 



— 327 — 

hage Herren, oppebiede hun i Hengivenhed hans Raad- 
slutning. Da hørte hun en indre Røst, som sagde hende, 
at ingen af alle dem, der vare paa Skibet, skulde forgaa, 
og hun meddelte dette til Katharina, som i sin Angest 
klyngede sig til Moderen. Og hendes Ord gik i Opfyld- 
else: Skibet kom lykkelig og vel i Havn, og Pilegrimmene 
satte deres Fod paa Palæstinas Jord. 

Ad den sædvanlige Karavanevej over Ramle naaede 
de Jerusalem paa et Par Dage. Og Birgitta var nu at- 
ter den stærke Kvinde, der med Kærlighed drog Omsorg 
for alle og kun glemte sig selv, idet hun vandrede afsted 
med Pilegrimsstaven. Det var alt Aften, da det forundtes 
de Rejsende at kysse Jerusalems indviede Jord. De toge 
ind i Valfartshospitiet, hvor de bleve over fire Maaneder. 

Aarle om Morgenen efter deres Komme, paa Kristi 
Himmelfartsfest, satte Birgitta for første Gang sin Fod paa 
Lidelsesvejen, grædende Kærlighedens og Angerens Taarer. 
Paa hvert Mindested knælede hun ned, ved hvert Holde- 
punkt dvælede hun i Bøn og Betragtning, og det var først 
da Dagen heldede, at hun naaede den hellige Gravs Kirke 
med det lille Kapel og det Sted, hvor Verdens Frelser havde 
ligget efter sin Død. Selv var hun jo fattig af Kærlighed 
til Kristus, men hun ofrede dog sin lille Gave til Vedlige- 
holdelsen af Lamperne ved den Grav, hvorfra Trøstens og 
Haabets milde Lys er straalet ud i Verdens Mørke. Og 
som hun bad der med usigelig Andagt, henryktes hun i 
Aanden, og hun saa det sidste af Rettergangen over hen- 
des Søn, saa, hvorledes hans og nogle andre Slægtninges 
Sjæle kom ind i Himmelen. Hendes Glæde ytrede sig i 
den taknemmeligste Jubel, og atter og atter vendte hun 
siden tilbage til vor Frelsers velsignede Sted, hvor hun 
havde faaet en saa overordentlig Naade. 

Om Fredagen derefter i Oktaven efter Kristi Himmel- 



— 328 — 

fart var Birgitta saaledes atter ved Frelserens Grav og fik 
der en Vision om hans Lidelse, som hun senere optegnede, 
idet hun begyndte med følgende troskyldige Ord: »Da jeg 
under bitre Taarer dvælede paa Kalvariabjærget, saajegmin 
Herre, idet Jøderne førte ham ud for at korsfæste ham. Jeg 
saa ogsaa en lille Fordybning, der var ligesom skaaret hed 
i Bjærget, og rundt om stode Bødlerne, rede til at fuldbyrde 
deres grusomme Gerning. Men Herren vendte sig om til 
mig og sagde: Du ser, paa den Tid min Lidelse var, blev 
Foden paa mit Kors sat ned i denne Fordybning.« Og 
hun fortæller saa alt, hvad hun saa med alle Biomstæn- 
digheder; thi Gud viste hende Frelserens beske Lidelse 
og Død lige fra det Øjeblik, han førtes ud til Korsfæst- 
elsen, saa vel som Guds Moders store Smerte, fuldstændigt 
saaledes som Jerusalem i sin Tid saa det paa dette hel- 
lige Sted. Saa snart denne Vision var til Ende, kla- 
gede Herren for sin tro Tjenerinde over, at Menneskene 
kun saa lidet tænkte paa hans store Lidelse, og hellere gav 
sig af med denne Verdens Glæder end med Mindet om 
hans Vunder og hans Død. Han sagde ogsaa til hende, at 
han vilde domfælde Jordens Fyrster og Kirkens Øverste, 
naar de ikke vilde omvende sig til ham og mindes hans 
Lidelse, og han vilde dømme dem sammen med de Men- 
nesker, som delte hans Klæder og kastede Lod om hans 
Kjortel, *) 

Skuende, grædende og bedende besøgte Pilegrimmene 
ogsaa de andre hellige Steder i Jerusalem og dets Om- 
egn; fremfor alt Gethsemane Have og den i Haven lig- 
gende Dødsangst-Grotte. I Bethania, hvor Herren saa ofte 
havde opholdt sig, kunde de ikke blive trætte af at dvsele ; 
saa hvilede de over Jordans hellige Vande og droge til 



') Tt. VII. 15. 16. 



— 329 — 

Genesareth Sø, hvor Kapharnaum, Tiberias, Bethsaida, Ta- 
richæa, Chorozain og andre Byer paa Frelserens Tid laa 
rundt om ligesom i en yndig Krans. Men hvor rige alle 
disse Steder end vare paa vidunderlige Minder og Myste- 
rier, var og blev den hellige Gravs Kirke dog den stærke- 
ste Magnet for Birgitta; hun knælede helst i Kalvariaka- 
pellet og havde der den Naade at faa ganske særlige Aa- 
benbaringer. Men i al den Jubel, hvormed hun bad, glemte 
hun dog ingenlunde den, som havde bedet hende om For- 
bøn. Hun bad inderlig for Gregor XI, om at han maatte 
genoptage og gennemføre den Gerning at flytte den hel- 
lige Stol tilbage; hun bad og bønfaldt Frelseren om selv 
at ville røre Pavens Hjerte med sin Kærligheds altover- 
vældende Magt og bringe ham tilbage til den evige Stad, 
hvorfra Evangeliet og de hellige Bud vare udgaaede, ikke 
blot til det store romerske Rige, men til hele Jordens 
Kres !). 

Da Birgitta ifølge sit Løfte til Dronning Elenora bad 
om Naade og Miskundhed for den unge Petrinus og hans 
Rige r gav Herren hende i syv Punkter den fornødne Op- 
lysning om, hvad der skulde være Grundlaget for en fyldest- 
gørende Omvendelse 2 ). Og til sidst havde hun en Vision, 
hvori hun saa alle de Velgerninger, Herren i Hundreder 
af Aar havde skænket Byernes Indbyggere, samt den Utak 
hvormed disse havde lønnet ham, hvorfor Herren selv sagde 
hende, at han ville udrydde hele Folket, naar det ikke af 
Hjertet omvendte sig til ham: »Jeg vil hverken skaane 
den Fattige eller den Rige, thi I skulle udryddes saaledes, at 
Mindet om eder snarlig udslettes i Menneskenes Tanker, 
ligesom om I aldrig havde været fødte!« 

Det forfærdelige Indhold af denne Vision meddelte den 

>) M. 386—387. 
2 ) R. VII. 18. 



— 330 — 

hellige Kvinde i flere Skrivelser til Cypern, og hun raa- 
dede til at offentliggøre det til Skræk og Advarsel- for Fol- 
ket, saa at det kunde gaa i sig selv og afvende Straffe- 
dommen med Bod og Bedring. Men Petrinus'es Onkel 
Johannes, der var Medregent i Landet, var saa forblæn- 
det, at han nægtede sit Samtykke hertil. 

Ogsaa om de skismatiske Grækere og om det øst- 
romerske Kiges Undergang havde Bihgitta mærkelige Aa- 
benbaringer. Herren sagde til hende: »De af Grækerne 
som vide, at alle Kristne kun maa bekende sig til den 
eneste katolske Tro, der er, og kun adlyde een Kirke, nem- 
lig den romerske, som øverste Hyrde, og kun vedkende 
sig een eneste, almindelig Kristi Statholder i denne Verden, 
nemlig den romerske Pave — men alligevel af Hovmod 
eller af anden, Verden tilhørende Grund ikke med Ydmyg- 
hed ville underkaste sig den romerske Kirke og min Stat- 
holder, de ere ikke værdige til efter Døden at faa Tilgi- 
velse og Barmhjertighed. Men de andre Grækere, som 
hvis de kendte den romersk -katolske Tro, gerne vilde 
antage denne og ydmygt underkaste sig den romerske 
Kirke, og som derfor afholde sig fra at synde og føre et 
fromt Levned, dem vil jeg vise Naade "og Barmhjærtighed, 
naar de efter deres Død kaldes for min Domstol l ).« 

Men lige over for de fleste var det uden Frugt, at Guds 
langmodige Advarsler og Trusler saaledes udtaltes, og Hi- 
storien viser, hvorledes disse gamle Profetier gik i Opfyl- 
delse. Fyrster og Folk, Dynastier og Riger ere gaaede 
under, thi eet Vilkaar havde Gud sat for at skænke dem 
Tilgivelse, Frelse, og Opretholdelse, og det var, at de atter 
tilfalde skulde omvende sig og opgive deres egen Vilje 



l ) R. VII. 19. 



— 331 — 

for hans. Pavedømmet derimod, det er og det bliver ved 
at være. 

Og naar man ser den store Alvor i de Formaninger, 
som i Herrens Navn udtaltes til Paverne ved Birgitta, 
da er Strengheden i de Ord, hvormed det paalagdes de 
skismatiske Grækere at underkaste sig selvsamme Paver 
dobbelt mærkelige. 

I de første Dage af Juni drog Birgitta med sine Led- 
sagere tilBethlehem for at yde Herrens Krybbe deres Hyl- 
dest, og der kyssede de »ligesom alle Folkeslagene« det 
Terebinttræ, hvorom der fortælles, at det skal have bøjet 
sig og udbredt sine Grene ligesom en skyggende Krone, 
dengang Maria gik med Barnet til Templet og hvilede 
der. 

Over Frelserens Fødested er den hellige Jomfrus Ba- 
silika bygget. I den gaar man ad femten Trin ned til 
den Hule, hvor Guds Søn blev født. Der var tyst og 
stille i Sanktuariet, ved Lampens milde Lys saa de Stjer- 
nen midt i Grotten og Indskriften derved : »Hic de virgine 
Maria Jesus Christus natus est« (d. e. her blev Jesus Kri- 
stus født af Jomfru Maria) og i Tavshed kyssede Birgitta 
den hellige Jord. I hendes egen Beretning meddeler hun 
bl. a. følgende: 

»Ved Krybben i Bethlehem saa jeg en overmaade dej- 
lig Jomfru; hun var iført en hvidKaabe og et hvidt Klæ- 
debon, som var oplyst indvendig fra. Hendes Tid til at 
føde syntes at være nær for Haanden. En ærværdig Ol- 
ding fulgte med hende, og de havde en Okse og et Æsel 
med. Da de vare komne ind i Hulen, bandt Oldingen 
Oksen og Æselet ved Krybben og gik ud, hvorpaa han 
bragte en tændt Kerte, som han fæstede vad Væggen 
og derefter gik han atter bort, for ikke at være til Stede 
ved Barnets Fødsel. Saa lagde Kvinden den hvide Kaabe 



— 332 — 

fra sig, tog Skoene af sine Fødder og Sløret af sit Hoved, 
lagde disse Ting ved Siden af sig og var saaledes kun 
iført det fine Klædebon; hendes skjønne guldgule Haar 
hang ned over Skuldrerne. Derpaa fremtog hun de skin- 
nende hvide Klæder som hun havde medbragt til at svøbe 
det Barn i som hun skulde føde, de to af Linned og de to 
uldne ; endvidere to andre smaa Linklæder til at lægge og 
binde om dets Hoved, og dem lagde hun saa ved Siden 
af sig for at kunne bruge dem, saa snart det gjordes nødigt, 
Efter at alt saaledes var gjort rede, lagde Kvinden sig 
med stor Ærefrygt paa Knæ og gav sig til at bede. Hun 
lænede da sin Ryg op imod Krybben, men Ansigtet var 
rettet imod Vest og imod Himlen. Med opløftede Hæn- 
der og Blikket opad var hun ligesom henrykket i et Skue, 
overstrømmet af himmelsk Lyksalighed. Og medens hun 
saaledes bad, da saa jeg, at det Hellige, som hun bar i 
sit rene Liv, rørte sig, og helt pludselig, i et Øjeblik, havde 
hun nu født sin Søn , fra hvem der udstraalede et saa 
stærkt og vidunderligt Lys, at Solens Skin ikke kunde 
sammenlignes dermed, og den tændte Kerte, som Olding- 
en havde bragt, syntes at være slukket, thi hint guddom- 
melige Lys overstraalede langt det jordiske. Barnet fød- 
tes saa hastigt, saa pludseligt, at jeg ikke ret kunde se, 
hvorledes det gik til, jeg saa kun det salige Barn ligge 
paa Jorden nøgent og helt lysende og straalende. Saa 
hørte jeg Englenes vidunderlig skønne og liflige Sang. Da 
Moderen, hvis Skikkelse nu var fin, slank og fuld af Ynde, 
saa, at hun havde født, bøjede hun straks sit Hoved, fol- 
dede Hænderne, tilbad Drengen med dyb Ærefrygt og An- 
dagt, og talte saaledes til ham: »Velkommen, min Gud, 
min Herre, min Søn!« Saa græd Barnet, og det syntes at 
ryste af Kulde paa den haarde Jord. Det rørte sig en 
Smule, rakte sine fine Lemmer ud og syntes at ville have 



— 333 — 

Næring og Kærtegn af Moderen. Da tog denne Barnet 
paa Armen, trykkede det til sit Hjerte og varmede det 
glad og med inderlig moderlig Medfølelse mod sin Kind 
og Bryst. Derpaa satte hun sig ned paa Jorden, tog Bar- 
net paa sit Skød og gav sig til at svøbe det med stor 
Omhu. først lagde hun det i de linnede Klæder og saa 

i de uldne Da Oldingen var kommen ind igjen, lagde 

han sig paa Knæ og tilbad Barnet med Glædestaarer. 

Og Moderen viste sig med Drengen paa Armen, hvor- 
paa hun og Josef i Forening lagde ham i Krybben og til- 
bade ham med stor Lyksalighed og Glæde ').« 

Med forklaret Aasyn skuede Birgitta paa dette liv- 
salige Syn og dvælede derved i hele Timer 2 ). Men 
Tiden fløj afsted for hende, og hun blev helt sørgmodig, 
da man vækkede hende af Henrykkelsen og opfordrede 
hende til at gaa videre fra denne Grotte og hen til de 
andre hellige Steder; men alle Vegne fik hun dog Trøst fra 
Himmelen og skuede ophøjede Mysterier. 

Birgittas Ophold i det hellige Land var i det hele 
en Række af Naadegaver og Aabenbaringer for hele Ver- 
den. Saaledes fik hun f. Eks. en stor Oplysning om Mi- 
noriterordenen, hvorved hun blev sat i Stand til at svare 
paa fiere Spørgsmaal om denne, som man havde forelagt 
hende i Neapel. 

l ) K VH. 21. 22. 

*) I nøje Overensstemmelse med Bibgittas Vision beretter Ma- 
ria de Aoreda om Herrens Fødsel, der > fremgik af den jom- 
fruelige Moder paa samme Vis, som Solens Straaler trænge 
gennem Krystalglasset.« 

Tre Skridt fjernet fra Krybben ligger det Sted, hvor de 
hellige 3 Konger have tilbedet den nyfødte Jødernes Konge 
og ofret deres Gaver ; Birgitta ofrede med de Vise sin reneste 
Kærligheds Guld, sin fuldeste Spægelses Myrrha, sine inder- 
lige Bønners Virak, Gaver, som frembaarne af en saa 



— 334 — 

I Josafaths Dal, hvor hun kom til den hellige Jom- 
frus Grav, forundtes der atter Birgitta en vidunderlig Vi- 
sion og Oplysning om Grunden til, at Guds Moders højlo- 
vede Himmelfart ikke var almindelig bekendt i de første 
kristne Tider: det var fordi Kristus vilde have, at Troen 
paa hans egen Himmelfart først ret skulde fæste Bod i 
Menneskenes Hjerter, thi disse havde fra første Færd haft 
Vanskelighed ved at tro paa denne, og hvor meget mere 
vilde det ikke have været Tilfældet med hans Moders Him- 
melfart. ! ) 

Paa denne Vis vil lige til Tidernes Ende Kirkens evigt 
unge Træ bære nye Blomster og faa modne Frugter. 

Birgittas sidste Udflugt før Afrejsen var til den hel- 
lige Jomfrus By, Nazareth. Vel stod dennes Hus ikke 
mere der; alt for 80 Aar siden var det paa vidunderlig 
Vis bleven flyttet til'Loretto, men med inderlig Glæde og 
Andagt kom hun til den Plet, hvor Maria var født og op- 
dragen samt havde modtaget Engelens Hilsen. Paa dette 
Sted er Budskabets Kirke bygget. 

. Efter ogsaa at have besøgt Tabor, tog hun Afsked 
med Kalvariabjærget og den hellige Grav, og med Tak- 
hellig Sjæl unægtelig blere modtagne med samme Glæde, 
som fordum Kongernes. >0g du skal vide,« sagde Maria i 
en Vision til Birgitta, >at jeg alt i Forvejen fik Nys om de 
tre Vises Komme fra Østerland. Da de traadte ind i den- 
ne Hule, og kastede sig paa Knæ rørtes mit Barns Hjerte 
af Glæde, og dets Ansigt straalede ; ogsaa jeg glædedes ved 
den Ære, som Guds Søn og mit Barn fik; nøjagtigt' lagde 
jeg Mærke til alle Ord og Gerninger og gemte alt i mit 
Hjerte.« Faa samme Maade underrettede Himmelens Dron- 
ning hende om Hyrdernes Besøg, om deres Kærlighed, En- 
foldighed, fromme Nysgerrighed, men især om den Ærefrygt 
og Tro, hvormed de tilbade Barnet, som deres Gud. R. 
VII. 24. 38. 
') R. VI. 61. 



— 335 — 

sigelsens varme Taarer ogsaa Afsked med Jerusalem og 
det hellige Land. 

Med Skibet drog hun først til Famagusta, hvor hun 
straks forhørte sig, om de Aabenbaringer, hun havde skrevet 
dertil fra Jerusalem, vare blevne kundgjorte for Indbyggerne 
paa Cypern, og da hun fik at vide, at dette ikke var sket, 
besluttede hun sig til selv at udføre, hvad der saaledes 
var blevet forsømt af dem, i hvis Haand Gud havde lagt 
Kongerigets Velfærd. 

Paa et Torv i Byen lod Birgitta Famagustas Indbyg- 
gere samles, og i Overværelse af HofiFet oplæste hun Aa- 
benbaringerne for alle Folk. Bleg og udmattet efter Rejsen 
var hun, men syntes dog baaren af overnaturlig Kraft og 
stod som en hellig Seerske midt iblandt de forbavsede 
Folk. Om Byen, som dengang var mægtig og blomstrende, 
udtalte hun sig saaledes: »Du, det nye Gomorrha, du skal 
gaa under med Vellystens Brand, ved Overmaalet af din 
Rigdom og din Ærgerrighed; dine Bygninger skulle blive 
til Ruiner, dine Indbyggere flygte bort, og i fjerne Lande 
vil man tale om din Tugtelse ').« 

Fra den 8. Oktober og til Slutningen af December 
1372 blev Birgitta der og arbejdede utrættelig paa at 
frelse Sjælene. Mange toge sig hendos Ord og ophøjede 
Eksempel til Hjerte og omvendte sig, men Straffedommen 
over Cypern og dens Hovedstad kunde dog ikke mere af- 
vendes. Snart efter den hellige Kvindes Bortrejse kom 
Famagusta atter i slemme Forviklinger og blev indtaget af 
Genueseme, ligesom ogsaa Eleonora gav efter for sit Had 
til hendes Mands Morder Johannes, og lod ham myrde. 
Men i Aaret 1426 blev Janus, der da var Konge, fanget 
af Tyrkerne tillige med 20000 af hans Undersaatter, og i 



') Lusignan: hist. do Cypre. p. 231. 



— 336 — 

1571 indtog Muselmændene hele Øen, og den maatte un- 
derkaste sig Mustapha Pasha. 

I Løbet af to Hundrede Åar gik Birgittas Profeti om 
Famagusta saaledes i Opfyldelse. 

Hvilken alvorlig Lære ligger der ikke ogsaa for os i 
disse Profetier og deres Opfyldelse! Om ogsaa Birgittas 
Aabenbaringer for længe siden ere komne til Afslutning, 
saa klinge de dog fremdeles truende i vor Tid, der er saa 
fuld af Vantro og Umoralitet, af Angest og Gru, saa at og- 
saa vi i vor Nød kunde raabe højt til Himmelen og Hjælp 
og Hjælpere. 

I de sidste Dage af 1372 indskibet Birgitta sig i 
Famagusta og landede efter en farefri Kejse i de. første 
Dage af sit sidste Leveaar 1373 i god Behold i Bugten 
af Neapel. Her gav Birgitta efter for Dronning Johannas 
og den fromme Ærkebiskops Bønner, og bestemte sig til 
at blive der nogen Tid. Ogsaa der rasede Pesten stærkt* 
og Birgitta lod Ærkebiskoppen vide, at denne Straf var 
foraarsaget ikke alene ved Indbyggernes Laster: Havesyge, 
Hoffærdighed og Umoralitet, men ogsaa ved de Biges og 
Fornemmes Ligegyldighed, idet de intet gjorde for at omvende 
deres vantro Slaver og Slavinder til Kristendommen eller 
for at bekræfte de Døbte i Tro og Dyd, men ved For- 
sømmelse af denne hellige Pligt befordrede alskens Laster og 
gruelig Trolddom. Disse Aabenbaringer lod Ærkebiskoppen 
underkaste Prøvelse af de lærdeste Præster i Stiftet og 
derpaa oplæse og forklare i hans Katedralkirke; men han 
lod derfor ogsaa Undersøgelse anstille i Byen og gjorde 
sig i det hele al Flid for paa sit Omraade at udrydde 
disse Forbrydelser, saa at det i Forening med Birgitta 
lykkedes ham at skaffe Slavernes Kaar forbedrede, ligesom 
mange af dem omvendtes til Kristendommen. Men i andre 
Henseender vare hans og Birgittas Ord forgæves, og Her- 



- 337 — 

ren lod da ogsaa de Straffe, hvormed han havde truet ved 
sin Tjenerinde, ramme de Ubodfærdige, og ved den stadigt 
tiltagende og hærgende Smitsot udryddede han en stor 
Del af dem '). 

Trods al sin Virksomhed indad og udadtil tabte Bir- 
gitta dog ikke sit store Livsmaal af Syne: Pavestolens 
Tilbageflytning til Rom. Naar hun talte med andre der- 
om, henviste man idelig til Sagens store Vanskeligheder, 
for ikke at sige Umulighed, og selv kendte hun de poli- 
tiske Forhold altfor nøje til, at hun ikke skulde kunne 
indse, at Pavens Stilling var overmaade vanskelig, eftersom 
det næsten syntes, som om Gregor XI var nødt til at 
blive i Avignon paa Grund af den Modstand, Sagen mødte hos 
de fleste Kardinaler saa vel som hos Kongen af Frankrig; 
— men alligevel, vilde han ikke handle imod Guds Vilje, 
saa havde han intet Valg, han maatte dog til sidst vende 
tilbage til Rom. Der var imidlertid andre, som foregave, 
at de ogsaa fik himmelske Aabenbaringer, som strede imod 
Birgittas. Under disse Forviklinger henvendte hun sig i 
tillidsfuld Bøn til Herren og modtog ogsaa følgende Anvis- 
ning: »Jeremias, havde Guds Aand til at profetere; men 
paa den Tid, han levede i Israel, opstod der ogsaa mange 
af Drømmens og Løgnens Aand opfyldte Profeter, hvem 
den uretfærdige Konge troede paa; og netop derfor kom 
han og hele hans Folk i Fangenskab. Havde Kongen ene 
og alene troet paa Jeremias, saa var min Vrede ikke kom- 
men over ham. Saaledes er det ogsaa nu. Der rejser 
sig Venner af Gregor, det er dog ikke Venner i Aanden, 
men i Kød og Blod; lad disse kun raade til det mod- 
satte! Jeg, Herren, er stærkere end de, og jeg vil føre 
Paven tilbage til Rom; men det bliver ikke til Glæde for 



i) R. VIL 28. 30. 

A. BB1HKMAVM : DEM llELLIGK UIUOITTA. 2 2 



r 



— 338 — 

dem. Om du derimod selv skal se ham komme eller ikke, 
det bør du ikke vide 1 ).« 

Denne Aabenbaring var jo mest bestemt for hende 
selv personlig, og hun fik intet Paalæg om at meddele 
den til nogen; men snart efter fik hun i Februar Maanod 
atter en lignende, som hun straks fra Neapel sendte Pa- 
ven i en Skrivelse, der blev overbragt af Alfons af Jaen. 

Baade i Form og Indhold var den meget alvorsfuld. 
Det indtrængende Sprog og de forfærdelige Trusler for det 
Tilfælde, at Paven vedblev at tøve med at tage tilbage 
til Rom, synes paafaldende overfor en saa værdig og from 
Mand. Thi hans gode og oprigtige Vilje lod sig ikke betvivle; 
men det var den franske Politik og de Lænker, den paa- 
lagde Pavedømmet, der fik ham til at tøve med Hensyn 
til den Opgave, han havde faaet. Og det var Gud selv, 
som havde tildelt ham denne, som gentagne Gange og 
saare bestemt havde kundgjort ham sin Vilje, tilsagt sin 
egen Hjælp og saa vidunderligt føjet alt, at enhver yder- 
ligere Tvivl og Nølen maatte paadrage ham endnu større 
Ansvar, end Tilfældet havde været med nogen som helst 
af hans Forgængere. Fra først af havde de politiske For- 
hold været saaledes, at der var Grund til at forlægge Pa- 
vestolen til Avignon, men da Kardinal Alborxoz nu havde 
generobret Kirkestaten, var Hovedgrunden falden bort, og 
som Følge deraf var det nu mere end nogen Sinde før 
Pavens helligste Pligt at drage tilbage til Rom. Deraf 
kom den forøgede Alvor, hvormed Birgitta gentog sin For- 
maning i saa Henseende *). 

Men hvor pinlig den hele Sag end var for Birgitta, 

') R. IV. 141. 

2 ) R. IV. 142. — Den florentinske Statssekretær og Historie- 
skriver Lbonardo Abetino skriver følgende om de franske Le- 
gater, som Paverne sendte til Italien for at forvalte Landet : 



— 339 — 

og hvor overtydet hun end var om, at den ringeste Tøven 
med at adlyde Guds Vilje maatte medføre hans Vrede og 
Straf, saa havde hun dog modtaget den trøsterige Forjæt- 
telse om, at Paven virkelig skulde komme tilbage, og om 
Enkeltheder i saa Henseende. Da Robert, Greven af No- 
las Søn, aflagde et Besøg hos Birgitta i Neapel for at 
byde Helgeninden Velkommen efter Palæstinarejsen, kom 
Pavestolens Fremtid paa Tale; den unge Greve troede 
fuldt og fast paa Gregors Forbliven i Avignon, men Bir- 
gitta sagde profetisk til ham: »Vær forvisset om, Robert, 
at du ikke blot skal komme til at se Paven i Rom, men 
du skal selv ledsage ham dertil.« Fire Aar efter gik hen- 
des Ord i Opfyldelse, idet Greven virkelig var hos Pave 
Gregor ved dennes festlige Indtog i Staden, og selv til 
Paven udtalte sin Forundring derover. Denne Skuen ind 
i Fremtiden og i Hjerterne, hvis lønligste Bund og Tanker 
hun klart kunde se, udviklede sig stadigt mere i Birgitta, 
ligesom hendes Hellighed mere og mere straålede frem '). 
Blandt andre Undere, Birgitta i den Tid gjorde, be- 
rettes ogsaa, at en ung Købmand, som paa sin Rejse var 
kommen til Salerno, der fik Underretning om, at hans 
Broder laa for Døden i Neapel. »Ak,« udbrød han i inder- 
lig Bøh til Gud, »naar Fru Birgitta virkelig er saa hellig, 
som det hedder sig, giv da for hendes Skyld min r syge 
Broder sit Helbred igen!« Og paa selv samme Tid indtraf 
i Neapel den Syges vidunderlige Helbredelse. 



Deres Herredømme var meget overmodigt og næsten utaale- 
ligt; de vilde ikke blot byde over de Byer, som tilhørte Kirken, 
mon ogsaa over dem, der kaldtes frie. Den Vis, hvorpaa de 
organiserede og forvaltede, var ikke fredsommelig, men kri- 
gersk, og Italien var fyldt med Udlændinge. Undersaatterne 
hadede dem, Naboerne mistroede dem. c (M. 420.) 
') B. 458 n. 372. 



<■>•>» 



— 340 — 

Endelig drog Birgitta tilbage til Rom med Birger og 
Katharina samt de to svenske Præster, hvorimod Alfons 
af Jaen endnu var ved Pavehoffet i Avignon. 

Det var hendes sidste Rejse. I Marts Maaned kom 
hun til den evige Stad, men tog ikke ind i sin tidligere 
Bolig der, hvorimod hun lejede sig ind i et Hus paa Far- 
nesepladsen. 



SEKSTENDE KAPITEL Birgittas Død og Tiden 
før og efter denne 1373—1391. 

Hendes Dage vare nu talte, Legemet svigtede, Kræf- 
terne toge af, men det var dog først efter haard Kamp, 
at hun skulde vinde den Herlighed i Himmelen, som ven- 
tede hende. Allerede her paa Jorden vilde Gud ved en 
sidste Renselsesild forklare hendes Hellighed til den største 
Skønhed. 

Indtil da vare de Visioner, Gud forundte hende, sta- 
dig blevne mere og mere ophøjede, og i de sidste Aar 
havde det kun været lidet, hun havde maattet mærke 
Striden mellem Naturen og Naaden ; men forinden hendes 
Bortgang her fra Verden, vilde Gud dog endnu en Gang 
sænke sin tro Tjenerinde ned i dens Lidelser og Kampe 
og tilstede, at hun blev udsat for Prøvelser og Fristelser, 
som hun fra Ungdommen af havde været fri for, samt at 
hun i Mørke og forladt, tilsyneladende forgæves anraabte 
om Hjælp. Hun fik stor Lede ved alt, ved Bøn som ved Ar- 
bejde, ved Tale som ved Tavshed ; hendes indre Lidelser hyl- 



— 341 — 

lede hende i Angestens og Sorgens Nat, og den ene Fri- 
stelse kom efter den anden; det syntes hende, som om 
Staven var brudt over hende, og at hendes Bøn ikke kunde 
tækkes Herren , ). Denne Tilstand varede lige til Paasken, 
og skønt hun bøjede sig under Guds hellige Vilje, syntes 
hun dog i det Aar ikke at kunne istemme det glade Hal- 
leluja og den øvrige Festjubel. Men paa Opstandelses- 
dagens Morgen bad hun ret inderlig til den hellige Jom- 
fru, og havde da den store Lykke og Velsignelse, at denne 
viste sig for hende, hvad der — om end kun for kort Tid 
— fyldte hendes Hjerte med Trøst og Glæde. Guds Mo- 
ders Ord til hende vare saarc liflige og milde: Hendes 
guddommelige Søn havde jo, den Dag han genopstod, med 
Løvens Styrke brudt Djævelens Magt og frelst de Udkaar- 
nes Sjæle, saa at de med ham vare farne op til den him- 
melske Glæde, og paa denne Dag, da han havde vist sig 
for hende, før han viste sig for alle de andre, og vidun- 
derlig havde trøstet hende, vilde hun nu ogsaa trøste og 
hjælpe Birgitta. Og lidt efter lidt kom der nu atter Lys 
i hendes Sjæl. Den hellige Jomfru sagde hende, at hun 
var bleven ramt af Prøvelserne, for at hun maatte vide, 
at hun selv slet intet var og intet formaaede uden Marias 
guddommelige Søn, og at der ikke gaves nogen som helst 
Synd, uden at hun jo vilde have gjort sig skyldig deri, 
dersom han selv ikke havde holdt sin Haand over hende a ). 
Fra den Stund begyndte Birgittas Lidelser at tage 
af, og i hendes Sjæl kom der atter, om ikke Glæde, saa 
dog Fred; Prøvelserne bleve mindre, men hun maatte dog 
stadig undvære de Gaver og den vidunderlige Hjælp, hun 
tidligere i saa rigt Maal havde modtaget under Bønnen. 
Den eneste Gunst, Gud nu viste hende, var at hun maatte 

') M. 426. 
») R. VI. 94. 



— 342 — 

taale og lide for hans Skyld. . Vel havde hun altid selv 
anset sig for uværdig til de overordentlige Naadegaver, 
Herren havde forundt hende, og kunde saaledes med Yd- 
myghed og Hengivelse bære Savnet deraf; men da hun 
havde været vant til den fortrolige Omgang med Gud, som 
mindede om de første Menneskers Liv i Paradis, voldte 
det Birgitta stor Sorg, saaledes at have mistet Frelserens 
mere haandgribelige Nærværelse. Nu skulde hun alene 
leve ved Troen, nu skulde hun prøves efter Herrens Ord: 
»Salige ere de, som ikke se og alligevel have Tro.« Men 
hun vidste, at Gud ingen Sinde er os nærmere, end naar 
han synes at forlade os, og at Kristus vel kan skjule sig 
for de Sjæle, som elske ham, men aldrig helt vil forlade 
dem. 

Birgitta vedblev trofast med alle fromme Øvelser, og 
bad uden Ophør for hele Verdens, den hellige Kirkes og 
dennes Overhoveds Velfærd. 

Skønt hun selv følte sig fattig, og var uden Oplysning 
om det, der angik .. hendes egen Person, skulde hun dog 
stadigt være Mellemled for Meddelelse af Lys og Naade 
til andre. I Juli, den sidste Maaned hun endnu var her 
paa Jorden, fik hun saaledes sine sidste Aabenbarelser til 
Paven, som bleve overbragte denne af Alfons af Jaen, 
der endnu var i Avignon. Idet hun ideligen kommer til- 
bage til det samme, meddeler hun de tidligere Formaninger, 
kun mere indtrængende og ængsteligt advarende, eftersom 
hver Tøven, hver Opsættelse truer med at volde Fortabelse 
af Naade og Skærpelse af Straf. »Om ogsaa alle raade ham 
derfra« — saaledes lød Budskabet fra Kristus — »og lægge 
ham nok saa mange Vanskeligheder i Vejen, saa skal han 
dog sætte sin Lid til mig, og jeg vil selv hjælpe ham, 
saa at ingen skal være i Stand til at skade ham. Men 
nogen Forbedring for Frankrigs Vedkommende vil han ikke 



«"\* 



opnaa, før han vender tilbage til Italien . . .« Imod Til- 
bageflytningen til Kom havde man nemlig paaberaabt sig 
den Krig, der med stor Voldsomhed var brudt ud imellem 
Frankrig og England »). 

I den sidste Halvdel af Juli kunde Birgitta ikke læng- 
ere som sædvanligt komme i Kirke; hendes legemlige Li- 
delser fik mere og mere Karakteren af en farlig Sygdom. 
Men de dygtigste Læger i Rom, som bleve tilkaldte, næg- 
tede at hendes Tilstand var farlig, og de forsikrede, at hun 
vilde komme sig igen. 

Den 17. Juli viste Maria sig endelig atter for den 
Syge og sagde kærligt til hende: »Hvad er det Lægerne 
sige om, at du ikke skal dø? I Sandhed, min Datter, de 
vide ikke, hvad det er at dø! Den dør, som er skilt fra 
Gud og af Forhærdelse i Synden ikke vil rense sin Sjæl 
ved angerfuldt Skrifte. Den er død, som ikke tror paa 
Gud, ikke elsker sin Skaber. Men da det er ham, som er 
Herre over Naturen, der taler til dig, og da han ogsaa kan 
anordne noget, som strider imod Naturloven, ligesom det 
er ham alene, der opholder dit Liv, saa maa du vide, at 
Lægemidlerne hverken kunne skafiFe dig Helsen eller Liv 2 ).« 

Guds Moders Ord bragte Trøst og Glæde til Birgittas 
tørstende Sjæl. Vel toge hendes legemlige Smerter til med 
hver Time, men de indre Lidelser toge af; nu havde hun 
jo igen set Maria, lyttet til hendes Ord og følt, at Jesus 
ikke var langt borte. Efter den livsalige Morgenrøde, som 
hun nu havde set, viser Retfærdighedens Sol sig altid. Og 
Birgitta skuffedes ikke; Jesus og Maria kunde ikke lade . 
hende være ene i den afgørende Stund. 

Den 18. Juli, fem Dage før hendes Død, forundtes det 
hende atter at faa Frelseren at se. I straalende Lys, fuld 

») R. IV. 43. 
■) Extrøy, 68, 



— 344 — 

af Godhed og Mildhed viste Herren sig for hende, staaende 
foran det Alter, der var i hendes Kammer, og han sagde: 
»Jeg har været imod dig, som en Brudgom plejer, naar 
han skjuler sig for Bruden, for at hun saa meget mere 
skal længes efter ham. Derfor har jeg ikke bragt dig 
Trøst i den sidste Tid, eftersom det var dine Prøvelsesdage. 
Da du nu har bestaaet Prøven, saa maa du komme og 
holde dig rede til at fuldføre den paabegyndte Gerning; 
thi nu er det Tiden, da det skal gaa i Opfyldelse, som 
jeg havde lovet dig: for mit Alter skal du indklædes og 
vies som Ordensfrue; herefter vil man i dig se ikke 
alene min Brud, men ogsaa en Ordensperson og der- 
hos Moderen i Vadstena. Men du maa dog vide, at 
du skal lade dit Legeme blive her i Rom, saa længe 
til det kommer til den Plads, som gøres rede dertil ; thi 
det tækkes mig nu at fritage dig for al din Møje og Ar- 
bejde og at tage din gode Vilje som Fyldest i Stedet for 
Daad. Paa den femte Dag fra i Dag, aarle om Morgenen, 
naar du har modtaget de hellige Sakramenter, skal du 
kalde dine Ledsagere til dig og da skal du mellem deres 
Hænder og fulgt af deres Bønner gaa bort til dit Kloster, 
det er: til min Salighed; men dit Legeme skal bisættes i 
Vadstena *).« 

Saaledes fejrede Birgitta nu, da Døden nærmede sig, 
den Fest, hvorved hun paa mystisk Vis indklædtes: Eng- 
lene sang da Hymnen »Veni sponsa Christi«, og ligesom 
det skete med Katharina fra Siena og andre mystisk an- 
lagte Hellige, formælede Herren sig med hende og iførte 
hende Frelsens og den evige Glædes uforgængelige Klæde- 
bon; den Ring, som Birgitta bar til Tegn paa hendes Kær- 
lighed til Frelseren, tog han af hendes Haand, velsignede 



! ) R. VII. 30. 



— 345 — 

den og gav hende den tilbage som et Pant paa den løndoms- 
fulde Pagt, han selv havde indgaaet med hende, og imid- 
lertid bad Birgitta saaledes: »Verdens Rige og al jordisk 
Pragt har jeg kun agtet ringe, og det af Kærlighed til 
min Herre Jesus Kristus, hvem jeg har set for mine Øjne, 
har elsket, har troet paa, hvem jeg med Sjælens fulde 
Varme har holdt fast ved ').« 

Testligheden var til Ende, den dejlige Vision svandt 
bort, Englehymmen forstummede, og Kristi overvættes sa- 
lige Brud blev tilbage i dyb Andagt. 

Da Katharina efter denne Vision kom ind i sin Mo- 
ders Værelse, traf hun hende i en Ekstase, som varede 
lige til hehdes Død. Den 21. Juli saa hun i en anden 
Vision den hellige Jomfru og fik atter den Forsikring, at 
hun snart i Himmelen skulde modtage alt, hvad der var 
forjættet hende 2 ). 

Under jordiske Lidelser og himmelske Glæder kom 
saaledes den salige Dag — netop den femte efter at Her- 
ren havde været hos hende — der skulde bringe hende 
fra det forgængelige Liv til det sande, det evige. Og Bir- 
gitta hilste den med Hjertensglæde. Næppe straalede 
Morgenrøden paa Roms mørkeblaa Himmel, før Kristus 
viste sig for sin døende Brud og med usigelig Kærlighed 
lindrede hendes Smerter i Dødens Stund 3 ). Da han atter 
unddrog sig for hendes forklarede Øje, havde hun dog den 
Trøst at vide, hvorledes han usynlig var i hendes Nærhed ; 
og i Følge hans Paabud kaldte hun da efterhaanden alle 
sine Husfæller til .sig, sagde dem, hvad de havde at gøre, 
takkede dem for al den Kærlighed og Troskab, de havde 
vist hende, bad ydmygt om deres Tilgivelse og sagde smi- 

J ) B. 459 n. 379. 380. 
O Extrav. 67. 
3 ) R. VII. 31. 



— 346 — 

lende Farvel til dem. Kun Alfons af Jaen fattedes, men 
med Tak og Kærlighed sendte Birgitta sin Hilsen til ham 
i Avignon. 

Til sidst kom Katharina og Birger til den hellige 
Kvindes Dødsleje. Hun velsignede sine Børn, og med al 
sin varme Kærlighed til Gud formanede hun dem til tro- 
fast at elske deres Skaber og aldrig fornærme ham, end 
ikke med den allermindste Synd. Hun talte om de Dyder, 
deres Fader Ulf havde øvet, medens han levede som en 
af St. Benedikts fattige Sønner, og tilføjede ydmygt: »Vær 
I da fuldkomne, mine Børn ; thi der er ingen andre i vort 
Hus, der har givet eder daarligt Eksempel, end jeg selv 
alene.« Og da hendes Børn kun kunde svare med Taarer, 
sagde hun til dem: »I maa ikke græde, fordi jeg gaar 
bort fra eder; kun mig alene tilkommer det at græde af 
Anger over mine Synder.« Og hun bad sin Søn om at 
sørge for, at hendes Lig i al Stilhed blev bragt til Klo- 
steret Panisperna og jordet der uden ydre Højtidelighed. 
Det var hendes Ønske at hvile i de fromme St. Klara- 
søstres Kloster, hvor hun saa ofte havde dvælet, og ved 
hvis Port det havde været hendes Lyst at tigge om Al- 
misse sammen med de Fattige. Efter endnu en Gang at 
have velsignet sine Børn, gjorde hun sig rede til med 
Samling at modtage Sakramenterne. For sin trofaste Sjæle- 
sørger Petrus Olafson aflagde hun det sidsta Skriftemaal, 
hvorpaa hun fik Englenes Brød som Tærepenge paa Rej- 
sen til Evigheden og den sidste Salvelse. Og da hun 
uagtet Dødskampens Smerter havde sin fulde Bevidsthed 
lige til det sidste Aandedræt, læste Petrus Olafson Klok- 
ken ni den hellige Messe i den Døendes Kammer. Efter 
Forvandlingen tilbad hun med dyb Andagt Kristi hellige 
Legeme og sagde saa klart og tydeligt: »I dine Hænder, 
Herre, lægger jeg min Aand.« Frelserens sidste Ord var 



— 347 — 

ogsaa det sidste, Birgitta sagde. Med Øjnene op imod 
Himmelen, med lyst og ligesom smilende Aasyn udaandede 
hun 1 ). Det var omtrent Klokken 9V2 0lil Morgenen den 
23. Juli 1373. Hun havde fyldt sit 70de Aar. 

Saa snart man i Staden fik at vide, at Birgitta var 
død, strømmede Almuen- til Piazza Farnese for at ære hende 
som en Helgen. 

Uagtet hun havde ønsket at blive jordet i Stilhed om 
Natten, var det dog et glimrende Ligtog, der samme Dags 
Eftermiddag fulgte fra Sørgehuset til Kirken paa Vimi- 
nalet, og en stor Mængde Præster og de fornemste af 
Romerne vare med. Da der strømmede såa mange Folk 
til, maatte man forinden den endelige Bisættelse i St. Kla- 
raklosteret først udstille Liget i to Dage i den tæt ved 
liggende Kirke San Lorenzo i Panisperna 2 ). 

Det varede ikke længe, inden Gud forherligede sin 
tro Tjenerinde med mange mærkværdige Undere og navnlig 
ved Opvækkelse af Døde og Helbredelse af Blinde, Døve 
og dem, som lede af alskens andre Onder. »Alt dette,« 
siger Alfons af Jaen, »er saa bekendt, udbredt og stad- 
fæstet ved gyldige Vidnesbyrd, saavel i Sverrig som i Rom, 
i Kongeriget Sicilien og mange andre Steder i Verden, 
hvor hendes af Troende malede Billeder ere anbragte til 
Minde og Ære for hende i mange Kirker, at yderligere 
Bevis derom er ufornødent 8 ). 

Et af de første Undere, der ogsaa er optegnet i Ka- 
nonisationsbullen, skete i San Lorenzoklosteret, medens 



') B. 460 n. 383. 

■) B. 461 n. 387 og Kanonisåtionsbulfen. 

3 ) Bollandisterne hellige hele den III. Bog til Undersøgelse og 

Meddelelse af disse mange Hundreder af Mirakler, der skete. 

Bogens Titel er: De miraculis post Birgittab obitum exhi- 

bitis et probatis (S. 523-560). 



— 348 — 

Birgittas Lig endnu var i Kirken. Nonnen Franciska 
Scabellis, til hvem hun havde været knyttet ved inderligt 
Venskab, havde i to Aar været syg og sengeliggende af et 
slemt Maveonde, og det var nu kun med stor Vanskelig- 
hed hun stod op og ved flere Søstres Hjælp kom til Bir- 
gittas Bapre. Ved denne blev hun liggende hele Natten 
og bad uden Ophør inderligt til Gud om, at han paa Bir- 
gittas Forbøn vilde lindre hendes Lidelse i det mindste 
saa meget, at hun kunde bivaane Gudstjenesten sammen 
med de andre Nonner, og uden andres Hjælp gaa om i 
Klosteret. Hun blev bønhørt langt over Forventning og 
rejste sig fuldstændig helbredet fra Baaren '). — Da et af 
de Undere, som skete ved Ligets Overførelse til Sverrig; 
ligeledes nævnes i Bullen, skal det ogsaa meddeles her: 
En Kvinde ved Navn Elsebysnara fra Linkoping Stift havde 
faaet et dødfødt Barn, og hun bad inderlig Gud om for 
den ærværdige Birgittas Skyld at lade Barnet komme 
til Live. Og næppe havde hun gjort et Løfte i saa Hen- 
seende, før Barnet straks lidt efter lidt blev varmt, rørte 
sig og saa kom helt til Live 2 ). 

Den 26de var den højtidelige Jordefærd i Panisperna. 
Liget blev lagt i en Trækiste, og Hr. Birger tillige med La- 
tinus Orsini og flere andre romerske Adelsmænd lukkede 
denne med deres Segl, forinden den blev sat ned i en Mar- 
morsarkofag. 

Som Katharina havde været sin Moders trofaste Led- 
sagerinde, skulde hun nu ogsaa sørge for Udførelsen af 
hendes sidste Vilje. Liget skulde vel bisættes i Rom, men 
senere bringes til Vadstena; og Hr. Birger, Katharina og 
de svenske Præster længtes meget efter at komme hjem, 
idet der efter Birgittas Død ikke længere var noget, som 

') B. 471 n. 428. 
2 ) B. 471 n. 429. 



— 349 — 

holdt dem tilbage i Italien. De gjorde sig da færdige til 
Rejsen, og fem Uger efter var alt i Orden dertil; kun Over- 
føreken af de hellige Levninger skaffede dem endnu en 
Del Bekymring. Efter længere Overvejelse besluttede de, 
at Kødet skulde skilles fra Benene, hvorpaa disse skulde 
balsameres og bringes til Sverrig. Paa en i Forvejen be- 
rammet Dag indfandt Birger, Katharina, Latinus Orsini og 
flere andre troværdige Vidner sig i Klosteret Panisperna, 
og med Hjælp af nogle andre Præster skulde saa en Præst 
Magnus, som var kyndig i Anatomi, foretage Dissektionen. 

Under Bøn og fromme Sange løftede man Kisten op 
og bragte den ind i Klosterets Sal; Seglene bleve tagne 
af og Laaget fjærnet. Der kom en herlig Vellugt; af Kød 
var der ikke det mindste tilbage, og i Ligklæderne, der 
vare aldeles uskadte, og som ligeledes udbredte Duft, fandtes 
nu kun Birgittas skinnende hvide Skelet, der var saa blankt 
som Elfenben. Fra det udstrømmede den overjordiske Vel- 
lugt, der havde opfyldt og gennemtrængt alt, hvad der 
rørte derved, ligesom den nu efter Kistens Aabning trak 
ind i hele Klosteret ! ). De dyrebare Relikvier lagde Petrus 
Olafson og Katharina i et. kostbart Skrin; kun den højre 
Arm blev taget af og skænket til Nonnerne i Panisperne. 

Hermed var den sidste Hindring fjernet, og efter 28 
Aars Fraværelse kunde de svenske Pilegrimme nu rejse 
hjem* 

Fra Ancona gik de ad Søvejen til Triest, hvorfra de 
droge videre gennem Kårnthen, Steiermark, Østrig, Måh- 
ren, Polen og Preussen. Talrige Undere og Omvendelser 
skete paa deres Rejse. Overalt, hvor man ventede Toget, 
strømmede alle Folk til for at hylde' den hellige Kvindes 
Levninger. 



l ) B. 462 n. 389. 



— 350 — 

I Danzig viste Katharina, at hun var Birgittas rette 
Datter, idet hun med Alvor og hellig Strenghed dadlede 
især de derværende Korsridderes Fejl, uden at tage noget 
Hensyn til deres Magt og Anseelse. Opfyldt af Guds Aand 
meddelte hun dem de forfærdelige Trusler, som vare blevne 
aabenbarede hendes Moder; og alle bleve slagne af Frygt 
og Forbavselse, og over for hendes vise Ord tav de stille 1 ). 

Da de sejlede hjem over Østersøen, vidste de ikke 
selv, i hvilken Havn de skulde lande i Sverrig, men lidt 
efter Middag viste der sig da med eet en klartskinnende 
Stjerne, som først blev opdaget af en lille, syg Dreng og 
snart efter saas af alle. De kendte ikke denne Stjerne, men 
den drog frem foran dem som en himmelsk Vejviser, ind- 
til de om Morgenen den 29. Juni 1374 kom ind i Bugten 
ved Soderkoping i Østgotaland; og næppe havde Skibet 
kastet Anker, saa forsvandt den' 2 ). 

Saa snart Svenskerne fik at vide, at de hellige Reli- 
kvier vare komne, strømmede de i store Skarer til; Mænd 
og Kvinder, Adel og Almue, Præster og Lægfolk droge 
hen for at ledsage Katharina og herides Skat. Ved Lin- 
koping mødte Biskop Nikolatjs med hele Gejstligheden i 
festlig Procession. Klokkerne ringede, Hymner bleve sungne, 
og Folket jublede : »Lovet være Sions Gud, der saaledes har 
forherliget sin Hellige her paa Jorden!« 

Biskop Nikolaus havde staaet i nært Venskab til 
Birgitta og havde i nogen Tid ledet hendes Sønners Op- 
dragelse. Engang havde hun sagt ham, at det blev ham, 
som skulde indføre de første Nonner i Vadstena Kloster; 
og dette var nu alt sket for flere Aar siden, da han ind- 
viede Klosteret og gav Ordensdragten til en stor Del Brødre 
og Søstre. Paa sine gamle Dage førte han nu Klosterets 

') Vita S. Catharinae Cap. XIII: 
») B. 463 n. 391. 



— 351 — 

hellige Patroninde i Procession til Vadstena. I Byerne 
paa hele Vejen til Soderkoping holdt Petbus Olafson tit 
Prædiken for de Folk, som strømmede til, forkyndte dem 
flere af Birgittas Aabenbaringer og fortalte den i Andagt 
lyttende* Mængde, hvor store Undere den Almægtige havde 
udført ved deres Moder og Patroninde, baade der i Landet 
og paa den anden Side af Vandet. Da de kom til Lin- 
koping, blev Katharina under Befolkningens Jubelraab ført 
ind i Bispedømmets Domkirke, hvor hun udstillede Reli- 
kvierne, saa at Folk kunde hylde dem 1 ). 

Den 4. Juli 1374 kom man til Vadstena. Det her- 
lige Klosters Porte aabnedes, og under Klokkernes Klang 
modtoge de forsamlede Brødre og Søstre med ydmyg Glæde 
de dyrebare Levninger, som overbragtes af en, der selv 
var hellig, nemlig Katharina, der straalede af Lyksalig- 
hed. Nu var hun jo atter hjemme og stod paa hellig 
Grund i det df hendes Moder stiftede Kloster. I otte Dage 
henstode Birgittas Ben i Kirken; fra alle Rigets Dele 
strømmede Folk dertil, og det var mangfoldige Undere, 
hvormed Herren fra den Stund herliggjorde sin Tjenerinde 
ikke alene i Vadstena, men i hele Sverrig. Og Biskoppen 
i Linkoping sørgede for, at disse alle Vegne optegnedes, for 
at de siden kunde forelægges Pavestolen. 

Den 12. Juli fandt den højtidelige Bisættelse Sted. 
I sin overvættes Glæde over nu at se sin kære Moder i 
Hellighedens Glorie overfor Alverden sagde Hr. Birger jub- 
lende: »Nu kan jeg staa med oprejst Hoved og fuld af 
Glæde! engang maatte jeg slaa mine Øjne ned og bøje 
mit Hoved, da jeg stod for min Herre og Konge Magnus, 
og han flere Gange spurgte mig: naa Kære, hvad har nu 
vor Frænde atter i Nat drømt om os?« Thi Sønnen havde 



% ) B. 463 n. 393. 



— 352 - 

ikke kunnet glemme disse spottende Ord, som vare faldne 
for 40 Aar siden. Efter Bisættelsen forlod han Vadstena 
for igen at se til 'sine Ejendomme, idet han dog efter Ka- 
tharinas Ønske overtog Styrelsen af Klosterets verdslige 
Sager. Som trofast Husholder og rig paa Fortjenester 
døde han 1390. 

Petrus fra Alvastra og Petrus Olafson vendte til- 
bage til deres Kloster, hvorimod Magnus Pederson ind- 
traadte i St. Birgittas Orden, og efter Olafsons Død blev 
han Generalskriftefader i Vadstena. 

Ogsaa Katharina bad helt ydmygt om at blive op- 
taget hos Søstrene og var glad over at være kommen bort 
fra Verdenslivets Bølger. Men Søstrene vilde ikke antage 
hende som Novice; de vilde have hende til Moder og 
Priorinde, og efter Biskop Nikolaus'es Ønske føjede hun sig 
efter det, de alle vilde. Og medens man hidtil havde 
levet efter St. Augustinus'es Regler, indførte hun dem, hun 
selv havde lært at kende hos sin Moder i Rom, og i hende 
kunde baade Brødre og Søstre se som i et Spejl, hvor 
fuldkomment Klosterlivet skulde være. Thi, som Alfons 
af Jaen skildrer Katharina, hun var ivrig i at tjene Gud, 
taalmodig i Modgang, fast i det gode, tiltalende i sin Op- 
træden, beundringsværdig i sine Udtalelser, elskværdig i 
Ydmyghed, medlidende i Kærlighed, venlig i Samtale, glad 
ved at give Almisse, og hendes Vandel var præget af livsalig 
Beskedenhed. Hun var i alt sin Moders værdige Datter, 
kaldet og udkaaret til at fuldføre hendes Stiftelse og til at 
være den første Priorinde for denne. Men naar Søstrene ærede 
hende i denne Egenskab, agtede hun sig selv for alles Tje- 
nerinde og gik kun ud paa at vinde alle for Kristus ! ). 

Men det var ikke længe, Katharina skulde blive i det 
stille Kloster; knapt et Aar efter maatte hun atter drage 

') Vita S. Catharinæ Cap. XIII. XIV. 



— 353 — 

til Italien. Tallet og Størrelsen af de Undere, Gud gjorde 
ved sin Tjenerinde Birgitta, var saa stort, at man i hele 
Sverrig levende ønskede, at hun maatte blive kanoniseret. 
Og da ingen var mere skikket til at sørge herfor end Ka- 
tharina, bestemte Biskop Nikolaus, at hun skulde drage til 
Rom, ledsaget af hendes Moders Skriftefædre, Petrus Olaf- 
son og Petrus fra Alvastra . tillige med et lille Følge, og 
alt i Paaskeugen 1375 toge de afsted. 

I de forskellige Stifter i Sverrig og især i Vadstena 
var det fornødne Materiale i Forvejen indsamlet, og man 
fulgte nu den samme Vej, ad hvilken man sidst var kom- 
men hjem med Birgittas Relikvier, saa at man paa alle 
de paagældende Steder kunde faa de ved disse øvede Un- 
dere konstaterede ved autentiske Dokumenter. Men ogsaa 
fra alle andre Steder, hvor Birgitta i levende Live havde 
opholdt sig, blev der indhentet Vidnesbyrd om hendes Dyd 
og Fuldkommenhed. 

Skønt Katharinas Ærinde gjaldt Pavestolen, og Gregor 
XI endnu stadigt var i Avignon, rejste hun dog ikke der- 
til, men lige til Bom, sandsynligvis som Følge af Ind- 
skydelse fra oven. 

Der kom hun først hen paa Aaret 1376, og et Aar efter 
havde hun den Glæde at opleve Pavens Indtog i Staden, 
hvorpaa hun snart efter fik Audiens hos den hellyje Fader 
sammen med sin Moders Skriftefædre, og overrakte ham 
Revelationes og en Bog med de foran nævnte Vidnesbyrd. 
Gregor XI udnævnte nogle Kardinaler til at undersøge 
Akterne og indlede Kanonisationsprocessen, og saaledes 
fremkom det fornødne formelle Andragende i Sagen til 
Paven og de forsamlede Kardinaler. Men selve Erklæringen 



») Vita S. Cath. Cap. XIII og XIV. 



A. BRIKKMAMNt DEN IIELLIGK BIRGITTA. 23 



— 354 — 

oplevede Katharina dog ikke, da Processen blev forsinket 
paa Grund af Tidernes Ugunst 1 ). 

Sagen om hendes Moders Orden blev hurtigere bragt 
til Ende. Allerede Birgitta selv havde forelagt Reglerne 
for Urban V, og nu bad Katharina Gregor XI om Stad- 
fæstelse, hvad han lovede, saasnart de vare blevne revi- 
derede. Men i Marts 1378 døde Gregor XI i Vatikanet, 
inden han endnu var bleven 50 Aar. 

Ifølge tidligere sørgelige Erfaringer ønskede 'Romerne 
meget, at Kardinalkollegiet maatte vælge en Italiener og 
om muligt en Romer. Og det blev da ogsaa Tilfældet, 
idet Ærkebiskoppen af Bari Bartholomæus Brigani enstem- 
mig blev valgt og besteg Pavestolen som Urban VI. Men 
denne dydige Mand kom desværre snart i Uenighed med 
Kardinalerne, mod hvem han maaske optraadte for skarpt, 
og. af denne Tvist opstod det ulykkelige Skisma, som delte 
Kristenheden i to Lejre og opstillede en Modpave mod den 
retmæssige. 

I denne sørgelige Tid blev Katharina urokkelig paa 
Pave Urbans Side. Haand i Haand med Katharina fra 
Siena, som i aandelig Henseende traadte i Birgittas Fod- 
spor, stod hun ham bi med Raad, Hjælp og Bøn under 
de vanskelige Forhold. Efter at Urban VI flere Gange 
havde set Katharina og talt med hende, satte han stor 
Lid til hendes Klogskab og Erfaring. I en offentlig Au- 
diens fremsatte hun engang sin Mening om de kirkelige 
Reformer med saa stor Veltalenhed og Visdom, at Paven 
i Kardinalernes Overværelse sagde til hende: »Ja, min Dat- 
ter, man kan nok se, at du er opfødt med din Moders 
Mælk.« 

Urban VI havde overdraget Katharina af Siena nogle 



l ) B. 464. n. 398—408. 



— 355 — 

vigtige Forhandlinger med Hoffet i Neapel, og han ønskede, 
at hun og Katharina fra Sverrig i Forening skulde over- 
lægge, paa hvilken Vis man bedst kunde udsone Dronning 
Johanna med Kirken, som hun havde brudt med ved at 
modtage Modpave Clemens VII med Hæder; i den Over- 
bevisning, at den svenske Dame maatte kunne øve stor 
Indflydelse paa Dronningen, troede han, at det vilde være 
meget heldigt, om hun ledsagede den italienske Katharina. 

Af Kærlighed til Kirken og dens Overhoved forenedes 
de to Kvinder snart i inderligt Venskab. Ledsaget ef sin 
Skriftefader, P. Raimund og sin Discipel Stefantjs gik den 
italienske Jomfru hver Dag til Viminalet og besøgte den 
svenske Adelsdame, der nu havde viet sig til den hellige 
Armod i St. Klaraklosteret i Panisperna. Efter de første 
diplomatiske Forhandlinger, hvor Italienerinden særlig ud- 
mærkede sig ved Mod og Fasthed, den nordiske Kvinde 
ved Erfaring og Menneskekundskab, talte de med hinanden 
om deres indre Liv. 

Hvor asketisk Italienerinden end var, kunde hun dog 
ikke lade være at beundre den andens Skønhed, der stadig 
havde Ungdommens Ynde og Livsalighed. Det var hende 
en stor Glæde at høre Birgittas Datter fortælle sine vid- 
underlige Oplevelser, og med al en Søsters Kærlighed slut- 
tede hun sig til hende. Men da Talen kom paa at rejse 
til Neapel, sagde den svenske Katharina, med en Heftig- 
hed, man kun sjælden traf hos hende: »Alene Tanken om 
at drage til Neapel indgyder mig Skræk; i den ulykkelige 
By er min Broder Karl død som det uskyldige Offer for 
de laveste Lidenskaber. Og jeg kender Forholdene der 

alt for nøje Lad os ikke gøre en Rejse, som aldeles 

ikke kan hjælpe os til vort Maal, men derimod bliver far- 
lig for os selv.« Den anden Katharina tav. I sin Fyrig- 
hed mente hun, at man uden Frygt skulde møde Faren, 

23* 



— 356 — 

men hun var for ydmyg til at gøre Indvendinger. P. Bai- 
mund meddelte Paven, at den svenske Katharina vægrede 
sig, og hendes Grunde hertil, som han selv billigede. I 
første Øjeblik blev Urban VI nedslaaet, han støttede sit 
Hoved paa Haanden og tav, men saa sagde han helt af- 
gørende: »Ja, du har Bet, Broder Baimund, det er bedst, 
at de ikke drage til Neapel ').« 

Derpaa kom den vidunderlige Brevveksling, hvor Ka- 
tharina af Siena med overnaturlig Visdom og i et hen- 
rivende Sprog søgte at bringe Johanna tilbage til Troskab 
imod Kirken og Paven. Det var en af de sidste Naade- 
gaver, Gud forundte Dronningen, men som saa ofte før for- 
smaaede hun ogsaa den; det var forgæves, at de to store 
Helgener, Birgitta og nu Katharina arbejdede paa den 
uværdige Begentindes Omvendelse. 

Den svenske Katharina, der saa vidt muligt holdt 
sig udenfor disse Forhandlinger, tog kun sjældent bort fra 
Panisperna, men blev ligesom hendes Moder en Velgører- 
inde for Bom. Saaledes gik det ogsaa ved den store Over- 
svømmelse, da Bornerne stærkt trængte ind paa hende, 
for at hun skulde træde op imod Vandene, og skønt hun i 
Ydmyghed og med Taarer gjorde Modstand, toge hende 
med sig, — næppe havde hendes Fod rørt den frembru- 
sende Flod, da veg Vandet tilbage, den rivende Tiber fulgte 
igen sit gamle Leje, og Oversvømmelsen var med det 
samme ophørt. Petrus Olafson paalagde deres Bejsefæl- 
ler at mindes dette Under godt, thi i Fremtiden vilde der 
komme Efterspørgsel om denne og andre Gerninger af 
Jomfruen 2 ). 

Den Sag, der nærmest laa Katharina paa Sinde, led 



!) M. 461—463. Vita S. Cath. Sin. III. c. 1. 
*) Vita S. Cath. Cap. 16. 



— 357 — 

naturligvis under Kirkens Trængsler; thi vel var den 
standsede Kanonisationsproces bleven genoptaget under Ur- 
ban VI, men Katharina maatte dog blive fire Aar i Rom 
uden at opnaa synderlig Fremme af Sagen. Da hun nu 
dog havde faaet Stadfæstelse paa Ordensreglerne og en Del 
Privilegier for Klosteret St. Maria i Alvastra, besluttede 
hun sig til at drage hjem, og tog saa den 6. Juli 1380 
afsted fra Rom. 

I de sidste Uger af Aaret kom hun hjem, og snart 
efter blev Ordenen højtidelig indsat af Linkopings Biskop, 
der ogsaa vilde vie Katharina til Abbedisse. Men hun 
følte, at hendes Dage vare omme,- og afslog det, hvorimod 
hun vedblev at være Priorinde i Vadstena. Den 22. Marts 
1381 hensov hun som Helgeninde; en straalende Stjerne 
viste sig under Sjælemessen oven over Ligbaaren, og for- 
svandt først, efter at Jordfæstelsen var sket. (Vita c. 18.) 

I Oktober døde Pave Urban VI og Kanonisationssagen 
var da ikke kommen synderligt videre. Efter ham fulgte 
Peter Tomacelli som Bonifacitjs IX, og ham skulde det 
lykkes at bringe Sagen til Ende. Det var tredje Gang 
man tog fat paa Processen ; en Sendefærd fra Sverrig med 
Magnus Pederson som Formand bragte Breve fra Dronning 
Margaretha, Linkopings Biskop og mange af Rigets Stor- 
mænd, som med Varme udtalte Ønsket om snart at faa 
Ende paa Sagen om deres Lands Helgen. I en glimrende 
Forsamling forelagde Pederson Paven de definitive Doku- 
menter 1 ). Efter at en grundig Proces med Undersøgelse, 
Vidneforhør o. s. v. havde fundet Sted paa behørig Maade, 
udfærdigede Bonifacitjs IX den 7. Oktober 1391 Bullen, 
og Kanonisationen blev fejret i Vatikanets Kapel. Ved 

l ) Tvende Manuskripter. Det ene indeholdt Birgittas Aaben- 
barelser, det andet »liber attestationum« Bevisernes Bog, 
som indbefattede Livets og Miraklernes Begivenheder. 



— 358 — 

denne var Danmarks, Norges og Sverrigs store Dronning 
Margaretha selv til Stede. Et Øjenvidne fremhæver følgende 
Træk ») : 

Alt om Aftenen før Festen ringede alle Stadens Klok- 
ker, og det hellige Kollegium traadte sammen. Kapellet 
straalede i Festdragt, oplyst af utallige Vokslys og Lam- 
per, og Gulvet var overstrøet med duftende Blomster. 

Tidligt om Morgenen bivaanede Paven i sit private 
Kapel en stille Messe til Ære for den Helligaand, hvorpaa 
han i sit fulde Skrud, og med Kardinalerne gaaende foran, 
drog til Vatikan-Kapellet. Der talte Kirkens Overhoved 
over Teksten: »Denne Enke vil jeg velsigne, over hende 
vil min Hellighed blomstre,« Ps. 131, 15. 18. Saa opfor- 
drede han Forsamlingen til Bøn, istemte Hymnen: Veni 
Creator spiritus, og erklærede Birgitta for hellig. Efter 
Te Deum og Festprocession kom Paakaldelsen af den Hel- 
lige med de Ord af Diakonen : »Ora pro nobis, sancta Bir- 
gitta!« Paven holdt derpaa en Oration til hende og ud- 
delte Velsignelsen, hvormed Festen var til Ende for den 
Dag. 

Næste Dag, den 8. Oktober, læste Paven den festlige 
Messe for den nye Helgen. Ved Oflfertoriet overrakte de 
tre Kardinaler, som havde været Kanonisationskommissærer, 
den hellige Fader flere Offergaver; først den franske Kar- 
dinal to store forgyldte Vokslys, idet han kyssede Paven 
paa Haand og Fod, derpaa den engelske to Brød med St. 
Birgittas og de tre Kardinalers eget Vaaben, og endelig 
Kardinalerne fra Bari et lille Fad Malvasier, der ligeledes 
var forgyldt og prydet med de samme Vaabenmærker. 
Derefter kom de fem Prokuratorer med Advokaterne, som 
hver især overbragte et rigtsmykket Lys og en Kurv med 



l ) Mabillon, t. II. Musei Italici p. 536. B. 472, § 27. 



— 359 — 

to Turtelduer og to andre Duer. Og da Messen var til 
Ende, drog Paven tilligemed Kardinalerne og Prælaterne 
til Loggiaen, hvor han under Folkets Jubel uddelte Velsig- 
nelsen, og saaledes sluttede Festen. 

Alt paa Kanonisationsdagen skete der flere Undere, 
som tilskreves St. Birgittas Forbøn. Bl. a. fik saale- 
des en Kvinde, som havde været blind i tyve Aar, sit Syn 
igen >)• 

Til et Kapel i Vadstena, der blev bygget til Ære for 
Birgitta, knytter sig følgende Beretning, som er taget af 
Diariet og altsaa er autentisk. En Biskop, som hed Ro- 
bert, var sendt fra Skotland til Rom, men vilde undervejs 
besøge Sverrig. Og paa Søen opstod der da en saa stærk 
Storm, at Besætningen opgav alt Haab. Man vilde kaste 
Ladningen over Bord, men Robert forhindrede det og sagde : 
»Brødre, vi ville anraabe St. Birgitta fra Sverrig og give 
det Løfte at hylde hende ved hendes Grav, hvis vi lykke- 
lig og vel maatte komme til hendes Fædreland.« Heri vare 
alle enige, og i Forening aflagde man Løftet, hvorpaa Bi- 
skoppen gav sig til at bede, men med eet blev han hen- 
rykket i Aanden. Han saa sig hensat til et skønt Kapel, 
ved hvis Alter en Præst læste den hellige Messe, medens 
der til højre for Alteret var en ærværdig Matrone med 
graat Klædebon, sort Kaabe og hvidt Slør, og bag ved 
hende bedende Brødre og Søstre. Selv modtog Biskoppen 
et brændende Lys og steg opad nogle Trin til Alteret . . . 

Da han igen kom til sig selv, havde Stormen lagt 
sig. Og da han siden kom til Sverrig, genkendte han 
St. Birgittas Kapel i Vadstena som det, han havde skuet 
i Aanden. 

Medens saaledes Himlen forherligede Birgitta, ved 



B. 474 n. 443. 



— 360 — 

mange Jærtegn, og den triumferende Kirke tiljublede den 
nye Helgeninde, sukkede den stridende under Trykket af 
det usalige Skisma, som ikke kunde faa Ende. 

Først paa Konciliet i Konstanz blev den kirkelige En- 
hed genoprettet, idet Kardinal Otto Kolonna, en lærd og 
mild Mand af rene Sæder, kom paa Pavestolen den 11. 
November 1417 som det af hele Kirken anerkendte Over- 
hoved. 

Men da Birgittas Kanonisation var sket under det 
store Skisma, turde de nordiske Folk ikke agte dens Gyl- 
dighed for helt utvivlsom, hvorfor Afsendinger fra alle tre 
nordiske Biger anholdt om Gentagelse af Konciliet. Der 
var da flere Autoriteter, som modsatte sig dette, idet man 
mente, at det vilde stride imod den første Afgørelses Vær- 
dighed, men Martin V gav dog efter for de fra Norden 
indløbne ydmyge Bønner og Forestillinger, og stadfæstede 
den første Bulle med en ny (1419) *). 

Med Revelationes forholdt man sig paa en lignende 
Maade som med Kanonisationen. Tre Gange bleve de un- 
derkastede Prøvelse af en Kommission af Kardinaler og 
Lærde, men hver Gang stode de sig, bleve anerkendte 
som ægte og anbefalede til videre Udbredelse som vel 
skikkede til Fremme af Fromhed.. De bleve da ogsaa tit af- 
skrevne, og Fyrster skikkede Sendemænd til Rom for at faa 
Afskrifter deraf. Biskoppen i Worms skaffede sig en saa- 
dan, som han gav til Kong Wenzel; Karl V af Frankrig, 
Kongen i Kastilien, Dronningen paa Cypern, Udsendinge 
fra Højskolen i Prag og mange andre fik dels enkelte Bø- 
ger af Revelationes, dels dem alle. 

Paa Konciliet i Basel 1431 — 1443 bleve de atter be- 
stridte, men de bleve saa glimrende forsvarede af Kardinal 



») B. 475 n. 446, 447, 



— 361 — 

Johannes Turrecremata, at ikke alene Prøvelses-Kommis- 
sionen men hele Konciliet tiltraadte hans Mening. Han 
brugte disse Ord af Skriften om Birgitta: »Alt, hvad du 
har sagt, er sandt, der er ikke noget dadelværdigt i din 
Tale *). Bed da for os, thi du er en hellig Kvinde og fryg- 
ter Gud (Judith 8, 28. 29.)!« 

Blandt de senere Teologer bleve Birgittas Aabenba- 
ringer især skattede højt af den danske Karmelitermunk 
Paulus Heliæ 2 ), af Blosius Corduba, Michael Médina. 
Sanderus, Alfons Mendoza, Ambrosius Catharinus, Johan- 
nes Baptista de Lezana, Petrus Canisius o. s. v. 

I Tyskland var det P. Cochem, som havde den For- 
tjeneste at gøre Aabenbaringerne tilgængelige for alle, me- 
dens de før næsten kun fandtes paa Bibliotekerne. I For- 
talen til hans store Skrift: »Vor Herre Jesu Kristi og hans 
herlige Moder Marias Liv og Lidelse« siger han, at han for- 
uden Evangelierne ogsaa har brugt St. Birgittas Aaben- 
baringer dertil. 

Mainzer- Biografien, som vi i anden Del have benyt- 
tet mest, slutter Livsbilledet med følgende træffende Ord: 

') B. 406-418, §§ 11-14. 

*) Paulus Heliæ (Paul Helgesen), som i Aarene 1525 — 1534 
var den ivrigste Forkæmper for den katolske Kirke i Dan- 
mark imod den nye lutherske Lære, og hvis Levned efter 
Fr. Baefods Vidnesbyrd (Danm. Hist. 1891 I. S. 16) iselv 
hans argeste Fjender aldrig have kunnet sætte nogen Plet 
paa, c skattede den hellige Birgittas Aabenbaringer meget 
højt. Han omtaler dem med den største Højagtelse i flere 
af sine danske Skrifter, især i sine >Christelige Suar till thc 
spørsmaall, som Koning Gøstaff till Swerigis Rijge lodt 
wdgaa,« og forsvarer dem mod Birrgittas Modstandere. 
— Dette Skrift findes i Povel Eliesens danske Skrifter, ud- 
givne af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie ved C. E. 
Secher I. Kbh. 1855. Den hellige Birgitta omtales deri SS. 
X69, 297—303, 310 og mange andre Steder. 



— 362 — 

»I Birgittas Liv er det meget paafaldende, hvorledes 
Gad selv har ligesom ledet hende ud fra den for Kvinder 
foreskrevne Vej, og sat hende til at være Lærer for Paver, 
Fyrster og hele Folk. Og Apostelen St. Paulus siger dog 
ligefrem: »Jeg tillader ikke nogen Kvinde at undervise« 
(I Tim. 2, 12), og et andet Sted: »Kvinderne skulle tie i 
Kirkerne, thi det er ikke dem tilladt at tale, hvorimod de 
skulle være hørige og lydige, saaledes som ogsaa Loven 
siger det (I Kor. 14, 34).« 

Men Guds Aand aander dog, hvor det lyster den, og 
Herren, som ved sin Apostel har givet Kvinderne det nævnte 
Bud, han har ogsaa Ret til at fritage dem for det, naar 
det gøres fornødent til Opnaaelse af hans Hensigt. 

Origines siger: »Det fortælles, at der har været flere 
Dommere i Israel, men det hedder ikke om nogen af dem, 
at han var Profet, uden om Kvinden Debora. Hos Gud 
er der ingen Forskel efter Kønnet, men som Sindelaget 
er forskelligt til, faar enhver Karakter som Mand eller 
som Kvinde. Hvor mange af Kvindekønnet regnes ikke 
hos Gud til de stærke Mænd, og hvor mange Mænd maa 
ikke for hans Domstol blive svage Kvinder 1 ).« 

St. Hieronymus udtaler sig paa lignende Maade : »Lad 
os vel mindes, at der hvor Mænd tav, der have en Holda, 
Anna, Debora profeteret, og at der i Kristi Tjeneste slet 
ikke gælder Forskel mellem Kønnene, men Forskel mel- 
lem Aanderne 2 ).« Lad os derfor omhyggeligen tilbede Her- 
ren, som er stor i sine Hellige, og lad os bede St. Bir- 
gitta om hendes mægtige Forbøn, at Gud i Evigheden maa 
afsløre os sin Kærligheds Løndomme, ligesom han alt har 
gjort det for sin herlige Tjenerinde, medens hun endnu var 
her paa Jorden. 

1 ) Orig. in libr Jos. Horn. 9. § 9. 

2 ) Hier. Coment. in Isai. 1. XII. 



— 363 — 

Og denne Levnedsbetragtning, der saa lidet svarer til 
den ophøjede Genstand, slutte vi med de Ord, som Kir- 
ken beder paa St. Birgittas Fest: 

»Herre, vor Gud, du som ved din enbaarne Søn har 
aabenbaret himmelske Løndomme for den salige Birgitta, 
giv os, dine Tj enere » a * vi engang ved hendes fromme For- 
bøn maa glæde os i salig Fryd ved Aabenbarelsen af din 
evige Herlighed, ved den samme Kristus, vor Herre ! ).« 

Gid i Særdeleshed den i Aaret 1891 fejrede Femhun- 
dredaarsdag for hendes Kanonisation maa bringe os evig 
Fylde af Velsignelse! Amen. 



SYTTENDE KAPITEL. Vadstena Kloster og Birgit- 
tinerordenen i Norden 2 ). 

Medens den hellige Katharina endnu opholdt sig i 
Kom for at drive paa Moderens Helgenkroning, skred Klos- 
terbygningen i Vadstena rask fremad. Hr. Birger, Birgit- 
tas anden Søn og Katharinas Broder, en dygtig Lovkyn- 
dig og Statsmand, styrede Klosterstiftelsen: han forestod 



! ) Bønnen lyder paa Latin saaledes: DomineDeus noster, qui 
Beatae Birgittas per Filium tuum unigenitum secreta coe- 
lestia revelasti : ipsius pia intercessione da nobis famulis tuis 
in revelatione sempiternae gloriae tuae gaudere lætantes. 
Per eundem Dominum nostrum Jesum Cheistum filium tuum, 
qui tecum vivit et regnat in unitate Spiritus sancti Deus 
per omnia sæcula sæculorum. Amen. 

*) Hammerich S. 267—320 med nogle faa Udeladelser. 



— 364 — 

Vadstenas bestandig tiltagende Godser og førte Tilsyn med 
Klosterbygningen. Murene og Bjælkehusene vare rejste, 
Taget hængt, og med Taarne og Spir stod Klosteret der 
paa den smukke Slette ved Vetteras gennemsigtige græs- 
klare Vande, som Birgitta saa ofte havde set det i Sy- 
nerne. Munke og Nonner havde meldt sig og bestaaet 
Prøveaaret. Vel var Tallet ikke fuldt, det blev det først 
21Aar derefter, Abbedissen valgtes først 1388; men man 
havde dog besluttet at aabne Klosteret. St. Severins Dag 
1380 blev da en stor Fest for »Frelserens Orden« i Vad- 
stena; Biskop Niels Hermanson indførte Søstrenes Kon- 
vent og iklædte dem som Nonner, hvorved Ærkebiskoppen 
og Biskop Thord af Strengnæs vare til Stede. Efter Or- 
densregelen mødte de barfodede i deres sædvanlige Dragt 
uden for Kirkedøren, Haaret var i Forvejen klippet af, Bi- 
skoppen ledte dem ind, medens en Fane, hvorpaa den 
Korsfæstede og Jomfru Maria stode malede, bares foran 
dem. Biskoppen, der for Alteret har indviet »Fingerguldet«, 
gaar hen til Døren, hvor Nonnerne staa, og modtager Løf- 
terne: Lydighed, Fattigdom og Kyskhed; derpaa rækker 
han dem Ringen med de Ord: »Og jeg vier dig nu til 
Guds Brud og evige Eje i Faderens og Sønnens og den 
Helligaands Navn.« Efter at en Del af Messen er sungen, 
indvier han de forskellige Stykker af Nonnedragten. Denne 
bestod af en hvid, ankelsid Underkjole, en graa Kjole og 
»Kugel«, en Art graa Trøje eller Krave, samt en graa »Man- 
tel« uden Rynker, med et rødt lille Kors som Ordenstegn, 
alt af Vadmel. En Træknap paa Brystet holder Dragten 
sammen, om Vinteren kan en Skindpels lægges til. Paa 
Fødderne bærer Nonnen Sko, paa Hovedet en Art Slør, 
»Strik« eller »Hviv«, der tilhyller Pande og Kind; derover 
»Vilet«, et sort Lærredsslør og »Kristi Krone«, smalle, hvide 
Lærredsstrimler rundt om Hovedet, som danne et Kors 



— 365 — 

med fem Bloddraaber paa de Steder, hvor Strimlerne mø- 
des. Efter Indvielsen af denne Dragt afhentedes Nonnerne 
fra Døren og fik Plads ved Alteret, her iklædtes de og 
modtoge den hellige Kommunion. Da Kronen blev sat 
paa dem, stode de paa samme Sted, hvor Bruden plejede 
at staa, Indvielsen foregik i det mindste til Dels paa Mo- 
dersmaalet. Ved dens Slutning ledte Biskoppen dem med 
Kerter hen til Konventsdøren, og de forsvandt i Klosteret. 
Dagen efter indførtes paa samme Maade Brødrenes Kon- 
vent, deres Klædningsstykker vare kun i Formen forskellige 
fra Søstrenes ; Ordenstegnet paa Mantelen var for Præsten 
et rødt Kors med en hvid Cirkel indeni, for Messedegnen 
en hvid Cirkel med fire røde Tunger, og for Lægbroderen 
et hvidt Kors med fem Bloddraaber. 

Kirken skilte de to Fløje ad, den sydlige, hvori de 25 
Brødre, og den nordlige, hvori de 60 Søstre skulde have 
deres Celler. Hvert Konvent havde egen »Trægaard« og 
Plads i Kirken; Søstrene i det øvre Kor, Brødrene i det 
nedre: thi Søstrene agtes for de ypperste i Klosteret, og 
Brødrene ere der kun til deres Tjeneste. Kirken var op- 
ført i en ren, simpel Stil, Cellen var trang som et Grav- 
kammer, tre Alen bred og lidt over dobbelt saa lang, intet 
Ildsted i den lange Vinter, Lejet af Halm med to Vadmels- 
tæpper over og en Hovedpude, men uden Lagen; i Stedet 
for Vindue en seks Tommers aaben Sprække, der kan luk- 
kes : med en Luge. Streng Tavshed var paalagt baade ved 
Bordet og den øvrige Del af Dagen, undtagen i visse af- 
maalte Timer. Ogsaa Klostertvangen (Klausuren) var streng; 
Gæster modtoges ikke, sjælden fik Nogen Lov til at komme 
uden for Klosteret, og aldrig maatte de lade sig se ved Gil- 
der; kun til en, een Gang for alle bestemt Tid var det til- 
ladt at modtage Besøg, det skulde da ske i en andens 
'Overværelse, ved et Vindue i Taleporten. Ingen Mand, 



- 366 — 

næppe nok den visiterende Biskop, turde betræde Søsterhuset. 
Fasteloven var mild, og fire Køddage tilstodes om Ugen. 
Tiden var delt imellem Haandarbejde, gudelig Læsning, 
Studier, Afskriveri og Gudstjeneste; Brugen af Orgel var 
ikke tilladt, en Baare ved Kirkedøren med Muld paa og 
en aaben Grav mindede om Døden, omkring denne sam- 
lede Nonnerne sig daglig og sang et »De profundis«, medens 
Abbedissen kastede en Haandfuld Jord ned i den. Vi 
træffe nu og da en Slags Tertiarier, de aflagde ikke Løf- 
tet, men fik Del i Ordenens gode Gerninger og Tilladelse 
til at begraves i Ordensdragten; det var Kvinder af den 
højeste Rang, der optoges i denne Klasse, Dronning Mar- 
garetha, Vaij)emar Atterdags Datter, var en af dem. Ab- 
bedissen, »Moderen«, valgt paa Livstid af Konventerne, fore- 
stod Klosteret, Overskuddet uddelte hun alle Sjæles Dag 
til de Fattige; thi Ordenens »Liggendefæ skulde Kristi 
Naade være, erhvervet ved Bøn, gudelig Betragtning og 
Lovsange.« 

Det vigtigste af Klosterets Uheld var en Ildsvaade, 
som 1388 forstyrrede baade det og Kirken, rimeligvis var 
den for største Delen opført af Træ; men de nye Byg- 
ningsarbejder bleve drevne med saa mange Kræfter, at alt 
var i Stand til den store Skrinlægning, Trefoldighedssøn- 
dag 1393. Kirken var prægtig behængt med Tæpper, og 
en umaadelig Menneskemasse, Biskopper, Riddere fra alle 
tre nordiske Riger samlede sig til Festen for den nationale 
Helgeninde. Efter at den nye Biskop i Linkoping var viet, 
bare fire Biskopper Skrinet med hendes Ben ind og satte 
det paa Højalteret; i Dagens Sekvens anraabes hun som 
»Stjernen, straalende paa den nordiske Himmel som Ren- 
hedens Rose;« i andre Hymner anvendes dejlige Billeder fra 
Salomons Højsang paa hende, Bruden, og Kristus, hun hilses 
her som »den Gideons Trompet, der forfærdede Fjenderne«. 



— 367 — 

En Kirkefest af saa stor Betydning havde Norden endnu ikke 
oplevet; men af Birgittås nærmeste Omgangskres var kun 
Datteren Cæcilia og Magnus Pederson i Live til at glæde 
sig derover. Hr. Birger døde 1391 paa Ringstadaholm 
midt under Bestræbelserne for at støtte Dronning Marga- 
retha; hans to Sønner vare alt døde i Forvejen. 

Omtrent en Menneskealder stod nu Ordenen i sin 
Glans. Paverne benaadede den rundelig med Privilegier 
og Aflad. 1394 var der bevilget et Jubelaar for Vadstena, 
hvis Aflad skulde være lige saa rig som ved Jubelaaret i 
Rom. Tilstrømningen af Mennesker var overordentlig stor. 
Pave Martin V's Privilegium 1420 gav alle Jubelaar i 
Vadstena samme Kraft, som dem i Rom. Og nu fandtes 
intet Valfartssted i Norden, der kunde maale sig med 
Birgittas Klostpr, hvor de ypperste Mænd i Rigerne kap- 
pedes med fornemme Fremmede om at ære heiide; man 
saa en skotsk Biskop gaa barfodet fra Skenninge til Vad- 
stena i alendyb Sne. Paa Kirkemødet i Arboga 1396 var 
Birgitta erklæret for Sverrigs Patroninde; hendes Sølv- 
skrin, forarbejdet i Stockholm, vog 429 Mark Sølv. Vad- 
stena Kloster fik en ny og smukkere Kirke i gotisk Stil, 
den saakaldte Blaastenskirke, bygget af Kalksten fra Om- 
berg; Klosterhaverne anlagdes af den bekendte Jon Per- 
son og vare i stort Ry for deres Frugttræer og udenlandske 
Vækster. Fritagen for Skatter og Byrder, rig paa Jorde- 
gods i alle svenske Landskaber sønden for Dalelven, var 
denne Stiftelse, som siden opkaldtes baade efter Maria og 
Birgitta, i Besiddelse af meget store Indtægter. Rundt 
omkring rejste det ene Bjælkehus sig efter det andet, snart 
blev det en hel Stad, der fik Privilegier; under Krumstaven 
var gerne godt at bygge. Klosteret selv talte mellem sine 
Beboere Bygmestre, Glarmestre, Murmestre, Malere, Billed- 
huggere, mekaniske Me&tre, Gartnere og Haandværkere af 



— 368 — 

alle Slags. Biblioteket var det berømteste i Norden, og 
paa lærde Mænd, som efter Stifterindens Plan gjorde Lær- 
dommen frugtbar for Folket, var der ikke nogen Mangel, 
heller ikke paa Prædikanter, som skaffede Klosterkirken 
fuldt Hus. Ogsaa i andre Lande fik Ordenen straks Fod- 
fæste; Begyndelsen gjorde Tyskerne med et Kloster i Dan- 
zig, Italienerne med Paradis ved Florens; de kom allerede 
i det 14. Aarhundrede. I den første Halvdel af det næste 
falder saa Grundlægningen af de vigtigste Klostre. I Dan- 
mark stiftes Maribo 1416 ved den smukke Sø og omtrent 
samtidig Mariager mellem Bankerne ved Fjorden; omkring 
bægge opvoksede snart Smaabyer ligesom Vadstena; i Fin- 
land stiftes Nådendal fra 1438 af, i Norge omdannes 1421 
Munkelif, et Benediktinerkloster tæt ved Bergen, til Birgit- 
tinerkloster. Og i de tre nordiske Riger følges Birgittas 
oprindelige Plan nøjagtigt; der forstaas hun bedst, thi 
hun hører ret egentlig Norden til, her faar Ordenen na- 
tional Betydning. I England bygges flere Klostre, saaledes 
i Hintrim og Sion ved Themsen; i Estland og Polen ere 
Danzig, Marienthal ved Reval og Grønvelt de mest frem- 
trædende Stiftelser; i Tyskland Marienwolde ved Lubeck, 
Marienkrone ved Stralsund, Marienforst ved Godesberg, Ma- 
ria-Altomunster i Baiern samt Gnadenberg paa Eichelberg 
i Øvrepfalts; i Belgien Aquae.MARiAE, i Holland Ager Ma- 
riae; to Menneskealdere efter Birgittas Død regner man 
et halvt Hundrede Klostre af hendes Orden, snart Dobbelt- 
klostre for Munke og Nonner, snart blot enkelte; men 
»Abbedisse-Moderen« og den almindelige Skriftefader i Vad- 
stena førte Tilsynet med de andre Klostre. Til Forhand- 
linger med Pavestolen holdt Ordenen sine Fuldmægtige i 
Rom; her laa domug Birgittae, Ordenens Ejendom, som 
stod umiddelbart under Vadstena og underholdtes ved 
milde Gaver fra de nordiske Riger. Det blev et Samlings- 



— 36d — 

sted for Pilegrimme derfra, som i Tanken boede med den 
Hellige mellem alle de Minder, hun havde efterladt sig. 

Det var den religiøse Opvækkelse hos den svenske, 
norske og danske Adel, som gav Ordenen sin store Betyd- 
ning; Birgitta havde ret forstaaet at begejstre den. Selv 
Fyrstinder og Herrer af Rigets Raad lode sig indklæde ; 
man saa vidunderlige Eksempler paa Ydmyghed : Adelsmænd 
som tjenende Brødre, der fejede Gaarden, adelige Jomfruer, 
der gik som Køkkenpiger og Vaskepiger eller sade og af- 
skreve gudelige Bøger. Endnu langt flere Adelige betænkte 
Klosteret med rige Gaver for at faa et Gravsted i Kirken, 
og forrest gik Fyrsterne i det forenede Norden. Dronning 
Margaretha, som for sin Politik og Nordens Union hoved- 
sagelig søgte Støttepunktet hos Gejstligheden, havde sær- 
lig kastet sin Kærlighed paa Vadstena, og i Aaret 1403 
træffe vi hende der to Gange. I Talestuen sagde hun til 
en af -Brødrene: »Engang befandt en vis Kvinde sig i 
stor Nød, da saa hun i Drømme en Frue i graa Dragt: 
»Elsk Brødrene i Vadstena,« sagde hun, »og du skal blive 
frelst. Til sin Tid skal jeg betro dig denne Kvindes 
Navn.« Samme Aar lod hun sig optage som Søster »uden- 
for«. Til Farvel kyssede hun Brødre og Søstre paa Haanden, 
en Lægbroder undsaa sig og vilde først tage Handske paa, 
men hun sagde: »Nej! ræk mig den bare Haand, for nu 
er jeg jo din Søster!« Erik af Pommern fulgte i dette 
Stykke hendes Eksempel; ofte gjorde han Pilegrimsrejser 
til Vadstena; engang, vide vi, gik han til Fods derhen 
fra Skenninge ; han tog ivrigt Del i at stifte Klostre i Dan- 
mark og Norge og holdt sin Haand over Ordenen i trange 
Tider. Dronning Filippa, hvis Hofmesterinde Fru Martas 
Datter havde været, lod sig under en Rejse optage som Ter- 
tiar i Vadstena; ogsaa om Kristoffer af Baiern, Kristiern I 
og Dronning Kristine vide vi af Diariet, at de valfartede 

ABIUNKMAHN: DEN HELLIGE BIRGITTA. 24 



— 370 — 

derhen. Idelige Rejser, Ophold af Svenskere i norske og 
danske Klostre, og omvendt, sammensmeltede dens Med- 
lemmer i de tre Riger; et nordisk Fællessprog begyndte 
at udvikle sig, og imellem Linierne i første Del af Diariet 
kunne vi læse den Interesse, den følte for Unionen. Her 
var et af de faa Punkter, hvor en Fællesaand ligesom be- 
gyndte at danne sig. 

Ordenens Fortjeneste bestaar endvidere i det Liv, den 
vakte for Sjælepleje, Prædiken og gudelig Læsning: Ting 
der staa i nøje indbyrdes Sammenhæng. Birgitta og hen- 
des Orden hævdede med Kraft Modersmaalets kirkelige 
Brug, naturligvis inden for visse Grænser. Hver Søndag 
lyder et Ord paa Modersmaalet i Birgittinerkirken, hvad 
enten denne staar i Danmark, Norge eller Sverrig. Be- 
varede Homilisamlinger sætte os ind i Prædikener, der ere 
stærkt paavirkede af Birgittas teologiske Anskuelser. Di- 
ariet nævner flere udmærkede Prædikanter, blandt disse 
Broder Johannes, »en anden Krysostomus«. Et Ord talt 
med Overbevisning kan ikke andet end bære Frugt, derfor 
er Opvækkelsen kendelig især i de højere Stænder. Præ- 
sten træder til som Sjælelæge, han underviser, paamin- 
der og arbejder i den kristelige Oplysnings Tjeneste; Op- 
vækkelsen udbreder sig nu i videre Krese, den naar 
selv den forkomne Del af Folket, selv de faldne Kvinder, 
skønt Klostrene i Norden ikke, som det i Danzig, særlig 
stille sig til Opgave at omvende dem. 

Bevægelsen i Livet afspejler sig i Bøgerne, — og det 
er den tredje Frugt, Birgittinerordenen ydede i Norden. 
Vadstena var i sin Blomstringstid saa at sige en lille Høj- 
skole. Dels ved Køb, dels ved Afskriven og ved Gaver 
voksede Biblioteket op, og 1490 anskaffede Munkene sig 
det første faste Bogtrykkeri i Sverrig. Der fandtes Bøger 
i alle Fag; en Del ere reddede fra Ødelæggelse, skønt 



— 371 — 

splittede ad til Upsala, Linkoping, Skokloster og flere 
Steder. Sverrig har i saa Henseende haft større Held end 
Danmark. I Upsala skal der findes omtrent 40 Bøger, der 
med Bestemthed kunne føres tilbage til Vadstena; Arkiver 
og en Mængde Haandskrifter herfra ere endnu i Behold. 
Hvad der studeredes var fremfor alt Teologi, men ved 
Siden deraf Filosofi, Historie, Geografi, Astronomi, Læge- 
kunst, Musik og Billedkunst; Retskyndigheden var kun 
ringe, thi Munkene turde ikke give sig . af med kanonisk 
Ret. Baade Søstre og Brødre studerede Latin og Moders- 
maalet, afskreve og indbandt Bøger; Søstrene underviste 
i Sang og gave sig af riied Lægekunsten, mangen Broder 
dannedes ved Udenlandsrejser, især til Rom, og var maa- 
ske Lærer i Vadstena Skole. Stykker af Bibelen, Saxo, 
Birgittas Aabenbarelser, Bonaventuras Betragtninger over 
Jesu Lidelse, Legendarier, Postiller bleve fordelte til dag- 
lig Læsning i Kirken og Klosteret. Efter Regelens Bestem- 
melse skulde Studiet gøres frugtbart i Livet. De andre Bir- 
gittinerklostere stode vel stærkt i Skygge for Vadstena, 
men de dannede sig dog efter dets Mønster; Maribo, Ma- 
riager, Munkelif, Nådendal, høre i alt Fald til de frem- 
ragende Klostre, hvert i sit Rige. Af de mange Forfat- 
tere, Hammerich fremfører, fremhæve vi kun følgende faa: 
Magister Mathias skrev de fem Mosebøger med Forkla- 
ringer, baade paa Latin og Svensk; Ærkedegn Kristoffer 
i Upsala, hvis Forhold til Ordenen dog er usikkert, for- 
klarede paa Latin Fadervor, Troen, de ti Bud og Ave Ma- 
ria; Munken Jens Budde i Nådendal oversatte i sidste 
Halvdel af det 15. Aarhundrede flere Bøger og Bibelen, 
Claustrum animae, Lucidarius, et Skrift af den hellige Bern- 
hard, Katharinas Levned, en Del Helgenlegender og Skriftet 
»aff 12 gyllene Fredaghom«; han og Vadstenas Skriftefa- 
der Niels Ragvaldson oversatte den berømte Bog »Marias 

24' 



— 372 — 

TJrtegaard«. Den hellige Katharina skrev »Sjælens Trøst«; 
to Nonner, Karen Jensdatter og Kirstine Hansdatter over- 
satte Susos horologium æternæ sapientiæ, under Titelen: 
»gudelika Snillis Våckiare«. Af svenske Nonner og Munke, 
der syslede med Afskriveriet, kende vi adskillige ved Navn, 
ligesom ogsaa Titlerne paa en Mængde baade latinske og 
svenske Værker, som bleve afskrevne. Ofte er Skriften pyn- 
telig, paa sine Steder prydet med Guld og Farver, eller med 
smaa Billeder, saaledes en Bibelkodeks, skreven af en Nonne. 

Ligesom Stifterinden havde Ordenens Medlemmer og- 
saa varm Interesse for verdslig Historie og Digtning. Her- 
hen hører iblandt andre den senere Biskop Peder Månsons 
Oversættelser, Søkonsulatet, Lægebog, Kunstbog, Strids- 
kunst og Stridslag. — Af stor Betydning ere de birgit- 
tinske Bibeloversættelser. Magister Mathias skrev en Pa- 
rafrase af de fem Mosebøger. Efter Vulgata har Skrifte- 
faderen Niels Ragvaldson omtrent ved Aaret 1500 over- 
sat Josva Bog, og muligvis Dommernes; noget tidligere 
havde Jens Budde oversat Judith, Esther, Ruth og de to 
Makkabæerbøger; Oversætteren af Johannes Aabenbaring 
er ubekendt. Paa Dansk have vi en Oversættelse efter 
Vulgata af det gamle Testamentes tolv første Bøger, skreven 
i det 15. Aarhundrede og rimeligvis i Mariager; af det 
nye Testamente have vi kun en Del Evangelietekster paa 
bægge Sprog og Johannes Aabenbaring paa Svensk. — Af 
Homilisamlinger nævnes ikke mindre end fem svenske, en 
dansk og en norsk, som lade sig henføre til Birgittinerne, 
foruden flere latinske. De dejlige Digte : »Samtale imellem 
Kristus og en Synder«, »Dagvisen«, Adventssangen »Fryd 
dig, du Kristi Brud«, høre maaske ogsaa Birgittinerne til. 

Af Opbyggelsesskrifter eje vi en Mængde. Magister 
Peders latinske »Jomfru Marias TJrtegaard« oversattes, som 
vi vide, af Niels Ragvaldson og Jens Budde, og det hedder 



— 373 — 

i Skriftet: »Ligesom ærlige og dyre Urter vokse i TTrtegaar- 
den, saaledes udtrykkes her Jomfru Marias største Vær- 
dighed.« 

Den hellige Katharinas »Sjælens Trøst« angiver sig 
som et Udvalg »af hvad der er sandt og fagert, samlet af 
mangehaande Bøger, ligervis som Bien uddrager Honningen 
af mangehaande Blomster, Lægerne vælge de nyttigste 
Rødder til Lægedom, Duen det skønneste Korn til sin Føde 
og Jomfruen de fagreste Blomster til sin Krans«. Den 
handler om de ti Bud, om de otte Saligheder, de syv Ma- 
rias Glæder, de syv Gaver af den Helligaand, de syv Døds- 
synder og de syv Hoveddyder. Vi finde Birgittas Bil- 
ledrigdom hos Datteren og maa beklage Tabet af dette 
Skrift; efter Kleumings Formening skal det sidste Eksem- 
plar af det være brændt 1753 '). 

Det er et ret forsvarligt Stykke Arbejde her er gjort. 
Og hvilken Indflydelse har Ordenen ikke haft paa andre 
Ordener og i det hele paa det aandelige Liv? Beregnes kan 
det ikke, men den har næppe været ringe. Vi befinde os 
i Unionskongernes Tid, da et litterært Opsving finder Sted 
midt under Forvirringen; Skrifter se Lyset, som »Alexander 
Magnus«, den danske og den svenske Rimkrønike, »Pe- 
der Lolle«, der alle have deres Rod i en ældre Tid, eller 
som »Mester Mikkels Rimværker«, Stykker af Kirkefædrene, 
Bonaventura og Saxo paa dansk, Kristiern Pedersens Jær- 
tegnspostil, Tidebøger (Breviarer), en Del smukke Salmer. 
Selv paa Island var i det 14. Aarhundrede optraadt en 
Skjald, Munken Ejstein, og faa have sunget saa smukt til 
Marias Ære, som han i sin Messiade, »Liljan«. Det danske 
»Stabat Mater« er for sin Tid et Mesterstykke. Disse og 
de ovenfor nævnte ægte nordiske Perler høre til alle tre 

l ) Hammerich (S. 303) anfører og omtaler endnu flere andre 
Opbyggclscsskrifter og Oversættelser af saadanne. 



— 374 — 

Folks Fælleseje. Grøden er kommen i Jorden, Sproget er 
renere, mere nordisk end efter at Tyskerne ved Reforma- 
tionen faa saa stor Indflydelse, Verset er kunstnerisk byg- 
get, fuldtonende og flyver dog saa let. Der lægges for- 
nyet Vægt paa Prædiken; Præsterne i Sverrig, Finland 
og Danmark, faa Tilhold om at forkynde Guds Ord for 
deres Sognebørn, og i en dansk Præsts Boghylde finde vi 
ikke mindre end otte forskellige Postiller; naturligvis var 
Prædikenen oftest noget ringe, men Birgittinerne have en 
Hovedlod i hvad der, trods alle Brøst, dog var en aandelig 
Vækkelse. Vi kunne ikke miskende den Betydning, Bir- 
gittinerne i det hele havde før Reformationen i de tre 
nordiske Kirkeprovinser. 

Saa vidt have vi næsten ordret fulgt Hammerichs her- 
lige Skildring om Birgittas og Birgittinerordenens Ind- 
flydelse paa de tre nordiske Rigers Kultur og religiøse Ud- 
vikling. Men vi ville ikke lægge Dølgsmaal paa, at For- 
fatteren i de samme Blade anker over mangt og meget, 
der »allerede i den første Blomstringstid« skal have begyndt 
at indsnige sig, og paastaar, at den strenge Regel snart 
slappedes, at Forholdene imellem Dobbeltklostrenes Beboere, 
imellem Munkene og Nonnerne, gave Anledning til alvor- 
lige Tvistigheder og til mange Forargelser. Forfatteren 
gaar ud fra den Forudsætning: »Tidligt Forfald, det er 
alle strenge Munkeordeners Lod« (S. 281), og fremhæver, 
at Sværmeriet for Maria, Munkevæsenet, og de selvgjorte 
Syner ere Birgittas mørke Sider. »Med hendes Aabenbarel- 
ser,« mener han, »maatte et aabent Øje for Kirkens utallige 
Brøst, for den hellige Stols Synder og for Nødvendigheden 
af Reformer gaa i Arv til Ordenen, og vække stærk Oppo- 
sition mod Paven og Kirken.« »Er Oppositionen da tiltagen 
eller aftagen?« spørger saa Hammerich. Han vover ikke 
rent ud at sige »tiltagen«, skønt han synes at maatte gøre 



— 375 — 

det, for desto lettere at give den tilstundende Reformations- 
tid en lysere Baggrund; og han slutter det Afsnit, der 
fører over til selve Reformation stiden, med de Ord: »Noget 
nyt Opsving tager Ordenen ikke, der er ingen ny Genius, 
ingen meget fremragende Medlemmer, den lod sig ikke 
paayirke af de nye Opvækkelser, som forberedte Reforma- 
tionen (S. 329).« Det hedder dog med andre Ord: Vad- 
stena Klosteret og hele Ordenen vilde forblive, hvad den var 
hidtil, en romersk-katolsk Orden, med de samme oprinde- 
lige Regler; den var altsaa ikke forfalden. Thi, som Janssen 
i sin Historie (Geschichte des deutschen Volkes) ved mange 
Citater beviser, var det netop de forfaldne Klostre, hvis Klo- 
stertugt var slappet, som lod sig paavirke af de nye Opvækkel- 
ser, som gik over til Luthers Lære og hyldede nye Ansku- 
elser om Kirken, Cølibatet, Klosterliv, Faste og gode Gerninger. 
Angaaende disse Udtalelser nødes vi til at gøre nogle 
Bemærkninger, for tillige dermed at føre Vadstenaklosterets 
Historie under og efter Reformationen til Ende. — Det er 
urigtigt, at »tidligt Forfald er alle strenge Munkeordeners 
Lod,« og Vadstena Kloster er ikke af denne Grund bukket 
under. Benediktinerordenen har en meget streng Regel 
og er over 11 Hundrede Aar gammel, og den blomstrer 
alligevel i fuld Kraft; endnu strengere er Trappistordenen, 
vel en af de strengeste, stiftet 1663; den er altsaa hen- 
ved 250 Aar gammel og blomstrer dog saa kraftigt frem, at 
Trappisterne ere de første, hvem det er lykkedes i vore 
Dage at civilisere Kafferne og oprette den første Kafferko- 
loni i Afrika l ). Det er netop det væsentlige og ejendommelige 
ved den katolske Kirke, at den fornyer sig selv i sig selv, 
fordi den som Kristi sande Kirke sidder inde med alle 
nødvendige reformatoriske Kræfter i sig selv; de lunkne 



') »Mariannhil] in Natal.t Die kath. Missionen. 1889. SS. 225. 247. 



— 376 — 

og raadne Elementer fornyes, eller de udstødes og afskæres. 
Nej! det er en historisk Usandhed, at tidligt Forfald er 
alle strenge Munkeordeners Lod. Det kan godt være (og 
det vilde i Sandhed være et stort Mirakel, hvis det havde 
været anderledes), at der ogsaå under den Fuldkommen- 
hedens Regel, Birgitta har givet, forefaldt mangen en For- 
argelse og mangen en Skrøbelighed; saadanne findes der 
alle Vegne, hvor Mennesker samles; af dem fandtes der 
ogsaa i Jesu første Menighed, hos Apostlene : brodne Kar 
i alle Lande; men maaske dog mest der, hvor den romersk- 
katolske Lære helt blev udryddet. — En Orden, der efter 
Hammerichs egne Ord, i den korte Tid, den har eksisteret, 
fra 1394 — 1547, altsaa i kun 150 Aar, har opnaaet saa me- 
get som Birgittinerordenen i Norden, kan ikke have været 
forfalden, men den viser en storartet Livskraft; desuden 
siger Hammerich selv, at der fandtes ingen fremragende 
Mænd i den, der havde Sans for Reformationens Ideer — 
det er netop det bedste Vidnesbyrd for, at Ordenen ikke 
var forfalden. 

Luthers Agt var det jo nemlig at afskaffe de tre Løf- 
ter, altsaa hele Ordenslivet, at udfrie fra Lydighed imod 
Pavedømmet, som dog er stiftet af Kristus, og at fortrø- 
ste enhver til Skriftens Ord, som kan udtydes paa hun- 
dredfoldig Maade! Det vilde Birgittinerne ikke gaa. ind 
paa, men forblive ved deres gamle Regel. Hammerich mod- 
siger sig selv, og uagtet han ikke med uhildet Øje betragter 
de Forargelser, han mener at have opdaget i de Kilder, hvis 
Paalidelighed vi ikke kunne prøve, kan han dog ikke und- 
slaa sig for at slutte sin Undersøgelse med følgende Ord: 
»Men medens man saaledes med fuld Føje beklagede Klo- 
stertugtens Forfald, kan vi dog paa den anden Side ikke 
overse, at der selv i de værste Tider fandtes ikke Faa, som 
satte en Ære i et fromt Liv og velsignede disse Mure, bag 



— 377 — 

hvilke Hjertet havde fundet sin Fred. I Cellen sad mangen 
Munk og Nonne og oversatte eller afskrev gudelige Bøger, 
og fra Prædikestolen lød mangt et Sandheds Ord (H. 
287). Skal dette Vidnesbyrd have Gyldighed, saa er det 
næsten utænkeligt, at Forfald og en tugtløs Aand kan have 
holdt sit Indtog i Vadstena Kloster; thi et Klosters Bebo- 
ere ere i eet og alt henviste til hverandre og have alting 
fælles. Kommer derfor Regelen i Forfald, saa bliver selve 
Klosterlivet for dem, som ikke leve efter deres Regel, til 
et Helvede, og de gøre det for de andre, som ville være 
fromme, dobbelt til et Helvede; men have de gode Elemen- 
ter Overvægten, saa kan et Kloster umuligt kaldes for- 
faldent, netop fordi jo Regelen overholdes af Beboernes 
største Del, og Overtræderne tugtes eller udstødes. . 

Vi have for øvrigt, Gud ske Lov, glimrende officielle 
Dokumenter netop fra den Tid, da slette Rygter om Bir- 
gittas Aabenbaringer og hendes Ordensstiftelse bleve fore- 
lagte ved Kirkeforsamlingen i Basel. Det ene Dokument 
er Kong Erik af Pommerns Brev, som han 1434 skrev til 
de i Basel forsamlede Kirkefædre. Brevet, som er et glim- 
rende Forsvar for Frelserens Orden, dateres fra Vording- 
borg Slot, d. 3. Juli 1434 *). Vi fremhæve deraf følgende: 

»Den salige Birgittas overmaade hellige Liv, hendes 
Dyder og udmærkede Fortjenester saavel som de storar- 
tede og forbavsende Gerninger, hvilke den prisværdige og 
underfulde Gud har virket ved hende og endnu uafladelig 
virker i disse Jordens Egne, bringe forstandige Mennesker 
til den Tro, at denne hendes Orden med dens Leveregler 
og Lovbestemmelser paa en særlig Maade har Gud selv 
til Ophavsmand. Det samme fremgaar af de Personers 
fromme og dadelfrie Levned, som tilhøre Ordenen, af deres 

l ) Brevets fulde latinske Tekst findes hos Bollandisterne, Ob- 
tober IV 410 n. 172-175, 



— 378 — 

hellige Eksempler og sunde Lærdom, ved hvilke utallige 
Folk, oplyste fra oven, trøstig vandre det himmelske Fæd- 
relands trange Vej. Vi vove derfor med endnu frommere 
og mere indtrængende Bønner at bønfalde eders ærværdige 
Forsamling om, saaledes at ville stoppe Munden paa de- 
res Modstandere, at de fremdeles kunne staa og leve i 
Guds Tjeneste og i Overholdelse af deres Klostertugt, som 
de hidtil i vore Rigers Klostre med megen Ros have staaet 
og levet under den omtalte Frelserens Regel i Overens- 
stemmelse med deres oprindelige Lovbestemmelser.« 

Det andet Dokument er en udførlig Skrivelse fra Nor- 
dens Biskopper og alle tre Rigers Prælater, der paa samme 
Tid, i Sommeren 1434 vare samlede til et almennordisk 
Kirkemøde i Vordingborg. De omtale deri Birgittinernes 
Lov, Virksomhed og Betydning i Norden, og bede de i 
Basel forsamlede Kirkefædre om, paa ny at stadfæste Bir- 
gittinerordenens Regel; de benægte i deres Skrivelse de 
slette Rygters Paalidelighed, der vare udstrøede, udtale sig 
med megen Ros om Brødrenes Sjælepleje og jævnlige Præ- 
dikener, og andrage indstændig paa, at Ordenen og Birgit- 
tas Helgenære opretholdes: ellers vilde Kirken i Nor- 
den lide ilde. 

De skrive bl. a. : »Ved den salige Birgittas Fortjene- 
ster og Hellighed oprandt hin saare fortræffelige Orden, 
som kaldes Frelserens Orden, først i Wadtzstegn i Sverri- 
ges Rige, hvor den tog sin rosværdige Begyndelse. Der- 
efter, i Løbet af en meget kort Tid, og næppe uden Un- 
dergerning, bleve i forskellige Riger og Verdens Egne flere 
Klostre fornyede og mange nye stiftede. Og i alle disse 
Klostre af Frelserordenen blomstrer Søstrenes og Brødre- 
nes friske og fromme Andagt, og Ordenslivets Klostertugt 
overholdes paa det fuldkomneste efter deres oprindelige 
Regel, med Hensyn til saavel den stadige Prædiken som 



— 379 — 

til Gudstjenesten og Gudsdyrkelsen ved højtidelige Messer 
og uafbrudt Salmesang. Som Følge deraf omvendes Dag 
for Dag saa at sige talløse Syndere og gøre i kort Tid 

de bedste Fremskridt i det gode Vi bede derfor om, 

at I ville tilbagekalde det, som maaske paa Grund af Breve 
og Anklager imod denne Orden er blevet foretaget i denne 
Kirkeforsamling; ellers kunde den nævnte Orden ved disse 
saaledes begyndte og fortsatte Drøftelser, Stridigheder og 
Tvistigheder let komme i Vanry og vige fra Overholdelsen 
af den oprindelige Klosterregel. Men derved vilde (som 
vi med god Grund frygte) overalt, i Særdeleshed i hine 
Egne, opkomme den største Forvirring i Gejstligheden og 

i Folket og de Troendes fromme Andagt til Gud og 

hin Helgeninde, som dog har udmærket sig ved saa mange 
store og aabenbare Mirakler . og Dydens Gerninger, vilde 
forvandles i Lunkenhed, til Forstyrrelse og Formind- 
skelse af den katolske Tro, til manges Forargelse 
og til ikke ringe Tab for selve Kirken, i det mindste 
i disse Verdens Egne og i denne farefulde Tid, 
Hvad forøvrigt angaar den Omstændighed, at Søstrene og 
Brødrene i den nævnte Ordens Klostre bo saa nær ved 
hinanden, saa søge vel nogle Fredens og Rolighedens Fje- 
der at bagvadske dem, men i Virkeligheden ligger der 
heri ikke den mindste Anledning til Mistanke for nogen 
af de Troende, efter hvad vi næsten alle, især vi, som ere 
de selvsamme Klostres og Steders Visitatorer, kunne be- 
vidne: thi saaledes som Søstrene og Brødrene efter deres 
Ordens oprindelige Forskrift ere bosatte, kunne de uden 
Fare og uden Samvittigheds Ængstelse i al Hæderlighed 
og Ærbarhed vedblive at bo. — Maatte eders ærværdige, 
fromme og hellige Kollegium, som af Gud fra Evighed 
var forudset, forudbestemt og sammenkaldt, og som nu i 
denne den forgængelige Verdens elendige Tid er lovmæssig 



— 380 — 

forsamlet i den Helligaand, fremmes og velsignes af Gud- 
Givet i Købstaden Vordingborg, Bispedømmet Roskilde, 
i det Herrens Aar 1434, den 3. Juli 1 ).« 

Saaledes stod det til i Vadstenaklosteret 1434, Regelen 
blomstrede, Medlemmerne gjorde sig alle Vegne fortjente af 
Folket og fik den største Ros baade af deres gejstlige og 
verdslige højeste Øvrighed. Men at denne Orden i den korte 
Tid af et Aarhundrede (1434 — 1540) skulde være sunken 
saa dybt, som Hammerich antyder det, er en historisk 
Umulighed. Alle egentlige Ordener have i det mindste 
blomstret 2 — 3 Aarhundreder, inden de trængte til en Re- 
formation, og saa have de reformeret sig selv indenfor Kir- 
kens Grænser. Et moralsk Samfund udvikler og foran- 
drer sig kun saare langsomt; hvad for det enkelte Men- 
neskes Liv er et Aar, det er for et Klostersamfund en Ge- 
neration; blomstrer Regelen, saa kontrollerer den ene den 
anden, saa enten forbedres eller udstødes de faa daarlige 
Elementer, og der bæres især Omsorg for en solid og dydig 
Efterslægt. Det er moralsk umuligt, at alt i tre Genera- 
tioner en ung, ny og blomstrende Orden skulde have væ- 
/et demoraliseret. Ved Birgittinerordenen særlig skal man 
endvidere ikke overse, at Kristus selv har udkastet dens 
Regel; mere end nogen som helst anden Ordensregel er den 
Guds Gerning, og det maatte dog være i Sandhed mær- 
keligt, at netop den mest fuldkomne, af Gud selv dikterede 
Regel skulde have gemt Forfaldelsens og Foranderlighedens 
Spire i sit Skød i en langt højere Grad end nogen som- 
helst anden Orden. Allerede Ærefrygt for selve Ophavs- 
manden til Frelserens Orden forbyder det. 

Desuden motiverer Hammerich kun svagt sine Udsagn, 



') Den udførlige latinske Tekst findes hos Bollandisterne, Ok- 
tober IV 410, n. 176—180. 



-H 



— 381 — 

og den ene eller den anden Forargelse han anfører, bevi- 
ser blot, at der ogsaa har levet skrøbelige Mennesker i 
Vadstenaklosteret, men det berettiger ham dog ikke til at 
brændemærke hele Ordenen, som om den havde været for- 
falden, især da han jo udtrykkelig siger, at den, før Re- 
formationen kom, har været til hele Nordens Velsignelse; 
en forfalden Orden er aldrig til Velsignelse, den er lige- 
frem et Lands værste Pestbyld. 

Forresten har Vadstenas Ordensbrødre og Søstre un- 
der selve Reformationen viist, hvilken Aand der levede in- 
denfor dets Mure. Der findes iblandt Munkene kun gan- 
ske faa, som frafaldt. Der nævnes to; den ene giftede 
sig, men vendte tilbage til sin Pligt; den anden, hvis Navn 
anføres Nik. Erickson, havde ligeledes taget en Kone og 
blev ansat som Sognepræst for Vadstenasogn. Da den 
Ulykkelige en Dag heftig prædikede imod Klosterløfterne 
og Birgittas Aabenbarelser og sagde, at Djævelen havde 
indgivet hende dem, mistede han pludselig i Tilhørernes 
Paasyn Mælet og Forstanden; Vanviddets Mørke omslørede 
helt hans Liv, og han blev kort derefter myrdet ved et 
Overfald fra Danskernes Side 1 ). Af Nonnerne kendes ikke 
een eneste, i det mindste har vi hverken hos Hammerich 
eller hos andre Forfattere læst om nogen, som kunde be- 
væges til at blive sine Ordensregler utro; og dog gjorde 
Gustav Vasa, Hertug Magnus og Karl IX alt for at 
bevæge dem til Frafald; de berøvedes deres Indtægter og 
al aandelig Præstehjælp; de bleve mishandlede, ja endog 
piskede; lutherske Prædikanter hidkaldtes og prædikede 
for dem; men Nonnerne holdt for Ørene' og stoppede dem 
med Bomuld — de holdt ud, indtil endelig Karl IX selv 
besøgte Klosteret og befalede Nonnerne at rømme Vadstena 



') Theineb, Schwedeu und seine Stellung I. c. 16. 



— 382 — 

og Fædrelandet; Klosteret blev plyndret, alle kostbare Kirke- 
klæder og Messehagler anvendte til Brug for de lutherske 
Bispers Fruer og Børn; Eriks, Birgittas og Katharinas 
Relikvieskrin bleve smeltede, Relikvierne først nedgravne 
i Klosterhaven, senere (1599) atter opgravne, derefter 
skjulte i Gustav Vasas Vadstenaslot, og endelig slæbte 
bort, saa at man ikke veed, hvor de ere blevne af. 

Nej, Vadstena Kloster bukkede ikke under for Rege- 
lens Forfald, men for de reformatoriske Fyrsters Voldsger- 
ninger. — Joh. Grundtvig, en Søn af Biskop Grundtvig, 
har, støttet af Prof. L. S. Daae's Skrift (1888, 20. April 
i »Dagens Nyheder«) offentlig udtalt, at den katolske Re- 
ligion i Danmark ved den verdslige Regerings Magtsprog 
og Interesser, ved Havesyge, Mened, List og Vold blev 
afskaffet. Ligesaa beviser den svenske Historie, at Vad- 
stena Kloster og Birgittinerordenen i Sverrig ikke faldt, 
fordi Klostertugten var forfalden, men alene for Gustav 
Vasas, Hertug Magnus og Karl IX's Havesyge og Volds- 
gerninger. 

Gustav Adolf forvandlede 1628 de herlige men 
tomme Klosterbygninger til en Kaserne, 1786 bleve de 
sløjfede og sank i Ruiner, og paa Ruinerne rejstes der se- 
nere en meget simpel, langstrakt Bygning, som for Tiden 
benyttes som Hospital for Sindssyge og Vanvittige, og 
kun saare lidet af det oprindelige er bevaret. Der, hvor 
tidlig den højeste Visdom, Kristi Livs og Læres strenge 
Efterfølgelse øvedes, den Almægtige og Eviges Lov Dag 
og Nat blev sungen, og Kristendommens tvende Perler, 
Selvfornægtelsens og Næstekærlighedens Dyder gemtes, 
der staar nu en Daarekiste, der høres forvirrede Røster, 
Latter og Skrig, der danse og pynte Sindssyge sig med 
brogede Lapper og nikke, synge og hyle, mellem hin- 
anden. Er det et Skifte, som de protestantiske Fyrster 



— 383 — 

Gustav Vasa, Karl IX og Gustav Adolf kunne være 
stolte af? — Gaderne i den lille Stad ere begroede med 
Græs, her er nu saa folketomt, saa stille, Vadstena lever 
kun af sine Minder ; ensom paa den grønne Slette ved Vet- 
tern ligger Klosterkirken »Blaastenskirken« øde og tom, og- 
saa næsten en Ruin, i det mindste berøvet sine kostbareste 
Prydelser, men Mindet om, hvad der engang har været 
historisk Storhed, kan dog aldrig dø, det lever selv hos 
Almuen, paa hvem Birgittas romantiske, helt og holdent 
i underfulde, overnaturlige Begivenheder klædte Skikkelse 
har gjort et uforglemmeligt, dybt Indtryk. Med Ærefrygt 
nævner Bonden endnu St. Britas Navn og veed mangen 
Saga om den vidunderlige Frue (H. 337. 338.). 

Det er i Sandhed et sørgeligt, tragisk Ord, hvormed 
Fr. Hammerich slutter sin Bog »Den h. Birgitta og Kir- 
ken i Norden«; men hvis den katolske Religion ikke med 
Vold var bleven banlyst fra Svearigets Land, hvis Birgit- 
tinerordenen havde faaet Lov til i Fred videre at udvikle 
sit Kultur- og Civilisationsarbejde, som den saa frejdigt 
havde begyndt paa, saa er det vist, at Vadstena aldrig 
vilde være blevet saa folketomt, dets Gader aldrig begro- 
ede med Græs : de mange Hundredtusinder Pilegrimme, som 
hvert Aar mødte i Vadstena, for der at bede og hædre 
Landets berømteste Barn, vilde nok have forhindret det! 
— Aldrig vilde Nonneklosteret være forvandlet til en Daa- 
rekiste, hvor Sindssyge danse og pynte sig med brogede 
Lapper og nikke og synge og hyle, det katolske Sind og 
Kirkens Ærbødighed for Frelserens Ordens Stiftelse vilde 
sandelig have forstaaet at afværge en saadan Skæbne. 
Aldrig vilde den herlige Blaastenskirke være berøvet sine 
kostbareste Prydelser og staa ved Vetterns dejlige Bred 
som en faldefærdig Ruin: Den katolske Begejstring for 
Herrens Bolig paa Jorden, hvor Jesus Kristus under Ho- 



— 384 — 

stiens Slør bor iblandt sit Folk sandelig, virkelig og væ- 
sentlig, vilde, i Stedet for at rane, hvad Kongens og Adels- 
mændenes levende Tro havde grundlagt, have forøget Kir- 
kens Glans med endnu større Foræringer. Dog det synes, 
som om endelig Morgenrøden af en rigtigere Opfattelse 
begynder at gry paa Sverrigs Horisont, at den Forblin- 
delsestaage, som saalænge har indhyllet Birgittas Grav og 
Moderkloster, løftes, og Sandhedens og Retfærdighedens 
Sol endelig skal faa Magt over den Vandalisme, hvormed 
de henrundne tre Aarhundreder have vanæret den allerbed- 
ste Kvindes Hvilested, som nogen Sinde har levet i Norden. 
Det svenske Riges Arkivar Hildebrandt stillede nemlig i 
Fjor det Forslag til Rigsdagen, at bevillige 100 000 Kr. 
til Restauration af Birgittås Helligdom i Vadstena (Blaa- 
stenskirke). Det er et glædeligt Budskab; men endnu 
mere glædelige ere de Grunde, hvormed Stilleren motive- 
rer sit Andragende. Han sagde: »1) Klosterkirken i Vad- 
stena er en af de mest monumentale Bygninger i Sverrig. 
— 2) Kirken er helt igennem opført efter Birgittas An- 
givelser og er enestaaende i sin Art. — 3) Birgitta er 
af alle Svenskere den eneste Personlighed fra Middelalde- 
rens Tid, som nyder europæisk Ry. — 4) Vi, Sverrigs 
Beboere, befinde os i en stor Taknemmelighedsgæld lige over 
for den h. Birgitta og hendes Klosterstiftelse. — 5) Kir- 
ken i Vadstena maa derfor blive et Folkemonument og 
restaureres ved alles, saavel de Fattiges, som de Riges 
Gaver 1 ).« Rigsdagen har bevilget de 100000 Kroner og 
derved bevidnet de anførte Motivers Berettigelse. Gid, at 
med Klosterkirkens Restauration ogsaa Klosterregelens For- 
nyelse maatte opstaa af Graven til Guds Ære og Nordens 
Gavn! 



') Stimmen au s Maria Laach. B<1. 41. S. 351. 



YftdstBn »lirken. 



385 — 



ATTENDE KAPITEL Tilbageblik. 

Uette er det Billede af den hellige Birgittas Liv, 
der møder os i hin Tids historiske Kilder, i samtidige hi- 
storiske Forfatteres Levnedsbeskrivelser, i Bonifacius IX's 
Kanonisationsbulle og Mårtin V's Bekræftelsesbrev, samt 
endelig i hendes egne Skrifter, hvis autentiske Tekst er 
udgiven under Pavernes Tilsyn. 

Vi have bestræbt os for samvittighedsfuldt at følge 
Bollandisternes Undersøgelser og Aabenbaringernes Ordlyd 
i eet og alt. De historiske og geografiske Notitser om 
Norden have vi taget fra Professor Fr. Hammerichs Bio- 
grafi. De aabne os nemlig et Indblik i de nordiske 
Forhold og give os et Tidsbillede, som i højeste Grad 
fængsler vor Interesse. Birgitta er en af de mærkeligste 
Fremtoninger saa vel i den profane Historie som i Kirke- 
historien. Fra Vuggen til Graven, fra den første Dag i 
hendes Liv til den sidste ledes hun af overnaturlige Sy- 
ner, dog ikke ad Vildfarelsens og Skuffelsens Veje, men 
ad Sandhedens og Hellighedens Vej, til Velsignelse for hen- 
fies Fædreland og for Verden, for Stat og Kirke. Først 
og fremmest træder hun os i Møde som et lysende For- 
billede i alle de Forhold, der karakterisere Kvindens Liv, 
som et Mønster paa høj Dyd og rene Sæder for alle Børn 
og Jomfruer, i sin Ægtestand paa Ulfåsa som en fuldkom- 
men Ægtefælle, Moder og Adelsfrue; i sin Enkestand som 
et Mønster paa Bodfærdighed og Ensomhed. 

A. BRINKMANN : DEN HELLIGE BIRGITTA. 2 5 



— 386 — 

Her plejer Maalet at være sat for en Kvindes Virksom- 
hed; sjældent naar den ud over den hjemlige Arnes Ene- 
mærker; men hvor Kvindens Dont ellers har sine Græn- 
ser, der begynder Birgitta forst- ret egentlig at virke. 

Besjælet af en Mands Mod og en Mands Kraft, kronet 
af et usædvanligt Held griber hun med fast Haand og stort 
Snilde ind i Folkenes Skæbne som varslende Profetinde, 
ind i Politikken, Mandens første Virkekres. Sendt af Gud 
lyder hendes alvorsfulde Non licet tibi (det er ikke 
tilladt) ved Hofferne i Stockholm, Neapel, Famagusta, ja 
selv ved Kejserhoflfet. Som Reformator i Ordets ædleste 
Betydning bliver hun af Kirkens Overhoved, af Kristus, 
sendt til Rom, og hun opnaar hvad hun skal: hun fører 
Pavedømmet fra Avignon tilbage til dets egentlige Sæde, 
til Rom. Hun griber virksomt ind i Kirkens Anliggen- 
der, Mandens anden Virkekres. Hun optræder som fejret, 
aandelig Forfatterinde, og hele den daværende kristne 
Verden læser hendes Skrifter: Mandens tredje Virkekres. 
Og endelig ved Slutningen af sit Liv bliver hun, der selv 
aldrig har levet i noget Kloster, endog Stifterinde af en 
Orden — en Orden, der er ganske egen for Norden, og 
igennem denne sin Orden bliver hun Bannerfør er ske for 
Kultur og Videnskab i de tre nordiske Riger. Det er den 
eneste Orden, som helt igennem er stiftet af en Kvinde; 
alle andre kvindelige Ordner bleve kaldte til Live og for- 
synede med Regler af Mænd. 

Birgitta har ved sin Daad og sin Virken, ved sit 
Vidunderliv, ved sine Sæders Renhed, ved sine aandrige 
Aabenbaringer og sine ejendommelige, intelligente Skrif- 
ter gjort vort nordiske Fædreland navnkundigt over 
hele Europa. Hele den kristne Verden, der hidtil ikke 
havde vidst synderlig mere om det skandinaviske Norden, 



— 387 — 

end at det var derfra de ødelæggende Vikingetog vare ud- 
gaaede, opkastede forbavset det Spørgsmaal: »Hvorledes 
er det dog muligt, at et saadant Visdommens Lys og en 
Saadan Hellighedens Blomst kan komme fra det mørke, 
kolde Norden?« 

Vel er dette Levnedsbillede en Torn i Øjet paa vor 
Tidsaands realistiske og materielle Anskuelser; vel vil et 
Liv, der fra Vuggen til Graven hviler paa Syner, Undere 
og Aabenbaringer, forekomme de oplyste Fritænkere i vort 
Aarhundrede som en Latterlighed; vel maa man være 
fattet paa, at vore Dages Gudsfornægtere ville lyse denne 
Levnedsbeskrivelse i Ban som et Stykke middelalderligt 
Mørke. Men dette Levnedsbillede er og bliver nu en Gang 
en historisk Kendsgerning, og der gives ikke noget mere 
ubøjeligt paa denne Jord end Kendsgerninger. Om end der- 
for den hellige Birgittas vidunderlige Liv for de moderne 
Jøder og Pehgemennesker er en Forargelse, for de mo- 
derne Hedninger og Vrangtroende en Daarskab, saa er den 
dog for alle dem, der staa paa den sande kristne Tros 
Grund en Virkning af Guds Visdom og Kraft 1 ). 

Vort Aarhundrede har gjort store Opfindelser paa 
Dampkraftens, Elektricitetens og overhovedet paa de re- 
ale Videnskabers Omraade, og mener derfor at have Ret 
til ogsaa at opkaste sig til Dommer over den guddomme- 
lige Naades og Aabenbarings dybeste Hemmeligheder. 
Den moderne Vantro bærer sig ad, som om den alene 
havde Visdom og Dannelse, og som om de svundne Ti- 
ders og især Middelalderens Lærde slet ikke kendte no- 
get til Videnskab. Og dog kunde disse Videnskabsmænd 
nok maale sig med vor Tids. 



») Jfr. I. Kor. 1, 22. 34. 

25 



- 386 - 

Ved Indgangen til hint Aarhundrede staar den ver- 
densberømte Digter Dante med sin Comedia divina 
(1265 — 1321). Som en Kongeørn hæver hans Kæmpe- 
skikkelse sig paa Filosofiens og Teologiens Vinger op til 
Poesiens højeste Sfærer — en Konge iblandt Digterne. 
Den dybsindigste Tænker, der vel overhovedet har levet, 
den hellige Thomas af Aquin, havde dengang lige lukket 
sine Øjne (1227 — 1274), en Mand, hvis Viden endnu den 
Dag i Dag staar uopnaaet. Hans Summa theologica og 
fhilosophica ere de bedste Vidnesbyrd derom. Den hel- 
lige Birgittas Aarhundrede har frembragt Kunstens og Ar- 
kitekturens genialeste Værker, vore mest storartede Dom- 
kirker, vore skønneste Træskærerarbejder, vore dybsindigste 
Malerier, Kunstværker, som vor Tid trods al sin lovpriste 
Oplysning knapt nok formaar at efterligne, endsige da 
selvstændig at skabe. 

Vi ere forud for hin Tid i de saakaldte reale og eks- 
akte Videnskaber, i alt hvad der gaar ud paa at maale 
og undersøge vor Klode, Stjernerne og deres bevægende 
Kræfter — kort sagt i alt, hvad der kan opfattes med den 
blotte Forstand og Sanserne, men det fjortende Aarhun- 
drede er forud for os i de saakaldte spekulative og trans- 
cendentale Videnskaber, det vil sige paa det egentlig aan- 
delige Omraade. 

Men i disse det 14. Aarhundredes storartede Aands- 
værkers Brændpunkt staa den hellige Birgittas Aabenba- 
ringer som det højere, det aandelige Livs fineste og lifligst 
duftende Blomsterflor, og netop dette Aarhundrede, der 
var i Besiddelse af den fulde Forstaaelse for den hellige 
Birgittas Askese og som Øjenvidne kunde betragte hendes 
Liv og Gerninger, det Aarhundrede, er i eet og alt traadt 
i Skranken for Ægtheden af disse Aabenbaringer: Paverne 



— 389 — 

Kejserne, Universiteterne, de store Skriftforskere, Professo- 
rerne, de navnkundigste Videnskabsmænd. 

Vi tvinges derfor til — i et Aarhundrede, der ligger 
saa langt borte fra Kilden, og der i en saa beklagelig Grad 
er opløst af Materialisme og Ateisme — at underordne 
os saa mange Millioner dannede Øjenvidners enstemmige 
Dom. Og vi tvinges saa meget mere dertil, som vor Tids 
Viden ikke er i Stand til at fremføre en eneste positiv 
holdbar Grund, der skulde kunne rokke denne Dom. Den 
hellige Birgittas Liv, Aabenbaringer, Vidundere ere nu en 
Gang Kendsgerninger, og overfor disse gøre vi aabenbart 
bedst i at følge det Eaad, en stor Statsmand i vore Dage 
har givet: »Kendsgerninger« — plejede han at sige — »kan 
man ikke forandre, men man kan føre sig dem til Nytte.« 

Og dette ville vi gøre. Den nordiske Helgenindes Liv 
byder os nemlig tre interessante og belærende Momenter. 

I. 

Det første Moment er Birgittas Stilling til den 
kristelige Aabenbaring. 

Birgitta staar helt og holdent paa den kristelige Aa- 
benbarings Grund; hun belyser, saa at sige, hele den kri- 
stelige Aabenbaring og viser os denne i sin skønneste 
Straaleglans. Den aandrige Alban Stok siger et Sted i 
sine Skrifter: Helgenernes Levnedsbeskrivelser ere de for- 
klarende Træsnit til den hellige Skrift. Det Ord er i høj 
Grad rammende ved den hellige Birgitta: Den hellige 
Skrift tegner os en Kristendom, der hviler paa de ti Guds 
Bud som sit Grundlag, men derpaa igennem frivillig Fat- 
tigdom og frivillig Kyskhed og frivillig Bod stiger op til 
Fuldkommenheden, som sit Ideal: Det var den hellige 
Birgittas Liv. 



— 390 — 

Den hellige Skrift tegner os Kristi sande Aand. Den 
bestaar i Selvfornægtelse, Sagtmodighed, Ydmyghed og 
Kærlighed til Gud og Mennesker: Hele den hellige Bir- 
gittas Levnedsbillede er gennemvirket af alle disse Dyders 
fineste Blomsterflor. 

Den hellige Skrift tegner os Bønnen, Messen, Sa- 
kramenterne, i Særdeleshed Skriftemaalet og den hellige 
Kommunion, Paakaldelse af Helgenerne, Faste og Almis- 
ser for Guds Skyld som de Hovedmidler, hvorved vi naa 
til Hellighed. Men var ikke alt dette den hellige Birgit- 
tas daglige Brød? 

Den hellige Skrift siger os, at de, der tro, skulle 
gøre de samme Gerninger, som Kristus har gjort, ja de 
skulle endog gøre større end disse (Joh. 14, 12). Vidunde- 
re skulde derfor være mulige i den sande Kristendom; 
det er altsaa saa langt fra, at Aabenbaringerne og Vidun- 
derne i den hellige Birgittas Liv staa i Modstrid med 
den aabenbarede Lære, at de tværtimod maa betragtes som 
levende Vidnesbyrd om Sandheden af Forløserens Ord. 
Overhovedet er det et fremragende Træk baade i vor Hel- 
genindes Liv og i hendes Skrifter, at hun i hele sin Gø- 
ren og Laden, i alt hvad hun fremkommer med i dogma- 
tisk, moralsk, eksegetisk og asketisk Eetning paa en ganske 
vidunderlig Maade samstemmer jmed Frelserens Lære og 
Kirkens Tradition. Birgitta er en ægte evangelisk Kristen 
i dette Ords mest ophøjede Betydning; men Kristendom- 
men er en Kendsgerning, der nu i over 18 Aarhundreder 
har skinnet over Verden saa klart som Solens Lys. Den 
der fornægter denne Kendsgerning, den der tillukker sin 
Aand for Kristendommens historiske Beyiser, ham kan man 
ganske rolig lade fare; man bør ingen Anstrengelser gøre 
sig med ham, thi han vil ikke tro. Naar Jøderne have 



— 391 — 

ladet Kristus korsfæste trods hans Vidundere, og Hedning- 
erne have erklæret ham for en Daare trods hans .Visdom 
og rene Sæder, da bør man ikke undres over, at vor Tids 
Hedninger og Verdensmennesker gøre det samme. For 
dem vil den hellige Birgittas Liv stedse være en Forar- 
gelse og Daarskab ligesom Frelseren selv. 

H 

Det andet belærende Moment er Birgittas Stilling 
til den katolske Kirke. 

Birgitta staar ikke alene helt og holdent paa den 
kristelige Aabenbarings Grund, nej hun staar lige saa helt 
og holdent paa den romersk-katolske Læres Grund. Hun 
er helstøbt Katolik fra Isse til Fod. 

Som i Indledningen til 2. Del er sagt, have flere pro- 
testantiske Forfattere forsøgt at fremstille Birgitta som en 
Forløberske for Luther, som en Eeformator af det 14. Aar- 
hundrede i Luthers Forstand, som en Kvinde, der i sit 
Hjerte var Lutheraner. 

Intet er imidlertid usandere end dette; det beviser 
hendes Liv. Alle disse Øvelser, hvilke Protestantismen 
ville paadutte den katolske Kirke som Menneskepaafund 
og Vildfarelser — alt dette breder sig i denne Helgenin- 
des Liv med en ganske usædvanlig Straaleglans : 

Pavedømmet med dets Hierarki er ægte katolsk, 
ja den Klippe, hvorpaa hele den synlige katolske Kirke 
paa Jorden er bygget. Nu vel! paa hundrede og atter 
hundrede Steder anerkender hun Paven og Biskopperne og 
Præsterne som Kristi sande Bepræsentanter paa Jorden. 
Hele sit Liv igennem har hun bøjet sig for dette Hierarki, 
og det frivillig og af Hjertet, som et Barn for sin Fader. 
Hvem skulde vel kijfine tvinge den rige, svenske Fyrstinde, 



— 392 — 

det høje Nordens frie Barn, ind under Aaget, hvis hun 
ikke selv frivillig havde givet sig hen? 

Munkevæsenet er ægte katolsk, ja det er Kristen- 
dommens Fuldendelse i den katolske Kirke. Nu vel! 
Den samlede Birgittinerorden er ene og alene Birgittas 
Værk. Ordenen er vel en af Kirkens strengeste Munkeor- 
dener, og hun selv levede, skønt hun færdedes i Verden, 
strengt efter dens Regel. Klosterlivet er hendes egentlige 
Livselement, besjælet af hendes Aand gaar selv hendes 
Mand endnu i hendes levende Live i Kloster. 

Den hellige Messe er ægte katolsk, Valfarterne ere 
ægte katolske, Jubilæerne, det at vinde Aflad for at be- 
frie Sjælene fra Skærsilden, Faste, Nattevaagen, de gode 
Gerninger, Paakaldelsen af Helgenerne og Ærefrygten for 
Relikvierne, men især en særlig Andagt til Jomfru Maria 
— alt dette er lutter ægte, specifik katolske Øvelser, og 
alt dette udskriges derfor i vore Dage for papistiske Gyse- 
ligheder. 

Nu vel ! ligesom Firmamentet vrimler af Stjerner, saa- 
ledes vrimler ogsaa den hellige Birgittas Liv af disse 
Øvelser. Der er vel næppe nogen af Birgittas Samtidige, 
der i alle disse Øvelser har været forud for Birgitta. 

Birgitta er en Katolik af første Rang, hun tilhører os 
helt, lige saa vel som Danmarks store Kansler Absalon, 
Ærkebispen af Lund, som Danmarks to største Konger 
Valdemar den Store og Knud den Hellige og Danmarks 
to mest elskede Dronninger, den dristige, aandrige Marga- 
retha og den elskværdige, godgørende Dronning Kristine. 

m. 

Det tredje belærende Moment i dette Livsbillede 
er den katolske Kirkes Stilling til den hellige Bir- 



— 393 — 

gitta; eller med andre Ord : Hvilken Indflydelse har den 
katolske Kirkes Lære og Naademidler haft paa den hellige 
Birgittas Virksomhed? 

Birgitta er ikke alene et Barn af den katolske Kirke, 
hun er mere; hun er i Ordets fuldeste Betydning en mo- 
den Frugt paa denne Kirkes Trostræ. 

Hvem der med Opmærksomhed og Oprigtighed gen- 
nemtænker hendes Liv, saaledes som vi, ved at følge de 
enkelte Kendsgerninger, have tegnet det, vil snart sande, 
at den katolske Læres Aand, Kirkens Naademidler, dens 
Dogmer, dens Moral, dens Gudstjeneste, dens Bud som en 
aandelig Atmosfære gennemtrænger hele hendes liv og 
paa alle Omraader, i Politikken, i hendes religiøse og soci- 
ale Anskuelser, i hendes Skrifter, i hendes Breve, i hendes 
Ordensregel, i hendes Privatliv bestemmer hele hendes 
Tænken og Handlen. Den katolske Kirkes Trossætninger 
og Naademidler have gjort Birgitta til det, hun er, have 
kaldt dette Levnedsbillede til Live. Den hellige Messe, 
som hun hver Dag overværede med stor Andagt, den 
korsfæstede Frelser,- hvis Lidelser hun stedse betragtede, 
det ugentlige og senere det daglige Skriftemaal, den hel- 
lige Kommunion, som hun modtog flere Gange hver Uge, 
de Ordensløfter, som hun efter sin Mands Død omfattede 
med hele sin glødende Kærlighed, hendes Paakaldelse af 
Helgenerne og særlig af den allersaligste Jomfru Maria, 
hvis Forbøn hun hver Dag, ja næsten hver Time paa Da- 
gen anraabte, den Lydighed, hun lagde for Dagen over for 
Præsterne, særlig hendes Skriftefader, en absolut Lydig- 
hed i alt hvad der ikke er Synd, hendes Forkærlighed for 
Bøn, Faste, Valfarter og Bodsøvelser, men 'især hendes 
store Forkærlighed for Pavedømmet, ved hvis Fødder hun 
boede 23 Aar i Kom og for hvis Bærere hun ved sine al- 



— 394 — 

vorlige Formaninger viste sig som den bedste Ven — alt 
dette vil bibringe enhver uhildet Læser den Overbevisning, 
at Birgitta har været en moden Frugt paa den katolske 
Kirkes Trostræ, og at hun ene og alene ved Kirken er ble- 
ven til det, hun er bleven. 

For at bringe den katolske Kirke i Miskredit pege 
dens Fjender evig og altid paa dens umodne Frugter, paa 
Præsternes, Munkenes og Lægmændenes Udskejelser ved 
Reformationstiden. — Men hvilken indsigtsfuld Mand be- 
stemmer et Træs Godhed efter dets umodne eller raadne 
Frugter? Hvis nogen vil undersøge, hvad et Træ formaar 
at yde, da bør han tage den modne Frugt, den er Træets 
Værk ! Hvorfor ville da saa mange tillukke deres Øjne for 
de modne Frugter, for de store Helgener, som ere mod- 
nede paa den katolske Læres Trostræ? De ere Kirkens 
Værk. Og af disse Helgener gives der dog Tusinder i 
denne. Bollandisterne, fra hvem ogsaa nærværende Lev- 
nedsbillede er taget, have indtil nu allerede udgivet 
62 Foliobind for at meddele os Levnedsbeskrivelser af de 
hellige Martyrer, Apostle, Bekendere, . Jomfruer og Enker, 
som i de henrundne 18 Aarhundreder ere opdragne i og 
ved den katolske Kirke til Dydens højeste Fuldendelse! 
Da Cand. theol. E. Schebél i 1869 udgav »De danske Hel- 
gener«, fremdrog han 11 katolske Helgener og forelagde 
dem for det danske Folk som Mønstre, men han anfører 
ikke en eneste protestantisk Helgen. Hvo der taler om 
daarlige Katoliker, daarlige Præster, daarlige Paver, skulde 
derfor betænke, at de kun ere blevne daarlige, fordi de 
vendte sig bort fra den romersk-katolske Kirkes Lære og 
Naademidler, og kun behøvede at vende tilbage til Over- 
holdelse af Kirkens Tros- og Sædelære for at blive hellige, 
ligesom de katolske Helgener have været! Netop de Tu- 



— 395 — 

sinder af Helgener bevise den romersk-katolske Kirkes 
Sandhed. % Af deres Frugter skulle I kende dem. Alt det, 
man i saa høj Grad ynder at betegne som Menneskeværk 
og menneskelig Vildfarelse i vor Kirke — den faste, urok- 
kelige Tro paa dens Dogmer; dens bestandige Fastholden 
ved- Pavedømmet og dets Lære, den meget flittige Brug af 
Kirkens Naademidler, især af Skriftemaalet, Kommunionen, 
Bønnen, Løfterne og Helgenernes Paakald else — netop 
det er det, der har gjort den svenske Fyrstinde til en Kir- 
kens Helgeninde, . til en stor Velgørerinde mod sit Fædre- 
land og hele Menneskeheden. 

Og som paa den hellige Birgittas Tid, saaledes var 
det tre Aarhundreder tidligere paa den hellige Kong Knuds 
Tid, og saaledes fem Aarhundreder før den Tid, da den 
hellige Ansgar levede. Som Birgitta, saaledes vare ogsaa 
Knud og Ansgar, de første Reformatorer for vort Folk, 
hengivne Tilhængere af Pavedømmet; de holdt fast ved 
alle den katolske Læres Dogmer; de elskede inderligt li- 
gesom Birgitta Bod, Bøn, Skrifte, Messe, Ordensstand og 
Ordensløfter, og bægge have de ligesom Birgitta gjort store 
Undere og ere bægge blevne en stor Velsignelse for vort 
Folk'). Og denne selvsamme katolske Tro have de forkyndt 
vore Forfædre, og de samme Naademidler have de anbe- 
falet de vilde, blodtørstige Hedninger, og ved bægge Dele 
have de alle tre — St. Ansgar, St. Knud og St. Birgitta 
— ført de tre nordiske Søsternationer til Kristendom, til 
Dannelse, til Kultur, Kunst og Videnskab. 

Den samme Tro og de samme Naademidler leve endnu 
i den katolske Kirke og holdes i Ære ligesom paa den 
hellige Birgittas og den hellige Ansgars Tid. Der er ikke 

l ) Se A. D. Jørgensen; den nordiske Kirkes Grundlæggelse I. 
97—175; II. 763 o.'fl. 



— 396 — 

forandret en Tøddel i dem; hvem der siger det, han 
kender ikke den katolske Kirke og dens Lære. Disse 
Trossætninger og Naademidler ere ikke Menneskeværk, nej 
de ere de af Kristus selv byggede Naadekanaler, gennem 
hvilke Troens og den sande Helligheds Vande ledes til de 
af Arvesynden ødelagte og fordærvede Menneskehjerter, for 
atter at føre dem tilbage til den oprindelige Hellighed og 
Paradisets Retfærdighed 1 ). Hvem der afskærer disse Her- 
rens Naadekanaler, han falder, hvad enten han vil eller 
ej, dog tidligere eller senere tilbage til Hedenskab. 

Pave Leo XIH har sagt i sin Encyklika om Arbej- 
derspørgsmaalet 2 ) og i sin anden Encyklika angaaende 
Boden s ), at ingen Lægedom for vor Tids Onder er mulig, 
med mindre Verden vender tilbage til den katolske Kirkes 
Tro. Dette Ord er den skære Sandhed, fordi den katolske 
Kirkes Tro er Kristi Lære, og fordi kun denne Lære kan 
frelse os. 



1 ) Efter at Grev Fred. Leopold von Stolberg, en Søn af Rigsgre- 
ven Christian Gunther von Stolberg, som var den danske 
Dronning Sophie Magdalenes Overhofmester, bosat paa Slot- 
tet Rungsted paa Sjælland, i Maj 1800 var gaaet over til 
den katolske Kirke, skrev den bekendte protestantiske Fi- 
losof Lavater følgende Ord til Greven: »Bliv den katolske 
Kirkes Hæder ! Øv Dyder, som vilde være umulige for en 
Ikke-Katolik. Udfør Gerninger, som godtgøre, at din Om- 
skiften havde et stort Maal! Bliv en Helgen som Borro- 
mæds. I have Helgener, jeg nægter det ikke. Vi have in- 
gen, i det mindste ingen saadanne, som I have. Jeg ærer 
den katolske Kirke, ligesom en gammel majestætisk gotisk 
Bygning, som opbevarer ældgamle, dyrebare Dokumenter; 
Faldet af denne Bygning vilde være Faldet af al kristelig 
Kristendom.« (»Nord. Ugeblade 1892, Nr. 49.) 

2 ) dat. 28. Decbr. 1878. Se »Nordisk Ugeblad« 1879. SS. 46. 61. 
8 ) dat. 22. Decbr. 1885. Se »Nordisk Ugeblad« 1886. S. 49. 



— 39? — 

Maatte Billedet af den hellige Birgittas Liv overtyde 
alle vore Læsere om, at den katolske Kirke er Jesu Kri- 
sti Kirke; thi paa Frugterne, siger Herren, skal man lære 
at kende de sande Profeter fra de falske. Maatte dette 
Billede gøre det klart for alle, at den Kirke, der har 
opdraget hende, ogsaa nu er i Stand til at danne Folke- 
slagene. Har den i fordums Tider formaaet at føre Eu- 
ropas hedenske Nationer fra Overtroens, Vantroens og 
Uvidenhedens Mørke, fra al sædelig og social Elendighed 
op til Sandhedens, Videnskabens, Kunstens og Dannelsens 
Højdedrag, saa vil den — da dens Dogmer og Naademidler 
uforandret ere de samme — endnu langt lettere formaa 
at holde de kristnede og civiliserede Folkeslag paa 
denne Vej. Maatte den Belæring, som den hellige Jom- 
fru Maria engang gav den hellige Birgitta angaaende 
Helgenernes Paakaldelse, tjene os selv til Rettesnor over- 
for Nordens store Helgeninde: Ȯr Helgenerne, de ere 
som Stjernerne, hvis Lys og Glans ikke kan sammenlignes 
med noget jordisk Lys *).« 

Birgitta er i Sandhed for os en Stjerne! Ligesom 
Stjernerne hist oppe højt over vor Klode med deres funk- 
lende Lys vise os Vej gennem den mørke Nat og over 
Tidshavets Bølger, saaledes staar hun højt over de menne- 
skelige Lysters smaalige Drivhjul og viser sit Folk Vejen 
til den sande Evighed og til den evige Saligheds Havn. 
Ligesom Stjernerne, trøstende og opmuntrende, udstraale 
deres kyske, rene Lys fra Firmamentets dybe, blaa Grund 
ned til os stakkels jordiske Vandringsmænd, saaledes straa- 
ler Birgittas høje, pletfrie Dyd opmuntrende og trøstende 
ind i vort stakkels, svage Hjerte. Ligesom hine lysende 

') R. 1. 20. 



— 398 — 

Himmellegemer, blide og milde, stumme og dog saa vel- 
talende, ved deres Majestæt drage opad til den Skaber og 
Fader der bor hinsides Stjernerne, til det Hjem der er os 
bygget i Stjernehavet, til vore Kære, der bevæge sig i evig 
Fryd i denne Stjerneverden, saaledes lede Birgittas Liv og 
Eksempel og de høje Gæster, som stadig gaa ind og ud 
hos hende: Englene, den hellige Jomfru, Helgenerne, ' vor 
Herre og Frelser, uvilkaarlig vort Hjerte og Øje hen imod 
en højere Verden, Naadens Verden, den stridende Kirkes 
synlige og den triumferende Kirkes usynlige Rige, til de 
evige, uforgængelige Goder: 

Nordens Aftenstjerne blid, 
Lys for os til hver en Tid. 
Klarest dog i Dødens Nat 
Vise du os Himlens Skat. 



399 



• KM01HSATI0E3BULLE 

FOR DEN 

SALIGE BRIGITTA') FRA KONGERIGET. SVERRIG, 
KRISTI ÆRVÆRDIGE BRUD, 

UDSTEDT AF 

PAVE BONIFACIUS IX. 



Jjiskop Bonifacitjs, Guds Tjeneres Tjener, sender sin 
Hilsen og apostoliske Velsignelse til sine ærværdige Brødre, 
Patriarkerne, Ærkebiskopperne, Biskopperne og sine elskede 
udvalgte Sønner samt til de patriarkalske Domkirkers og 
Hovedkirkers Kapitler overalt, hvor saadanne ere indstiftede ! 
Lige fra Verdens Begyndelse har den almægtige og 
barmhjertige Gud efter vore første Forældres Fald, for 
hvis Skyld den hele Menneskeslægt var den evige Død 
underkastet, fra sin Himmel draget Omsorg for, at Men- 
nesket, som han har skabt, ikke helt skulde gaa til Grunde, 
men kunde blive delagtigt i hans Guddom. Efter at han 
ved hemmelighedsfulde Forbilleder og guddommelige Aa- 
benbaringer igennem de af den Helligaand oplyste Profeter 



*) Som ovenfor S. 2 bemærket, anvender Kanonisationsbullen 
Formerne Brigitta og Bbigida. Bullen findes trykt 

1. R. Bladene 10—13. 

2. É. 468—72. 

3. i tysk Oversættelse M. 517—33. 



- 400 — 

havde ladet sin Søns Ankomst i Kødet forudsige for vore 
Stammefædre, sendte han denne sin eneste Søn, som han 
havde avlet fra Evighed af, da Tidernes Fylde var kommen, 
fra sit Skød til den udvalgte Jomfrus, sin Moders, Skød, 
idet hun paa ufattelig Maade overskyggedes af den Hel- 
ligaand og undfangede efter Engelens Forkyndelse. 

Født af denne Jomfru begyndte Sønnen, da han 
var fremskreden i Alder, at handle og at lære alle, 
hvorledes Vejen fra K den evige Død til Livet staar aahen 
for alle dem, der ere genfødte af den hellige Daabs 
Kilde; og efter at have samlet Disciple om sig, har 
han — paa det at ingen Troende af dette forgængelige og 
flygtige Livs Møje og Besværligheder eller af den timelige 
Døds bitre Kvaler skal lade sig afskrække fra at tragte 
efter Opnaaelsen af det evige Liv — da Løbet var fuld- 
endt, bragt sig selv som et Offer uden Plet og Lyde til 
Gud, sin Fader, ved sin blodige Død paa Korsets Alter og 
saaledes indstiftet, indviet og for evigt grundfæstet den 
stridende Kirke ved sit kostbare, udgydte Blod. Men en- 
delig har han, da han stod i Begreb med fra denne Ver- 
den at gaa til Faderen, overgivet Nøglemagten til Apo- 
stelfyrsten Petrus, den himmelske Nøglebærer, og der- 
med overdraget ham og hans Efterfølgere, Paverne, Magten 
til at løse og binde og betroet dem det højeste Præste- 
embede, samt Omsorgen for og den almindelige Styrelse 
af sin Hjord. Ikke desto mindre lovede han i al Evighed 
ikke nogen Sinde at ville forlade sin Kirke. Til dens Gavn 
skænkede han ved den Helligaand de Troende sine rige 
Naadegaver; thi, som Apostelen siger, Aandens Aabenba- 
relse bliver givet enhver til hans Gavn. En skænkes der 
ved Aanden Ordets Visdom, men en anden faar af samme 
Aand Kundskabens Ord; en faar Troen i samme Aand, en 
anden den Gave at kunne helbrede ved den samme Aand ; en 



— 401 — 

faar Evnen til at virke Vidundere, en anden til at forud- 
sige, en til at skelne mellem Aander, en anden til Spro- 
genes Mangfoldighed, atter andre til at tolke Talen. Men 
alt dette virker en og samme Aand, dér tildeler enhver, 
som den vil. 

I den samme Helligaand har Lysets Fader dannet 
denne stridende Kirke til en vidunderlig Bygning, prydet 
med de mangfoldigste og kostbareste Sten: det er dem, 
som han før Verdens Begyndelse har udvalgt til at blive 
Jesu Kristi, hans Søns udtrykte Billede, for at han, der 
er Kirkens Hjørnesten, maatte være den Førstefødte blandt 
mange Brødre. I ham har han ogsaa ved at skænke dem de 
bedste Gaver benaadet dem, som ved deres Eksempel skulde 
vise en ypperligere Vej. Som Følge heraf have da de 
hellige Apostle vandret gennem den hele Verden og op- 
muntret Menneskeslægten, der holdtes under Syndens Aag, 
til Liv og Lykke, og prædiket Guds Ord med den urokke- 
ligste Standhaftighed, saa at det lød over alle Lande, og 
deres Ord naaede til Verdens yderste Grænser. Saaledes 
have ogsaa de lysende Martyrer, iførte Troens Vaabenrust- 
ning og omgjordede med den urokkelige Ihærdigheds Bælte, 
toet deres Klæder i det uskyldige Lams Blod, og de have 
fulgt Jesus Kristus i det straalende Hærtog til Opførelsen 
af det himmelske Jerusalem, det vil sige den triumferende 
Kirke, idet de efter den herlige Sejr med Palmer i Hæn- 
derne have indføjet sig som levende Sten og efterladt et 
ærværdigt Eksempel, et evigt Minde i den stridende Kirke. 
Ogsaa glimrende Lærere ere optraadte, der modsatte sig 
de slette Kristne og falske Profeter, som dristede sig til 
at indføre overtroiske og vildfarende Meninger i den ka- 
tolske Tro; de gendrev med vidunderlig Veltalenhed og 
stærke, slaaende Udtalelser saadanne Folks Vildfarelser, 

A. BRINKUANN : DEN HELLIGE BIRGITTA. 26 



— 402 — 

hvorved den Helligaand selv virkede Troen. De have og- 
saa oplyst den stridende Kirke ; befæstet af dem skrider 
denne Kirke frem som den opgaaende Morgenrøde, skøn 
som Maanen, udvalgt som Solen, skrækindgydende som en 
ordnet Krigshær. Dem følge ogsaa de lysstraalende Be- 
kendere; smykkede med Ædelstene og glimrende af Dyder 
træde de frem for Herren, der kræver dem til Regnskab 
for de betroede Talenter. Men de have øvet sig i stadig 
og varagtig Udøvelse af hellige Gerninger, de bringe som 
tro og gode Tjenere den ved deres Arbejde mangfoldig- 
gjorte Frugt hid og lægge deres Gave i Laden. Ogsaa 
Anachoreterne og de, der have elsket Ensomhed, vise sig 
der i Straaleglans. De have flyet Verdens forfængelige og 
bedrageriske Glæder og skjult sig i underjordiske Huler 
for sikkert at naa til deres Fædreland; de have ved ringe 
og sparsom Næring og ved en Slurk Kildevand dødet de- 
res eget Kød, og for at afkræfte Satans Braad have de 
klædt sig i grove Klæder, for det meste gaaet barfodede, 
kun vederkvæget deres trætte Lemmer med en kort Slum- 
mer paa det haarde Gulv eller paa et Straaleje og uafla- 
delig hengivet sig til hellige Betragtninger og Lovprisning 
af den guddommelige Majestæt. Til sidst bortkaldtes de 
fra denne Taarernes Dal og Elendighedens Byrde til Be- 
skuelse af Gud og nyde nu uforgængelige Glæder. Der 
er der ogsaa herlige Jomfruer, som med ren Kærlighed 
og et oprigtigt Hjerte medbringe et helligt Sinds Olie i 
deres Kar til deres Brudgom, som de gaar i Møde dermed, 
naar han nærmer sig, og som ere formælede med ham, 
der er den Skønneste blandt Menneskenes Børn. Men de 
fromme og afholdne Enker og andre Personer af bægge 
Køn, der stedse have stræbt at øve fromme og hellige 
Gerninger, fremstille sig for Guds Domstol med fulde Neg 



— 403 — 

og synge med Englene: Ære være Gud i det høje, og 
ønske Fred med Alle, der have en god Vilje. 

Alt dette virker i Sandhed den samme Aand, om 
hvilken her er talt ovenfor, ved en mangfoldig og beun- 
dringsværdig Virksomhed. Ogsaa har Kristus, ifølge sine 
hellige Forjættelser, fra sin underfulde Himmelfart lige til 
den Dag i Dag befolket sit Vinbjærg, den stridende Kirke, 
med saadanne Arbejdere og Arbejdersker, plejet, forsvaret, 
befæstet, understøttet og formeret den, og vil ved sin Naade 
ogsaa vedblive at gøre det i de kommende Tider. 

Men i de sidste Dage har hin himmelske Vingaards- 
mand, da han paa vanlig Vis besøgte denne sin Vingaard, 
helt oppe fra det fjerneste Norden opvakt en stærk Kvinde, 
der fører sit Værd med sig, for at hun kan medvirke ved 
Dyrkningen af dette Vinbjærg, nemlig den salige Enke 
Brigitta, som Folket plejer at kalde Brigida, paa det at 
ogsaa hun maatte tælles med i den ovenfor beskrevne 
Forsamling, med hvilken hun i Virkeligheden ogsaa allerede 
er forenet. 

For hendes Skyld gøre vi os nu Umage for i al Kort- 
hed at gennemgaa hendes Herkomst, hendes Liv, hendes 
Fortjenester saavel som ogsaa de Vidundere, som Gud 
værdigede at fremvise for Verden til Belønning for hendes 
Hellighed, paa det at den nærværende Tid ikke skal for- 
blive uvidende angaaende en saa navnkundig Kvinde, og 
Efterkommerne ikke skulle beskylde vor Tid for Utaknem- 
melighed. Af et stort Stof have vi kun fremdraget lidet, 
der ikke bør forbigaas i Tavshed, og ville nu meddele 
eder det i ordnet Rækkefølge. 

Den navnkundige Kvinde har modtaget Livet af sin 
Fader Birger og sin Moder Sigrid 1 ), der havde ægtet hin- 



l ) Hendes virkelige Nayn var Ingeborg (Se I. Del, 2. Kap. S. 29.) 

26* 



— 404 — . 

anden og nedstammede fra Sverrigs katolske Kongers 
højfornemme kongelige Æt, og som udmærkede sig lige 
saa meget ved deres Rettroenhed, Sjælestyrke og Dyder 
som ved deres Aand. Da hendes Moder endnu bar hende 
under sit Hjerte, led hun Skibbrud paa Havet. Medens 
de vældige Bølger ved dette Skibbrud opslugte overmaade 
mange Mennesker af bægge Køn, naaede hun uskadt Strand- 
bredden. I den paafølgende Nat saa hun i et Syn en 
Skikkelse ved sin Side, der straalede i et underfuldt Klæ- 
debon og, paa det at en saa navnkundig Enkes Ankomst 
ikke skulde finde Sted uden at være forud forkyndt, sagde 
til hende : »Dit Liv er blevet sparet for det Fosters Skyld, 
du bærer under dit Hjerte. Opdrag det derfor i Kærlig- 
hed til Gud, fordi det er blevet skænket dig af Gud.« 

Straks efter at det lille Pigebarn Brigitta havde skuet 
Verdens Lys, saa en ærværdig Sognepræst af ulastelig 
Vandel, medens han bad om Natten, en skinnende Sky; 
midt i Skyen sad en Jomfru, der holdt en Bog i Haanden 
og sagde til ham: »Der er født Birger en Datter, hvis 
underfulde Røst skal høres igennem den vide Verden.« 
Pigebarnet syntes indtil Udgangen af det tredje Aar efter 
sin Fødsel at være stumt; men da talte hun, imod Natu- 
rens sædvanlige Gang, ikke paa smaa Børns stammende 
Vis, der søge at efterligne, hvad de have hørt, men hun 
udtrykte sig med fuldkomment tydelige Ord om det, hun 
havde set og hørt. 

Men medens Brigitta tog til i Aar, henlevede hun 
sin Barndom i underfuld Andagt under Bon og Faste, og 
var heller ikke i nogen anden Henseende efterladen i 
gode Gerninger. Skønt hendes hele Stræben gik ud paa 
at tjene Herren i jomfruelig Stand, skænkede hun dog, da 
hendes Forældre indtrængende fordrede det, Ulf (Ulpho) 
til Ulfsbjærg sin Haand; han herskede over Nerike og var 



— 405 — 

en saare ædel og kristelig ung Mand. Skønt de bægge 
vare fuldmodne til at indgaa Ægteskab, idet Manden var 
atten og Bruden tretten Aar gammel, enedes de dog 
om at følge den unge Tobias'es og Raguels Datter Saras 
Eksempel ved at afholde sig et helt Aar eller længere fra 
ægteskabeligt Samliv, idet de bad Gud om, at de, saafremt 
det var godt, at de kom sammen, ikke maatte begaa no- 
gen Synd derved, og at Gud vilde give dem Børn, der 
indviede sig til hans Tjeneste. Derpaa kom de sammen i 
Frygt og Bæven, idet de ikke tænkte paa deres Lyst, men 
paa deres Afkom. 

Imidlertid undlod den unge Kone hverken at faste el- 
ler at bede eller at øve andre andægtige Gerninger, som 
hun var vant til; især var hun altid den allersaligste Jom- 
fru inderlig hengiven med den ømmeste Kærlighed. Da 
hun i Tidernes Løb skulde føde og svævede i stor Fare 
paa Grund af Barnsnød, tvivlede de omstaaende Sygeplejer- 
sker stærkt om, at hun vilde gaa det levende igennem. 
Pludselig viste sig en majestætisk, men ukendt Kvinde, 
iført en hvid Silkedragt, stillede sig ved Siden af Sengen 
og berørte den Syges Lemmer. Straks derpaa var Kvin- 
den forsvunden og den Syge blev uden Smerter forløst 
med et lille Barn. 

Medens Ægtefolkene endnu vare unge og kraftige, 
lod Manden sig ved sin lyksalige Hustrus Formaninger 
overtale til, at de bægge skulde love hinanden at leve i 
evig frivillig Kyskhed, og dette Løfte holdt de ogsaa. 
Manden behøvede i saa Henseende intet at skjule for sin 
Hustru og betroede sig ogsaa fuldt ud til hende; hun 
voldte ham aldrig noget ondt men kun alt godt i hele 
hans Liv. Disse Ægtefæller, der vare saa faste i deres 
Kærlighed til Gud, bleve ogsaa stedse ivrigere og ivrigere 
i deres Kærlighed til Næsten og valfartede, ifølge, et 



— 406 — 

Løfte, til den hellige Apostel Jakobs Grav i Compostella i 
Spanien. . 

Efter deres Hjemkomst besluttede de, for mere frit 
at kunne hengive sig til Andagt, at gaa hver i sit Klo- 
ster. Under denne Beslutning hensov Fyrsten i Her- 
ren. Men hans hellige Enke, der lige fra sit Livs Be- 
gyndelse af havde indviet sig til Gud og, efter at Æg- 
teskabet var løst, var bleven selvstændig, fastede og 
bad utrættelig og forlod, lig et Købmandsskib, der bringer 
sit Brød langt borte fra, efter den Helligaands Tilskyndelse, 
sit Fædreland og sine Slægtninge og rejste til den evige 
Stad og til Jerusalem, besøgte ogsaa med udmærket An- 
dagt de enkelte Steder, hvor vor guddommelige Forløser 
Jesus Kristus er bleven forkyndt, født, opdragen og døbt, 
hvor han har vandret og gjort Undere, hvor han er ble- 
ven bespottet, korsfæstet og begravet, og hvor han er op- 
faren til Himmelen. 

Hun vendte tilbage til Rom, efter at hun først i sit 
Fædreland og omliggende Lande, i Tyskland, Frankrig, 
Spanien og Italien og senere i andre paa bægge Sider 
af Havet beliggende Lande, paa ganske faa Undtagelser 

9 

nær, personlig havde besøgt alle de Steder, hvor der hvi- 
lede Relikvier af hellige Mænd og Kvinder, og henlevede 
Slutningen af sine Dage i den evige Stad. Den hellige 
Enke bar ogsaa siden sin Mands Død til Ære for den 
hellige Trefoldighed paa sin bare Krop en Hampesnor med 
mange Knuder paa, tæt sammenbundne, og paa lignende 
Maade omkring Skinnebenene nedenfor Knæene Snore, som 
vare sammenbundne paa samme Maade; hun bar dette, 
selv naar hun var syg. Hun brugte intet Linned undta- 
gen et Slør, hvormed hun tilhyllede sit Hoved, og bar ru 
Bodsklæder og over disse ikke standsmæssige, men ganske 
ringe og fattige Klæder. Hun holdt ikke blot alle af hen* 



— 407 — 

des hellige Moder Kirken foreskrevne Vigilie- og Faste- 
dage, men føjede hertil endnu mange andre, saa at hun 
fastede fire Gange om Ugen ud over hvad Kirken forlangte, 
og paa samme Maade fire Gange om Ugen, da hendes 
Mand endnu levede. Efter hans Død og til faa Aar før 
sin egen Hedengang sov hun kun ganske let og kort, hen- 
slængt i sine dagligdags Klæder paa et Tæppe uden Straa- 
sæk eller noget lignende men paa den blotte Jord; hen- 
des Legeme var i høj Grad udmattet af Faste, Bønner og 
Andagtsøvelser. Hun undlod aldrig at faste om Fredagen 
til Minde om vor Herre Jesu Kristi Lidelser og Død ; hun 
nød aldrig andet end Brød og Vand. Men ogsaa paa 
mange andre Dage iagttog hun samme Abstinens til Ære 
for forskellige Helgene. Enten fastede hun helt eller og- 
saa tog hun saa lidt Næring til sig, at hun aldrig blev 
mæt, men kun var en Smule forfrisket, naar hun rejste 
sig fra Bordet. Paa Fredagene lod hun ogsaa de bræn- 
dende Vokskerter dryppe glohede Draaber paa sit blotte 
Legeme, saa at der altid sad Ar af Brandsaar derefter. 
Ligeledes havde Jiun ogsaa bestandig en Gentianarod, en 
meget bitter Urt, i Munden. 

Under sit Ophold i Rom agtede hun ikke den strenge 
Kulde, ikke Sommerens Hede, ikke Besværlighederne ved 
at tilbagelægge de møjsommelige Veje, lige saa lidt som 
hun agtede Sne, Regn eller Hagel, men besøgte hver Dag 
Stationerne og forskellige andre Kirker, og det oven i Kø- 
bet til Fods, uagtet hun efter sin Stand kunde have redet, 
og skønt hun ved at gaa anstrengte sig ud over sine 
Kræfter. Hun knælede saa ofte og saa længe, at hendes 
Knæ saa at sige bleve lige saa haarde som Kamelknæ. 
Hendes Ydmyghed var saa vidunderlig og gik saa vidt, at 
hun undertiden tog Plads blandt de fattige Pilegrimme 
ved San Lorenzo-Klosteret i Panisperna i Rom, som til- 



— 408 — 

hørte den hellige Klaras Orden, tog imod Almisse og tak- 
nemlig kyssede, hvad der gaves hende. Ofte lappede hun 
til Guds Ære med sine egne Hænder de Fattiges Klæder. 
Imod Præsterne, sine Foresatte og Skriftefædre viste hun 
en saa fuldkommen Lydighed, at hun uden sin Skriftefa- 
ders Tilladelse ikke engang vovede at slaa Øjnene op. 
Medens hendes Mand levede, havde hun skriftet hver Fre- 
dag, men efter hans Død skriftede hun i det mindste en 
Gang daglig under stor Ruelse og begræd de ubetydeligste 
Overtrædelser lige saa bittert som andre begræde de svæ- 
reste, heller ikke lod hun noget forblive uudforsket i sine 
Ord, sin Moral, sine Tanker og Handlinger. Hun overvæ- 
rede flittigt og opmærksomt de Prædikener, som dygtige 
Mænd holdt over Guds Ord. Paa alle Søn- og Helligdage 
modtog hun med Andagt og tinder Taarer Kristi tilbedel- 
sesværdige Legems Sakrament. 

Hun passede sit Hus' med Dygtighed, fortærede ikke 
sit Brød i Lediggang, havde en aaben Haand for de Fat- 
tige og udstrakte sine Hænder til de Trængende. Thi til 
Guds Ære udøvede hun utrættelig alle de Pligter mod 
trængende, syge og foragtede Personer, som en uudtømme- 
lig Kærlighed paalægger. Medens hendes Gemal endnu 
levede, plejede hun hver Dag i sit Hus at bespise tolv 
Fattige, som hun selv vartede op ved Maaltidet; hun gav 
dem alt, hvad de trængte til, og hver Torsdag vaskede 
hun deres Fødder til Minde om Herrens Nadvermaaltid. 
Af sin egen Formue bekostede hun Restaurationen af en 
Mængde forfaldne Hospitaler i forskellige Egne af sit Fæd- 
reland, og som en from, kærlig og barmhjertig Tjenerinde 
besøgte hun med stor Andagt de Fattige og Syge, som op- 
holdt sig der. Hun rørte ved dem, vadskede og forbandt 
deres Bylder uden at vise Afsky eller Væmmelse derfor. 

Ved Vadstena i Bispedømmet Linkoping oprettede hun 



— 409 — 

for sine egne Midler efter gejstlig Foiskrift et ærværdigt 
Kloster for 60 Nonner, som skulde leve i Klausur, og 
for 35 Brødre af Augustinerordenen. Nonner saavel som 
Brødre ere forpligtede til at overholde visse Regler, som 
den hellige Enke selv har givet. Hun udstyrede Klosteret 
med rigelige Indtægter. En vidunderlig Taalmod var le- 
vende i hende, saa at hun uden at klage eller knurre, i 
enhver Henseende med den elskeligste Ydmyghed bar alle 
de Sygdomme, hun selv led af, alle de Fornærmelser, 
der tilføjedes hende, hendes Gemals saavel som hendes 
Søn Karls Død og al den øvrige Modgang, der mødte 
hende. Hun priste Herren og blev altid mere og mere 
standhaftig i Troen, mere ivrig i Haabet, mere inderlig i 
sand Kærlighed; hun elskede i højeste Grad Retfærdighed 
og Billighed, foragtede Kødets Lyst og Verdens mangfol- 
dige Tillokkelser, og afskyede med højhjertet Kraft al 
Hoffærdighed, al lav Tankesæt, al Pragt og tom Ære. 

Om hendes store Afholdenhed og hendes Beskedenhed 
have vi sagt tilstrækkeligt ovenfor. Men hvem kunde vel 
findes mere forstandig, end hun har været med sin for- 
trinlige Klogskab lige fra hendes tidligste Alder til hen- 
des sidste Stund ? Saa vidt den menneskelige Skrøbelighed 
tillader det, forstod hun at skelne alt, og aldrig kaldte 
hun det gode ondt, aldrig det onde godt. Heller ikke 
gjorde hun Mørke til Lys eller Lys til Mørke. Ved disse 
hellige og uafbrudt fortsatte Gerninger har denne ædle 
Enke ved den Helligaands Naade fortjent* at hun for mange 
har kunnet aabenbare deres Tanker, deres inderste Tilbøje- 
ligheder og hemmeligste Handlinger og har kunnet se og 
høre mange Slags Visioner og Aabenbaringer. 

I sin profetiske Aand forudsagde hun meget, hvoraf 
allerede mangt er indtruffet, saaledes som dette og meget 
andet paa det nøjagtigste er beskrevet i Bogen om hendes 



— 410 — 

Aabenbaringer. Fem Dage i Forvejen forkyndte hun sit 
Livs Ende. Hun var allerede over 70 Aar gammel. Da 
nu det forud forkyndte Tidspunkt nærmede sig, kaldte hun 
pine Husfæller sammen og bød, hvad der skulde ske. Da 
først blev hendes Søn Birger og hendes Datter Katharina 
hentede hid. Hun formanede dem til fremfor alt at fare 
fort i Gudsfrygt, Kærlighed til Næsten og gode Gerninger, 
aflagde sit Skriftemaal, modtog det hellige Vandringsbrød 
og den sidste Salvelse og lod, da hun beholdt sin Bevidst- 
hed lige til det sidste Øjeblik, en hellig Messe læse i sin 
Nærværelse, tilbad Kristi Legeme og sagde, idet hun op- 
løftede sine Øjne til Himmelen : »Herre, i dine Hænder be- 
faler jeg min Aand,« hvorefter hun gav sin Sjæl tilbage 
til den Skaber, der kaldte den. 

Saa snart Rygtet om den ærværdige Enkes Død ud- 
bredte sig i Byen, ilede Folket til med den største Andagt 
for at kysse det hellige Legeme og priste enstemmig Gud. 
Folkets Tilstrømning var endnu større, da Liget blev baa- 
ret til det ovennævnte San Lorenzo Kloster, saaledes som 
den Hellige selv havde anordnet; men paa Grund af den 
stærke Tilstrømning var det ikke muligt at faa det bisat 
i de to første Dage, men derefter blev det stedet til Jorden 
under de herligste Lovprisninger af Gud. 

I den Tid, da denne berømte Enke opholdt sig i Nea- 
pel, maatte en Kvinde fra Nola, ved Navn Picciotella, 
lide meget af den onde Aand, der paatog sig et Menne- 
skes Skikkelse og mishandlede hende; og ikke engang de 
stærkeste Mænd kunde faa Bugt med ham. I sin Nød 
begav den stakkels Kvinde sig til den hellige Brigitta for 
at bede hende om Raad; Den udmærkede Enke, som al- 
lerede kendte Kvindens Ulykke, spurgte hende da, om 
hun ikke bar noget Tryllemiddel eller nogen anden 
overtroisk Genstand hos sig. Da hun fik til Svar, at det 



— 411 — 



ikke var Tilfældet, vedblev hun: »Søg i dine Haarfletnin- 
ger, der vil du dog finde noget.« Kvinden rødmede; 
thi hun kom nu i Tanker om, at hun havde en med 
hemmelighedsfulde Tegn og en Trylleformular beskreven 
Seddel i sit Haar, og hun bekendte oprigtigt sin For- 
seelse. Men den fortræffelige Enke raadede hende til at 
aflægge et angerfuldt Skriftemaal, at modtage den hellige 
Kommunion og at faste. Kvinden gjorde alt; og fra den 
Tid af blev hun, paa Grund af den nævnte Enkes Fortje- 
nester og Bønner, aldrig mere foruroliget. To Gange havde 
den ærværdige Enke besøgt Byen Ortona i det theatune- 
siske Diøces, hvor en stor Del af den hellige Thomas'es Re- 
likvier opbevares. Da hun foretog denne lange Pilegrimsrejse, 
forundtes der hende, hvad der alt længe i Forvejen var 
bleven aabenbaret for hende. Thi medens hun med sin 
tilvante Andagt besøgte Relikvierne, viste Apostelen sig for 
den fromme Enke og sagde; »Hvad du længe har ønsket 
skal gives dig.« Og uden at nogen rørte eller rystede 
ved Relikviegemmet, sprang et lille Stykke af et af Aposte- 
lens Ben af sig selv i hendes Haand ; og hun modtog det 
med Glæde og Andagt og gemte det med den største Ær- 
bødighed. 

Ofte have fromme Personer set denne beundringsvær- 
dige Enke, naar hun var hensunken i Bøn og Betragtning, 
i henved en Menneskehøjde svævende over Jorden med et 
skinnende og straalende Ansigt. 

Før Liget endnu var begravet, ilede en Kvinde ved 
Navn Agnes af Contessa tillige med flere andre hen til 
Klosteret, hv6r Liget laa. Agnes var bosiddende i Rom 
og havde, fra hun var ganske lille, haft en tyk, misdannet 
Hals. Andægtig lod hun Halsbaandet berøre den hellige 
Brigittas Hænder, og derpaa tog hun med samme Andagt 
Pandet om Halsen; øjeblikkelig forsvandt Udvæksten pa$ 



— 412 — 

Halsen, og denne fik ved et guddommeligt Mirakel atter 
den Skikkelse, den skulde have. 

Franciska de Sabelus, som var Nonne i San Lorenzo 
Kloster og havde været en fortrolig Veninde af den hellige 
Brigitta, havde i to Aar lidt af Svagelighed og næsten 
bestandig ligget til Sengs af en Mavesygdom. Saa snart 
hun fik at vide, at den hellige Brigitta var død og bragt 
til Klosteret, rejste hun sig med stor Møje fra sin Syge- 
seng, hvortil hun i længere Tid havde været fængslet, og 
kom, understøttet af de andre Nonner, hen til Ligbaaren; 
ved denne knælede hun ned og blev liggende der hele 
Natten i uafladelig andægtig Bøn til Gud om, at han for- 
medelst den hellige Enkes Fortjenester og Forbøn, hvis 
Lig laa her, blot vilde forunde hende saa megen Lindring 
i hendes lange og besværlige Lidelser, at hun kunde bi- 
vaane Gudstjenesten sammen med de øvrige Nonner, hvis 
dette var til hendes Bedste. Hendes Bøn blev opfyldt, thi 
uden at blive støttet af nogen var hun i Stand til at gaa 
tilbage igennem Klosteret, og da det var blevet Morgen, 
mærkede hun, at hun havde faaet mere, end hun havde 
bedet om, thi hun var bleven fuldstændig helbredet. 

Men den benedidede Gud vilde, at Verden skulde faa 
en endnu tydeligere Forestilling om denne elskede Enkes 
Fortjenester. Elsebysnara, en Kvinde fra Bispedømmet 
Linkoping, havde faaet et dødfødt Barn. Hun var saare 
bedrøvet herover og bønfaldt Gud om, at han dog for den 
hellige Enkes Fortjenesters Skyld vilde lade det lille Barn 
blive levende. Hun gjorde tillige det Løfte, at hvis det fik 
Liv, da vilde hun med Barnet og et Voksbillede besøge 
den hellige Enkes Grav. Straks begyndte Barnet at blive 
varmt og at røre sig og kom fuldstændig til Live. Men 
Konen opfyldte fuld af Andagt og Glæde det Løfte, hun 
havde gjort. 



— 413 — 

Dog, hvorfor skulle vi opholde os ved mere? Har 
ikke den almægtige Gud paa Grund af denne hellige En- 
kes Fortjenester gjort Døve hørende, Stumme talende, af- 
fældige Gigtsvage stærke, Skæve lige, Halte gaaende, Blinde 
seende; har han ikke for hendes Skyld frelst Kvinder i 
Barnsnød, ført Skibbrudne og dem, der omtumledes paa 
Havet, til den frelsende Havn? Skulde vi et for et op- 
regne alle de Vidundere den benedidede Gud har gjort for 
hendes Fortjenesters Skyld, medens hun levede, og gør 
efter at hun er død, da vilde dette lettelig kræve saa 
lang Tid, at vi maatte forsømme meget andet, vi ogsaa 
have at gøre. De Troende, som ønske at kende disse 
Kendsgerninger, kunne vi anbefale flittigt at læse den Bog, 
hvori det alt sammen er nøje optegnet. De Løfter, der 
ere aflagte og fuldbyrdede i ovennævnte Vadstena Kloster, 
saavel som de der oprejste Buster og Billeder bære kraf- 
tigt Vidnesbyrd om Sandheden af det alt sammen. 

Og da denne aarvaagne Kvinde paa Grund af sine ud- 
mærkede Fortjenester ved den Helligaands Medvirken er 
bleven hensat til Guds Herlighed, oplyser hun den stridende 
Verden paa vidunderlig Vis. Og vi se og smage, at hendes 
Færd har været god og er det endnu; derfor bør hendes 
Dyders og Fortjenesters Lys ikke slukkes i den timelige 
Døds Nat. Thi det er ikke sat under Skæppen, men paa 
Lysestagen og frembringer i Herrens hele Hus en uud- 
slukkelig Straaleglans. Tvært imod skulle vor hellige Mo- 
der Kirkens Sønner rejse sig, prise hende salig og give 
hende af hendes Hænders Frugter, og de skulle prise hende 
og hendes Gerninger ved vor Moder Kirkens Porte. Vi 
ere nu i Kraft af det os paalagde Hyrdeembede blevne de 
Vises og de Enfoldiges Skyldner paa Grund af det, vi have 
erfaret og erkendt for rigtigt angaaende Sandheden af det, 
der foran er blevet meddelt ved troværdige Vidner og lov- 



— 414 — 

lige Bevismidler saavel i Henhold til Befaling fra vore 
Forgængere, de romerske Biskopper Gregor XI og Urban 
VI, lykkelig Ihukommelse, som i Henhold til vor egen Be- 
faling. Ogsaa ere vi af vor i Kristo elskeligste Datter, den 
durchlauchtigste Dronning Margrethe af Sverrig, og Præ- 
laterne og Stormændene i hendes Rige, samt i lige Maade 
af vore elskelige Sønner og Embedsmænd i den ærværdige 
By Rom og af vore i Kristo elskelige Døtre, Abbedisserne 
i Klostrene San Loren2o og Vadstena, i Herrens Navn of- 
tere og indtrængende bleve bedte om, at vi nu endelig 
vilde velsigne deres fejrede Enke, og at vor Kanonisation 
maatte blive hende til Del. 

Til den almægtige Gud Fader, Søn og Helligaands 
Ære, til Forhøjelse af den sande Rettroenhed og Forøgelse 
af den kristne Tro, til Ophævelse af Skismaet og til Tro- 
ens og Kirkens Enhed, i Kraft af den almægtige Gud Fa- 
der, Søn og Helligaands Autoritet saavel som de salige 
Apostle Petrus'es og Paulus'es og i Kraft af vor egen 
Autoritet, saa og efter Raad og Tilslutning af vore Brød- 
re og alle Prælater ved det romerske Hof, erkende, er- 
klære, beslutte og forkynde vi, at den tit fornævnte salige 
Brigitta, ogsaa kaldet Brigida, salig Ihukommelse, er en 
Helgeninde, skal æres som hellig af Kirken og indskrives i 
Fortegnelsen over Helgenerne, ligesom vi nu selv indskrive 
hende deri. Vi forordne, at der af hele Kirken hvert Aar 
paa den Dag, da hun efter at have overvundet Verden og 
triumferet over den, fødtes til sit nuværende Liv for al 
Evighed, nemlig den 23. Juli, andægtigt og højtideligt skal 
fejres Fest og Officium for hende som for en Helgeninde, 
der ikke er Jomfru og Martyr. Og paa det at de Troen- 
des Mængde skal strømme saa meget desto hyppigere sam- 
men om hendes ærværdige Grav, og denne Helgenindes 
Festdag skal fejres saa meget desto højtideligere og hen- 



— 415 — 

des Navn maa blive æret saa meget desto ivrigere, saa 
eftergive vi naadigt i Kraft af vor omtalte Autoritet 

Alle, som gøre sand Bod og skrifte og have be- 
søgt Helgenindens Grav i Klosteret i Vadstena 
paa hendes Festdag og paa den 28. Maj, den 
Dag, da hendes ærværdige Legeme overførtes 
til samme Kloster, saavel som de derpaa føl- 
gende Dage, aarlig paa enhver af de Dage, de 
have besøgt bemeldte Grav, 
syv Aar og lige saa mange Kvadragener af de fortjente 
Bodsstraffe. Derfor paaminde, bede og formane vi eder 
alle sammen og paalægge eder i Kraft af den hellige Ly-, 
dighed og til Forøgelse af de evige Belønninger den Pligt, 
at I højtideligt i vort Navn kundgøre denne vor Skrivelse 
for eders Gejstlige og eders Folk, samt at I ogsaa med 
vedbørlig Højtidelighed fejre og lade fejre den ærværdige 
Helgenindes Fest og med eders Hjertes hele Inderlighed 
ydmygt bede den almægtige Gud, fra hvem hellige Længs- 
ler, vise Raad og gode Gerninger komme, om at han, be- 
væget ved denne Helgenindes Forbønner og Fortjenester, 
vil give sine Tj enere den Fred, som Verden ikke formaar 
at give, paa det at vore Hjerter maa elske hans Bud, og 
vore Tider, befriede for al fjendtlig Skræk, maa forblive 
rolige under hans Beskærmelse, og at han ogsaa vil forunde 
os, at vi efter at have endt Forvaltningen af vort Embede 
maa naa til de evige Glæder tillige med den os betroede 
Hjord. 

Givet i Rom ved Sankt Peter den 7. Oktober i vort 
Pontifikats andet Aar. 



416 



BEKRÆFTELSE o 

* PAA 

DEN SALIGE BRIGITTAS KANONISATION 

AF 

PAVE MARTIN V. 



ijisKOP Martin, Guds Tjeneres Tjener, til evig Amin- 
delse. Udmærkede Fyrsters Begæring, navnlig saadanne 
Fyrsters, der ere Gud og den romerske Kirke hengivne, 
efterkomme vi gerne og skænke fortrinsvis saadanne Bøn- 
ner vor Gunst, af hvilke det kan skønnes, at de tjene til 
de Kristentroendes Trøst, til den sande Tros Bevarelse, til 
Renselse af Samvittighederne og til den kristne Religions 
Vækst. 

Nu har for længst Pave Bonifacius IX i de Distrik- 
ter, der stod under hans Obediens, paa tilforladelig Maade 
skaffet sig Underretning om alt, hvad der i hans Obedi- 
ensdistrikt var fastslaaet ved troværdige Vidner og andre 
lovlige Beviser, ved Paverne Gregor XI og Urban VI, 



«) Trykt i: 

1. R. Bladene 13. 14. 

2. B. 476 ii. 446—449. 

3. i tysk Oversættelse i M. 533—536. 



— 417 — 

velsignet Ihukommelse, hans umiddelbare Forgængere, ved- 
rørende den salige Enke Brigitta (hvem man i Folke- 
sproget, baade mens hun levede og efter at hun salig var 
indsoven, kaldte Brigida), hendes Herkomst, Liv, Vandel 
og mange fromme, dydige Gerninger samt især de den- 
gang allerede skete Vidundere, som den benedidede Gud 
til Løn for hendes Hellighed havde virket og endnu 
virker ud over Naturens sædvanlige Orden. Og paa An- 
modning af Dronning Margrethe af Sverrig, højlovlig 
Ihukommelse, og af Prælaterne og Stormændene i. hendes 
Rige, i lige Maade af Folkets elskelige Sønner og Em- 
bedsmændene i den hellige Stad og af særdeles mange 
Kristi Troende til Ære for den almægtige Gud Fader, 
Søn og Helligaand — har han til Forhøjelse af Rettroen- 
heden og den kristne Religions Vækst som ogsaa til 
Ophævelse af det da endnu herskende sørgelige Skisma og 
til Forening af Troen og Kirken ved Gud Fader, Søn og 
Helligaands samt de salige Apostle Petrus'es og Paulus'es 
Autoritet efter sine Brødres Raad og under Tilslutning af 
alle Prælaterne ved hans Hof besluttet, erklæret, bestemt 
og forkyndt, at den nævnte Brigitta er en Helgeninde, 
skal æres som Helgeninde af den hele Kirke og indføres 
i Fortegnelsen over Helgenerne. Han indskrev hende og- 
saa deri og fastsatte, at hele Kirken hvert Aar paa den 
Dag, da hun efter at have overvundet Verden og triumfe- 
ret over den fødtes til sit nuværende Liv for al Evighed, 
nemlig den 23. Juli, andægtigt og højtideligt skulde fejre 
Fest og Officium for hende som for en Helgeninde, der ikke 
er Jomfru og Martyr. Og paa det at de Troendes Mængde 
skal strømme saa meget desto hyppigere sammen om hen- 
des ærværdige Grav og denne Helgenindes Festdag skal 
fejres saa meget desto højtideligere og hendes Navn maa 
blive æret saa meget desto ivrigere, saa har han eftergivet 

A, BElNJiMAHN : DEN HELI4GB BIRGITTA. 2 7 



— 418 — 

Alle, som gjøre sand Bod og skrifte og have 
besøgt Helgenindens Grav i Klosteret i Vadstena 
paa hendes Festdag og paa den 28. Maj, den 
Dag, da hendes ærværdige Legeme overførtes 
til samme Kloster, saavel som de derpaa føl- 
gende nærmeste Dage, aarlig paa enhver af 
de Dage, de have besøgt bemeldte Grav, 
syv Aar og lige saa mange Kvadragener af de fortjente 
BodsstrafFe, saaledes som alt dette fuldstændig indeholdes 
i nævnte Pave Bonifacius'es Bulle, hvis Indhold vi Ord 
for Ord have ladet indføje i nærværende Bulle. Men nu 
har ogsaa vor dyrebare Søn i Kristo, den durchlauchtigste 
Kong Erik af Sverrig, der forsikrer, at han af særlig An- 
dagt er bleven dreven dertil, ydmygt rettet den Bøn til 
os, at vi — efter at nævnte usalige Skisma ved Guds 
milde Naade har naaet sin Ende og Brigitta i fornævnte 
Rige, fra hvilket hun stammede, saa vel som i andre Bi- 
ger og paa andre Steder altid æres mere til det guddom- 
melige Navns Pris — til Forherligelse af den kristne 
Religion og til Renselse af Hjerter og Samvittigheder, i 
Kraft af vor apostoliske Autoritet, vilde bifalde, bekræfte 
og ved vor apostoliske Anseelse befæste hin Beslutning, 
Erklæring, Bestemmelse og Forkyndelse som ogsaa Indfø- 
relsen i Helgenfortegnelsen og Afladen saavel som alt, 
hvad der indeholdes i nævnte Bulle, samt at vi ogsaa 
vilde fjerne alle Mangler, saafremt saadanne muligen skulle 
være indløbne. Vi have i Betragtning af den udmærkede 
Hengivenhed,'* Kongen har viist i sine Følelser og i sit 
Sindelag, og af den Renhed, han har lagt for Dagen mod 
Gud, mod os og mod den romerske Kirke, givet efter for 
Kongens Bønner og ratihabere derfor Beslutningen, Erklæ- 
ringen, Bestemmelsen og Forkyndelsen, i lige Maade Ind- 
skrivningen og Aitøden saavel som Bullens øvrige Ind- 



— 419 — 

hold, hvilket vi herved i Kraft af vor apostoliske Anseelse 
bifalde i dens hele Ordlyd, som vi nøje have gjort os be- 
kendt med. Vi bekræfte og befæste dette ved til Beskyt- 
telse at udfærdige nærværende Dokument, idet vi supplere 
alle Mangler, som muligvis maatte være indløbne. Teks- 
ten til nævnte Bulle er sat i Spidsen og lyder saaledes: 
Biskop Bonifacius, Guds Tjeneres Tjener osv. Derfor skal 
det nu ikke være noget Menneske tilladt at krænke dette 
vor Approbations, Stadfæstelses, Bekræftelses og Supple- 
rings Blad eller i forvoven Dristighed handle derimod. 
Men skulde nogen formaste sig til at gøre saadant, saa 
maa han vide, at han vil falde i den almægtige Guds og 
de salige Apostle Petrus'es og Paulus'es TJnaade. 
Givet i Florens i vort Pontifikats andet Aar. 



Rettelser. 

S. 175 L. 8. f. n. Wittenberg læs Leipzig. 

— 328 L. 1. f. n. over læs ved. 

— 336 L. 10. f. o. og læs om. 



HOME USE 

CIRCULATION DEPARTMENT 

MAIN LIBRARY 

Thit book is due en tbe last date stamped below. 

1-month loans may be renewed by calling 642-3405. 

6-month loans may be recharged by bringing books 

to Circulation Desk. 

Rønewals and recharges may be made 4 days prior 

to due date. 

ALL BOOKS ARE SUBJECT TO RECALL 7 DAYS 
AFTER DATE CHECKED OUT. 



NQV 3 1974 Q 7 



*p* 



-rH-ir 



SB 



n ^ 



<- * 5 198U 



:;; DF.C 2 2 ]?,?? 



INTERLIBKAK7 LOAN 



1 

k 

1 



AN 1 3 M 



UNIV. OF CALIF.. BERK. 



-i 



LD21-A30m-7.73 
(R2275810)476 — A-32 



General Library 

University of Callfornla 

Berkeley 



i 

[ 



- -- "OL~ 



* 

*. 



Vi 



3 



6EMERAI LIBRARY • U.C. BERKELEY 

■lllllllllll 

80005721™ 



"M"- 



' f** w 



.r «"»t- *j ■>. 



#>*• 



* ..